Kendelse af 05-07-2024 - indlagt i TaxCons database den 30-07-2024

Journalnr. 23-0074836

Skattestyrelsen har genoptaget skatteansættelsen for indkomståret 2020 efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, og forhøjet klagerens personlige indkomst med 163.588 kr. vedrørende værdi af fri bil for indkomståret 2020.

Landsskatteretten annullerer Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2020, da ansættelsen ikke er foretaget rettidigt.

Faktiske oplysninger

Klageren har i indkomståret 2020 været ansat hos [virksomhed1] ApS. Klageren har haft en lønindkomst på 181.063 kr. og har haft 964 arbejdstimer. Det fremgår af mail dateret den 5. april 2023 fra [virksomhed2] revisionsfirma, at klageren er ansat under funktionærlovens regler og hverken er ejer, hovedanpartshaver, hovedaktionær eller på anden måde indgår i ledelsen af [virksomhed1] ApS.

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om at forhøje klagerens skatteansættelse for indkomståret 2020 med værdi af fri bil, da Skattestyrelsen ikke har anset betingelserne for opfyldt vedrørende den splitleasingaftale, som klageren og [virksomhed1] ApS har indgået med et uafhængigt leasingselskab, idet registrering af erhvervsmæssig kørsel i relation til splitleasingaftalen ikke er opgjort korrekt.

Skattestyrelsen har den 31. januar 2023 sendt forslag til afgørelse.

Skattestyrelsen har den 28. juli 2023, i overensstemmelse med forslaget, truffet afgørelse om, at forhøje klagerens personlige indkomst med 163.588 kr. i indkomståret 2020.

Skattestyrelsen har den 13. september 2023 sendt følgende bemærkning til deres afgørelse af 28. juli 2023:

”(...)

Vi mener umiddelbart, at vores afgørelse af 28. juli 2023 er ugyldig, idet vi ikke har påvist, der er tale om gentagne forhold, klager ejer ikke én aktie i selskabet/koncernen eller andet selskab, klager er ikke erhvervsdrivende og klager alene er ansat i koncernen. Derved vil klager være omfattet af reglerne om forkortet ligningsfrist og indkomståret 2020 er forældet på tidspunktet for vores afgørelse.(...)”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens personlig indkomst vedrørende værdi af fri bil med 163.588 kr. for indkomståret 2020, da Skattestyrelsen ikke anser den indgået splitleasingskontrakt som gyldig.

Som begrundelse har Skattestyrelsen anført følgende:

”(...)

Sagsfremstilling og begrundelse

(...)

1.3. Retsregler og praksis

Ligningslovens §16, stk. 4

Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, om rejse- og befordringsgodtgørelsesbekendtgørelse. Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, skal bogføringsbilagene vedrørende den erhvervsmæssige kørsel indeholde, modtagerens navn, adresse og cpr-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser og beregning af befordringsgodtgørelsen. De indsendte GPS-udskrifter opfylder ikke disse krav.

Byretsdom af 7. december 2021 (SKM2021.717.BR), hvor resumeet oplyser: Sagen angik, om hovedanpartshaveren skulle beskattes af rådighed over tre biler.

Den ene af bilerne var i 2015 alene leaset af selskabet, og da der ikke forelå et kørselsregnskab, der godtgjorde, at bilen alene havde været anvendt til erhvervsmæssig kørsel, og da hovedanpartshaveren ikke alene ved sin forklaring havde afkræftet formodningen, blev han beskattet af rådigheden i 2015.

Den samme bil og to øvrige biler blev deleleaset af hovedanpartshaveren og dennes selskab, og spørgsmålet var, om betingelserne for at undtage hovedanpartshaverens rådighed over disse biler fra beskatning, i henhold til den administrativ praksis om deleleasing, var opfyldt.

