Kendelse af 05-08-2024 - indlagt i TaxCons database den 06-09-2024
Motorstyrelsen har givet afslag på anmodningen om, at registreringsafgiften for sagens køretøj beregnes efter de regler, der var gældende til og med den 17. december 2020.
Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.
Sagens køretøj er en [virksomhed1] Passat Variant med stelnummer [...] (reg.nr. [reg.nr.1]).
Klageren registrerede køretøjet den 31. december 2020 med [person1] som den primære ejer og bruger af køretøjet. Klageren er registreret efter registreringslovens §§ 14 og 15, og har derfor selv angivet afgiften for køretøjet.
Motorstyrelsen modtog den 30. december 2020 følgende henvendelse fra klageren:
”Emne: Bil og motor | Bindende købsaftale
Telefon: [...]
Mail: [...@...dk]
Kontakt mig i tidsrummet: Hele dagen
Vi ønsker at bruge de regler, der var gældende til og med den 17. december 2020.
[person1]
(Personnummer udeladt)
[...]”
Klageren fremlagde i samme forbindelse en slutseddel om køb af køretøjet underskrevet af [person1] den 30. december 2020.
Motorstyrelsen fastsatte ved afgørelse af den 27. april 2022 registreringsafgiften på ny, jf. lov nr. 203 af 13. februar 2021, som har medført en ny måde at beregne registreringsafgift. Motorstyrelsen traf afgørelse om, at klageren havde betalt for lidt i registreringsafgift, og at klageren derfor skulle efterbetale 13.887 kr. i registreringsafgift.
Motorstyrelsen har truffet afgørelse om afslag på anmodningen om, at registreringsafgiften for køretøjet beregnes efter de regler, der var gældende til og med den 17. december 2020, jf. overgangsordningen om bindende købs- og leasingaftale.
Motorstyrelsen har som begrundelse herfor anført, at købsaftalen er indgået den 30. december 2020. Betingelsen om, at købsaftalen skal være indgået senest den 17. december 2020, er derfor ikke opfyldt.
Klageren har nedlagt påstand om, at registreringsafgiften for køretøjet skal beregnes efter de regler, der var gældende til og med den 17. december 2020.
Klageren har til støtte herfor fremsendt følgende mailkorrespondance af 17. november 2020 mellem køber og sælger:
”Re:SV:SV:SV: Evt bytte.
From: [person1] (...)
To: [person2] (...)
Date: 17-11-2020 14:50
Subject: Sv: Sv: Sv: Evt bytte.
Hej [person2]
Det ser fint ud.
Vi skal bare være sikre på, at den kan indregistreres i 2020, så der ikke kommer prisstigning på af hensyn til bytteprisen på kr. 105-110,- jf. tilbuddet fra den 3. november 2020.
Det er du vel enig i?
MVH
[person1]
Fra: [person2] (...)
Sendt: 17. november 2020 09:31
Til [person1] (...)
Emne: Re: Sv: Sv: Evt. bytte.
Hej [person1]
Jeg har sat dit navn på denne Passat, og HÅBER vi kan få den indreg. i 2020, således vi kan beholde [...] kampagnen på bilen.
Indtil videre, står produktionen til uge 51, så der er et lille håb endnu (...)
Med venlig hilsen (...)
[person2]
Sælger”
Klageren fremsendte sammen med mailen af den 17. november 2020 et billede fra klagerens interne system, hvoraf følgende bl.a. fremgik:
”Stelnr > > >[...]
Model...: Passat Var [...] (...)
Bemærkninger.: ØNSKER LEV. I 2020 (...)
Reserveret til ordre: (...) [person1] (...)”
Klageren har som begrundet klage anført følgende:
”Hermed fremsendes begrundelse for uenighed over klageafgørelsen, skrevet af kunde/Køber:
Hej [person2]
Det som ankes over er jo, at vi påstår, at vi har aftalt, at du skal skaffe en dieselbil til mig og jeg skal sælge min benzinbil til dig. Den aftale ligger jo langt før lovændringen.
Det fremgår af almindelig aftaleret, at en mundtlig aftale også har vægt og det er blot dette, som vi opponerer mod.
Jeg fik ikke underskrevet slutsedlen grundet Coronasituationen m.v., men havde da klart regnet med, at vi havde en aftale alligevel. Jeg købte jo også bilen, da den kom til Danmark, som aftalt.
Da jeg er meget ærlig, har jeg af samme grund på slutsedlen skrevet den dato, som jeg underskrev slutsedlen - alt andet er jo forkert.
Det ændrer jo ikke på, at vi telefonisk og via mail langt tidligere før lovændringen aftalte, at vi skulle have en diesel Passat i stedet for en benzinbil, idet benzinbilen var et fejlkøb, som vi ikke kan bruge til at trække vores campingvogn med.
Det er disse oplysninger, som SKAT burde have.”
Motorstyrelsens udtalelse
Motorstyrelsen har afgivet følgende udtalelse i forbindelse med klagebehandlingen:
”Klager har indsendt et billede af bestilling og mailkorrespondance. Mailkorrespondancen er foregået mellem [person1] (sagspart) og [person2] ([virksomhed1] – [by1]) den 17. november 2020. Afgørelsen påklages, da klager mener at dokumentet godtgør, at der er indgået en bindende købsaftale før den 17. december 2020.
Indsendte dokumentation i forbindelse med klagen er en reservation af køretøjet. Af korrespondancen fremgår det, at sælger ”håber” at køretøjet kan blive indregistreret inden årets udgang. Ellers kan ”[...]” kampagnen på bilen ikke beholdes. Der fremgår ingen underskrifter fra parterne på dokumentet.
