Kendelse af 22-04-2024 - indlagt i TaxCons database den 21-06-2024

Journalnr. 22-0045330

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Selskabets opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
2017
Nedsættelse af selskabets skattepligtige indkomst	98.553 kr.	0 kr.	Forhøjes til 0 kr.
2018
Nedsættelse af selskabets skattepligtige indkomst	158.026 kr.	0 kr.	Stadfæstelse
2019
Nedsættelse af selskabets skattepligtige indkomst	17.904 kr.	0 kr.	Stadfæstelse
2020
Nedsættelse af selskabets skattepligtige indkomst	178.009 kr.	0 kr.	Stadfæstelse

Faktiske oplysninger

ApS [virksomhed1] (herefter selskabet) blev stiftet den 23. november 1978 af [person1] og [person2] og er siden den 1. juli 1999 ejet af [person1]. [person1] stiftede moderselskabet ApS [virksomhed2] med CVR-nr. [...1] den 14. december 2016. Selskabet er sambeskattet med moderselskabet. Selskabets direktør har siden den 9. november 2017 været [person1]s ægtefælle, [person3].

Selskabet er registreret med branchekoden 494100 ”Vejgodstransport”, og selskabets aktiviteter er hovedsageligt transport af skrot.

Selskabet har oplyst til Skattestyrelsen, at [person4] har leveret kørselsydelser til selskabet siden den 1. februar 2017. Kørselsydelserne er faktureret gennem 10 forskellige virksomheder/selskaber, og der er udstedt 55 fakturaer og to afregningsbilag vedrørende kørsel udført af [person4]. Fakturabeløbene udgør i alt 2.151.667 kr. i perioden 2017-2020.

Det er oplyst af Skattestyrelsen, at ingen af de 10 virksomheder/selskaber har oplyst A-indkomst for [person4]. Det er endvidere oplyst, at [person4] ikke indgår i ejerkredsen eller ledelsen af de 10 virksomheder/selskaber.

Selskabet har på et møde med Skattestyrelsen oplyst, at [person4] primært kører for selskabets kunde, [virksomhed3], samt at han kører i selskabets lastbil med reg. nr. [reg.nr.1]. I den forbindelse er det oplyst, at selskabet afholder alle udgifter til drift af lastbilen. [person4] har ikke arbejdet for andre i den omhandlede periode. [person4] har ikke et aktivt CVR-nr. og har ikke annonceret for sit arbejde.

Selskabet har oplyst, at chaufførerne afleverer køresedler hver fredag. Selskabet har på mødet med Skattestyrelsen fremvist nogle af de køresedler, som [person4] har udarbejdet og afleveret.

Selskabet har endvidere oplyst på mødet med Skattestyrelsen, at [person1] har aftalt arbejdet direkte med [person4], og at han aldrig har haft kontakt med de virksomheder/selskaber, som har udstedt fakturaerne for [person4]s arbejdsydelser.

Selskabet er efter modtagelsen af Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 14. december 2021 begyndt at indberette løn for [person4] fra og med december 2021.

Skattestyrelsen har udsendt forslag til afgørelse den 14. december 2021, og den påklagede afgørelse er dateret den 31. marts 2022.

Selskabet har den 16. april 2024 fremlagt Skattestyrelsens afgørelse af 8. februar 2022 vedrørende ændring af [person4]s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2017-2020, idet Skattestyrelsen har anset [person4] for skattepligtig af yderligere løn fra selskabet, samt repræsentantens anmodning om aktindsigt af 16. april 2024 i kontrolsagen mod [person4].

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har nedsat selskabets skattepligtige indkomst med i alt 452.492 kr. for indkomstårene 2017-2020.

Skattestyrelsen har som begrundelse herfor anført følgende:

”1. Hæftelse for A-skat og AM-bidrag

...

1.4.Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Af samhandelsoplysningerne på bilag 1 bemærkes følgende:

•	Faktura 110 og 111 er betalt henholdsvis den 6. juni 2017 og den 4. maj 2017, hvorefter fakturaerne er udstedt den 8. juli 2017. Faktura 15583 er betalt den 30. december 2019, hvorefter fakturaen er udstedt den 29. januar 2020.

•	I brevhovedet på faktura 1204, 12054, 233 og 81 er som oplysning til ApS [virksomhed1] oplyst mailadressen [...@...com]. Mailadressen tilhører [person4].

•	På faktura 15583, 128855, 128873, 22103 er påført betalingsoplysninger til bankkonti tilhørende andre personer. I oplyser, at fakturaerne vedrører kørselsydelser leveret af [person4], og at I ikke kender kontoindehaverne.

•	På fakturaerne er påført 14 forskellige bankkonti, til brug for betaling.

•	I har den 6. marts 2019 og den 15. april 2019 udstedt afregningsbilag (kreditnota) 14829 og 14951, på henholdsvis 24.992 kr. og 25.000 kr. Ifølge bilagene har I købt jern og containere af [person4]. I har under mødet oplyst, at I aldrig opkøber skrot i selskabet.

Vurdering af samarbejdsforhold

Vurdering af selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere skal i skattemæssig henseende foretages på baggrund af de kriterier, der er angivet i pkt. 3.1 i cirkulære nr. 129 af den 4. juli 1994 (til personskatteloven).

En person anses for lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger, og for dennes regning og risiko. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter, med det formål at opnå et overskud.

I tvivlstilfælde foretages afgrænsningen på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager. Sondringen er beskrevet i Den Juridiske Vejledning afsnit C.C.1.2.1, som I har fået udleveret en kopi af under mødet.

Af SKM2017.208.BR fremgår, at en vognmand, der agerede underleverandør til en vognmandsvirksomhed, reelt anses at være lønmodtager i virksomheden. Retten lagde følgende til grund:

•	Vognmanden var ikke registreret som selvstændig erhvervsdrivende.
•	Vognmanden havde ikke et aktivt cvr-nummer.
•	Vognmandsvirksomheden var vognmandens eneste hvervgiver.
•	Vognmandens arbejde havde været omfattende, og var foregået løbende og hyppigt.
•	Arbejdet var ofte faktureret til en bestemt enhedspris.
•	Vognmandens vederlag adskilte sig ikke i særlig grad fra lønnen til øvrige ansatte.
•	Vognmandens arbejde var foregået ved kørsel med vognmandsvirksomhedens lastbiler.

Vi anser [person4] for at have været ansat under lønmodtagerlignende forhold i ApS [virksomhed1]. Vi anser vederlaget for løn omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragsloven § 1 og § 2, stk. 1. Vi har i vores vurdering lagt vægt på følgende:

•	[person4] er ikke registreret som selvstændig erhvervsdrivende, og har ikke haft et aktivt cvr-nr.

•	[person4] har ikke været ansat i nogle af de virksomheder og selskaber, som har udstedt faktura for hans arbejdsydelse

•	[person4] anses at have fast tilknytning til jer som hvervgiver, da han ikke udfører arbejde for andre, hvorved hans indtjening ikke sker fra en ubestemt kreds af hvervgiver.
•	Vi anser [person4]s arbejdsydelse, for en løbende arbejdsydelse, som er udført dagligt og kontinuerligt.

•	[person4] annoncerer, skilter eller med lignende metoder tilkendegiver ikke, at han som selvstændig erhvervsdrivende påtager sig at udføre arbejde i egen virksomhed.

•	Vederlaget er beregnet med fast timesats, som det er almindeligt i tjenesteforhold, hvorfor [person4]s indkomst dermed ikke afhænger af et eventuelt overskud.

•	Vederlaget er afregnet periodisk, som det er almindeligt i tjenesteforhold, dog med yderligere afregning i travle perioder.

•	[person4] påtager sig ikke en selvstændig økonomisk risiko, og ejer ikke den anvendte lastbil. I afholder alle udgifter til lastbilen, samt udgifter ved mangler eller skader, hvorfor I påtager jer den økonomiske risiko.

•	I modtager ikke en afløser ved [person4]s fravær, og kender ikke de virksomheder og selskaber der fakturerer hans arbejde.

•	Andre faste chauffører, der i lighed med [person4] leverer kørselsydelser for jer, i jeres lastbiler, er ansat som lønmodtager i ApS [virksomhed1].

Det er vores opfattelse, at I reelt er arbejdsgiver for [person4]. I er dermed forpligtiget til at indeholde A-skat og AM-bidrag efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, stk. 1. Som modtager af det fulde vederlag uden tilbageholdelse af A-skat og AM-bidrag, hæfter [person4] for den manglende skattebetaling.

...

Ændring af skattepligtigt resultat

Som konsekvens af, at jeres samarbejde anses for at være et ansættelsesforhold, kan der ikke godkendes skattemæssigt fradrag for fakturaer, som er udstedt for [person4]s kørselsydelser. Udgifterne er opgjort på bilag 3.

Modsat er løn en fradragsberettiget driftsudgift i det skattepligtige resultat jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a., hvorfor vi ændres jeres skattepligtige resultat med følgende:

	2017	2018	2019	2020
Ikke godkendt driftsudgift ifølge bilag 3	337.750 kr.	413.565 kr.	396.607 kr.	497.660 kr.
Lønudgift ifølge bilag 2	-436.303 kr.	-571.591 kr.	-414.511 kr.	-675.669 kr.
Nedsættelse af resultat	-98.553 kr.	158.026 kr.	-17.904 kr.	-178.009 kr.

Jeres skattepligtige resultat nedsættes samlet med 452.492 kr. (98.553 + 158.026 + 17.904 + 178.009). Ændringen overføres til sambeskatningsindkomsten ved [virksomhed2] ApS i følge selskabsskattelovens § 31 stk. 1 og 2.

...

Gennemgang af jeres bemærkninger

Vi har gennemgået jeres bemærkninger.

