Kendelse af 09-12-2024 - indlagt i TaxCons database den 11-01-2025

Journalnr. 22-0017321

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i indkomståret 2020 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at klageren derfor ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen eller overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle efter grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren er fra Polen. Han har siden den 11. maj 2016 været registreret i Det Centrale Personregister på adressen [adresse1], [by1]

Af ansættelseskontrakt af 15. december 2018 fremgår, at klageren den 1. januar 2019 blev ansat i [virksomhed1] ApS på en tidsbegrænset kontrakt til den 31. december 2019. Der er forskellige arbejdssteder, men normalt inden for [område].

Det fremgår af Skattestyrelsens kontrol- og udsøgningsblanket R75, at [virksomhed1] ApS har indberettet A-indkomst med 99.290 kr. for 739 timer for hele 2019 og 120.489 kr. for 896 timer for hele 2020.

I attest af 30. december 2020 har en polsk bank attesteret, at klageren har fået kredit i henhold til en realkreditlånsaftale og fra den 1. januar 2020 til den 29. december 2020 har betalt 4.031,34 polske zloty i renter.

I to certifikater, der begge er dateret den 13. maj 2021, har lederen af et polsk skattekontor attesteret, at klageren og [person1], som er klagerens ægtefælle, ikke har indberettet indkomst, der er skattepligtig efter almindelige regler, og ikke har afgivet årsopgørelse for 2020.

Klageren har oplyst, at han har hustru og to mindreårige børn i Polen. Han har hus, bil, bankkonti, alle familierelationer, vennekreds og fritidsinteresser i Polen. Han arbejder typisk 4 uger i Danmark og holder derefter "weekend" 2-3 uger i Polen. Desuden holder han sommer-, påske- og juleferie i Polen. Opholdene i Danmark handler om arbejde, og tiden i Polen handler om hans øvrige liv familiemæssigt, socialt og politisk. Han har ingen social omgangskreds eller interesser i Danmark. Han har arbejdet for samme arbejdsgiver siden 2016. Hans kontrakt er midlertidig og udløber ved udgangen af 2021. I 2019 opholdt han sig ifølge sin egen optælling ca. 200 dage i Danmark. Antal dage er baseret på kvitteringer samt kontobevægelser.

Den 4. april 2022 har klagerens repræsentant oplyst til Skatteankestyrelsen, at "arbejdsdage og fritid/ophold hos familien i Polen de seneste år er sammenlignelige, idet arbejdsdage naturligt er hverdage, dog med forlænget weekends ophold i Polen når dette har været muligt."

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i 2020 er fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at han derfor ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen eller overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle efter grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D.

Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført:

"Vi mener, at du er fuldt skattepligtig i Danmark efter kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr., og at Danmark også er dit skattemæssige hjemsted.

Det er artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, der regulerer, hvilket land der er skattemæssigt hjemsted. Du kan læse mere om skattemæssigt hjemsted i artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Polen.

Vi vurderer, at:

·	Du har bolig i begge lande. Se reglen i artikel 4, stk. 1
·	Du har de stærkeste personlige forbindelser i Polen på grund af at du har bolig med din ægtefælle og børn på adressen. De stærkeste økonomiske forbindelser er i Danmark på grund af din arbejdsindtægt her. Se reglen i artikel 4, stk. 2, litra a.
·	Du har sædvanligt ophold i Danmark da du varetager dit arbejde i Danmark

Der er tale om en prioriteret rækkefølge. I denne konkrete situation er dit skattemæssige hjemsted efter artikel 4 Danmark, fordi har sædvanligt ophold i Danmark.

For at få overført uudnyttet ægtefællebidrag skal du opfylde betingelserne for at bruge grænsegængerreglen efter kildeskattelovens §§ 5 A - D.

Du kan ikke anvende grænsegængerreglerne når du er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Du kan derfor ikke få overført uudnyttet personfradrag for din ægtefælle, fordi hun ikke er fuldt skattepligtig til Danmark."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren skal anses for at have skattemæssigt hjemsted i Polen, og at han derfor er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen og overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle.

Til støtte for påstanden er bl.a. anført:

"Som bekendt fordrer beskatning efter de såkaldte grænsegængerregler i Danmark, at der kan statueres skattemæssigt hjemsted i udlandet, i nærværende tilfælde Polen.

Vi er enige med Skattestyrelsen i, at vurderingen skal foretages med udgangspunkt i Kildeskattelovens § 1, stk.1 nr.1 og artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Polen.

