Kendelse af 05-06-2024 - indlagt i TaxCons database den 02-07-2024

Journalnr. 22-0024738

Klagepunkt	Skattestyrelsen afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Afgiftsperioderne 2019
Elafgift	0 kr.	13.232 kr.	Stadfæstelse
Afgiftsperioderne 2020
Elafgift	0 kr.	8.409 kr.	Stadfæstelse

Faktiske oplysninger

Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), at indehaveren har drevet enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], med cvr-nr. [...1]. Virksomheden havde opstartsdato den 1. juli 2019 og ophørsdato den 17. marts 2020. Virksomheden var registreret under branchekoden 561010 Restauranter og havde 2 ansatte i perioden oktober 2019 – februar 2020. Virksomheden har fra marts 2020 til april 2020 haft 1 ansat. Det fremgår endvidere af CVR, at virksomheden er beliggende på adressen [adresse1], [by1].

Det fremgår af indehaverens skatteoplysninger (R75), at indehaveren har indberettet følgende salgsmoms og energiafgift for afgiftsperioderne i indkomstårene 2019 og 2020:

	2019	2020
Salgsmoms	306.618 kr.	200.467 kr.
Energiafgift	13.232 kr.	8.409 kr.

Skattestyrelsen har udtaget indehaveren til stikprøvekontrol, da indehaveren ikke har oplyst overskud af virksomhed for indkomståret 2019.

Skattestyrelsen har efterfølgende konstateret, at indehaveren ikke har oplyst overskud af virksomhed for indkomståret 2020, hvorfor kontrollen er udvidet.

Skattestyrelsen har henholdsvis den 11. juni 2021 og 17. september 2021 anmodet indehaveren om følgende:

•	Beskrivelse af virksomhedens aktiviteter.
•	Regnskab for 2019 og 2020 med skattemæssige reguleringer.
•	Saldobalance pr. 31. december 2019 og 31. december 2020 med efterposteringer.
•	Momsregnskab for perioden 1. juli 2019 – 31. marts 2020.
•	Kontospecifikationer for perioden 1. januar 2019 – 31. december 2020
•	Kontoudskrifter fra bank for perioden 1. januar 2019 – 31. december 2020
•	Salgs- og købsbilag for perioden 1. januar 2019 – 31. december 2020
•	Kørebog eller anden dokumentation for erhvervsmæssig anvendelse af køretøjer.

Skattestyrelsen har sendt en rykker på materialet. Indehaveren har ikke reageret herpå, hvorfor Skattestyrelsen har indhentet kontooplysninger for konti [...09] (erhverv), [...22] (Privat), [...56] (Privat) m.v. fra indehaverens banker.

Skattestyrelsen har konstateret indsætninger på disse konti på henholdsvis 880.055 kr. og 403.862 kr. for indkomstårene 2019 og 2020.

Skattestyrelsen har i den påklagede afgørelse lavet en skønsmæssig beregning af virksomhedens nettoomsætning på baggrund af den indberettede salgsmoms på 306.618 kr. og 200.467 kr., svarende til 1.226.472 kr. og 801.868 kr. ekskl. moms for indkomstårene 2019 og 2020.

Skattestyrelsen har ikke godkendt de indberettede elafgifter på henholdsvis 13.232 kr. og 8.409 kr. for afgiftsperioderne i 2019 og 2020.

Skattestyrelsen har således ved forslag til afgørelse af 13. januar 2022 skønsmæssigt ansat momstilsvaret til følgende:

	2019	2020
Salgsmoms	306.618 kr.	200.467 kr.
Købsmoms	73.833 kr.	41.795 kr.
Elafgift	0 kr.	0 kr.
Momstilsvar	232.785 kr.	158.672 kr.

Indehaveren har i forbindelse med sagsfremstillingen fremlagt fakturaer for el i perioden juli – december 2019 og januar 2020. Af fakturaerne fremgår det, at de er udstedt fra [virksomhed2] til [virksomhed3] A/S, og vedrører adressen [adresse1], [by1]. Fakturaerne er en opgørelse for forbruget i den foregående måned og indeholder følgende beløb:

Udstedelsesdato	Regning nr.	Anførte kWh	Elafgift	Betalt fra Bank
12.08.19	525 192 244	1.410	1.246,44 kr.	06.09.19
11.09.19	544 945 331	1.601	1.415,28 kr.	01.10.19
11.10.19	584 368 421	1.452	1.283,57 kr.	07.11.19
11.11.19	622 859 771	1.508	1.333,07 kr.	13.12.19
11.12.19	584 381 576	1.371	1.211,96 kr.	13.01.20
13.01.20	612 972 961	1.185	1.047,54 kr.	13.02.20
17.02.20	507 704 541	1.069	953,55 kr.	Ses ikke betalt
I alt			8.491,41 kr.

Der er endvidere fremlagt mailkorrespondance mellem indehaveren og dennes udlejer om overvæltning af elregningerne.

Indehaveren har yderligere i forbindelse med sagsfremstilling fremlagt fakturaer for husleje vedrørende adressen Åsebro 4. Fakturaerne er udstedt fra [virksomhed3] A/S til virksomheden. Af fakturaerne fremgår huslejebeløbet, samt aconto beløb for varme.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for elafgifter svarende til 13.232 kr. og 8.409 kr. for afgiftsperioderne i 2019 og 2020.

Skattestyrelsen har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

”(...)

3.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Der skal opkræves moms ved salg af varer og ydelser, der leveres mod betaling her i landet efter momslovens § 4, stk. 1.

Der er fradrag for udgifter til køb af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer, efter momslovens § 37, stk.1.

For at opnå momsfradrag skal alle udgifter være dokumenteret med et bilag efter momsbekendtgørelsens § 82.

Det følger af momslovens § 74, at virksomheder har pligt til at fremsende regnskabsmateriale, hvis vi anmoder om det.

Vi har anmodet din bank om oplysninger med henblik på at opgøre virksomhedens moms skønsmæssigt efter opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Vi har ikke modtaget dit momsregnskab for 2019.

Af den grund har vi lavet et skøn på baggrund af dine bankkonti og dine momsindberetninger efter inddrivelseslovens § 5, stk. 2.

Salgsmoms 2019

Du har indberettet følgende salgsmoms i 2019:

(tabel udeladt)

Vi har lavet en opgørelse over din omsætning på baggrund af indbetalinger på følgende konti:

•	[finans1] [...09] (Erhverv)
•	[finans1] [...22] (Privat)
•	[finans2] [...56]

Det er vores vurdering, at dine øvrige bankkonto ikke viser indtægter der relaterer til din virksomhed.