•	Vi fastholder korrektheden i at foretage en samlet bedømmelse af forholdet mellem jer som hvervgiver og [person4] som hvervtager. Vi fastholder desuden, at arbejdsforholdet mellem jeres selskab og [person4] er et lønmodtagerforhold.

Det er uden betydning, at [person4] ikke indgår i ejerkredsen eller ledelsen af omtalte virksomheder og selskaber. Det er også uden betydning, at betalingen ikke er foretaget direkte til [person4]. Vi skal derfor heller ikke dokumentere over for jer, hvilke beløb [person4] har modtaget.

Ingen af ovennævnte omstændigheder har selvstændig betydning for spørgsmålet om, hvorvidt [person4] udfører personligt arbejde for jer i et tjenesteforhold.

•	Vi fastholder, at vi har overholdt begrundelsespligten efter forvaltningslovens § 24.

Af forvaltningslovens § 24 følger et krav om korthed og relevans. Begrundelsespligten omfatter de faktiske oplysninger der har været tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen. Vi har tillagt det væsentlig betydning, at pengestrømme har ramt andre selskaber og personers bankkonti.

Omtalte virksomheder og selskabers betaling af moms og selskabsskat, har ikke været tillagt betydning ved vores afgørelse. Hvad angår deres indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, har vi alene tillagt det betydning, at ingen af virksomhederne/selskaberne, har oplyst A-indkomst for [person4].

I forbindelse med at I har søgt aktindsigt i omtalte virksomheder og selskabers skatte- og momsmæssige forhold, har vi gjort opmærksom på, at 6 ud af 10 virksomheder og selskaber, aldrig har været lønregistreret. l har i jeres indsigelser, ikke haft bemærkninger hertil.

•	Af kildeskattelovens § 69, stk. 1, følger, at den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat over for det offentlige, er umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre den pligtige godtgør, ikke at have udvist forsømmelighed.

"Betaling af manglende beløb" skal tolkes i sammenhæng med resterende del af bestemmelsen. Hermed, at der er tale om det beløb, som den pligtige, har undladt at indeholde.

Efter vores vurdering, er I den indeholdelsespligtige, hvormed der er tale om manglende betaling af opgjorte beløb, tilsvarende jeres manglende indeholdelse. Ingen af de øvrige omtalte virksomheder og selskaber, har indbetalt beløb vedrørende [person4].

Vi anser det ikke for godtgjort, at T ikke har udvist forsømmelighed. Det forhold, at I har valideret, at samhandlen skete med et gyldigt cvr-nr., kan under de foreliggende omstændigheder, hvor arbejdet blev udført uden økonomisk risiko for [person4], men for jeres regning og risiko og ved anvendelse af jeres lastbil og efter jeres instrukser, ikke fritage jer for hæftelsesansvar. Det følger af SKM2012.375.VLR.

Vi anser omtalte virksomheder og selskabers faktureringer for at være en konstruktion, med det formål, at undlade indeholdelse og afregning af A-skat og AM-bidrag, hvormed vi ikke anser, at der er realitet bag de udstedte fakturaer.

Vi bemærker, at I som følge af vores forslag af den 14. december 2021, er begyndt at indberette løn for [person4] pr. december 2021.

...”

Skattestyrelsen har i udtalelse af 16. juni 2022 anført følgende:

”...

Frister

Vi accepterer at nedsættelsen af klageres skattepligtige resultat i 2017 på - 98.553 kr., og ændringen af klagerens købsmoms for perioden 1. april 2017 – 30. september 2018, beløbende til 162.114 kr., ikke er foretaget efter betingelserne for ekstraordinær ansættelse jf. SFL § 27 og § 32.

...

Vi fastholder nedsættelsen af klagerens skattepligtige resultat i perioden 2018-2020, samt ændringen af klagerens købsmoms for perioden 1. januar 2019 – 31. marts 2021. Konsekvensændringerne er foretaget inden for de ordinære frister i SFL § 26, stk. 1 og § 31.

...

Aktindsigt

Klagerens repræsentant anfægter, at vi i vores afgørelse om aktindsigt af den 2. maj 2022, ikke har medsendt kopi af de sagsakter der er oplistet på afgørelsen om aktindsigt af den 1. februar 2022.

Som oplyst i afgørelsen om aktindsigt af den 2. maj 2022, er oplistede sagsakter ikke medsendt dobbelt, idet sagsakterne allerede sendes som følge af den nye aktindsigt. Klageren har derfor modtaget alle sagsakter, hvormed klagerens påstand om manglende sagsakter, ikke er korrekt.

Klagerens repræsentant anfægter desuden partshøringen, idet klageren ikke mener at have fået aktindsigt i det materiale, der er lagt til grund for sagen. Dette grundet at de ikke har fået aktindsigt efter forvaltningsloven i eventuelle sager om de omtalte 10 virksomheder og [person4].

Som følge af vores journaliseringspligt, er alle sagsakter, der er modtaget eller afsendt som led i sagsbehandlingen af ApS [virksomhed1], og som er lagt til grund for vores afgørelse af den 31. marts 2022, arkiveret under sags-id. [sag1]. Klageren har som ovennævnt fået aktindsigt i sagen henholdsvis den 1. februar 2022 og den 2. maj 2022. Klageren har dermed af flere omgange fået aktindsigt i det tilgrundliggende materiale. Der forekommer ikke yderligere tilgrundliggende oplysninger.

Klageren kan ikke få aktindsigt efter forvaltningsloven i eventuel behandling af omtalte 10 virksomheder og [person4], idet selskabet ikke er part i eventuel sagsbehandling af pågældende, samt idet oplysningerne vil være underlagt vores særlige tavshedspligt. Derudover kan det oplyses, at en eventuel sagsbehandling af virksomheder ikke ligger til grund for vores sagsbehandling af ApS [virksomhed1].

...

Skat

Klagerens repræsentant mener ikke, at en vurdering af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager er relevant, idet klageren hovedsageligt har indgået aftaler med kapitalselskaber. Det påstås, at vurderingselementerne der følger af SKM2017.208.BR, derfor ikke har relevans for klagerens sag.

Vi understreger, at vurderingen af forholdet mellem klageren og [person4], har resulteret i, at klagerens mellemværende med omtalte virksomheder anses for at være konstrueret og fiktiv. Dette idet vi som følge af vores vurdering i afgørelsen af den 31. marts 2022, ikke anser virksomhederne for reelt at have leveret ydelsen. Derimod vurderer vi, at ydelsen reelt er leveret af [person4], og at leveringen af ydelsen er sket under lønmodtagerlignende forhold.

Til klagerens påstand om at der er indgået aftaler med virksomhederne, fremhæves det, at klageren på mødet den 17. juni 2021 har oplyst, at de aldrig har haft kontakt til virksomhederne, at de ikke har kendskab til disse, samt at de har forespurgt [person4] hertil, uden dog at få en egentlig forklaring. Tillige har klageren oplyst at, der ikke foreligger samarbejdsaftaler med de omtalte 10 virksomheder, idet klageren udelukkende har haft kontakt med [person4].

Klagerens påstand om at have indgået mundtlige aftaler med virksomhederne er dermed modstridende deres tidligere udsagn.

Klageren påpeger i vidt omfang, at gør brug af fremmed vognmænd, understøttet af bilag 6 til klagen. Klageren sidestiller omtalte 10 virksomheder med resterende virksomheder som fremgår af bilag 6. Hertil påstår klageren, at alle fremmede vognmænd har haft samme økonomiske risiko og samme instruktionsbeføjelser.

Det skal bemærkes, at vores behandling af ApS [virksomhed1], ikke har omfattet undersøgelse af alle selskabets underleverandører. Vi kan ikke tage stilling til en konkret vurdering af de øvrige underleverandører på det foreliggende grundlag. Dog skal det bemærkes, at selskabet har oplyst på mødet, at [person4] er den eneste faste chauffør, som kører i selskabets lastbil uden at være ansat i selskabet.

Vi har gennemgået bogføringsspecifikationen af konto 1900 ”Fremmed vognmænd” vedrører perioden 2015-2021. Vi bemærker, at klageren foruden omtalte 10 virksomheder, hovedsageligt gør brug af et begrænset antal af underleverandører. Ud fra posteringsteksterne, kan vi sandsynliggøre, at der hovedsageligt er tale om samarbejde med følgende 10 vognmænd.

Vi har undersøgt vognmændenes i cvr-registeret og motorregistret. Af registrene følger, at vogn- mændene er registreret med følgende hovedbranche, og har følgende lastbiler og vogne registreret:

Posteringstekst (blandt andre)	Cvr-nr.	Navn	Hovedbranche	Lastbil / vogne
”[virksomhed4]”	[...2]	[virksomhed4] ApS	Godshåndtering	Sættervogne
”Kørsel [virksomhed5]”	[...3]	[virksomhed5] ApS	Vejgodstransport	Lastbiler, påhængsvogne
”[person5]” ”[person6]” ”[person7]”	[...4]/ [...5]/ [...6]	Vognmandsforretning [virksomhed6]	Vejgodstransport Genbrug af sorterede materialer	Lastbiler, påhængsvogne, sættervogne
”Krankørsel [virksomhed7]”	[...7]	[virksomhed7] ApS	Vejgodstransport	Lastbiler, sættervogne
”Kørsel [virksomhed8]” ”Kørsel [virksomhed9]”	[...8]	[virksomhed10] A/S (Tidligere ”[virksomhed9] ApS”, ”Vognmand [virksomhed8] ApS”)	Vejgodstransport	Lastbiler, påhængsvogne, påhængsredskab
”Kørsel [virksomhed11]”	[...9]	[virksomhed11] ApS	Vejgodstransport	Lastbil
”Kørsel [person8]”	[...10]	[virksomhed12] ApS	Vejgodstransport	Lastbiler, påhængsvogne, sættervogne
”Kørsel [virksomhed13]”	[...11]	[virksomhed13] v/[person9]	Vejgodstransport	Lastbiler, påhængsvogne, sættervogne
”Kørsel [virksomhed14]”	[...12]	[virksomhed14] A/S	Vejgodstransport	Lastbiler
”Kørsel [virksomhed15]	[...13]	[virksomhed15]	Vejgodstransport	Lastbiler, påhængsvogne, sættervogne

Ud fra foreliggende materiale vurderes det sandsynligt at ovennævnte vognmænd har mulighed for at levere ydelser som underleverandører, idet virksomhedernes hovedbranche er vejgodstransport og godshåndtering, samt at virksomhederne har lastbiler og vogne til rådighed.

Modsat er det usandsynligt at de 10 virksomheder, som indgår i vores sagsbehandling, skulle have leveret en reel kørselsydelse. Dette indledningsvis med begrundelsen der følger af sagsfremstilling i afgørelsen af den 31. marts 2022. Tillige er ingen af virksomhederne registreret med hovedbranche inden for vejgodstransport, og virksomhederne har hovedsageligt ingen lastbil eller vogne haft til rådighed i samhandelsperioden.

Cvr-nr.	Navn	Hovedbranche	Lastbil / vogne
36950366	[virksomhed16] ApS	Kombinerede serviceydelser	Ingen
38198254	[virksomhed17] ApS	Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse	Lastbil i knap 3 mdr. i 2018
38603205	[virksomhed18] IVS	Opførelse af bygninger	Ingen
26305713	[virksomhed19] v/[person10]	Murere	Ingen
39221624	[virksomhed20] IVS	Gennemførelse af byggeprojekter	Ingen
34584095	[virksomhed21] ApS	Bogføring og revision; Skatterådgivning	Ingen
40962395	[virksomhed22] ApS	Tømrer- og bygningssnedkervirksom- hed, vikarbureauer	Ingen
33257945	[virksomhed23] ApS	Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed	Ingen
41320796	[virksomhed24] ApS	Gennemførelse af byggeprojekter	Ingen
39212889	[virksomhed25] ApS	Andre sociale foranstaltninger uden institutionsophold i.a.n.	Ingen

Afslutningsvis bemærkes, at klageren siden december 2021 har indberettet løn til [person4], hvormed klageren må anses for enig i vurderingen af et lønmodtagerlignende samarbejde.

...”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst forhøjes med i alt 452.492 kr. for indkomstårene 2017-2020.

Selskabets repræsentant har desuden fremsat påstand om, at nedsættelsen af selskabets skattepligtige indkomst med 98.553 kr. for indkomståret 2017 ikke er foretaget rettidigt.

Selskabets repræsentant har som begrundelse herfor anført følgende:

”...

Der nedlægges påstand om, at de i afgørelsen af 31. marts 2022 foretagne ændringer af selskabets indkomst- og momsforhold med -452.492 kr. og 409.617 kr. ændres til 0 kr., ligesom afgørelsen om hæftelse for A-skat med 931.803 kr. og for AM-bidrag med 167.845 kr. nedsættes til 0 kr.

1. Aktindsigt og ugyldighed

Revisor anmodede den 31. januar 2022 Skattestyrelsen om aktindsigt i det komplette sagsmateriale til brug for kommentering af forslaget til afgørelse – dvs. som led i partshøringen i medfør af skatteforvaltningsloven § 20.

Skattestyrelsen har ved afgørelse af 1. februar 2022 givet delvist aktindsigt i sagsmaterialet i selskabets skattesag, idet der er givet afslag på aktindsigt i materiale vedrørende de 10 underleverandører, jf. bilag 3.

Tilsvarende har undertegnede 27. april 2022 anmodet om aktindsigt i det komplette sagsmateriale, herunder ALT sagsmateriale vedrørende den i sagen omhandlede [person4] samt de i sagen omhandlede 10 selskaber, jf. listen i afgørelsen side 3-4, jf. bilag 4.

Skattestyrelsen afslog ved afgørelse af 2. maj 2022 jf. bilag 5, at give aktindsigt i sagsmateriale vedrørende den i sagen omhandlede [person4] samt de i sagen omhandlede 10 selskaber, jf. listen i afgørelsen side 3-4. Skattestyrelsen anmodes om at fremsende kopi af alt det underliggende sagsmateriale i aktindsigten 1. februar 2022, idet dette sagsmateriale ikke var medsendt i aktindsigten 2. maj 2022.

Konsekvensen heraf er, at den lovbestemte partshøring har været en ren skueproces. Tilsidesættelse af denne garantiforskrift fører til ugyldighed.

Dette følger ikke blot af dansk forvaltningsrets regler i forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven, men tillige af retten til at få udleveret alt det sagsmateriale, som Skattestyrelsen har indhentet til brug for sagen, jf. EU Charteret om grundlæggende rettigheder, artikel 47, jf. C-189/18 (Glencore), præmis 41, 51-53 og 65-69. Tilsidesættelse af denne grundlæggende ret til fuld aktindsigt som led i partshøring forud for en bebyrdende administrativ afgørelse fører efter EU Charterets artikel 47 til afgørelsens ugyldighed. Videre skal henvises til præmis 52, hvoraf fremgår, at et sådant brud på garantiforskriften ikke efterfølgende kan repareres ved, at der gives aktindsigt under en senere klageinstans/domstol.

Følgende skal fremhæves fra EU-Domstolens dom i C-189/18 (Glencore):

”39 De rettigheder, som er sikret i EU-retten, omfatter iagttagelse af retten til forsvar, der ifølge fast retspraksis udgør et generelt princip i EU-retten, som finder anvendelse, så snart myndighederne over for en person påtænker at træffe en for vedkommende bebyrdende retsakt. I medfør af dette princip skal adressater for beslutninger, som i væsentlig grad påvirker deres interesser, have mulighed for at gøre deres synspunkter gældende med hensyn til de forhold, myndighederne påtænker at støtte sig på. Denne pligt påhviler medlemsstaternes administrative myndigheder, når de træffer foranstaltninger, der er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, selv om den relevante EU-ret ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan formalitet (jf. dom af 18.12.2008, Sopropé, C-349/07, EU:C:2008:746, præmis 36-38, og af 22.10.2013, Sabou, C-276/12, EU:C:2013:678, præmis 38). ...

41 En integrerende del af iagttagelsen af retten til forsvar er retten til at blive hørt, som garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt. Ifølge Domstolens praksis har reglen om, at en adressat for en bebyrdende afgørelse skal have lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger, før afgørelsen træffes, til formål at sætte den kompetente myndighed i stand til at tage hensyn til alle relevante forhold. For at sikre en effektiv beskyttelse af den pågældende person har reglen bl.a. til formål at gøre det muligt for personen at rette en fejl eller gøre sådanne forhold vedrørende sin personlige situation gældende, som taler for, at afgørelsen træffes, ikke træffes eller træffes med et nærmere bestemt indhold (dom af 5.11.2014, Mukarubega, C-166/13, EU:C:2014:2336, præmis 46 og 47 og den deri nævnte retspraksis). ...

51 Det i præmis 39 og 41 i nærværende dom nævnte krav om, at der skal være mulighed for på en hensigtsmæssig måde at kunne fremsætte sine bemærkninger til de forhold, myndighederne påtænker at lægge til grund for deres afgørelse, forudsætter, at adressaterne sættes i stand til at få kendskab til disse elementer (jf. i denne retning dom af 9.11.2017, Ispas, C-298/16, EU:C:2017:843, præmis 31). Retten til aktindsigt er således et logisk supplement til princippet om iagttagelse af retten til forsvar (jf. i denne retning dom af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 68).

52 Da adressaten for en bebyrdende afgørelse skal have lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger, før afgørelsen træffes, navnlig således, at den kompetente myndighed sættes i stand til at tage behørigt hensyn til samtlige relevante forhold, og således at denne adressat i givet fald kan rette en fejl og gyldigt påberåbe sig sådanne forhold vedrørende sin personlige situation, skal aktindsigten tillades i løbet af den administrative procedure. En under den administrative procedure begået tilsidesættelse af retten til aktindsigt bliver derfor ikke berigtiget blot ved, at der under en retssag, hvis genstand er en påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, er givet aktindsigt (jf. analogt dom af 8.7.1999, Hercules Chemicals mod Kommissionen, C-51/92 P, EU:C:1999:357, præmis 78, af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 318, og af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 104).

53 Det følger heraf, at i en administrativ afgiftsprocedure som den i hovedsagen omhandlede skal den afgiftspligtige person have adgang til samtlige de oplysninger i sagsakterne, som afgiftsmyndigheden agter at støtte sin afgørelse på. Når afgiftsmyndigheden agter at støtte sin afgørelse på beviser, der – ligesom det er tilfældet i hovedsagen – er indhentet i forbindelse med straffeprocedurer og relaterede administrative procedurer iværksat mod den afgiftspligtige persons leverandører, skal denne person således have adgang til disse oplysninger. ...

65 For at den domstolsprøvelse, som er sikret ved chartrets artikel 47, skal være effektiv, er det desuden et krav, at den retsinstans, ved hvilken der er anlagt sag til prøvelse af en afgørelse om momsberigtigelse fra afgiftsmyndigheden, har beføjelse til at efterprøve, om de beviser, der er blevet tilvejebragt i forbindelse med en relateret administrativ procedure, som den afgiftspligtige person ikke var part i, og som er blevet anvendt med henblik på at støtte denne afgørelse, er blevet tilvejebragt i strid med de rettigheder, der er sikret ved EU-retten, og navnlig ved chartret. Dette er gældende, selv når disse beviser, således som det er tilfældet i hovedsagen, har begrundet administrative afgørelser, der er blevet truffet over for andre afgiftspligtige personer, og som er blevet endelige. ...

67 Mere generelt skal en sådan retsinstans inden for rammerne af kontradiktoriske forhandlinger kunne efterprøve lovligheden af tilvejebringelsen og anvendelsen af de beviser, der er blevet indsamlet i løbet af relaterede administrative procedurer iværksat over for andre afgiftspligtige personer, og de for udfaldet af søgsmålet afgørende konstateringer, der er foretaget i de administrative afgørelser, som disse procedurer har ført til. Den processuelle ligestilling ville nemlig blive brudt, og kontradiktionsprincippet ville ikke være iagttaget, såfremt afgiftsmyndigheden med den begrundelse, at den er bundet af de afgørelser, der er blevet truffet over for andre afgiftspligtige personer, og som er blevet endelige, ikke var forpligtet til at fremlægge disse beviser for retsinstansen, såfremt den afgiftspligtige person ikke kunne have haft kendskab hertil, såfremt parterne ikke kunne drøfte såvel de nævnte beviser som disse konstateringer kontradiktorisk, og såfremt den nævnte retsinstans ikke var i stand til at efterprøve samtlige de faktiske og retlige omstændigheder, som disse afgørelser er støttet på, og som er afgørende for løsningen af den tvist, der er blevet indbragt for den.

68 Såfremt den nævnte ret ikke er beføjet til at foretage denne kontrol, og såfremt adgangen til retsmidler dermed ikke er effektiv, skal der ske afvisning af de beviser, der er blevet tilvejebragt i forbindelse med relaterede administrative procedurer, og af de konstateringer, som er blevet foretaget i administrative afgørelser truffet over for andre afgiftspligtige personer ved udløbet af disse procedurer, og den anfægtede afgørelse, som er truffet på grundlag af disse beviser og disse konstateringer, skal annulleres, hvis den på baggrund heraf ikke længere er begrundet (jf. i denne retning dom af 17.12.2015, WebMindLicenses, C-419/14, EU:C:2015:832, præmis 89).”

Det gøres gældende, at afgørelsen af 31. marts 2022, som følge af Skattestyrelsens nægtelse af at udlevere det for sagerne relevante aktindsigtsmateriale, er ugyldig, subsidiært at oplysninger om underleverandørerne ikke må tillægges nogen bevismæssig betydning under klagesagen.

2. Sagens materielle forhold

2.1. Momsdelen

Revisor har tidligere indsendt selskabets regnskaber og underliggende bogføringsmateriale, således som Skattestyrelsen har bedt om.

De fakturaer, hvor Skattestyrelsen har underkendt momsfradrag for, er vedhæftet den påklagede afgørelse som underbilag 1 til bilag 1.

Det kan lægges til grund, at det underliggende transportarbejde er udført.

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at transportarbejdet er udført af [person4] og ikke de 10 underleverandører, og det er på den baggrund, at Skattestyrelsen har truffet afgørelse om at underkende selskabets momsfradrag, samt har pålagt selskabet, at det skulle have indeholdt A-skat og AM-bidrag heraf samt pålagt selskabet hæftelse herfor i medfør af KSL § 69.

Alle fakturaerne er betalt via bankoverførsel.

Det gøres gældende, at fakturaerne opfylder specifikationskravene i momsdirektivets art. 226, jf. C-516/14 (Barlis) og C-374/16 og C-375/16 (Giessel).

Skattestyrelsen har i afgørelsen side 6-8, nævnt en række punkter, der – efter Skattestyrelsens opfattelse – viser, at transportopgaverne er udført af [person4] som lønmodtager for [virksomhed1]. Men Skattestyrelsen har ikke redegjort for, hvorfor der skulle være grundlag for underkendelse af retskravet på momsfradrag for transportydelser ydet af underleverandørerne og som underentreprenørerne har udstedt fakturaer for, som [virksomhed1] har betalt.

[virksomhed1] har ved hver af de omhandlede underentreprenører – ligesom for alle andre underentreprenører - checket, at den enkelte underentreprenør var oprettet i CVR-registeret, ligesom momsregistrering er blevet checket. Henset hertil og da dette transportarbejde er blevet udført af underentreprenørerne, hvilket selskabet løbende foretog kontrol med, ligesom kvaliteten af arbejdet blev checket løbende af selskabet, kan retten til momsfradraget ikke ophæves – dette er der ikke hjemmel efter momssystemdirektivet og den tilhørende praksis fra EF-Domstolen.

Selv hvis underentreprenørerne ikke måtte have indberettet eller indbetalt momsen til SKAT, hvilket bestrides som udokumenteret, er dette uden betydning for selskabets ret til momsfradrag, jf. C-439/04, Axel Kittel, præmis 49. Tilsvarende i en situation, hvor en underleverandør ikke måtte være momsregistreret, kan det føre til fortabelse af retten til fradrag for momsen, jf. f.eks. C-324/11 (Tóth), præmis 32.

I henhold til Domstolens faste praksis udgør afgiftspligtige personers ret til, i den moms, der påhviler dem, at fradrage den moms, som skal betales eller er betalt for goder, som de har købt, eller ydelser, som de har fået leveret, og som anvendes i forbindelse med deres afgiftspligtige transaktioner, et grundlæggende princip i det fælles momssystem, der er indført ved EU-lovgivningen. Som Domstolen gentagne gange har fastslået, udgør den i momsdirektivets artikel 167 ff. fastsatte fradragsret en integrerende del af momsordningen, og den kan som udgangspunkt ikke begrænses, jf. C-189/18 (Glencore Agriculture Hungary), præmis 33 og den deri nævnte retspraksis), jf. videre C-430/19 (SC C.F. SRL).

I den situation, hvor myndighederne ønsker at underkende et momsfradrag, så påhviler det de nationale skattemyndigheder på objektivt bestyrket grundlag at godtgøre, at virksomhedens retskrav på momsfradrag skal fraviges, og momsfradraget skal nægtes, jf. f.eks. C-78/12 (Evita K), præmis 39ff, C-324/11 (Tóth), præmis 45 og 53 og C-80/11 og C-142/11 (Mahagében og Dávid), præmis 50 – sidstnævnte præmis lyder således:

”50 Henset til ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål i sag C-142/11 herefter besvares med, at artikel 167, artikel 168, litra a), artikel 178, litra a), artikel 220, nr. 1), og artikel 226 i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national praksis, hvorefter afgiftsmyndigheden nægter en afgiftspligtig person retten til i det beløb, der påhviler ham i skyldig moms, at fradrage beløbet på den moms, som skal betales eller er betalt for ydelser, der er blevet leveret til ham, med den begrundelse, at udstederen af fakturaen for disse ydelser eller en af fakturaudstederens leverandører har handlet ulovligt, uden at nævnte myndighed på grundlag af objektive forhold godtgør, at den pågældende afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for retten til fradrag, var led i svig begået af den nævnte fakturaudsteder eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere led af forsyningskæden.”

At det påhviler Skattestyrelsen på objektivt bestyrket grundlag at føre bevis herfor, understøttes også f.eks. af C-189/18 (Glencore Agriculture Hungary), præmis 38-49 og C-610/19 (Vikingo) præmis 66:

”66 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første til det fjerde spørgsmål besvares med, at direktiv 2006/112, sammenholdt med princippet om afgiftsneutralitet, effektivitetsprincippet og proportionalitetsprincippet, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national praksis, hvorved skatte- og afgiftsforvaltningen nægter en afgiftspligtig person retten til at fradrage den moms, der er betalt for erhvervelser af varer, som er blevet leveret til den pågældende, på grund af det usandsynlige indhold af fakturaerne for disse erhvervelser, når fremstillingen af disse varer og leveringen heraf for det første ikke har kunnet udføres af udstederen af disse fakturaer, da denne savner de nødvendige materielle og menneskelige ressourcer hertil, og de nævnte varer således reelt er erhvervet hos en ikke-identificeret person, når de nationale regnskabsføringsregler for det andet ikke er blevet overholdt, når den leveringskæde, der har ført til de nævnte erhvervelser for det tredje ikke var økonomisk begrundet, og når der for det fjerde har været uregelmæssigheder forbundet med tidligere transaktioner, der er del af denne leveringskæde. For at begrunde en sådan nægtelse skal det i tilstrækkelig grad godtgøres, at den afgiftspligtige person har deltaget aktivt i svig, eller at denne afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at de nævnte transaktioner var led i svig begået af udstederen af fakturaerne eller en anden erhvervsdrivende, der befinder sig i et tidligere led i den nævnte leveringskæde, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.”

Skattestyrelsen har ikke ført et sådant bevis på objektivt bestyrket grundlag, for at selskabets momsfradrag kan underkendes.

Det gøres derfor gældende, at der ikke er grundlag for nægtelse af momsfradrag.

2.2. Skattedelen

Skattedelen og momsdelen hænger sammen.

Det bestrides overordnet, at der er grundlag for at pålægge selskabet at foretage indberetning af A-skat og AM-bidrag eller pålægge selskabet hæftelse for betaling heraf, således som Skattestyrelsen har gjort.

Det gøres overordnet gældende, at Skattestyrelsen ikke har godtgjort, at betingelserne, for at anse det udførte arbejde for udført af ansatte i selskabet, er opfyldt.

Skattestyrelsens begrundelse herfor hviler da også udelukkende på udokumenterede antagelser om underentreprenørernes forhold, jf. side 6-8 i afgørelsen.

Skattestyrelsen har henvist til afgørelsen i SKM2017.208.BR. Denne afgørelse vedrører spørgsmålet om en vognmand var lønansat eller selvstændigt erhvervsdrivende og har baseret hele sin argumentation på, at [person4] var ansat i [virksomhed1]. Det er ikke det, der er tale om i nærværende sag, idet underentreprenørerne alle er kapitalselskaber, hvorfor SKM2017.208.BR ikke har nogen relevans. Heroverfor er der ikke noget grundlag for at underkende de omhandlede selskaber og de indgåede aftaler om disse selskabers levering af transportydelserne.

Alle de i sagen omhandlede transportopgaver er efter aftale udført af underentreprenørerne, og samtlige fakturaer for det udførte arbejde er udstedt af de samme underentreprenører.

Af læren om rette indkomstmodtager følger, at en given indtægtspost skal henføres til den person/ selskab, der har den retlige adkomst til indkomsten. Sagt med andre ord vil indkomstfordelingen følge de obligationsretlige regler, jf. Lærebog om indkomstskat, 17. udg., side 673. At skatteretten skal indrette sig i overensstemmelse med obligationsretten er alment anerkendt i retspraksis, jf. f.eks. U.2007.736H (Finwill)

SKAT har i sin Juridiske Vejledning, C.D.2.2.1. anført følgende principper for fastlæggelse af ”rette indkomstmodtager”:

”Koncernindkomsten skal i skatteretlig henseende fordeles til det skattesubjekt, som er henholdsvis rette indkomstmodtager og rette omkostningsbærer. Denne fordeling foretages som udgangspunkt på grundlag af de almindelige principper i SL §§ 4 - 6. Indtægter skal henføres til det skattesubjekt, som har et retligt krav på indtægten, og omkostninger skal henføres til det skattesubjekt, som har en retlig forpligtelse til at afholde omkostningen.”

Tilsvarende følger driftsomkostningerne de obligationsretlige principper, om at rette omkostningsbærer og dermed den, der har retten til fradrag for en driftsomkostning, er den person, som har den retlige forpligtelse til at afholde udgiften hertil. Dette beskrives dels i litteraturen, jf. f.eks. Lærebog om indkomstskat, 17. udg., side 677, men er f.eks. også beskrevet af lovgiver i forslag til lov om ændring af Ligningsloven (Udvidelse af fradragsretten for erhvervsmæssige lønudgifter m.v.),

LFF104/2017:

”Det er i øvrigt en forudsætning for at kunne fradrage driftsomkostninger, at omkostningen er henført til den rette omkostningsbærer, dvs. den skattepligtige juridiske eller fysiske person, som har den retlige forpligtelse til at afholde omkostningen. Det indebærer, at en omkostning og dermed fradragsretten ikke kan placeres vilkårligt i f.eks. et datterselskab i en koncern. Omkostningen skal bæres af det selskab, som er forpligtet til at afholde denne. Såfremt en omkostning for en given ydelse afholdes og dermed fratrækkes af et selskab i en koncern, mens andre selskaber i koncernen har nytte af denne ydelse, skal disse andre selskaber betale kompensation for ydelsen til det omkostningsbærende selskab på armslængdevilkår, dvs. vilkår som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender.”

Det forhold, at en virksomhed udføres af et selskab, anerkendes i dansk ret (og skatteret), jf. f.eks. U 1998.1314H (Haugland).

Det er uomtvisteligt, at underentreprenørerne har udstedt fakturaer for de transportopgaver, de udførte for [virksomhed1], og [virksomhed1] har foretaget betaling for det udførte arbejde til de på fakturaerne anførte bankkontonumre. [virksomhed1] ville ikke med frigørende virkning kunnet have betalt til andre end de omhandlede underentreprenører.

Det bemærkes hertil, at selskabet i vidt omfang -og igennem en menneskealder - har benyttet og benytter underentreprenører i sin virksomhed, jf. bilag 6, og der er ikke noget grundlag for skatte- /momsmæssigt at behandle de i sagen omhandlede 10 underentreprenører anderledes end selskabets øvrige underentreprenører. Det kan f.eks. nævnes, at de 10 omhandlede underentreprenører har haft samme økonomiske risiko for ikke at modtage betaling for udførte transportopgaver og samme instruktionsbeføjelser af medarbejdere/chauffører som andre underentreprenører.

Alle aftaler med underentreprenører er i overensstemmelse med kutyme indgået mundtligt.

Det gøres på det grundlag gældende, at underentreprenørerne er rette indkomstmodtager ifht. de af underentreprenørerne udførte transportopgaver, at [virksomhed1] er rette omkostningsbærer, og at der ikke er grundlag for at begrænse [virksomhed1] ApSs ret til fradrag for de betalte omkostninger hertil, jf. statsskattelovens § 6A.

Videre bestrides det, at der er grundlag for at pålægge selskabet hæftelse for AM-bidrag og A-skatter for de hævdede ansættelsesforhold. Der er ikke udvist forsømmelighed fra selskabets side, og det gøres gældende, at det har Skattestyrelsen da heller ikke godtgjort, jf. KSL § 69, jf. cir.135/1988, jf. SD-cir 4/1987. Bevisbyrden herfor påhviler Skattestyrelsen.

...

4. Fristreglerne

[virksomhed1] har bagudforskudt indkomstår med periode 1.7-30.6.

Skattestyrelsens afgørelse er dateret 31. marts 2022, hvorfor afgørelse, for så vidt angår indkomståret 2017, er foretaget ekstraordinært i medfør af skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

Agterskrivelse er afsendt 14. december 2021 og afgørelse er dateret 31. marts 2022, hvorfor der er gået mere end 3 måneder mellem agterskrivelsen og afgørelsen. De foretagne pålæg om indberetning/indbetaling af A-skat og AM-bidrag med 235.774 kr. i indkomståret 2017 er derfor allerede af den grund ugyldige i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Det bestrides videre, at betingelserne i § 27, stk. 1, såvel som 6-måneders varslingsfristen i stk. 2, er overholdt. Endelig er afgørelsen fsva.de ekstraordinære punkter ugyldig som følge af den manglende begrundelse, jf. SKM2003.248.ØLR.

[virksomhed1] har kvartalsmoms, hvorfor forhøjelserne af selskabets momsgrundlag for perioderne 2. kvartal 2017 til og med 3. kvartal 2018 (angivelsesfrist 3. december 2018) er foretag ekstraordinært i medfør af skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32.

Agterskrivelse er afsendt 14. december 2021 og afgørelse er dateret 31. marts 2022, hvorfor der er gået mere end 3 måneder mellem agterskrivelsen og afgørelsen. De foretagne forhøjelser af momsgrundlaget for momsperioderne 2. kvartal 2017 til 3. kvartal 2018 med i alt 162.114 kr. er derfor allerede af den grund ugyldige i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det bestrides videre, at betingelserne i § 32, stk. 1, såvel som 6-måneders varslingsfristen i stk. 2, er overholdt. Endelig er afgørelsen fsva. de ekstraordinære punkter ugyldig som følge af den manglende begrundelse, jf. SKM2003.248.ØLR.

...”

Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger den 24. august 2023:

”...

Det er i strid med EU-retten at underkende momsfradraget

Skattestyrelsen har i høringsudtalelsen side 5, 5. afsnit anført, at det skulle påhvile selskabet at føre bevis for, at kørselsydelserne er leveret af underleverandørerne.

Selskabet er ikke enig heri, og dette er omtalt i indlægget af 7. september 2022. Det skal hertil anføres.

I henhold til Domstolens faste praksis udgør afgiftspligtige personers ret til, i den moms, der påhviler dem, at fradrage den moms, som skal betales, eller er betalt for goder, som de har købt, eller ydelser, som de har fået leveret i henhold til modtaget faktura, og som anvendes i forbindelse med deres afgiftspligtige transaktioner, et grundlæggende princip i det fælles momssystem, der er indført ved EU-lovgivningen. Som Domstolen gentagne gange har fastslået, udgør den i momsdirektivets artikel 167 ff. fastsatte fradragsret en integrerende del af momsordningen, og den kan som udgangspunkt ikke begrænses, jf. C-189/18 (Glencore Agriculture Hungary), præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, jf. videre C-430/19 (SC C.F. SRL).

I den situation, hvor myndighederne bestrider, at en levering af en vare eller en ydelse fra en underleverandør har fundet sted, så påhviler det de nationale skattemyndigheder på objektivt bestyrket grundlag at godtgøre, at virksomhedens retskrav på momsfradrag skal fraviges, og momsfradraget skal nægtes, jf. f.eks. C-78/12 (Evita K), præmis 39ff, C-324/11 (Tóth), præmis 45 og 53 og C-80/11 og C-142/11 (Mahagében og Dávid), præmis 50 – sidstnævnte præmis lyder således:

”50 Henset til ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål i sag C-142/11 herefter besvares med, at artikel 167, artikel 168, litra a), artikel 178, litra a), artikel 220, nr. 1), og artikel 226 i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national praksis, hvorefter afgiftsmyndigheden nægter en afgiftspligtig person retten til i det beløb, der påhviler ham i skyldig moms, at fradrage beløbet på den moms, som skal betales eller er betalt for ydelser, der er blevet leveret til ham, med den begrundelse, at udstederen af fakturaen for disse ydelser eller en af fakturaudstederens leverandører har handlet ulovligt, uden at nævnte myndighed på grundlag af objektive forhold godtgør, at den pågældende afgiftspligtige person- vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for retten til fradrag, var led i svig begået af den nævnte fakturaudsteder eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere led af forsyningskæden.”

