Kendelse af 07-10-2024 - indlagt i TaxCons database den 11-12-2024

Journalnr. 21-0063450

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og at klageren er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til artikel 4, stk. 2, litra b i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, hvorfor klageren ikke kan anvende grænsegængerreglerne og derfor ikke er berettiget til at få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag i indkomstårene 2018 og 2019.

Skattestyrelsen har blandt andet også truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen i indkomstårene 2018 og 2019 efter reglerne i ligningslovens § 9 C, ligesom han ikke er berettiget til fradrag for rejseudgifter i indkomståret 2018 efter reglerne i ligningslovens § 9 A.

Skattestyrelsen har endelig truffet afgørelse om, at klageren skal beskattes af overskud af udenlandsk virksomhed i indkomstårene 2018 og 2019 i henhold til statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Skattepligt

Klageren er polsk statsborger og blev første gang den 14. juni 2013 registreret som kildeskattepligtig til Danmark. Klageren har i perioden fra den 16. december 2013 til den 18. marts 2021 været tilmeldt det danske folkeregister på adressen [adresse1], [by1], hvorefter klageren den 18. marts 2021 udrejste fra Danmark til Polen. Ifølge Bygnings- og Boligregistret er boligen beliggende [adresse1], [by1] registreret som fritliggende enfamiliehus på 295 kvm med fem værelser, to toiletter, to badeværelser og et køkken. Ifølge folkeregistret har klageren delt boligen med op til seks øvrige personer i indkomstårene 2013-2021. Klageren har oplyst, at han alene havde c/o postadresse på den angivne adresse, og at han arbejdede forskellige steder i Danmark, som krævede skift af overnatningssted afhængigt af byggeprojektet.

Det fremgår af www.cpr.dk, at en borger ikke lovligt kan være registreret i CPR på en adresse, hvis borgeren ikke reelt bor der, men blot ønsker at modtage post på adressen. En såkaldt c/o adresse i CPR kræver, at borgeren faktisk bor på adressen, men betyder, at der kan afleveres post til borgeren på adressen, selv om pågældendes navn ikke står på postkassen.

Der er fremlagt en bopælsattest fra Polen, hvoraf fremgår, at klageren siden den 17. december 2013 er tilmeldt en polsk adresse på [adresse2], [by2] sammen med sin ægtefælle, [person1] og to børn født i henholdsvis 2009 og 2013.

Der er fremlagt Tax Residency Certificate (CFR-1) og opholdsregistrering fra Polen.

Der er er fremlagt klagerens og ægtefællens skatteattest fra Polen.

Der er fremlagt dokumentation for klagerens ejendomslån i [finans1] i Polen med oversigt over månedlige afbetalinger på lån i [finans1] i indkomstårene 2018 og 2019 og oversigt over renteudgifter i indkomståret 2019. Der er også fremlagt udgifter på ejerafgift på ejendommen og dertilhørende jord.

Der er fremlagt dokumentation på klagerens TV-pakke, telefonabonnement, ulykkesforsikring og lægeoplysninger i Polen.

Ifølge de fremlagte ansættelseskontrakter har klageren siden den 1. juni 2013 arbejdet hos [virksomhed1] ApS, [adresse3], [by3] i en tidsbegrænset stilling. Der er fremlagt en ansættelseskontrakt dateret den 1. juli 2017, hvoraf fremgår, at klageren pr. 1. juli 2017 blev fastansat i en tidsubegrænset stilling hos [virksomhed1] ApS som elektriker på arbejdsstedet [virksomhed2].

Ifølge skatteoplysninger for indkomstårene 2018 og 2019 har klageren haft en lønindkomst på henholdsvis 543.217 kr. og 516.334 kr. fra [virksomhed1] ApS, ligesom han har haft henholdsvis 2.273 arbejdstimer og 1.793 arbejdstimer i de påklagede indkomstår. Klagerens arbejdsgiver har indberettet, at klageren har haft henholdsvis 212 arbejdsdage og 216 arbejdsdage i indkomstårene 2018 og 2019.

Der er fremlagt en erklæring fra arbejdsgiveren, [person2], hvoraf følgende fremgår:

”Hermed bekræftes det at [person3] ikke har bopæl på adressen [adresse1], [by1].

Dette er kun en postadresse, og ikke en bopæls adresse.

[person3] er ansat i [by3] og har har lejet værelse når han arbejder i [by3].

[person3] rejser hjem til Polen mellem 8-10 gange om året, hvor hans familie bor”

Ifølge klagerens skatteoplysninger har han modtaget børnefamilieydelse på 25.500 kr. i henholdsvis indkomstårene 2018 og 2019.

Klageren har den 23. oktober 2019 anmodet om at blive beskattet efter grænsegængerreglerne til overførsel af ægtefællens uudnyttede personfradrag.

Klageren har oplyst, at han siden den 1. september 2004 har været selvstændig erhvervsdrivende i Polen, og at han havde en enkeltmandsvirksomhed inden for byggebranchen i Polen. Der er fremlagt dokumentation for virksomhedsregistreringen i Polen. Klagerens ægtefælle har ligeledes været erhvervsdrivende og havde en virksomhed i Polen.

Der er fremlagt klagerens PIT/Poltax-oplysninger fra Polen for indkomstårene 2018 og 2019. Det fremgår af PIT/Poltax-oplysningerne for indkomståret 2018, at klageren har haft indtægter på 50.200,82 PLN, svarende til 87.818 DKK og udgifter på 41.198,26 PLN, svarende til 72.070 DKK, hvorefter han har haft et overskud på 9.002,52 PLN, svarende til 15.748 DKK i sin virksomhed i Polen. Ifølge PIT/Poltax-oplysningerne for indkomståret 2019 fremgår der ingen indtægter og/eller udgifter for virksomheden i Polen.

Der er fremlagt klagerens ægtefælles PIT/Poltax-oplysninger fra Polen for indkomstårene 2018 og 2019. Det fremgår af PIT/Poltax-oplysningerne for indkomståret 2018, at klagerens ægtefælle har haft indtægter på 115.546 PLN og udgifter på 137.711,46 PLN, hvorefter hun har haft et underskud på 22.165,46 PLN i sin virksomhed i Polen.

Ifølge klagerens skatteoplysninger for indkomstårene 2018 og 2019 har han ikke oplyst om sine udenlandske indtægter til skattemyndighederne i Danmark.

Klageren har oplyst et fradrag for rejseudgifter med 27.400 kr. i indkomståret 2018.

Klageren har oplyst et fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Polen og arbejdsstedet i Danmark med henholdsvis 24.473 kr. og 24.222 kr. i indkomstårene 2018 og 2019.

Der er fremlagt en kalender for indkomståret 2018, hvor klageren har markeret sine 12 rejsedage til og fra Polen, og har anført, at han har opholdt sig 76 dage i Polen og 299 dage i Danmark. Der er ikke fremlagt en kalender for indkomståret 2019.

Der er fremlagt 12 boardingpas fra [flyselskab]. Følgende oplysninger kan udledes af det fremlagte materiale:

Dato	Fra ? Til
02-01-2018	[Polen] ? [Danmark]
10-02-2018	[Danmark] ? [Polen]
19-02-2018	[Polen] ? [Danmark]
29-03-2018	[Danmark] ? [Polen]
09-04-2018	[Polen] ? [Danmark]
02-06-2018	[Danmark] ? [Polen]
13-06-2018	[Polen] ? [Danmark]
03-08-2018	[Danmark] ? [Polen]
27-08-2018	[Polen] ? [Danmark]
24-10-2018	[Danmark] ? [Polen]
05-11-2018	[Polen] ? [Danmark]
19-12-2018	[Danmark] ? [Polen]

Der er fremlagt fem kvitteringer for flybilletter. Følgende oplysninger kan udledes af det fremlagte materiale:

Tur/retur i perioden	Beløb
10-02-2018 - 19-02-2018	1.349,61 PLN
29-03-2018 - 09-04-2018	754,48 PLN
02-06-2018 - 13-06-2018	1.220,79 PLN
03-08-2018 - 27-08-2018	860,46 PLN
24-10-2018 - 05-11-2018	409,95 PLN
I alt	4.595,29 PLN

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har også truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen i indkomstårene 2018 og 2019 efter reglerne i ligningslovens § 9 C, og at han ikke er berettiget til fradrag for rejseudgifter i indkomståret 2018 efter reglerne i ligningslovens § 9 A.

Skattestyrelsen har endelig truffet afgørelse om, at klageren skal beskattes af overskud af udenlandsk virksomhed i indkomstårene 2018 og 2019 i henhold til statsskattelovens § 4.

Som begrundelse er følgende anført:

”(...)

Skattestyrelsens begrundelse – Din skattepligt

Du er vurderet som værende fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og kildeskattelovens § 7. Du har været registeret på en dansk adresse siden 2013 og har derved en bolig til rådighed i Danmark og har taget ophold i denne jævnfør kildeskattelovens § 7, stk. 1.

Jævnfør kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 indtræder fuld skattepligt, når der er rådighed over en bolig i Danmark og samtidig har taget ophold i denne, hvis du opholder dig i Danmark af andre årsager end ferie eller lignende. Arbejde der direkte retter sig mod Danmark er som udgangspunkt ikke forenelig med ferie eller lignende jævnfør kildeskattelovens § 7, stk. 1.

Du har indsendt dokumentation, der viser, at du også er fuld skattepligtig til Polen og derfor er du fuld skattepligtig til begge lande og dit skattemæssige hjemsted skal vurderes ud fra artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

Du kan læse mere i Den juridiske vejledning afsnit C.F.8.2.2.4.1.2

Skattemæssigt hjemsted jævnfør artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen

Når det skattemæssige hjemsted skal vurderes ud fra artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, er der tale om en prioriteret rækkefølge som er:

• Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed, og hvis der er fast bolig i begge lande, hvor den pågældende har stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (centrum for livsinteresser)

• Regel nr. 2: Sædvanligt ophold

• Regel nr. 3: Statsborgerskab

• Regel nr. 4: Gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder.

Regel nr. 1

Skattestyrelsen har vurderet, at du har bolig til rådighed i Danmark. Du har indsendt dokumentation for, at du bor sammen med din ægtefælle i Polen og derfor vil Skattestyrelsen vurdere, at du også har bolig til rådighed i Polen.

Skattestyrelsen formoder, at dine personlige interesser er i Polen, da du har din ægtefælle og børn i Polen.

Du har ifølge indberetninger fra din arbejdergiver har arbejdet henholdsvis 2.2273 timer og tjent 543.217 kr. i 2018 og 1.793 timer og tjent 516.334 kr. i 2019.

Du har indsendt oplysninger om dit enkeltmandsfirma i Polen, hvor du også har indsendt en kopi af din polske årsopgørelse, hvor det fremgår, at du har haft en omsætning 50.200,82 PLN og omkostninger på 41.198,26 PLN og derved en fortjeneste på 9.002,56 PLN.

Ovennævnte er svarende til henholdsvis 87.818 danske kroner i omsætning og 72.070 danske kroner i omkostninger, derved er der en fortjeneste på 15.748 danske kroner.

I ovennævnte beregninger er gennemsnitskursen på 1,749343 er anvendt.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at det antal timer du arbejder i Danmark ikke efterlader meget tid til arbejde i Polen, og derved har du de stærkeste økonomiske interesser i Danmark. Det er også lagt til grund for denne vurdering, at du har haft den samme arbejdsgiver i Danmark siden 2013, samt at du i din anmodning har bedt om, at anvende din ægtefælles uudnyttede personfradrag og derved anvende grænsegængerreglen. Idet du har anmodet om, at blive grænsegænger har du også tilkendegivet at mindst 75 % af din globale indkomst kommer fra Danmark.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at du har bolig til rådighed i begge lande, de stærkeste personlige interesser i Polen og de stærkeste økonomiske interesser Danmark.

Derfor kan dit skattemæssige hjemsted ikke kan fastsættes efter regel nr. 1 (centrum for livsinteresser), men skal fastsættes efter regel nr. 2 (sædvanligt ophold).

Skattestyrelsen henviser blandt andet til SKM2020.19.SR, som er et bindende svar som indeholder følgende:

Skatterådet fandt, at spørgers økonomiske interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark. Spørgers personlige interesser talte derimod for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i land X. Skattestyrelsen fandt herefter, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Spørger skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold. Efter det oplyste opholdte spørger sig hyppigere i land X end i Danmark. Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger måtte anses for at være hjemmehørende i land X, da det var den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold.

Regel nr. 2

Det er Skattestyrelsens vurdering, at du er skattemæssig hjemmehørende i Danmark, fordi du opholder dig flest dage i Danmark, og dermed har sædvanlig ophold i Danmark. I denne vurdering er følgende lagt til grund:

Du har arbejdet i Danmark siden 2013 og hos samme arbejdsgiver.

Du har indsendt en kalender, hvor det fremgår, at du har opholder dig henholdsvis i Danmark og i Polen. Det fremgår af denne kalender, at du har opholdt dig 289 dage i Danmark i 2018 og 87 dage i Polen i 2018. I forbindelse med optælling af dine opholdsdage er rejsedagene talt med som opholdsdage i begge lande og derfor overstiger det samlede antal dage, hvad der er på et år.

Derudover har din arbejdsgiver oplyst, at du har arbejdet henholdsvis i 2018 2.273 timer og i 2019 1.793 timer.

Det er vurderet ud fra ovenstående antal timer, du har arbejdet i Danmark i 2019, ikke efterlader meget tid til at opholde dig i Polen, og derved har Skattestyrelsen lagt dette til grund for at dit sædvanlige ophold er i Danmark. Såfremt dette ikke er korrekt, bedes du indsende dokumentation, der viser, hvor ofte du har opholdt dig i Polen.

Skattestyrelsen vurderer, at du har sædvanlig ophold i Danmark og derved har dit skattemæssige hjemsted i Danmark efter artikel 4, stk. 2 litra b i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

For at kunne anvende din ægtefælles uudnyttede personfradrag, skal hun være fuld skattepligtig til Danmark, eller du skal jævnfør artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen anses for, at have dit skattemæssige hjemsted i Polen, samtidig med at du skal opfylde grænsegængerreglen jævnfør kildeskattelovens § 5 A-D.

Da du er fuld skattepligtig til Danmark med skattemæssigt hjemsted i Danmark, er du ikke omfattet af reglerne i kildeskattelovens § 5 A-D, der omhandler reglerne for grænsegængere. Alene af den grund, at du ikke kan anvende reglerne for grænsegænger, kan du ikke anvende din ægtefælles uudnyttede personfradrag.

Skattestyrelsens begrundelse - Din enkeltmandsvirksomhed i Polen

Du har indsendt oplysninger om din virksomhed i Polen, og at du har haft en omsætning 50.200,82 PLN og omkostninger på 41.198,26 PLN og derved en fortjeneste på 9.002,56 PLN.

Ovennævnte er svarende til henholdsvis 87.818 danske kroner i omsætning og 72.070 danske kroner i omkostninger, derved er der en fortjeneste på 15.748 danske kroner

Da du er vurderet som værende fuld skattepligtig til Danmark jævnfør kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og § 7, stk. 1, og dit skattemæssige hjemsted er Danmark vurderet efter ovenstående, du skal derfor oplyse om alle dine indkomster uanset hvor i verden de stammer fra. Dette er jævnfør statsskattelovens § 4.

Du skal derfor oplyse om din udenlandske indkomst i Danmark, herunder overskud af din enkeltmandsvirksomhed. Du har indsendt en opgørelse fra Polen, hvor det fremgår, at du har haft omsætning på 87.818 danske kroner og omkostninger på 72.070 danske kroner. Skattestyrelsen har lagt det oplyste overskud fra Polen til grund for overskud i Danmark opgjort efter danske skatteregler. Derved foreslår Skattestyrelsen at overskuddet af din enkeltmandsvirksomhed er på 87.818 kr. – 72.070 kr. = 15.748 kr. i 2018. Dette fremgår øverst i brevet.

Ifølge de indsendte oplysninger fra Polen fremgår det ikke, om du har betalt skat af overskuddet i Polen, og derfor kan Skattestyrelsen ikke godskrive en eventuel betalt skat.

Skattestyrelsen har skønnet et overskud af din udenlandske virksomhed for 2019 på 16.000 kr. Der er taget udgangspunkt i et overskud svarende tilnærmelsesvis til dit overskud for 2018, og at du har arbejdet færre timer i Danmark 2019 end i 2018. Derved forudsætter Skattestyrelsen, at du har haft flere muligheder for at kunne arbejde i Polen. Såfremt dette skøn ikke er korrekt, bedes du indsende dokumentation for det korrekte beløb.

Overskuddet er skønnet jævnfør statsskattelovens § 4.

Skattestyrelsens begrundelse – Befordring

For at være berettiget til fradrag for befordring, skal der blandt andet være tale om mere end 24 km tur/retur mellem din sædvanlige bopæl og sit arbejdssted.

Vurderingen af sædvanlig bopæl sker ud fra flere kriterier, som ikke i nogen rækkefølge er:

• personlig tilknytning

• social tilknytning

• familiemæssig tilknytning

• boligmæssig tilknytning

• opholdenes hyppighed

• tilmelding til folkeregisteret.

Skattestyrelsen har vurderet, at din sædvanlige bopæl er i Danmark, og du vil derfor ikke være berettiget til fradrag for kørsel mellem Danmark og Polen. En sådan kørsel anses som værende en privat ikke fradragsberettiget udgift.

I vurderingen har Skattestyrelsen lagt vægt på, at du har boet i Danmark på samme adresse siden 2013, samt at du har haft fuldtidsansættelse i Danmark siden 2013 og du har derved haft stærke økonomiske forbindelser til Danmark siden 2013.

Du vil være berettiget til fradrag for kørsel mellem din sædvanlige bopæl og din arbejdsplads, da du har indsendt oplysninger om din enkeltmandsvirksomhed i Polen og Skattestyrelsen har vurderet, at din sædvanlige bopæl er i Danmark. Du vil derfor kunne få fradrag for kørsel mellem din bopæl i Danmark og kørsel til Polen i forbindelse med dit arbejde i dit firma.

