Kendelse af 22-10-2024 - indlagt i TaxCons database den 29-11-2024

Journalnr. 22-0011670

Klageren har for indkomståret 2020 anmodet om at anvende reglerne for grænsegængere og derved få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. For indkomståret har klageren tillige indberettet befordringsfradrag med 18.283 kr. og rejsefradrag med 28.600 kr.

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i indkomståret 2020 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og derfor ikke kan anvende reglerne for grænsegængere. Endvidere har Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag og rejsefradrag i indkomståret 2020.

Landsskatteretten finder, at klageren er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark og at klageren herefter ikke kan anvende reglerne for grænsegængere i indkomståret 2020.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende befordringsfradrag og rejsefradrag.

Faktiske oplysninger

Klageren er polsk statsborger og blev registreret i det danske folkeregister den 28. maj 2018. Klageren er registreret uden en bopælsadresse i Danmark.

Klageren har oplyst, at han i indkomståret 2020 har boet på adressen [adresse1], [by1], sammen med tre andre personer, herunder to kollegaer. Ifølge oplysninger fra Bygnings- og Boligregisteret (BBR) er boligen registreret som et stuehus til landbrugsejendom på 135 m² med fem værelser og to toiletter.

Klageren blev den 29. maj 2018 ansat som kabelarbejder i Danmark hos [virksomhed1] A/S. Der er fremlagt dokumentation for, at klageren blev genansat ved arbejdsgiveren pr. 11. maj 2020.

Klageren har oplyst, at han i indkomståret 2020 har arbejdet på midlertidige arbejdssteder og at klageren ikke har mødt ind på en fast arbejdsadresse. Ifølge en fremlagt ansættelseskontrakt har klageren været ansat til at arbejde i fire uger efterfulgt af en uges fri.

I indkomståret 2020 har klageren modtaget A-indkomst fra [virksomhed1] A/S med 397.177 kr. Ifølge klagerens skatteoplysninger har klagerens arbejdsgiver for det omhandlede indkomstår indberettet 2.025 arbejdstimer.

Det fremgår videre af klagerens skatteoplysninger, at klageren i det omhandlede indkomstår har haft en arbejdsgiveradministreret pensionsordning og modtaget indkomst fra aldersopsparing ved [virksomhed2], ligesom klageren har modtaget førtidig udbetaling af feriemidler på grund af corona.

Klageren har fremlagt en oversigt fra sin arbejdsgiver samt lønsedler for indkomståret 2020. På oversigten fremgår det, hvilke dage klageren har været på arbejde og hvor mange arbejdstimer, han har haft de pågældende dage.

Ifølge oversigten har klageren haft 31 arbejdsuger varierende fra tre til seks arbejdsdage a 6 til 16 arbejdstimer i perioden fra mandag til lørdag. Ved en gennemgang af oversigten kan det konstateres, at klageren har arbejdet i alt 165 dage i 2020. Af lønsedlerne fremgår det, at klageren i uge 2, 3 og 4 har været på fædreorlov, mens det fremgår af oversigten, at klageren ikke har arbejdet i perioden fra den 14. marts og frem til genansættelsen den 11. maj. Klageren har over for Skattestyrelsen oplyst, at han rejste til Danmark den 26. april 2020, hvor han var i karantæne i 14 dage indtil den 10. maj 2020.

Klageren har ægtefælle og børn i Polen, hvor klageren har bopælsadresse på [adresse2], [by2]. Hertil er der fremlagt vielsesattest, polsk bopælsattest af 17. august 2017, certifikat for skattemæssigt hjemsted (CFR-1) og dokumentation for, at klagerens ægtefælle ikke har haft indkomst i Polen i indkomståret 2020.

For indkomståret 2020 har klageren via TastSelv indberettet befordringsfradrag med 18.283 kr. Befordringsfradraget er beregnet ud fra 8 arbejdsdage og med 1.130 km.

Klageren har fremlagt rejsedokumenter i form af færgebilletter og flybilletter for rejserne til og fra Polen i det omhandlede indkomstår. Der er fremlagt syv færgebilletter fra Danmark til Tyskland og fire færgebilletter fra Tyskland til Danmark, samt én flybillet fra Danmark til Polen og to flybilletter fra Polen til Danmark. Det fremgår af flybilletterne, at de er købt i klagerens navn, mens det fremgår af færgebilletterne, at der har været tre til fem unavngivne passagerer.

