Kendelse af 02-07-2024 - indlagt i TaxCons database den 30-07-2024

Journalnr. 22-0014948

Motorstyrelsen har givet afslag på anmodningen om, at registreringsafgiften for sagens køretøj beregnes efter de regler, der var gældende til og med den 17. december 2020.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagens køretøj er en Volkswagen Transporter med stelnummer [...] (reg.nr. [reg.nr.1]).

Selskabet er registreret efter registreringsafgiftslovens §§ 14 og 15, og har derfor selv angivet afgiften for køretøjet. Selskabet angav registreringsafgiften til 78.061 kr. Selskabet registrerede køretøjet den 18. december 2021.

Motorstyrelsen fastsatte ved afgørelse af den 10. oktober 2021 registreringsafgiften på ny, jf. lov nr. 203 af 13. februar 2021, som har medført en ny måde at beregne registreringsafgift. Motorstyrelsen traf afgørelse om, at selskabet havde betalt for lidt i registreringsafgift, og at selskabet derfor skulle efterbetale 50.517 kr. i registreringsafgift.

Motorstyrelsen modtog den 7. januar 2022 følgende henvendelse fra selskabet:

”Emne: Bil og motor | Bindende købsaftale | Bindende købsaftaler

Telefon: [...]

Mail: [...@...dk]

Overgangsordning - [...] - [reg.nr.1]

Hej skat denne skal køre overgangsorsning Vi er blevet fratrukket kr. 50.517 i afgift 31/10”

Selskabet fremlagde et tilbud om erhvervsleasing af køretøjet til Tømrermester [person1] af den 16. december 2020 samt en mail fra [person1] af 16. december 2020. Selskabet fremlagde i øvrigt en faktura dateret den 18. december 2020.

Selskabet har den 12. januar 2022 fremsendt følgende henvendelse til Motorstyrelsen:

”Vi har den 6/1 januar afstemning vores tilgodehavende fra i jer i forbindelse med overgangsordning og afgift regulering fra Q1 og Q2 i 2021.

Ved nærmere gennemgang opdager vi at i på nedenstående stående 4 varebiler i på vores månedsangivelse ultimo oktober 2021 fra trækker disse beløb.

Da vi på ind registrering tidspunktet køre bilen igennem DMR stemmer afgiften med vores fakturagrundlag, så derfor opdager ikke at bilen skal køre på overgangsordning.

Og derfor har vi først kunne sende dokumentation ind efterfølgende.

Vil i venligst se på sagerne igen, sådan så vi kan få disse reguleret til køre på overgangsordning. (...)

Vores sagsnr. [sag1] - [...]- [reg.nr.1] – kr. 50.517 (...)”

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har truffet afgørelse om afslag på selskabets anmodning om, at registreringsafgiften for køretøjet beregnes efter de regler, der var gældende til og med den 17. december 2020, jf. overgangsordningen om bindende købs- og leasingaftaler.

Motorstyrelsen har som begrundelse anført følgende:

”Vi har lagt vægt på, at anmodningen er indsendt den 7. januar 2022. Betingelsen om, at anmodningen skal være indsendt senest den 31. december 2021, er derfor ikke opfyldt.”

Klagerens opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om, at registreringsafgiften for køretøjet skal beregnes efter de regler, der var gældende til og med den 17. december 2020.

Til støtte herfor har selskabet anført følgende:

”Grunden til vi ikke har opdaget at disse skulle være på overgangsordning på indregistreringstidspunktet, er fordi afgiften i DMR på daværende tidspunkt stemte med vores fakturagrundlag. Derfor har vi ikke været opmærksomme på, at bilerne skulle køre overgangsordning og dermed skulle fremsende dokumentation vedr. overgangsordning.

I oktober måned fratrækker Motorstyrelsen ovenstående beløb på vores månedsangivelse. Dette ser vi først nærmere på i starten af januar 2022, hvor vi opdager beløbene og at bilerne derfor skulle køre på overgangsordning. Vi ser først på det i januar da der sker fejlberegninger på en masse bilerne i Q4.

Vi er klar over at fristen for ansøgning for overgangsordning var 31/12-2021, men da I i 4 kvartal skriver ud om fejl på fremsendte breve vedr. afgift reguleringer, afventer vi derfor en korrekt opgørelse fra jer.

I den forbindelse kontakter vi Dansk Industri, for at forhøre os om hvordan vi skal forholde os. Vi bliver informeret om, at vi skal afvente til der bliver fremsendt en mail fra jer med de enkelte stelnumre som fejlene vedrører. Det første brev Motorstyrelsen fremsender, viser sig at der igen er fejl på. Den 26/12 og 28-12-2021 modtager vi brev fra Motorstyrelsen med hvilke stelnumre fejlene vedrører. Dette har skabt en masse forvirring og ekstra afstemnings arbejde og derfor har vi ikke haft en chance for at have haft en korrekt afstemning at gå ud fra inden 31/-12-2021.

Vi anmoder derfor om, at der udvises konduite og proportionalitet i sagsbehandlingen således at disse fire sidste køretøjer kan komme med på overgangsordningen for bindende købs- og leasingaftaler. Der er trods alt tale om tilbagebetaling af virksomhedens egne penge, som virksomheden har været nødsaget til at lægge ud på et tidspunkt, hvor motorregistret ikke var i stand til at håndtere de nye bilafgifter. Virksomheden anmoder derfor om at der undtagelsesvist ses bort fra, at anmodning er indsendte for sent, da vi har fremsendt denne i uge 1 2022, kun få dage for sent.”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen har afgivet følgende udtalelse i forbindelse med klagebehandlingen:

”Klager anmoder Motorstyrelsen om at se bort fra, at anmodning er indsendt for sent, da materiale er indsendt i uge 1 i 2022 og derfor kun få dage for sent. Klager mener at Motorstyrelsen skal udvise konduite og proportionalitet i sagsbehandlingen, så deres anmodning kan komme med på overgangsordningen. Hertil bemærkes at forløbet med omberegninger har været uigennemskuelig, hvilket er årsagen til at klager ikke har indsendt dokumentation rettidigt.

Klager har selvanmeldt køretøjet på sin månedsangivelse den 18. december 2020. I § 9, stk. 8-13 i lov nr. 203 af 13. februar 2021 fremgår reglerne om regulering af registreringsafgift for køretøjer anmeldt i perioden fra den 18. december 2020 til og med den 31. maj 2021. I DMR ville registreringsafgiften for alle køretøjer anmeldt i ovennævnte periode afspejle tidligere gældende afgiftsregler. Det forhold at klager ikke har været opmærksom på implementering af de nye afgiftsregler med tilbagevirkende kraft kan ikke tillægges betydning. Hertil kan dog bemærkes, at klager har modtaget afgørelse den 10. oktober 2021 vedrørende omberegning af registreringsafgiften for dette køretøj. Endvidere fremgår køretøjets stelnummer ikke af de fejllister, som Motorstyrelsen har fremsendt til klager henholdsvis den 21. og 28. december 2021.

Det forhold at klager henviser til at udvise konduite og proportionalitet ændrer ikke vores opfattelse af, at Motorstyrelsens afgørelse skal fastholdes. Der er tale om en klar lovregel, som skal være opfyldt. Betingelsen er ikke opfyldt, da dokumentationen skulle være indsendt senest den 31. december 2021, og dokumentationen er først indsendt den 7. januar 2022.

Motorstyrelsen indstiller, at afgørelsen af den 31. januar 2022 fastholdes. Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Motorstyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.”

Klagerens supplerende bemærkninger

Selskabet har den 9. maj 2022 fremsendt følgende bemærkninger:

”Vi ønsker genoptagelse af sagen så køretøjet kommer på overgangsordning for bindende købs og leasingaftaler så vores virksomhed kan få returneret afgift som i har fratrukket på vores månedsangivelse.

Vi henleder til samme skriv som vi redegjort for i første antagelse.”

Motorstyrelsens supplerende udtalelse

Motorstyrelsen har den 14. maj 2024 fremsendt følgende udtalelse:

”Motorstyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens kontorindstilling og har ikke yderligere bemærkninger.”

Landsskatterettens afgørelse

Retsgrundlaget

Når der i det følgende henvises til ændringsloven, er dette en henvisning til lov nr. 203 af 13. februar 2021 med de ændringer, der følger af § 7 i lov nr. 2191 af 30. november 2021.

Lovændringerne i registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven og vægtafgiftsloven fremgår af ændringslovens §§ 1-3.

Det følger af ændringslovens § 9, stk. 1, at § 1, § 2, nr. 12, og § 3, nr. 8, træder i kraft den 1. juni 2021.

Det fremgår af ændringslovens § 9, stk. 4, at § 1, § 2, nr. 12 og § 3, nr. 8, har virkning fra og med den 18. december 2020, jf. dog stk. 9-11.

Det følger af ændringslovens § 9, stk. 8, 1. pkt., at for køretøjer, der afgiftsberigtiges i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 31. maj 2021, fastsættes registreringsafgiften på ny efter denne lovs ikrafttræden med de ændringer, der følger af § 1, § 2, nr. 12, og § 3, nr. 8.

Det følger af ændringslovens § 9, stk. 9, 1.-5. pkt., at for køretøjer, for hvilke der er indgået en bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger senest den 17. december 2020, og som i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 1. juli 2021 anmeldes til registrering, og hvor der i forbindelse med registreringen indsendes anmodning om, at køretøjet skal afgiftsberigtiges efter de regler, som var gældende den 17. december 2020, finder stk. 8 ikke anvendelse. Disse køretøjer afgiftsberigtiges efter de satser, som var gældende den 17. december 2020. Anmodning skal indsendes til told- og skatteforvaltningen senest den 31. december 2021, og der skal vedlægges dokumentation for, at der er indgået en bindende købsaftale mellem forhandler og slutbruger senest den 17. december 2020. Virksomheder registreret efter registreringsafgiftsloven §§ 14 og 15 kan dog selv angive registreringsafgiften for disse køretøjer, men skal senest den 31. december 2021 indsende en erklæring om anvendelse af de hidtil gældende regler og dokumentation for, at der senest den 17. december 2020 er indgået en bindende købsaftale. 1.-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved leasingvirksomheders indgåelse af bindende individuelle aftaler med slutbrugere om leasing af køretøjer.

Landsskatterettens bemærkninger

Selskabet er registreret efter registreringsafgiftslovens §§ 14 og 15, og selskabet har således selv angivet registreringsafgiften for køretøjet. Selskabet skulle dog senest den 31. december 2021 indsende en erklæring om anvendelse af de hidtil gældende regler og dokumentation for, at der senest den 17. december 2020 var indgået en bindende købsaftale, jf. ændringslovens § 9, stk. 9, 4. pkt.

Motorstyrelsen har oplyst, at en sådan erklæring og dokumentation ikke er modtaget inden for fristen. Som følge heraf er registreringsafgiften for sagens køretøj blevet fastsat på ny, jf. ændringslovens § 9, stk. 8, 1. pkt.

Landsskatteretten lægger herefter til grund, at selskabet ikke senest den 31. december 2021 har indsendt en erklæring om at anvende de hidtil gældende regler. Retten lægger ved vurderingen vægt på, at den af selskabet fremsendte erklæring er dateret den 7. januar 2022.

Retten finder desuden, at der ikke er hjemmel til at dispensere fra fristen.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.