Du har indsendt oplysninger i form af boardingpas, men der fremgår ikke beløb eller om hvorvidt der er tale om rejser for at besøge din familie eller om det er grundet arbejdet i dit firma. Jævnfør

Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.3.1.3 Transportvejen - Særligt om færge- og flytransport fremgår det, at hvis der er tale flyrejser, så skal fradraget beregnes ud fra den faktiske kostpris af flybilletterne. Da Skattestyrelsen ikke har oplysninger om beløb eller om hvorvidt rejserne er i forhold til dit arbejde i Polen kan Skattestyrelsen ikke skønne et befordringsfradrag.

Såfremt du har dokumentation for kostpriserne for flybilletterne og om hvorvidt der er tale om en privat udgift eller i forhold til dit arbejde i Polen, bedes du indsende dette således Skattestyrelsen kan beregne et befordringsfradrag. Reglerne står i ligningslovens § 9 C, stk. 1.

Reglerne står i ligningslovens § 9 C. Du kan læse mere om reglerne i Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3, herunder C.A.4.3.3.1.1 Sædvanlig bopæl

Skattestyrelsens begrundelse – Rejseudgifter

Idet du har været fast ansat ved samme arbejdsgiver siden 1. juli 2017, vurderes der ikke at være tale om en midlertidig ansættelse og da Skattestyrelsen ikke har modtaget dokumentation for rejseudgifter kan disse ikke godkendes.

Du kan læse mere om reglerne i ligningslovens § 9 A samt Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.1.

Skattestyrelsens begrundelse – Renteudgifter i Danmark og Polen

Idet du har indsendt dokumentation for renteudgifter i Polen, vurderes det, at der er tale om en fejl at dine renteudgifter har stået som værende fra Danmark. Derfor foreslår Skattestyrelsen at ændre dette således, at dine renteudgifter fremgår som værende i udlandet.

Reglerne står i statsskattelovens § 6, litra e.”

(...)

Skattestyrelsens endelige begrundelse

Befordring

Din arbejdsgiver har oplyst i den indsendte erklæring, at du lejer et værelse i [by3] og ikke bor på den adresse, hvor du står registeret i Det danske folkeregister. Skattestyrelsen vurderer, at din sædvanlige bolig fortsat er i Danmark, idet du fortsat har en bolig til rådighed som du overnatter i alle dage, bortset fra de otte til ti gange om året, hvor du besøger din familie i Polen. Skattestyrelsen anser derfor ikke de nye oplysninger som at være tilstrækkelige til at ændre vurderingen af din sædvanlige bopæl som værende i Danmark.

I vurderingen har Skattestyrelsen lagt vægt på, at du har haft fuldtidsansættelse i Danmark siden 2013, og du har derved haft de stærkeste økonomiske forbindelser til Danmark siden 2013. Derudover har du haft en c/o adresse siden 2013, din arbejdsgiver har været den samme siden 2013 og din arbejdsgiver har oplyst, at du lejer et værelse i [by3], når du arbejder i [by3].

Skattestyrelsen anser din befordring til/fra Polen for at besøge din familie som værende en privat ikke fradragsberettiget udgift, og Skattestyrelsen kan ikke imødekomme din anmodning om fradrag for befordring.

Du har tidligere oplyst, at du har en virksomhed i Polen. Skattestyrelsen er ikke bekendt med hvorledes overskuddet er beregnet i Polen og om hvorvidt fradrag for dine rejser til Polen allerede er medregnet i det overskud, som er beregnet i Polen.

Derudover har Skattestyrelsen ikke oplysninger om dine eventuelle rejser til Polen er arbejdsrelateret i forhold til din virksomhed eller af privatkarakter. Derfor kan Skattestyrelsen ikke imødekomme fradrag for befordring i forbindelse med rejser mellem din sædvanlige bopæl i Danmark og dit eventuelle arbejde i dit firma i Polen.

Din virksomhed i Polen

Skattestyrelsen har i dette særlige konkrete tilfælde anvendt det overskud som fremgår af din årsopgørelse fra Polen i 2018 og skønnet et tilsvarende overskud i 2019, idet Skattestyrelsen har vurderet at det er overvejende sandsynligt, at overskuddet der er oplyst til skattemyndighederne i Polen tilnærmelsesvis svarer til det overskud der ville kunne opgøres efter danske regler. Skattestyrelsen gør opmærksom på, at du fremadrettet skal beregne dit overskud efter gældende danske regler.

Du har i henvendelse af 18. marts 2021 oplyst, at du betaler skat af dit overskud af virksomhed i Polen, og du kan indhente oplysninger om dette. Skattestyrelsen er ikke bekendt med det beløb du eventuelt har betalt i skat af overskud af virksomhed i Polen. Såfremt du på et senere tidspunkt modtager disse oplysninger bedes du anmode om genoptagelse af din skatteansættelse, således at en eventuel betalt skat i Polen, kan blive godskrevet i den danske skat.

Rejseudgifter, renteudgifter i Danmark og Polen og din skattepligt

Du har ikke haft indsigelser vedrørende disse forhold, og skattestyrelsen fastholder på den baggrund ændringerne fra det tidligere fremsendte forslag.”

Skattestyrelsen har den 17. august 2024 sendt en udtalelse, hvoraf følgende fremgår:

”(...)

Skattestyrelsen har følgende kommentarer til det indsendte materiale, hvoraf en del af materialet fremgår i sagsfremstillingen. De nye oplysninger er de polske årsopgørelser for 2019 for klager og ægtefælle, flybilletter for 2019, ansættelseskontrakter begyndende fra 3. juni 2013, hvorefter der er løbende årlig fornyelse af ansættelsen frem til 1. juli 2017, hvor kontrakten ikke har en slutdato samt kontoudtog fra [finans1] i Polen. Resten af det indsendte materiale fremgår af sagsfremstillingen og har derfor indgået i den afgørelse, der er truffet.

De indsendte bankkontoudtog fra [finans1] ændrer ikke på Skattestyrelsens vurdering, om at skattemæssigt hjemsted er i Danmark i henhold til artikel 4, stk. 2, litra b, idet der ikke ses at være tale om dokumentation for ophold uden for Danmark, men derimod overførsler mellem konti.

Flybilletterne indsendt for 2019 viser, at klager har opholdt sig flere dage i Danmark end i Polen og dermed er der tale om en yderligere bekræftelse af at det skattemæssige hjemsted er i Danmark.

Ansættelseskontrakterne fra 2013 viser, at klager har haft arbejde hos samme arbejdsgiver i Danmark siden 2013.

De indsendte polske årsopgørelser for 2019 for klager og ægtefælle viser et andet resultat af virksomhed end Skattestyrelsens skøn i forbindelse med sagen for 2019 vedrørende klagers virksomhed i Polen. Det er dog fortsat uklart hvordan underskuddet er beregnet og resultatet ses fortsat ikke opgjort efter danske regler. Det ændrer derfor ikke på afgørelsen truffet af Skattestyrelsen, da der fortsat mangler oplysninger om et over-/underskud opgjort efter danske regler.

Skattestyrelsen har følgende bemærkninger til klagepunkter som indsendt til Skatteankestyrelsen:

Klager har indsendt erklæring fra arbejdsgiver [person2] som bekræfter, at klager har haft en c/o adresse i [by1] samt at klager besøger sin familie i Polen 8-10 gange om året. Arbejdsgiver har, den 18. februar 2021, mundtlig til Skattestyrelsen oplyst, at skatteyder har lejet i værelse i [by3] hos pågældende arbejdsgiver, hvor han har haft sit eget værelse. Det fremgår af indsendt erklæring fra arbejdsgiver, at klager er ansat i [by3] og har lejet værelse, når han arbejder i [by3].

Af den indsendte ansættelseskontrakt, som er gældende fra 1. juli 2017 uden slutdato, fremgår det, at klager har en fast arbejdsplads på [virksomhed2]. Det fremgår af de indsendte ansættelseskontrakter, at klager har været ansat siden 3. juni 2013 med løbende årlige ansættelser frem til 1. juli 2017, hvor kontrakten ikke har en slutdato.

Skattestyrelsen har ud fra ovenstående vurderet, at klagepunkt 1 ikke ændrer på afgørelsen truffet den 14. april 2021, da det fortsat vurderes, at klager har bolig i til rådighed i Danmark og derfor er fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og § 7, stk. 1, da klager har taget ophold i en bolig i Danmark. Derudover har den oplysning, at klager er i Polen 8-10 gange om året, samtidig med at han varetager et fuldtidsarbejde i Danmark, hvor klageren ifølge skatteoplysningerne har haft en indkomst på henholdsvis 543.217 kr. i 2018 og 516.334 kr. i 2019 også været med i vurderingen angående skattemæssigt hjemsted.

Skattestyrelsen bemærker, at det ikke er afgørende, om man har en ejer- eller lejebolig i Danmark. Se f.eks. SKM2018.564.SR, hvor personen boede med sin familie i Storbritannien i en ejerbolig og ville leje en mindre lejlighed i Danmark. Skatterådet fandt, at det ikke på den baggrund kunne afgøres, i hvilken af staterne personen havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Det, at klageren har været tilmeldt på en c/o adresse i Danmark, ændrer ikke på, at klager har en bolig til rådighed i Danmark og derfor vurderes, at være fuld skattepligtig til Danmark.

