Kendelse af 06-04-2022 - indlagt i TaxCons database den 01-05-2022

Journalnr. 21-0087218

Motorstyrelsen har givet afslag på klagerens ansøgning om fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af busser i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7 litra a.

Landsskatteretten ændrer Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren er [organisation1], [by1] Kommune. Klageren er en stor organisation for borgere, der er udviklingshæmmede. Klageren består af fire botilbud, der alle er bygget efter almenboliglovens § 105 og med støtte efter servicelovens § 85. Beboerne er omfattet af målgruppen i servicelovens § 108 om varige botilbud. Alle botilbuddene er omfattet af tilsyn fra [...]. Derudover har klageren et aktivitets- og samværstilbud, jf. serviceloven § 104, i [by2], samt beskyttet beskæftigelse, jf. serviceloven § 103 i [by3].

Målgruppen er borgere, der er udviklingshæmmede. En lang række af beboerne fungerer med en udviklingsalder på 3 – 6 år, og flere af beboerne benytter ble, korsetter, kørestole, m.v. Beboerne får ligeledes hjælp til måltiderne og personlig hygiejne. Der er handicaptoiletter med brusebriks i boligerne og i Aktivitets- og samværstilbuddet. Der er installeret loftlifte i mange af lejlighederne i boligerne. Funktionsniveauet for en række af borgerne er på de tidligste udviklingstrin med den pleje og omsorg det indebærer.

Beboerne er visiteret til de fire botilbud på livstid og visiteret til aktivitets- og samværstilbud og beskyttet beskæftigelse indtil folkepensionsalderen. Ofte er beboerne visiteret både til et botilbud og et aktivitets- og samværstilbud eller beskyttet beskæftigelse.

Den omsorg og pleje, der ydes, gives af pædagogisk og sundhedsfagligt personale samt medhjælpere. I nødvendigt omfang benyttes andre faggrupper som ergo- og fysioterapeuter m.v.

Klageren har samlet ca. 200 medarbejdere. I de 4 botilbud, [afdeling5] og beskyttet beskæftigelse er der ca. 120 medarbejdere, og de øvrige medarbejdere yder støtte i borgernes private hjem. Der er ansat pædagoger og social og sundhedsassistenter som de primære medarbejdergrupper, herunder 75 pædagoger, 11 social og sundhedsassistenter, 28 pædagogmedhjælpere og 6 værkstedsassistenter. Herudover er kommunes sygeplejeteam tilknyttet på lige fod med kommunens ældreområde og plejecentre.

Klageren omfatter følgende afdelinger:

- [afdeling1], der er godkendt til 16 pladser (botilbud)

- [afdeling2], der er godkendt til 15 pladser (botilbud)

- [afdeling3], der er godkendt til 12 pladser (botilbud)

- [afdeling4], der er godkendt til 27 pladser (botilbud)

- [afdeling5], der er godkendt til 70 pladser (aktivitets- og samværstilbud)

- [afdeling6], der er godkendt til 50 pladser (beskyttet beskæftigelse)

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyresen har i afgørelse af 1. juli 2021 givet klageren afslag på anmodning om afgiftsfritagelse ved anskaffelse af busser, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a.

Motorstyrelsen har anført følgende (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsens afgørelse

I kan ikke blive fritaget for at betale registreringsafgift for busser til [afdeling5].

Beskrivelse af institutionen

[afdeling5] er et samværs- og aktivitetstilbud i [by1] Kommune. Tilbuddet bliver drevet efter bestemmelserne i § 104 i Lovbekendtgørelse nr. 1287 af 28. august 2020 (serviceloven).

Heraf fremgår:

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.

[afdeling5] er godkendt med 70 pladser fordelt på to afdelinger med hhv. 60 og 10 pladser.

Af datacvr.virk.dk fremgår, at [afdeling5] er registreret med branchekoden ”881020 Dagcentre m.v.”.

Sagens faktiske forhold

Af [...dk] fremgår:

Aktivitets- og samværstilbuddet jf. §104 retter sig især mod personer med behov for socialt samvær og aktiviteter i fællesskab. Formålet er, at målgruppen, kan komme hjemmefra og deltage i sociale aktiviteter, og hvor der er mulighed for at udfolde sig sammen med andre og deltage i et socialt fællesskab.