Ifølge rejsedokumenterne har klageren rejst til Polen 8 gange i løbet af indkomståret 2020. Ved at sammenholde klagerens fremlagte rejsedokumenter og oversigt over arbejdsdage/- og timer, kan det konstateres, at klageren har rejst til Polen på den sidste arbejdsdag i en arbejdsperiode og har rejst retur til Danmark på den sidste fridag inden en ny arbejdsperiode.

Klageren har den 21. april 2021 anmodet Skattestyrelsen om beskatning efter reglerne for grænsegængere. Skattestyrelsen har sendt forslag til afgørelse den 4. november 2021, og har dannet ny årsopgørelse, opgørnr. 2, den 26. november 2021.

Skatteankestyrelsen har i forbindelse med sagsbehandlingen anmodet klageren om at fremsende materiale for det omhandlende indkomstår, herunder bl.a. bankkontoudskrifter og oplysninger om klagerens boligforhold i Danmark, hvilket klageren ikke har reageret på. Skatteankestyrelsen har endvidere anmodet klageren om oplysninger om klagerens midlertidige arbejdssteder hos [virksomhed1] A/S i løbet af indkomståret 2020, hvilket klageren ikke har reageret på.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren har haft skattemæssigt hjemsted i Danmark i indkomståret 2020, og at han derved ikke har kunnet anvende grænsegængerreglerne. Derudover har Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren ikke har været berettiget til fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Polen og arbejdspladsen i Danmark samt fradrag for rejseudgifter i indkomståret 2020.

Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:

"[...]

Skattestyrelsen kan ikke imødekomme din anmodning om, at blive omfattet af grænsegængerreglerne i kildeskattelovens afsnit 1 A. Dette skyldes, at du anses for at være fuld skattepligtig til Danmark på grund af bopæl i Danmark på adressen [adresse1], [by1], dette i henhold til kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr. 1. Du anses også for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Du har ikke mulighed for at udnytte din ægtefælles personfradrag, idet din ægtefælle ikke er fuldt skattepligtig til Danmark og der således ikke kan ske sambeskatning i henhold til kildeskattelovens § 4 stk. 2.

Du er godt nok ikke tilmeldt i folkeregisteret i Danmark, men da du opholder dig i Danmark det meste af tiden, jævnfør nedenfor, anses du for at være bosat i Danmark, og derfor for, at være fuldt skattepligtig i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. nr. 1, nr. 1.

Du har oplyst, at du er gift og at din ægtefælle bor i Polen. Skattestyrelsen har modtaget dokumentation for din ægtefælles bopæl og indkomst i Polen.

Du har arbejdet som fuldtidsansat i Danmark hos [virksomhed1] A/S siden den 28. maj 2018. Du er fortsat ansat i samme virksomhed her i 2021.

Du har indsendt dokumentation på, at du også har haft bolig til rådighed sammen med din ægtefælle i Polen. Du anses derfor for, at være omfattet af reglerne om dobbelt domicil, da du har bolig til rådighed i Danmark og Polen.

Forholdet om hvor du skal anses som skattemæssigt hjemmehørende skal løses ved brug af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4 stk. 2.

Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4 stk. 2, at hvor en fysisk person må anses for hjemmehørende i begge stater, skal vedkommende anses for hjemmehørende i den stat, hvor han enten:

-	har fast bopæl til rådighed
-	har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser)

-	sædvanligvis opholder sig
-	er statsborger

Der er tale om en prioriteret orden.

Da du har en helårsbolig til rådighed i begge stater, også i Danmark, selvom du ikke ejer eller selv leje boligen, har du opholdt dig der, derfor skal du anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor du har midtpunkt for dine livsinteresser.

I Skatterådets afgørelser vedrørende spørgsmålet om skattemæssigt hjemsted i SKM2016.496.SR, SKM2018.564.SR, SKM2019.64.SR samt SKM2019.79.SR kunne det ikke afgøres, i hvilken stat Spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser. Dette var begrundet i, at Spørger i disse sager i det væsentlige havde sine personlige interesser i én stat og sine økonomiske interesser i en anden stat. Spørger skulle derfor i disse sager anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han eller hun sædvanligvis havde ophold.

Det er tilsvarende Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke kan afgøres, i hvilken stat du har midtpunkt for dine livsinteresser, idet du på den ene side i en lang årrække har haft alle dine økonomiske forbindelser i Danmark og på den anden side har din familie i Polen.

Du skal derfor efter Skattestyrelsens opfattelse anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor du sædvanligvis opholder dig.

Du har oplyst, at du har vært i Polen i 184 dage og i Danmark i 182 dage i 2020.

Ud fra de indsendte oplysninger, har du når Skattestyrelsen tillægger dine rejsedage (hvor du også har opholdt dig i Danmark) og de nye oplysninger, hvor du har været i Danmark i perioden 260420-210520, har du været i Danmark i 213 dage.

Du har indsendt en del bilag for dine rejser hjem til Polen.

Men det fremgår ikke at bilagene er dine, kun de 3 flyrejser, her fremgår dit navn.

På den baggrund er det Skattestyrelsen opfattelse, at du må anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til artikel 4, stk. 2, litra b), i den dansk-polske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet du sædvanligvis opholder dig i Danmark.

Når du anses for at være hjemmehørende i Danmark med sædvanlig bopæl her, kan du ikke blive omfattet af grænsegængerreglerne i kildeskattelovens afsnit IA og har derfor ikke mulighed for at udnytte ægtefællens uudnyttet personfradrag i henhold til kildeskattelovens § 5 C stk. 2).

[...]"

Udtalelse fra Skattestyrelsen

I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 24. februar 2022 udtalt, at der ikke er nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at han har haft skattemæssigt hjemsted i Polen i indkomståret 2020, og at han derved kan anvende grænsegængerreglerne. Derudover har klageren nedlagt påstand om, at han er berettiget til fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Polen og arbejdspladsen i Danmark samt fradrag for rejseudgifter i indkomståret.

Til støtte for påstanden er bl.a. anført:

"Jeg er ikke enig med Skattestyrelsen beslutningen om at jeg har sædvanlige bopæl I Danmark.

Jeg bor i Polen og min sædvanlige bopæl er i Polen og jeg fuld skattepligtig i Polen."

I et bilag til klagen har klageren endvidere anført følgende:

"Min sædvanlige bopæl er i Polen og jeg er også fuld skattepligtig i Polen se blanket CFR-1.

I år 2020 begyndte jeg at arbejde i Danmark fra den 27. januar indtil den dag var jeg hjemme i Polen (adresse: [adresse2], [by2], Polen).

Nedenfor er datoerne for min opholdsdage i Polen i 2020.

I år 2020 jeg havde 8 ture til Danmark og 8 ture til Polen. Afstand mellem bopæl og arbejdsplads er 1130 km.

Fra 01-01-2020 til 26-01-2020 (26 dage), fra 07-02-2020 til 17-02-2020 (11 dage), fra 13-03-2020 til 11-05-2020 (60 dage), fra 04-06-2020 til 16-06-2020 (13 dage), fra 10-07-2020 til 27-07-2020 (18 dage), fra 21-08-2020 til 07-09-2020 (18 dage), fra den 02-10-2020 til 12-10-2020 (11 dage), fra 06-11-2020 til 17-11-2020 (12 dage), fra 18-12-2020 til 31-12-2020 (14 dage).

Jeg er ansat på en arbejdsplads, hvor arbejdet efter sin karakter er midlertidig eller hele tiden flytter sig.

Det vil sige, at man f.eks. ikke møder på samme faste arbejdsadresse dagligt, men arbejder på forskellige arbejdspladser i kortere perioder, som eksempelvis inden for håndværkerbranchen.

Jeg bor i Polen og afstand mellem min midlertidige arbejdssted o min sædvanlige bopæl i Polen er så stor at jeg ikke har mulighed for overnatte på min sædvanlige bopæl i Polen og rejse frem og tilbage hver dag.

Det er derfor fratrukket jeg 28600 kr.

I 2020 jeg var i Danmark i 182 dage og i Polen i 184 dage (se vedhæftet fil fra arbejdsgiveren). Mit ophold i Danmark har pauser og jeg ikke opholder sig i Danmark i 6 måneder ad gangen."

Klageren er ikke kommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal for indkomståret 2020 tage stilling til klagerens skattepligt og skattemæssige hjemsted for at kunne afgøre, om klageren har kunnet anvende reglerne for grænsegængere og derved få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover skal Landsskatteretten tage stilling til, om klageren for det samme indkomstår har været berettiget til befordringsfradrag og rejsefradrag, herunder hvor klageren har haft sædvanlig bopæl efter ligningslovens § 9 A og § 9 C.

Skattepligt - dobbelt domicil

Retsgrundlaget

Af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, fremgår:

"§ 1

Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:

1. personer, der har bopæl her i landet,
2. personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende,

[...]"

Af artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen af 6. december 2001 (herefter dobbeltbeskatningsoverenskomsten), fremgår følgende:

"Art. 4

Skattemæssigt hjemsted

Stk. 1. I denne overenskomst anvendes udtrykket "hjemmehørende i en kontraherende stat" på enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende kriterium, dog med undtagelse af personer, som kun er skattepligtige i denne stat af den indkomst, som disse personer har erhvervet fra kilder i denne stat eller af formue, der beror i denne stat

Stk. 2. Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;
d)	hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

[...]"

Der er tale om en prioriteret orden i artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, som fortolkes i overensstemmelse med OECD's modeloverenskomst.

Af kommentarerne til artikel 4 om skattemæssigt hjemsted i modeloverenskomsten, fremgår bl.a. følgende:

"[...]

12. Litra a) betyder derfor, at ved anvendelse af overenskomsten (dvs. hvor der er en konflikt mellem lovene i de to stater) anses bopælen for at være det sted, hvor den fysiske person ejer eller råder over en bolig. Denne bolig skal være af vedvarende karakter, dvs. den fysiske person skal have etableret og bibeholdt den til stadig brug, i modsætning til det at opholde sig et bestemt sted under sådanne vilkår, at det er åbenbart, at opholdet er tilsigtet at være af kort varighed.

13. Med hensyn til begrebet "bolig" skal det bemærkes, at enhver form for bolig kan tages i betragtning (hus eller lejlighed, som tilhører eller er lejet af den fysiske person, lejet møbleret værelse). Men boligens varige karakter er væsentlig. Dette betyder, at personen skal have arrangeret det således, at boligen er til vedkommendes rådighed kontinuerligt til enhver tid, og ikke lejlighedsvis med henblik på et ophold, som efter årsagen til det i sagens natur er af kort varighed (ferierejse, forretningsrejse, uddannelsesrejse, deltagelse i kursus på en skole osv.). Et hus, som ejes af en fysisk person, kan f.eks. ikke anses for at være til rådighed for den fysiske person, når huset er udlejet og reelt overdraget til en udenforstående part, således at den fysiske person ikke længere er i besiddelse af eller har mulighed for at bebo huset.

[...]"

Fuldt skattepligtige til Danmark, der er dobbeltdomicileret og anses for skattemæssigt hjemmehørende i en anden stat, og tillige tjener mindst 75 % af deres samlede indkomst i Danmark, kan vælge at blive beskattet efter grænsegængerreglerne og derved bl.a. få overført en ægtefælles uudnyttet personfradrag. Det fremgår af kildeskattelovens §§ 5 A-D.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Klageren har i indkomståret 2020 haft en bolig til rådighed i Danmark på adressen [adresse1], [by1], hvor klageren har opholdt sig under sine ophold i Danmark.

Som følge heraf finder Landsskatteretten, at klageren i indkomståret 2020 som udgangspunkt har været fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Det ændrer ikke herved, at klageren ikke registreret med bopæl på adressen i det danske folkeregister, da boligen ud fra sagens oplysninger har været til rådighed for klageren kontinuerligt til enhver tid i indkomståret.

Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen i det omhandlede indkomstår, foreligger der en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Det lægges i denne sammenhæng til grund, at klageren har været fuldt skattepligtig til Polen efter deres regler.

Klageren skal herved anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har haft midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a.

Klageren har arbejdet hos [virksomhed1] A/S i indkomståret 2020, hvor klageren har haft en årlig indtægt på 397.177 kr. Klagerens økonomiske interesser er på baggrund heraf i Danmark, hvilket taler for, at han skal anses for at have haft midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark. Der foreligger i den forbindelse ikke oplysninger om, at klageren har haft en polsk indkomst i indkomståret.

For så vidt angår personlige interesser har klageren haft sin ægtefælle og børn i Polen, som han efter det oplyste jævnligt har besøgt. Klageren har således haft sine personlige interesser i Polen.

Da klageren har haft økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, kan det ikke herudfra afgøres, i hvilken stat klageren efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten er hjemmehørende. Klageren skal i stedet anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis har ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.

Ved at sammenholde de fremlagte rejsedokumenter for klagerens rejser til Polen og oversigten over klagerens arbejdstimer og arbejdsuger i Danmark kan klagerens ophold, når klagerens rejsedage medregnes som opholdsdage i begge lande, opgøres til 217 dage i Danmark og 164 dage i Polen for indkomståret 2020.

Klageren har således ud fra det fremlagte haft flere opholdsdage i Danmark end i Polen. Klageren anses herefter for at have været skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i det omhandlende indkomstår, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Som følge heraf har klageren ikke kunne anvende reglerne for grænsegængere i indkomståret 2020, jf. kildeskattelovens §§ 5 A-D. Klageren har således ikke været berettiget til at få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter kildeskattelovens § 5 C.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår dette punkt.

Befordringsfradrag

Retsgrundlaget

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Bevisbyrden påhviler - i overensstemmelse med hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag - som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag skal således i fornødent omfang kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det angivne omfang, jf. Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162.HR.

Der er kun én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som sædvanlig bopæl, og begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I Østre Landsrets dom af 5. juli 2023, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR, fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor han havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste havde opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

I byretsdommen af 18. juni 2008, offentliggjort som SKM2008.632.BR, fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Efter en samlet konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2020 har været i Danmark i relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser har været i Danmark, idet klageren i det omhandlede indkomstår har modtaget løn fra [virksomhed1] A/S, som klageren blev ansat ved tilbage i 2018. Derudover har klageren haft en arbejdsgiveradministreret pensionsordning og modtaget indkomst herigennem. Der foreligger i den sammenhæng ikke oplysninger om, at klageren har haft indkomst eller lignende i Polen.

Desuden har retten lagt vægt på, at klageren i indkomståret 2020 har opholdt sig i Danmark i den væsentligste del af indkomståret, mens klageren alene har opholdt sig i Polen i forbindelse med fridage m.m. Henset til dette har klageren således boet og overnattet i Danmark i forbindelse med sit arbejde. Det bemærkes hertil, at klageren efter det oplyste har haft den samme bolig på adressen [adresse1], [by1], til rådighed i indkomståret. Klagerens daglige transport til og fra de midlertidige arbejdssteder er derfor foretaget fra denne adresse.

Klagerens tilknytning til Polen, herunder klagerens personlige forhold og boligforhold, fremstår ikke nærmere oplyst end den fremlagte vielsesattest og bopælsattest samt det fremlagte certifikat for skattemæssigt hjemsted og ægtefællens indkomsterklæring for indkomståret.

På dette grundlag finder Landsskatteretten, at klagerens befordring til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg er en privat udgift, som derved ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Klageren er som udgangspunkt i stedet berettiget til et fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Danmark og arbejdsstederne, men som følge af, at klageren ikke har oplyst, hvor de konkrete arbejdssteder har været, kan der ikke opgøres et befordringsfradrag herfor.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår dette punkt.

Rejsefradrag

Retsgrundlaget

Rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, kan fratrækkes efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A, jf. herved bestemmelsens stk. 7. Rejseudgifter kan herefter fradrages enten med standardsatserne i stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter. Fradrag kan dog ikke ske i det omfang, udgifterne er godtgjort af arbejdsgiveren eller overstiger fradragsbegrænsningen på 28.600 kr. i indkomståret 2020.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det er en betingelse for rejsefradrag, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted og at rejsen varer mindst 24 timer. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5.

Der er kun fradrag med standardsatsen for kost og småfornødenheder i de første 12 måneder på et midlertidigt arbejdssted, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 2. pkt.

Der er ingen 12 måneders-begrænsning for benyttelse af standardsatsen for logiudgifter.

Efter ligningslovens § 9 A kan en skatteyder kun have én sædvanlig bopæl. Begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Da vurderingen af sædvanlig bolig efter ligningslovens § 9 A, er den samme som efter ligningslovens § 9 C, har klagerens sædvanlige bopæl i relation til rejsefradrag også været i Danmark i indkomståret 2020. Der henvises til Landsskatterettens begrundelse under afsnittet "Befordringsfradrag".

Der er ikke fremlagt oplysninger om, at klageren ved det udførte arbejde for [virksomhed1] A/S i indkomståret ikke har haft mulighed for at overnatte på adressen [adresse1], [by1], hvorfor klageren ikke er berettiget til rejsefradrag.

Da klagerens sædvanlige bopæl efter ligningslovens § 9 A har været i Danmark, anses klageren ved sine ophold i Danmark heller ikke at have været på rejse i forhold til bopælsadressen i Polen.

På denne baggrund har klageren ikke været berettiget til rejsefradrag i indkomståret 2020.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt.