Kendelse af 06-02-2024 - indlagt i TaxCons database den 06-03-2024

Journalnr. 21-0112566

Motorstyrelsen har opkrævet 119.626 kr. i registreringsafgift, idet Motorstyrelsen har fundet, at sagens køretøj blev anvendt til andet end erhvervsmæssig personbefordring og derfor skal afgiftsberigtiges med fuld registreri,ngsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, jf. § 2, stk. 3.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagens køretøj, en Mercedes-Benz Sprinter, 316 CDI MPV Standard, med stelnummer [...], var på observationstidspunktet registreret med registreringsnummer [reg.nr.1] og med [virksomhed1] v/[person1] som ejer og bruger. Køretøjet er en personbil med maksimum 9 siddepladser.

Ifølge CVR-registeret er [virksomhed1] v/[person1], CVR-nr. [...1], herefter virksomheden, en enkeltmandsvirksomhed med branchekode 494100 Vejgodstransport, som har registreret adresse på [adresse1], [ø1].

Virksomheden søgte den 27. november 2016 om tilladelse til afgiftsfritagelse af køretøjet, som skulle anvendes til erhvervsmæssig persontransport. Af kvitteringen til anmeldelsen fremgår:

”Afgiftsfritagelsen gælder kun for personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes dertil.”

I Køretøjsregistret fremgår det, at der den 29. november 2016 blev indsat følgende klausul på køretøjet:

”Tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes dertil”

Den 9. maj 2021 blev køretøjet af en anonym anmelder observeret på [virksomhed2]s parkeringsplads i Tyskland, hvor chaufføren efter sigende var i færd med at læsse varer ind i køretøjet. Motorstyrelsen modtog den anonyme anmeldelse herom den 31. maj 2021. Efterfølgende har virksomhedens indehaver, [person1], givet følgende forklaring til Motorstyrelsen:

"han og en chauffør var taget ned til en Autoforhandler for at sælge køretøjet med registreringsnummer [reg.nr.1], de var kørende i 2 biler og havde forventet, kun at køre i det ene tilbage til [ø1]. Da de ikke kunne blive enige om prisen beholdt [person1] køretøjet. Chaufføren oplyste til [person1], at han lige ville handle en gave til hans kone, da det var Mors dag – [person1] var ikke vidende om at chaufføren kørte i [virksomhed2]. [person1] erkender, at det er privat kørsel og at det ikke er i overensstemmelse med lovgivningen.”

Motorstyrelsen har modtaget fire billeder af køretøjet fra observationstidspunktet. Billederne viser bl.a. en person og en indkøbsvogn med varer, herunder tre kasser sodavand, stå ved siden af det åbne køretøj, som var parkeret på [virksomhed2]s parkeringsplads.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har opkrævet virksomheden 119.626 kr. i registreringsafgift under henvisning til, at køretøjet blev anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse som personbil med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6.

Motorstyrelsen har anført følgende begrundelse for afgørelsen:

”Køretøjet er afgiftsfritaget som personbil med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport. Efter bestemmelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6 må køretøjet udelukkende anvendes til dette formål. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring.

Motorstyrelsen finder, at køretøjet har været anvendt til et privat formål, da [virksomhed1]’s chauffør benyttede køretøjet til at handle privat ind i [virksomhed2] i Tyskland. Denne private benyttelse er i direkte strid med reglerne for afgiftsfritagelsen af køretøjer, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, hvor det fremgå, at køretøjet udelukkende må anvendes til erhvervsmæssigt personbefordringer.

Det er Motorstyrelsens opfattelse, at køretøjet ikke længere anses for værende omfattet af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6 når køretøjet er blevet anvendt til privat kørsel. Køretøjet skal derfor afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens §§ 4-5e, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt jf. registreringsafgiftsloven § 2, stk. 3.”

Klagerens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke skal ske afgiftsberigtigelse med fuld registreringsafgift, da sagens køretøj ikke har været anvendt i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6.