Med udgangspunkt i dine bankkonti har vi skønnet en erhvervsmæssig omsætning på 880.055,49 kr. inklusive moms. Se bilag 1 B og punkt 1.4.

Vi har beregnet salgsmomsen til 176.011,10 kr. (880.055,49 kr. x 20 %)

Det fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit D.A.8.1.1.12, at beregningen af momsen er afhængig af, om skønnet i en skønsmæssig ansættelse hviler på tal, der er inklusive eller eksklusive moms. Hvis en skønsmæssig ansættelse bygger på oplysninger inklusive moms, skal momsen beregnes som 20 pct. af beløbet.

Du har indberettet en samlet salgsmoms på 306.618 kr. (82.340 kr. + 224.278 kr.) for 2019 jf. ovenstående.

Det betyder, at der er en difference på 130.607 kr. (306.618 kr. – 176.011 kr.), mellem den salgsmoms du har indberettet, og det beløb vi skønner ved gennemgang af dine bankkontoudtog efter inddrivelseslovens § 5, stk.2.

Da den indberettede salgsmoms er højere end vores skøn ud fra bankkontoudtog, anser vi differencen for at være kontantomsætning.

Det skyldes, at vi ikke har modtaget oplysninger fra dig om virksomhedens aktivitet i 2019, der kan dokumentere den faktiske salgsmoms.

På den baggrund ændrer vi ikke din indberettede salgsmoms for 2019 efter opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Vi henviser til vores opgørelser på bilag 1 A og 1 B.

(...)

Elafgift 2019

Virksomheden har fratrukket elafgift på momsindberetningen i 3. og 4. kvartal 2019 med henholdsvis 2.443 kr. og 10.789 kr. i alt 13.232 kr.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, har momsregistrerede virksomheder på visse betingelser ret til hel eller delvis godtgørelse af energiafgifter på energiprodukter, herunder elektricitet, der anvendes til procesformål.

Godtgørelsen er efter denne lov betinget af, at der foreligger faktura eller specifikation fra udlejer for afgiften efter lovens § 11, stk. 15.

Du har ikke fremsendt dokumentation for udgiften, og derfor kan vi ikke godkende godtgørelse af elafgiften på 13.232 kr.

Samlet opgørelse over momsindberetninger for 2019

På baggrund af ovenstående bemærkninger og begrundelser har vi lavet følgende opgørelser for 3. og 4. kvartal 2019:

(tabel udeladt)

Vi har modtaget en indsigelse fra din advokat, da han mener, at vores opgørelse af udgifterne ikke er korrekt. Vi kontakter din advokat, som oplyser at der ikke foreligger et regnskab.

På den baggrund træffer vi afgørelse i overensstemmelse med forslaget.

Vi forhøjer dit tilsvar for 3. kvartal med 41.307 kr. og med 183.749 kr. i 4. kvartal 2019. Det medfører en samlet forhøjelse på 225.056 kr.

Se vores opgørelse på bilag 1 A og 3 A.

4. Opgørelse af moms for 2020

(...)

4.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Se indledningsvis under punkt 3.4.

Salgsmoms 2020

Du har indberettet følgende salgsmoms i 2020:

(tabel udeladt)

Vi har lavet en opgørelse over din omsætning på baggrund af indbetalinger på følgende konti:

•	[finans1] [...09] (Erhverv)
•	[finans1] [...22] (Privat)
•	[finans2] [...56]

Det er vores vurdering, at dine øvrige bankkonto ikke viser indtægter der relaterer til din virksomhed.

Med udgangspunkt i dine bankkonti har vi skønnet en erhvervsmæssig indtægt til 403.862,64 kr.

inklusive moms. Se bilag 2 B og punkt 1.4.

Det betyder, at salgsmomsen i alt beregnes til 80.772,53 kr. (403.862,64 kr. x 20 %).

Ovenstående betyder, at der er en difference på kr. 119.694 kr. (kr. 200.467 kr. – 80.773 kr.), mellem den salgsmoms du har indberettet, og det beløb vi skønner ved gennemgang af dine bankkontoudtog.

Da den indberettede salgsmoms er højere end vores skøn ud fra bankkontoudtog, anser vi differencen for at være kontantomsætning.

Det skyldes, at vi ikke har modtaget oplysninger fra dig om virksomhedens aktivitet i 2020, der kan dokumentere den faktiske salgsmoms.

På den baggrund ændrer vi ikke din indberettede salgsmoms for 2020 efter opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Vi henviser til vores opgørelse af omsætningen på bilag 2 B og 3 B.

(...)

Elafgift 2020

Virksomheden har fratrukket elafgift på momsindberetningen i 1. kvartal 2020 med 8.409 kr.

Godtgørelsen er efter denne lov betinget af, at der foreligger faktura eller specifikation fra udlejer for afgiften efter lovens § 11, stk. 15.

Du har ikke fremsendt dokumentation, og derfor kan vi ikke godkende godtgørelse af elafgiften på 8.409 kr.

Samlet opgørelse over momsindberetninger for 2020

På baggrund af ovenstående bemærkninger og begrundelser har vi lavet følgende opgørelser for 1. kvartal 2020:

(tabel udeladt)

Vi har modtaget en indsigelse fra din advokat, da han mener, at vores opgørelse af udgifterne ikke er korrekt. Vi kontakter din advokat, som oplyser at der ikke foreligger et regnskab.

På den baggrund træffer vi afgørelse i overensstemmelse med forslaget.

Vi forhøjer dit tilsvar for 1. kvartal 2020 med 161.189 kr.

(...)”

I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen den 22. marts 2022 kommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Kontrollen starter, da vi laver en stikprøvekontrol hos virksomheder, der har modtaget kontrolkommunikation vedrørende oplysning af resultat af virksomhed for 2019.

Vi konstaterer, at der ikke er oplyst et resultat af virksomhed for indkomståret 2019.

Virksomheden er momsregistreret den 1. juli 2019 og afmeldt den 17. marts 2020. Der er tale om cvr nr. [...1] – [virksomhed1].

Vi starter sagen den 11. juni 2021, ved at indkalde regnskabsmateriale for 2019 (skat og moms), og 2020 (moms). Vi rykker efterfølgende for materialet.

I september 2021 kan vi se, at der ikke er oplyst et resultat af virksomhed for 2020. Derfor udvider vi sagen til at omfatte skat for 2020, og der bliver indkaldt yderligere materiale.

Vi får ikke på noget tidspunkt kontakt til [person1]. Derfor laver vi sagen som en skønssag på baggrund af momsindberetninger og bankoplysninger.

Den 12. januar 2022, sender vi et forslag til afgørelse vedr. moms og skat for indkomstårene 2019 og 2020.

Den 26. januar 2022 modtager vi en anmodning om aktindsigt fra advokat [person2], [virksomhed4]. Vi sender en afgørelse i aktindsigtssagen den 2. februar 2022 – sagsid. [sag1].

Efterfølgende modtager vi en indsigelse til forslaget, hvor advokaten giver udtryk for, at vores forslag ikke er korrekt, og at der ikke er grundlag for at fastsætte en skønsmæssig forhøjelse af moms og skat i det omfang, vi har foreslået.

Vi kontakter advokaten for at høre, om der foreligger et regnskab eller anden dokumentation til brug for vores behandling af sagen. Advokaten oplyser, at dette ikke er tilfældet.

På den baggrund træffer vi afgørelse i overensstemmelse med forslaget.

(...)”

Klagerens opfattelse

Indehaverens repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes elafgifter for 13.232 kr. og 8.409 kr. for afgiftsperioderne i 2019 og 2020.

Repræsentanten har til støtte herfor anført følgende:

”(...)

ANBRINGENDER

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det overordnede gældende, at Skattestyrelsens skønsmæssige skatte- og momsansættelse for [person1]s indkomst i indkomstårene 2019-2020 samt momstilsvar for 3. og 4. kvartal af 2019 og 1. kvartal af 2020 er baseret på en række forkerte forudsætninger, hvilket har ført til et væsentligt forkert resultat, ligesom skønnet er åbenbart urimeligt.

Skattestyrelsen har ved den skønsmæssige beregning af virksomhedens overskud og momstilsvar opstillet en række forudsætninger, som ikke er korrekte.

For det første kan Skattestyrelsen alene komme frem til et beregnet overskud, idet omsætningen i virksomheden fastsættes efter den angivne salgsmoms, mens der alene indrømmes et skønsmæssigt fradrag for de udgifter, der af kontoen klart fremstår som erhvervsmæssige. Dette er imidlertid ikke korrekt. Virksomheden har ikke givet noget overskud, og der er således ikke grundlag for at fastsætte en skønsmæssig forhøjelse i det omfang, som gennemført af Skattestyrelsen.

For det andet har Skattestyrelsen ikke taget højde for, at [person1] har drevet virksomheden ved siden af sit fuldtidsarbejde, hvorfor det ikke har været muligt at generere et virksomhedsoverskud som skønnet af Skattestyrelsen.

For det tredje har Skattestyrelsen ikke ved opgørelsen af udgifter medtaget udgifter, som ikke er momsbelagte, herunder eksempelvis udgifter til husleje m.v.

(...)”

Ved møde den 5. oktober 2023 med Skatteankestyrelsens sagsbehandler har indehaveren og dennes repræsentant uddybet det i klagen anførte. Indehaveren gjorde gældende, at Skattestyrelsen havde været berettiget til skønsmæssigt at opgøre overskud af virksomhed for indkomstårene 2019 og 2020, på baggrund af ikke udleveret regnskabsmateriale.

Indehaveren gjorde yderligere gældende, at momsindberetninger for afgiftsperioderne i indkomstårene 2019 og 2020, var foretaget på baggrund af konkrete fakturaer, kassestrimler og kvitteringer, hvorfor der skulle ske nedsættelse.

Indehaveren gjorde endvidere gældende, at virksomheden ikke havde genereret et overskud, og at klagerne måtte opgive personlig lønindkomst, optage kviklån og benytte personlig opsparing for at drive virksomheden.

Retsmøde

Skattestyrelsen er den 18. januar 2024 fremkommet med følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”(...)

Skattestyrelsen er ikke enige i Skatteankestyrelsen forslag til afgørelse, som indstiller at ændre Skattestyrelsens afgørelse, så klager indrømmet godtgørelse af elafgift for perioden, med 6.490 kr. for 2019 og 1.047 kr. for 2020.

Skatteankestyrelsen indstiller at klager har ret til godtgørelse af elafgift, da klager har betalt regningerne via sin bankkonto. Derudover har Skatteankestyrelsen ikke nærmere begrundet afgørelse.

Efter Skattestyrelsens opfattelse synes indstillingen ikke at tage hensyn til de grundlæggende principper i elafgiftsloven, lovbekendtgørelse nr. 308 af 24. marts 2017 med ændringer, om afgift af elektricitet § 11 m.fl. Allerede fordi godtgørelsen i indstillingen ikke er reduceret med procesafgiften, jf. § 11c, samt klager ikke er i besiddelse af en faktura udstedt til denne med afgiftsbeløbet specificeret, jf. § 11, stk. 15.

Skattestyrelsen henviser videre til at Skatteankestyrelsen ikke ses at have forholdt sig til forbrugskriteriet, eller hvorvidt elforbruget er medgået til proces (godtgørelsesberettiget) eller rumvarme (ikke-godtgørelsesberettiget).

Skatteankestyrelsens indstilling synes derfor at være mangelfuld begrundet, jf. forvaltningslovens § 22 og § 24.

Skattestyrelsen foretog en kontrol af bl.a. klagers momsregnskab. Skattestyrelsen har i afgørelsen ændret klagers købsmoms og godtgørelse af energiafgifter til 0 kr. med i alt 386.245 kr., da klager ikke har indsendt regnskabsmateriale, herunder momsregnskab, hvorimod salgsmomsen er ansat til det af klager angivet, og dermed ikke er ændret.

Skattestyrelsen har i afgørelsen nedsat elafgiften til 0 kr. da klager ikke har indsendt regnskabsmateriale, herunder kopi af elregning fra forsyningsselskabet eller fra udlejer.

Klager har under klagebehandlingen oplyst at alene godtgørelse af energiafgifter påklages. Skattestyrelsen lægger til grund at det er klagers påstand, at godtgørelse af energiafgifter skal fastsættes til det af klager angivne beløb.

Klager har for 3. kvartal 2019 angivet 2.443 kr. i elafgift, 10.789 kr. for 4. kvartal 2019 og 8.409 kr. for 1. kvartal 2020.

Det er ubestridt, jf. kontorreferatet at Skattestyrelsen har været berettiget til at opgøre momstilsvaret skønsmæssigt, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2, da klager ikke har fremlagt et regnskab, hverken under sags- eller klagebehandlingen.

Under klagebehandlingen har klager indsendt en kopi af 7 fakturaer fra elselskabet [virksomhed2] til selskabet [virksomhed3], cvr nr. [...2]. Forbrugsstedet er ifølge de fremsendte fakturaer angivet til [adresse1], [by1], som er klagers registreringsadresse.

Videre har klager indsendt kopi af en række husleje opkrævninger til klager. Huslejefakturaerne er udstedt af [virksomhed3] A/S, cvr nr. [...2]. Der er tale om opkrævning af husleje samt aconto varme fastsat til 666,67 kr. pr. måned. Elafgift eller det faktiske forbrug i kWh er ikke oplyst, lige som der ikke er fremlagt dokumentation for at udlejer, [virksomhed3] A/S, har viderefaktureret månedens elregningen/elforbruget til klager.

Skatteankestyrelsen oplyser supplerende i mail fra 14 december 2023 og 2. januar 2024, at det er regningerne med følgende numre, som indstilles til godkendt:

- 525 192 244

- 544 945 331

- 584 368 421

- 622 859 771

- 584 381 576

- 612 972 961

Det er således kun regning 507 704 541 Skatteankestyrelsen ikke har anerkendt fradrag for.

Videre oplyser Skatteankestyrelsen:

”I forhold til hvem fakturaerne er udstedt til, er jeg opmærksom på dette. De er som sagt ikke udstedt til virksomheden, men til dennes udlejer. Den angivne adresse på regningerne fremgår som [adresse1], [by1], som er er virksomhedens adresse ifølge CVR. Henset til, at omkostningen vedrører virksomhedens adresse, samt at klageren har afholdt udgiften er det Skatteankestyrelsens opfattelse, at forbrugsstedet er opfyldt.

...

Jeg har ikke reduceret afgiften i forhold til hvad der fremgår af regningerne, så hvis der efter Skattestyrelsens opfattelse skal nedsættes med en bestemt procesafgift, må der indstilles til dette i udtalelsen.”

Følgende fremgår af Skatteankestyrelsen indstilling:

”Landsskatteretten finder, at der for afgiftsperioderne i 2019 og 2020, kan godkendes fradrag for henholdsvis 6.490 kr. og 1.047 kr.

Retten har lagt vægt på, at den fremlagte regning 507 704 541, ikke ses at være betalt fra indehaverens bankkonti, hvorfor elafgiften for denne ikke kan fradrages.

Retten har endvidere lagt vægt på, at de resterende regninger ses at være betalt fra indehaverens bankkonti, og at der fremgår særskilt opgørelse af elafgiften på den enkelte regning.

Landsskatteretten ændrer derfor Skattestyrelsens afgørelse således, at der godkendes fradrag for 6.490 kr. og 1.048 kr. for afgiftsperioderne i 2019 og 2020.”

I indstillingen er alene henvist til elafgiftslovens § 11, stk. 1 og 5.

Beløbet opgjort af Skatteankestyrelsen udgør den samlede elafgiften inkl. minimumsafgiften på 0,4 øre pr. kWh. på de i mailen nævnte 6 fakturer.

Det fremgår ikke af oplysningerne hvad elforbruget er anvendt til af klager, herunder hvorvidt der i lejemålet har været vandvarmere, el radiatorer, luftkøleanlæg eller andet. Videre fremgår det ikke hvordan lejemålet er opvarmet.

Materielt

Virksomheder, der er registreret efter momsloven, kan få tilbagebetalt afgift af den af virksomheden forbrugte elektricitet. Det fremgår af den dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1.

Efter elafgiftslovs § 11, stk. 3, 1. pkt., kunne der dog ikke ydes tilbagebetaling af afgiften af elektricitet og varme, som blev forbrugt i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendtes til fremstilling af rumvarme.

Tilsvarende kunne der ikke ydes tilbagebetaling af afgift for forbrug af elektricitet, der direkte eller indirekte anvendtes til fremstilling af kulde, hvor kølingen skete af komfortmæssige hensyn.

For afgiftspligtig elektricitet, som er anvendt til rumvarme, varmt vand eller komfortkøling kan der dog ske tilbagebetaling af afgift med reduceret sats, jf. § 11, stk. 3, 7 pkt., jf. § 6.

Efter § 11, stk. 15, 3. pkt. skal virksomheden som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. § 11 a, stk. 8.

Efter § 11 c nedsættes tilbagebetalingen af afgift efter § 11 med 0,4 øre pr. kWh.

For 2019 udgør elafgiften 88,4 øre, heraf godtgørelsesberettiget 88,0 øre pr. kW. Rumvarme sats udgør 62,5 øre pr. kW.

For 2020 udgør elafgiften 89,2 øre, heraf godtgørelsesberettiget 88,8 øre pr. kW. Rumvarme sats udgør 68,2 øre pr. kW.

Det fremgår af elafgiftslovens § 11a, stk. 1, at tilbagebetalingsbeløbet efter § 11, stk. 1, opgøres for den periode, som virksomheden anvender ved angivelsen af moms.

Efter bl.a. SKM2004.166.ØLR påhviler det den afgiftspligtige, der kræver tilbagebetaling af elafgift, at godtgøre, at denne opfylder betingelserne herfor.

Momsregistrerede virksomheder har altså via momsangivelsen mulighed for at få godtgørelse af elafgift der forbruges af virksomheden selv i samme omfang, som der er fradragsret for moms på indkøbet.

Det er en betingelse for godtgørelse af elafgift at elforbruget er forbrugt af virksomheden, til brug for de momspligtige aktiviteter til procesformål, at afgiften er tilfaktureret virksomheden og at forbruget ikke er anvendt i f.eks. el radiatorer, vandvarmere, varmepumper eller til aircondition eller generelt køling af lokaler i virksomheden.

Der er dermed ret til godtgørelse af energiafgifter m.v. for energi anvendt til procesformål, mens der alene er ret til godtgørelse med reduceret godtgørelse af energiafgifter m.v. for energi anvendt til rumvarme, varmt vand og komfortkøling.

Der er dog aldrig ret til godtgørelse med EU's minimumafgift, som udgør 0,4 øre pr. kWh.

Afgiftsperioder følger momsen, dvs. måned, kvartal eller halvårlig, og grundlaget for godtgørelse er de tilfakturerede afgifter i perioden. Dokumentation for godtgørelse består i fakturaer, afregningsbilag, aconto-opkrævninger el.lign.

Det er videre en betingelse at fakturaerne fra el-leverandøren skal opfylde momslovens fakturakrav, jf. momsbekendtgørelsens fakturabestemmelser, at el-kundens cvr nr. også fremgår, samt at periodens elafgift skal være specificeret. Dette gælder også aconto faktureringer.

Modtager klager ikke selv en opkrævning fra elforsyningsselskabet, men opkræves via huslejen fra udlejer, er det en betingelse for godtgørelse, at udlejer er frivillig momsregistreret for udlejning af fast ejendom efter momslovens § 51, samt at udlejer har viderefakturere afgifterne samt specificeret disse på fakturaen til lejer, der så har mulighed for godtgørelse

Det fremgår klart af lovteksten, at det er et krav at der er sket måling af energiforbruget hvis elforbruget er anvendt til forskellige formål. Alternativt kan alene en af de i lovens nævnte fordelingsmetoder anvendt.

Skattestyrelsen fastholder at klager fortsat ikke har ret til godtgørelse af elafgift, jf. elafgiftslovens § 11. Klager har således ikke fremlagt dokumentation for udgiften til elafgift, henset til at klager ikke er i besiddelse af en faktura udstedt til denne med afgiftsbeløbet specificeret, jf. 11, stk. 15. Fakturaerne er således ikke udstedt til klager men til udlejer. Videre har klager ikke har dokumenteret at de grundlæggende betingelser i elafgiftslovens regler for godtgørelse er overholdt, jf. § 11, stk. 1-3. herunder hvorvidt elforbruget er medgået til proces (godtgørelsesberettiget) eller rumvarme (ikke-godtgørelsesberettiget). Skattestyrelsen henviser til den manglende redegørelse fra klager om anvendelse af forbruget.

Skattestyrelsen fastholder derfor afgørelsen.

Formelt

Skattestyrelsen finder ikke at Skatteankestyrelsen, henset til ovenstående gennemgang af reglerne, har tilstrækkelig begrundet hvorfor Skatteankestyrelsen finder, at klager har ret til godtgørelse af elafgift. Skattestyrelsen henviser til at Skatteankestyrelsen ikke ses at have forholdt sig til forbrugskriteriet eller hvorvidt elforbruget er medgået til proces eller rumvarme. Videre ses indstillingen ikke at have forholdt sig til elafgiftslovens § 11, stk. 15 eller § 11 c.

At en faktura er betalt af klagers midler, ses således ikke at have hjemmel i elafgiftslovens regler om godtgørelse.

Skatteankestyrelsen indstilling findes ikke at være i overensstemmelse med forvaltningslovens § 22 og 24, lige som indstillingen ikke synes at være at være i overensstemmelse med elafgiftslovens § 11 og § 11 c.

(...)”

Indehaverens repræsentant er den 31. januar 2024 fremkommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens erklæring:

”(...)

Vi er naturligvis enige i de af Skatteankestyrelsens foreslåede godkendte fradrag i afgiftsårene 2019 og 2020 på henholdsvis 6.490 kr. og 1.047 kr. Således er vi i sagens natur uenige i det af Skattestyrelsen anførte.

(...)”

Indehaverens repræsentant er endvidere den 3. maj 2024 fremkommet med følgende bemærkninger i forbindelse med retsmøde:

”(...)

3 ANBRINGENDER

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnede gældende, at Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse af [person1]s indkomst i indkomstårene 2019-2020 og afgiftstilsvar ikke kan opretholdes, idet skønnet er baseret på en række forkerte forudsætninger, hvilket har ført til et væsentligt forkert og åbenbart urimeligt resultat.

Vi vil nedenfor uddybe vores ovennævnte anbringender.

3.1 Vedrørende den skønsmæssige ansættelse af virksomhedens resultat

3.1.1 Retsgrundlaget

Såfremt en selvangivelsespligtig ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt af skattemyndighederne, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 1. Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere skattekontrollovs § 5, stk. 3. Det samme gælder for momsansættelsen i medfør af opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Det bestrides ikke, at Skattestyrelsen oprindeligt har haft hjemmel til at skønne til brug for skatte- og momsansættelsen, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 1, og opkrævningslovens § 5, stk. 2, idet Skattestyrelsen ikke var i besiddelse af regnskabet på tidspunktet for afgørelsen.

Skattemyndighederne er imidlertid ikke frit stillet ved foretagelse af skønnet, idet skattemyndighederne skal sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser, jf. forarbejderne til den tidligere skatte-kontrollovs § 5, stk. 3 (FT 1995-96, tillæg A, s. 2576):

(citering udeladt)

Skattemyndighederne skal således foretage et så virkelighedsnært skøn som muligt.

Det samme fremgik af Den Juridiske Vejledning 2020-1, som gjaldt da Skattestyrelsen traf afgørelse, hvor der i afsnit A.C.2.1.4.4.1 med overskriften ”Reglen i SKL § 74 om skønsmæssig ansættelse” er anført følgende:

(citering udeladt)

Videre fremgår samme sted:

(citering udeladt)

Tilsvarende fremgår følgende af Den Juridiske Vejledning 2020-1, afsnit A.B.5.2 med overskriften ”Skønsmæssig ansættelse efter opkrævningsloven”:

(citering udeladt)

I overensstemmelse hermed følger det af fast retspraksis, at skattemyndighedernes skøn alene kan opretholdes, såfremt det ikke stiller skatteyder åbenbart urimeligt, ligesom skønnet ikke må være udøvet på et forkert grundlag.

I en lang række sager har domstolene ikke været tilbageholdende med at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn som helhed eller hjemvise sagen til fornyet behandling, såfremt skatteyder kan påvise fejl i skønsgrundlaget og derved sandsynliggøre, at det af skattemyndighederne udøvede skøn er baseret på et urigtigt grundlag.

Der henvises til Vestre Landsrets dom offentliggjort i TfS 1995, 361. Dommen vedrørte en indehaver af en restaurationsvirksomhed, som ikke opfyldte, de i henhold til mindstekravsbekendtgørelsen, gældende krav til regnskabsgrundlaget. Dette bl.a. fordi der hverken dagligt eller jævnligt var foretaget egentlig kasseafstemning eller sket bogføring af kassedifferencer.

I den konkrete sag fandt Vestre Landsret derfor, at SKAT havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af den pågældendes skattepligtige indkomst. Efter bevisførelsen kunne de af skattemyndighederne valgte forudsætninger med hensyn til ølsalget dog ikke lægges til grund, og sagen blev derfor hjem-vist til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Dommen er således et godt eksempel på, at domstolene ikke er tilbageholdende med at foretage en tilbundsgående prøvelse af de forudsætninger, som er lagt til grund ved skattemyndighedernes skønsudøvelse, eller med at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, såfremt det stiller skatteyderen åbenbart urimeligt eller er udøvet på forkert grundlag.

Ligeledes illustrerer dommen, at selv i den situation, hvor der er grundlag for at tilsidesætte regnskabsgrundlaget, er dette ikke ensbetydende med, at der er grundlag for at gennemføre en forhøjelse af den selvangivne indkomst. Med andre ord stilles der krav om, at skattemyndighederne skal kunne dokumentere rigtigheden for det udøvede skøn, herunder de valgte forudsætninger for skønsudøvelsen.

Det bemærkes, at de oplysninger, som førte til Landsrettens ændrede vurdering, fortrinsvis udgjorde skatteyders og sin revisors mundtlige forklaringer om forretningsgangen i virksomheden.

Dommen illustrerer således også, at der efter omstændighederne – når det af skattemyndighederne udøvede skøn bygger på et forkert grundlag – ikke stilles særlige krav til bevisbyrden herfor hos skatteyder. Således svækkes formodningen for, at det udøvede skøn er korrekt, hver gang skatteyder påviser fejl ved skønsgrundlaget.

Endvidere henvises der til Østre Landsrets dom offentliggjort i SKM2011.263.ØLR. Dommen vedrørte en køreskolelærer, der i indkomstårene 2003 og 2004 havde drevet erhvervsmæssig virksomhed som kørelærer.

Skattemyndighederne havde tilsidesat skatteyders regnskabsgrundlag og foretog en skønsmæssig forhøjelse af skatteyders skat og moms. Grundlaget for skattemyndighedernes skøn var navnlig oplysninger indhentet fra politiet og køreteknisk anlæg om, hvilke elever en trafikskole havde haft til teoretisk eller praktisk køreprøve eller på køreteknisk anlæg i perioden.

Skattemyndighederne lagde til grund, at skatteyder for disse elever havde modtaget den fulde lovpakkepris, som efter det oplyste udgjorde kr. 6.690.

Østre Landsret tiltrådte, at skatteyders regnskabsgrundlag var tilsidesætteligt, da der ikke var ført et løbende kasseregnskab og jævnligt foretaget effektive kasseafstemninger, og at skattemyndighederne derfor havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af skatteyders skattepligtige indkomst og momstilsvar.

Skatteyder havde en række indsigelser mod det udøvede skøn, herunder at han i et vist omfang kørte timer for andre kørelærere uden at modtage betaling herfor, mod at han efter et antal timer overtog eleven og kunne forestå kørsel af ekstratimer mod betaling fra en af de andre køreskoler eller direkte fra eleverne.

Efter bevisførelsen lagde Østre Landsret til grund, at skatteyder i betydeligt omfang indgik aftaler med køreskoler om at overtage en del af skolernes elever således, at han efter aftalerne skulle gennemføre de køretimer, som eleverne havde betalt for ved de pågældende køreskoler ved købet af en lovpakke eller anden pakke, og således havde eleverne ikke for disse timer også skullet betale til skatteyder.

Østre Landsret tilsidesatte derfor den af skattemyndighederne valgte forudsætning om at antage, at skatteyder for hver elev havde haft en indtægt på kr. 6.690 vedrørende de køretimer, som var omfattet af lovpakkerne, hvorfor sagen fuldstændig tilsvarende ovenfor omtalte retspraksis følgelig blev hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

At skattemyndighederne skal foretage et så virkelighedsnært skøn som muligt kan ligeledes udledes af administrativ praksis.

Der kan eksempelvis henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 5. december 2013 (LSR’s j.nr. 12-0189794), hvor Landsskatteretten nedsatte den af skattemyndighederne foretagne skønsmæssige forhøjelse af et selvangivet virksomhedsresultat.

På trods af, at skattemyndighederne havde opgjort den skattepligtige omsætning på baggrund af konkrete indsætninger på virksomhedens bankkonto, fandt Landsskatteretten, at de skønsmæssige forhøjelser medførte et urealistisk højt privatforbrug for skatteyderen.

Landsskatteretten anførte følgende:

(citering udeladt)

Videre kan der henvises til Landsskatterettens kendelse af den 11. december 2013 (LSR’s j.nr. 12-018879), hvor Landsskatteretten nedsatte den af skattemyndighederne foretagne skønsmæssige ansættelse af overskuddet i et pizzeria med følgende begrundelse:

(citering udeladt)

Landsskatteretten fandt således, at der for indkomstårene 2008 og 2010 ikke kunne foretages en skønsmæssig forhøjelse på trods af, at regnskabet kunne tilsidesættes, idet der i disse år ikke var en unaturlig bruttoavance, og idet der var et positivt privatforbrug.

Det kan på baggrund af ovenstående og i henhold til fast praksis konkluderes, at såfremt skatteyder kan påvise fejl i skattemyndighedernes skønsgrundlag og derved sandsynliggøre, at det af skattemyndighederne udøvede skøn er baseret på et urigtigt grundlag, vil konsekvensen være, at skønnet som helhed tilsidesættes af domstolene og hjemvises til fornyet behandling.

Samme konklusion er nået af nuværende højesteretsdommer Lars Apostoli i artiklen bragt i TfS 2003, 401. Samme konklusioner er antaget i øvrig litteratur, jf. professor dr. Jan Pedersen i Skatteretten 4, 6. udgave, 2013, side 230f. og af professor dr.jur. Karsten Revsbech i Forvaltningsret – Almindelige emner, 5. udgave, 2009, side 410f.

Tilsvarende gælder for Landsskatteretten ved efterprøvelsen af en skønsmæssig ansættelse fra Skattestyrelsen.

I denne forbindelse er der – modsat ved en efterfølgende domstolsprøvelse – fuld efterprøvelse af selve bevisskønnet med inddragelse af alle de oplysninger, der foreligger i sagen på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse. Også her gælder det, at den af Landsskatteretten skønnede opgørelse ikke må være mindre sandsynlig end andre opgørelser, vurderet på baggrund af de oplysninger som Landsskatteretten er i besiddelse af på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse.

At skønnet skal være så virkelighedsnært som muligt, indebærer tillige, at det kan være nødvendigt at foretage en skønsmæssig ansættelse af udgifter.

Der kan således henvises til Vestre Landsrets afgørelse offentliggjort i SKM2008.647.VLR, som vedrørte salg af skrot, hvor købsbilagene var særdeles mangelfulde, hvorfor skatteyderen ikke kunne dokumentere udgifterne forbundet med køb og salg af skrot. Uagtet dette blev der indrømmet et driftsomkostningsfradrag på 40 pct. af omsætningen og købsmomsen blev skønsmæssigt fastsat til 25 pct. af salgsmomsen.

En anden Vestre Landsrets dom offentliggjort i SKM2008.536.VLR vedrørte tillige salg af skrot. I denne sag blev der i forbindelse med skatteansættelsen, der lå til grund for straffesagen, indrømmet et fradrag på 70 pct. af omsætningen – i henhold til praksis – uagtet at der ikke forelå dokumentation for udgifterne.

Det kan på denne baggrund lægges til grund, at manglende dokumentation for udgifter, herunder manglende bogføring heraf, ikke kan medføre, at fradragsretten mistes, såfremt virksomheden nødvendigvis må indebære afholdelse af fradragsberettigede udgifter. At dette er tilfældet, forekommer indlysende, idet en skønsmæssig ansættelse i modsat fald ikke ville føre til en virkelighedsnær skatte- og momsansættelse.

3.1.2 Konkret vedrørende Skattestyrelsens skønsudøvelse

Det bestrides, at Skattestyrelsen i nærværende sag har foretaget et så virkelighedsnært skøn som muligt, hvilket er et krav ved skønsmæssige ansættelser, jf. forarbejderne til den tidligere skattekontrollovs § 5, stk. 3, og Den Juridiske Vejledning 2020-1, afsnit A.C.2.1.4.4.1.

Det gøres gældende, at Skattestyrelsen ved den skønsmæssige beregning af virksomhedens overskud har opstillet en række forudsætninger, som ikke er korrekte, hvilket fører til et fejlagtigt og åbenbart urimeligt skønsresultat, som ikke kan opretholdes, jf. bl.a. TfS 1995, 361 og SKM2011.263.ØLR.

For det første har Skattestyrelsen beregnet det påståede yderligere overskud ved at omsætningen i virksomheden fastsættes efter den angivne salgsmoms, mens der alene indrømmes et skønsmæssigt fradrag for de udgifter, der af kontoen klart fremstår som erhvervsmæssige.

Når Skattestyrelsen således lægger forskellige forudsætninger til grund ved opgørelsen af henholdsvis indtægter og udgifter, vil resultatet af skønnet selvsagt blive forkert.

Det gøres således gældende, at samme forudsætninger må lægges til grund på både indtægts- og udgiftssiden.

Såfremt at vareforbruget beregnes med udgangspunkt i den indberettede købs-moms – som det er tilfældet ved beregningen af virksomhedens omsætning, der beregnes med udgangspunkt i den indberettede salgsmoms – ville virksomhedsresultatet i indkomståret 2019 være som følger:

Der er indberettet henholdsvis kr. 74.290 og kr. 211.367 i købsmoms i 3. og 4. kvartal 2019, dvs. samlet kr. 285.657. Dette svarer til et beregnet vareforbrug på kr. 1.142.628.

Skattestyrelsen har – på baggrund af den indberettede salgsmoms – skønnet virksomhedens omsætning til at være kr. 1.226.472 i 2019.

Desuden er der indberettet lønudgifter på kr. 244.867 i 2019.

Lægges ovenstående tal til grund, var virksomhedens resultat i 2019 negativt med kr. 161.023 (= kr. 1.226.472 – kr. 1.142.628 – 244.867).

Tilsvarende kan resultatet for indkomståret 2020 beregnes som følger:

Der er indberettet kr. 194.575 i købsmoms i 1. kvartal 2020, hvilket svarer til et beregnet vareforbrug på kr. 778.300.

Skattestyrelsen har skønnet virksomhedens omsætning til kr. 801.868.

Desuden er der indberettet lønudgifter på kr. 114.491.

På baggrund af ovenstående kan virksomhedens resultat i 2020 beregnes til at være negativt med kr. 90.923 (= kr. 801.868 – kr. 778.300 – kr. 114.491).

Til sammenligning har Skattestyrelsen opgjort virksomhedens resultat til kr. 686.273 i indkomståret 2019 og kr. 323.090 i indkomståret 2020. Det vil sige, at når Skattestyrelsen – i stedet for at lægge samme forudsætninger til grund som ved opgørelsen af virksomhedens omsætning – alene godkender fradrag for udgifter på kontoudskriften, der klart fremstår som erhvervsmæssige, så bliver skønnet forkert med henholdsvis kr. 787.296 i 2019 og kr. 414.013 i 2020.

De ovenfor beregnede virksomhedsresultater stemmer da også langt bedre overens med det indberettede momstilsvar, som netop indikerer, et beskedent resultat – selv når der ikke tages højde for udgifter, som ikke er momsbelagte.

For det andet har Skattestyrelsen ikke ved opgørelsen af udgifter medtaget udgifter, som ikke er momsbelagte, herunder eksempelvis udgifter til husleje, aconto udgifter til vand og varme, forsikring m.v.

Der er nu fremlagt dokumentation på udgifter til husleje, jf. Bilag 19 og Bilag 20, samt udgifter til el, jf. Bilag 21.

Såfremt disse udgifter medtages i opgørelsen af virksomhedens resultat, vil det selvsagt føre til, at virksomhedens resultat bliver (endnu) mindre.

For det tredje tager Skattestyrelsen ikke højde for, at virksomheden alene var i drift i 3. og 4. kvartal i 2019 samt 2,5 måneder i 1. kvartal i 2020.

Såfremt Skattestyrelsens skønsresultat lægges til grund, ville smørrebrøds- og cateringvirksomheden, således have haft et overskud på kr. 1.372.546 i 2019 og kr. 1.292.360,48 i 2020.

Det gøres således gældende, at Skattestyrelsens skøn er decideret urealistisk.

De ovennævnte fejlagtige forudsætninger for skønnet har ført til et væsentligt forkert og åbenbart urimeligt skønsresultat.

Det gøres således gældende, at virksomheden ikke har kunnet generere et overskud – og slet ikke i den størrelsesorden, som Skattestyrelsen lægger til grund, hvorfor der ikke er grundlag for at fastsætte en skønsmæssig forhøjelse i det omfang, som gennemført af Skattestyrelsen.

Det gøres i den forbindelse gældende, at det har formodningen for sig, at virksomheden ikke har genereret et tilfredsstillende overskud, eftersom [person1] lukkede smørrebrødsforretningen allerede otte måneder efter, at han købte den, herunder at han valgte at lukke forretningen til trods for, at en lukning indebar, at han var nødsaget til at opsige sin mor.

At virksomheden ikke har kunnet genere overskud, bekræftes desuden af virksomhedens momsindberetninger, og understøttes af de ovenstående beregninger af virksomhedens resultat i indkomstårene 2019 og 2020, som er foretaget på baggrund af virksomhedens momsindberetninger.

På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at der er påvist fejl i grundlaget for Skattestyrelsens skøn over virksomhedens overskud, som har ført til et væsentligt forkert og åbenbart urimeligt resultat, hvorfor skønnet ikke kan opretholdes.

Særligt for så vidt angår forhøjelsen af elafgift bemærkes, at vi naturligvis er enige i de af Skatteankestyrelsen foreslåede godkendte fradrag i indkomstårene 2019 og 2020 på henholdsvis kr. 6.490 og kr. 1.047.

Det gøres gældende, at [person1] ved de vedlagte fakturaer, jf. Bilag 21, har sandsynliggjort, at han reelt har haft udgifter i overensstemmelse med det selvangivne, dvs. kr. 13.232 i afgiftsåret 2019 og kr. 8.409 i afgiftsåret 2020, hvorfor der ikke er grundlag for at skønne således, at han skal indrømmes fuld godtgørelse for elafgift i overensstemmelse med det selvangivne.

3.2 Vedrørende den subsidiære hjemvisningspåstand

Den subsidiære hjemvisningspåstand er nedlagt for det tilfælde, at Landsskatteretten måtte være enig i, at Skattestyrelsen skøn ikke kan opretholdes, men ikke ønsker at sætte sit eget skøn i stedet.

Til støtte for hjemvisningspåstanden gøres det gældende, at der er påvist fejl i skønsgrundlaget og -resultatet, som fører til, at skønnet ikke kan opretholdes, jf. det ovenfor anførte i afsnit 3.1.2

(...)”

Indlæg under retsmødet

Indehaveren og indehaverens repræsentant fastholdt de nedlagte påstande og uddybede sine anbringender i overensstemmelse med tidligere skriftlige indlæg og det udleverede materiale på retsmødet. Indehaveren oplyste, at strømforbruget i virksomheden var anvendt til komfur, køleskab og køledisk.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om betingelserne for godtgørelse af elafgifter er opfyldt efter bestemmelserne i elafgiftsloven.

Retsgrundlag

Juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er afgiftspligtige. Dette fremgår af momslovens § 3, stk. 1, og der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt.

Betaling af afgift påhviler som udgangspunkt den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet, jf. momslovens § 46, stk. 1, 1. pkt.

I medfør af momslovens § 47, stk. 1, skal afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen.

Virksomheder, der skal registreres efter bestemmelsen i § 47, stk. 1, skal føre et momsregnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for kontrollen med afgiftens berigtigelse, jf. momslovens § 55.

Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 13 i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven og årsregnskabsloven.

Efter momslovens § 57, stk. 1, 1. og 2. pkt., skal virksomheder registreret efter § 47 efter udløbet af hver afgiftsperiode til told- og skatteforvaltningen angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift i perioden. Beløbene angives i hele kroner, idet der bortses fra ørebeløb.

Efter momslovens § 37, stk. 1, kan registrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms, jf. momslovens § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget efter § 13.

Det påhviler den afgiftspligtige at dokumentere, at betingelserne er opfyldt.

Såfremt størrelsen af det momstilsvar, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Efter dagældende bestemmelse i elafgiftslovens § 11, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 308 af 24. marts 2017), kan virksomheder registeret efter merværdiafgiftsloven (momsloven) kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov.

Efter dagældende bestemmelse i elafgiftslovens § 11, stk. 3 følger det, at tilbagebetaling ikke kan finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme.

Det følger endvidere af § 11, stk. 3, at tilbagebetaling ikke kan finde sted for elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde.

Efter dagældende bestemmelse i elafgiftslovens § 11, stk. 15, 3. pkt. skal til dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet fremlægges fakturer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. § 11 a, stk. 8.

Det følger endvidere af dagældende bestemmelse i elafgiftslovens § 11 c, at tilbagebetaling af afgift efter § 11, nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, med undtagelse af tilbagebetaling efter § 11, stk. 3, 7. pkt.

Efter elafgiftsloven udgør afgiften 88,4 øre pr. forbrugte kWh (2019 niveau).

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten finder, at der ikke kan godkendes fradrag for elafgifter for afgiftsperioderne i 2019 og 2020, da indehaveren ikke godtgjort, at betingelserne i elafgiftsloven for godtgørelse af elafgift er opfyldt, jf. elafgiftslovens § 11.

Retten har lagt vægt på, at de fremlagte fakturaer fra [virksomhed2] ikke er udstedt til indehaveren eller dennes virksomhed, men derimod indehaverens udlejer. Den fremlagte mailkorrespondance fra indehaverens udlejer kan ikke føre til en ændret vurdering, da fakturaerne fra [virksomhed2] ikke ses at være viderefaktureret med en specificeret opgørelse til indehaveren med dennes cvr-nr. anført. Retten henviser til elafgiftslovens § 11, stk. 15.

Retten har endvidere lagt vægt på, at indehaveren ikke har godtgjort, at betingelserne for godtgørelse i øvrigt er opfyldt, herunder om elforbruget er medgået til procesformål eller rumvarme, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3. Indehaverens forklaringer om at strømmen er anvendt til komfur, køleskab og køledisk, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.

TaxCon Medier I/S

Journalnr. 22-0024738

Faktiske oplysninger

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse