|
|
Kendelse af 04-10-2024 - indlagt i TaxCons database den 08-11-2024
Journalnr. 21-0077051
Korrigeret afgørelse
Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Indkomståret 2018 | |||
Forhøjelse af omsætning i virksomhed | 21.200 kr. | 0 kr. | 21.200 kr. |
Indkomståret 2019 | |||
Forhøjelse af omsætning i virksomhed | 122.150 kr. | 0 kr. | 122.150 kr. |
Faktiske oplysninger
Ifølge oplysninger fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) har klageren i indkomstårene 2018 og 2019 drevet enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] v/[person1] med CVR-nr. [...1] og branchekode juridisk bistand. Virksomheden blev etableret og momsregistreret den 20. februar 2013. Virksomhedens aktivitet består af juridisk rådgivning, virksomhedsrådgivning og meditation.
Klageren har for indkomstårene 2018 og 2019 selvangivet overskud af virksomhed med henholdsvis 104.903 kr. og 50.212 kr. Ligeledes har klageren opgjort en omsætning for indkomståret 2018 på 107.050 kr. og på 56.400 kr. for indkomståret 2019.
Sagen er startet i forbindelse med en momskontrol af klagerens virksomhed.
Skattestyrelsen modtog henholdsvis den 6. august 2020 og 16. oktober 2020 forskelligt regnskabsmateriale, heriblandt bogføring i form af et Excel-regneark, årsregnskab for 2018 og udkast til årsregnskab for 2019, momsoversigt, salgsfakturaer og købsbilag.
Skattestyrelsen har fra klageren også modtaget kontoudtog fra den erhvervsmæssigt benyttede bankkonto i [finans1] med kontonummer [...22] for indkomstårene 2018 og 2019 (efterfølgende erhvervskonto) og kontoudskrifter fra klagerens private konto i [finans1] med kontonummer [...]-[...73].
Indsætninger (MobilePay), bogført som lån/private mellemværender
Ved en gennemgang af klagerens bankkontoudtog for erhvervskontoen har Skattestyrelsen konstateret, at klageren har modtaget overførsler, herunder bankindsætninger via MobilePay fra 8 forskellige personer på henholdsvis 26.500 kr. og 152.687 kr. i indkomstårene 2018 og 2019.
Følgende er konstateret som indsætninger på erhvervskontoen:
2018 | 2019 | I alt | |
[person2] | 7.500 kr. | 17.000 kr. | 24.500 kr. |
[person3] | 4.000 kr. | 0 kr. | 4.000 kr. |
[person4] | 1.500 kr. | 0 kr. | 1.500 kr. |
[person5] | 1.500 kr. | 0 kr. | 1.500 kr. |
[person6] | 2.000 kr. | 0 kr. | 2.000 kr. |
[person7] | 10.000 kr. | 55.000 kr. | 65.000 kr. |
[person8] | 0 kr. | 32.750 kr. | 32.750 kr. |
[person9] | 0 kr. | 47.937 kr. | 47.937 kr. |
I alt | 26.500 kr. | 152.687 kr. | 179.187 kr. |
Skattestyrelsen har sammenholdt indsætningerne med det fremlagte bogføringsark og har konstateret, at beløbene ikke er bogført som omsætning i virksomheden eller på anden måde indtægtsført, herunder på en konto for kassebeholdning. Beløbene er heller ikke medtaget i de fremlagte årsregnskaber som kreditorer eller anført som lån i regnskabet for hverken indkomståret 2018 eller 2019.
Indsætningerne er bogført som lån/private mellemværende på konto 9000 i regnearket med henholdsvis 26.500 kr. for indkomståret 2018 og på 152.187 kr. for indkomståret 2019. Modposteringerne i bogføringen på konto 9000 er vist ved indføringer i bunden af regnearket. Saldoen for de private mellemregninger reduceres ikke ved løbende bogføring, men som en slutnota med angivelse af dato for overførslerne.
Ved en gennemgang af de fremlagte fakturaer har Skattestyrelsen konstateret, at klageren har faktureret for rådgivningsydelser i andre tilfælde til [person9] og [person7], som er blevet indtægtsført i bogføringen og regnskabet.
Klageren har oplyst, at konto 9000 er blevet oprettet for at adskille private indbetalinger og fakturabetaling via MobilePay, idet klageren alene havde knyttet MobilePay betaling op på hans erhvervsmæssige konto, hvorfor der både indgik private indbetalinger og fakturabetaling på kontoen.
Skattestyrelsen modtog den 16. oktober 2020 en oversigt samt forklaring på overførslerne.
I forhold til bankindsætningerne har klageren oplyst, at beløbene udgør private lån fra mangeårige nære venner.
I den forbindelse har klageren fremlagt et udskrift fra [...dk], hvoraf det fremgår, at klageren den 27. juni 2017 blev indlagt på ortopædkirurgisk ambulatorium på [Hospitalet] med fraktur af overarmsknogle, og at klageren var på skadestuen den 24. september 2018 på [Hospitalet] med skaden anden torakal eller lumbal diskusdegeneration.
Skattestyrelsen har anmodet om lånedokumentation i form af lånedokumenter og gældsbreve.
Klageren har oplyst, at der mellem parterne ikke er oprettet lånedokumenter eller indgået aftaler om forrentning. Aftalerne om overførsel er ligeledes sket telefonisk. Klageren har dog indsendt erklæringer i form af e-mailkorrespondance fra henholdsvis [person3],[person5]og [person7], der alle bekræfter, at de har ydet klageren et lån.
I forhold til indsætningerne fra [person3] på 4.000 kr. har klageren fremsendt en e-mail fra [person3] til klageren af den 20. maj 2021 med emnetekst ”Re: Lån,” hvor [person3] bekræfter, at parternes mellemværende er et lån, og at han har modtaget tilbagebetaling på 2.000 kr. den 23. august 2018 og 200 kr. den 19. september 2019.
Klageren har i den forbindelse fremlagt et bankudskrift fra klagerens private konto af en betaling via MobilePay af den 23. august 2018 med bogføringsdato den 24. august 2018. Heraf fremgår at klageren har overført 2.000 kr. til [person3]. Af klagerens erhvervskonto fremgår det, at klageren den 3. juli 2018 har modtaget 2.000 kr. fra [person3].
I et supplerende indlæg af henholdsvis den 30. juni 2023 og den 12. oktober 2023 har klageren desuden fremsendt følgende materiale:
| • | En beregning til indfrielse af restgælden til [person3]. |
| • | Et bankudskrift fra [finans1] med en MobilePay overførsel fra klageren til [person3] af den 30. juni 2023 på 2.506,60 kr. |
| • | Et udskrift af en MobilePay overførsel fra klageren til [person3] af den 30. juni 2023 på 2.506,60 kr. med teksten ”Indfrielse af restgæld på lån.” |
| • | En kopi af en e-mail dateret den 12. oktober 2023 fra [person3] med bekræftelse på at have modtaget 2.506,60 kr. den 30. juni 2023 fra klageren og 2.200 kr. fra klageren henholdsvis den 23. august 2018 og den 19. september 2019. |
For så vidt angår indsætningen af den 26. november 2018 på 1.500 kr. fra [person5] har klageren fremlagt en e-mailaf den 20. maj 2021, hvor [person5] bekræfter, at klageren har lånt 1.500 kr. i 2018 af ham, som klageren tilbagebetalte den 1. juli 2018 via MobilePay. I forbindelse hermed har klageren fremsendt et bankudskrift af en MobilePay overførsel fra klagerens privatkonto, hvoraf fremgår, at klageren har betalt 1.750 kr. til [person5] den 1. juli 2019.
Klageren har også fremsendt et uddrag af en sms-korrespondance mellem klageren og [person5] af den 29. juni 2019. Det fremgår heraf, at [person5] har anført: ”Noget nyt om tilbagebetaling af lån?”
I forhold til indsætningerne fra [person7] på i alt 65.000 kr., har klageren fremsendt en e-mail af den 20. maj 2021 fra [person7], hvor [person7] bekræfter at have ydet klageren et lån på henholdsvis 10.000 kr. i 2018 og 55.000 kr. i 2019.
Klageren har også fremlagt et uddrag af en sms-korrespondance mellem parterne dateret den 23. oktober, uden årstal. Af denne fremgår, at klageren vil udfærdige et gældsbrev med vilkår, renteberegning og et afviklingsforløb med 1.000 kr. pr. måned med start 1. januar 2021. Efterfølgende har klageren oplyst, at sms-beskeden er fremsendt den 23. oktober 2020.
I forbindelse med et supplerende indlæg af henholdsvis den 28. marts 2023 og 31. marts 2023 har klageren fremsendt bankudskrifter af kontobevægelser af MobilePay overførsler på samlet 46.000 kr. overført fra klageren til [person7] i perioden fra den 30. august 2022 til den 31. marts 2023.
Klageren har yderligere, i et supplerende indlæg af henholdsvis den 23. maj 2023,den 30. juni 2023 og den 12. oktober 2023, fremsendt:
| • | En posteringsoversigt for bogføring af tidligere fremlagte faktura med fakturanr. 153 af 9. maj 2020 samt et bankudskrift af en MobilePay overførsel på 4.000 kr. til [person7] den 28. april 2023. Klageren har ligeledes fremsendt en faktura af den 31. december 2021 udstedt til [person9] med fakturanummer 170. Af denne fremgår, at [person9] har betalt 47.937,50 kr. til klageren. |
| • | Et udskrift af en MobilePay overførsel af den 31. maj 2023 på 4.000 kr. fra klageren til [person7] med teksten ”Ydelse lån.” |
| • | Et udskrift fra en MobilePay overførsel af den 30. juni 2023 på 4.000 kr. fra klageren til [person7] med teksten ”Ydelse lån juni.” |
| • | Tre bankudskrifter fra [finans1] af en overførsel på 4.000 kr. via MobilePay henholdsvis den 31. maj 2023, den 30. juni 2023 og den 1. august 2023, fra klageren til [person7]. |
| • | Et bankudskrift af en MobilePay overførsel af den 8. september 2023 fra klageren til [person7] på 5.000 kr. |
| • | En amotiseringsplan over betaling af gælden til [person7]. Af denne oversigt fremgår det, at klageren den 8. september 2023 i alt har betalt 67.000 kr. til [person7] i perioden fra den 30. august 2022 til den 8. september 2023. |
Hvad angår indsætningerne fra [person2] på i alt 24.500 kr. har klageren fremlagt et bankudskrift af en MobilePay overførsel fra klageren til [person2] på 1.500 kr. af den 1. juni 2018 med bogføringsdato den 4. juni 2018.
Med hensyn til indsætningen på 1.500 kr. i 2018 fra [person4] har klageren i et supplerende indlæg af henholdsvis den 28. marts 2023,den 31. marts 2023 og den 12. oktober 2023 fremsendt følgende:
| • | En kopi af en e-mail af den 12. oktober 2023 fra [person4], hvoraf fremgår, at [person4] bekræfter at have lånt klageren 1.500 kr. i 2018 og 2.500 kr. i 2020 og modtaget i alt 4.569,49 kr. fra klageren, hvoraf 569,49 kr. udgør renter. |
| • | Et posteringsudskrift fra [finans1] af en overførsel via MobilePay fra klageren til ”[...]” den 27. januar 2022 på 4.569,49 kr. |
| • | En kopi af en MobilePay overførsel på 4.569,49 kr. fra klageren til [person4] den af 27. januar 2022. |
For så vidt angår indsætningerne fra [person8] på i alt 32.750 kr. i 2019, har klageren i et supplerende indlæg af den 30. juni 2023 fremsendt følgende materiale:
| • | Et bankudskrift af en MobilePay overførsel fra klageren til [person8] af den 30. juni 2023 på 1.000 kr. med teksten ”Ydelse lån juni 2023.” |
| • | En kopi af en MobilePay overførsel fra klageren til [person8] på 1.000 kr. af den 23. maj 2023 med teksten ”Ydelse lån maj.” |
I forhold til indsætningen på 2.000 kr. fra [person6] i 2018 har klageren fremlagt en faktura med fakturanr. 153. Fakturaen er dateret den 9. maj 2020 og udstedt til [virksomhed2] v/[person6]. Af fakturaen fremgår det, at virksomheden [virksomhed2] allerede har betalt det fakturerede beløb på 8.750 kr. inkl. moms, hvorefter saldoen er 0 kr. Klageren har hertil forklaret, at indbetalingen fra [person6] var en nedbringelse af det private lån på 2.000 kr., som blev aftalt faktureret som en efterhonorering på 8.750 kr., hvori beløbet på de 2.000 kr. er indgået. Klageren har i et supplerende indlæg af den 23. maj 2023 yderligere fremsendt en posteringsoversigt af betalingen af fakturaen.
For så vidt angår overførslerne fra [person9] har klageren oplyst, at indbetalingerne vedrører honorar i forhold til juridisk bistand ydet i årene fra 2010 til 2021 i en sag mellem [person9] og [finans2]. Der er fremlagt et brev fra [finans2] dateret den 19. februar 2021, hvoraf det fremgår, at gælden mod [person9] er forældet i oktober 2020 og at sagen anses for afsluttet. Klageren har også i forbindelse med sagens behandling i Skatteankestyrelsen fremsendt en e-mail dateret den 27. februar 2020 fra advokat [person10]. Det fremgår af e-mailen, at [person10] sætter spørgsmålstegn ved klagerens rådgivning til [person9].
Klagerens repræsentant har overfor Skatteankestyrelsen anført, at klageren og [person9] havde indgået en no cure no pay aftale.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har for indkomstårene 2018 og 2019 forhøjet virksomhedens omsætning med henholdsvis 21.200 kr. ekskl. moms og 122.150 kr. ekskl. moms.
Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:
”(...)
1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Virksomheden har opgjort en omsætning for indkomståret 2018 på 107.050 kr. og for 2019 på 56.400 kr. Der er udstedt bogførte fakturaer samt konstateret indsættelser på virksomhedens erhvervskonto i [finans1] på tilsvarende beløb for de pågældende år.
Ydermere er der konstateret indsættelser via mobilepay for 26.500 kr. i 2018 og 152.687 kr. i 2019. Indsættelserne er bogført som lån/private mellemværender med 26.500 kr. i 2018 og 152.187 kr. i 2019. Herudover er der konstateret aconto indbetalinger for 37.500 kr. fra en kunde i 2019. Beløbet er ikke indtægtsført men bogført som en udestående fordring under aktiver. Se bilag 1 og 2 for nærmere specifikation af indbetalinger.
1.4.1 Lån/private mellemværender:
Der er konstateret følgende bogførte indsættelser på erhvervskontoen:
2018 2019 i alt
[person2] 7.500 kr. 17.000 kr. 24.500 kr.
[person3] 4.000 kr. 0 kr. 4.000 kr.
[person4] 1.500 kr. 0 kr. 1.500 kr.
[person5] 1.500 kr. 0 kr. 1.500 kr.
[person6] 2.000 kr. 0 kr. 2.000 kr.
[person7] 10.000 kr. 55.000 kr. 65.000 kr.
[person8] 0 kr. 32.750 kr. 32.750 kr.
[person9] 0 kr. 47.937 kr. 47.937 kr.
I alt 26.500 kr. 152.687 kr. 179.187 kr.
