Kendelse af 11-11-2024 - indlagt i TaxCons database den 13-12-2024

Journalnr. 22-0057494

Klageren har anmodet om befordringsfradrag mellem Danmark og Polen i indkomståret 2020.

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for befordring mellem klagerens arbejdsplads i Danmark og bopæl i Polen, idet klageren anses for at have sædvanlig bopæl i Danmark i indkomståret 2020. Skattestyrelsen har i stedet godkendt fradrag med 3.858 kr. for befordring i Danmark.

Landsskatteretten finder, at klageren i indkomståret 2020 har sædvanlig bopæl i Polen og at klageren er berettiget til fradrag for befordring mellem sin arbejdsplads i Danmark og bopæl i Polen. Den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget hjemviser Landsskatteretten til Skattestyrelsen.

Faktiske oplysninger

Klageren er polsk statsborger og har siden den 18. november 2010 været registreret i det danske folkeregister på adressen [adresse1], [by1], [by2], som klageren lejer. Ifølge oplysninger i Bygnings- og Boligregisteret (BBR) er der tale om en treværelseslejlighed på 81 m².

Udover klageren har klagerens bror været registreret på adressen siden den 5. december 2012, mens klagerens søn også har været registreret i perioden 9. august 2018 – 23. september 2019.

Af en fremlagt erklæring af 9. november 2018 fra [virksomhed1] A/S, CVR-nr. [...1], [adresse2], [by3], fremgår det, at klageren har været ansat i virksomheden siden den 22. august 2008, og at klageren arbejder i turnus med en uges arbejde og en uges fri.

Både klagerens bror og klagerens søn har tillige været ansat [virksomhed1] A/S og haft samme arbejdsmønster. Klagerens søn har dog arbejdet i de uger, hvor klagerens og klagerens bror har haft fri.

I indkomståret 2020 har klageren modtaget A-indkomst med 337.000 kr. fra [virksomhed1] A/S.

Klageren har fremlagt arbejdssedler for indkomståret 2020 med titlen ”PeriodeCheckliste”, hvoraf det fremgår, hvilke dage klageren har været på arbejde, herunder hvornår klageren har mødt og gået samt timeantal. Det fremgår videre, hvornår klageren har været fraværende pga. sydom, COVID-19, afspadsering eller lignende. Klageren har bl.a. ikke arbejdet i hele november pga. COVID-19. Ifølge arbejdssedlerne har klageren arbejdet fra kl. 03:30 til kl. 15:30 hver dag primært fra torsdag til onsdag med en mellemliggende fridag om søndagen efterfulgt af en uges fri, mens klageren i nogle perioder har arbejdet i to uger efterfulgt af to ugers fri. Derudover har klageren et par gange arbejdet fra mandag til onsdag. Ved en gennemgang af arbejdssedlerne har klageren i indkomståret haft 123 arbejdsdage og 16 mellemdage fordelt på 18 arbejdsperioder.

Klageren har i indkomståret 2020 indbetalt til pensionsordning, fagligt kontingent og A-kasse i Danmark, ligesom klageren har modtaget børne- og ungeydelse i Danmark i indkomståret.

Klageren har ægtefælle og børn i Polen, som klageren bor sammen på adressen [adresse3], [by4]. Hertil er fremlagt polsk bopælsattest af 13. maj 2020, der viser, at klageren og hans familie har boet på adressen siden den 23. juni 2014, ligesom der er fremlagt certifikat for ægteparrets boliglån af 23. maj 2014 i [finans1]. Derudover har klageren fremlagt polsk skatteopholdsattest (CFR-1), vielsesattest af 14. juni 2008 og fødselsattester for klagerens to børn, der født i 2008 og 2014. Videre er der fremlagt dokumentation for, at klagerens ægtefælle ikke har haft polsk indkomst i indkomståret 2020, mens der som dokumentation for, at klageren heller ikke har haft en polsk indkomst, er fremlagt en afgørelse fra de polske myndigheder, der har afvist at udstede et certifikat med klagerens indkomst for indkomståret.

Ifølge Google Maps er der 20 km mellem klagerens danske bopælsadresse og arbejdsplads i Danmark, mens der er 983 km mellem klagerens polske bopælsadresse og arbejdsplads i Danmark.

For indkomståret 2020 har klageren anmodet om befordringsfradrag med 37.200 kr. Klageren har hertil oplyst, at han har været i Polen, når han har haft fri, herunder at han har rejst til Danmark dagen før den første arbejdsdag i en arbejdsperiode og at han har rejst retur til Polen på den sidste arbejdsdag i den pågældende arbejdsperiode.

Ud fra det oplyste har klageren rejst mellem landene 18 gange, svarende til i alt 36 ture. Klageren har opgjort antallet af opholdsdage i Polen og Danmark til henholdsvis 209 og 157 dage i indkomståret. I klagerens opgørelse er de 18 rejsedage til Danmark ikke talt med som opholdsdage i Polen.

Som dokumentation for opholdene i Polen har klageren fremlagt kontoudtog fra sin konto i [finans2], konto nr. [...86], hvorpå klageren har markeret køb i Polen. Ifølge kontoudtoget er der foretaget køb i Polen i de perioder, hvor klageren har oplyst, at han har været i Polen.

Ved indsendelse af blanket CFR-1 for indkomståret 2020 har Skattestyrelsen foretaget en fornyet vurdering af klagerens skattemæssige hjemsted. Skattestyrelsen fandt herved, at klageren pga. antallet af opholdsdage i Polen har skattemæssigt hjemsted i Polen, og at klageren dermed kan anvende grænsegængerreglerne og få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag for indkomståret.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ved den påklaget afgørelse ikke godkendt fradrag for befordring mellem klagerens arbejdsplads i Danmark og bopæl i Polen for indkomståret 2020. Skattestyrelsen har i stedet godkendt fradrag med 3.858 kr. for befordring i Danmark.

Som begrundelse har Skattestyrelsen anført følgende:

”[...]

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads er i skattemæssig forstand en privat udgift.

Men der er i LL § 9 C etableret adgang til et standardiseret fradrag. Efter bestemmelsen kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretages fradrag for befordringen mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel med en kilometersats, der fastsættes af Skatterådet.

Der er kun én bopæl, der i forhold til bestemmelsen kan kvalificeres som "sædvanlig bopæl". Begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. Hvis der er tvivl, skal den sædvanlige bopæl fastlægges ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium, men der skal foretages en samlet vurdering.

Begrebet er fastlagt gennem en lang og betydelig praksis og Højesteret har i flere tilfælde truffet afgørelser til fastlæggelse af begrebets udstrækning og de momenter, der kan inddrages i vurderingen.

I vurderingen indgår forhold som personlig tilknytning, social tilknytning, familiemæssig tilknytning, boligmæssig tilknytning, opholdenes hyppighed, tilmelding til folkeregisteret samt den erhvervsmæssige tilknytning.

Netop den erhvervsmæssig tilknytning er tillagt betydning i konkrete sager:

TfS 1999, 420 HRD, hvor der ved afgørelsen af, hvor skatteyderen havde sædvanlig bopæl, udover den formelle registrering i folkeregistret blev lagt vægt på det erhvervsmæssige tilhørsforhold til Danmark, uanset skatteyder var indtrådt i et lejemål og et telefonabonnement sammen med en samleverske i Nordtyskland.

SKM 2019.603 og SKM 2021.51. I begge afgørelser finder Landsskatteretten ud fra en samlet vurdering, at klagerens sædvanlige bopæl er i Danmark i relation til fradrag for udgifter til befordring, jf. ligningslovens § 9C.

Der lægges vægt på, at klageren har opbevaret stærke økonomiske forbindelser til Danmark, da klageren i flere år har haft en fuldtidsstilling i Danmark. Endvidere ses det, at klageren i hele perioden har haft rådighed over en fast bolig og desuden været tilmeldt det danske folkeregister.

Det erhvervsmæssige tilknytningsforhold og klagerens væsentligste økonomiske interesser er således i Danmark, da det er her, at det indtægtsgivende arbejde er udført over en lang årrække.

Klagerens kørsel til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg anses derfor som en privat udgift, som ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9C.

Det er derfor skattestyrelsen opfattelse at der samlet set kan ses på følgende forhold:

•	Du er registreret med bopæl i Polen sammen med hustruen og børnene.
•	Boligen i Polen er en ejerbolig, som ikke er udlejet. Boligen indeholder familiens indbo og benyttes af hustruen og børnene hver dag og af den samlede familien på fridage og under ferier.
•	Opholdsdagen i Polen i 2020 har været flere i Polen end i Danmark.
•	Den sociale og kulturelle tilknytning er stærk i Polen hvor der er social omgangskreds og hvor du har været bosiddende størstedelen hele dit liv og er statsborger.
•	Du vurderes ikke at have nogen erhvervsmæssig tilknytning til Polen.
•	Du bliver den 21.08.2008 ansat i en fuldtidsstilling ved virksomhed [virksomhed1] A/S hvor du stadig er ansat.
•	Du har siden ansættelsen i 2008 optjent en ikke uvæsentlig lønindkomst i virksomheden [virksomhed1] A/S.
•	Du bliver tilmeldt det danske folkeregister på adressen [adresse1], [by2] den 18.11.2010.
•	Der ud over dig også er tilmeldt en anden person på adressen siden 2012 med navnet [...], hvorfor det formodes at det er familie.
•	Boligen er en lejebolig som benyttes af dig når du arbejder i Danmark og i de weekender hvor du ikke opholder dig i Polen hos ægtfælle og børn.
•	Du er fuld skattepligt til Danmark efter kildeskatteloven § 1 stk. 1 nr. 1 jf. § 7 stk. 1.

Du har i kraft at dit statsborgerskab, din opvæksten i Polen, samt ophold i Polen på fridage og i ferier sammen med familien store personlige interesser i Polen.

Du har derimod ikke siden for 2008 haft nogen erhvervsmæssig interesser eller tilknytning til Polen.

Derimod er den erhvervsmæssige og økonomiske tilknytning udelukkende i Danmark, idet der lægges vægt på at tilmelding til folkeregisteret og etablering af bolig i Danmark i 2010, er sket med det formål at du kan varetage sit arbejde i Danmark og dermed optjene en ikke uvæsentlig lønindkomst.

Du har været ansat i den samme virksomhed siden 2008, og det sammenholdt med at du har haft faste bopæl i Danmark siden 2010, har medført at du i årenes løb samlet set, har opholdt dig rigtig mange dage og weekender i Danmark.

Det må derfor vurderes at du også i Danmark igennem årene har opbygget et vist socialt netværk i kraft af kollegaer, naboer m.v. Da du desuden er sambo med et familiemedlem, er det samlet set skattestyrelsen opfattelse, at du også har personlig, social og familiemæssig tilknytning til Danmark.

Det er derfor skattestyrelsens opfattelse, at den ”sædvanlige bopæl” i relation til Ligningslovens § 9 C er i Danmark på adressen [adresse1], [by2].

Kørsel til og fra Polen i forbindelse ophold på fridage og i ferier anses derfor for at være en privat udgift, som ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9C.

Der godkendes fradrag for kørsel mellem hjem og arbejdsplads fra adressen [adresse1], [by2] og til arbejdspladsen [adresse2], [by3].

Fradraget fremgår allerede af årsopgørelsen.”

Skattestyrelsen har udtalt, at der ikke er nye oplysninger i klagen.

Skattestyrelsen har udtalt følgende til den byretsdom, som klagesagsbehandlingen har afventet efter anmodning fra klagerens repræsentant:

”[...]

Der fremgår af dommen afsat i retten i [by5] følgende:

I sit påstandsdokument under denne sag har Skatteministeriet anerkendt, at der er sædvanlig bopæl i Polen i relation til ligningslovens § 9C. Derfor har Skatteministeriet påstået sagen hjemvist til ligningsmæssig prøvelse af befordringsfradragets størrelse.

Derfor omhandler rettens afgørelse alene størrelsen på befordringsfradraget mellem den sædvanlige bopæl i Polen og arbejdsstedet i Danmark.

Der fremgår ikke af sagen hvilke kriteriet Skatteministeriet har lagt til grund for at anerkende at der er sædvanlig bopæl i Polen.

Skattestyrelsen skal derfor udtale, at når der henses til de faktiske foreliggende oplysninger i nærværende klagesag har dommen afsat i retten i [by5] ikke betydning for sagens afgørelse.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren i indkomståret 2020 er berettiget til fradrag med 35.950,32 kr. for befordring mellem klagerens arbejdssted i Danmark og bopæl i Polen.

Til støtte for påstanden har klagerens repræsentant anført følgende:

”[...]

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at [person1]’ sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9 C, er boligen i Polen.

[...]

Reglerne om befordringsfradrag i ligningslovens § 9 C og reglerne om fastsættelse af det skattemæssige hjemsted i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark er Polen er to særskilte regelsæt. Uanset at der er tale om to særskilte regelsæt er de faktuelle forhold, der indgår som momenter i de relevante vurderinger, imidlertid i vidt omfang sammenfaldende.

I praksis ses de to særskilte vurderinger at lede til samme konklusion i denne type sager, hvor en polsk bosiddende person er i Danmark dele af året for at varetage indtægtsgivende arbejde. I praksis fra Landsskatteretten ses således som et gennemgående kendetegn, at de sager, hvor boligen i Danmark anses som den sædvanlige bopæl, er tilfælde, hvor det skattemæssige hjemsted efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten ligeledes er i Danmark.

Der kan henvises til SKM2021.51.LSR, som Skattestyrelsen har påberåbt sig til støtte for resultatet i Afgørelsen. I sagen fandt Landsskatteretten, at en skatteyder, som havde bolig til rådighed i både Danmark og Polen, var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Af afgørelsen fremgår følgende:

”Retten lagde herefter vægt på, at han opholdt sig mest i Danmark, hvorfor han ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten måtte anses for hjemmehørende i Danmark. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til befordringsfradrag, da den sædvanlige bopæl var i Danmark.”

SKM2021.51.LSR understøtter således sammenhængen mellem fastlæggelse af det skattemæssige hjemsted i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten og den sædvanlige bopæl i henhold til ligningslovens § 9 C.

Skattestyrelsen har ligeledes til støtte for resultatet i Afgørelsen påberåbt sig Landsskatterettens afgørelse i SKM2019.603.LSR. Også i denne afgørelse fandt Landsskatteretten, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten, som følge af at klageren opholdt sig mere i Danmark end i Polen.

SKM2019.603.LSR er således yderligere et eksempel på, at vurdering af det skattemæssige hjemsted efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten og den sædvanlige bopæl efter ligningslovens § 9 C har sammenfaldende resultat.

SKM2021.52.LSR og SKM2019.603.LSR støtter således ikke Skattestyrelsens opfattelse af, at den sædvanlige bopæl kan være i Danmark, når det skattemæssige hjemsted er i Polen.

Der kan derudover henvises til afgørelse fra Landsskatteretten af 1. februar 2021, j.nr. 20-0071006. I sagen blev det skattemæssige hjemsted fastlagt i Danmark på baggrund af, at vedkommende skatteyder opholdt sig flere dage i Danmark end i Polen og således havde sædvanligt ophold i Danmark, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 4, stk. 2, litra b. Skattestyrelsen anførte i relation til fastlæggelse af den sædvanlige bopæl:

”Skattestyrelsen vurderer ud fra ovenstående afsnit ”Kørselsfradrag (Befordring)” at din sædvanlige bopæl er i Danmark. Du har indsendt oplysninger, hvor det fremgår, at du mener, at din sædvanlige bopæl er i Polen, hvor din familie bor og at du opholder dig i Polen når din arbejdssituation gør det muligt. Der er dermed både, personlig, familiemæssig, social og boligmæssig tilknytning til Polen. Skattestyrelsen har anmodet om materiale vedrørende dine arbejdspladser og rejser i Danmark. Dette ses ikke at være indkommet. Skattestyrelsen vurderer derfor, at du både har økonomisk og boligmæssig tilknytning til Danmark, samt at du sædvanligvis opholder dig i Danmark. Skattestyrelsen fastholder derfor, at din sædvanlige bopæl er i Danmark.” (min understregning)

Tilsvarende sammenhæng kan udledes af en række nyere afgørelser fra Landsskatteretten, herunder afgørelserne SKM2019.603.LSR, LSR2021.20-0080638, LSR2021.20-0087800, LSR2021.20-0081942, LSR2021.20-0089892, LSR2021.20-0073281 og LSR2022.21-0003550.

Se eksempelvis LSR2022.21-0003550, hvor følgende anføres:

”Klager måtte anses for skattepligtig i Danmark - hjemmehørende i Danmark, da det var den stat, hvor klageren sædvanligvis havde ophold - klager var derfor ikke berettiget til befordringsfradrag eller til at opnå overførsel af uudnyttet personfradrag som følge heraf.” (min understregning)

Det skal hertil bemærkes, at Skattestyrelsen i afgørelse af 8. februar 2022 havde vurderet, at [person1] var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten, men efter fremlæggelse af supplerende dokumentation genoptog afgørelsen af 8. februar 2022 og anerkendte, at [person1] rettelig er skattemæssigt hjemmehørende i Polen, idet [person1] i 2020 havde et endda ganske væsentligt større antal opholdsdage i Polen end i Danmark.

Skattestyrelsen fastholdt imidlertid, at den sædvanlige bopæl blev anset for at være lejligheden i Danmark og overser herved, at dette standpunkt ikke har støtte i administrativ praksis eller domstolspraksis.

Det gøres gældende, at ovennævnte afgørelser, understøtter sammenhængen mellem reglerne om fastlæggelse af skattemæssigt hjemsted i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst og fastlæggelse af den sædvanlige bopæl i henhold til ligningslovens § 9 C.

Det bestrides således med henvisning til den ovenfor omtalte praksis, at Danmark kan være centrum for livsinteresser i relation til ligningslovens § 9 C, i tilfælde hvor Danmark ikke i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten har status som skattemæssigt hjemsted.

Som konsekvens af at [person1], jf. ovenfor, skal anses for skattemæssigt hjemmehørende i Polen, gøres det gældende, at boligen i Polen, udgør den i henhold til ligningslovens § 9 C sædvanlige bopæl.

3.2 Vægtning af omfang af ophold

Skattestyrelsen har i forslag til afgørelse af 6. december 2021, der er fremlagt som Bilag 9, og afgørelse af 8. februar 2022, der er fremlagt som Bilag 10, lagt ”særligt vægt på”, at [person1] skulle have opholdt i sig mest i Danmark. Skattestyrelsen anførte følgende i henholdsvis forslag til afgørelse og afgørelse af 8. februar 2022:

”Ved vurdering af din sædvanlig bopæl er der lagt særlig vægt på, at du har haft folkeregisteradresse i Danmark i hele perioden, samt at du har fuldtidsarbejde og dermed opholder dig i Danmark størstedelen af året”. (min understregning)

Det er allerede efter modtagelse af forslag til afgørelse af 6. december 2021 blevet dokumenteret, at Skattestyrelsens antagelse, om at [person1] skulle have opholdt sig mest i Danmark, var forkert. [person1] opholdt sig i 2020 væsentligt flere dage i Polen end i Danmark, jf. Bilag 6.

Skattestyrelsen har i afgørelsen af 8. februar 2022 desuagtet fastholdt, at der lægges ”særligt vægt” på, at [person1] skulle opholde sig mere i Danmark end i Polen, jf. citatet ovenfor. Det må dog bero på, at Skattestyrelsen havde overset, at forholdet omkring fordelingen af ophold mellem Danmark og Polen, var en del af begrundelsen for at afvise befordringsfradraget.

Da det igen blev påpeget overfor Skattestyrelsen, at [person1] i 2020 har opholdt sig mere i Polen end i Danmark, har Skattestyrelsen i forslag til afgørelse af 10. marts 2022, der er vedlagt som Bilag 11, blot valgt at lade momentet udgå af vurderingen. Det forekommer usagligt, at et moment, hvorpå der lægges ”særlig vægt” helt udgår af vurderingen efter afklaring af fakta fører til, at momentet taler for, at det selvangivne befordringsfradrag skal imødekommes.

Skattestyrelsen lægger i forslag til afgørelse af 10. marts 2022, jf. Bilag 11, omvendt vægt på, at [person1] opholder sig i Danmark ”en del af året” i forbindelse med indtægtsgivende arbejde. Det bestrides, at ophold en del af året i sig selv udgør et moment i vurderingen, når det er dokumenteret, at det overvejende ophold er i Polen, jf. nærmere nedenfor.