Retten fandt, at kørselsregnskaberne var mangelfulde, og for så vidt angik to af køretøjerne manglede der kørselsregnskaber for en del af perioden. For alle tre biler manglede der fakturaer, der viste opdelingen af leasingydelsen mellem hovedanpartshaveren og dennes selskab for dele af perioden. Retten fandt derfor, at hovedanpartshaveren ikke havde afkræftet formodningen om, at bilerne, som selskabet havde stillet til rådighed for ham, var anvendt til privat kørsel udover det antal kilometer, der var omfattet af hovedanpartshaverens egen del af deleleasingaftalen.

Landsskatteretsafgørelse af 16. december 2021 (SKM2022.112.LSR), hvor resumeet oplyser: Spørger havde påklaget 2 spørgsmål i et bindende svar fra Skattestyrelsen vedrørende kørsel for koncernforbundne selskaber i relation til en splitleasingskontrakt. Landsskatteretten fandt ved besvarelse af det ene spørgsmål, at kørslen ikke vil kunne betragtes som erhvervsmæssig kørsel, når kørslen ville ske på vegne af selskaber, som ikke var kontraktpart i splitleasingkontrakten. Lands- skatteretten fandt ved besvarelse af det andet spørgsmål, at kørsel vedrørende nye investeringer i det selskab, som var kontraktpart, måtte anses at være erhvervsmæssig kørsel i splitleasingskontraktens henseende.

Personskattelovens § 3, stk. 1 og § 4 a stk. 2, 2. punktum.

* Arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 2

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Selskabet har angivet kørsel for projekter i datterselskaber og lignende, som værende erhvervsmæssig kørsel.

Kørsel foretaget på vegne af datterselskaber, betragtes ikke som erhvervsmæssig kørsel.

På baggrund heraf, vil splitleasingaftalen være at tilsidesætte og der vil derfor skulle opgøres værdi af fri bil til beskatning hos [person1]. Værdien er opgjort til 163.588 kr., se nedenstående opgørelse.

Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, skt. 5, 2. pkt. Den skattepligtige værdi af fri bil, udgør 25 % af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 og 20 % af resten. Værdien beregnes dog mindst af 160.000 kr. For biler der er anskaffet af arbejdsgiveren højest 3 år efter første indregistrering opgøres bilens værdi opgøres til 75 % af nyvognsprisen, når bilen er mere end 3 år. For biler, der er anskaffet mere end 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 4.

Reglerne i ligningslovens § 16 stk. 4, finder som hovedregel også anvendelse på biler, som et selskab har lejet, ligesom reglerne finder anvendelse, selvom der sker en egenbetaling af den ansatte for rådigheden. I sidstnævnte tilfælde sker der fradrag herfor i den skematisk opgjorte værdi efter ligningslovens § 16, stk. 4. Der findes ikke særregler i lovgivningen om dele- eller splitleasing. Der er således tale om, at retsstillingen på dette område er baseret på det anførte i Den juridiske vejledning og de offentliggjorte afgørelser, og at klager for at undgå beskatning efter hovedreglen skal godtgøre, at han i det hele opfylder de krav, der er stillet i den administrative praksis.

Ligningsrådet har i SKM 2001.255 LR taget stilling til beskatning af fri firmabil i forbindelse med nogle særlige bilordninger i form af såkaldt deleleasing. Her er blandt andet udtalt, at hvorvidt detaljeringsgraden af kørselsregnskabet er tilstrækkeligt opfyldt vurderes efter bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, om rejse- og befordringsgodtgørelse. Det fremgår desuden, at der skal være indgået separate aftaler med leasingselskabet, virksomheden og den ansatte jf. SKM2019.244.SKTST. Årsagen til, at der skal udarbejdes kørselsregnskab er, arbejdsgiveren skal kunne føre kontrol med, at der ikke er afholdt udgifter til privat kørsel. Derfor skal der i lighed med reglerne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse løbende udarbejdes et detaljeret kørselsregnskab, der kan danne grundlag for en sådan kontrol.

Bilens værdi
300.000	* 25 %	75.000
450.000	* 20 %	90.000
750.000		165.000
Helårlig ejerafgift 6.880 kr.	* 150 %	10.320
Årlig værdi af fri bil		175.320
Kapitalejers egenbetaling		-11.732
Fri bil til beskatning hos kapitalejer		163.588

Beløbet beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1 og § 4 a stk. 2, 2. punktum.