”66 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første til det fjerde spørgsmål besvares med, at direktiv 2006/112, sammenholdt med princippet om afgiftsneutralitet, effektivitetsprincippet og proportionalitetsprincippet, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national praksis, hvorved skatte- og afgiftsforvaltningen nægter en afgiftspligtig person retten til at fradrage den moms, der er betalt for erhvervelser af varer, som er blevet leveret til den pågældende, på grund af det usandsynlige indhold af fakturaerne for disse erhvervelser, når fremstillingen af disse varer og leveringen heraf for det første ikke har kunnet udføres af udstederen af disse fakturaer, da denne savner de nødvendige materielle og menneskelige ressourcer hertil, og de nævnte varer således reelt er erhvervet hos en ikke-identificeret person, når de nationale regnskabsføringsregler for det andet ikke er blevet overholdt, når den leverings- kæde, der har ført til de nævnte erhvervelser for det tredje ikke var økonomisk begrundet, og når der for det fjerde har været uregelmæssigheder forbundet med tidligere transaktioner, der er del af denne leveringskæde. For at begrunde en sådan nægtelse skal det i tilstrækkelig grad godtgøres, at den afgiftspligtige person har deltaget aktivt i svig, eller at denne afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at de nævnte transaktioner var led i svig begået af udstederen af fakturaerne eller en anden erhvervsdrivende, der befinder sig i et tidligere led i den nævnte leveringskæde, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.”

Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten kan lægge til grund, at de i sagen omhandlede kørselsydelser er udført, og selskabet har faktureret sine kunder for det udførte arbejde og har indrapporteret moms heraf til skatteforvaltningen.

Det aftalte arbejde blev udført af underleverandørerne, der har udstedt fakturaer til selskabet herfor, der er betalt via bank. Selskabet foretog løbende kontrol med, at arbejdet blev udført og har konstateret, at kvaliteten af arbejdet var i orden, da selskabets kunder på intet tidspunkt har beklaget sig herover.

Selv hvis underleverandørerne ikke måtte have indberettet eller indbetalt momsen til SKAT, hvilket der efter sagsmaterialet ikke er dokumentation for, ville dette – selv hvis det blev dokumenteret - være uden betydning for selskabets ret til momsfradrag, jf. C-439/04, Axel Kittel, præmis 49. Tilsvarende i en situation, hvor en underleverandør ikke måtte være momsregistreret, kan det føre til fortabelse af retten til fradrag for momsen, jf. f.eks. C-324/11 (Tóth), præmis 32.

Det bestrides som udokumenteret, at der i medfør af EU-retten skulle være grundlag for at under- kende selskabets retskrav på momsfradrag, og momsfradraget skal nægtes – og da slet ikke på et objektivt bestyrket grundlag.

SKAT har ikke ført et sådant bevis på objektivt bestyrket grundlag, som der kræves efter EU-retten, for at selskabets momsfradrag kan underkendes.

Aftaler med underleverandørerne

Der ses ikke at være uenighed om, at det er i overensstemmelse med branchekutyme, at alle aftaler med underleverandørerne er indgået mundtligt.

...”

Retsmøde

Skattestyrelsen er fremkommet med følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling:

”...

Skatteankestyrelsen foreslår, at den påklagede afgørelse truffet af Skattestyrelsen ændres for så vidt angår indkomståret 2017.

Vi kan tiltræde forslaget med følgende bemærkninger:

Skattestyrelsen har besøgt ApS [virksomhed1] og gennemgået selskabets samarbejde med [person4] i perioden 1.2.2017 – 31.12.2020, hvilket har ført til, at selskabets skattepligtige indkomst er korrigeret for fradrag for udgifter til underleverandør med i alt 1.645.582 kr. og dets momstilsvar forhøjet med 409.616,30 kr.

Samtidig er selskabet indrømmet fradrag for lønudgifter med i alt 2.098.074 kr. og pålagt indberetnings- og indeholdelsespligt og hæftelse vedrørende a-skat og arbejdsmarkedsbidrag i denne forbindelse med henholdsvis 931.803 kr. og 167.845 kr.

Der henvises til klagesagerne med jeres sagsnumre [sag2] og [sag3].

For så vidt angår ansættelsen af selskabets skattepligtige indkomst for 2017, finder Skatteankestyrelsen, at fristreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 ikke er overholdt, idet afgørelsen er truffet 31. marts 2022, uden at der er redegjort for en eventuel anvendelse af reglerne om ekstraordinær skatteansættelse.

Vi er enige i, at afgørelsen om nedsættelse af selskabets skattepligtige indkomst for 2017 med 98.553 kr. derfor må anses for ugyldig og kan tiltræde forslaget om, at vores afgørelse ændres på dette punkt.

...”

Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling samt Skattestyrelsens udtalelse hertil:

”...

1. Momsdelen

1.1	Skatteankestyrelsen indstilling/ forslag til afgørelse og Skattestyrelsens høringsudtalelse er i strid med EU-retten

[virksomhed1] har indgået aftaler med underleverandører om udførelse af transportarbejde m.v. Underleverandørerne har udstedt fakturaer for det udførte arbejde (”fakturaerne”), jf. underbilag 1 til bilag 1 (Skattestyrelsens afgørelse).

Det ligger med Skattestyrelsens afgørelse og Skatteankestyrelsens indstillinger fast, at de transportopgaver, som fremgår af fakturaerne fra underleverandørerne, jf. underbilag 1 til Skattestyrelsens afgørelse i bilag 1, er udført.

Skattestyrelsen har ikke truffet afgørelse om, at fakturaerne ikke skulle opfylde kravene i moms(system)direktivets artikel 226, hvorfor det gøres gældende, at fakturaerne opfylder specifikationskravene i momsdirektivets art. 226, jf. C-516/14 (Barlis) og C-374/16 og C-375/16 (Giessel). Skattestyrelsens bemærkninger om fakturaerne i høringsudtalelsen ændrer ikke herved, og det fastholdes, at fakturaerne opfylder kravene i artikel 226, således som præciseret i C-516/14 (Barlis) og C-374/16 og C-375/16 (Giessel). Hertil kommer subsidiært, at selv hvis der måtte være afgivelser fra faktura-kravene i artikel 226, så fører det ikke til fortabelse af momsfradraget, jf. C-516/14 (Barlis) (præmis 43).

Således er der indgået aftaler mellem [virksomhed1] og de 10 underentreprenører om udførelse af transportopgaver m.v., transportopgaverne er udført, underentreprenørerne har udstedt fakturaer til [virksomhed1] herfor, og [virksomhed1] har betalt fakturabeløbene ved bankoverførsler til underleverandørerne.

I henhold til EU-Domstolens faste praksis udgør afgiftspligtige personers ret til, i den moms, der påhviler dem, at fradrage den moms, som skal betales eller er betalt for goder, som de har købt, eller ydelser, som de har fået leveret, og som anvendes i forbindelse med deres afgiftspligtige transaktioner, et grundlæggende princip i det fælles momssystem, der er indført ved EU-lovgivningen. Som Domstolen gentagne gange har fastslået, udgør den i momsdirektivets artikel 167 ff. fastsatte fradragsret en integrerende del af momsordningen, og den kan som udgangspunkt ikke begrænses, jf. C-189/18 (Glencore Agriculture Hungary), præmis 33 og den deri nævnte retspraksis), jf. videre C-430/19 (SC C.F. SRL).

”66 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første til det fjerde spørgsmål besvares med, at direktiv 2006/112, sammenholdt med princippet om afgiftsneutralitet, effektivitetsprincippet og proportionalitetsprincippet, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national praksis, hvorved skatte- og afgiftsforvaltningen nægter en afgiftspligtig person retten til at fradrage den moms, der er betalt for erhvervelser af varer, som er blevet leveret til den pågældende, på grund af det usandsynlige indhold af fakturaerne for disse erhvervelser, når fremstillingen af disse varer og leveringen heraf for det første ikke har kunnet udføres af udstederen af disse fakturaer, da denne savner de nødvendige materielle og menneskelige ressourcer hertil, og de nævnte varer således reelt er erhvervet hos en ikke-identificeret person, når de nationale regnskabsføringsregler for det andet ikke er blevet overholdt, når den leverings-kæde, der har ført til de nævnte erhvervelser for det tredje ikke var økonomisk begrundet, og når der for det fjerde har været uregelmæssigheder forbundet med tidligere transaktioner, der er del af denne leveringskæde. For at begrunde en sådan nægtelse skal det i tilstrækkelig grad godtgøres, at den afgiftspligtige person har deltaget aktivt i svig, eller at denne afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at de nævnte transaktioner var led i svig begået af udstederen af fakturaerne eller en anden erhvervsdrivende, der befinder sig i et tidligere led i den nævnte leveringskæde, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.”

Skatteankestyrelsen har i sin indstilling valgt at bortse fra Momsdirektivet og EU-Domstolens praksis på området, såvel som det faktum, at der er indgået aftaler mellem [virksomhed1] og de 10 underentreprenører om udførelse af transportopgaver m.v., transportopgaverne er udført, underentreprenørerne har udstedt fakturaer til [virksomhed1] herfor, og [virksomhed1] har betalt fakturabeløbene ved bankoverførsler.

Skatteankestyrelsen indstilling er derfor i strid med EU-Retten.

For det første har Skatteankestyrelsen tilsidesat grundprincippet om EU-Rettens forrang.

Momsloven er den danske implementering af moms(system)direktivet. Danske myndigheder – herunder Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten – er bundet af direktivet og EU-rettens praksis herom og skal træffe afgørelse herudfra. Og i det omfang dansk administrativ praksis eller retspraksis går videre/ er i strid med EU-retten, så har EU-retten forrang. Derfor skal afgørelsen af nærværende sag tage udgangspunkt i EU-retten. Dette er ikke sket i Skatteankestyrelsens indstilling.

For det andet har Skatteankestyrelsen ikke foretaget den retlige vurdering af, om Skattestyrelsen på objektivt bestyrket grundlag i sin afgørelse har godtgjort, at virksomhedens retskrav på momsfradrag skal fraviges, og momsfradraget skal nægtes.

Man må nok forstå Skatteankestyrelsens indstilling således, at Skattestyrelsen som forudsætning for indstillingen har valgt at anse de indgåede aftaler med de 10 underleverandører for nulliteter eller at anse de 10 underleverandører for nulliteter, for i stedet at kunne anse [person4] for ansat lønmodtager i [virksomhed1].

Retsstillingen er som fastlagt af EU-Domstolen i den fasttømrede praksis, at [virksomhed1] har et retskrav på momsfradraget. Og videre, at retskravet på momsfradrag kun i ganske særlige tilfælde kan underkendes og dette kun i den situation, hvor den nationale skattemyndighed på objektivt bestyrket grundlag har godtgjort, at virksomhedens retskrav på momsfradrag skal fraviges, og momsfradraget skal nægtes.

Skattestyrelsen har ikke ført et sådant bevis på objektivt bestyrket grundlag, for at selskabets momsfradrag kan underkendes. Og det er hvad det er, og derfor er afgørelsen påklaget.

Der er så her en forventning om, at Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten som øverste klageinstans overholder EU-Retten og EU-Rettens forrang, jf. Tiltrædelsesloven § 3, jf. grundprincippet om EU-Rettens forrang som fastslået af EU-Domstolen i f.eks. sag 41/74 (van Duyn), præmis 15, sag 14/83 (von Colson), præmis 28 og sag C-106/89 (Marleasing), præmis 9 og 11 sammenholdt med momsloven og lovmotiver om lovens implementering af senest momssystemdirektivet.

Og herudover at Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten som øverste klageinstans i sagens natur i sin afgørelse af sagen/sagsbehandlingen påser, hvorvidt Skattestyrelsen i sin afgørelser i første instans har overholdt sin forpligtelse til at overholde EU-Rettens forrang.

Men Skatteankestyrelsen har – desværre – valgt i det hele at tilsidesætte EU-Retten.

Fastholder Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten indholdet i den fremsendte indstilling, så vil dette være i strid med EU-Retten, og i det tilfælde anmodes Landsskatteretten om at forelægge sagen og navnlig bevisbyrdespørgsmålet præjudicielt for EU-Domstolen.

Måtte Landsskatteretten vælge at følge Skatteankestyrelsens udlægning af EU-retten, herunder navnlig bevisbyrdespørgsmålet, gør jeg gældende, at der ikke foreligger den fornødne klarhed om EU-rettens korrekte anvendelse (acte clair), idet en sådan stadfæstelse vil være i strid med den faste praksis fra EU-Domstolen om grundprincippet om momsordningens neutralitet, hvorefter moms-fradrag som udgangspunkt ikke kan begrænses, medmindre den nationale myndighed på objektivt bestyrket grundlag måtte føre bevis herfor.

Det gøres gældende, at Landsskatteretten har den fornødne kompetence til at forelægge anmodningen for EF-domstolen, jf. forslag til skatteforvaltningsloven, L110, 2004-2005, 2. sml., alm. bem. nr. 4.1.4.

Da det tilkommer EU-domstolen at foretage en fortolkning af EU-Traktaten i forhold til den konkrete situation, gøres det gældende, at det påhviler Landsskatteretten at forlægge den rejste problemstilling præjudicielt for EU-domstolen, jf. EU-traktatens artikel 257 (tidl. art. 234).

Der tages forbehold for at indsende udkast til spørgetema vedrørende præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen, og i det omfang, der kan opnås forhåndstilsagn om 100 pct. omkostningsgodtgørelse til dækningen til gennemførelse af sådan præjudiciel forelæggelse, anmodes der ex tuto herom.

1.2	Skatteankestyrelsen har ikke påset, om Skattestyrelsen på objektivt bestyrket grundlag har godtgjort, at [virksomhed1] ApS’ retskrav på momsfradrag kan tilsidesættes – og Skattestyrelsen har ikke på objektivt bestyrket grundlag godtgjort dette.

Skatteankestyrelsen har ikke påset, om Skattestyrelsen på objektivt bestyrket grundlag har godtgjort, at [virksomhed1] ApS’ retskrav på momsfradrag kan tilsidesættes – og Skattestyrelsen har ikke på objektivt bestyrket grundlag godtgjort dette.

Det gøres derfor gældende, at der ikke er grundlag for nægtelse af momsfradrag.

1.3	Aftaler med underleverandørerne

Landsskatteretten kan ud fra Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens høringsudtalelse lægge til grund, at det er i overensstemmelse med branchekutyme, at alle aftaler med underleverandørerne er indgået mundtligt.

1.4	Sagsmateriale

I klagen, side 1n, blev fremsat følgende anmodning:

”Skattestyrelsen afslog ved afgørelse af 2. maj 2022 jf. bilag 5 , at give aktindsigt i sagsmateriale vedrørende den i sagen omhandlede [person4] samt de i sagen omhandlede 10 selskaber, jf. listen i afgørelsen side 3-4. Skattestyrelsen anmodes om at fremsende kopi af alt det underliggende sagsmateriale i aktindsigten 1. februar 2022, idet dette sagsmateriale ikke var medsendt i aktindsigten 2. maj 2022.”

Og i indlægget af 7. september 2022 på side 4n:

”Derfor opfordres Skattestyrelsen til at fremlægge kopi af forslag til afgørelse og afgørelse vedrørende [person4] samt dokumentation for betaling/manglende betaling af i henhold til afgørelsen.”

Skattestyrelsen har ikke fremsendt dette sagsmateriale til Skatteankestyrelsen, jf. aktindsigt af 8. august 2023 og Skatteankestyrelsen har heller ikke efterfølgende fremsendt dette sagsmateriale, hvorfor Landsskatteretten må lægge til grund, at Skattestyrelsen ikke har truffet nogen afgørelse overfor [person4] vedrørende de i sagen omhandlede forhold.

Videre har Skattestyrelsen ikke fremsendt dokumentation for, at de omhandlede underleverandører i forhold til de omhandlede udstedte fakturaer og det udførte arbejde ikke skulle have indberettet moms eller indbetalt momsen, eller at de omhandlede underleverandører ikke skulle have indberettet AM eller A-skat eller foretaget indeholdelse heraf og indbetalt til Skattestyrelsen. Landsskatteretten må derfor lægge til grund, at de omhandlede underleverandører i forhold til de omhandlede udstedte fakturaer og det udførte arbejde har indberettet moms og indbetalt momsen, såvel som de har indberettet AM-bidrag og A-skat samt foretaget indeholdelse heraf og indbetalt til Skattestyrelsen.

1.5	Manglende aktindsigt

På baggrund af afgørelsen 2. maj 2022 blev Skattestyrelsen den 3. maj 2022 ansøgt om aktindsigt i medfør af offentlighedsloven, jf. bilag 8. Skattestyrelsen gav ved afgørelse af 13. juni 2022 afslag herpå, jf. bilag 9.

Det ligger således fast, at Skattestyrelsen i det hele har nægtet at give aktindsigt i noget sagsmateriale vedrørende de 10 underentreprenører, som Skattestyrelsen må have truffet afgørelse om er nulliteter, eller som det mindre i det mere deres fakturaer til [virksomhed1] er nulliteter.

Det er fortsat uklart i hvilket omfang, Skattestyrelsen har fremsendt kopi af det aktindsigtsmateriale, der blev sendt til revisor med afgørelsen 1. februar 2022, til undertegnede. Skattestyrelsen anmodes derfor nok engang om at fremsende kopi af alt det underliggende sagsmateriale i aktindsigten 1. februar 2022 i det omfang, der måtte være sagsmateriale, der ikke er vedlagt høringsudtalelsen til Skatteankestyrelsen – ligesom jeg skal bede Skattestyrelsen om, at alt yderligere sagsmateriale vedrørende [virksomhed1] for indkomstårene 2015 til 2020 fremsendes.

Der er ikke enighed om, hvilken retlig konsekvens det skal have, at der ikke er givet fuld aktindsigt.

Det gøres gældende, at afgørelsen, som følge af Skattestyrelsens nægtelse af at udlevere det for sagerne relevante aktindsigtsmateriale, er ugyldig, subsidiært at Landsskatteretten skal lægge til grund, at underentreprenørerne har indberettet og indbetalt moms, A-skat og AM-bidrag, mere subsidiært at oplysninger om underleverandørerne ikke må tillægges nogen bevismæssig betydning under klagesagen og dermed ikke kan anses for nulliteter m.v.

Det gøres videre gældende, at det påhviler Landsskatteretten – som jo er en domstol i relation til EU-retten, jf. forslag til skatteforvaltningsloven, L110, 2004-2005, 2. sml., alm. bem. nr. 4.1.4. – at tilsikre, at den domstolsprøvelse, som er sikret ved chartrets artikel 47, skal være effektiv, jf. præmis 65-68. Skatteankestyrelsen er derfor tilsvarende bundet heraf.

2. Skattedelen

Skattedelen er en konsekvensændring af Skattestyrelsens afgørelse vedrørende momsdelen.

Der henvises derfor til det ovenfor anførte vedrørende [virksomhed1] ApS’ retskrav på det af Skattestyrelsen underkendte momsfradrag. Og af nøjagtigt samme grunde gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for de foretagne ændringer vedrørende skattedelen.

Derfor bestrides det overordnet, at der er grundlag for at pålægge selskabet at foretage indberetning af A-skat og AM-bidrag eller pålægge selskabet hæftelse for betaling heraf, således som Skattestyrelsen har gjort og Skatteankestyrelsen nu har foreslået stadfæstet.

Det gøres overordnet gældende, at Skattestyrelsen ikke har godtgjort, at betingelserne, for at anse det udførte arbejde for udført af ansatte i selskabet, er opfyldt. Hertil gøres det videre gældende, at det forhold, at der ikke er grundlag for at underkende [virksomhed1] ApS’ momsfradrag, jf. ovenfor, i sig selv udelukker, at der kan rejses krav om hæftelse som gjort.

Skattestyrelsens begrundelse herfor hviler da også udelukkende på udokumenterede antagelser om underentreprenørernes forhold, jf. side 6-8 i afgørelsen. Dette er i strid med forvaltningsretlige grundprincipper, jf. Fenger, Forvaltningsret, side 488-490, jf. side 543.

Alle de i sagen omhandlede transportopgaver er efter aftale udført af underentreprenørerne, og samtlige fakturaer for det udførte arbejde er udstedt af de samme underentreprenører. Det bestrides, at det under møde med Skattestyrelsen skulle være oplyst, at [virksomhed1] ikke skulle have haft kontakt med underleverandørerne eller at transportopgaverne ikke skulle være udført af underentreprenørerne.

Af læren om rette indkomstmodtager følger, at en given indtægtspost skal henføres til den person/selskab, der har den retlige adkomst til indkomsten. Sagt med andre ord vil indkomstfordelingen følge de obligationsretlige regler, jf. Lærebog om indkomstskat, 17. udg., side 673. At skatteretten skal indrette sig i overensstemmelse med obligationsretten er alment anerkendt i retspraksis, jf. f.eks. U.2007.736H (Finwill)

SKAT har i sin Juridiske Vejledning, C.D.2.2.1. anført følgende principper for fastlæggelse af ”rette indkomstmodtager”:

Tilsvarende følger driftsomkostningerne de obligationsretlige principper, om at rette omkostnings-bærer og dermed den, der har retten til fradrag for en driftsomkostning, er den person, som har den retlige forpligtelse til at afholde udgiften hertil. Dette beskrives dels i litteraturen, jf. f.eks. Lærebog om indkomstskat, 17. udg., side 677, men er f.eks. også beskrevet af lovgiver i forslag til lov om ændring af Ligningsloven (Udvidelse af fradragsretten for erhvervsmæssige lønudgifter m.v.), LFF104/2017:

Det forhold, at en virksomhed udføres af et selskab, anerkendes i dansk ret (og skatteret), jf. f.eks. U 1998.1314H (Haugland).

Det bemærkes hertil, at selskabet i vidt omfang -og igennem en menneskealder - har benyttet og benytter underentreprenører i sin virksomhed, jf. bilag 6, og der er ikke noget grundlag for skatte-/momsmæssigt at behandle de i sagen omhandlede 10 underentreprenører anderledes end selskabets øvrige underentreprenører. Det kan f.eks. nævnes, at de 10 omhandlede underentreprenører har haft samme økonomiske risiko for ikke at modtage betaling for udførte transportopgaver og samme instruktionsbeføjelser af medarbejdere/chauffører som andre underentreprenører.

Alle aftaler med underentreprenører er i overensstemmelse med kutyme indgået mundtligt.

Hertil kommer, at Landsskatteretten må lægge til grund, at de omhandlede underleverandører i forhold til de omhandlede udstedte fakturaer og det udførte arbejde har indberettet AM-bidrag og A-skat samt foretaget indeholdelse heraf og indbetalt til Skattestyrelsen. Der er af den grund ikke grundlag for hæftelse i medfør af kildeskattelovens § 69, jf. § 68.

Videre bestrides det, at der er grundlag for at pålægge selskabet hæftelse for AM-bidrag og A-skatter for de hævdede ansættelsesforhold. Der er ikke udvist forsømmelighed fra selskabets side, og det gøres gældende, at det har Skattestyrelsen da heller ikke godtgjort, jf. KSL § 69, jf. cir. 135/1988, jf. SD-cir 4/1987. Bevisbyrden herfor påhviler Skattestyrelsen.

...”

Indlæg under retsmødet

Selskabets repræsentant fastholdt sin påstand om, at Skattestyrelsens korrektioner af selskabets indkomstår for indkomstårene 2017-2020 bortfalder. Selskabets repræsentant uddybede sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet.

Selskabets repræsentant fremhævede, at selskabet har fået afslag på anmodning om aktindsigt i de 10 underleverandørers forhold samt afgørelsen vedrørende [person4], hvilket er en krænkelse af artikel 47 i EU-charteret. Selskabets repræsentant oplyste, at det dagen før retsmødet var lykkedes at få tilsendt Skattestyrelsens afgørelse af 8. februar 2022 vedrørende [person4] samt at få fuldmagt til at søge om aktindsigt i [person4]s sag ved Skattestyrelsen. Selskabets repræsentant anmodede på den baggrund Landsskatteretten om at vente med at træffe afgørelse i denne sag, indtil repræsentanten har opnået aktindsigt hos Skattestyrelsen og haft mulighed for at fremkomme med supplerende indlæg.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen ændres for så vidt angår indkomståret 2017 og stadfæstes for de øvrige indkomstår 2018-2020.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteren skal tage stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har nedsat selskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2017-2020 med i alt 452.492 kr., idet vederlag betalt for kørsler foretaget af [person4] ikke udgør fradragsberettigede udgifter til underleverandører, men i stedet udgør fradragsberettigede lønudgifter til [person4].

Formalitet

Selskabets repræsentant har anført, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig som følge af, at Skattestyrelsen ikke har givet fuld aktindsigt i forhold vedrørende [person4] samt de 10 virksomheder/selskaber, som har udstedt fakturaerne for [person4]s kørselsydelser.

Repræsentanten er på kontormøde med Skatteankestyrelsen blevet oplyst om muligheden for at klage over Skattestyrelsens afgørelse om afslag på fuld aktindsigt.

Skattestyrelsen har ikke tilsidesat officialmaksimen, idet styrelsen har søgt sagen oplyst ved at indhente oplysninger til brug for bedømmelsen af selskabets samarbejde med [person4].

Skattestyrelsens afgørelse opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, idet der er henvist til de retsregler, hvorunder afgørelsen er truffet, samt da de faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning, fremgår af afgørelsen.

Landsskatteretten lægger ved sagens afgørelse til grund, at Skattestyrelsen har givet selskabet aktindsigt i overensstemmelse med såvel forvaltningslovens som offentlighedslovens bestemmelser, og at der derfor ikke foreligger en krænkelse af artikel 47 i EU-charteret.

Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at der ikke foreligger ugyldighed.

Fradrag for udgifter til løn

I medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er der fradrag for udgifter til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten.

Landsskatteretten har i afgørelsen i klagesagen med sagsnummer [sag2] vedrørende selskabets pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag fundet, at beløbene udgør betalinger for arbejde udført af [person4] personligt uden relation til de 10 virksomheder/selskaber, hvorfor han anses for at være rette indkomstmodtager af beløbene. Landsskatteretten har i samme afgørelse fundet, at [person4] har udført arbejde for selskabet som lønmodtager.

Der kan som følge heraf ikke godkendes fradrag for selskabets udgifter til underleverandører. Der kan i stedet godkendes fradrag for selskabets udgifter til løn til [person4] for kørsel udført af ham for selskabet. [person4]s løn er opgjort på baggrund af de fakturerede beløb inkl. moms.

Ansættelsesfrister

Skattestyrelsen har udsendt forslag til afgørelse den 14. december 2021, og den påklagede afgørelse er dateret den 31. marts 2022. Skattestyrelsen har ændret selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 med henvisning til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår, at ændring af en ansættelse af indkomstskat ikke kan varsles senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det fremgår endvidere, at ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 kan ikke ændres efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, idet ændringer vedrørende indkomståret 2017 skulle varsles senest den 1. maj 2021, og da Skattestyrelsens forslag er udsendt den 14. december 2021. Skattestyrelsen har ikke begrundet, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt.

Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at den foretagne nedsættelse af selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 på i alt 98.553 kr. ikke er foretaget rettidigt.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse, idet selskabets skattepligtige indkomst forhøjes med 98.553 kr. for indkomståret 2017.

Landsskatteretten stadfæster nedsættelsen af selskabets skattepligtige indkomst for de øvrige indkomstår 2018-2020 med i alt 353.939 kr.

Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet har fået udleveret Skattestyrelsens afgørelse af 8. februar 2022 med tilhørende bilag, hvorved Skattestyrelsen foretog en forhøjelse af [person4]s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2017-2020. Af denne afgørelse fremgår, at forhøjelserne vedrører [person4]s samarbejde med datterselskabet. Repræsentanten har endvidere oplyst, at selskabet har fået fuldmagt af [person4] til at anmode om aktindsigt i yderligere materiale vedrørende [person4]s skatteforhold for indkomstårene 2017-2020, og at selskabet har anmodet Skattestyrelsen herom den 16. april 2024.

Repræsentanten har forud for retsmødet i Landsskatteretten anmodet om, at afgørelsen af sagen udsættes, indtil selskabet har modtaget svar på anmodningen om aktindsigt og har haft lejlighed til at indsende eventuelt materiale og fremsætte bemærkninger hertil over for Landsskatteretten.

Landsskatteretten finder, at der ikke er grundlag for at udsætte afgørelsen af sagen, indtil selskabet har modtaget svar på anmodningen om aktindsigt og har haft lejlighed til at indsende eventuelt materiale og fremsætte bemærkninger hertil over for Landsskatteretten.

Retten har herved henset til, at eventuelt yderligere materiale om [person4]s skatteforhold for indkomstårene 2017-2020 ikke har betydning for afgørelsen af denne sag.