Aktivitets- og samværstilbuddet har til formål at øge den enkeltes livskvalitet i dagligdagen, samt skabe et indholdsrigt liv for de borgere, der har så store begrænsninger, at de ikke kan deltage i egentlig beskæftigelse i forhold til arbejdsmarkedet grundet betydelig nedsat fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Aktivitets- og samværstilbuddet yder støtte og omsorg, herunder sundheds og sansestimulerende aktiviteter som kan være aktiviteter, der medvirker til at forbedre kommunikation, give tryghed, forbedre trivsel, valgmuligheder og medindflydelse.

Aktivitets- og samværstilbuddet har en vigtig funktion som et fristed, der kan give gode betingelser for personlig udvikling. Tilbuddet har fokus på borgernes interesser og ønsker og støtter borgerne i at udfolde sig gennem oplevelser, kreativitet, motion og sociale relationer.

Af oplysningerne i sagen fremgår, at [afdeling5] er splittet lidt op. De 10 pladser er målrettet en gruppe af meget svagt fungerende borgere med blind/døv problemstilling. Det er borgere, der er meget sårbare, og derfor ikke magter at være sammen med de øvrige borgere. Borgerne bor i et kommunalt botilbud for døv/blinde. Der er fælles budget for alle pladserne, så i praksis fungerer det som en fysisk beskyttelse af denne lille gruppe.

[afdeling5]s åbningstider er mandage, onsdage og torsdage kl. 8-16; tirsdage kl. 8-15 og fredage kl. 8-14.

Borgerne kommer dels fra egne botilbud, dels hjemmeboende dels fra [by4] Kommunes botilbud i [by5].

Borgernes fremmødetid er individuelt vurderet, men [by1] Kommunes kvalitetsstandard lægger vægt på deltidspladser. En lang række borgere har brug for tæt struktur hele dagen, og er derfor visiteret på fuldtid.

Af [...dk] fremgår, at 60 pladser har en normering på 5,95 borgerrettede timer pr. plads pr. uge fordelt med:

Øvrige arbejdsfunktioner 37 timer / uge

Pædagogisk medhjælp 130 timer / uge Specialpædagogisk arbejde og omsorg 185 timer / uge Ledelse 5 timer / uge

10 pladser med en normering på 13,4 borgerrettede timer pr. plads pr. uge fordelt med:

Specialpædagogisk arbejde og omsorg 111 timer / uge

Pædagogisk medhjælp 18 timer / uge

Ledelse 5 timer / uge

Jeres bemærkninger til forslaget

Vi har den 22. juni 2021 fået en mail fra [person1] vedhæftet et brev med disse bemærkninger:

Sag nr. [...] påtænkt afslag på afgiftsfritagelse til [organisation1] – [afdeling5] i [by2]

[by1] Kommune har modtaget brev om, at Skat påtænker at give afslag på afgiftsfritagelse til [afdeling5] i [by2]. Det fremgår, at Skat ikke mener, at [afdeling5] falder ind under betegnelsen ”lignende institution”, som den er beskrevet i § 2, stk. 1, nr. 7, litra a i registreringsafgiftsloven.

Ud fra en konkret vurdering er det Skats opfattelse, at borgerne i [afdeling5] set under et ikke kan sammenlignes med borgere på plejehjem eller ældrecentre. Der lægges vægt på, at medarbejdernormeringen er lav, og Skat anser det derfor ikke sandsynligt, at der udføres den pleje og behandling, der gives på plejehjem og ældrecentre. Skat bemærker, at der er en højere normering i afdelingen for borgerne med døvblinde problematikker.

[by1] Kommunes bemærkninger til det påtænkte afslag:

Det er kommunens opfattelse, at der udføres omfattende pleje i begge afdelinger af [afdeling5] i [by2]. Hovedparten af borgerne, der er visiteret til [afdeling5] er omfattet af målgruppen til servicelovens § 108 (længerevarende botilbud). Borgerne bor i boliger oprettet efter almenboliglovens § 105, og modtager støtte efter servicelovens § 85. Der er ligeledes borgere, der bor hos forældre, og en mindre gruppe der bor i egen lejlighed med omfattende socialpædagogisk støtte. Hovedparten af borgere har behov for døgndækning, og omfattende støtte og pleje. Hovedparten af borgerne kan ikke være alene på uforudsigelige tidspunkter.