Der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af beløbet efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 2 (...)”

Skattestyrelsen har den 13. september 2023 sendt bemærkninger til klagen, hvoraf det fremgår følgende:

”(...)

Vi har imidlertid en stærk formodning om, at vi ved kontrol af 2021 og 2022, vil kunne påvise, at der er tale om gentagne forhold, hvorefter klager vil være omfattet af skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1 vedrørende indkomståret 2020 og herefter kan der træffes tilsvarende afgørelse senest 1. maj 2024, uden forældelse. Vi vil straks iværksætte en kontrol af indkomstårene 2021 og 2022 for at afdække vores formodning.(...)”

Skattestyrelsen har den 18. oktober 2023 sendt yderlige bemærkninger. Det fremgår følgende af bemærkningerne:

”(...)

Som vi tidligere har oplyst i svarskrivelse af 13. september 2023:

Er det opfattelsen, at den tidligere afgørelse af 28. juli 2023 er ugyldig, idet klager er omfattet af den korte ligningsfrist.

Vi har imidlertid en stærk formodning om, at vi ved kontrol af 2021 og 2022, vil kunne på- vise, at der er tale om gentagne forhold, hvorefter klager vil være omfattet af skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1 vedrørende indkomståret 2020 og herefter kan der træffes tilsvarende afgørelse senest 1. maj 2024, uden forældelse. Vi vil straks iværksætte en kontrol af indkomstårene 2021 og 2022 for at afdække vores formodning.(...)”

Skattestyrelsen har den 3. marts 2024 sendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse:

”(...)

Skattestyrelsens vurdering

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling.

Faktiske forhold

Klageren var ansat i selskabet [virksomhed1] (herefter selskabet) med udførelse af konsulentopgaver. Selskabet havde indgået en splitleasingaftale vedr. en Porsche Macan, som klageren benyttede. Selskabet havde angivet kørsel for projekter i datterselskabet og lignende, som værende erhvervsmæssig kørsel.

Skattestyrelsen har i sin afgørelse dateret 28. juli 2023 ændret klagerens skatteansættelse for indkomståret 2020 og beskattes klageren af fri bil ved benyttelse af bilen Porsche Macan.

Formelt

Klageren har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen skal anerkende indgået leasingaftale som en splitleasingaftale og at alle skattemæssige kriterier for at anse det som en splitleasingaftale er opfyldt.

Skatteankestyrelsen har indstillet, at klageren er omfattet af bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018 om kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, hvilket Skattestyrelsen er enig i.

Følgende fremgår af § 2, stk. 1, nr. 3 i bekendtgørelsen:

”...

3) har status som hovedaktionær efter aktieavancebeskatningsloven,

...”

Er klageren omfattet af nævnte ordlyd og derved kan karakteriseres som en hovedanpartshaver efter aktieavancebeskatningslovens § 4, har klageren ikke enkle økonomiske forhold og vil derfor være omfattet af de ordinære frister efter skatteforvaltningslovens § 26.

Det er et faktum, at klageren i det påklagede indkomstår ikke ejer kapitalandele i selskabet, [virksomhed1] ApS jf. CVR.dk.

Selskabet var ejet af kapitalejerne:

[virksomhed3] ApS, heri med kapitalandele ejet af klagerens søn, [person2] og [virksomhed4] ApS, heri med kapitalandele ejet af klagerens ægtefælle, [person3].

Da klageren ikke ejer kapitalandele eller råder over stemmeværdien i selskabet eller andet selskab, kan klagerens nærtståendes kapitalandele eller stemmeværdier ikke medregnes, for at statuere klageren som hovedanpartshaver jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2.

Herefter er Skattestyrelsen enig i Skatteankestyrelsens indstilling om, at fristen for at genoptage klagerens skatteansættelse for 2020 er udløbet med henvisning til datering af Skattestyrelsens forslag og afgørelse.

Skattestyrelsens afgørelse er således ikke foretaget rettidigt og derfor ugyldig.

Da Skattestyrelsens afgørelse er påklaget til Skatteankestyrelsen, har Skattestyrelsen ikke kompetence til at udsende nyt varsel om et påklaget forhold jf. Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, 1. pkt.

Agterskrivelsen dateret 13. september 2023 har således ingen virkning for det påklagede forhold. (...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens personlige indkomst ikke skal forhøjes med 163.588 kr. vedrørende fri bil for indkomståret 2020.

Til støtte for påstanden har klagerens repræsentant anført følgende:

”(...)

Der klages over følgende punkt:

At Skattestyrelsen ikke skattemæssigt har godkendt splitleasingordning indgået mellem [virksomhed1] ApS og den ansatte [person1] på den ene side og uafhængigt leasingselskab på den anden side.

Skattestyrelsen har tidligere behandlet punktet hos selskabet [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], men behandlingen førte ikke til en ændring af selskabets skatteansættelse eller pligter. For god ordens skyld har vi dog tidligere klaget over denne afgørelse, jf. klage af 26. april 2023 (jeres sagsid. [sag1]).

Vi skal derfor anmode Skatteankestyrelsen om at behandle nærværende klage sammen med ovenstående klage i sagsid. [sag1], da der er tale om samme forhold.

Nærværende klage er identisk med klagen i sagsid. [sag1], men vi vil senere indsende en uddybende klage på baggrund af Skattestyrelsens konkrete argumenter i sagen vedrørende [person1] personligt.

Vi vedlægger Skattestyrelsens afgørelse som bilag 1.

PÅSTAND

Det er vores påstand, at skattemyndighederne skal anerkende, at de indgåede leasingaftaler mellem [virksomhed1] ApS som den ene leasingtager medarbejder [person1] som den anden leasingtager på den ene side og uafhængigt leasingselskab som leasinggiver på den anden side, er indgået som en samlet splitleasingaftale, og at alle skattemæssige kriterier for at anse det som en splitleasingaftale er opfyldt.(...)

(...)

Skattestyrelsen har ikke godkendt splitleasingaftalen, idet Skattestyrelsen hævder, at:

”Kørsel på vegne af datterselskaber, ikke er erhvervsmæssig kørsel”.

Skattestyrelsen har godkendt splitleasingordningen på alle andre parametre, herunder også i f.t. det udarbejdede kørselsregnskab. Det er udelukkende fordi, der indgår ”kørsel for datterselskaber” i Skattestyrelsens optik, og at dette er ført som erhvervsmæssig kørsel, at Skattestyrelsen ikke har godkendt splitleasingordningen.

Vi er ikke enige i Skattestyrelsens opfattelse.

[person1] er som tidligere oplyst ansat i selskabet [virksomhed1] ApS.

Det er fra dette selskab, han får sin løn, og det er dette selskab, der har indgået en splitleasingaftale.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at [person1] ikke ejer anparter i selskabet og ikke har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Han er ansat på almindelige funktionærlignende vilkår.

Som led i sin ansættelse med [virksomhed1] ApS er han forpligtet til at udføre arbejde for andre selskaber. Dette er en følge af, at [virksomhed1] ApS har en aftale med øvrige selskaber om at udføre visse arbejder for disse selskaber.

[virksomhed1] ApS har en aftale med øvrige selskaber om, at der foretages afregning for de udførte arbejder i form af management fee samt en allokering af omkostninger, som [virksomhed1] ApS måtte have haft for at udføre arbejdet. I den forbindelse har [virksomhed1] ApS blandt andet udgifter til løn til [person1] og bilomkostninger i henhold til den indgåede splitleasingaftale. Der er således ingen forskel på, om [virksomhed1] ApS udfører arbejde for øvrige selskaber eller i form af helt eksterne kunder. Byggeselskaberne er ligesom andre eksterne selskaber ”kunder i butikken” hos [virksomhed1] ApS. Vi skal igen påpege, at der ikke er koncernforbindelse mellem [virksomhed1] ApS og byggeselskaberne. Der sker således fakturering for ydelser leveret til byggeselskaberne på lige fod med, hvad der ville være faktureret over for eksterne kunder.

Det er således ikke korrekt, når Skattestyrelsen hævder, at der sker kørsel for koncernforbundne selskaber. Den kørsel, som [person1] har foretaget, er sket for [virksomhed1] ApS, der har faktureret øvrige selskaber for denne ydelse. Kørslen er således foretaget som led i ansættelsesforholdet med [virksomhed1] ApS, som også er det selskab, der har indgået splitleasingaftalen med leasingselskabet.

Det er endvidere vores opfattelse, at når Skattestyrelsen anvender tolkningen at ”kørsel på vegne af datterselskaber, ikke er erhvervsmæssig kørsel”, så er det ikke foreneligt hverken med ordlyden i afgørelsen SKM 2010-147 SR eller i Styresignalet SKM 2019-244 SKTST. Her fremgår det klart, at ”erhvervsmæssig kørsel er kørsel omfattet af ligningslovens § 9 B, og kan kun være kørsel i forhold til medarbejderens ansættelse hos den arbejdsgiver, der har indgået den erhvervsmæssige deleleasingaftale. Det fremgår af SKM 2010.147.SR”.

Der er selvfølgelig forskel på, om man anvender bilen til at udføre arbejde for helt andre virksomheder, hvor bilen ikke er stillet til rådighed som led i dette arbejde. Sondringen kommer fra tidligere afgørelser, hvor man f.eks. som sælger kan have to forskellige og uafhængige ansættelsesforhold, men kun får stillet fri bil til rådighed i det ene ansættelsesforhold. Det er klart, at anvender man så bilen til kørsel også i det andet ansættelsesforhold, så er denne kørsel ikke erhvervsmæssig i relation til det første ansættelsesforhold.

Det er den type kørsel, der er tænkt på både i relation til afgørelsen SKM 2010-147 SR og i styresignalet 2019-244 SKTST. Der er ikke belæg for at udstrække det til nærværende situation, hvor der ikke tale om to modsatrettede ansættelseskontrakter, men hvor ansættelsen er i ét selskab, og hvor det arbejde, der udføres, udelukkende sker for dette selskab.

Vi er heller ikke enige i Skattestyrelsens tolkning af afgørelsen SKM 2022.112 LSR. Skattestyrelsen henviser til resumeet i afgørelsen. Vi skal hertil bemærke, at man ikke kan nøjes med at læse resumeet og tage et tilfældigt udpluk af resumeet, der passer ind i sagsbehandlingen.

Det fremgår af afgørelsen SKM 2022.112 LSR, at kørsel for koncernselskaber m.v. netop kan godkendes, når der er tale om almindeligt forekommende driftsmæssige opgaver, der udføres for andre koncernselskaber, og der sker en fakturering til det pågældende selskab for denne kørsel. Det fremgår således af ovennævnte afgørelse, at skattemyndighederne netop havde godkendt sådan kørsel for koncernforbundet selskab som værende erhvervsmæssig.

Dette spørgsmål var derfor ikke påklaget videre til Landsskatteretten i sagen, det var derimod spørgsmål 3 og 5, som skatteyder også havde indbragt til bindende besvarelse hos skattemyndighederne.

I relation til [person1]s kørsel for [virksomhed1] ApS, er en stor del af kørsel i relation til driftsmæssige opgaver for selskabet. Denne kørsel vil derfor være omfattet af den godkendte kørsel.

Punkt 3 i sagen omhandlede kørsel i forbindelse med bestyrelsesmøder i datterselskaber eller møder i forbindelse med salg af datterselskaber. Denne kørsel blev i sagen benævnt som ”kørsel i relation til selskabets kapitalinteresser i koncernselskaberne”. Denne kørsel godkendte Landsskatteretten ikke som erhvervsmæssig kørsel.

Hertil kan vi godt være enige et stykke hen ad vejen, idet der i så fald er tale om arbejde i relation til selskabets aktionærer.

I relation til [person1]s kørsel for [virksomhed1] ApS foretager han ingen kørsel i relation hertil. Han deltager ikke i bestyrelsesmøder, og han deltager ikke i relation til salg m.v. af datterselskaber i de andre byggekoncerner.

Punkt 5 i sagen omhandlede kørsel i forbindelse med nye investeringer i selskabet i form af f.eks. køb af en ejendom eller køb af et datterselskab. Denne kørsel godkendte Landsskatteretten som erhvervsmæssig kørsel, så længe investeringen udsprang fra det pågældende selskab.

Dette er vi også enige i. Det kan ikke være afgørende, om man foretager kørsel i relation til påtænkte køb af ejendomme eller påtænkte køb af datterselskaber eller projekter i andre koncerner, hvori der placeres et projekt/ejendom. På samme måde kan det ikke være afgørende, hvorvidt etablering af nye ejendomme sker i selskabet selv, eller sker igennem etablering af datterselskab. Også denne kørsel vil efter vores opfattelse være at anse som erhvervsmæssig kørsel.

KONKLUSION

Henset til ovenstående er det vores opfattelse, at splitleasingordningen skal godkendes, idet den kørsel, der er foretaget af [person1] skal anses som erhvervsmæssig. Der skal henses til:

?	At al kørsel er foretaget for selskabet [virksomhed1] ApS og ikke for datterselskaber
?	At [person1] er forpligtet til at udføre dette arbejde i overensstemmelse med hans ansættelseskontrakt
?	At han udelukkende får løn fra [virksomhed1] ApS for at udføre dette arbejde og ikke fra andre selskaber
?	At [virksomhed1] ApS fakturerer andre selskaber for den management fee samt udgifter m.v., der udspringer af arbejdet for disse selskaber
?	At Skattestyrelsen mistolker såvel afgørelsen SKM 2010-147 SR og Styresignalet SKM 2019- 244 SKTST, når de hævder, at der ikke må foretages kørsel for koncernforbundne selskaber. Dette er ikke i overensstemmelse med ordlyden i hverken afgørelsen eller styresignalet, idet det væsentlige er, kørslen er erhvervsmæssig i relation til ansættelsesselskabet
?	At Skattestyrelsen mistolker afgørelsen SKM 2022-112 LSR, idet der netop i det store hele blev godkendt kørsel for arbejdsgiverselskabet, selv om der var tale om kørsel for andre selskaber i koncernen. Den eneste situation, der ikke blev godkendt, var den situation hvor kørslen skete i f.m. andre selskabers kapitalinteresser, f.eks. i form af deltagelse i bestyrelsesmøder eller ved salg af datterselskaber, hvilket er i aktionærernes interesser og ikke i selskabets interesse. Den type kørsel er der ingen af i nærværende situation. (...)”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt skatteansættelsen for indkomståret 2020 er foretaget rettidigt.

Retsgrundlag

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Ifølge § 1 i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, skal Skattestyrelsen, uanset fristen i § 26, stk. 1, sende varsel om ændring af skatteansættelsen senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb og ansættelse skal foretages senest den 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten finder, at klageren er omfattet af den korte ligningsfrist, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018. Der er langt vægt på, at det af klagerens personlige skatteoplysninger fremgår, at klageren alene er ansat i [virksomhed1] ApS, ligesom han ikke er hovedanpartshaver eller hovedaktionær i andre selskaber. Klageren har heller ikke andre forhold som medfører, at klageren ikke kan anses at have enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 2. Det må derfor lægges til grund, at klageren har enkle økonomiske forhold.

Skattestyrelsen har endvidere ved udtalelse af henholdsvis 13. september 2023 og 18. oktober 2023 udtalt, at klageren er omfattet af den korte ligningsfrist.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsens afgørelse af den 28. juni 2023 ikke er gyldig. Skattestyrelsen agterskrivelse fra den 31. januar 2023 og Skattestyrelsens afgørelse fra den 28. juni 2023 for indkomståret 2020 er således sket efter udløbet af den korte ligningsfrist, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018.

Landsskatteretten annullerer derfor Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2020, da ansættelsen ikke er foretaget rettidig.