[person1] har forklaret, at årsagen til lånene har været længere tids sygdom samt hospitalsindlæggelse af flere omgange, som gjorde, at han ikke var i stand til at passe sin virksomhed. Desuden har der været andre private omstændigheder, som medførte, at der er fejl i bogføringen samt ikke angivet i overensstemmelse med regler og poster herfor. Der er d. 16. oktober 2020 indsendt forklaringer for de enkelte långivere. Der henvises til bilag 3 for specifikation af forklaringer og beløb.
Skattestyrelsen har indkaldt dokumentation i form af lånedokumenter, gældsbreve eller lignende, som kunne dokumentere, at der var tale om lån på markedslignende vilkår. Du har forklaret, at
| • | der ikke er udfærdiget sådanne dokumenter |
| • | der ikke er aftalt renteberegning af lånebeløb |
| • | der ikke er aftalt et forløb for tilbagebetaling eller låneperiode |
Du har til gengæld forklaret, at du har ydet rådgivningsydelser til flere af långiverne, svarende til de indsatte beløb, og der i disse tilfælde var en forventning om, at disse beløb skulle faktureres og indtægtsføres, se også bilag 3. Der er i gennemgangen af virksomhedens fakturaer for perioden 2018 -2019 konstateret, at der er faktureret for rådgivningsydelser i andre tilfælde til [person9] og [person7]. Disse fakturaer er indtægtsført ifølge bogføringen og regnskabet.
Du har forklaret, at du har foretaget mindre tilbagebetalinger på lån til:
• [person2]
-Der er tilbagebetalt 1.500 kr. d. 4.6.2018 via mobilepay fra din private konto. Beløbet har ikke været bogført som afbetaling på mellemværendet på tilbagebetalingstidspunktet.
• [person3]
-Der er tilbagebetalt 2.000 kr. fra din private konto d. 22.8.2018 via overførsel til kontonr. [...61]. Ifølge Skattestyrelsens oplysninger er [person3] ikke ejer af det pågældende kontonr. Der er derimod overført 2.000 kr. via mobil pay til [person3] d. 24.8.2018. Der er ikke bogført et beløb som afbetaling på mellemværendet på tilbagebetalingstidspunktet.
• [person5]
-Der er tilbagebetalt 1.750 kr. d. 1.7.2019, via mobilepay fra privatkontoen, af et mellemværende opgjort til 1.500 kr. Du har ikke en forklaring på, hvad forskellen på 250 kr. udgør, men antager, det er som tak for lånet eller udligning af et andet mellemværende. Beløbet er ikke bogført som afbetaling på mellemværendet på afbetalingstidspunktet.
Du har den 20. maj 2021 indsendt erklæringer fra [person3] og [person5], der begge bekræfter, at der er tale om lån. [person3] bekræfter desuden, at han har modtaget tilbagebetaling på 2.000 kr. d. 23. august 2018 samt 200 kr. d. 19. september 2019. Der er desuden modtaget erklæring fra [person7], som bekræfter, at der er tale om lån på i alt kr. 65.000. Ydermere er der fremsendt korrespondance mellem dig og [person7] dateret 23. oktober (intet årstal, men antages at være 2020), hvor det fremgår, at du vil udfærdige lånedokumenter med vilkår, renteberegning samt afviklingsforløb med 1.000 kr. pr. måned startende d. 1. januar 2021.
Erklæringerne er stadig ikke bakket op af egentlig lånedokumentation, og er indhentet under sagsforløbet. Der er desuden tale om indbetalinger/lån, som ifølge dit eget udsagn stammer fra mangeårige venner. Du fremhæver, at årsagen til, at indbetalinger er indgået på din erhvervskonto, mens betalinger er foretaget fra din privatkonto, er opsætningen i Mobile Pay systemet. Du har kun en telefon og et privat hævekort, og derfor ikke haft mulighed for at adskille private og erhvervsmæssige ind- og udbetalinger på Mobile Pay. Du gør ligeledes opmærksom på, at tilbagebetalinger på de private lån er som følge heraf sket privat, og kan som sådan ikke afstemmes med erhvervskontoen. Du har derfor valgt, at anføre de private tilbagebetalinger på kontoen for de private lån, da disse posteringer ikke var erhvervsmæssige, men alene for dit eget overblik.
Du anfører desuden, at det af selve teksten for de enkelte posteringer af disse overførsler og ved samtidig modpostering på konto 9000 tydeligt er angivet, at der er tale om private og netop ikke erhvervsmæssige mellemværender.
Modposteringerne i bogføringen på konto 9000 er vist ved indføringer i bunden af det regneark, som udgør bogføringen. Saldoen for de private mellemregninger reduceres dermed ikke som et led i den løbende bogføring, men som en form for slutnote dog med angivelse af dato for overførslen. Bogføringen bærer præg af den manglende adskillelse af privat- og erhvervsøkonomi, og tilbagebetalingerne er ikke mulige at afstemme uden inddragelsen af kontoudtog for den private konto.
Samlet set anser Skattestyrelsen stadig ikke overførslerne som værende tilbagebetalinger på lån, idet det ikke findes dokumenteret, at beløbene vedrører de indbetalinger, som er bogført i virksomheden som private mellemværender. Nedbringelserne i de private mellemværender, er ikke bogført på tilbagebetalingstidspunkterne, og de er foretaget fra din private konto. Det er således ikke muligt, ud fra teksten på kontoudtoget, at udlede, at overførsler til ovenstående personer dækker mellemværender bogført i virksomhedsregi.
Det følger af SKL § 74, stk. 2, at told- og skatteforvaltningen kan foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ved oplysningsfristens udløb ikke har givet forvaltningen oplysninger som nævnt i SKL § 2, som kan danne grundlag for skatteansættelsen.
Efter SKL § 74, stk. 3, 4. pkt., kan Skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter stk. 1 eller 2 uden anvendelse af oplysninger fra tidligere år, privatforbrug, formueoplysninger m.v., hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikkert grundlag på baggrund af andre oplysninger. Se også JV pkt. A.C.2.1.4.4.1.
Det medfører, at hvis Skatteforvaltningen eksempelvis er kommet i besiddelse af konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonti, oplysninger fra tredjemand om omsætning og lignende oplysninger om ikke oplyste indtægter eller omsætning, og oplysningerne er valide, har de oplysninger, som er nævnt i stk. 3, 1.-3. pkt., ingen betydning for, at en skønsmæssig ansættelse kan foretages. Det tjener derfor ikke noget formål at stille krav om, at de oplysninger, som er nævnt i bestemmelsens 1.-3. pkt., indgår i grundlaget for ansættelsen. Se bemærkningerne til § 74 i lovforslag Ll3 af 4. oktober 2017 til skattekontrollov.
Hvis Skatteforvaltningen ved gennemgangen af den skattepligtiges regnskab finder konkrete differencer f.eks. indtægter, der er holdt ude, eller udgifter, der er fratrukket med for store beløb, skal Skatteforvaltningen derfor tage stilling til:
• Om der kun skal foretages en ændring af indkomstansættelsen med de konkrete differencer
• Om der i bogførings- og regnskabsmaterialet er mangler af en sådan art og omfang, at Skatteforvaltningen kan tilsidesætte regnskabsgrundlaget og foretage en skønsmæssig ændring af indkomstansættelsen.
Hvis Skatteforvaltningen finder konkrete indtægtsdifferencer, er det som regel også påvist, at den skattepligtiges kasseregnskab ikke har været tilstrækkeligt ført og afstemt. Skatteforvaltningen kan derfor også tilsidesætte bogføringen og regnskabet som grundlag for at foretage en skønsmæssig ændring af indkomstansættelsen. Se JV A.C.2.1.4.4.2.4, samt afgørelserne SKM2011.251BR og SKM2004.310VLR.
Hvis det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes ifølge Højesteretsafgørelse SKM201l.208 HR. Det påhviler skatteyder at godtgøre, at disse indtægter stammer fra beskattede midler eller er undtaget beskatning, se afgørelserne i SKM2008.905HR, SKM2013.363.BR og LSR2020.19-0084264.
Skattestyrelsen finder ikke, at du har påvist, at de indbetalte beløb på erhvervskontoen, stammer fra lån undtaget fra beskatning efter SL § 5 stk. 1, litra c. Der henvises til, at der ikke er fremvist lånedokumenter eller andet dokumentation for, at der er tale om lån. Lånene er ikke rentebelagte, og der ikke aftalt betingelser for tilbagebetaling. De indsendte erklæringer d. 20. maj 2021 er udfærdiget til brug for skatte- og momssagen, og ikke på tidspunktet for indbetalingerne.
Du har i indsigelserne redegjort for, at du ikke mener, du har erhvervet ret til honorar modtaget af [person9] idet dine rådgivningsydelser har været anvendt til brug for en retssag, der først er afsluttet i 2021. Du fortæller, at på indbetalingstidspunktet forudsatte [person9] ikke, at der skulle faktureres for det udførte arbejde. Ud fra almindelige principper for afregning af rådgivningsydelser, herunder medgået tid, sagens værdi og udfald, er det din overbevisning, at der ikke ville kunne blive tale om afregning i forhold til de overførte beløb, som du havde forudsat i forbindelse med din oprindelige forklaring på indbetalingerne. Da sagen blev tabt i retten ved 2 instanser er det din overbevisning, at værdien af din løbende rådgivning ikke modsvarer de indbetalte beløb. Beløbene er således først fakturerbare i 2021 ved sagens endelige afslutning.
Du har i forbindelse med indsendte erklæringer d. 16. oktober 2020 forklaret, at overførsler altid har kunnet omregnes til et antal timer tillagt moms, og du tidligere burde have fremsendt acontofakturaer. Du har ydermere erklæret, at mellemværendet bliver erstattet af afsluttende afregning i indeværende år (2020), hvilket [person9] også forventer.
Forudbetalinger beskattes efter praksis først, når der er erhvervet endelig ret til beløbet. Hvis der sker successiv retserhvervelse, så der er erhvervet endelig ret til et acontohonorar, skal honoraret regnes med, når acontoregningen er eller kunne have været sendt til kunden og forlangt betalt. Dette kan være tilfældet, når acontohonoraret modtages, se også begrundelser i pkt. 1.4.2.
Skattestyrelsen vurderer, at udfaldet af [person9]s sag ikke har indflydelse på retserhvervelsestidspunktet for modtagelsen af acontohonorarerne for rådgivningsydelser i 2019. Der er ikke indsendt dokumentation, som kan understøtte synspunktet om, at udskyde retserhvervelsestidspunktet, idet det indsendte bilag 6 i indsigelserne vedrører afslutningen af [person9]s sag, og ikke om tidligere indbetalte honorarer fra [person9] til dig er bestridt.
Skattestyrelsen fastholder, at de på erhvervskontoen indsatte beløb, anses som værende yderligere omsætning og dermed skattepligtige efter SL § 4. Beløbene anses for værende inklusiv moms, hvorfor momsen af beløbet, svarende til 20 %, skal udeholdes jf. ML § 27.
2018 2019
Skattepligtig indkomst 26.500 kr. 152.687 kr.
Heraf moms (20 %) 5.300 kr. 30.537 kr.
Forhøjelse 21.200 kr. 122.150 kr.
Skattestyrelsen forhøjer den skattepligtige indkomst efter SL § 4 med 21.200 kr. i 2018 og 122.150 kr. for 2019 som yderligere omsætning.
(...)”
I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen den 16. september 2021 fremkommet med følgende bemærkninger til klagen:
”(...)
1) Klagers bilag 7_[person5] rykker for betaling af lån d. 29. juni 2019_Screenshot af SMS
(...)
Skattestyrelsen finder ikke, at en bemærkning om tilbagebetaling af et lån i en sms-korrespondance d. 29. juni 2019, umiddelbart inden overførslen af 1.750 kr. d. 1. juli 2019, dokumenterer, at der er tale om tilbagebetaling af det indbetalte beløb på 1.500 kr. d. 26. november 2018. Der er stadig ikke fremlagt lånedokumentation, som kan påvise, at der var tale om et låneforhold, eller fremlagt andet dokumentation, der taler for, at tilbagebetalingen vedrører indbetalingen d. 26. november 2018. Den fremsendte erklæring dateret 20. maj 2021 (Bilag 10 i klagers fremsendte materiale) er indhentet og fremsendt i forbindelse med sagens afslutning.
2) Klagers bilag 12_[person7]_SMS-udskrift af afviklingsaftale
(...)
Klagers bilag 13_ [person7]_SMS-udskrift af afviklingsaftale sammenskrevet
(...)
Skatteyder påpeger, at det fremgår af den fremsendte sms-korrespondance d. 23. oktober 2020 (Klagesagens bilag 12+13), at der var drøftelse og aftale om afvikling af det ydede lån måneder inden, Skattestyrelsen havde fremsendt tilkendegivelse om bestridelse af låneforholdet. Skattestyrelsen har anmodet om lånedokumentation d. 16. september 2020 og modtog d. 16. oktober 2020, den i bilag 3 til Skattestyrelsens afgørelse nævnte forklaring. Heri fremgår det, at der endnu ikke er fastlagt et afviklingsforløb. Skatteyder har 14. maj 2021 indsendt ovennævnte smskorrespondance i forbindelse med indsigelserne mod Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 22. marts 2021.
Det fremgår af korrespondancen, at skatteyder umiddelbart efter d. 23. oktober 2021, vil udfærdige et gældsbrev med forrentning, en afviklingsplan med 1.000 kr. pr. måned startende d. 1. januar 2021, samt vilkår for indfrielse. Skatteyder har på intet tidspunkt indsendt kopi af gældsbrevet eller dokumentation for påbegyndt afvikling af gælden for Skattestyrelsen. Desuden er indledningen til en aftale om afvikling af lånet påbegyndt under kontrollen, og først efter Skattestyrelsen har anmodet om dokumentation for, at der er tale om et låneforhold. Den fremsendte erklæring dateret 20. maj 2021 (Bilag 11 i klagers fremsendte materiale) er indhentet og fremsendt i forbindelse med sagens afslutning.
3) Klagers bilag 14_[person6] Faktura nr. 153 [virksomhed2] ved [person6]
(...)
Klager har indsendt kopi af faktura 153, hvor der er faktureret 7.000 kr. + moms 1.750 kr. Ifølge forklaring indsendt 16. oktober 2020 (Bilag 3 til Skattestyrelsens afgørelse), er beløbet modtaget d. 28. november 2018, kr. 2.000, udlignet i denne faktura. Skatteyder har ikke tidligere fremsendt denne faktura, eller på anden vis dokumenteret overfor Skattestyrelsen, at der består et låneforhold på det indsatte beløb. Skattestyrelsen bemærker at:
| • | Beløbet er indsat på erhvervskontoen d. 16. oktober 2018, men først modregnet 9. maj 2020 ifølge skatteyder. |
| • | Skatteyder har indsendt kopi af salgsfakturaer for 2018 og 2019. Heraf fremgår det, at fakturanr. 152 er dateret 6. november 2019. Fakturanummer 153 er dateret 9. maj 2020, hvilket medfører, at momsbeløbet heraf skulle angives for 2. kvartal 2020. Ifølge virksomhedens momsangivelser for 2020, er der angivet salgsmoms for kr. 2.925 i 1. kvartal og kr. 3.350 i 2. kvartal 2020. Skattestyrelsen finder det bemærkelsesværdigt, at den angivne salgsmoms for perioden 1. januar til 31. marts 2020 tilsyneladende ikke vedrører fakturaer, der følger fakturanummerrækken efter Momslovens § 58 stk. 1 nr. 2. |
| • | Der mangler dokumentation for, at der er modregnet 2.000 kr. i betalingen af fakturanr. 153. |
| • | At der ifølge den indsendte forklaring har været enighed mellem parterne om, at det indbetalte beløb kunne anses som erhvervsindkomst, da tidligere afregning for ydelser har været faktureret for lavt. |
Overordnet set er der tale om indsættelser på virksomhedens erhvervskonto, der ikke er bogført som omsætning, og dermed ikke medregnet i virksomhedens overskud eller momsangivelser. Det er ikke dokumenteret, at der har været tale om lån, og de indsendte erklæringer er udfærdiget til sagen. Skattestyrelsen fastholder derfor de i afgørelsen af 27. maj 2021 nævnte forhøjelser.
(...)”
I forbindelse med sagens behandling er Skattestyrelsen den 28. februar 2023 fremkommet med følgende bemærkninger til klagerens indsigelser til Skattestyrelsens udtalelse:
”(...)
Ad. 1 [person5]
(...)
Skattestyrelsen mener fortsat ikke, der er tale om nye oplysninger til sagen. Skattestyrelsen har ikke modtaget lånedokumentation, gældsbreve eller lignende dokumentation udfærdiget i perioden omkring tidspunktet for overførslen af pengene til skatteyders erhvervskonto. Der er i forbindelse med indsigelserne d. 20. maj 2021 indsendt en erklæring fra [person5] dateret 20. maj 2021, som bekræftelse på, at der er tale om et lån i 2018. Erklæringen er indhentet til brug for sagen.
[person1] har desuden indsendt et udklip fra SMS-korrespondance dateret 29. juni 2019 samt kopi af overførsel af et beløb til [person5] via MobilePay i forbindelse med klagesagen til Skatteankestyrelsen.
Skattestyrelsen har ikke yderligere kommentarer, end de allerede indsendte til brug for udtalelsen til klagesagen d. 16. september 2021. Der har ikke været aftaler om afdrag/tilbagebetaling, låneperiode eller renteberegning, og Skattestyrelsen fastholder, at [person1] ikke har dokumenteret, at der er tale om lån.
Ad 2 [person7]
(...)
Skattestyrelsen har telefonisk kontaktet [person1] d. 16. september 2020 for bl.a. en nærmere uddybning af de konstaterede lån indsat på erhvervskontoen. [person1] forklarede på dette tidspunkt, at der ikke forefandtes lånedokumentation, at långivere var nære venner af ham selv eller hans forældre og, at der ikke var aftalt renteberegning eller vilkår for tilbagebetaling. Der var betalt noget af på nogle af lånene, og det var selvfølgelig meningen, at lånene skulle tilbagebetales.
Samme dato har Skattestyrelsen afsendt yderligere materialeindkaldelse, hvor der bl.a. blev indkaldt lånedokumentation eller aftaler med betingelser for lån, identifikation af långivere samt en redegørelse for lånene. Skattestyrelsen modtager d. 16. oktober 2020 en redegørelse for långiverne, hvoraf det fremgår, i [person7]s tilfælde, at der endnu ikke er fastlagt et afviklingsforløb. Der er desuden ikke fremlagt yderligere lånedokumentation.
Da Skattestyrelsen ikke har modtaget dokumentation for, at der er tale om låneforhold, fremsendes forslag til afgørelse dateret 23. marts 2021, baseret på de oplysninger, som er indsendt 16. oktober 2020. Af bilag 3 (ved fejl angivet som bilag 2) til forslag til afgørelse fremgår [person1]s forklaring på de enkelte långivere samt Skattestyrelsens vurdering af dokumentationen for låneforholdet. Vurderingen uddybes yderligere i sagsfremstillingen til forslaget til afgørelse.
31. marts 2021 modtager Skattestyrelsen en anmodning om udsættelse med indsigelser til forslaget til d. 28. april 2021, hvilket imødekommes. 27. april 2021 anmodes der om yderligere 2- 3 ugers fristforlængelse samt at få et møde med Skattestyrelsen. Grundet Covid-19 er det ikke muligt at foretræde personligt, så der gives udsættelse af fristen til 14. maj 2021, med et forslag om møde via Teams d. 20. maj 2021.
Skattestyrelsen modtager indsigelser til forslaget d. 14. maj 2021, men der fremlægges ikke yderligere vedrørende lånedokumentation, idet [person1] vil vente til afholdelse af mødet d. 20. maj, før han vil indhente bekræftelser fra de enkelte långivere. Han påpeger dog i følgeskrivelsen, at han havde troet, at Skattestyrelsen ville tage kontakt til de enkelte långivere for bekræftelse af, at der var tale om låneforhold. I bilag 4 og 5 til indsigelsen til forslaget, er der vedlagt skærmdump af SMS-besked dateret 23. oktober (antageligvis 2020), hvor [person1] tager initiativ til afvikling af lånet med forslag til udfærdigelse af gældsbrev, renteberegning samt rater og start for tilbagebetaling d. 1. januar 2021.
[person1] fremfører i sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens foreløbige afgørelse, at Skattestyrelsen lang tid efter, der er drøftet afvikling af låneforholdet med [person7] i oktober 2022, bestrider, at der er tale om et låneforhold. Dette er ikke korrekt. Skattestyrelsen har anmodet om en redegørelse og dokumentation for låneforholdene telefonisk d. 16. september 2020 samt ved brev af samme dato. Der er modtaget en redegørelse d. 16. oktober 2020 men ikke yderligere dokumentation. Tværtimod er der i redegørelsen af 16. oktober 2020 udtalt, at der endnu ikke er fastlagt et afviklingsforløb. Det er først i forbindelse med indsigelserne indsendt 14. maj 2021, at [person1] redegør for en afviklingsaftale og –vilkår som, efter det indsendte, er aftalt i oktober 2020 - lang tid efter beløbene er overført i 2018 og 2019.
Skattestyrelsen fastholder, at [person1] ikke har dokumenteret, at der er tale om et låneforhold.
Ad 3 [virksomhed2] v/[person6]
(...)
Skattestyrelsen har ikke modtaget dokumentation for bogføringen af beløbet eller kopi af faktura nr.153 i forbindelse med kontrolsagen eller i forbindelse med indsigelserne til forslaget til afgørelse. [person1] har udelukkende informeret om, at mellemværende er udlignet i forbindelse med faktura nr. 153. Det var således ikke muligt på afgørelsestidspunktet at konstatere, om der var foretaget modregning af mellemværendet i betalingen af faktura nr. 153 eller, om der i det hele taget var udfærdiget en faktura, som var bogført i virksomheden.
Skattestyrelsen kunne konstatere, at i det indsendte bogføringsmateriale i kontrolsagen var sidste faktura nr. 152 udstedt 6. november 2019. Der er kontrolleret og afstemt salgsmoms i virksomheden frem til udgangen af 4. kvartal 2019, hvor faktura nr. 152 er angivet. Det er ligeledes konstateret, at virksomheden har angivet salgsmoms for 2.925 kr. i 1. kvartal 2020 og 3.350 kr. i 2. kvartal 2020, hvor faktura nr. 153 skulle være angivet. Skattestyrelsen har ikke modtaget bogføringsmateriale for perioder i 2020, hvorfor det ikke var muligt at kontrollere den angivne salgsmoms.
Det fremgår af dagældende Momsbekendtgørelse (ved fejl henvist til Momsloven i Skattestyrelsens bemærkninger af 16. september 2021) nr. 808 af 30/6-2015 §58 stk. 1, nr. 2, at det er et krav til fakturaen, at den indeholder et fortløbende nummer, som bygger på en eller flere serier, der identificerer fakturaen. Hvis virksomheden har angivet salgsmoms i 1. kvartal 2020, er det svært at se, hvordan man overholder kravet om fortløbende nummerering, når det første fakturanummer i 2020 er dateret 9. maj 2020, som skal angives i 2. kvartal 2020.
Der er i forbindelse med klagesagen indsendt kopi af faktura nr. 153 til Skatteankestyrelsen. Det fremgår dog ikke heraf, at man har modregnet tidligere mellemværender parterne i mellem, idet der kun fremgår, at hele beløbet er indbetalt på faktureringstidspunktet.
Skattestyrelsen fastholder i overensstemmelse med argumentationen i afgørelsen samt tidligere bemærkninger i forbindelse med klagesagen d. 16. september 2020, at [person1] ikke har dokumenteret, at der er tale om låneforhold eller indtægter, som hidrører fra tidligere beskattede midler.
[person1] påpeger desuden, at det var efter aftale med sagsbehandleren, at han ikke rettede momsangivelserne ved efterangivelser i forbindelse med den indledende kontakt i opstartsfasen af kontrollen. Dette er korrekt for så vidt angår den kontrollerede periode 2018-2019.
[person1] oplyste ved første telefoniske kontakt d. 17. juni 2020, at han var i gang med at få genoprettet regnskab og bogføring. Han oplyste desuden telefonisk d. 5. august 2020, at han, inden indsendelse af det anmodede regnskabsmateriale, ville informere om, at han havde konstateret forudbetalte konsulenthonorarer, som ikke var faktureret, samt nogle lån, der egentlig var en form for forudbetalt honorar, idet der ikke var udfærdiget lånedokumenter m.v. Det blev i den forbindelse aftalt, at han ikke ændrede allerede indberettede perioder i de kontrollerede år før Skattestyrelsen havde dannet sig et overblik over de manglende faktureringer samt periodiseringen heraf, jf. også mail fra [person1] til Skattestyrelsen af 5. august 2020.
[person1] konkluderer i indsigelserne til Skatteankestyrelsens høringsbrev, at det var ovenstående aftale, som medfører, at der intet suspekt er i den af ham indberettede moms og den endelige moms i forhold til fakturanummerrækkefølgen og den endelige bogføring.
Skattestyrelsen kan på ingen måde se sammenhængen mellem ovenstående aftale, som omfattede ændringer tilbage i tid vedrørende perioden 1. januar 2018 til 31. december 2019, og iagttagelsen af den tilsyneladende manglende overholdelse af fakturanummerrækkefølgen for perioden 1. januar til 31. juni 2020.
Ad 4 Bemærkninger og bilag i øvrigt
(...)
Skattestyrelsen fastholder, med samme argumentation som i afgørelsen af 27. maj 2021 pkt. 1.4.1 og 1.4.2, at [person1] har successivt erhvervet ret til forudbetalingerne i kraft af den løbende rådgivning, han har ydet [person9].
(...)”
I forbindelse med sagens behandling er Skattestyrelsen den 12. maj 2023 fremkommet med følgende bemærkninger til klagerens supplerende indlæg
”(...)
Det indsendte materiale viser tilsyneladende, at der er sket tilbagebetaling af beløb til [person4] samt påbegyndt afbetaling i rater til [person7]. Tilbagebetalingerne er ifølge det indsendte henholdsvis i januar 2022 samt i perioden 30. august 2022 til 31. marts 2023.
Der er ifølge den indsendte dokumentation betalt via mobilepay. Skattestyrelsen fastholder, at der, på tidspunktet for indsættelserne på skatteyders erhvervskonto, ikke har været udfærdiget lånedokumentation i form af gældsbreve, renteberegning, afviklingsperiode eller lignende. Dette har ikke ændret sig ved indsendelse af det nye materiale.
Desuden finder Skattestyrelsen det ikke dokumenteret, at der er realitet bag overførslerne i det indsendte materiale. Skattestyrelsen fastholder derfor det i sagsfremstillingen til afgørelsen af 27. maj 2021 fremførte vedrørende skønnet af indsætningerne som erhvervsmæssig indkomst.
(...)”
I forbindelse med sagens behandling er Skattestyrelsen den 4. oktober 2023 fremkommet med bemærkninger til klagerens supplerende indlæg. Skattestyrelsen fastholder afgørelsen af 27. maj 2021.
Klagerens opfattelse
Klageren har fremsat påstand om, at forhøjelsen af virksomhedens omsætning for indkomstårene 2018 og 2019 nedsættes til 0 kr.
Subsidiært har klageren nedlagt påstand om fradrag for udgifter i form af tilbagebetalinger af lån.
Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:
”(...)
Jeg skal ved nærværende klage over Skatteankestyrelsens afgørelse i ovennævnte sag, for så vidt angår:
- Forhøjelse af overskud af virksomhed med yderligere omsætning 21.200 kr. for 2018,
- Forhøjelse af overskud af virksomhed med yderligere omsætning 122.150 kr. for 2019,
I øvrigt kan de i afgørelsen indeholdte ændringer anerkendes.
(...)
Begrundelse:
Klagen begrundes med, at der ikke er grundlag for skønsmæssig forhøjelse af indkomsten med private lån, der efter ligningslovens § 5 stk. 1. litra c ikke skal henregnes til indtægter, og der er i øvrigt ikke grundlag for skønsmæssig ansættelse/periodisering som i Skattestyrelsens afgørelse sket.
De private lån er opregnet i Skattestyrelsen opgørelse s. 10, og de er i min bogføring specificeret som private og ikke erhvervsmæssige overførsler. De er alene registreret på den min erhvervskonto, som i realiteten er en almindelig konto, jeg havde oprettet privat, fordi jeg som redegjort for overfor Skattestyrelsen, på grund af sygdom ikke havde fået oprettet en egentlig erhvervskonto, og fordi det kun var til denne konto, jeg havde tilknyttet MobilePay, som långiverne har anvendt til overførslerne.
Jeg har erkendt, at jeg ikke havde en fuldstændig adskillelse af erhvervskonto, fordi der indgik private indbetalinger på denne, men dette er til således tydeliggjort i bogføringen.
Det indebærer selvfølgelig, at hvis man, som Skattestyrelsen tilsyneladende har lagt til grund, at lånene kunne misforstås som erhvervsmæssige, men det fremgår altså specifikt af bogføringen, at der er tale om private lån,
Det er korrekt, som af Skattestyrelsen anført, at der ikke er oprettet egentlige lånedokumenter ved oprettelsen, men det skyldes mine lange sygdomsperioder, hvorunder jeg i længere tid var i behandling med morfinpræperater både under indlæggelse og under genoptræning.
Derimod betyder det ikke, at der ikke skal ske, og delvist er sket tilbagebetaling.
Flere af långiverne har allerede bekræftet i e-mail, hvor det udtrykkeligt fremgår, at de er klar over, at deres bekræftelse er under strafansvar, fordi den skulle indsendes som dokumentation overfor Skattestyrelsen, at der er tale om lån, og for nogens vedkommende, at der er sket hel eller delvis tilbagebetaling.
Såfremt denne sag i sidste instans måtte ende i et retligt regi, hvor långiverne som vidner vil skulle udtale sig under strafansvar, f.eks. under domstolsindbringelse, vil jeg blive meget overrasket, hvis ikke alle långivere bekræfter, at der de facto er tale om lån og ikke indtægt, som af Skattestyrelsen lagt til grund.
Der vil blive eftersendt dokumentation i form af de bilag om dette, der også er sendt til Skattestyrelsen, ligesom der skulle fremkomme yderligere i form af blandt andet rykkere for betaling. Disse rykkere er sket via SMS forud for skattesagen, men da de ikke længere findes på min telefon, undersøger mine långivere, om de kan gå så langt tilbage og sende skærmprint. Dette sker for at imødegå Skattestyrelsens anførelse af, at der ikke foreligger indikation førend sagens opståen på, at der er tale om lån.