Et Aktivitets- og Samværstilbud har jf. bekendtgørelsen til opgave at tilbyde vedligeholdende og udviklende aktiviteter til borgerne. Det er dog ikke muligt at gennemføre aktiviteter med borgere, såfremt der først er behov for bleskift, bad, madning m.v.

[afdeling5] har ikke alene handicaptoiletter, men også badeforhold til liggende bad. Der er loftlift, da en del borgere ikke har støttefunktion, og dermed kun kan forflyttes med lift og sejl. En stor part af borgerne benytter ble, og ud over at blive skiftet, gives der bad, når borgerne er i en situation, hvor de ikke kan afvente bad, til de kommer hjem i deres botilbud.

En stor del af borgerne er kørestolsbrugere, brugere af rollatorer og gangstativer. Der er etableret Snoezelrum, til sansestimulering.

[afdeling5] har i afdeling 1 en normering med 10 ansatte i direkte borgerkontakt. Afdeling 1 har 60 pladser, men har en gennemsnitsbelægning på 54 pladser. Afdeling 2 har ansat 4 medarbejdere. [afdeling5]s to afdelinger er en del af kommunens uddannelsestilbud. Det betyder, at der altid er pædagogstuderende, og pædagogisk assistentelever. Begge grupper er ud over den faste normering. Der er altid minimum en pædagogstuderende og en pædagogisk assistentelev i begge af [afdeling5]s afdelinger. Derudover er der ledelse og administrativ hjælp fra organisationens kontor.

Der er overvejende ansat medarbejdere med en pædagoguddannelse samt social- og sundhedshjælper og omsorgsmedhjælpere.

Skat vurderer, at der ikke udføres pleje og behandling som på et plejecenter, bl.a. på baggrund af en lav normering. [by1] Kommune er ikke enig i denne betragtning. En lav normering får betydning for omfanget af aktiviteter ikke for omfanget af den personlige pleje. Der kan ikke gennemføres aktiviteter med borgere, hvor der ex. er behov for bleskift og bad pga. afføring i bleen. Det er ikke noget, der kan planlægges til at forekomme i hjemmene. Der foregår dagligt mange bleskift samt tøjskift.

[...]

Vores bemærkninger

Vi er enige i, at hovedparten af borgerne i tilbuddet er omfattet af målgruppen for længerevarende botilbud. Også i, at [afdeling5] er indrettet handicapvenligt, og at en stor del af borgerne er kørestolsbrugere, brugere af rollatorer og gangstativer.

Det er fortsat vores opfattelse, at borgerne i tilbuddet kan deltage i sociale aktiviteter, hvor de har mulighed for at udfolde sig sammen med andre og deltage i sociale fællesskaber.

Tilbuddet er opdelt i to afdelinger: Afdeling 1 med 10 ansatte til 60 pladser og Afdeling 2 med 4 ansatte til 10 pladser.

Det fremgår, at [afdeling5]s to afdelinger er en del af kommunens uddannelsestilbud. Derved er der altid pædagogstuderende og pædagogiske assistentelever på afdelingerne. Begge grupper er ud over den faste normering.

Det er vores opfattelse, at disse grupper er under uddannelse, og de indgår ikke i personalenormeringen. De kan derfor ikke anses for at være plejepersonale på lige fod med de øvrige ansatte.

Det fremgår videre, at en lav personalenormering får betydning for omfanget af aktiviteter men ikke for omfanget af den personlige pleje af borgerne.

Det er dog vores opfattelse, at den pleje og behandling samt de aktiviteter, som bliver tilbudt borgerne i tilbuddet, langt hen ad vejen vil være proportional med personalenormeringen som helhed.

Ud fra de foreliggende oplysninger, er det fortsat vores opfattelse, at kun en mindre del af borgerne i tilbuddet er syge og plejekrævende på en sådan måde, at de har behov for – og modtager – intensiv og konstant pleje.

Derved kan de aktiviteter, som borgerne i tilbuddet som helhed får, ikke sammenlignes med den pleje og behandling, der bliver givet til borgere på plejehjem og ældrecentre.

Vores begrundelse for afgørelsen

Vi anser ikke [afdeling5] for at være en ”lignende institution”, som den er beskrevet i § 2, stk. 1, nr. 7, litra a i registreringsafgiftsloven.

Det er vores opfattelse, at [afdeling5] tilbyder borgere mulighed for at udfolde sig sammen med andre og deltage i sociale fællesskab.

Ud fra en konkret vurdering er det vores opfattelse, at borgerne i [afdeling5] set under et ikke kan sammenlignes med borgere på plejehjem eller ældrecentre.

Vi har set på de aktiviteter, der foregår i [afdeling5]. Det er aktiviteter, der har til formål at øge den enkelte borgers livskvalitet i dagligdagen.

Vi har lagt afgørende vægt på, at 60 af de 70 pladser har en meget lav personalenormering. Vi anser derfor ikke borgerne på disse pladser for at modtage pleje- og behandling, der kan sidestilles med den intensive pleje og behandling, der bliver givet på plejehjem og ældrecentre. På de øvrige 10 pladser er der en højere personalenormering.

Det er en betingelse for at få afgiftsfritagelse, at de pleje- og behandlingskrævende borgere udgør mere end halvdelen af institutionens samlede antal borgere (målt på antal pladser).

Med baggrund i ovenstående finder vi ikke, at de arbejdsopgaver, [afdeling5] som helhed og set under et udfører, er af en karakter, der kan sidestilles med den intensive pleje og behandling, der bliver givet på plejehjem og ældrecentre.

Ud fra jeres oplysninger om pleje- og behandlingsbehovet hos borgerne, normeringen og det arbejde, som personalet udfører, mener vi derfor ikke, at I opfylder betingelserne for at få afgiftsfritagelse.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har den 23. september 2021 nedlagt påstand om, at anmodningen om afgiftsfritagelse ved anskaffelse af busser, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a, skal imødekommes.

Klageren anført følgende til støtte for påstanden (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsen lægger i deres afslag til grund, at tilbuddet i Aktivitets- og Samværstilbuddet – benævnt [afdeling5] i [by2] ikke kan anses som ”lignende institutioner” jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk.1, nr.7, litra a.

Motorstyrelsen begrunder med, at den pleje og behandling samt de aktiviteter, som bliver tilbudt borgerne i tilbuddet, langt hen ad vejen vil være proportional med personalenormeringen som helhed.

Motorstyrelsen er af den opfattelse at kun en mindre del af borgerne i tilbuddet er syge og plejekrævende på en sådan måde, at de har behov for – og modtager – intensiv og konstant pleje. Motorstyrelsen tilkendegiver, at borgerne i [afdeling5] i [by2] set under et ikke kan sammenlignes med borgere på plejehjem og ældrecentre.

Motorstyrelsen oplyser, at det er en betingelse for at få afgiftsfritagelse, at de pleje- og behandlingskrævende borgere udgør mere end halvdelen af institutionens samlede antal borgere (målt på antal pladser)

Motorstyrelsen begrunder ligeledes med, at det er deres opfattelse, at pædagogstuderende og pædagogiske assistentelever ikke indgår i personalenormeringen, og derfor ikke kan anses som at være plejepersonale på lige fod med øvrige ansatte.

Motorstyrelsen henviser til eksempel på en sag i Højesteret i 2006 vedr. ”lignende institutioner”.

[by1] Kommune er uenig med Motorstyrelsen på samtlige punkter.

Motorstyrelsen begrunder med, at mindst halvdelen af borgerne skal være plejekrævende. De borgere der er visiteret til [afdeling5] i [by2] jf. servicelovens §104 er alle plejekrævende. Ingen af borgerne kan fungere uden pædagogisk omsorg, pleje og hjælp. Hovedparten, hvilket vil sige langt over halvdelen, har brug for intensiv pleje og hjælp til alle dagens og livets funktioner. En meget lille del af borgerne bor i egen bolig, men med stor hjælp i dagligdagen. Samtlige andre borgere bor i botilbud jf. almenboliglovens § 105, og modtager støtte efter servicelovens § 85. Tilbuddene er sidestillet med varige botilbud jf. servicelovens § 108, hvor visitationskriteriet er, at borgerne har behov for omfattende omsorg og pleje, og væsentlige pædagogiske indsatser.

Borgerne kan ikke være alene på uforudsigelige tidspunkter, og kan dermed ikke varetage egne interesser.

Det er beskrevet i ansøgningen, at borgerne bruger ble, og at der udføres bad. Der er installeret handicap bad og toilet, med loftlifts, badebrikse, badestole m.v. De borgere der ikke benytter ble, hjælpes på toilettet, og får her hjælp til at sætte tøj og vaske hænder, alt for at sikre et vist hygiejneniveau. Det kan derudover oplyses, at borgerne benytter kropskorsetter, benskinner, kørestol, gang- og ståstativer, rollatorer m.v. De får hjælp til maden, enten ved udskæring eller de mades og enkelte får sondemad, enten gennem næsesonde eller mavesonde. Samtlige borgere har behov for samme eller højere plejeniveau som på et plejecentre. Kriteriet – ikke at kunne være alene på uforudsigelige tidspunkter, er væsentligt ift. en visitation til et botilbud med døgndækning. Det drejer sig om borgere, der ikke kan være alene, indtil der evt. kommer en medarbejder, uden der er risiko for væsentlig skade. Ex kan borger forlade boligen, uden at vide hvor de går hen, de er ikke trafiksikre, de kan ikke selv tage mad og noget at drikke, gå på toilet

m.v. Kørestolsborgere kan blive kvalt i eget sekret, da de ikke kan hoste igennem, de kan ikke selv rette sig op i deres stole, med risiko for tryksår m.v.

Borgerne der visiteres til [afdeling5] er så handicappet, at det er eneste beskæftigelsesmulighed. Borgerne er derfor visiteret i en lang årrække, fra de går ud af folkeskolen, til de pensioneres.

[afdeling5]s målgruppe og indhold i dagligdagen kan derfor fuldt ud sidestilles med indholdet på et plejecenter, og kan dermed betegnes som et ”lignende tilbud”.

Motorstyrelsen begrunder med, at [afdeling5] har en lav normering, samt at de er af den opfattelse, at studerende og elever ikke kan medregnes i normeringen. Det er korrekt, at [afdeling5] har været omfattet af besparelser, og dermed ikke længere har en normering, der hedder 1-3, men nu har en normering på 1-6. Heri skal medregnes, at en stor del af borgerne har en ugentlig hjemmedag, således at det bliver muligt for dem, at få hverdagen til at hænge sammen. På deres hjemmedage går de til frisør, læge, køber ind m.v. Ting der qua borgernes handicapniveau ikke kan nås uden for deres tilbud i A- huset. Det betyder, at der ikke møder det fulde antal borgere ind hver dag. Vi anfægter, at Motorstyrelsen ikke vil medregne pædagogstuderende og elever. Begge områder indgår med en faktor af 32 timer om ugen, samt 5 timer til uddannelse. Der er fast en pædagogstuderende og en elev i [afdeling5], da [by1] Kommune prioriterer uddannelse højt, og ser det som en rekrutteringsmulighed. Pædagogstuderende og elever er lønnet, og indgår i arbejdstilrettelæggelsen. [by1] Kommune har en puljeordning, således at det enkelte tilbud ikke selv skal finde pengene i deres budget. De indgår derfor ikke i personalenormeringen og budgettet, men det ændrer ikke på, at de indgår i arbejdet. Da de ikke er indregnet i [afdeling5]s budget, kan de ikke oplyses på Tilbudsportalen, som Motorstyrelsen benytter til at kontrollere faktuelle oplysninger.

Derudover har [afdeling5] jobsøgende i virksomhedspraktik, og yderligere pædagogstuderende i øvelsespraktik. Det er ikke faste ordninger, og kan derfor ikke medregnes som andet end et supplement.

Det er i øvrigt [by1] Kommunes opfattelse, at det ikke bør være en normering, der kan afgøre, om tilbuddet er omfattet af afgiftsfritagelse jf. lovgivningen, men at det nødvendigvis må være borgernes plejebehov.

Handicapbussen skal indrettes til brug for bl.a. kørestolsbrugere, hvorfor der er behov for lift og mulighed for bespænding af kørestole.

[...]”

Motorstyrelsen udtalelse

Motorstyrelsen har den 7. oktober 2021 sendt følgende udtalelse (uddrag):

”[...]

[afdeling5] har 70 pladser fordelt på to afdelinger med hhv. 60 og 10 pladser.

[by1] Kommune skriver i klagen, at alle borgere i tilbuddet er plejekrævende. Videre at ingen af borgerne kan fungere uden pædagogisk omsorg, pleje og hjælp. Hovedparten har brug for intensiv pleje og hjælp til alle dagens og livets funktioner. En meget lille del af borgerne bor i egne boliger, men med stor hjælp i dagligdagen. Samtlige andre borgere bor i botilbud jf. almenboliglovens § 105, og modtager støtte efter servicelovens § 85.