Vi er bekendt med, at LSR i en tidligere afgørelse har vurderet, at et lejet værelse og et midlertidigt arbejde i Danmark skulle sidestilles med kone, børn, ejerbolig etc. I Polen. Denne opfattelse synes noget vanskelig at forstå, og det kan konstateres at Skattestyrelsen i udtalelsen til den nylig afsagte dom i Byretten ligeledes har været uenig.

Flg. fremgår af afgørelse:

Skattemæssigt hjemsted

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at klager må anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til artikel 4, stk. 2, i den dansk/tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, da Danmark i kraft af særligt hans personlige forbindelser må anses for midtpunktet for hans livsinteresser.

Ved denne vurdering har Skattestyrelsen lagt vægt på følgende:

-	At klager sammen med sin ægtefælle i 2011 ejede ejendommen beliggende Y1-adresse i Y2-by.
-	At hans ægtefælle og parrets fælles børn, som på dette tidspunkt var henholdsvis 17 år og 21 år, boede i Danmark.
-	At klager siden 1995 har været tilmeldt folkeregistret på Y1-adresse i Y2-by.
-	At klager ifølge egne oplysninger har været i Danmark i hovedparten af weekenderne.
-	At klagers indtægter fra arbejdet i Tyskland må at bidrage til opretholdelsen af det fælles hjem i Danmark.
-	Endelig at klager ikke har godtgjort at have personlige og økonomiske interesser i Tyskland, udover hans arbejde for G1.

Fl. Fremgår af rettens bemærkninger:

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Skattemæssigt hjemsted

Det lægges til grund, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2012 efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Det lægges ligeledes til grund, at klageren i 2012 havde bolig til rådighed i Tyskland og blev anset for fuldt skattepligtig til Tyskland efter reglerne for der boende personer. Der foreligger derfor en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland. Klageren har herefter skattemæssigt hjemsted i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Efter kommentaren til OECD's Modeloverenskomst (2014), artikel 4, punkt 15, skal der ved fastlæggelsen af, hvor klageren har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser, tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted, hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele. Hvis en person, som har en bolig i en stat, etablerer en anden i den anden stat og bibeholder den første, kan det faktum, at han bibeholder den første i de omgivelser, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele sammen med andre elementer, bidrage til at vise, at han har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i den første stat.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder efter en samlet bedømmelse, at klageren i 2012 havde sit skattemæssige hjemsted i Danmark efter artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland, idet Danmark i kraft af særligt hans personlige forhold må anses for midtpunkt for hans livsinteresser.

Der er lagt vægt på, at klageren i 2012 ejede ejendommen beliggende Y1-adresse, Y2-by, sammen med sin ægtefælle, at hans ægtefælle og parrets fælles børn, som på dette tidspunkt var henholdsvis 18 år og 22 år, boede i Danmark, at klageren har været tilmeldt folkeregistret på Y1-adresse, Y2-by, siden 1995, at klageren ifølge egne oplysninger har været i Danmark i hovedparten af weekenderne, at klagerens indtægter fra arbejdet i Tyskland må formodes at bidrage til opretholdelsen af det fælles hjem i Danmark, og at klageren ikke har godtgjort at have personlige og økonomiske interesser i Tyskland udover hans arbejde for G1.

Et retsmedlem finder ligeledes efter en samlet bedømmelse at klageren i 2011 må anses for at have sit skattemæssige hjemsted i Tyskland efter artikel 4, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22 november 1995 mellem Danmark og Tyskland. Klageren må efter dette retsmedlems opfattelse anses at have midtpunkt for sine livsinteresser i Tyskland. Dette understøttes af, at klageren det meste af sit liv har arbejdet udenfor Danmark, og at en bopæl tæt ved Y10-by ikke er ideel hvis weekendbesøg i Danmark tillægges stor vægt. Dette retsmedlem lægger endvidere vægt på at hustruen også ofte har tilbragt weekender i Tyskland, at sønnen har boet hos klageren i Tyskland både i 2009 og 2010 og igen i 2013, ligesom klageren og ægtefællen i 2017 vælger at sælge den danske ejendom for alene at have bopæl i Tyskland. På denne baggrund skal klageren derfor alene beskattes i Tyskland af indkomsten fra sit job i Tyskland.

De faktiske forhold synes fuldt ud sammenlignelige med nærværende sag. Skattestyrelsens udtalelse og retten bemærkninger og afgørelse virker som sund fornuft, og i overensstemmelse med en almindelig forståelse af "livsinteresser". Hvad er væsentligst kone, børn og fast ejendom eller et midlertidigt arbejde og et lejet værelse fælles med en kollega.