Endvidere er slutsedlen gennemgået igen. Slutsedlen er udarbejdet den 14. december 2020 og skrevet under af sælger samme dato. Køber har underskrevet slutsedlen den 30. december 2020, hvilket betyder, at der først er indgået en gensidig bindende købsaftale den 30. december 2020. Dermed er betingelsen for, at der skal være indgået en bindende købsaftale senest den 17. december 2020 ikke opfyldt.
En gennemgang af sagen på baggrund af klagen har ikke medført ændring af Motorstyrelsens afgørelse. Afgørelsen af den 3. august 2021 fastholdes.”
Retsgrundlaget
Når der i det følgende henvises til ændringsloven, er dette en henvisning til lov nr. 203 af 13. februar 2021 med de ændringer, der følger af § 7 i lov nr. 2191 af 30. november 2021. Når der i det følgende henvises til aftaleloven, er dette en henvisning til lov nr. 242 af 8. maj 1917 med senere ændringer indtil den 17. november 2020.
Lovændringerne i registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven og vægtafgiftsloven fremgår af ændringslovens §§ 1-3.
Det følger af ændringslovens § 9, stk. 1, at § 1, § 2, nr. 12, og § 3, nr. 8, træder i kraft den 1. juni 2021.
Det fremgår af ændringslovens § 9, stk. 4, at § 1, § 2, nr. 12 og § 3, nr. 8, har virkning fra og med den 18. december 2020, jf. dog stk. 9-11.
Det følger af ændringslovens § 9, stk. 8, 1. pkt., at for køretøjer, der afgiftsberigtiges i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 31. maj 2021, fastsættes registreringsafgiften på ny efter denne lovs ikrafttræden med de ændringer, der følger af § 1, § 2, nr. 12, og § 3, nr. 8.
Det følger af ændringslovens § 9, stk. 9, 1-4 pkt., at for køretøjer, for hvilke der er indgået en bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger senest den 17. december 2020, og som i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 1. juli 2021 anmeldes til registrering, og hvor der i forbindelse med registreringen indsendes anmodning om, at køretøjet skal afgiftsberigtiges efter de regler, som var gældende den 17. december 2020, finder stk. 8 ikke anvendelse. Disse køretøjer afgiftsberigtiges efter de satser, som var gældende den 17. december 2020. Anmodning skal indsendes til told- og skatteforvaltningen senest den 31. december 2021, og der skal vedlægges dokumentation for, at der er indgået en bindende købsaftale mellem forhandler og slutbruger senest den 17. december 2020. Virksomheder registreret efter registreringsafgiftsloven §§ 14 og 15 kan dog selv angive registreringsafgiften for disse køretøjer, men skal senest den 31. december 2021 indsende en erklæring om anvendelse af de hidtil gældende regler og dokumentation for, at der senest den 17. december 2020 er indgået en bindende købsaftale.
Det følger af aftalelovens § 1, at tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren. Det fremgår også, at reglerne i §§ 2-9 kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet følger af tilbuddet eller svaret eller af handelsbrug eller anden sædvane.
Det fremgår af aftalelovens § 5, at afslås tilbud, er det bortfaldet, selv om fristen for svar endnu ikke er udløbet.
Det følger af aftalelovens § 6, stk. 1, at svar, som går ud på, at tilbud antages, men som på grund af tillæg, indskrænkninger eller forbehold ikke stemmer med tilbuddet, anses som afslag i forbindelse med nyt tilbud.
Af aftalelovens § 6, stk. 2, 1. pkt. følger det, at dette dog ikke gælder, når afsenderen af svaret går ud fra, at det er overensstemmende med tilbuddet, og tilbudsgiveren må indse dette.
Landsskatterettens bemærkninger
Klageren er registreret efter registreringsafgiftslovens §§ 14 og 15, og klageren har således selv angivet registreringsafgiften for køretøjet. Klageren skulle senest den 31. december 2021 indsende en erklæring om anvendelse af de hidtil gældende regler og dokumentation for, at der senest den 17. december 2020 var indgået en bindende købsaftale, jf. ændringslovens § 9, stk. 9, 4. pkt.
Klageren har den 30. december 2020 fremlagt en slutseddel om køb af køretøjet underskrevet af [person1] den 30. december 2020. Landsskatteretten finder ikke, at det på denne baggrund er dokumenteret, at der er indgået en bindende købsaftale inden for fristen.
Klageren har desuden fremsendt en mailkorrespondance af 17. november 2020 som dokumentation for, at der er indgået en bindende købsaftale senest den 17. december 2020. Landsskatteretten finder, at det på baggrund af mailkorrespondancen kan lægges til grund, at der fra klageren til [person1] forelå et tilbud om salg af køretøjet. Landsskatteretten finder også, at det kan lægges til grund, at [person1] ved mail af 17. november 2020 accepterede tilbuddet med det forbehold, at køretøjet blev registret i 2020, således at der ikke ville ske en prisstigning. Landsskatteretten finder herefter, at [person1]s accept grundet forbeholdet ikke stemmer med tilbuddet, hvorfor [person1]s svar må anses som afslag i forbindelse med nyt tilbud, jf. aftalelovens § 6, stk. 1. Landsskatteretten lægger til grund, at [person1] ikke gik ud fra, at svaret var i overensstemmelse med tilbuddet, jf. aftalelovens § 6, stk. 2, hvorfor tilbuddet fra klageren er bortfaldet, jf. aftalelovens § 5.
Retten bemærker desuden, at det stelnummer, som fremgår af billedet i mailkorrespondancen af 17. november 2020, ikke er identisk med det stelnummer, som er registreret i køretøjsregisteret den 31. december 2020, og som fremgår af slutsedlen af 30. december 2020.
Det af klageren i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat.
Landsskatteretten finder på denne baggrund, at det ikke er dokumenteret, at der er indgået en bindende købsaftale senest den 17. december 2020.
Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.