Derudover ses det, at klageren har haft fuldtidsarbejde hos samme arbejdsgiver siden 2013 i Danmark.

Skattestyrelsen har følgende bemærkninger til klagerens henvisninger til SKM2019.420.SR og SKM2020.246.SR i henhold til klagerens situation og anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2.

SKM2019.420.SR

Af dette bindende svar fremgår det, at Spørger skal arbejde i Danmark i en kortere årrække, hvor han vil opholde sig i Danmark ca. 135 dage om året, resten af året vil han opholde sig og arbejde udenfor Danmark Dette svarer til ca. 31-35 % af hans indkomst kommer fra arbejde udført i Danmark.

Denne sag kan ikke sammenlignes med klager, idet klager har arbejdet i Danmark siden 2013, samt arbejder i Danmark fuldtid. Skattestyrelsen anser derfor ikke det bindende svar som sammenlignelig med den konkrete sag og det bindende svar tillægges ikke yderligere vægt.

SKM2020.246.SR

Det fremgår af dette bindende svar, at Spørger har sine personlige interesser i Norge, hvor Spørger har børn og kæreste, samt ejer hus, sommerhus, båd, en part i en hest, pension og opsparin. Derudover oplyses det, at Spørger går til yoga en gang om ugen i Norge. Det oplyses, at Spørger lejer en lille lejlighed i Danmark og arbejder 100 % af tiden i Danmark.

Dette bindende svar er afgjort efter artikel 4, stk. 2 litra c, statsborgerskab. Skatterådet har ikke kunne afgøre skattemæssigt hjemsted efter litra a, idet personlige interesser og økonomiske interesser ikke kunne afgøre skattemæssigt hjemsted. I vurdering af litra b — ophold, fremgår det af oplysningerne, at Spørger vil opholde sig henholdsvis 245 dage i Danmark og 215 dage i Norge. Da der således ikke har været nogen signifikant forskel på antal opholdsdage i de to lande, har man derfor ikke kunnet fastlægge skattemæssigt hjemsted efter litra b, men har i stedet afgjort efter litra c, statsborgerskab.

Dette bindende svar har sammenlignelige forhold, da begge har personlige interesser i hjemlandet. Udover begge har personlige forhold i hjemlandet, har dette bindende svar ikke sammenlignelige forhold, idet der i Spørgers tilfælde ikke er en signifikant forskel på antallet af opholdsdage i Danmark og Norge, men i klagerens konkrete situation er der en signifikant forskel i antallet af dage i henholdsvis Danmark og Polen. Derfor tillægges dette bindende svar ikke yderligere vægt.

Det er Skattestyrelsens fortsatte vurdering, at klager har de stærkeste økonomiske interesser i Danmark, idet klager har haft et fuldtidsarbejde i Danmark siden 2013, og en årlig indkomst i 2018 på 543.217 kr. og 516.334 kr. for 2019.

Klager har et firma i Polen, som tidligere er oplyst som værende et håndværkerfirma. Ifølge indsendte oplysninger fra de polske skattemyndigheder er der oplyst et overskud på 9.002,56 PLN i 2018 og et underskud på 12.494,07 PLN i 2019. Begge år er resultatet opgjort efter polske regler.

På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsens fortsatte vurdering, at klager har de stærkeste økonomiske interesser i Danmark, hvorfor det i dette tilfælde ikke er muligt at afgøre skattemæssigt hjemsted i henhold til litra a. Vurderingen skal derfor fastlægges efter litra b, ophold.

Klager har tidligere indsendt en kalender for 2018, hvor det fremgår, at klager er i Danmark 289 dage i 2018 og 87 dage i Polen. Brudte døgn er talt med i begge lande og hvorfor året indeholder mere end 365 dage. Opholdsdagene stemmer overens med de indsendte flybilletter for 2018.

Flybilletterne for 2019 som er indsendt i forbindelse med denne klage er anvendt til at opgøre opholdsdage for 2019. Skattestyrelsen har tidligere skønnet, at der har været tale om samme opholdsmønster for 2018 og 2019. Ved gennemgang af de nu fremsendte flybilletter for 2019, fremgår det, at klager har været i Polen 76 dage og i Danmark 299 dage. Der er igen talt brudte døgn med til begge lande.

Klager henviser til sin polske virksomhed som en væsentlig økonomisk forbindelse til Polen.

Her henviser Skattestyrelsen til LSR af 12.03.2021 Journal nr. 21-0000448, hvor pågældende skatteyder har et landbrug, med en indkomst på 180.745 kr., men hvor Landsskatteretten alligevel ikke kunne fastslå skattemæssigt hjemsted i henhold til artikel 4, stk. 2, litra a, men anvendte litra b, ophold.

Det vil sige, skatteyder havde i dette tilfælde også en virksomhed i hjemlandet, som endda bidrog til den samlede økonomi i en noget væsentligere grad, end tilfældet i nærværende sag og alligevel var det ikke tilstrækkelig til at kunne fastsætte det skattemæssige hjemsted efter litra a.

Der henvises i klagen, at klager ikke er enig i Skattestyrelsens vurdering af de økonomiske interesser, da klager oplyser at have en polsk konto, forsikring herunder bil, liv og ulykke i Polen, sin sociale omgang i Polen, udgifter til TV, internet og telefon i Polen og læge og tandlæge i Polen.

Det er Skattestyrelsens vurdering at ovenstående ikke kan tillægges vægt i vurderingen af de økonomiske interesser i Polen, da Skattestyrelsen vurderer, at sådanne forhold er personlige interesser samt, at der ikke er tale om indtægtsgivende forhold, men derimod vurderes de pågældende forhold at være personlige interesser. Hvilket taler for at de personlige interesser er i Polen. Det er vurderet, at klagers lønindkomst for arbejde udført i Danmark er klagers primære indtægt og derfor vurderes det fortsat, at de økonomiske interesser er i Danmark. Derved kan skattemæssigt hjemsted ikke afgøres ud fra artikel 4, stk. 2, litra a, men skal afgøres efter litra b.

Skattestyrelsen anser det lejede værelse som arbejdsgiver har oplyst om, som værende den sædvanlige bopæl, derudover ses det jævnfør indsendte ansættelseskontrakt som er gældende fra 2017 og fremadrettet, at klager har et konkret arbejdssted. Skattestyrelsen vurderer, at klager ikke er berettiget til rejsefradrag efter reglerne i ligningslovens § 9 A, stk. 1. Klagers arbejdsplads er ikke midlertidig og klager har et lejet værelse i [by3], hvor han kan overnatte.

I forhold til befordring har Skattestyrelsen ikke modtaget oplysninger om, afstand mellem den sædvanlige bopæl og arbejdsplads, Skattestyrelsens vurdering er fortsat, at den sædvanlige bopæl er på det lejede værelse i Danmark.

I henhold til klagepunkt 2, fastholder Skattestyrelsen, at klageren er fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og har skattemæssigt hjemsted i Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b.

Derfor vurderes det, at klageren skal beskattes i Danmark af virksomheden i Polen efter reglerne i statsskattelovens § 4. Der gøres dog opmærksom på, at beregning af overskud skal ske efter danske regler.

Se begrundelse i tidligere klagepunkter vedrørende boligen i Danmark.

Klageren har haft fuldtidsarbejde i Danmark og har haft en årlig indkomst på 543.217 kr. i 2018 og 516.334 kr. i 2019. Derfor er det Skattestyrelsens vurdering, at de stærkeste økonomiske interesser er i Danmark. I denne vurdering har Skattestyrelsen lagt vægt på afgørelse LSR af 12.03.2021 Journal nr. 21-0000448. (Se ovenfor under punkt 2).

Klager henviser her til kommentarerne til OECD modeloverenskomsten artikel 4, hvor klager har skrevet følgende: "Det fremgår også af kommentarerne til OECD modellens artikel 4, at omstændighederne skal bedømmes ud fra en helhed. Endvidere fremgår det, at den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejder, og hvor han har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer kan skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i dette land."

Det fremgår af kommentaren, at ovennævnte omstændigheder sammen med andre elementer kan skabe en formodning for at have bevaret midtpunkt for sine livsinteresser. Derved er det ikke det eneste forhold som indgår i vurderingen af skattemæssigt hjemsted. Forholdene skal vurderes som en helhed.

Hvorvidt man fortsat har bolig i sit hjemland, er ikke det eneste forhold som skal være opfyldt for at vurdere skattemæssigt hjemsted. Derfor kan afgørelsen om skattemæssigt hjemsted ikke kun træffes ud fra ovenstående kommentar til artikel 4.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han er berettiget til befordringsfradrag med henholdsvis 24.473 kr. og 24.222 kr. i indkomstårene 2018 og 2019, og at han er berettiget til at benytte sin ægtefælles uudnyttede personfradrag, idet Polen skal anses som hans domicilland, således at han ikke skal anses for fuldt skattepligtig til Danmark. Klageren har også nedlagt påstand om, at han er berettiget til fradrag for rejseudgifter med i alt 27.400 kr. i indkomståret 2018. Klageren har derudover nedlagt påstand om, at han ikke skal beskattes af overskud af udenlandsk virksomhed i indkomstårene 2018 og 2019.

Til støtte er følgende anført:

”Hermed klager jeg over Skattestyrelsens afgørelse vedr. min skattemæssige forhold.

Skattestyrelsen har den 14 april 2021 truffet en afgørelse om, at jeg er fuldt skattepligtig i Danmark med skattemæssig hjemsted i Danmark. Af dette grund mine rejser til Polen blev ikke godkendt som befordrings fradrag og jeg kan ikke udnytte ægtefælles personfradrag efter grænsegænger reglerne jf. Kildeskattelovens § 5 A-D

Jeg er ikke enig med Skattestyrelsens afgørelse samt begrundelsen.

Jeg klager over de følgende punkter i afgørelsen:

Sagens faktiske forhold

" Ifølge Det danske folkeregister er du indrejst til Danmark den 16.december 2013, hvor du siden indrejse har boet på den samme adresse i [by1]" (Skattestyrelsens afgørelse, side 4)

Denne formulering er ikke sand, da jeg ikke opfatter den dato som indrejse til Danmark, men udelukkende som begyndelse på at arbejde hos [virksomhed1], hvorfor jeg fortsat er fast boende i Polen, hvor der er også centrum for min livsinteresser i.

Min chef [person2] har bekræftet både skriftligt samt mundtligt, at adresse på [adresse1], [by1] er min postadresse (c/o). (Bilag 7) Jeg arbejder på forskellige steder i Danmark, som kræver konstant skift af overnatningssted, afhængigt af den aktuelle byggeprojektet, jeg er engageret i. Jeg har aldrig haft fast adresse i Danmark, kun c/o. Jeg kan derfor ikke anses som boende på overstående adresse.

2. Skattestyrelsens begrundelse

"Du er vurderet som værende fuld skattepligtigt til Danmark efter kildeskattelovens§ 1, stk.1., nr. 1 og kildeskattelovens§ 7. Du har været registreret på en dansk adresse siden 2013 og har derved en bolig til rådighed i Danmark og har taget ophold i denne ... "

Jeg har ikke taget ophold på adressen, som bekræftes af min chef. (bilag 7)

Jeg kan ikke anses som fuldskattepligtigt i Danmark med c/o adresse.

Vurdering af skattemæssige hjemsted jf. artikel i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

•	Regel nr.1.: Fast bolig til rådighed, hvor den pågældende har stærkeste personlige og økonomiske forbindelser.

Skattestyrelsen vurderer ikke, at mit skattemæssig hjemsted kan afgøres ud fra nr. 1 regel i artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, der regulerer hvilket land, der er domiciland.

Jeg er uenig med denne vurdering, da jeg mener, at såvel manglende fast bolig i Danmark og stærke personlige, familiære samt økonomiske interesser taler for, at jeg er skattemæssigt tilhørende til Polen.

Af Bindende svar fra Skatteråd af 28.Aug 2019 (SKM2019.420.SR) fremgår, at

" Herudover har vi nedenfor i oversigtsform listet de forhold, som erfaringsmæssigt er relevante at forholde sig til, når det afgøres, i hvilket land en person er skattemæssigt hjemmehørende i henhold til en skatteaftale.

Alle spørgers familiære og personlige relationer er i Polen, og han bliver snart bedstefar for første gang. Spørger ejer en fast ejendom i Polen med sin ægtefælle - en bolig som for nyligt har gennemgået en større renovering, så den står klar til, at de skal pensioneres. Spørger har en pensionsordning i Polen, og væsentlige polske investeringer samt polske bankkonti. Spørger fastholder på uforandret via sin polske læge, tandlæge m.v.

Kort sagt, alle spørgers personlige interesser er i Polen. Der er ingen i Danmark, jf. ovenstående.

Konklusion fra SKM2019.420.SR

"Baseret på ovenstående er det vores opfattelse, at spørger skal anses for skattemæssigt hjemmehørende/bosat i Polen, jf. dobbeltbeskatningsaftalen mellem Polen og Danmark".

Jeg mener bestemt, at spørgers situation ligner fuldstændigt min situation, derfor med udgangspunkt i artikel 4 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, hvor der er beskrevet, at omstændigheder, der indgår i bedømmelsen af centrum for livsinteresser skal bedømmes ud fra en helhed, ville jeg gerne understrege følgende:

•

I Polen bor jeg sammen med min familie, dvs. min ægtefælle og vores to børn (en bopælsattest, vielsesattest, og fødselsattester blev sendt tidligere til skattestyrelsen). Vi har eget hus med tilhørende grund (bilag nr.1,). Der vedhæftes kreditlån aftale fra [finans1] i forbindelse med køb af huset (bilag nr.3). Af ejendommen opkræves polsk ejendoms skat samt grundskat (bilag nr.2).

Jeg er en aktiv virksomhed inden for byggebranche, der er registreret den 01.09.2004 (bilag nr. 4.) Jeg har en økonomisk indkomst, der kommer fra firmaet, som er beskattet i Polen (bilag nr.4) og det er en væsentlig økonomisk, der skaber en økonomisk forbindelse til Polen Jeg ejer 2 stk. af køretøj (bilag nr.5: registreringsbevis.)

De øvrige de økonomiske interesser taler udelukkende for Danmark. Jeg er meget uenig med denne påstand.

•	Jeg har en polsk konto ved [finans1]. (Bilag nr.8)
•	Alle forsikringer, herunder liv, bil og ulykke forsikringer er tegnet i Polen (bilag 9)
•	Mit sociale liv med bredde-venners kreds samt familie foregår udelukkende i Polen og jeg foretager mig ingen social aktivitet i Danmark.
•	Jeg betaler alle huslige udgifter, herunder TV, internet og telefon (bilag 8, bilag 11, bilag 12)
•	I forhold til den sundhedsmæssige sektor kan jeg oplyse, at jeg har egen læge og tandlæge i Polen, derfor slet ikke benytter den danske sundhedssystem (bilag nr.10)

Hverken min familie eller jeg bruger det danske velfærdssystem, selvom jeg er fuldt skattepligtig her.

På baggrund af ovenstående mener jeg bestemt, at centrum for mine livsinteresser er i Polen, fordi i Danmark er jeg udelukkende med hensyn til arbejdet.

3. Rejseudgifter

Jeg påstår, at min arbejdsmæssige samt opholdsmæssige situation, hvor jeg ikke har et fast opholdssted, kun c/o adresse i Danmark samt faktum, at jeg udfører arbejde i forskellige steder i DK, afhængig af aktuelt byggeprojekt, danner grundlag for, at jeg er berettiget til kost og logi fradrag.

Mine rejser til Polen bør betragtes som rejse hjem, hvor jeg har fast bopæl. Som bekræftelse af mine rejser vedhæfter jeg flybilletter (Der er boardingpas+ prisoplysninger). (Bilag 6).

4. Beskatning af min virksomhed

Mit firma er registreret og har adresse i Polen, derfor jeg kan ikke forstå, at firmas overskud igen beskattes i Danmark, da der er betalt skat i Polen. Der er vedhæftet virksomheds årsopgørelse, såkaldt PIT 2018 og 2019.

5. Sædvanlige bolig

Jeg er dybt uenig med Skattestyrelsens vurdering, at min c/o adresse eller midlertidig, skiftende og ustabil overnatningssted, der afhængig af aktuelle arbejdsplads kan vurderes som sædvanlige bolig, mens min familie og jeg ejer en ejendom i Polen, hvor jeg har en fast adresse og bopæl. Jeg har ikke bolig til rådighed, men bare en overnatningsmulighed.

6. Økonomiske interesser

Jeg er ligeledes dybt uenig med Skattestyrelse ns vurdering, at jeg har stærkeste økonomiske interesser i Danmark. Jeg er selvstændig siden den 1.sep.2004, hvor jeg åbnede min virksomhed og har drevet den lige siden. Arbejde i Danmark fungerede i længere periode som en tilføjelse til min hovedaktivitet i eget firma, hvor jeg har også havde flere ansætter.

Tidligere afgørelser af Skatteråd (SKM} i lignende sager.

1. Det fremgår af SKM2019.420.SR, at Skatterådet også i praksis anerkender, at det forhold, en person har boet i et land i hele sit liv og fortsat bevarer tilknytningen til dette land, kan skabe en formodning for, at personen har bevaret centrum for sine livsinteresser i dette land.

Denne formodning bør være gældende i min tilfælde.

2. SKM2020.246.SR (d.16/6-2020) Skatterådet. Sagsnummer 20-0325371

Bindende svar

Dobbeltbeskatningsoverenskomst, Norge, statsborgerskab, midtpunkt for livsinteresser, hjemsted, ophold

Resume

Spørger var fuldt skattepligtig i Norge, hvor hun havde bolig og sin familie. Det var oplyst, at spørger også havde været fuldt skattepligtig til Danmark siden 6. januar 2019, hvor hun fik bopæl her i landet og tog ophold her i forbindelse med arbejde for Gl.

Efter det oplyste ville spørger have en helårsbolig til rådighed i begge stater. Derfor skulle hun anses for værende hjemmehørende i den stat, hvor hun havde midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten ("OBO") mellem Danmark og Norge (Norden) artikel 4, stk. 2, litra a).

Da spørger havde sine væsentligste personlige forbindelser til Norge og sine væsentligste økonomiske forbindelser til Danmark, fandt Skatterådet, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Der skulle herefter tages stilling til, om det skattemæssige hjemsted kunne afgøres efter kriteriet, hvor spørgeren sædvanligvis opholder sig, jf. DBO'en mellem Danmark og Norge (Norden) artikel 4, stk. 2, litra

Obs. Sagen blev afgjort pga. af statsborgerskabet

Efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2 følger det, at hvor en fysisk person må anses for hjemmehørende i begge stater, skal vedkommende anses for hjemmehørende i den stat, hvor vedkommende enten,

•	Har fast bopæl til sin rådighed,
•	Har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelse (midtpunkt for sine livsinteresser),
•	Sædvanligvis opholder sig,
•	Er statsborger

Der er tale om en prioriteret orden.

Det fremgår også af kommentarerne til OECD modellens artikel 4, at omstændighederne skal bedømmes ud fra en helhed. Endvidere fremgår det, at den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer kan skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i dette land.

•	Statsborgerskab

SKM2020.246

Jeg er selvfølgelig en polsk statsborger og har ingen intentioner om at søge et andet statsborgerskab. Min fremtid er udelukkende forbundet med Polen, hvor jeg bor med min familie.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at jeg har en fast og stærk tilknytning til min hjemland, som jeg ønsker at fortsætte med, derfor jeg ser mig udelukkende som skattemæssige hjemmehørende til Polen.

(...)

PS. Jeg henviste til bilag fra 2018, men det er samme er gældende for 2019. Jeg vedhæfter den hele relevante dokumentation for 2018 og 2019.”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, i hvilken stat klageren, som i indkomstårene 2018 og 2019 har været dobbeltdomicileret med bolig i såvel Danmark som Polen, skal anses for at være hjemmehørende, og derved om han har kunnet anvende grænsegængerreglerne til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag.

Landsskatteretten skal også tage stilling til, i hvilket omfang klageren har været berettiget til fradrag for befordring mellem arbejdspladsen i Danmark og boligen i Polen efter ligningslovens § 9 C, herunder hvor klagerens sædvanlige bopæl er.

Landsskatteretten skal derudover tage stilling til, hvorvidt klageren er berettiget til fradrag for rejseudgifter i indkomståret 2018.

Landsskatteretten skal endelig tage stilling til, hvorvidt klageren skal beskattes af overskud af udenlandsk virksomhed i indkomstårene 2018 og 2019.

Skattepligt – dobbelt domicil

Retsgrundlaget

Af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:

personer, der har bopæl her i landet,

(...)”

Af artikel 4, stk. 1, og stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen (herefter benævnt dobbeltbeskatningsoverenskomsten), fremgår:

”Stk. 1. I denne overenskomst anvendes udtrykket "hjemmehørende i en kontraherende stat" på enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende kriterium, dog med undtagelse af personer, som kun er skattepligtige i denne stat af den indkomst, som disse personer har erhvervet fra kilder i denne stat eller af formue, der beror i denne stat

Stk. 2. Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger
d)	hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.”

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, fortolkes i overensstemmelse med OECD’s modeloverenskomst. Af kommentarerne til artikel 4, stk. 2 i OECD’s modeloverenskomst, fremgår:

”(...)

10. For at løse denne konflikt skal der fastsættes særlige regler, som giver tilknytningen til den ene stat forrang frem for tilknytningen til den anden stat. Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådanbeskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. De omstændigheder, med hensyn til hvilke de særlige regler anvendes, er dem, der foreligger i den periode, hvor skatteyderens hjemsted har indflydelse på skattepligten, hvilken periode kan være kortere end en fuld skattepligtsperiode. Et eksempel er en fysisk person, som i et kalenderår fra 1. januar til 31. marts er hjemmehørende i stat A i henhold til denne stats skattelovgivning, hvorefter personen flytter til stat B. Eftersom personen bor i stat B i mere end 183 dage, behandles den pågældende i henhold til skattelovgivningen i stat B som en person, der er hjemmehørende i stat B hele året. Ved anvendelsen af de særlige regler for perioden 1. januar til 31. marts var personen hjemmehørende i stat A. Derfor bør både stat A og stat B behandle den pågældende som en person, der er hjemmehørende i stat A i denne periode, og som en person, der er hjemmehørende i stat B fra 1. april til 31. december.

11. Artiklen giver forrang til den kontraherende stat, i hvilken den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed. Dette kriterium vil hyppigt være tilstrækkeligt til at løse konflikten, f.eks. når en fysisk person haren fast bolig i den ene kontraherende stat og kun har gjort ophold af en vis længde i den anden kontraherende stat.

12. Litra a) betyder derfor, at ved anvendelse af overenskomsten (dvs. hvor der er en konflikt mellem lovene ide to stater) anses bopælen for at være det sted, hvor den fysiske person ejer eller råder over en bolig. Denne bolig skal være af vedvarende karakter, dvs. den fysiske person skal have etableret og bibeholdt den til stadig brug, i modsætning til det at opholde sig et bestemt sted under sådanne vilkår, at det er åbenbart, at opholdet er tilsigtet at være af kort varighed.

13. Med hensyn til begrebet “bolig” skal det bemærkes, at enhver form for bolig kan tages i betragtning (hus eller lejlighed, som tilhører eller er lejet af den fysiske person, lejet møbleret værelse). Men boligens varige karakter er væsentlig. Dette betyder, at personen skal have arrangeret det således, at boligen er til vedkommendes rådighed kontinuerligt til enhver tid, og ikke lejlighedsvis med henblik på et ophold, som efter årsagen til det i sagens natur er af kort varighed (ferierejse, forretningsrejse, uddannelsesrejse, deltagelse i kursus på en skole osv.). Et hus, som ejes af en fysisk person, kan f.eks. ikke anses for at være til rådighed for den fysiske person, når huset er udlejet og reelt overdraget til en udenforstående part, således at den fysiske person ikke længere er i besiddelse af eller har mulighed for at bebo huset.

14. Hvis den fysiske person har en fast bolig i begge kontraherende stater, giver stk. 2 forrang til den stat, med hvilken vedkommendes personlige og økonomiske forbindelser er stærkest, forstået som centrum for vedkommendes livsinteresser. Når bopæl ikke kan afgøres under henvisning til denne regel, giver stk. 2 et subsidiært kriterium, der først er sædvanligt ophold og dernæst statsborgerskab. Hvis den fysiske person er statsborger i begge stater eller i ingen af dem, skal spørgsmålet løses ved gensidig aftale mellem de berørte stater i overensstemmelse med den procedure, der er fastlagt i art. 25.

15. Hvis den fysiske person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater vedkommende har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til vedkommendes familie og sociale forhold, vedkommendes beskæftigelse, vedkommendes politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, vedkommendes forretningssted, det sted, hvorfra vedkommende administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skalbedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser med udgangspunkt i den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed. Hvis en person, som har en bolig i en stat, etablerer en anden bolig i den anden stat og bibeholder den første bolig, kan det faktum, at vedkommende bibeholder den første bolig i de omgivelser, hvor vedkommende altid har boet, hvor vedkommende har arbejdet, og hvor vedkommende har sin familie og ejendele, sammen med andreelementer bidrage til at vise, at vedkommende har bevaret centrum for sine livsinteresser i den første stat.

16. Litra b) fastsætter et subsidiært kriterium for to helt adskilte og forskellige situationer:

a)	det tilfælde, hvor den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed i begge kontraherende stater, og det ikke er muligt at afgøre, i hvilken stat vedkommende har centrum for sine livsinteresser
b)	det tilfælde, hvor den fysiske person ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af de kontraherende stater.

Forrang gives til den kontraherende stat, i hvilken den fysiske person sædvanligvis har ophold.

17. I den første situation, hvor den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, fremtræder det faktum, at vedkommende sædvanligvis har ophold i den ene stat frem for i den anden, som den omstændighed, der – når der er tvivl om, hvor den fysiske person har centrum for sine livsinteresser – tippervægtskålen til fordel for den stat, hvor vedkommende opholder sig hyppigst. I denne henseende må der tages hensyn til den fysiske persons ophold ikke alene i den faste bolig i den pågældende stat, men også alle andre steder i den samme stat.

(...)

19. Anvendelsen af det i litra b) nævnte kriterium forudsætter, at det fastslås, hvorvidt den fysiske person har haft sædvanligt ophold, dvs. sædvanligvis eller normalt har opholdt sig, i den ene af de to stater frem for i den anden i en given periode. Dette spørgsmål kan ikke besvares alene ved at fastslå, i hvilken af de to kontraherende stater den fysiske person har tilbragt flest dage i den pågældende periode. Udtrykket “séjourne de façon habituelle”, som er anvendt i den franske version af litra b), giver en god forståelse af, hvorledes “sædvanligt ophold” skal forstås – et begreb, som henviser til hyppigheden, varigheden og regelmæssigheden af ophold, som udgør en del af en fysisk persons fastlagte livs vaner og dermed ikke bloter forbigående. Som det fremgår af litra c), er det muligt for en fysisk person at have sædvanligt ophold i begge stater, hvilket ville være tilfældet, hvis personen sædvanligvis eller normalt har opholdt sig i de respektive stater i den pågældende periode, uanset at vedkommende har tilbragt flere dage i den ene stat end i den anden. Som eksempel antages det, at en fysisk person ejer et hus i både stat A og stat B over en femårig periode, men at omstændighederne ikke gør det muligt at fastslå, i hvilken stat personen har centrum for sine livsinteresser. Personen arbejder i stat A, hvor vedkommende sædvanligvis opholder sig, men rejser tilbage til stat B to dage om måneden og én gang om året på tre ugers ferie. I dette tilfælde har personen sædvanligt ophold i stat A, men ikke i stat B. Det antages imidlertid, at personen i løbet af samme femårige periode arbejder i stat A i korte perioder på to uger 15 gange om året, men resten af tiden opholder sig i stat B (det antages også, at omstændighederne ikke gør det muligt at fastslå, i hvilken stat personen har centrum for sine livsinteresser). I dette tilfælde har personen sædvanligt ophold i både stat A og stat B.

(...)

20. Når den fysiske person i de to situationer, der henvises til i litra b), sædvanligvis har ophold i begge kontraherende stater eller i ingen af dem, gives forrang til den stat, i hvilken vedkommende er statsborger. Hvis den fysiske person i disse tilfælde er statsborger i begge kontraherende stater eller i ingen af dem, pålægges de kompetente myndigheder i litra d) at løse spørgsmålet ved gensidig aftale i overensstemmelse med proceduren, der er fastlagt i art. 25.”

I Landsskatterettens afgørelse af 15. december 2020, offentliggjort som SKM2021.51.LSR, fandt retten, at en skatteyder var hjemmehørende i Danmark. Skatteyderens personlige interesser var i Polen, og hans økonomiske interesser var i Danmark, og han havde bolig til rådighed i begge lande. Retten lagde herefter vægt på, at han opholdt sig mest i Danmark, hvorfor han ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten måtte anses for hjemmehørende i Danmark. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til befordringsfradrag, da den sædvanlige bopæl var i Danmark.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Klageren har som udgangspunkt været fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2018 og 2019, idet han i begge indkomstår har haft en bolig til rådighed i landet og været tilmeldt det danske folkeregister siden den 16. december 2013.

Det forhold, at klageren alene havde en c/o adresse og havde skiftende opholdssteder i Danmark, medfører ikke et ændret resultat. Der er henset til, at en såkaldt c/o adresse i CPR kræver, at borgeren faktisk bor på adressen, og betyder, at der kan afleveres post til borgeren på adressen, selvom pågældendes navn ikke står på postkassen.

Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen i indkomstårene 2018 og 2019, foreligger der en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Eftersom klageren har haft fast bolig til rådighed i både Danmark og Polen, skal han anses for at have været hjemmehørende i den stat, hvor han har haft midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a.

Klageren har siden den 1. juni 2013 arbejdet hos [virksomhed1] ApS, hvorved han i indkomstårene 2018 og 2019 har haft en indtægt på henholdsvis 543.217 kr. og 516.334 kr. og et arbejdstimeantal på henholdsvis 2.273 og 1.793. Klageren har også haft en virksomhed i Polen i indkomstårene 2018 og 2019, hvorved han havde en indtægt på 50.200,82 PLN, svarede til 87.818 DKK i indkomståret 2018.

På trods af at klageren havde en virksomhed i Polen i de påklagede indkomstår, taler klagerens økonomiske interesser for, at han skal anses for at have haft midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark. Der er lagt vægt på, at klageren har haft væsentlig større indtægter fra Danmark end i Polen i de påklagede indkomstår. Der er ligeledes henset til, at klageren i sin anmodning om overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag og derved anvende grænsegængerreglerne, har tilkendegivet, at mindst 75 pct. af hans globale indkomst stammer fra Danmark.

Da klageren samtidig har haft sin ægtefælle og to børn boende i Polen, som han jævnligt har besøgt, taler klagerens personlige interesser for, at han skal anses for at have haft midtpunkt for sine livsinteresser i Polen.

Idet klageren har haft stærke økonomiske interesser i Danmark og stærke personlige interesser i Polen, kan det ikke herudfra afgøres, i hvilken stat klageren efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten er hjemmehørende. Klageren skal i stedet anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis har ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.

Ifølge arbejdsgiverindberetningen har klageren haft henholdsvis 2.273 arbejdstimer og 1.793 arbejdstimer i indkomstårene 2018 og 2019, hvilket gennemsnitligt svarer til 44 timer pr. uge i indkomståret 2018 og 34 timer pr. uge i indkomståret 2019. Arbejdsgiveren har derudover indberettet, at klageren i indkomstårene 2018 og 2019 har haft henholdsvis 212 arbejdsdage og 216 arbejdsdage.

Skattestyrelsen har på baggrund af den fremlagte kalender for indkomståret 2018 udledt, at klageren har opholdt sig 87 dage i Polen og 289 dage i Danmark, hvor rejsedagene er talt med som opholdsdage i begge lande.

På baggrund af arbejdsgiverindberetningen kan det udledes, at klageren minimum har opholdt sig 216 dage ud af 365 dage i Danmark i indkomståret 2019. Klagerens rejsedage til og fra Polen i overensstemmelse med praksis vil medregnes som ophold i begge lande.

Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at klageren har haft betydelig flere opholdsdage i Danmark end Polen i de påklagede indkomstår. Klageren anses derfor at have haft sædvanligt ophold i Danmark i indkomstårene 2018 og 2019. Klageren har dermed også været skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Klageren har derfor ikke kunnet anvende grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D, hvorved klageren derfor heller ikke er berettiget til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter kildeskattelovens § 5 C.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår skattepligt og skattemæssigt hjemsted.

Overskud af udenlandsk virksomhed

Retsgrundlaget

Af statsskattelovens § 4, stk. 1, fremgår:

”Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks:

(...)”

Af skattekontrollovens § 2, stk. 1, og stk. 3, fremgår:

”Enhver, der er skattepligtig her til landet, jf. dog §§ 3 og 4, skal årligt oplyse told- og skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og give oplysninger om sin ejendom, jf. dog stk. 2. Dette gælder, selv om den pågældende ikke er registreret med adresse eller har hjemsted her i landet.

(...)

Stk. 3. Den skattepligtige skal ud over oplysningerne i stk. 1 oplyse om arten og værdien af formue, der omfattes af skatteindberetningslovens §§ 9-14 og 17-19, men som er i udlandet, og om ejendomsværdien af fast ejendom beliggende i udlandet.”

Af skattekontrollovens § 6, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, fremgår:

”Efter indstilling fra Skatterådet fastsætter skatteministeren regler om

1) pligten for erhvervsdrivende til inden oplysningsfristens udløb, jf. §§ 11-13, at udarbejde og indgive til told- og skatteforvaltningen et skattemæssigt årsregnskab for den senest afsluttede regnskabsperiode som grundlag for indkomstopgørelsen, herunder om det regnskabsmæssige grundlag for det skattemæssige årsregnskab,

(...)

Stk. 2. Indsender den skattepligtige ikke et skattemæssigt årsregnskab, eller opbevarer den skattepligtige ikke det skattemæssige årsregnskab og regnskabsmaterialet i overensstemmelse med de regler, som er udstedt i medfør af stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse, jf. § 74.”

Af skattekontrollovens § 53, fremgår:

”Erhvervsdrivende, der fører regnskab, har pligt til efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen at indsende deres regnskabsmateriale med bilag såvel for tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for kontrollen af den pågældendes skatteansættelser, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet. Indsendelsespligten omfatter også regnskabsmateriale m.v. vedrørende den skattepligtiges virksomhed i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Stk. 2. Er regnskabsmaterialet m.v. i tredjemands besiddelse, skal denne, selv om den pågældende har tilbageholdsret herover, efter anmodning udlevere materialet til told- og skatteforvaltningen. Told- og skatteforvaltningen leverer materialet tilbage til den pågældende tredjemand efter benyttelsen.

Stk. 3. Efterkommer den erhvervsdrivende ikke en anmodning efter stk. 1 inden den frist, der er fastsat i anmodningen, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter § 74.”

Af skattekontrollovens § 74, stk. 1, stk. 2, og stk. 3, fremgår:

”Har en skattepligtig omfattet af § 5 ikke rettidigt givet told- og skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt.

Stk. 2. Ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ved oplysningsfristens udløb ikke har givet forvaltningen oplysninger som nævnt i § 2, som kan danne grundlag for skatteansættelsen. Told- og skatteforvaltningen skal forinden have anmodet den skattepligtige om oplysningerne inden for en rimelig frist. Kravet om forudgående anmodning efter 2. pkt. gælder dog ikke, hvis told- og skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af oplysninger, som begrunder en gennemførelse af en uvarslet kontrol på den erhvervsdrivendes arbejdssted, jf. § 5, stk. 4, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen skal som grundlag for den skønsmæssige ansættelse efter stk. 1 og 2 navnlig lægge vægt på oplysninger om den skattepligtige indkomst for tidligere år, årsopgørelser, forskudsregistreringer og oplysninger fra indberetningspligtige. Er den skattepligtige erhvervsdrivende, indgår i grundlaget tillige oplysninger om moms og afgifter og eventuelle oplysninger om bruttoavancen for indkomståret og tidligere indkomstår. Er den skattepligtige en fysisk person, indgår i grundlaget efter stk. 2 tillige oplysninger om den skattepligtiges privatforbrug, herunder oplysninger om skattefrie indtægter og oplysninger om formue. Told- og skatteforvaltningen kan dog foretage en skønsmæssig ansættelse efter stk. 1 eller 2 uden anvendelse af de nævnte oplysninger, hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikkert grundlag på baggrund af andre oplysninger.”

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Klageren har oplyst, at han siden den 1. september 2004 har været selvstændig erhvervsdrivende, og at han havde en enkeltmandsvirksomhed i Polen. Der er fremlagt dokumentation for virksomhedsregistreringen i Polen samt klagerens PIT/Poltax-oplysninger fra Polen for indkomståret 2018, hvoraf fremgår, at klagerens virksomhed havde et overskud på 9.002,52 PLN, svarende til 15.748 DKK i indkomståret 2018.

Skattestyrelsen har beskattet klageren for overskud af udenlandsk virksomhed med 15.748 kr. i indkomståret 2018 og skønnet et overskud på 16.000 kr. i indkomståret 2019. For så vidt angår indkomståret 2019 har Skattestyrelsen taget udgangspunkt i tidligere års overskud.

Efter en konkret vurdering finder Landsskatteretten, at klageren er skattepligtig af sin virksomheds overskud i Polen, da han, i henhold til ovenstående afsnit om skattepligt, er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2018 og 2019, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og hans skattemæssige hjemsted, i henhold til ovenstående afsnit, ligeledes er i Danmark i de påklagede indkomstår.

Der er navnlig lagt vægt på, at det er klagerens pligt at oplyse skattemyndighederne om sin udenlandske indkomst i indkomstårene 2018 og 2019, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1.

Skattestyrelsen har på baggrund af PIT/Poltax-oplysninger for indkomståret 2018 fra Polen skønnet et overskud på 16.000 kr. for klagers virksomhed i Polen for indkomståret 2019. Landsskatteretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte det af Skattestyrelsen udøvede skøn, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 1, og stk. 3.

På baggrund af ovenstående finder Landsskatteretten, at klageren er skattepligtig af sin virksomheds overskud i Polen med henholdsvis 15.748 kr. og 16.000 kr. i indkomstårene 2018 og 2019.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår overskud af udenlandsk virksomhed.

Fradrag for befordring

Retsgrundlaget

Af ligningslovens § 9 C, stk. 1, og stk. 2, fremgår:

”Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund. Hvis den skattepligtige på grund af de givne geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed på en del af eller hele strækningen mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads må anvende færgetransport, ruteflytransport el.lign., beregnes fradraget for denne befordring som den faktiske, dokumenterede udgift.

Stk. 2. Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.”

Der er kun én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som sædvanlig bopæl, og begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

Bevisbyrden for skattemæssigt fradrag påhviler som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Det har Højesteret fastslået i dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

I byretsdommen afsagt den 18. juni 2008, offentliggjort i SKM2008.632.BR fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

I Østre Landsrets dom afsagt den 5. juli 2023, offentliggjort i SKM2023.547.ØLR fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor han havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Klageren har oplyst et fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Polen og arbejdsstedet i Danmark med henholdsvis 24.473 kr. og 24.222 kr. i indkomstårene 2018 og 2019.

Der er fremlagt en kalender for indkomståret 2018, hvor klageren har markeret sine 12 rejsedage til og fra Polen og har anført, at han har opholdt sig 76 dage i Polen og 299 dage i Danmark. Der er blandt andet også fremlagt ansættelseskontrakter, kvittering for flybilletter, boardingpas, bopælsattest fra Polen, klagerens og ægtefællens PIT/Poltax-oplysninger fra Polen og klagerens ejendomslån i Polen.

Efter en konkret helhedsvurdering af sagens faktiske omstændigheder, finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomstårene 2018 og 2019 har været i Danmark i relation til ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten har lagt vægt på, at klageren har haft stærke økonomiske og erhvervsmæssige interesser i Danmark, hvor han siden 2013 har arbejdet hos [virksomhed1] ApS, ligesom han siden den 1. juli 2017 uafbrudt har arbejdet hos samme arbejdsgiver i en tidsubegrænset fuldtidsstilling, hvor han har udført indtægtsgivende arbejde i et betydeligt omfang og har oppebåret en lønindkomst på henholdsvis 543.217 kr. og 516.334 kr. i indkomstårene 2018 og 2019.

Der er også lagt vægt på, at klageren har modtaget børnefamilieydelse i de påklagede indkomstår, ligesom klageren siden 2013 har været tilmeldt det danske folkeregister og har indtil udrejse i marts 2021 haft samme bolig og været tilmeldt folkeregistret på samme adresse i Danmark. Der er ydermere lagt vægt på, at klageren har haft betydelig flere opholdsdage i Danmark end i Polen i de påklagede indkomstår.

På baggrund af ovenstående er klagerens sædvanlige transport til og fra arbejdsstedet sket som udgangspunkt til og fra bopælsadressen i Danmark, idet klageren efter arbejdsgiverindberetningen har haft henholdsvis 212 og 216 arbejdsdage i indkomstårene 2018 og 2019 og har befordret sig tilsvarende arbejdsdage tur/retur mellem bopælsadressen i Danmark og arbejdsstedet i de påklagede indkomstår.

Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at klageren i henhold til reglerne i ligningslovens § 9 C har haft sædvanlig bopæl i Danmark i indkomstårene 2018 og 2019. Det forhold, at klageren har haft bopælsadresse i Polen og sagens øvrige omstændigheder, kan ikke føre til et andet resultat.

Ifølge sagens oplysninger har klageren haft en enkeltmandsvirksomhed i Polen og kan derfor være berettiget til befordringsfradrag mellem sin bopælsadresse i Danmark og arbejdsstedet i Polen, såfremt han i fornødent omfang kan dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads rent faktisk har fundet sted i det oplyste omfang.

Landsskatteretten finder, at klageren ikke i tilstrækkeliggrad har dokumenteret, hvorvidt der er tale om arbejdsrelateret udgift eller en privat udgift. På den baggrund anses klageren ikke at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads har fundet sted i det oplyste omfang.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår befordringsfradrag.

Fradrag for rejseudgifter

Retsgrundlaget

Af ligningslovens § 9 A, stk. 1, og stk. 5, fremgår:

”Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2.

(...)

Stk. 5. Stk. 1-4 finder kun anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. 2. pkt. finder ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km. 2. pkt. finder endvidere ikke anvendelse i forhold til godtgørelser, der udbetales i forbindelse med enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted.”

Der er ingen 12 måneders-begrænsning for benyttelse af standardsatsen for logiudgifter.

Efter ligningslovens § 9 A kan en skatteyder kun have én sædvanlig bopæl. Begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Klageren har oplyst et fradrag for rejseudgifter med 27.400 kr. i indkomståret 2018.

Klageren har oplyst, at han på baggrund af hans arbejds- og opholdsmæssige situation er berettiget til fradrag for rejseudgifter i form af kost og logi udgifter, idet han ikke har et fast arbejdssted, da han udfører arbejde forskellige steder i Danmark. Der er blandt andet fremlagt ansættelseskontrakter, kvittering for flybilletter og boardingpas.

Da vurderingen af sædvanlig bopæl efter ligningslovens § 9 A, er den samme som efter ligningslovens § 9 C, har klagerens sædvanlige bopæl i relation til rejsefradrag også været i Danmark i indkomståret 2018. Der henvises til Landsskatterettens begrundelse under afsnittet ”Fradrag for befordring”.

Da klagerens sædvanlige bopæl efter ligningslovens § 9 A har været i Danmark, anses klageren ved sine ophold i Danmark ikke at have været på rejse i forhold til boligen i Polen.

Landsskatteretten finder desuden, at klageren ikke opfylder betingelserne for fradrag for rejseudgifter efter reglerne i ligningslovens § 9 A, da klagerens arbejdssted hos [virksomhed1] ApS ikke anses for at være et midlertidigt arbejdssted i relation til ligningslovens § 9 A. Der er navnlig lagt vægt på, at klageren pr. 1. juli 2017 blev fastansat hos [virksomhed1] ApS i en tidsubegrænset stilling som elektriker på arbejdsstedet [virksomhed2]. Der er derudover lagt vægt på, at klageren hverken har dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted i henhold til ligningslovens § 9 A. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har haft forskellige arbejdssteder, ændrer ikke herved, da klageren ikke har dokumenteret, at klageren af sin arbejdsgiver blev udsendt til midlertidige arbejdssteder eller at klageren ikke har haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse i det hele.