Vi kan konstatere, at Skattestyrelsen i kendelsen til [person2] har været lodret uenig med udtalelsen i nævnte afgørelse. Efter vores opfattelse er det uforståeligt, at Skattestyrelsen kan have fuldstændig modsatrettede holdninger til samme, forholdsvis enkle, problematik. Opfattelse synes målrettet et ønsket resultat.

Afsluttende bemærkninger:

Vi kan konstatere, at den seneste praksis meget klart definerer, hvilke faktiske forhold der skal tillægges betydning ved fastsættelse af skattemæssigt hjemsted. Da nærværende sag er fuldt sammenlignelig med de faktiske omstændigheder i byretsdommen skal anmodes om, at Skatteankestyrelsen tilbagefører de af Skattestyrelsen foretagne ændringer."

Klagerens yderligere bemærkninger til sagen

Klagerens repræsentant har den 4. april 2022 fremsat følgende supplerende bemærkninger:

"Det kan oplyses, at arbejdsdage og fritid/ophold hos familien i Polen de seneste år er sammenlignelige, idet arbejdsdage naturligt er hverdage, dog med forlænget weekends ophold i Polen når dette har været muligt.

Skattestyrelsen har i nærværende sag argumenteret for, at arbejde og indkomst vægtes højere end ejerbolig, ægtefælle, børn etc., og statueret fuld skattepligt for indkomståret 2019.

Skattestyrelsen har i en tilsvarende sag der verserede i byretten argumenteret fuldstændig modsat og fået medhold. Det synes noget usædvanligt, at Skattestyrelsen i den grad kan fremkomme med fuldstændig modsatrettede argumenter for skattemæssigt hjemsted. Det kan vel også konstateres, at Skattestyrelsen ikke har haft yderligere bemærkninger i udtalelsen, der jo udbedes efter Byrettens dom.

I nærværende er foretaget en efterfølgende skatteansættelse for indkomståret 2020, hvor man uden indsigt i de faktiske forhold har foretaget en ren konsekvensrettelse som opfølgning på 2019. Der har ikke været dialog om vurderingen og afgørelsen hviler alene på om løn/arbejde eller bolig/familie vægtes højest i den prioriterede rækkefølge jf. Kildeskattelovens § 1, stk.1 nr.1 og artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Polen.

Vi skal anmode om, at sagen for indkomståret 2019 afgøres forlods, da klagen omhandler det principielle omkring vægtning og prioriteret rækkefølge i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Yderligere er indkomståret 2019 sagsbehandlet og dokumenteret overfor Skattestyrelsen.

Da forholdene er sammenlignelige antages, at klagen for indkomståret 2020 kan afgøres som konsekvens, med andre ord på sammen grundlag som kendelsen fra Skattestyrelsen."

Landsskatterettens afgørelse

Dobbeltdomicil og skattemæssigt hjemsted

Retsgrundlaget

Af § 1, stk. 1, nr. 1, i kildeskatteloven fremgår:

"Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:
1) personer, der har bopæl her i landet,

Følgende fremgår af artikel 4, stk. 2, litra a-c, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen:

"Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske interesser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;"

Artikel 4, stk. 2, fortolkes i overensstemmelse med OECD's modeloverenskomst.

Det følger af kommentarerne til artikel 4 om skattemæssigt hjemsted i OECD's modeloverenskomst, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, i hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Retten finder, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2020, da han siden den 11. maj 2016 har haft en bolig til rådighed her i landet, hvor han har taget ophold i forbindelse med erhvervelsen af lønindkomsten, og desuden har været tilmeldt det danske folkeregister.

Klageren har oplyst, at han tillige har haft en bolig til rådighed i Polen, idet hans ægtefælle og børn bor i landet, og at han har været skattepligtig til Polen. Der foreligger derfor en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen.

Da klageren efter det oplyste har haft fast bolig til rådighed i begge stater, skal han herefter anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han efter en samlet helhedsvurdering har midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a.

Klageren har været registreret i det danske folkeregister med adresse i Danmark siden den 11. maj 2016. Ifølge skatteoplysningerne har han været ansat af [virksomhed1] ApS siden den 1. januar 2019. [virksomhed1] ApS har indberettet A-indkomst for 739 timer i 2019 og 896 timer i 2020. Klageren har oplyst, at hans ansættelseskontrakt er midlertidig og udløb ved udgangen af 2021. I 2019 opholdt han sig ifølge sin egen optælling ca. 200 dage i Danmark.

Klageren har desuden oplyst, at han har hustru og to mindreårige børn samt hus, bil, bankkonti, alle familierelationer, vennekreds og fritidsinteresser i Polen. Der er fremlagt polske attester, hvoraf det fremgår, dels at klageren har fået kredit i henhold til en realkreditlånsaftale og har betalt renter, og dels at klageren og [person1] ikke har indberettet indkomst, der er skattepligtig efter almindelige regler, og ikke har afgivet årsopgørelse for 2020. Herudover er der ikke fremsendt dokumentation for klagerens fortsatte tilknytning til Polen.

På denne baggrund finder retten, at det ikke kan afgøres, i hvilken stat klageren har haft midtpunkt for sine livsinteresser. Retten lægger vægt på, at klageren har arbejdet i Danmark siden 2019, men at der har været tale om en midlertidig kontrakt, og at han ikke har arbejdet fuld tid. Retten lægger desuden vægt på, at klageren har hustru og mindreårige børn i Polen, og at han har oplyst, at hans sociale omgangskreds og interesser udelukkende er i Polen, men at der ikke er dokumentation for dette.

Retten finder herefter, at klageren skal anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har haft ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten, artikel 4, stk. 2, litra b.

Klageren har oplyst, at han i 2019 har været i Danmark i 200 dage, mens repræsentanten har oplyst, at klagerens opholdsdage i 2020 var nogenlunde det samme som i 2019. Retten finder derfor, at klageren i 2020 sædvanligvis har haft ophold i Danmark.

Retten finder, at det af klagerens repræsentant anførte, herunder den praksis som repræsentanten har henvist til, ikke kan føre til et andet resultat. Retten lægger vægt på, at spørgsmålet om, hvorvidt der kan gives dispensation, er en konkret vurdering.

Overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller

Retsgrundlaget

Af kildeskattelovens §§ 4, stk. 1 og 2, 5 A, stk. 1, 1. pkt., og 5 C, stk. 2, 1. pkt., fremgår:

"§ 4

Ægtefæller beskattes hver af deres indkomst.

Stk. 2. For samlevende ægtefæller, der begge er skattepligtige her i landet efter § 1, foretages opgørelsen af deres skattepligtige indkomst og beregningen af deres indkomstskat efter reglerne i denne lovs afsnit III, personskatteloven og lov om arbejdsmarkedsbidrag."

"§ 5 A

Dette afsnit finder anvendelse på personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2 eller kulbrinteskatteloven, eller som efter en indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst er hjemmehørende i en anden stat, i Grønland eller på Færøerne."

"§ 5 C

Skattepligtige, der er omfattet af kildeskattelovens § 2 eller kulbrinteskatteloven, får beregnet skatten på samme måde som skattepligtige omfattet af kildeskattelovens § 1."

Stk. 2. Er den skattepligtige gift, og havde ægtefællerne ved udgangen af indkomståret samme bopæl, anses ægtefællen ved skatteberegningen som værende fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Klageren er fuldt skattepligtig til Danmark og anses for at være hjemmehørende i Danmark i indkomståret 2020, jf. ovenfor. Klageren opfylder således ikke betingelsen i kildeskattelovens § 5 A, stk. 1, 1. pkt., om at være hjemmehørende i en anden stat. Klageren betragtes derfor ikke som grænsegænger i indkomståret 2020 og kan derved ikke anvende grænsegængerreglerne i kildeskattelovens § 5 C, stk. 2, 1. pkt., til at opnå overførsel af uudnyttet personfradrag fra sin ægtefælle.

De almindelige betingelser om sambeskatning i kildeskattelovens § 4, stk. 2, er heller ikke opfyldt, idet klagerens ægtefælle ikke er fuldt skattepligtig til Danmark.

Befordringsfradrag

Retsgrundlaget

Af ligningslovens § 9 C, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, fremgår:

"Stk. 1. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. ...

Stk. 2. Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer."

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Efter ligningslovens § 9 C er der kun én sædvanlig bopæl. Ved vurderingen af, hvad der regnes for den sædvanlige bopæl, er det afgørende, hvor personen har centrum for sine livsinteresser.

Efter en samlet og konkret vurdering finder retten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2020 har været i Danmark i relation til fradrag for udgifter til befordring, jf. ligningslovens § 9 C.

Retten lægger vægt på, at klageren siden 2016 har haft folkeregisteradresse i Danmark, og at [virksomhed1] ApS indberettede A-indkomst for klageren i perioden fra den 1. januar til den 31. december 2020. Retten lægger desuden vægt på, at klageren har oplyst, at han i 2020 opholdt sig flere dage i Danmark end i Polen. Retten finder derfor, at befordringen mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads er sket mellem klagerens bopæl i Danmark og arbejdspladsen i Danmark.

Retten anser derfor klagerens kørsel til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg som en privat udgift, der ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten stadfæster herefter i det hele Skattestyrelsens afgørelse.