Virksomhedens repræsentant har til støtte for sin påstand anført, at chaufførens valg om at afholde sin i henhold til overenskomsten retsmæssige spisepause på [virksomhed2]s parkeringsplads, som ligger i Tyskland på ruten retur fra autoforhandleren, må anses som værende erhvervsmæssig kørsel:

”Inden chauffør [person2] kunne køre hjem, skulle han holde sin spisepause. Chauffør [person2] var ansat under overenskomsten "Turistoverenskomsterne" mellem DI Overenskomst II (ATV) og [...] Fagligt Fællesforbund, [...]. I henhold til denne overenskomst, § 2, stk. 5, skal chaufføren have en spisepause for hver påbegyndt 4,5 time. Pausen er selvbetalt og defineres dermed som frihed. Chaufføren skal kunne forlade bilen, og kan han ikke det, defineres det som arbejde, jf. mail af 23. august 2021 fra [...].

Chauffør [person2] vælger selv stedet, hvor frokostpausen kan holdes. Chauffør [person2] valgte at parkere bilen på [virksomhed2]s store parkeringsplads og at holde sin pause der. [virksomhed2] har adressen [adresse2], [by1], Tyskland og ligger på vejen hjem fra [virksomhed3] A/S og i en afstand af ca. 1,2 km derfra.

Det foreligger således klart, at i hele dette forløb er der tale om erhvervsmæssig kørsel.”

I forhold til transport af varer har repræsentanten anført, at der ikke foreligger det nødvendige bevis for, at chaufføren transporterede noget til [ø1]:

”Ifølge en anonym kilde har Motorstyrelsen gjort gældende, at chaufføren skulle have (1) købt varer og (2) taget dem med hjem. Der er fremlagt et (1) foto, der viser en indkøbsvogn stående ved siden af bilen indeholdende nogle få kasser Coca Cola. Det kan ikke afgøres på dette grundlag med den fornødne sikkerhed, om det er varer, chauffør [person2] havde købt, og om det er varer, han bragte med hjem til [ø1].”

Subsidiært har repræsentanten anført, at der må gælde et "de minimis" hensyn:

”Det gøres gældende, at der gælder et "de minimis" hensyn.

[...] I denne sag er det uklart, hvad og hvor meget, der er taget med hjem (transporteret), men lægges det til grund, at der er transporteret noget, må det ud fra hensynet til bevisbyrden og til kravet om, at der skal være en overskridelse af en vis bagatelgrænse, føre til, at der ikke kan kræves betaling af fuld registreringsafgift (det subsidiære anbringende for den principale påstand).”

Desuden har repræsentanten anført, at Motorstyrelsen ikke har jurisdiktion overfor handlinger foretaget i Tyskland med henvisning til registreringslovens § 35:

”Det gøres desuden gældende, at Motorstyrelsen ikke har jurisdiktion overfor handlinger foretaget i Tyskland. Ifølge§ 35 i registreringsloven er den alene gældende i Danmark, og der er i loven ikke dækning for, at den kan gøres gældende overfor køretøjer indregistreret i Danmark men anvendt i udlandet. Den af Motorstyrelsen påberåbte SKM2013/342SR ændrer ikke herpå. Det skal præciseres, at Motorstyrelsen, side 9 i afgørelsen, begrunder afgørelsen med at "køretøjet blev anvendt i forbindelse med private køb af varer i [virksomhed2]". Det er altså den "tyske aktivitet", som Motorstyrelsen baserer sin afgørelse på (det mere subsidiære påstand for den principale påstand)”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen fastholder den påklagede afgørelse:

”Motorstyrelsen bemærker, at [person1] den 29. juni 2021 på et telefonopkald til Motorstyrelsen erkendte, at der var tale om privat kørsel og at det ikke var i overensstemmelse

med lovgivningen, [person1] frafaldt 14 dages fristen for indsendelse af dokumentation på baggrund af, at der ikke var noget, der kunne godtgøre, at turen til [virksomhed2] var erhvervsmæssigt.

