Kendelse af 08-03-2024 - indlagt i TaxCons database den 05-04-2024

Journalnr. 21-0060947

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Indkomstår 2019 Befordringsfradrag Danmark/Polen	0 kr.	97.143 kr.	Stadfæstelse

Faktiske oplysninger

Klageren er polsk statsborger og har været registreret i folkeregisteret på en dansk adresse siden 2012 og indtil 2023. I perioden fra den 15. januar 2013 til den 1. september 2023 har klageren været registeret med forskellige lejlighedsangivelser på adressen [adresse1], [by1], [by2].

Klageren har ifølge Skattestyrelsens oplysninger været ansat som slagteriarbejder i Danmark hos [virksomhed1] A/S siden den 11. juni 2012 med arbejdssted på [adresse2], [by2]. Ifølge Google Maps er afstanden mellem klagerens folkeregisteradresse i Danmark og arbejdsstedet 3,2 km hver vej.

I indkomståret 2019 har klageren modtaget A-indkomst fra [virksomhed1] A/S med 334.822 kr. Ifølge klagerens skatteoplysninger har klagerens arbejdsgiver hertil indberettet 1.458 arbejdstimer. Klageren har i indkomståret betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag til [forbund1].

Klageren har fremlagt arbejdsplan fra sin arbejdsgiver for det omhandlede indkomstår. På arbejdsplanen fremgår det for hver uge, hvilke dage klageren har været på arbejde, og hvilke dage klageren har været fraværende på grund af sygdom, ferie, afspadsering m.v., som er angivet med fraværskoder. Ifølge arbejdsplanen har klageren haft varierende arbejdsuger på mellem to, tre, fire og fem arbejdsdage fra mandag til fredag.

I indkomståret 2019 har klageren tillige modtaget børne- og ungeydelse fra Danmark med 55.368 kr. og barselsdagpenge med 10.946 kr. for perioden 4. – 21. november 2019.

Klageren har via TastSelv indberettet et befordringsfradrag på 97.143 kr. for indkomståret 2019.

Klageren har ægtefælle og børn i Polen, ligesom klageren ejer en fast ejendom i Polen på adressen [adresse3], [by3]. Hertil er der fremlagt bopælsattest, certifikat for skattemæssigt hjemsted (CFR-1) og forsikringspolicer for henholdsvis hus og gårdbygninger på klagerens ejendom i Polen. Derudover har klageren fremlagt dokumentation for, at han er medlem af en polsk fiskeriforening i form af et fisketegn dateret den 21. januar 2008. Det fremlagte fisketegn indeholder stempler fra 2019, der angiver bidrag til foreningen, herunder bidrag til beskyttelse og forvaltning af vand.

Ifølge Google Maps er der 1.303 km mellem klagerens adresse i Polen og arbejdssted i Danmark.

Klageren har den 14. april 2020 anmodet Skattestyrelsen om beskatning efter grænsegængerreglerne samt om overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag i indkomståret 2019. Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse imødekommet klagerens anmodning herom med henvisning til, at klageren i dette indkomstår har haft skattemæssigt hjemsted i Polen.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til et fradrag efter ligningslovens § 9 C på 97.143 kr. for befordring til Polen i indkomståret 2019.

Som begrundelse er følgende anført:

”[...]

Vi foreslår ændringer til dit befordringsfradrag for år 2019 da vi vurderer at du har sædvanlig bopæl på [adresse1], [by1], jf. ligningslovens § 9C.

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens §9C. Hvis afstanden er ekstraordinær lang har du bevisbyrden for, at befordringen har fundet sted i det påståede omfang, hvilket er fastslået af Højesteret ved dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR

Der er kun én ”sædvanlig bopæl” efter bestemmelsen. Begrebet er fastlagt gennem en lang og betydelig praksis. I tvivlstilfælde må der foretages en fastlæggelse af den sædvanlige bopæl ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium, men er en samlet vurdering. Der ses på forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret (listen er ikke udtømmende, men eksempler på forhold der tillægges betydning).

Ved vurdering af din sædvanlig bopæl er der lagt særlig vægt på, at du har haft folkeregisteradresse i Danmark i hele perioden, samt at du har fuldtidsarbejde og dermed opholder dig i Danmark størstedelen af året. Skattestyrelsen har ikke oplysninger der tyder på at du også er erhvervsmæssigt tilknyttet til Polen. Vi vurderer derfor ikke at det forhold, at du har en bolig til rådighed i Polen med din ægtefælle, fører til at du kan betragtes som at have sædvanlig bopæl i Polen i år 2019.

Afstanden mellem din sædvanlige bopæl på [adresse1], [by1], og din arbejdsplads [adresse2], [by2] er målt til at være 7,6 km tur-retur. Da dit fradrag ikke overstiger 24 km beregnes du til at være berettiget til befordringsfradrag på 0 kr. år 2019. Kørsel mellem Danmark og Polen skal betragtes som en privat udgift, som ikke er fradragsberettiget.

[...]”

Det fremgår af Skattestyrelsens høringssvar, at der ikke er nye oplysninger i klagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han er berettiget til fradrag for befordring til Polen.

Til støtte herfor har klageren anført følgende:

”Jeg vil klage over Skattestyrelsens afgørelse af 07.04.2021, fordi jeg mener, at jeg er berettiget til fradrag for min kørsel til Polen, hvor jeg har sædvanligt ophold.

Skattestyrelsen har afgjort, at jeg er fuldt skattepligtig i Danmark efter kildeskattelovens §1 stk. 1 nr. 1, og at jeg er fuld skattepligtig i Polen og har Polen som mit skattemæssige hjemsted. Skattestyrelsen har dog vurderet at min sædvanlige bolig er i Danmark, og på baggrund af dette mener, at jeg ikke er berettiget til fradraget.

I Danmark bor på samme vilkår som på et hotel, sammen med tilfældige personer, som jeg arbejder sammen med, og vi er ikke på nogen måde knyttet sammen af familiemæssige bånd. Jeg bor meget beskedent, da jeg ikke ser forbindelse mellem denne bolig og min fremtid. For mig drejer det sig kun om arbejde og overnatning. Hvis begrebet ”sædvanlig bolig” skal vurderes i denne sammenhæng, så mener jeg bestemt, at min sædvanlige bolig også er i Polen.”

Klageren er ikke kommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Sagen angår, hvorvidt klageren er berettiget til fradrag for befordring mellem arbejdspladsen i Danmark og boligen i Polen efter ligningslovens § 9 C, herunder hvor klageren har sædvanlig bopæl.

Retsgrundlaget

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Der er kun én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som sædvanlig bopæl, og begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I Østre Landsrets dom af 5. juli 2023, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR, fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor han havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste havde opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

I byretsdommen af 18. juni 2008, offentliggjort som SKM2008.632.BR, fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

Landsskatteretten har ved afgørelse af 26. januar 2023, offentliggjort som SKM2023.199.LSR, fastslået, at der ikke er noget til hinder for, at en skatteyder kan være skattemæssigt hjemmehørende efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst i ét land og samtidig have sædvanlig bopæl i et andet land i forhold til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, idet der er tale om to forskellige regelsæt, hvor der foretages to selvstændige vurderinger.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Efter en samlet konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2019 har været i Danmark i relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser har været i Danmark, idet klageren siden 2012 har været ansat ved den samme danske arbejdsgiver, som klageren også har haft indtægtsgivende arbejde ved i det omhandlede indkomstår. Derudover har klageren modtaget barselsdagpenge samt børne- og ungeydelse fra Danmark, ligesom klageren har betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag i Danmark og haft en dansk bankkonto i indkomståret.

Desuden har retten lagt vægt på, at klageren siden 2012 har været tilmeldt det danske folkeregister på en dansk adresse og at klageren siden 2013 har været registeret med bopæl på adressen [adresse1], [by1], hvor klageren har boet i forskellige lejligheder under sine ophold i Danmark. Klagerens sædvanlige transport er derfor som udgangspunkt foretaget mellem klagerens bopælsadresse i Danmark og arbejdspladsen på [adresse2], [by2]. Det forhold, at klageren jævnligt har været i Polen hos sin familie og at opholdene i Danmark alene har drejet sig om arbejde og overnatning, ændrer ikke herved.

På dette grundlag finder Landsskatteretten, at klagerens befordring til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg er en privat udgift, som derved ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Klageren er som udgangspunkt i stedet berettiget til et fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Danmark og arbejdspladsen, men som følge af, at afstanden herimellem alene udgør 6,4 km tur/retur, og dermed ikke overstiger 24 km pr. arbejdsdag, kan der ikke godkendes et befordringsfradrag herfor.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.