Sammenfattende gøres det med henvisning til afvejningen af momenterne oplistet i Afgørelsen, som grundlag for vurderingen af den sædvanlige bopæl, gældende, at [person1]’ overvejende ophold i Polen udgør et tungtvejende moment til støtte for at boligen i Polen udgør den sædvanlige bopæl. Det faktum, at [person1] i 2020 opholdt sig 52 dage mere i Polen end i Danmark, taler således med betydelig vægt for, at den sædvanlige bopæl skal anses for at være i Polen.

3.3 Antagelser fra Skattestyrelsen uden holdepunkter

3.3.1 Vedrørende ophold

Skattestyrelsen har lagt til grund, at [person1] har opholdt sig ”rigtig mange dage og weekender i Danmark”.

Det skal heroverfor understreges, at [person1] udelukkende opholder sig i Danmark mellem arbejdsdage, der er af 12 timers varighed, jf. ovenfor, og på de såkaldte mellemdage, dvs. søndag i en arbejdsuge på seks arbejdsdage. I nogle uger tager [person1] endda ekstraarbejde om søndagen og arbejder således alle ugens syv dage under opholdet i Danmark.

Når Skattestyrelsen i afgørelsen anfører, at [person1] har opholdt sig i Danmark rigtig mange weekender, er det vigtigt at holde sig for øje, at der herved ikke kan sættes lighedstegn mellem det at holde ”weekend” – og det at ”holde fri”.

Det forekommer i sammenhængen misvisende, at Skattestyrelsen har lægger vægt på at der er ophold i Danmark i mange ”weekender”, når Skattestyrelsen på baggrund af entydig dokumentation er fuldt ud oplyst om [person1]’ arbejdsmønster.

Det skal derfor fremhæves, at [person1] højest holder én hviledag under en seks dages arbejdsuge. Ophold i Danmark på denne mellemdag skyldes i øvrigt alene, at det er uden formål at køre den 10 timers lange tur til hjemmet i Polen for dernæst umiddelbart efter sin ankomst køre retur til Danmark for at møde ind på arbejde mandag morgen kl. 03.30.

Det gøres gældende, at [person1]’ ophold i Danmark alene er direkte knyttet til varetagelsen af sit arbejde for [virksomhed1] A/S, og at netop fridage og feriedage uden undtagelse afholdes i Polen.

3.3.2 Vedrørende socialt netværk

Skattestyrelsen har desuden lagt til grund, at [person1], som følge af at han har opholdt sig ”rigtig mange dage og weekender i Danmark”, har opbygget et socialt netværk i Danmark. Skattestyrelsen anfører følgende i Afgørelsen:

”Det må derfor vurderes, at du også i Danmark igennem årene har opbygget et vist socialt netværk i kraft af kollegaer, naboer m.v.”

Det bestrides, at [person1] har opbygget et socialt netværk med kollegaer, som påstået af Skattestyrelsen. [person1] har ikke udenfor arbejdstid deltaget i sociale arrangementer med kolleger. Skattestyrelsens vurdering er uden holdepunkter af noget art – og Skattestyrelsen synes ikke at tage i betragtning, at en arbejdsuge er på 72 timer og mere, når der tages ekstravagter.

Det skal ligeledes bestrides, at der skulle være opbygget særlige relationer til andre, herunder eksempelvis naboer. Det skal igen understreges, at [person1] alene er i Danmark i forbindelse med sine 12 timers arbejdsdage på en seks eller syv dages arbejdsuge, hvilket ikke efterlader fritid til hverken at opbygge eller pleje et socialt netværk.

Hertil skal det bemærkes, at arbejdstiden som udgangspunkt er mellem kl. 03.30 og kl. 15.30, hvorved mødetidspunktet kl. 03.30 i praksis gør det umuligt at deltage i sociale aktiviteter ned naboer m.v. i aftentimerne.

Det anerkendes, at [person1] deler lejligheden i Danmark med sin bror, [person2], som arbejder for samme danske arbejdsgiver. Det bestrides imidlertid, at det kan tillægges nogen særlig vægt i vurderingen af den sædvanlig bopæl, at den kollega lejligheden deles med, er bror til [person1]. Det gøres gældende, at det er ganske sædvanligt, at en udenlandsk arbejdstager i Danmark, som arbejder i ugeskift, deler lejlighed med en kollega, ligesom det er helt sædvanligt, at kolleger rejser sammen til og fra Danmark.

Det gøres gældende, at der ved arbejde i ugeskift ikke kan lægges særlig vægt på en brødrerelation til en kollega, der deles lejlighed med, hvilket i særdeleshed gør sig gældende, når der arbejdes i 12 timers skift.

3.4 Enkeltmomenter i vurderingen

En gennemgang af momenterne, der indgår ved fastsættelse af den sædvanlige bopæl, i henhold til den juridiske vejledning, viser, at momenterne i alt overvejende grad understøtter, at boligen i Polen udgør den sædvanlige bopæl.

De oplistede momenter omfatter følgende, jf. også den juridiske vejledning, 2022-1, afsnit C.A.4.3.3.1:

•	Personlig tilknytning
•	Social tilknytning
•	Familiemæssig tilknytning
•	Opholdenes hyppighed
•	Tilmelding til folkeregisteret

Jeg skal videre henvise til den juridiske vejledning, 2022-1, afsnit C.A.7.1.3, hvor momenterne til fastlæggelse af den "sædvanlige bopæl” er uddybet i relation til ligningslovens § 9 A om rejseudgifter:

”Familiemæssig tilknytning

I praksis lægges der stor vægt på den familiemæssige tilknytning. Det sted, hvor lønmodtagerens eventuelle samlever/ægtefælle og/eller børn bor, er normalt lønmodtagerens sædvanlige bopæl. Forældres og søskendes bopæl indgår også i vurderingen og får mere vægt, hvis lønmodtageren ikke har en samlever/ægtefælle og/eller børn.”

Det er dokumenteret, at [person1] på sin bopæl i Polen bor sammen med sin hustru og parrets to børn. Det gøres med henvisning til den ovenfor citerede passage i den juridiske vejledning gældende, at momentet vedrørende den familiemæssige tilknytning skal tillægges stor vægt i vurderingen.

”Periodens længde

Længden af den periode, lønmodtageren skal arbejde på det midlertidige arbejdssted, indgår også i vurderingen. Hvis der eksempelvis er tale om en kort periode, taler det for, at den sædvanlige bopæl er opretholdt. Hvis der er tale om en række kortere perioder hos samme eller forskellige arbejdsgivere i samme område, indgår det også i vurderingen.”

[person1] arbejdsplads i Danmark har ikke karakter af en midlertidig arbejdsplads. I relation til fastlæggelse af den sædvanlige bopæl vil dette moment kunne tale for, at den sædvanlige bopæl i Polen ikke skulle være opretholdt.

”Udlejning

Hvis hele den "sædvanlige bopæl" er udlejet i en del af den periode, hvor der bliver arbejdet på et midlertidigt arbejdssted, kan lønmodtageren ikke være på rejse efter LL § 9 A i denne periode, se ovenfor i dette afsnit.

Hvis kun en del af den "sædvanlige bopæl" er udlejet, har det betydning, hvor stor en del der er udlejet. Jo større del af bopælen, der er udlejet, jo større vægt vil udlejningen få ved bedømmelsen af, om den sædvanlige bopæl er bevaret.

Hvis lønmodtageren har udlejet så stor en del af sin bopæl (hus/lejlighed), at der kun er et værelse med opmagasinerede møbler til rådighed, er det Skattestyrelsens opfattelse, at udlejningen medfører, at den "sædvanlige bopæl" ikke er til rådighed.”

[person1] bor i ejerbolig i Polen. Boligen udlejes ikke helt eller delvist, men benyttes løbende af [person1]’ hustru og børn samt af [person1] på fridage og under ferier. Dette moment taler således for, at [person1] har opretholdt sin sædvanlige bopæl i Polen.

”Opholdenes hyppighed

Det har også betydning, hvor lønmodtageren opholder sig, når lønmodtageren ikke arbejder på det midlertidige arbejdssted, f.eks. i forbindelse med ferie og fridage og eventuelle arbejdsløshedsperioder.”

[person1] benytter alene den sekundære bopæl i Danmark som overnatningsfacilitet mellem arbejdsdage, som i øvrigt er af 12 timers varighed, jf. ovenfor. Herudover er der ophold i Danmark på såkaldte mellemdage (søndage), da det pga. afstanden ikke er muligt at rejse til Polen for at afholde én fridag. Under alle øvrige fridage og ferieperioder har [person1] opholdt sig i Polen sammen med sin familie. [person1] opholdt sig i 2020, som sagen omhandler, væsentligt mere i Polen end i Danmark.

Sammenfattende understøtter momentet omkring opholdenes hyppighed, at den sædvanlige bopæl er i Polen.

”Boligmæssig tilknytning

I vurderingen indgår også en sammenligning af boligforholdene, herunder størrelsen og indretningen af boligerne.

Det kan f.eks. være, om den ene bopæl er en ejerbolig, mens den anden er lejet, om et lejemål er tidsbegrænset eksempelvis i form af en fremlejekontrakt, eller om den ene bopæl er et værelse hos familie eller på et vandrerhjem, mens den anden bopæl er en lejlighed eller et hus.

Det er også væsentligt, hvor lønmodtagerens indbo er, f.eks. om det er opmagasineret, eller fortsat er i den "oprindelige" bolig, eller det er flyttet med, ligesom det har betydning, om et eventuelt lejemål er lejet møbleret.”

Momentet omkring boligmæssig tilknytning taler entydigt for, at boligen i Polen er den sædvanlige bopæl. Der er tale om en ejerbolig i Polen, imens boligen i Danmark er lejet.

Hertil kommer, at boligen i Polen bebos sammen med hustru og børn og er indrettet herefter. Lejeboligen i Danmark er alene indrettet med henblik på overnatning mellem arbejdsdage. [person1] har således i sagens natur ikke flyttet sit indbo til Danmark, men alene indrettet den sekundære bolig i Danmark efter behovet, imens [person1]’ – og familiens – indbo i øvrigt er i familiens hjem i Polen.

ӯkonomisk tilknytning

Driver lønmodtageren virksomhed, ejer fast ejendom eller har anden økonomisk tilknytning til enten det ene eller andet sted, indgår det også i vurderingen.”

[person1] arbejder for den danske arbejdsgiver, hvilket er – eneste – baggrund for ophold i Danmark. Momentet omkring økonomisk tilknytning taler således for, at den sædvanlige bopæl er i Danmark.

”Social tilknytning

Det indgår også i vurderingen, hvor lønmodtageren er medlem af foreninger m.v. (sports-, kulturelle eller sociale foreninger). Hvis lønmodtageren er medlem af sådanne foreninger begge steder, hvor er det sportslige, kulturelle eller sociale engagement så størst (antal af foreninger hvert sted og deltagelse i aktiviteter hvert sted)?”

[person1]’ sociale – og kulturelle – tilknytning er stærkest til Polen. [person1]’ familie og sociale omgangskreds er i Polen, hvor [person1] har været bosiddende hele sit liv og tillige er statsborger.

”Tilmelding til folkeregistret

Det har også betydning, hvor lønmodtageren er tilmeldt folkeregistret.”

[person1] er tilmeldt folkeregisteret i Danmark, men er også ved de polske myndigheder registreret med permanent ophold på den polske adresse, jf. det i sagen fremlagte Bilag 3. Da [person1] er registreret med bopæl i begge lande, understøtter dette moment for så vidt både Danmark og Polen, som den sædvanlige bopæl.

Blandt de oplistede momenter peger den overvejende del på, at boligen i Polen udgør den sædvanlige bopæl, herunder momentet vedrørende familiemæssig tilknytning, som skal tillægges stor vægt, jf. ovenfor.

Skattestyrelsen har i Afgørelsen påberåbt sig TfS 1999,420, som vedrørte en dansk person, der var ansat i et revisionsfirma i [by6], og som i 1987 boede sammen med sin daværende kæreste i [by7] indtil kæresten senere på året flyttede til Tyskland i forbindelse med ansættelse som lærer. Skatteyderen bevarede sit arbejde i [by6] i 1987 og 1988, og der blev kun i begrænset omfang søgt arbejde i Tyskland.

Skatteyderens sædvanlige bopæl blev anset for at være i [by7], hvorfor befordringsfradrag mellem arbejdspladsen og adressen i Tyskland, hvor kæresten boede, blev nægtet. Der blev lagt vægt på, at skatteyderen var tilmeldt folkeregistret på den danske adresse, at vedkommende overvejede at etablere egen virksomhed i Danmark og kun i beskedent omfang søgte arbejde i Tyskland.

Den i TfS 1999,420 behandlede sag omhandlede således spørgsmålet om etablering af en ny sædvanlig bopæl. Nærværende sag omhandler ikke spørgsmålet om etablering af sædvanlig bopæl, men derimod om fastholdelse af den mangeårige bopæl i Polen, som den sædvanlige bopæl. Allerede som følge heraf, er TfS 1999,420 ikke sammenlignelig med nærværende sag.

Vurderingen af ”centrum for livsinteresse” i medfør af ligningslovens § 9 C har som nævnt ovenfor fællestræk med vurderingen af ”midtpunkt for livsinteresser” i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Jeg skal derfor til støtte for ovennævnte afvejning henvise til dom af 14. oktober 2021 offentliggjort som SKM2021.544.BR, der netop vedrører afvejningen af momenterne ved vurderingen af midtpunkt for livsinteresser.

I sagen var en oprindeligt dansk bosiddende skatteyder ansat i Tyskland. Den danske bopæl blev opretholdt i en periode sammen med ægtefællen og i Tyskland rådede vedkommende over en lejebolig på 90 m2, som tjente til overnatningsmulighed mellem arbejdsdagene i Tyskland. Som sagen er gengivet, er det ubestridt, at skatteyderen opholdt sig flere dage i Tyskland end i Danmark.

De faktuelle forhold i sagen er således i vidt omfang sammenlignelige med nærværende sag, om end med omvendt fortegn forstået således, at det i nærværende sag er Danmark, der er arbejdslandet – og Polen, hvor den primære bolig med familien er.

Byretten fandt i sagen, at skatteyderen havde skattemæssigt hjemsted i Danmark, da Danmark efter en samlet vurdering fandtes at være midtpunkt for skatteyderens livsinteresser. Byretten lagde herved vægt på, at skatteyderen sammen med sin hustru havde erhvervet en ejendom i Danmark, imens der i Tyskland alene var rådighed over en 90 m2 stor lejet lejlighed. Videre blev der lagt vægt på, at en stor del af indtægterne fra arbejdet for den tyske arbejdsgiver blev overført til Danmark, som grundlag for familiens underhold. Byretten har i begrundelsen for dommens resultat yderligere anført:

”Retten har derudover lagt vægt på, at ejendommen Y1-adresse har dannet rammen om familielivet for konen og børnene i hverdagene og for hele familien i weekenderne, idet A tilbragte næsten alle weekender og fridage i Danmark, medmindre han var på ferie med familien i udlandet, herunder således at han ved arbejdsdagens ophør om fredagen kørte direkte til Danmark og returnerede til Tyskland tidligt mandag morgen direkte til arbejdet.

Dertil kommer, at A ikke har godtgjort, at han har andre væsentlige personlige interesser i Tyskland ud over nogle sociale relationer i tilknytning til hans arbejdsliv.”

Omstændighederne i SKM2021.544.BR er således i vidt omfang sammenlignelige med nærværende sag. Der kan herved særligt peges på, at [person1]’ løn tjent i Danmark dækker familiens underhold i Polen, at familien opholder sig i Polen samt at [person1] har et mindre lejemål til rådighed for overnatninger under arbejdsophold i Danmark, imens den primære bolig er i Polen.

I SKM2021.544.BR var det hensigten, at hustruen og børnene skulle blive boende i Danmark, indtil de blev store nok til at flytte hjemmefra, hvorefter hustruen skulle flytte til Tyskland. Hustruen flyttede efter hensigten til Tyskland i 2017. Heroverfor skal det fremhæves, at [person1]’ hustru i Polen fortsat bor i Polen, og hun har ikke nogen hensigt om at flytte til Danmark, hvilket yderligere støtter at den sædvanlige bopæl er i Polen.

Det gøres gældende, at fastlæggelse af den sædvanlige bopæl skal foretages ud fra en saglig vurdering af de relevante forhold – og det bestrides af vurderingen alene kan baseres på de enkelte momenter, der konkret kan understøtte Skattestyrelsens afvisning af det selvangivne befordringsfradrag.

3.5 Sammenfattende

Det gøres sammenfattende gældende, at der ved vurderingen af den sædvanlige bopæl skal lægges vægt på, at [person1] har personlig-, bolig- og familiemæssig tilknytning til Polen, idet ægtefællen og parrets to børn bor på den fælles adresse i Polen. Yderligere gøres det gældende, at [person1] opholder sig i Polen de dage, hvor der er arbejdsfri, herunder friuger, ferier mm., og at lejeboligen i Danmark dermed alene tjener til overnatning mellem arbejdsdagene, som er af 12 timer og 6 dage om ugen under opholdende i Danmark. Hertil kommer det, at [person1] i ganske overvejende grad opholder i Polen.

Det bestrides, at varetagelse af indtægtsgivende arbejde i Danmark, det faktum at [person1] har fast bolig til rådighed til brug for ophold i forbindelse hermed samt tilmelding til danske folkeregister på adressen kan føre til at adressen i Danmark udgør den sædvanlige bopæl. Det skal i forlængelse heraf bemærkes, at der i sagen er fremlagt attest, der dokumenterer, at [person1] er registreret som bosiddende i Polen.

Det gøres på baggrund af de herved oplistede kriterier gældende, at den sædvanlige bopæl er hjemme i Polen.

[...]”

Klagerens repræsentant er kommet med følgende supplerende indlæg til klagen og har samtidig anmodet om at klagesagsbehandlingen berostilles på domstolsprøvelse:

”[...]

Jeg har den 12. januar 2024 modtaget Skattestyrelsens supplerende bemærkninger til sagen vedrørende indkomståret 2019. Skattestyrelsen har i bemærkningerne af 12. Januar 2024 henvist til Landsskatterettens afgørelse i sagen SKM2023.199LSR, der påberåbes til støtte for, at vurdering af sædvanlig bopæl efter ligningslovens § 9 C og det skattemæssige hjemsted efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen er uafhængige vurderinger.

Det bemærkes, at sagen refereret i SKM2023.199LSR har visse lighedspunkter med nærværende sager i relation til spørgsmålsmålene om befordringsfradrag i sammenhæng med det fastlagte skattemæssige hjemsted.

Landsskatterettens afgørelse i SKM2023.199LSR er indbragt for domstolene, hvilket jeg antager at Skattestyrelsen er bekendt med. Henset til at SKM2023.199LSR er påberåbt som præjudikat for afgørelsen af nærværende sager, skal jeg venligst anmode om, at afgørelsen af sagerne for [person1] afventer domstolsprøvelsen af SKM2023.199LSR.

Endelig skal jeg med henvisning til Skattestyrelsens brev af 12. januar 2024 bemærke, at supplerende dokumentation til fremlæggelse i sagen er under indsamling, idet Skattestyrelsen fortsat afviser, at grænsegængerreglerne kan finde anvendelse i indkomståret 2019.

[...]”

Klagerens repræsentant er kommet med følgende oplysninger til sagen:

”[...]

Jeg påskønner Skatteankestyrelsens udsættelse af sagen på baggrund af min opfordring hertil, grundet sagens tætte sammenhæng med en verserende sag angående spørgsmålet om befordringsfradrag. Hvad angår spørgsmålet om anvendelse af grænsegængerreglerne fremlægges der herved supplerende dokumentation.

[...]

Som supplerende bilag i sagsnr. 22-0057494 vedrørende indkomståret 2020 fremlægges herefter:

Bilag 12 Polske myndigheders afvisning af selvangivelse for 2020

[...]

Med henvisning til Skattestyrelsens brev af 12. januar 2024 bemærkes det, at Skattestyrelsen fortsat afviser, at grænsegængerreglerne kan finde anvendelse i indkomstårene.

Som dokumentation for at [person1]’ danske indkomst minimum udgør 75 % af den samlede indkomst i 2019 og 2020, jf. kildeskattelovens § 5 A, fremlægges i sagsnr. 21-0049794 Bilag 9 og i sagsnr. 22-0057494 Bilag 12.

De fremlagte bilag dokumenterer, at [person1] i indkomstårene 2019 og 2020 ikke har haft indkomst til beskatning i Polen, og understøtter således entydigt, at [person1]’ indkomst i de pågældende indkomstår i altovervejende omfang hidrører fra ansættelsesforholdet i Danmark.”

Klagerens repræsentant har ved fremlæggelse af byretsdommen oplyst følgende:

”Jeg skal herved på vegne af [person1], CPR-nr. [...] med henvisning til brev fra Skatteankestyrelsen af 26. januar 2024 oplyse, at byretten i [by5] den 6. maj 2024 har truffet afgørelse i sagen om prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 26. januar 2023 offentliggjort som SKM2023.199.LSR. Til orientering er dommen vedhæftet i anonymiseret form.

Det oplyses, at Skatteministeriet ikke har valgt at anke dommen.

[...]”

Klagerens repræsentant er kommet med følgende supplerende bemærkninger:

”[...]

Sagen, SKM2023.199.LSR, anses i vidt omfang som værende sammenlignelig i forhold til spørgsmålet vedrørende den sædvanlige bopæl i sagerne vedrørende [person1].

•	Begge skatteydere arbejder for en dansk arbejdsgiver, hvilket er den eneste baggrund for ophold i Danmark.
•	Begge skatteydere har i vidt omfang samme arbejdsmønster. Arbejdsdagene i Danmark er som udgangspunkt af 12 timers varighed, og arbejdsplanerne er tilrettelagt således, at der arbejdes i ”skift”, således der som udgangspunkt arbejdes 6 dage i Danmark med en enkelt fridag imellem, hvorefter man tilsvarende har fri en uge til at tage hjem til familien i Polen.
•	Begge skatteydere har derfor ligeledes et forholdsvist fast rejsemønster, idet begge skatteydere efter endt arbejdsuge rejser til Polen, hvor de ligeledes begge er registreret med fast bopæl.
•	Begge skatteydere har ejerbolig i Polen, hvor de bor sammen med deres familier, når ikke de er på arbejde i Danmark.
•	Begge skatteyderes sociale omgangskreds er i det hele i Polen, hvor begge skatteydere har været bosiddende hele livet, er statsborgere og hvor de i løbet af indkomstårene har brugt deres fridage og ferieperioder, når der ses bort fra de såkaldte mellemdage.
•	Begge skatteydere bruger indtægten fra den danske arbejdsgiver til at dække familiens underhold i Polen, idet begge skatteyderes hustruer i de pågældende indkomstår ingen indkomst havde. Den overvejende del af begge skatteyderes indkomst bruges således i Polen, idet begge skatteyderes indkomst i de pågældende indkomstår var den eneste indkomst til forsørgelse af deres familier.
•	Begge skatteydere har i de pågældende indkomstår ikke overvejende ophold i Danmark.

Det gøres på baggrund heraf gældende, at nærværende sag i relation til kriterierne der danner grundlag for vurderingen af, hvilken bolig, der udgør den sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9 C, er direkte sammenlignelig med omstændighederne i SKM2023.199LSR.

1 Grundlaget for opgørelse af befordringsfradraget

Grundlaget for befordringsfradrag fremgår af ligningslovens § 9 C. Det fremgår nærmere af bestemmelsens stk. 2, at der kan opnås fradrag for den del af befordringen tur/retur mellem bopæl og arbejdsplads, der overstiger 24 km. Dernæst fremgår det af stk. 3, at der for befordringen udover 24 km op til 120 km beregnes fradrag pr. km med den takst Skatterådet har fastsat. For befordringen udover 120 km, beregnes der halv takst pr. kilometer.

[...]

Taksterne fastsat af Skatterådet for indkomståret 2020 fremgår af bekendtgørelse nr. 1166 af 19. november 2019:

”§ 1. Kilometersatsen for fradrag efter ligningslovens § 9 C for befordring mellem hjem og arbejdsplads

i indkomståret 2020 er fastsat således:

1) 0 - 24 km inkl., intet fradrag.

2) 25 - 120 km inkl., 1,96 kr. pr. kilometer.

3) over 120 km, 0,98 kr. pr. kilometer.”

Uanset ordlyden af ligningslovens § 9 C, der henviser til den del af befordringen, ”pr. arbejdsdag”, der overstiger 24 km, beregnes befordringsfradraget for hver befordring tur/re-tur, og dermed uanset om der køres frem og tilbage samme dag, jf. TfS 1988, 563.

Det er således en forudsætning for at kunne opgøre befordringsfradraget, at afstanden mellem arbejdsstedet og den sædvanlige bopæl fastslås. Som sagernes henholdsvis Bilag 10 og Bilag 13 fremlægges således udskrift fra Google Maps af ruten mellem arbejdsstedet og [person1]s sædvanlige bopæl i Polen. Heraf fremgår det, at den korteste rute mellem arbejdsstedet og den sædvanlige bopæl i Polen er 983 km. svarende en distance på 1.966 km tur/retur.

Nedenstående påstandsbeløb for henholdsvis indkomståret 2019 og indkomståret 2020 er opgjort i overensstemmelse med ovenstående, jf. også beregningerne vedlagt som sagernes henholdsvis Bilag 11 og Bilag 14.

[...]

Der nedlægges påstand, om at [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2020 ændres på baggrund af følgende: Befordringsfradrag mellem den sædvanlige bopæl i Polen og arbejdsstedet i Danmark anerkendes med DKK 35.950,32.

[...]”

Klagerens repræsentant er kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse:

”[...]

Skatteankestyrelsen har i sine forslag til, hvordan sagerne skal afgøres indstillet til, at det anerkendes, at [person1]’ bolig i Polen udgør den sædvanlige bopæl i henhold til ligningslovens § 9 C. Skatteankestyrelsen forslag på dette punkt kan tiltrædes.

Skatteankestyrelsen har yderligere i indstillingen til Landsskatteretten lagt op til følgende:

”Den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget hjemviser Landsskatteretten til Skattestyrelsen.”

Der gøres heroverfor gældende, at der ikke grundlag for hjemvisning af sagerne. Til støtte herfor henvises til byrettens afgørelse af 6. maj 2024 (prøvelse af Landsskatterettens afgørelse SKM2023.199.LSR).

I sagen blev det anerkendt, at skatteyderen havde sædvanlig bopæl i Polen, men sagen blev alligevel påstået hjemvist til ligningsmæssig prøvelse af fradragets størrelse. Skatteyderen havde i sagen på baggrund af arbejdstidsregistrering og kontoudtog sandsynliggjort, hvor mange gange han i det pågældende indkomstår havde rejst tur/retur mellem sin bopæl i Polen og sit arbejdssted, ligesom han havde fremlagt udskrift fra Google Maps, hvorefter afstanden mellem hans arbejdssted og den polske bopæl var bevist. Byretten udtalte følgende vedrørende hjemvisning i sin begrundelse:

”Sagen er anlagt med påstand om anerkendelse af et i kroner opgjort befordringsfradrag, og sagen har under forberedelsen blandt andet handlet om, hvorvidt omfanget af den faktiske befordring er tilstrækkeligt godtgjort. Spørgsmålet har herefter en sådan sammenhæng med de øvrige spørgsmål i sagen, at betingelserne for at hjemvise sagen med henblik på behandling af fradragets størrelse ikke er til stede .” (min understregning)

I sagerne for [person1] er det ligeledes på baggrund af fremlagt dokumentation sandsynliggjort, hvor mange gange han i henholdsvis indkomståret 2019 og indkomståret 2020 har rejst tur/retur mellem sin bopæl i Polen og arbejdsstedet, ligesom det ved den fremlagte rutevejledning er dokumenteret, hvor mange kilometer, der er mellem bopæl i Polen og arbejdsstedet. Dernæst og henset til, at der i klagesagerne er nedlagt påstand om konkrete og beløbsmæssigt opgjorte befordringsfradrag, må den beløbsmæssige opgørelse anses som at have sådan en sammenhæng med de øvrige spørgsmål i sagen, at betingelserne for at hjemvise sagen med henblik på behandling af fradragets størrelse ikke er til stede.

--o0o--

Det skal i relation til sagernes faktuelle forhold supplerende oplyses, at [person3], der er [person1]’ søn fra et tidligere forhold, i perioden 9. august 2018 – 23. september 2019, tillige har været registreret på adressen [adresse1], [by2], sammen med [person1] og [person2].

[person3]’ periodevise ophold på ovennævnte adresse var alene begrundet i, at han arbejdede for [virksomhed1] A/S og havde behov for at kunne overnatte i nærheden af arbejdspladsen mellem arbejdsdagene på 12 timer. [person3] arbejdede i ugeskift for [virksomhed1] A/S og rejste - på tilsvarende vis som [person2] og [person1] – til Polen i friuger og ferier.

[person3] har arbejdet i ugeskift i de modsatte uger af såvel [person2] som [person1]. [person3] har derfor på intet tidspunkt i perioden haft ophold på [adresse1], [by2], samtidig med [person2] og [person1].

[person3] har omvendt netop haft mulighed for at benytte lejligheden på [adresse1], [by2], i de perioder, hvor [person2] og [person1] har opholdt sig i Polen.

Som dokumentation for [person3]’ ophold i Danmark i forbindelse med hans arbejde for [virksomhed1] A/S henvises til arbejdstidsregistrering, der er vedlagt som sagernes Bilag 12 henholdsvis Bilag 15.

I relation til spørgsmålet om fastsættelse af [person1]’ sædvanlige bopæl gøres det gældende, at [person3]’ periodevise arbejdsophold i Danmark ikke har betydning for vurderingen, herunder særligt henset til, at [person1] ikke har opholdt sig i Danmark på samme tid.”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til i, hvilket omfang klageren er berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, herunder hvor klageren har haft sædvanlig bopæl i indkomståret 2020.

Retsgrundlaget

Af ligningslovens § 9 C, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, fremgår:

”9 C: Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet.

[...]

Stk. 2. Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.”

Bevisbyrden for befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C påhviler – i overensstemmelse med hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag – som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag skal således i fornødent omfang kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det angivne omfang, jf. Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162.HR.

Der er kun én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som sædvanlig bopæl, og begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I Østre Landsrets dom af 5. juni 2023, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR, fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor han havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

I byretsdommen af 18. juni 2008, offentliggjort som SKM2008.632.BR, fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

Klagerens repræsentant har fremlagt Retten i [by5]s dom af 6. maj 2024, offentliggjort som SKM2024.454.BR, hvor Skatteministeriet på baggrund af nye oplysninger under den pågældende retssag anerkendte, at skatteyderen havde sædvanlig bopæl i Polen. Det fremgår af dommen, at dette forhold ifølge retten bl.a. indebar, at skatteyderen måtte antages at have haft ophold i Polen i videre omfang end i Danmark. Efter et samlet skøn over den fremlagte dokumentation, fandt retten, at skatteyderen i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort omfanget af den angivne befordring. Retten tog herved ikke Skatteministeriets påstand om, at sagen skulle hjemvises med henblik på fastsættelsen af størrelsen af befordringsfradraget til følge.

Landsskatteretten fandt ved afgørelse af 7. juni 2024, offentliggjort som SKM2024.400.LSR, at skatteyderen for indkomstårene 2017-2019 havde skattemæssigt hjemsted i Polen, hvor han ud fra sagens oplysninger sædvanligvis havde opholdt sig i indkomstårene, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b. Videre fandt Landsskatteretten, at skatteyderen havde sædvanlig bopæl i Polen efter ligningslovens § 9 C. Herved lagde retten bl.a. vægt på, at klageren havde opholdt sig væsentligt mere i Polen end i Danmark, ligesom klagerens familiemæssige og personlige forhold i Polen fremstod veldokumenterede. Desuden lagde retten vægt på, at klagerens boligforhold i Danmark og Polen adskilte sig fra hinanden, idet klageren delte en lejlighed i Danmark med andre, mens klageren ejede den ejendom i Polen, som klageren boede i sammen med sin familie. Landsskatteretten hjemviste den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget til Skattestyrelsen, da Skattestyrelsen som førsteinstans ikke tidligere havde forholdt sig til denne del.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Efter en konkret helhedsvurdering af sagens faktiske omstændigheder, finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2020 har været i Polen, jf. ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten har ved afgørelsen lagt vægt på, at klageren har opholdt sig væsentlige mere i Polen end i Danmark i det omhandlede indkomstår og at klagerens familiemæssige og personlige forhold i Polen fremstår veldokumenterede. Uagtet at klageren i en årrække har haft en økonomisk og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark og har haft den samme bolig til rådighed i landet, anses klageren på det foreliggende grundlag at have etableret en sædvanlig bopæl i Polen. Herved er der henset til, at klagerens boligforhold i de to lande adskiller sig fra hinanden, idet klageren lejer en lejlighed i Danmark, som klageren deler med sin bror, mens klageren ejer en ejendom i Polen, hvor klageren bor sammen med sin ægtefælle og børn, og hvor klageren sædvanligvis har opholdt sig.

Klageren er herefter berettiget til fradrag for befordring mellem klagerens arbejdsplads i Danmark og bopæl i Polen, jf. ligningslovens § 9 C. Det bemærkes hertil, at klageren alene er berettiget til fradrag for befordring mellem Danmark og Polen og ikke for befordring i Danmark.

Da Skattestyrelsen som førsteinstans ikke har forholdt sig til det af klagerens repræsentant beregnet befordringsfradrag i forhold til sædvanlig bopæl i Polen, hjemvises denne del til førsteinstansbehandling. Det forhold, at Retten i [by5] ved dom af 6. maj 2024, fandt, at den pågældende skatteyder i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort omfanget af den angivne befordring, ændrer ikke herved.

Landsskatteretten ændrer herved Skattestyrelsens afgørelse vedrørende sædvanlig bopæl, mens Landsskatteretten hjemviser den talmæssige opgørelse af befordringsfradraget til Skattestyrelsen.