Motorstyrelsen anerkender at kørslen fra hjemadressen på [ø1] og til [virksomhed3] A/S i [by1] er i virksomhedens interesse.

Der foreligger billeddokumentation for at Chauffør [person2] læsser varer ind i vognen.

Under hvilken gældende overenskomst Chauffør [person2] var ansat, er ikke en del af registreringsafgiftsloven og at Motorstyrelsen udelukkende gør gældende, at køretøjer er afgiftsfrit og ikke må anvendes til privat indkøb samt fragt af samme, der er virksomheden [virksomhed1] uvedkommende”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om Motorstyrelsen med rette har opkrævet fuld registreringsafgift for sagens køretøj, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, jf. § 2, stk. 3, idet Motorstyrelsen har fundet, at virksomheden har anvendt køretøjet til private formål.

Retsgrundlaget

Af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, fremgår:

”Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker. Afgiften svares i forbindelse med et køretøjs første registrering, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov.”

Af registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Følgende køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. dog stk. 2-5 og §§ 5 og 7 a-7 h:

1) Motorkøretøj. Dette gælder dog ikke motorkøretøjer, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg med selvkørende enheder.”

Det følger af registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 6:

”Fritaget for afgift er:

6) personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes hertil, eller til transport af blod og organer,”

Af registreringsafgiftsloven § 2, stk. 3, fremgår:

”Et køretøj, som er fritaget for afgift efter stk. 1-2, afgiftsberigtiges efter §§ 4-5 e, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt.”

Det følger af registreringsafgiftsloven § 20, stk. 1:

”For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.”

Af taxibekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 405 af 8. maj 2012 om taxikørsel m.v., § 1, stk. 1, fremgår:

”Ved erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport og offentlig servicetrafik) forstås kørsel i et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af højst 9 personer føreren medregnet

1)	med personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller sammenslutning, der udfører eller lader kørslen udføre, jf. dog stk. 5,

2)	som udføres mod vederlag, idet godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger, f.eks. udgifter til benzin eller olie, ikke anses som vederlag, eller

3)	som udgør den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål.”

Det følger bl.a. af Skatterådets bindende svar af 24. maj 2013, offentliggjort som SKM2013.342.SR:

”Når bilen er indregistreret i Danmark og kører med danske nummerplader, skal den til stadighed opfylde betingelserne for registreringen, herunder også ved kørsel uden for landets grænser.”

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Det fremgår af sagens oplysninger, at sagens køretøj blev observeret på [virksomhed2]s parkeringsplads i Tyskland den 9. maj 2021.

Virksomhedens indehaver har til Motorstyrelsen forklaret, at indehaveren og chaufføren var kørt til en autoforhandler i Tyskland for at købe et nyt køretøj og eventuelt sælge sagens køretøj. Da de ikke kunne blive enige om prisen, solgte virksomheden ikke køretøjet, som chaufføren herefter kørte retur til [ø1].

Det fremgår af ordlyden af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, at personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport udelukkende må anvendes hertil.

Henset til, at virksomheden har foretaget kørsel i køretøjet til Tyskland med det formål at sælge køretøjet, finder Landsskatteretten allerede af den grund, at køretøjet er blevet anvendt til et formål, der ikke er erhvervsmæssig persontransport, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6, idet kørslen ikke kan anses for at være omfattet af definitionen af erhvervsmæssig persontransport, jf. taxibekendtgørelsens § 1, stk. 1.

Landsskatteretten finder herefter, at køretøjet skal indregistreres og afgiftsberigtiges som personbil efter § 4, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3.

Virksomheden ejede køretøjet på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden og hæfter derfor for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt.

Det i øvrigt anførte af klageren kan ikke føre til et andet resultat. Køretøjet er registreret i Danmark, og registreringsafgiftsloven er derfor gældende, også for så vidt angår anvendelsen af køretøjet i udlandet, jf. SKM2013.342.SR.

Landsskatteretten stadfæster derfor Motorstyrelsens afgørelse.