Der er betragtelig forskel på at forsøge at udeholde indtægt, og så på den foreliggende situation, hvor en beskatning af de private lån som yderligere indtægt, ville betyde, at jeg både vil få en ganske betydelig skattebyrde i skatteretligt regi, samtidig med at jeg alligevel skal betale de private långivere tilbage, for det er dem ganske uvedkommende, at Skattestyrelsen anser det som indtægt, når det nu engang er lån, der har ydet mig.
Reglerne om skønsmæssig ansættelse kan næppe have til hensigt at virke som en ”straffebestemmelse” med betydelig skattebyrde, når tilbagebetaling indiskutabelt er sket, og vil ske (jeg er ved at få etableret mulighed for en samlet afdragsordning baseret på rentelovsrente). Jeg genfremsender til Skatteankestyrelsen dokumentation ofr skete betalinger (Den dokumentation, der også er sendt til Skattestyrelsen).
Skønsmæssig ansættelse har vel til hensigt at sikre beskatning af udeholdte indtægter, men er vel ikke en hjemmel til at beskatte beløb, der er undtaget for beskatning, som f.eks. lån.
I forhold til den retspraksis, Skattestyrelsen har henvist til, adskiller min sag jo netop derved, at der ikke bevidst i bogføringen er udeholdt fakturaer eller erhvervsomsætning (i modsætning til sagerne i SKM2011.251BR og SKM310VLR),
Det skal dog for fuldstændighedens skyld bemærkes, da den indklagede afgørelse indeholder en ikke indklaget rettelse af en fejl, som jeg selv påpegede i allerførste kontakt med Skattestyrelsen, hvilket Skattestyrelsen også anerkender i en lidt anden formulering (afgørelsens s. 14), da jeg telefonisk blev kontaktet forud for indkaldelse af materiale. Jeg havde nemlig ved afstemning i forbindelse med udarbejdelse af udkast til årsrapport for 2019 opdaget en fejl omkring modtagelse af a conto indbetaling fra [person11], en fejl jeg havde forberedt at korrigere, men som jeg af den pågældende medarbejder fik at vide, at jeg ikke skulle korrigere, ligesom jeg ikke skulle korrigere tidligere momsangivelser, førend sagen var afgjort af hensyn til periodisering.
Jeg havde således forud for nærværende sag til hensigt af egen drift at foretage fejlretning i forhold til moms på baggrund af bogføringen på disse punkter.
For så vidt angår afgørelserne, der refereres til omkring lån, kan jeg for hovedpartens vedkommende alene præstere en bevisførelse baseret i højeste grad på udsagn under strafansvar for långiverne, idet der erkendt på grund af sygdom ikke blev oprettet lånedokumenter, og der kun i nogle er tilfældene er egentlig omtale som lån i forbindelse med selve overførslen.
Særligt for overførslerne fra [person2] og [person9], er der i udgangspunktet tale om overførsler af beløb, der i udgangspunktet har karakter af lån.
For [person2]s vedkommende, har der også tidligere været ydet og tilbagebetalt lån til mig.
I [person2]s tilfælde har der så efterfølgende vist sig en mulighed for at fakturere for en hjælp, der i udgangspunktet var snak ved selskabelige lejligheder. Lånene var ikke betaling af a conto honorar, og overførslerne er sket uden krav om modydelse fra [person2] side. Noget andet er så, at et beløb blev fakturerbart i 2020 (men altså efter Skattestyrelsens afgørelse af dem indberettet som a acontobetalinger i 2018 hhv. 2019).
Jeg har redegjort for forholdet i bilag 3 til selve afgørelsen, og det fremgår også, at jeg har tilbagebetalt det første lån på 1.500 kr. til [person2] d. 4. juni 2018.
For så vidt angår [person9] og dennes langvarige sag (siden 2010) blev denne ikke som forventet afsluttet i 2020, men først i 2021. [person9] var i de seneste sager for fogedret og Østre Landsret repræsenteret af advokat, som han selvstændigt honorerede.
De i denne periode overførte beløb til mig, havde ikke sammenhæng med en anvendt fakturerbar tid eller sagens værdi endsige resultat, der som det så ud i 2020, hvor min indsats gennem hele forløbet blev kritiseret af den antagne advokat og ligefrem kritiseret som ansvarspådragende. På det tidspunkt måtte jeg snarere forvente krav om betaling – ikke alene af lån – men tilbagebetaling af honorar.
Først et stykke hen 2021 lykkedes det mig – efter at være genindtrådt direkte i sagen med forhandling med [finans2] A/S og på trods af de af advokaten tabte sager, at få frigjort [person9] for forpligtelser på små 2 millioner kroner og udlæg i hans ejendomme. Først herefter repræsenterede overførslerne et retserhvervet krav på betaling af honorar. Når dette fremstår anderledes i gengivelsen i bilag 3, der ikke indeholder den ovennævnte begrundelse for klage, der derimod er indeholdt i selve afgørelsen, skyldes det, at bilag 3 er udfærdiget på et tidspunkt, hvor forventningen var, at sagen blev afsluttet og kunne slutafregnes med et positivt resultat i 2020, hvilket altså ikke blev tilfældet – tværtimod.
Følgelig er det min opfattelse også i forhold til de af [person9] indbetalte beløb omfattet af denne sag, at jeg først har et retserhvervet krav på betaling ved sagens afslutning i 2021.
Den skønsmæssige ansættelse, Skattestyrelsen lægger op til, baseres altså for så vidt angår den indklagede del krone for krone til de private overførsler.
Jeg boede i den pågældende periode hos mine forældre og havde lange sygdomsperioder/genoptræningsperioder efter skader.
(...)
Den indklagede, skønsmæssige ansættelse ville være udtryk for beskatning af lån hhv. beskatning før retserhvervelse af krav på honorar, og det savner både mening og står i skærende kontrast til mig, der - medgivet ikke har været i stand til en optimal bogføring – men som trods alt har prøvet at gøre det rigtige, og hverken har haft eller har til hensigt at snyde i skat.
Utallige er af gange, jeg i mit liv og virksomhed er tilbudt ”sorte penge”, og jeg har stedse sagt nej – derfor har det pint og piner mig meget, at jeg nu skal igennem denne sag, hvor jeg oplever en mistænkeliggørelse for forsøg på udeholdelse af indtægt, fordi jeg i sygdomsperioder ikke har haft nok styr på min regnskabsmæssige opfølgning.
Jeg er udmærket bekendt med, at sygdom ikke er en undskyldning, men jeg håber, at der trods alt vil være en vilje til proportion imellem på den ene side den uhensigtsmæssige indretning af bogføring, bankkonto med både private og erhvervsmæssige MobilePay-betalinger, og på den anden side de vidtrækkende konsekvenser det vil have, hvis en skønsmæssig ansættelse fører til beskatning af beløb, der ubestridt ville være skattefri, hvis bogføringen og etableringsgrundlaget havde været uden de fejl, der er opstået i sygdomsperioden.
(...)”
Klageren har den 28. august 2021 fremsendt supplerende bemærkninger til klageskrivelsen, hvor følgende er anført:
”(...)
For så vidt angår Skattestyrelsens sagsfremstilling:
Som det fremgår af den til Skattestyrelsen indsendte bogføring, er private lån ved fejl ikke bogført post for post som indsat privat på konto 7000 (privat mellemregning), hvilket i forhold til denne sag giver et fejlagtigt billede af private hævninger i de omhandlede år.
Dette bevirker, at den af Skattestyrelsens sammentælling af private hævninger i 2018 hhv. 2019 (konto 7000) skal reduceres med de private lån, 26.500 for 2018 hhv. 152.187 for 2019.
Der er netop ikke tale om hævninger fra virksomheden, men alene udtræk af i forvejen private midler, der ikke er udtryk for omsætning, men udtryk for, at private midler er indgået på den konto, der er anvendt som virksomhedskonto, om end den er registreret som almindelig privatkonto, og – må det medgives – indeholder såvel posteringer, der er udtryk for ikke skatte- eller omsætningsrelevante private indsættelser som de erhvervsmæssige posteringer.
Jeg har dog stedse sørget for transparens ved bogføringstekst, og ved fremsendelse af åbent Excel ark har jeg sikret, at det anførte let kan kontrolleres, idet saldi i Excel-ark løbende kan afstemmes ved brug af de indbyggede formler og funktioner.
For så vidt angår de private overførsler, anført i afgørelse som begrundelse for forhøjelse:
Udover det overfor Skattestyrelsen og i klageskriftet anførte vil jeg herudover som begrundelse og dokumentation anføre følgende:
Der er ikke datomæssig divergens imellem bogføring foretaget af mig henholdsvis af [finans1] effektivt tilbagebetalte lån til [person2], [person3] og [person5], som udførligt redegjort for af mig og gengivet i afgørelsen, er det ikke usædvanligt, at der er kan være divergens imellem den faktiske og effektuerede betaling via MobilePay, den registrerede dato på [finans1] henholdsvis dato for gennemførelse for [finans1].
For fuldstændighedens omkring forståelsen imellem sammenhæng imellem mine MobilePay betalinger, og indbetaling til mig via Mobilepay bemærkes, at
| 1) | Betalinger foretaget af mig er knyttet til mit private hævekort, som er knyttet til [finans1] reg. nr.: [...] kontonr.: [...73] (som udelukkende udnyttes privat, når bortses fra de få betalinger af virksomhedsudgifter, jeg har overført direkte fra den private konto, fordi de er betalt med MobilePay og efterfølgende reguleret i regnskabet via konto 7000), mens |
| 2) | Indbetalinger til mig hhv. virksomheden ikke styres af hævekort, men af bankkontonummer, nemlig [finans1] reg. nr.: [...] kontonr.: 000[...22] (den konto der foretages indbetaling af fakturaer samt betaling af øvrige erhvervsudgifter fra). |
(...)
Bilag/dokumentation og sammenhæng med begrundelse:
Klagers bilag 2_[person2] _bankudskrift betaling af lån d. 1. juni 2018
Dokumenterer, at privat lån stort kr. 1.500 ydet 31. maj 2018 af [person2] er tilbagebetalt.
Klagers bilag 3_[person3]_Bankudskrift af registrering af betaling d. 22. august 2018 via MobilePay
Dokumenterer, at privat lån ydet d. 3. juli 2018 er tilbagebetalt.
Klagers bilag 4_[person3]_ underbygning af datoforskel på Mobilepay og registrering og bogføring i [finans1]_1
Dokumenterer, at sammen med bilag 5, at der ikke er uoverensstemmelse imellem bogføring af en betaling, blot fordi der ikke er datomæssig og dermed bogføringsmæssig sammenhæng imellem faktisk betaling via mobilepay, registreret dato i bank og registreret dato for gennemførelse i bank.
Klagers bilag 5_[person3]_ underbygning af datoforskel på Mobilepay og registrering og bogføring i [finans1]_2
Dokumenterer, at sammen med bilag 4, at der ikke er uoverensstemmelse imellem bogføring af en betaling, blot fordi der ikke er datomæssig og dermed bogføringsmæssig sammenhæng imellem faktisk betaling via mobilepay, registreret dato i bank og registreret dato for gennemførelse i bank.
Klagers bilag 6_[person3]_bekræftelse på lån med fremhævelse af strafansvar for urigtig erklæring overfor Skat
Dokumenterer at [person3] vel vidende at bekræftelsen sker under strafansvar bekræfter, at det oprindeligt og stadigt er et lån, han har ydet mig, og at der er sket delvis betaling.
Klagers bilag 7_[person5]_rykker for betaling af lån d. 29. juni 2019_Screenshot af SMS
Dokumenterer, at [person5] allerede godt et år før materialeindkaldelse fra Skattestyrelsen, og umiddelbart førend den efterfølgende betaling fra min side rykker for betaling af privat lån.
Klagers bilag 8_[person5]_Email med fremsendelse af screenshot af rykker via SMS d. 29. juni 2019.pdf
Dokumenterer, at det bilag 7 er et fremsendt screenshot fra långiver [person5].
Klagers bilag 9_[person5]_Udskrift fra [finans1] af tilbagebetaling af lån 1. juli 2019
Dokumenterer tilbagebetaling af lån til [person5] umiddelbart efter rykker fra [person5].
Klagers bilag 10_[person5]_bekræftelse af lån med fremhævelse af strafansvar for urigtig erklæring overfor Skat.pdf
Dokumenterer at [person5], vel vidende at bekræftelsen sker under strafansvar, bekræfter, at det oprindeligt og stadigt er et lån, han har ydet mig, og at der er sket delvis betaling.
Klagers bilag 11_[person7]_bekræftelse af lån med fremhævelse af strafansvar for urigtig erklæring overfor SKAT i alt 65.000
Dokumenterer at [person7] vel vidende, at bekræftelsen sker under strafansvar, bekræfter, at det oprindeligt og stadigt er et lån, han har ydet mig, og at der er sket delvis betaling.
Klagers bilag 12_[person7]_SMS-udskrift af afviklingsaftale
Dokumenterer, at der allerede d. 23. oktober 2020 og dermed måneder før Skattestyrelsen havde fremsendt tilkendegivelse af, at det ville blive bestridt, at der var tale om lån, var drøftelse og aftale om afvikling af det af [person7] ydede lån til mig. Dette til imødegåelse af den i afgørelsen indeholdte antydning af, at oplysning om, at der er tale om låneoverførsler ikke er i overensstemmelse med den oprindelige baggrund for overførslerne.
Klagers bilag 13_ [person7]_SMS-udskrift af afviklingsaftale sammenskrevet
Er blot en sammenskrivning foretaget af mig af bilag 4 for at lette læsningen.
Klagers bilag 14_[person6]_Faktura nr. 153 [virksomhed2] ved [person6]
Dokumenterer, at de af [person6] ydede lån er udlignet ved senere fakturering,
Klagers bilag 15_210218 E-mail fra [finans2] om [person9]s sag
Dokumenterer, at [person9]s sag først blev afsluttet i 2021.
Klagers bilag 16_Udskrift fra [...dk]
Dokumenterer, at den mangelfulde bogføring og regnskabsmæssige opfølgning samt manglende udfærdigelse af dokumenter samt opfølgning på private lån i 2018 og 2019 skyldes en alvorlig skulderfraktur ultimo 2017 med langvarig medicinsk behandling, herunder med [...], og langvarig genoptræning, der mere eller mindre direkte fortsattes af indlæggelse ultimo 2018 med forskydelse af ryghvirvler og ny medicinsk behandling med [...] og længerevarende genoptræning til følge.
(...)”
I forbindelse med klagesagens behandling, er klageren den 15. januar 2022 fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:
”(...)
Ad. Skattestyrelsens bemærkninger 1) vedr. [person5]
(...)
Ad. Skattestyrelsens bemærkninger 2) vedr. [person7]
(...)
Det er først i forbindelse med den langt senere fremsendelse af forslag til afgørelse, skattestyrelsen bestrider, at der er tale om lån.
Dette er altså som påpeget langt senere, end da jeg i oktober 2020 i forbindelse med min løbende kontakt med långiver som dokumenteret drøfter lånets afvikling.
Den manglende afvikling har skyldtes svigtende indtægt under og efter Corona-nedlukningen og afvikling har derfor ikke kunnet dokumenteres overfor Skattestyrelsen.
Ad. Skattestyrelsens bemærkninger 3) vedr. [virksomhed2] ved [person6]
Det oprindeligt i 2018 indbetalte beløb var et privat lån, og derfor er det i bogføringen anført under opgørelsen af privat gæld.
Bogføring af den private gæld er vist ved posteringen på firmakontoen ved modtagelsen, og specificeret som privat gæld, der for overskuelighedens skyld er specificeret nederst i bogføringsarket.
Indbetalingen og det forhold, at det er et privat mellemværende, er således fuldt transparent og ikke på nogen måde skjult. Der er derfor ikke belæg for at mistænkeliggøre beløbets karakter.
At der efterfølgende er truffet aftale om, at dette beløb modregnes i fakturanr. 153 af 9. maj 2020 betyder jo blot en regulering i 2020 af min ”mellemregning”/hævekonto i virksomheden efter omlægning af bogføring til nyt system.
Det er ikke således, at fakturanr. 153 er udtryk for, at den oprindelige afregning af den pågældende sag var for ”lav”, som Skattestyrelsen anfører.
Der er tale om, at långiver for at hjælpe og for at få låneforholdet ud af verden accepterede, at jeg fik lov til at afregne et ekstra beløb. der svarede til forskellen imellem det efter tilbud om fast pris fakturerede beløb, og det honorar, der ville have fulgt af fakturering efter tidsforbrug og sædvanlige salærparametre.
[person6] var således ikke forpligtet til at acceptere en efterhonorering i 2020, men tilbød altså dette som en hjælp.
Modregningen fremgår af den indsendte faktura, hvor de pågældende 2.000 kr. er anført som en del af fakturaposten ”Indbetalt af [virksomhed2]”.
Jeg forstår ikke helt Skattestyrelsens bemærkning i forhold til fakturanr. 152 og fakturanr. 153. Fakturaerne fremstår i korrekt nummerfølge kronologisk efter afregningstidspunkt. Det er helt korrekt at fakturanr. 152 er sidste faktura i 2019, og at fakturanr. 153 er første faktura i 2020.
Jeg har ikke bestridt, at der er fejl i nogle momsindberetninger. Forholdet var, det, som jeg åbent oplyste fra min allerførste telefoniske dialog med Skattestyrelsen i sagen, at jeg var temmelig syg også i starten og i foråret 2020, hvorfor jeg var i en ”oprydningsproces” i forhold til bogføring, regnskab og moms.
På min forespørgsel om, hvordan jeg skulle håndtere efterangivelse af moms, fik jeg præcist at vide, at jeg ikke skulle begynde at tilrette momsindberetningerne, førend [person12] havde gennemgået materiale efter indsendelse og givet tilbagemelding herom. Det fremgår også af min korrespondance med Skattestyrelsen.
Der er således intet suspekt ved overensstemmelse imellem af mig indberettede moms og endelig moms i forhold til fakturanummerrækken og endelig bogføring – det er en følge af aftalen om, at jeg ikke skulle rette indberetningerne, førend det var aftalt med [person12].
Ad. Skattestyrelsens bemærkninger og bilag i øvrigt
Til Skattestyrelsens bemærkninger på side 7 og 13 af 24 jf. også bilag 3 omkring [person9], har jeg i forhold til retserhvervelsestidspunkt ved bilag 15 dokumenteret, at [finans2] først i 2021 frafaldt kravet imod [person9].
I 2020 modtog jeg fra adv. [person10], den som klagers bilag 17 vedlagte e-mail.
I modsætning til de tidligere retssager, hvori jeg havde repræsenteret [person9] som procesfuldmægtig, havde adv. [person10] tabt [person9]s sag i to instanser og i tilgift undladt at orientere [person9] om mulighed for at søge 3.-instansbevilling.
Tilsyneladende fordi [person9] herefter ville indbringe [person10]s honorar og sagsbehandling for advokatmyndighederne – beskyldes jeg i den pågældende skrivelse (klagers bilag 17) pludselig af advokaten beskyldt for at have begået fejl i min rådgivning af [person9] (Bilag 17, s. 5, 3. afsnit).
På trods af at hun – som det fremgår af skrivelsen – ikke selv ville sende beskyldningen til [person9], men kun til mig (????), så sendte jeg den selvfølgelig loyalt i forhold til [person9] videre, så han havde mulighed for at anlægge erstatningssag imod mig, hvis han ville det, og selvfølgelig have den viden i bedømmelsen af, hvad jeg kunne kræve i honorar.
Selvom jeg af årsager, som er retserhvervelsesspørgsmålet uvedkommende, efter min opfattelse netop ikke burde have rådet [person9] til at begære genoptagelse i 2010, da genoptagelse på det tidspunkt ville have rummet andre udfordringer i forhold til den daværende, påståede kreditor, som [finans2] A/S havde overtaget den påståede fordring fra, så skabte beskyldningen selvsagt tvivl om, hvad jeg kunne fakturere.
Herudover ville mit honorarkrav på dette tidspunkt ud fra salærparametret ”sagens resultat” have været betydeligt lavere end de af [person9] overførte beløb.
Når jeg efterfølgende i 2021 har kunnet fakturere de resterende, indbetalte beløb, der er omfattet af klagesagen, skyldes det, at jeg i den efterfølgende proces på trods af adv. [person10]s tabte retssag, rådgav [person9] i en dialog med [finans2] A/S ’ inkassoafdeling og bestyrelse med det slutresultat, at [finans2] A/S undlod at forfølge sagen, inden deres udlæg og krav var endeligt forældede i 2021.
Retserhvervelsen til honorar for den del af indbetalingerne fra [person9], der er er omfattet af nærværende klagesag, er således først sket ved sagen afslutning ud fra det opnåede gunstige resultat, der står i skærende kontrast til sagens stade i 2019, hvor sagen af advokat [person10] i retten.
(...)”
I forbindelse med klagesagens behandling er klageren den 28. marts 2023 fremkommet med følgende supplerende indlæg:
”(...)
I fortsættelse af telefonsamtaler med sagsbehandler [person12], skal jeg bekræfte og dokumentere, at der er sket indfrielse af lån hhv. låneafvikling i gang, på de af klagesagen omfattede lån.
(...)
Udover, at lånet fra [person4] som dokumenteret nedenfor blev indfriet med renter allerede i januar 2022, så er der allerede nu erlagt ydelser på 38.000 kr. i afviklingen til på lånet fra [person7].
Da min lønindkomst yderligere er steget for marts 2023, vil resterende smålån blive indfriet med denne måneds udgang, hvorudover der vil igangsættes afvikling af øvrige lån. Dokumentation herfor eftersendes ved betaling.
Yderligere bilag og dokumentation
Bilag 18: Beregning til indfrielse af lån fra [person4]
Bilag 19: Dokumentation for indfrielse af lån fra [person4]
Bilag 20: Lån [person7] Ydelse kr. 10.000 30.08.2022
Bilag 21: Lån [person7] Ydelse kr. 2.000 01.11.2022
Bilag 22: Lån [person7] Ydelse kr. 2.000 08.11.2022
Bilag 23: Lån [person7] Ydelse kr. 8.000 30.12.2022
Bilag 24: Lån [person7] Ydelse kr. 8.000 31.01.2023
Bilag 25 Lån [person7] Ydelse kr. 8.000 28.02.2023
(...)”
I forbindelse med klagesagens behandling er klageren den 23. maj 2023 fremkommet med følgende yderligere supplerende indlæg:
”(...)
Ad. Skattestyrelsens bemærkninger 1) vedr. [person5]
(...)
Ad. Skattestyrelsens bemærkninger 2) vedr. [person7]
Når jeg anfører, at det først meget sent bestrides, at der er tale om lån, skyldes det, at jeg fra start har oplyst, at der er tale om lån, og at det i den telefoniske dialog ikke har været gjort klart, at det i mod erklæring under strafansvar fra långiverne ville blive bestridt at der er tale om lån.
Jeg havde fået opfattelsen af, at når Skattestyrelsen ønskede oplysning om navn m.v. på långiverne, så var det med henblik på at kunne rette henvendelse til disse.
For at undgå efterfølgende at kunne blive mødt med påstand om påvirkning af långivernes forklaring, rettede jeg først henvendelse til disse i forbindelse med, at det umiddelbart fær møde med Skattestyrelsens i maj 2021 gik op for mig, at Skattestyrelsen ikke selvstændigt rettede sådan henvendelse.
Det står mig i dag klart, at min opfattelse af, at jeg i dialog med Skattestyrelsen ville få anvisning på, hvordan jeg bedst sikrede, at relevante oplysninger kom frem på bedst mulig måde til sikring af en afgørelse i overensstemmelse med de faktiske forhold, har afholdt mig fra en mere aktiv tilgang i den lange periode, hvor sagen var under behandling i skattestyrelsen.
Lånene blev ydet som en privat hjælp. Det eneste større lån på kr. 25.000, blev dog særligt i teksten på bankoverførslen anført som ”etableringslån”, fordi det relaterede sig til et muligt rådgiversamarbejde.
Dette fremgår af det med første dokumentation til Skattestyrelsen i sagen indsendte kontoudtog for konto nr.: [...][...22]. Posteringen på kontoudtoget d. 31. oktober 2019 er bogført samme dag. Det er bilag 191 i det for 2019 ligeledes indsendte regnskab, og kan ses i Skattestyrelsens afgørelse, bilag 2.
Det er således ikke korrekt, at der intet overhovedet forud for Skattestyrelsens afgørelse forelå, udover långivers egen erklæring under strafansvar.
Ad. Skattestyrelsens bemærkninger 3) vedr. [virksomhed2] ved [person6]
Jeg vedlægger bilag 28 og 29, som er udskrift af posteringsark for bogføring af faktura 153 af 9. maj 2020.
Det fremgår heraf, at fakturaens betaling er sket som en indbetaling fra kunden på 3.000 kr., mens restbeløbet er posteret på mine private hævninger i virksomheden, idet de modsvares af indfrielse af privat lån.
Faktura 153 er den første faktura i 2020. Der er således ikke uorden i fakturanummerfølge, som af Skattestyrelsen antydet. Der er således også overensstemmelse med den af mig oprindeligt og rettidigt indgivne momsangivelse for 1. kvartal 2020.
De momsindberetninger, Skattestyrelsen i sit seneste svar refererer til, er rettelser jeg foretog i 2021 som konsekvens af den fremkomne afgørelse fra Skattestyrelsen i den indklagede sag. Efter afgørelsen periodiserede jeg nogle forudbetalinger til 1. kvartal momsmæssigt.
Ad. Skattestyrelsens bemærkninger og bilag i øvrigt
(...)
Som bilag 30 vedlægges faktura nr. 170 af 31. december 2021.
Det gøres samlet set gældende, at lån er dokumenteret
- både i de forhold, hvor der er sket og sker tilbagebetaling i takt med, at det er muligt, og
- i de forhold, hvor der i sidste ende er sket fakturering i stedet for tilbagebetaling.
(...)”
I forbindelse med klagesagens behandling er klageren den 30. juni 2023 fremkommet med følgende yderligere supplerende indlæg:
”(...)
Ad. Lån fra [person7]
På dette lån er nu afviklet kr. 58.000, og det forventes som oplyst på mødet i lighed med de øvrige lån indfriet inden årets udgang, idet ydelsen vil øges betragteligt i næste måned.
Ad. Lån fra [person8]
Ydelsen på dette lån sættes markant op, så snart lånet fra [person7] er fuldt indfriet, forventeligt senest i september.
Yderligere bilag og dokumentation
Bilag 31: Dokumentation for ydelse kr. 1.000 for maj 2023 på lån fra [person8]
Bilag 32: Lån [person7] Ydelse kr. 4.000 31.05.2023
Bilag 33: Beregning til Indfrielse af restgæld [person3]
Bilag 34: Dokumentation for indfrielse af restgæld til [person3]
Bilag 35: Lån [person7] Ydelse kr. 4.000 30.06.2023
Bilag 36: Dokumentation for ydelse kr. 1.000 for juni 2023 på lån fra [person8]
(...)”
I forbindelse med klagesagens behandling er klageren den 12. oktober 2023 fremkommet med følgende yderligere supplerende indlæg:
”(...)
Da det nu fra Skattestyrelsen modtagne svar giver anledning til indsendelse af yderligere dokumentation, fremsendes også dokumentation for betalinger foretaget efter 30. juni 2023, så der er talmæssig sammenhæng imellem indhentede erklæringer og fremsendt dokumentation til Skatteankestyrelsen.
Skattestyrelsen hæfter sig ved, at der ifølge den indsendte dokumentation er sket betaling via MobilePay, og konkluderer, at der ikke er realitet i overførslerne i det indsendte materiale.
Heroverfor står, at stort set samtlige de lån, jeg har modtaget, og som Skattestyrelsen under nærværende sag anfægter som værende lån, også er beløb overført via MobilePay. Det virker noget søgt, at MobilePay-overførsler af Skattestyrelsen anses som en realitet, når det drejer sig om overførsler til mig (de til mig ydede lån), men ikke som en realitet, når det drejer sig om tilbagebetaling (de af mig dokumenterede tilbagebetalinger).
Betalinger via MobilePay er effektive betalinger, hvor modtager straks kan disponere over det modtagne beløb samtidig med, at beløbet er ude af betalers rådighed.
MobilePay har generelt i skattesager opnået en lidt negativ klang, men i modsætning til andre sager, handler denne sag ikke om betalinger via MobilePay, der er udeholdt fra bogføring.
Tværtimod er selv en række private indbetalinger via MobilePay til den til erhverv benyttede konto, inklusive samtlige de af ankesagen omhandlede lån bogført i virksomheden som en post på mellemregningen, fordi også private indbetalinger via MobilePay indgik på den konto, der anvendtes til virksomheden. Alt er således lige transparent, uanset om der er tale om indbetalinger eller udbetalinger.
Skattestyrelsen opfordres til at oplyse, på hvilken måde mine overførslerne af ydelser på lån i Skattestyrelsens øjne yderligere skulle dokumenteres som en realitet, udover de allerede dokumenterede posteringsudskrifter fra bank og Mobilepay – ved beedigede erklæringer fra såvel min bank som modtagers bank?
Det er selvsagt noget grænseoverskridende at have at have tilbagebetalt lån med foreløbig alene i forhold til [person7] med 67.000 kr. som dokumenteret under nærværende ankesag, for derefter fra Skattestyrelsens side at blive mødt med påstand om, at der ikke ligger realitet bag tilbagebetalingen af lånet.
Hvilken anden anledning end tilbagebetaling af lån, forestiller Skattestyrelsen sig, jeg har for at betale så mange penge tilbage???
Det fuldstændigt samme gælder for de øvrige lån og tilbagebetalinger.
Jeg har ikke bestridt, at der ikke blev oprettet gældsbreve ved lånebeløbenes overførsel, men mundtlige aftaler er nu engang også bindende efter dansk ret.
Der er hverken tale om betaling for varer eller for ydelser fra virksomhed, men helt private lån til mig personligt.
Hertil kommer som tidligere påvist og dokumenteret, at der for en større overførsel ovenikøbet udtrykkeligt er anvendt betegnelsen ”lån” i teksten for selve overførslen. At der ikke for alle overførsler udtrykkeligt er skrevet lån, herunder mindre lån, ændrer dog ikke ved, at der for samtlige var aftalt, at der var tale om lån, der skulle tilbagebetales. Som skrevet: mundtlige aftaler er også gældende, og långiverne har i vidt omfang ved skriftlige erklæringer under strafansvar bekræftet, at der er tale om lån.
Der er selvfølgelig heller ingen af långiverne, der har returneret modtagne ydelser endsige indfrielsesbeløb med en overrasket bemærkning om, at der da sandelig var tale om gave eller honorar. Alene af den simple årsag, at gave eller honorar har de under nærværende sag omstridte lån aldrig været! Det er lån, der er tilbagebetalt eller under afvikling helt i overensstemmelse med aftale, da lånene blev overført.
På den begrænsede tid til svar, der er givet til at kommentere Skattestyrelsens svar, har jeg indhentet følgende, yderligere dokumentation i form af skriftlig bekræftelse fra långiver på, at tilbagebetaling af respektive afdrag på lån er realitet:
[person3]
Lånene fra denne er fuldt indfriet med renter, som tidligere dokumenteret ved klagers bilag 3-6, 33 og 34 og nu suppleret af klagers bilag 37 i form af långivers erklæring under strafansvar af, at de dokumenterede overførsler også er modtaget af långiver, og at det er til dækning af de af sagen omhandlede lån.
Yderligere vedhæftes som klagers bilag 38 den posteringsudskrift fra min bankkonto, der er konsekvens af den allerede dokumenterede mobiloverførsel ved klagers bilag 34.
[person4]
Lånet fra denne samt et senere lån, begge med renter, er fuldt indfriet, som tidligere dokumenteret ved klagers bilag 18 og 19 og bliver suppleret af klagers bilag 39 i form af långivers erklæring under strafansvar af, at de dokumenterede overførsler også er modtaget af långiver, og at det er til dækning af de af sagen omhandlede lån (og et senere lån). Erklæringen eftersendes, så snart den modtages, men af hensyn til frist i seneste brev fra Skatteankestyrelsen skal det ikke forsinke indsendelsen af disse bemærkninger.
Yderligere vedhæftes som bilag 40 den posteringsudskrift fra min bankkonto, der er konsekvens af den allerede dokumenterede mobiloverførsel ved klagers bilag 19.
[person7]
Lånene fra denne er under afvikling, og der er allerede betalt et større beløb end hovedstolen, men som følge af forrentningen er der fortsat et mellemværende.
Ved klagers bilag 20-27, 32 og 35 er allerede dokumenteret låneydelser kr. 58.000 betalt af mig til långiver.
Da bilagene 32 og 35 er screenshots af MobilePay, vedhæftes som klagers bilag 41 og 42 posteringsudskrift fra [finans1] udvisende min betaling af de pågældende ydelser.
Herudover er der yderligere som dokumenteret ved klagers bilag 43 og 44 betalt ydelser med i alt kr. 9.000 i august og september på det pågældende lån, således at der til og med september 2023 er afviklet 67.000 kr. af mig som ydelser på lånene fra [person7].
Efter ydelsen for september 2023 resterede på lånet kr. 17.940,23, idet der på dette tidspunkt var påløbet kr. 19.940,23 i renter jf. klagers bilag 45.
De dokumenterede ydelser suppleres nu af den som klagers bilag 46 fra långiver indhentede erklæring under strafansvar af, at de dokumenterede overførsler også er modtaget af långiver, og at det er til dækning af de af nærværende sag omhandlede lån.
Jeg har ikke haft mulighed for indenfor fristen for nærværende svar at få kontakt med den sidste långiver, der har tilgodehavende restgæld, men regner med at kunne komme tilbage med sidste indlæg hurtigt. Der er også i forhold til denne erlagt yderligere ydelser efter de dokumenterede pr. 30. juni 2023.
Som anført både overfor Skattestyrelsen og i ankesagen er det væsentligt i denne sag at holde sig for øje, at i den periode, sagen drejer sig om, havde jeg stort set ingen faste udgifter. Efter et sammenbrud og forlist samlivsforhold boede jeg på en luftmadras i stuen hos min mor og dennes ægtefælle, og havde ingen boligomkostninger. Som tidligere anført, havde jeg længere sygdomsperioder, hvilket er grunden til den lille omsætning i de pågældende år.
Samlet set fastholdes det altså for alle de påankede forhøjelser
- at de pågældende lån ikke er udtryk for skatte- eller momspligtig omsætning efter Momslovens § 4 henholdsvis Statsskattelovens § 4 stk. 1,
- at de pågældende lån er omfattet af Statsskattelovens § 5 stk. 1,
- at lånet fra [person2] kunne konverteres til omsætning i 2020, hvor fakturering imidlertid blev tilbageholdt efter udtrykkelig aftale med Skattestyrelsen indtil Skattestyrelsens afgørelse i den nu indankede sag, efter hvilken Skattestyrelsen uden orientering indberettede de pågældende lån som omsætning i de under nærværende sag omstridte år,
- at lånene fra [person9] først senere har kunnet konverteres og er konverteret til omsætning jf. bilag 29 og tidligere omfattende redegørelse for, hvorfor der først i senere indkomstår forelå faktureringsgrundlag i forhold til denne,
- at det indsendte regnskab i tilstrækkelig grad opfylder Skattekontrollovens krav, er transparent og afstemmeligt direkte med bank, samt at der ikke er udeholdte posteringer, hvorfor der ikke er hjemmel til forhøjelse af skatte- og momspligtig omsætning på baggrund af de private lån, der direkte fremgår af bogføringen, samt
- at samtlige moms- og skattekrav, der følger af de påklagede forhøjelser, er betalt under forbehold af tilbagesøgning, således at der skal ske tilbagebetaling af for megen betalt moms fra virksomheden og for megen betalt skat af klager, og
- at såfremt de af Skattestyrelsen foretagne forhøjelser fastholdes ved Skatteankestyrelsens afgørelse, da må de foretagne tilbagebetalinger være fradragsberettigede, da tilbagebetaling i så fald er en direkte til den pågældende omsætning knyttet udgift.
(...)”
Møde i Skatteankestyrelsen 24. maj 2023
Under mødet mellem klageren, klagerens revisor og Skatteankestyrelsens sagsbehandler fremførte repræsentanten i overensstemmelse med klagen påstand om at forhøjelse af overskud af virksomhed for indkomstårene 2018 og 2019 nedsættes. Klageren fremkom desuden med en ny påstand om fradrag for udgifter i form af de beløb klageren har tilbagebetalt. Desuden gennemgik klageren sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Yderligere anførte klageren, at sagen ikke blev påbegyndt med en kontrol, men at Skattestyrelsen kontaktede ham i marts 2020, hvor han allerede på dette tidspunkt var i gang med at fremfinde og udarbejde regnskabsmateriale.
Klagerens repræsentant har den 5. april 2014 fremsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:
”(...)
[person1] kan ikke tilslutte sig Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse for indkomstårene 2018 og 2019.
Det gøres gældende, at de i sagen omhandlede beløb på 21.200 kr. (26.500 kr. inkl. moms) i indkomståret 2018 og 122.150 kr. (152.687 kr. inkl. moms) i indkomståret 2019 er private lån, modtaget fra [person1]s venner, og at beløbene derfor ikke skal medregnes som indkomst, jf. statsskatteloven § 5 c
Det gøres subsidiært gældende, at såfremt Landsskatteretten måtte kom frem til, at de i sagen omhandlede lån skal anses som omsætning i virksomheden, skal der i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige indkomst gives fradrag efter statsskattelovens § 6 med de beløb, som [person1] hhv. har tilbagebetalt og faktureret i indkomstårene 2018-2021.
(...)
Tilsidesættelse af regnskab
Skattemyndighederne har ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte [virksomhed1] v/[person1]s regnskab for indkomstårene 2018 og 2019, hvorfor der således ikke er grundlag for at foretage en skønsmæssig skatteansættelse, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 2.
Det er korrekt, at der er gået private midler ind på virksomhedens erhvervskonto. Men det er ikke korrekt, når Skatteankestyrelsen skriver på side 28 i forslag til afgørelse, at der ikke er foretaget en løbende bogføring i virksomheden, og at det derfor ikke er muligt at foretage kontrol og afstemning af virksomhedens indtægter, og at der af den grund ikke foreligger et reelt grundlag for at vurdere, hvorvidt virksomhedens omsætning er opgjort korrekt.
[person1] har netop bogført løbende, og de private indsættelser, som han har modtaget som lån fra sine venner, har han bogført på konto 9000, så lånene kunne holdes adskilt fra virksomhedens øvrige transaktioner. Hertil kommer, at når man sammenholder de pågældende indsætninger på virksomhedens bankkonto og sammenholder dem med konto 9000, kan man da også se, at alle beløbene stemmer overens. Nogle er lånene er efterfølgende konverteret til omsætning i virksomheden, og der er i den forbindelse udstedt fakturaer for indtægterne, der efterfølgende er bogført i virksomhedens regnskab.
Skattestyrelsen har således været i stand til at foretage kontrol af virksomhedens indtægter, og på den baggrund at vurdere, om virksomhedens omsætning er opgjort korrekt. Det gøres derfor gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte regnskabet og foretage en skønsmæssig skatteansættelse, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 2.
Beviskrav
Skatteankestyrelsen har på side 27 i forslag til afgørelse anført, at hvis det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. I den forbindelse henviser Skatteankestyrelsen til SKM2008.905HR.
Det fremgår af Højesterets begrundelse i SKM2008.905HR, at de stadfæster Østre Landsrets dom med de grunde, der er anført af Østre Landsrets i SKM2007.214.ØLR.
Følgende fremgår af Østre Landsrets begrundelse i SKM2007.214.ØLR:
” (...) På baggrund af de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at der på sagsøgernes bankkonti er indsat beløb svarende til de af skattemyndighederne foretagne indkomstforhøjelser af sagsøgernes skattepligtige indkomster for indkomstårene 1997, 1998 og 1999.
I den foreliggende situation, hvor der løbende over en længere periode er indsat beløb i den omhandlede størrelsesorden på sagsøgernes konti, sammenholdt med de foreliggende oplysninger om sagsøgernes indtægtsforhold i de pågældende år, påhviler det sagsøgerne at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra beskattede midler. (...)”
I dommen blev der således lagt vægt på, at skatteyderen havde et negativt privatforbrug, og at der på dennes konto var blevet indsat beløb, som man ikke kunne se, hvor stammede fra. Derfor kom retten frem til, at skatteyderen skulle godtgøre, at de indsatte beløb stammede fra allerede beskattede midler.
I nærværende sag er der ikke tale om, at [person1] har et negativt privatforbrug, og det er i sagen desuden ubestridt at de i sagen omhandlede lån stammer fra allerede beskattede midler.
Man ved således præcis, hvilke personer de i sagen omhandlede lån, overført til [person1]s konto, stammer fra. Derfor var der i dommen en helt anden bevismæssig situation end i nærværende sag, idet [person1] ikke har et negativt privatforbrug og ikke behøver at godtgøre, at lånene stammer fra beskattede midler.
Dokumentation for låneforhold
Skatteankestyrelsen skriver følgende på side 27 i forslag til afgørelse:
” Låneforhold skal kunne dokumenteres eksempelvis ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forretning og afvikling af lån m.v. Der henvises til SKM2013.363.BR, SKM2018.571.BR og SKM2019.184.BR.”
Det bestrides, at det fremgår af de henviste domme, at det er et krav om, at et låneforhold skal
kunne dokumenteres ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forrentning og afvikling af lån m.v.
SKM2013.363.BR
Det fremgår ikke af dommen, at et låneforhold skal kunne dokumenteres ved fremlæggelse af lånedokumenter,
aftaler om forrentning eller afvikling af lån.
SKM2018.571.BR
Følgende fremgår af dommens begrundelse:
” (...) Den af A påberåbte låneaftale er indgået mellem hende og en bekendt, født i 1934, på særdeles fordelagtige vilkår. Der er således ydet lån af en betydelig størrelse med rente- og afdragsfrihed og uden sikkerhedsstillelse af nogen art, uanset det må have fremstået som yderst usikkert, om A ville have mulighed for at tilbagebetale lånebeløbene. Gældsbrevet er først oprettet, da skattemyndighederne begyndte at undersøge sagen, og A har på intet tidspunkt afdraget på gælden, heller ikke i forbindelse med sin modtagelse af et pensionsbeløb på 100.000 kr. Fordringen er efter MS's død overdraget til hendes søster LA's, hvilket ifølge A's forklaring var planlagt forud for MS's død. Kursværdien af fordringen er i forbindelse med bobehandlingen ansat til 1 kr., og boet har i selvangivelsen indregnet tabsfradrag. LA har ikke taget kontakt til A efter sin overtagelse af fordringen.
På denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger har A ikke ved sin forklaring og den øvrige bevisførelse godtgjort, at der består et reelt gældsforhold mellem hende og MS med en reel forpligtelse til tilbagebetaling af de omhandlede beløb. De i 2013 udbetalte beløb på i alt 580.000 kr. må herefter anses for skattepligtig indkomst for A, jf. statsskattelovens § 4. Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge. (...)”
Det fremgår således heller ikke af denne dom, at et låneforhold skal kunne dokumenteres ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forrentning og afvikling af lån. Det fremgår derimod af ovenstående, at byretten bl.a. lægger vægt på, at skatteyder på intet tidspunkt har afdraget på lånene. [person1] har i nærværende sag afdraget en stor del af lånene.
SKM2019.184.BR.
Følgende fremgår af dommens begrundelse:
” Der påhviler som følge af familieforholdet A en skærpet bevisbyrde for, at der foreligger reelle gældsforhold.
Alle afdrag på de pågældende lån er ifølge A's og LM's forklaringer betalt kontant. LM har videre forklaret, at hun ikke indsatte nogen af afdragene på sin konto.
Der foreligger ikke objektive kendsgerninger i form af kontoudtog eller andet, der dokumenterer, at de pågældende afdrag er betalt af A til hans søskende og/eller modtaget af hans søskende.
Retten finder på denne baggrund ikke – uanset de afgivne forklaringer – at det er godtgjort, at der er tale om reelle gældsforhold med tilbagebetalingspligt, hvorfor beløbene må anses for almindelig skattepligtig indkomst.
Det fremgår heller ikke af denne dom, at et låneforhold skal kunne dokumenteres ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forrentning og afvikling af lån. Det fremgår derimod af dommen, at byretten lægger vægt på, at der ikke foreligger objektive kendsgerninger i form af kontoudtog eller andet, der dokumenterer, at de pågældende afdrag er betalt af A til hans søskende og/eller modtaget af hans søskende. I nærværende sag foreligger der netop dokumentation i form af kontoudtog, der dokumenterer, at [person1] har afdraget en stor del af lånene.
Der er således ingen støtte for Skatteankestyrelsens påstand om, at et låneforhold skal kunne dokumenteres ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forretning eller afvikling af lån. Derimod viser både SKM2018.571.BR og SKM2019.184.BR, at der i forbindelse med bedømmelsen af om der foreligger et låneforhold, bliver lagt afgørende vægt på, om der er blevet afdraget på lånene. [person1] har utvivlsomt afraget på lånene, hvilket Landsskatteretten bliver nødt til at lægge vægt på i deres afgørelse.
Derfor er det uforståeligt, hvorfor Skatteankestyrelsen skriver videre på side 28 i forslag til afgørelse, at man lægger vægt på, at låneforholdet mellem [person1] og hans venner ikke er dokumenteret med en låneaftale eller et underskrevet og dateret lånedokument.
Der er i sagen tale om lån mellem venner, der er givet til [person1] i en utrolig svær og sårbar situation, hvor han havde det svært økonomisk, idet han ikke var i stand til arbejde pga. af sin sygdom.
Derfor var det ikke i hans tanker, at der skulle udfærdiges skriftlige lånedokumenter til brug for senere dokumentation over for Skattestyrelsen. Hvis der i virkeligheden var tale om et forsøg på at slippe for beskatning af virksomhedens omsætning, så havde det da være mere oplagt for [person1] at få overført pengene direkte til sin private konto fremfor virksomhedens bankkonto. [person1] har således ikke haft nogen fordel af at modtage lånene på virksomhedens bankkonto fremfor på sin private konto.
Dertil kommer, at der er tale om lån fra nære venner, som stoler på [person1], og blot vil hjælpe ham økonomisk i en svær situation. Overordnet set er der tale om relativt lave beløb, og derfor har det ikke været nødvendigt for [person1] og hans venner at udfærdige lånedokumenter. Det er således ikke usædvanligt, at der i forbindelse med lån af relativt lave beløb mellem venner ikke oprettes lånedokumenter i forbindelse med lånets etablering.
Derfor bliver Landsskatteretten nødt til at tillægge det en betydning, at der er tale om relativt lave lånebeløb, som er givet mellem venner, hvorfor der må være en vis nedre grænse for, hvornår man finder det nødvendigt at udfærdige en skriftlig aftale, når der er tale om lån mellem venner. [person1] indgik således låneaftalerne med sine venner, som stolede på hans evne til at tilbagebetale de lånte beløb, hvorfor ingen af parterne fandt det nødvendigt at indgå andet end en mundtlig aftale. Hertil kommer, at [person1] befandt sig i en meget svær situation i sit liv, hvorfor hverken han eller hans venner mente, at det var på sin plads at bruge tid og resurser på at udfærdige skriftlige låneaftaler, når de stolede på hinanden og derfor kunne nøjes med at indgå aftalerne mundtligt.
Derudover er der under både Skattestyrelsens og Skatteankestyrelsens sagsbehandling fremsendt skriftlige bekræftelser fra långiverne, hvor de under strafansvar bekræfter, at de i sagen omhandlede indsætninger er lån til [person1]. Disse bekræftelser fra långiverne kan ikke stå alene, men skal ses i sammenhæng med den i sagen fremlagte dokumentation og forklaringer vedrørende lånene. Herudover er der fremlagt kopi af SMS-korrespondancer, der viser [person1]s kommunikation med långiverne vedrørende lånene, hvilket ligeledes dokumenterer, at der er ydet lån til [person1].
Dertil kommer, at en stor del af lånene løbende er tilbagebetalt af [person1], hvilket blot underbygger påstanden om, at der er tale om reelle lån med en tilbagebetalingspligt. Hvis der var tale om skjult omsætning i virksomheden, så ville det ikke give nogen mening for [person1] at tilbagebetale pengene. Det understreges ligeledes af SKM2018.571.BR og SKM2019.184.BR, at der i forbindelse med vurderingen af, om der i sagen er tale om reelle lån med en tilbagebetalingspligt, skal lægges afgørende vægt på, om der bliver afdraget på lånene eller ej.
Det gøres derfor gældende, at [person1] med den fremlagte dokumentation i sagen har dokumenteret, at der foreligger låneforhold mellem ham og långiverne.
Vedr. lånet til [person9].
Følgende fremgår af Jur. Vejl. 2024-1, C.C.2.5.3.2.1 Retserhvervelsesprincippet:
” (...) Regel
Retserhvervelsesprincippet er den almindelige hovedregel om, at en indtægt skal regnes med ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den.
Princippet bygger på en fortolkning af SL § 4, stk. 1, om "den skattepligtiges samlede årsindtægter (...) bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi".
Det er altså de "årsindtægter", der er erhvervet ret til i løbet af det enkelte indkomstår, der skal beskattes i dette år. (...)”
Det er således ikke korrekt, når Skatteankestyrelsen skriver på side 28 i forslag til afgørelse, at [person1] har erhvervet endelig ret til beløbet i indkomståret 2019. Som anført tidligere, har betalingen for den ydede rådgivning af [person9] været betinget af, at der kunne opnås et positivt udfald af [person9]s sag med [finans2]. Sagen kan først anses for at være afsluttet med [finans2]s mail af 19. februar 2021, hvori de oplyser, at de frafalder alle deres krav mod [person9], og at de derfor anser sagen for at være afsluttet. [person9] og [person1] havde en no cure no pay-aftale, hvilket gjorde, at [person1] kun kunne opkræve betaling for sit arbejde, hvis sagen blev afsluttet med et positivt udfald for [person9]. For at hjælpe [person1] i en svær situation valgte [person9] at låne 47.937 kr. til [person1] og de aftalte, at hvis sagen ikke endte med et positivt udfald, så skulle [person1] tilbagebetale lånet på normalvis. Hvis [person1]s rådgivning i sagen resulterede i et positivt udfald, så kunne [person1] fakturere [person9] for et tilsvarende beløb. Lånet faldt således først fra med [finans2]s mail af 19. februar 2021, og det er således også på det tidspunkt, at [person1] erhvervede endelig ret til beløbet.
Derfor kan honorarkravet heller ikke have været afregningsmodent inden indkomståret 2021, som Skatteankestyrelsen skriver på side 29 i forslag til afgørelse, idet retten til at modtage betaling for rådgivning ikke var til stede før indkomståret 2021, hvor [finans2] opgav alle kravene mod [person9].
No cure no pay-konceptet betyder, at hvis der ikke foreligger en løsning (cure), så kan man heller ikke forlange betaling for arbejdet (pay). [person9] og [person1] indgik aftale om, at [person1] skulle aflønnes efter no cure no pay-konceptet, og det betyder, at [person9]s problem med [finans2] skulle løses, før [person1] kunne få betaling for sin rådgivning. Derfor bliver Landsskatteretten nødt til at se på, hvornår [person9]s problem kunne betragtes som værende løst, og der er ingen tvivl om, at sagen først blev løst og afsluttet med [finans2]s mail af 19. februar 2021, hvori de oplyser, at de frafalder alle deres krav mod [person9], og at netop skriver, at de anser sagen for at være afsluttet.
Det gøres derfor gældende, at [person1] har godtgjort, at de i sagen omhandlede beløb på 21.200 kr. (26.500 kr. inkl. moms) i indkomståret 2018 og 122.150 kr. (152.687 kr. inkl. moms) i indkomståret 2019 er private lån modtaget fra [person1]s venner, og at beløbene derfor ikke skal medregnes som skattepligtig indkomst, jf. statsskatteloven § 5 c.
(...)”
Retsmøde
Skattestyrelsen er den 29. april 2024 fremkommet med en udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling.
Følgende er anført:
”(...)
Følgende er indstillet:
Klagepunkt | Skattestyrelens afgørelse | Klagers opfattelse | Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse | Skattestyrelsens udtalelse |
Indkomståret 2018 | ||||
Forhøjelse af omsætning i virksomhed | 21.200 kr. | 0 kr. | 21.200 kr. | 21.200 kr. |
Indkomståret 2019 | ||||
Forhøjelse af omsætning i virksomhed | 122.150 kr. | 0 kr. | 122.150 kr. | 122.150 kr. |
Skattestyrelsens begrundelse/vurdering
Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af 12. februar 2024, som indstiller til stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse af 27. maj 2021.
Sagen omhandler, hvorvidt Skattestyrelsen med rette har forhøjet omsætningen i klagers virksomhed med hhv. 21.200 kr. for indkomståret 2018, og 122.150 kr. for indkomståret 2019.
(...)
Skattestyrelsens vurdering
Det fastholdes, at Skattestyrelsen har været berettiget til at anse indsætningerne på klagers konto som yderligere omsætning i klagers virksomhed. Skattestyrelsen finder således ikke, at klager har løftet bevisbyrden for, at indsætningerne har været lån. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at de fremlagte erklæringer fra klagers venner omkring låneforholdene er udarbejdet efterfølgende og til brug for behandlingen af klagers skattesag.
Vedrørende klagers udskrifter fra overførsler, finder Skattestyrelsen ikke, at disse dokumenterer, at beløbene vedrører de indbetalinger, som er bogført i virksomheden som private mellemværender. Vi lægger vægt på, at klager ikke har bogført og reguleret de private mellemværender på tilbagebetalingstidspunkterne, og klager har dermed ikke ageret som at der var tale om et lån.
Hertil bemærkes, at flere af indsætningerne er modsvaret af rådgivningsydelser jf. klagers indlæg af den 5. april 2024.
Skattestyrelsen finder ikke, at de af klager fremlagte sms- og mailkorrespondancer, samt oplysninger om klagers sygdomshistorik kan føre til et andet resultat.
Skattestyrelsen finder således ikke, at klager har godtgjort, at indsætningerne stammer fra allerede beskattede midler, eller midler, der på anden vis er undtaget beskatning, eksempelvis som private lån.
Indsætninger fra [person9] - Retserhvervelsestidspunkt
Skattestyrelsen har i klagers indkomst for 2019 medregnet en række indsætninger, som klager modtog fra [person9] ([person9]) på i alt 47.937 kr. Klager har forklaret, at beløbet oprindeligt var et lån, men at klager løbende har ydet rådgivning for [person9], og at betaling herfor har været betinget af et positivt udfald af [person9]’s sag mod [finans2]. Klager har oplyst, at sagen endte med et positivt udfald i 2021, og klager i den forbindelse fakturerede [person9] for 47.937 kr. Klager har hertil gjort gældende, at da [person9]’s sag først endte i 2021, så har klager først erhvervet endelig ret til beløbet i 2021, hvorfor han ikke skal beskattes af beløbet i indkomståret 2019.
Beskatningstidspunktet følger retserhvervelsestidspunktet, hvilket medfører, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den. Der henvises til UfR 1981.968 H og SKM2003.389.HR.
Det er fortsat Skattestyrelsens vurdering, at beløbet skal medregnes i klagers indkomst for 2019, idet klager på dette tidspunkt havde beløbet til disposition. Det forhold, at klager først har faktureret i december 2020, medfører ikke, at retserhvervelsestidspunktet udskydes, idet klager successivt har erhvervet ret til betalingerne i medfør af løbende rådgivning i indkomståret 2019. Klagers forklaring om, at det påståede lån først faldt fra med [finans2]s mail af 19. februar 2021, kan ikke føre til et andet resultat, idet det lægges til grund, at honorarkravene var afregningsmodne inden indkomståret 2021. Det er endvidere Skattestyrelsens vurdering, at der ikke kan have været tale om et lån, henset til aftalen om, at beløbet kunne tilbagebetales gennem rådgivning.
Ud over ovenstående henvises der til vores begrundelser som anført i den påklagede afgørelse samt i vores supplerende udtalelser af den 16. september 2021, 23. februar 2023 og 12. maj 2023.
Skattestyrelsen finder herved, at klagers omsætning i virksomheden skal forhøjes med 21.200 kr. for indkomståret 2018 og med 122.150 kr. for indkomståret 2019.
(...)”
Repræsentanten er den 15. maj 2024 fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:
”(...)
Det gøres fortsat gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte regnskabet og foretage en
skønsmæssig skatteansættelse, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 2., og at [person1] har godtgjort, at de i sagen omhandlede beløb indkomstårene 2018-2019 er private lån modtaget fra [person1]s venner, og at beløbene derfor ikke skal medregnes som skattepligtig indkomst, jf. statsskatteloven § 5 c.
Tilbagebetaling fra privat konto på ligeledes private lån er anført i linje 191-193 i bogføringen for indkomståret 2018 og linje 241-242 for indkomståret 2019. Da der ikke er tale om en del af virksomhedens regnskab, har disse blot karakter af en privat efterpostering i det private regnskab.
Det skal bemærkes, at bogføringen blev med virkning for indkomståret 2020 omlagt til Economic, og efter revisors anvisning vises saldoen for de private lån ikke for årene efter indkomståret 2019 i virksomhedens bogføring.
Skattestyrelsen skriver ”Klager har, ifølge sit bogføringsmateriale, ikke i takt med overførslerne reduceret saldoen for de private anliggender”. Det er ikke korrekt for indkomstårene 2018 og 2019, hvor de er sket som en årlig efterpostering. Hertil kommer, at hovedparten af betalingerne på de private lån er sket efter indkomståret 2019.
Der henvises derudover til [person1]s tidligere indlæg i sagen og [person1]s bemærkninger af 15. maj 2024 i [sag1].
(...)”
Repræsentanten har den 23. september 2024 fremsendt følgende bemærkninger:
”(...)
I fortsættelse af tidligere indlæg, hvortil der henvises skal [person1] fremkomme med neden stående supplerende bemærkninger.
Skattestyrelsen har ikke truffet afgørelse om skønsmæssig ansættelse af indkomsten
Skatteankestyrelsen har i forslaget til afgørelse side 27-28 foreslået, at Skattestyrelsens afgørelse er skønsmæssig. Det fastholdes, at der ikke er tale om en skønsmæssig ansættelse.
Bevisbyrden for, at der foreligger et sådant grundlag for at tilsidesætte bogføringen, påhviler altid skattemyndighederne, jf. f.eks. UfR 1967.635H og SKM2002.70H, jf. SKATs Jur.Vejl.
A.C.2.1.4.4.2.2.
Det gøres gældende, at denne bevisbyrde ikke er løftet. Navnlig når henses til, at lånebeløbene netop er bogført under konto 9000 og der dermed ved den foretagne bogføring klart er indikeret, at der er tale om ikke-erhvervsmæssig indkomst, men skattefriformuebevægelser, jf. statsskattelovens § 5.
Skattemyndighederne har ikke på andet grundlag – f.eks. ved udarbejdelse af privatforbrugsopgørelser – godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte virksomhedens regnskab.
Hertil kommer, at forudsætningen for at udøve et skatteskøn er, at der er bevisnød, jf. f.eks. Bent Christensen, Forvaltningsret – domstolsprøvelse af forvaltningsakter kapitel 2.5 om skatteskøn, og Fenger, Forvaltningsret, side 319ff. Først i den bevissituation kan skatteforvaltningen skønsmæssigt fastsætte et beløb/værdi til brug for afgørelse af en sag. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag og det er da heller ikke det, som Skattestyrelsen har gjort i den påklagede afgørelse. I afgørelsen er indkomsten forhøjet som følge af de konkrete bank-/MobilPay-indsætninger krone-til-krone. Der er ikke udøvet noget skøn, men foretaget beskatning af disse konkrete indsætninger krone-til-krone.
Bevisbyrde for lån
Skatteankestyrelsen har i forslaget til afgørelse og Skattestyrelsen i høringsudtalelsen henvist til SKM2008.905H/U2009.163H til støtte for, at [person1] på objektivt bestyrket grundlag skal godtgøre, at indsætninger stammer fra midler, der allerede er beskattet og som er undtaget fra beskatning.
I fortsættelse af det i indlæg af 5. april 2024, side 5, om dommen skal det nedenstående supplerende anføres.
I sagen SKM2008.905H/U2009.163H havde SKAT foretaget skønsmæssig forhøjelse af indkomsten ud fra en række indsætninger på bankkonto og ud fra privatforbrugsberegninger. Skatteyderen forklarede, at indsætningerne hidrørte fra en fysisk fælles familiekasse, hvor alle familiemedlemmer efter pakistansk skik indbetalte midler løbende. Skatteyderen fortalte, at nogle af pengene i kassen hidrørte fra salg af en kiosk flere år forinden. Det lå fast, at der forelå negativt privatforbrug. Der henvises til uddraget af landsrettens præmisser i indlæg af 5. april 2024, side 5.
Højesteret stadfæstede dommen af de af landsretten anførte grunde, idet Højesteret fremhævede, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn.
Sagen drejede sig om prøvelse af en skønsmæssig indkomstansættelse. I sager om skønsmæssige indkomstansættelser påhviler det skatteyderen at godtgøre, at det udøvede skøn er åbenbart urimeligt, eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. f.eks. U.2005.3167H. Bevisbyrdekravet for tilsidesættelse af sådanne forvaltningsretlige skøn er efter retspraksis meget højt.
I det tilfælde, hvor skatteyderen forsøger at løfte bevisbyrden for at tilsidesætte det forvaltningsretlige skøn med synspunkter om, at indsætningerne stammer fra en fysisk pengekasse, og at der var tale om allerede beskattede midler, så danner det naturligvis også rammen for domspræmisserne. Og det er åbenbart, at samme beviskrav om, at der skal føres bevis for, at bankindsætninger hidrører fra egne allerede beskattede midler, vil kunne stilles i tilsvarende situationer – men der er ikke grundlag for at udstrække beviskravet til at gælde i andre ikke-tilsvarende situationer.
Der er i nærværende sag ikke tale et nødlidende privatforbrug.
I det tilfælde, så bærer [person1] en bevisbyrde for at redegøre for, hvor overførslerne kommer fra og hvorfor han ikke skal beskattes af indsætningerne – ud fra en helt normal bevisbyrde standard.
Der er intet grundlag for den skærpede bevisbyrde på objektivet grundlag, som Skatteankestyrelsen anfører.
Det er en helt almindelig bevisbyrde, der gælder.
De enkelte overførsler
Der er i indlæg af 5. april 2024, side 3ff redegjort for de enkelte indsætninger og hvorfor der er tale om skattefrie formuebevægelser, som [person1] ikke skal beskattes af. Det skal om de enkelte indbetalinger uddybende anføres følgende.
[person1] har samlet set lånt henholdsvis 26.500 kr. i 2018 og 152.687 kr. i 2019 af 8 af sine venner. Lånene er modtaget af følgende personer:
[person2] ([person2])
[person1] har af [person2] lånt i alt 7.500 kr. i 2018 og 17.000 kr. i 2019. Heraf er 1.500 kr. tilbagebetalt 1. juni 2018, jf. bankkvittering.
Som det fremgår af email af 20 september 2024, jf. bilag A, har [person2] bekræftet, at der er tale om lån.
[person3] ([person3])
[person1] har af [person3] lånt i alt 4.000 kr. i 2018. Lånet er tilbagebetalt med afdragene 22. august 2018 og 30. juni 2023, jf. bankkvitteringer. Der henvises fsva den beløbsmæssige sammensætning til det tidligere fremlagte bilag 33.
Som det fremgår af erklæringer af 20. maj 2021 og 12. oktober 2023, jf. bilag 6 og 37, har [person3] bekræftet, at der er tale om lån, der er afdraget af to tilbagebetalinger. Dette understøttes videre af erklæring af 14. oktober 2023, jf. bilag B.
[person4] ([person4])
[person1] har af [person4] lånt 1.500 kr. i 2018. Lånet blev tilbagebetalt 27. januar 2022.
Der henvises til erklæring af 12. oktober 2023 fra [person4], hvor lånet samt tilbagebetaling heraf bekræftes, jf. bilag 39. Videre henvises til bilag 40 og 47.
[person5] ([person5])
[person1] har af [person5] lånt 1.500 kr. i 2018. Lånet blev tilbagebetalt 1. juli 2019, jf. bankkvittering.
Som det fremgår af erklæring af 20. maj 2021, jf. bilag 10, har [person5] bekræftet, at der er tale om lån, der er afdraget. Der henvises videre til bilag 7, hvor der blev rykket for betaling inden kontrolsagen blev påbegyndt.
[person6] ([person6])
[person1] har af [person6] lånt i alt 2.000 kr. i 2018. Lånet er efterfølgende udlignet 9. maj 2020 med fakturanr. 153, der vedrører [virksomhed1] v/[person1]s rådgivning af [person6]s virksomhed. Der henvises til E-mail af 9. maj 2020, der dokumenterer, at lånet på 2.000 kr. fra 2018 er modregnet i faktura nr. 153.
[person7] ([person7])
[person1] har af [person7] lånt i alt 10.000 kr. i 2018 og 55.000 kr. i 2019.
Der er foretaget følgende afdrag på lånet, jf. bankkvitteringer.
30. august 2022 | 10.000 kr. |
1. november 2022 | 2.000 kr. |
8. november 2022 | 2.000 kr. |
30. december 2022 | 8.000 kr. |
31. januar 2023 | 8.000 kr. |
28. februar 2023 | 8.000 kr. |
31. marts 2023 | 8.000 kr. |
28. april 2023 | 4.000 kr. |
31. maj 2023 | 4.000 kr. |
30. juni 2023 | 4.000 kr. |
1. august 2023 | 4.000 kr. |
8. september 2023 | 5.000 kr. |
Der henvises videre til erklæringer i emailkorrespondance med [person7], der understøtter låneforholdet.
[person8] ([person8])
[person1] har af [person8] lånt i alt 32.750 kr. i 2019. Heraf er 5.000 kr. tilbagebetalt med afdragene 23. maj 2023 (1.000 kr.), 30. juni 2023 (1.000 kr.), 2. august 2023 (1.000 kr.), 8. september 2013 (1.000 kr.) og 8. maj 2024.
[person9] ([person9])
[person1] har af [person9] lånt 47.937 kr. i 2019. [person1] har i perioden
2010-2019 ydet rådgivning til [person9] i forbindelse med en sag med [finans2]. [person1] og [person9] aftalte, at [person1] kunne låne 47.937 kr., og hvis hans rådgivning i sagen resulterede i et positivt udfald, så kunne [person1] fakturere [person9] for et tilsvarende beløb. Den udførte rådgivning blev således udført med en no cure no pay-aftale. Det blev aftalt, at hvis sagen ikke endte med et positivt udfald, så skulle [person1] tilbagebetale lånet. Sagen blev afsluttet 19. februar 2021 med et for [person9] positivt udfald, idet [person9] blev frigjort for et krav på ca. 2 mio. kr. Herefter sendte [person1] en fakturanr. 170 på 47.937 kr. til [person9]. Der er derfor tale om en skattefri formuebevægelse.
Bogføring
Alle de private lån er ført på konto 9000.
(...)”
Indlæg under retsmødet
Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at Skattestyrelsens skattemæssige forhøjelse skal nedsættes til 0 kr., og at klageren er berettiget til fradrag for udgifter i form af tilbagebetaling af lån.
Repræsentanten anførte yderligere, at Skattestyrelsen ikke har foretaget en skønsmæssig ansættelse, idet indkomsten er forhøjet svarende til bankindsætningerne. Videre anførte repræsentanten at klageren har dokumenteret, ar indsætninger er lån fra klagerens venner.
Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes.
Adspurgt oplyste klageren, at årsagen til, at han havde modtaget mange små beløb var til dagligvareindkøb. Adspurgt oplyste klageren desuden, at grunden til at der ikke var oprettet lånedokumenter for så vidt de store modtagne beløb, var at låntageren var en ven af familien.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt indsætninger på klagerens konto i indkomstårene 2018 og 2019 skal anses som skattepligtig omsætning i klagerens virksomhed eller som private lån.
Retten skal desuden tage stilling til, hvorvidt klageren er berettiget til fradrag for udgifter i form af tilbagebetalinger af lån.
Retsgrundlaget
Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.
Det følger af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra c, at indtægter der hidrører fra optagelse af lån, ikke er skattepligtige.
Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af skattekontrollovens § 2, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 1535 af 19. december 2017 med senere ændringer).
Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.
Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, har, hvad enten den pågældende ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligt til på begæring af told- og skatteforvaltningen til denne at indsende sit regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet. Det fremgår af skattekontrollovens § 53, stk. 1.
Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Dette fremgår af skattekontrollovens § 74, stk. 1.
Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006), bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006 med efterfølgende ændringer) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009 med efterfølgende ændringer).
Det fremgår af skattekontrollovens § 53, stk. 1, 1. pkt., at erhvervsdrivende, der fører regnskab, har pligt til efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen at indsende deres regnskabsmateriale med bilag såvel for tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for kontrollen af den pågældende skatteansættelse, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet.
Det fremgår af skattekontrollovens § 74, stk. 1, at hvis en skattepligtig ikke rettidigt har givet skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, kan skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt. Herudover kan skatteforvaltningen ifølge § 74, stk. 2, 1. pkt., foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ved oplysningsfristen udløb, ikke har givet forvaltningen oplysninger som nævnt i § 2, som kan danne grundlag for skatteansættelsen.
Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der kan henvises til Højesteretsdom af 10. oktober 2008, der er offentliggjort i SKM2008.905H, hvor Højesteret fandt, at der i et tilfælde, hvor der løbende over en længere periode blev indsat beløb i den omhandlede størrelsesorden på sagsøgernes bankkonti, sammenholdt med de foreliggende oplysninger om sagsøgernes indtægtsforhold i de pågældende indkomstår, påhviler sagsøgerne at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra beskattede midler.
Låneforhold skal kunne dokumenteres eksempelvis ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forretning og afvikling af lån m.v. Der henvises til SKM2013.363.BR, SKM2018.571.BR og SKM2019.184.BR.
Beskatningstidspunktet følger retserhvervelsestidspunktet, hvilket medfører, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den. Der henvises til UFR 198 H og SKM2003.389.HR.
Landsskatterettens begrundelse og resultat
Landsskatteretten finder, at klagerens bogføring og regnskab ikke opfylder regnskabskravene således at resultatet kan lægges til grund for klagerens skattepligtige indkomst. Den manglende løbende bogføring og manglende adskillelse mellem den private og erhvervsmæssige konto medfører, at det ikke er muligt at foretage kontrol og afstemning af virksomhedens indtægter, og der foreligger derfor ikke et reelt grundlag for at vurdere, hvorvidt virksomhedens omsætning er opgjort korrekt.
Det af repræsentanten i øvrigt anførte, kan ikke føre til et ændret resultat.
Det er herefter rettens opfattelse, at Skattestyrelsen har været berettiget til at tilsidesætte regnskabsgrundlaget og foretage en skønsmæssig ansættelse, jf. skattekontrollovens §, 74, stk. 2.
Indsætninger via MobilePay – yderligere omsætning
For så vidt angår bankindsætningerne i form af MobilePay indbetalinger på klagerens erhvervskonto, finder retten, at Skattestyrelsen har været berettiget til at anse indsætningerne som omsætning, idet der henses til, at beløbene er indsat på den erhvervsmæssige benyttede konto. På denne baggrund finder retten, at det er op til klageren at løfte bevisbyrden for, at indsætningerne på klagerens bankkonto ikke udgør omsætning i virksomheden.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke har godtgjort, at indsætningerne på klagerens bankkonto udgør private lån fra hans venner, der er undtaget beskatning efter Statsskattelovens § 5, stk. 1, litra c.
Retten har lagt vægt på, at låneforholdet ikke er dokumenteret ved en låneaftale eller et underskrevet og dateret lånedokument, der nærmere fastlægger et gældsforhold, herunder med sædvanlige oplysninger om parter, lånet størrelse, renter og vilkår om tilbagebetaling. Desuden er der tale om lån mellem interesseforbundne parter, hvor der efter retspraksis gælder et skærpende dokumentationskrav.
De af klageren påberåbte erklæringer i form af e-mails indgået mellem klageren og hans venner omkring låneforholdene, kan i øvrigt ikke lægges til grund. Retten har lagt vægt på, at erklæringerne først er udarbejdet efter at skattemyndighedernes kontrol blev påbegyndt og således til brug for behandlingen af klagerens skattesag, hvorfor de ikke kan tillægges nogen selvstændig bevismæssig betydning. Der henvises til Byrettens dom af 16. december 2015, offentliggjort i SKM2016.70.BR.
Det af klagen fremlagte udskrift fra [...dk] og hertil forklaring vedrørende sygdom i indkomstårene kan i øvrigt ikke føre til et andet resultat.
Det forhold, at klageren har fremsendt skærmbilleder af beskedsamtaler med [person5] og [person7] af henholdsvis den 29. juni 2019 og den 23. oktober 2020, om at disse personer har overført penge til klageren, er ikke i sig selv fyldestgørende dokumentation. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er overensstemmelse mellem størrelsen af det beløb, som klageren har oplyst at have lånt af [person5] og tilbagebetalingen af den 1. juli 2019.
For så vidt angår indsætningerne fra [person9] i form af honorarbetaling modtaget i indkomståret 2019 på i alt 47.937 kr., finder retten, at klageren har erhvervet endelig ret til beløbet i indkomståret 2019, da klageren på dette tidspunkt havde beløbene til disposition. Det forhold af faktureringen først er sket i december 2020 medfører ikke, at retserhvervelsestidspunktet kan udskydes, idet klageren successivt har erhvervet ret til betalingerne i medfør af løbende rådgivning i indkomståret 2019. Den af klageren fremlagte skrivelse af 19. februar 2021 fra [finans2] kan ikke føre til et andet resultat, idet det lægges til grund, at honorarkravene var afregningsmodne inden indkomståret 2021.
Landsskatteretten finder desuden ikke, at klageren i tilstrækkelig grad har godtgjort, at de udskrifter af bankbevægelser som klageren løbende har fremsendt, kan anses som tilbagebetalinger af de pågældende lån. Retten har lagt vægt på, at nedbringelserne i de private mellemværender ikke er bogført på tilbagebetalingstidspunkterne, hvorved klageren ikke har dokumenteret, at tilbagebetalingerne fra klagerens private konto vedrører de indsætninger som er overført til klagerens erhvervskonto og som er bogført i klagerens virksomhed som private mellemværender.
På denne baggrund finder retten, at klageren ikke har dokumenteret, at beløbene stammer fra midler, der allerede er beskattede, eller som ikke skal beskattes hos klageren. Derfor er det berettiget, at Skattestyrelsen har anset bankindsætningerne på henholdsvis 21.200 kr. ekskl. moms for indkomståret 2018 og 122.500 kr. ekskl. moms for indkomståret 2019 som yderligere omsætning og for at være skattepligtig indkomst for klageren efter reglerne i statsskattelovens § 4.
Landsskatteretten finder endvidere, at klageren ikke har dokumenteret, at tilbagebetalingerne og overførslerne til [person7], [person5], [person3], [person2], [person4] og [person8] er afholdt i virksomhedens interesse, og dermed er en fradragsberettiget udgift. Retten finder herved, at der ikke er grundlag for at godkende fradrag for driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for indkomstårene 2018 og 2019.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.