Det er vores opfattelse, at borgerne på de 60 pladser, ikke er syge og plejekrævende på en sådan måde, at de har behov for – og modtager – intensiv og konstant pleje.

Der er tilknyttet flere pædagogstuderende og pædagogiske assistentelever, som ikke indgår i personalenormeringen. Som udgangspunkt anser vi ikke studerende og elever for at kunne sidestilles med plejepersonale.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a at fritaget for afgift er køretøjer, som omhandlet i § 5 a, stk. 1 der af plejehjem, ældrecentre og lignende institutioner, eventuelt med reduceret sædetal, anvendes til befordring af beboere eller hjemmeboende ældre, der er visiteret til aktiviteter på institutionen for at få vedligeholdt deres fysiske eller psykiske færdigheder.

Af afsnit I.A.1.3.4 Busser i Den juridiske vejledning fremgår:

Ved vurderingen af om en konkret institution kan anses for at være en lignende institution, bliver der taget hensyn til, om hovedparten af beboerne/klienterne er pleje- eller behandlingskrævende opholdet ikke overvejende er af midlertidig karakter (under 3-6 måneder), og der er ansat eller permanent tilknyttet plejepersonale, og at der foregår en egentlig pleje/behandling.

Hvis en institution har både pleje- og behandlingskrævende borgere og normalt fungerende borgere, er det en forudsætning for afgiftsfritagelse efter lovens § 2, stk. 1, nr. 7 a, at de pleje- og behandlingskrævende borgere udgør mere end halvdelen af institutionens samlede antal borgere.

Det er vores opfattelse, at Motorstyrelsens afgørelse af 1. juli 2021, journal nr. [...] om ikke at imødekomme anmodningen om at blive fritaget for at betale registreringsafgift for busser til [afdeling5] i [by2], jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a, bør fastholdes.

[...]”

Klagerens bemærkninger

Klageren har den 14. oktober 2021 sendt følgende bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsen fastholder deres afgørelse samt begrundelser for deres afslag i deres skrivelse af 7.10.2021 til Skatteankestyrelsen.

Motorstyrelsen fremkommer i skrivelsen ikke med nye oplysninger ift. deres afslag.

[by1] Kommune er forundret og uforstående over for Motorstyrelsens påstande om, at borgerne i [afdeling5] i [by2] ikke er omfattet af målgruppen i registreringsafgiftslovens § 2 stk.1, nr. 7 litra a.

Samtlige borgere er visiteret til [afdeling5] for at få vedligeholdt deres fysiske eller psykiske færdigheder. Hovedparten af borgerne er plejekrævende på en sådan måde, at de har behov for, og modtager, intensiv og konstant pleje. Det drejer sig om borgere, der ikke kan være alene. [afdeling5] er indrettet med et væld af hjælpemidler, herunder sanserum (snoezelrum), handicaptoiletter og badeværelse med badebriks og loftlift.

Det fremgår af registreringsafgiftsloven og Den juridiske vejledning, at plejecentre og dagcentre er omfattet af afgiftsfritagelse. Oftest er dagcentrene bygningsmæssigt integrerede i plejecentrene, hvorfor plejen af de ældre er et fælles anliggende.

Borgerne der er visiteret til [afdeling5] i [by2] køres til [afdeling5], hvorfor der ikke er mulighed for, at de kan modtage plejen i deres bolig i det tidsrum, hvor de er i [afdeling5].

Ingen af borgerne kan tage initiativ til en selvstændig aktivitet. Motorstyrelsen hæfter sig i afgørelsen og i deres bemærkninger af 7.10. ved, at der er tilknyttet flere pædagogstuderende og pædagogiske assistent elever, som ikke indgår i personalenormeringen. Motorstyrelsen skriver, at de, som udgangspunkt, ikke anser studerende og elever for at kunne sidestilles med plejepersonale. Det er en forkert antagelse. Begge grupper er aflønnet i deres praktikker, og deres praktikker har en varighed af 1/2 år. Derudover er der øvelsespraktikker for pædagogstuderende og forskellige ordninger for de pædagogiske assistent elever af kortere varighed. De er ikke medregnet.

Studerende og elever indgår i det daglige arbejde, og deltager fuldt ud i plejen. Det er en markant del af deres læring. [by1] Kommune har på voksenspecialområdet valgt, at elever og studerende aflønnes af puljer for ikke at belaste det enkelte praktiksted. Det er eneste årsag til, at de ikke fremgår af normeringen. For dagtilbud- og skoleområdet i [by1] Kommune aflønnes af den enkelte institution, hvorfor såvel elever som studerende er en del af normeringen. I praksis er der dog ingen forskel. Det er derfor vores opfattelse, at Motorstyrelsen fejlagtigt lægger vægt på et budgetmæssigt forhold, og ikke ser på den praktiske tilrettelæggelse i tilbuddene. Det bemærkes i øvrigt at plejecentrene i [by1] Kommune benytter samme centrale finansiering, og at det, heller ikke her, betyder, at sosuelever ikke indgår i plejen.

Motorstyrelsen argumenterer primært ift. et afslag på baggrund af en dårlig normering. I [by1] Kommune er vi forundrede over, at normering vurderes lig handicaptyngde, og at det stort set alene er det parameter, der medfører afslaget. [by1] Kommune læser registreringsafgiftsloven og Den juridiske vejledning således at det er borgerne handicaptyngde og dermed plejebehov, der er afgørende for, om der kan bevilliges afgiftsfritagelse. Det er vores klare opfattelse, at borgerne der er visiteret til [afdeling5] i [by2] er målgruppe for afgiftsfritagelse, og at det at der er en lav normering ikke kan overskygge og tillægges den væsentligste betydning. Med den anskuelse kan vi frygte, at kommuner, uden de store midler, vil få afslag alene af den grund.

[...]”

Motorstyrelsens bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været i høring hos Motorstyrelsen, der har sendt følgende bemærkninger (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling og har følgende bemærkninger:

Motorstyrelsen kan tiltræde, at på baggrund af det oplyste om klagers samlede virke, pleje- og behandlingsbehov hos beboerne i botilbuddene, og med den bistand der ydes disse, af personalet både fysisk og psykisk anses det for tilstrækkeligt dokumenteret, at betingelserne for afgiftsfritagelse i henhold til i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1 nr. 7 litra a, dagældende lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017, er opfyldt.

Ansættelsen indstilles således ændret.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i Køretøjsregistreret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020.

Det er udgangspunktet, at der betales fuld registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1 — 3, lovbekendtgørelse nr. 1194 af 2. juni 2021.

Fritaget for afgift er dog køretøjer, som omhandlet i § 5 a, stk. 1, der af plejehjem, ældrecentre og lignende institutioner, eventuelt med reduceret sædetal, anvendes til befordring af beboere eller hjemmeboende ældre, der er visiteret til aktiviteter på institutionen for at få vedligeholdt deres fysiske eller psykiske færdigheder. Køretøjerne kan ud over kørsel som nævnt i 1. pkt. benyttes til andre formål, der er i institutionens interesse. Køretøjerne kan have flere institutioner som brugere, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1 nr. 7, litra a.

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelser af 7. maj 2014, j.nr.13-0057253 og 9. september 2020, j.nr. 18-0001151, at en institution, der er organiseret i forskellige afdelinger beliggende på forskellige adresser, som helhed skal opfylde betingelserne for afgiftsfritagelse i relation til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a. Afgørende for, om ansøgningen om afgiftsfritagelse kan imødekommes er herefter, om klageren som helhed opfylder betingelserne for afgiftsfritagelse i henhold til bestemmelsen. Det forhold, at klagerens beboere deltager i “beskyttet beskæftigelse” og ”aktivitets- og samværstilbud ”, der er organiseret i tilknytning til boformen, medfører ikke, at klageren alene på den baggrund, ikke kan anses for opfylde kravene til afgiftsfritagelse ved anskaffelse af busser til transport af klagerens beboere.

I dom af 4. september 2006 (SKM 2006.651 HR) udtalte Højesteret, at der skal anvendes et pleje- og behandlingskriterium ved fortolkningen af “lignende institutioner”, herunder om der er behov for en så intensiv og konstant pleje, at institutionen kan anses for omfattet af “lignende institutioner”.

Henset til klagerens samlede virke, beboernes pleje- og behandlingsbehov, og den bistand, klageren yder disse, finder Landsskatteretten, at betingelserne for afgiftsfritagelse i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a, dagældende lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017, er opfyldt.

Anmodningen om fritagelse for registreringsafgift af busser til transport af klagerens beboere imødekommes derfor.