Kendelse af 18-06-2024 - indlagt i TaxCons database den 23-07-2024

Journalnr. 23-0094373

Motorstyrelsen har opkrævet klageren betaling af fuld registreringsafgift på 106.957 kr. for køretøjet Mercedes-Benz 220, stelnr. [...], jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, idet køretøjet anses for at være omfattet af registreringspligten, jf. registreringslovens § 2, stk. 1. Køretøjet skulle derfor inden anvendelsen på færdselslovens område, have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren er ansat i selskabet [virksomhed1], [adresse1], [by1], Rumænien (hereafter benævnt “selskabet”). der er ejer af køretøjet. Køretøjet er registreret i Rumænien med klageren som bruger og registreringsnummer [reg.nr.1].

Klageren har siden den 30. november 2017 været registreret i Det Centrale Personregister med adresse i Danmark og har været registreret som boende på adressen [adresse2], [by2], siden den 25. november 2022.

Klageren har søgt om afgiftsfritagelse for køretøjet som udenlandsk firmabil den 19. marts 2023.

I forbindelse med behandlingen af ansøgningen om afgiftsfritagelse har Motorstyrelsen konstateret, at køretøjet har været observeret af politiets automatiske nummerpladegenkendelsessystem i Danmark 25 gange i perioden 19. marts 2023 til 21. marts 2023.

Motorstyrelsen har ikke forud for anvendelsen af køretøjet på færdselslovens område udstedt tilladelse til afgiftsfri kørsel i udenlandsk firmabil her i landet.

Klageren har ikke forud for kørslen i perioden i perioden 19. marts 2023 til 21. marts 2023, underrettet Skatteforvaltningen om ibrugtagningen af køretøjet på færdselslovens område, jf. registreringsbekendtgørelsen, § 13, stk. 2.

Klageren har om den foretagne kørsel oplyst, at den skete som led i deltagelse i en konference i [by3] som led i hendes erhverv.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren skal betale 106.957 kr., i registreringsafgift for en rumænsk indregistreret Mercedes-Benz 220, stel.nr. [...], som har været stillet til rådighed for klageren af dennes udenlandske arbejdsgiver, da køretøjet har været anvendt på færdselslovens område uden forudgående tilladelse til afgiftsfri kørsel her i landet.

Som begrundelse har Motorstyrelsen blandt andet anført følgende:

”[...]

Vores vurdering

Det er vores vurdering, at køretøjet har været anvendt på færdselslovens område i Danmark, og at det er omfattet af registreringspligten i Danmark. Køretøjet skulle derfor have været indregistreret på danske nummerplader, og der skulle have været betalt registreringsafgift af køretøjet, før det blev taget i anvendelse.

Vi vurderer endeligt, at du som registreret bruger af køretøjet hæfter for betaling af registreringsafgiften.

Sagens oplysninger

Vi har den 19. marts 2023 modtaget din ansøgning om at få udstedt tilladelse til kørsel i en udenlandsk firmabil. Vi har på den baggrund fortaget en gennemgang af de oplysninger, som vi har registreret om dit køretøj, konstateret, at du ikke har tilladelse til afgiftsfri kørsel i udenlandsk firmabil.

Det er dig, der har ansøgt om tilladelsen til udenlandsk firmabil.

Du blev i forbindelse med ansøgningen den 19. marts 2023, gjort opmærksom på, at det ikke er tilladt at køre i en udenlandsk firmabil i Danmark, før du har en særlig tilladelse til denne bil fra Motorstyrelsen.

Køretøjets registrerede ejer er [virksomhed1], [adresse1], [by1], Rumænien.

Køretøjets registrerede bruger er [person1].

Vi kontrolleret om køretøjet er anvendt på færdselslovens område via Politiets Automatiske nummerpladegenkendelse. Her fremgår det, at dit køretøj er blevet observeret kørende i Danmark 25 gange i perioden 22. januar 2023 til 23. marts 2023, uden at være korrekt indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark.

Vi har indkaldt materiale fra dig

Vi har den 5. juni 2023 bedt dig om at sende dokumentation for køretøjets kilometerstand.

Det dokumenteres med to vellignende billeder.

Du har ikke svaret på vores henvendelse. Vi vil derfor træffe afgørelse på baggrund af de oplysninger, som vi har.

Hvad har vi lagt vægt på?

Vi har lagt vægt på, at køretøjet er taget i brug på færdselslovens område uden tilladelse til afgiftsfri kørsel, at du er bruger af køretøjet, og at du har bopæl i Danmark

Vi vurderer på den baggrund, at du hæfter for registreringsafgiften.

Da der er gået mindre end 3 år, siden køretøjet blev registreringspligtigt, og registreringsafgiftspligten indtrådte, kan vi træffe afgørelse om ændring af registreringsafgiften.

Da vi ikke har modtaget svar på vores materialeindkaldelse, har vi skønnet kilometerstanden på følgende måde:

• Køretøjets førsteregistreringsdato: 25. juni 2014

• Køretøjet er dieseldrevne personbiler 30.000 km årligt for bilens 1.- 4. år og 20.000 km fra bilens 5. år.

• Kontroldato: 19. marts 2023

25/06 - 2014– 25/06 2018 (4 år x 30.000 km.) = 120.000 km

25/06 - 2018 – 25/06 2022 (20.000 x 4 år.) = 80.000 km

25/06 -2022 - 19/03-2023 (20.000: 12 mdr. x 8 mdr.) = 13.333

Skønnet kilometerantal 213.333 km

Kilometerstanden er beregnet ud fra, hvad vi vurderer, er normal kørsel for en bil med et drivmiddel og alder som din bil:

1) For benzindrevne personbiler 20.000 km årligt for bilens 1.- 4. år og 15.000 km fra bilens 5. år.

2) For dieseldrevne personbiler 30.000 km årligt for bilens 1.- 4. år og 20.000 km fra bilens 5. år.

3) For varebiler 30.000 km årligt for bilens 1.- 4. år og 20.000 km fra bilens 5. år

Hvis din bils kilometerstand afviger fra det, som vi har skønnet, skal du give os besked.

Vi vil i så fald træffe en ny afgørelse ud fra den faktiske kilometerstand.

Vi har derfor blandt andet lagt dette til grund ved beregning af køretøjets værdi.

Dine bemærkninger til sagen

Vi har ikke modtaget indsigelser fra dig på det udsendte forslag til afkrævning af registreringsafgift af den 25. august 2023.

Vores afsluttende bemærkninger

Vi træffer afgørelse i henhold tidligere udsendte forslag til afkrævning af registreringsafgift af den 25. august 2023.

[...]”

Motorstyrelsen har i udtalelse af 20. november 2023 til Skatteankestyrelsen anført følgende:

”Klager [person1], har i sin klage oplyst, at hun den 19. marts havde informeret os om brugen af omhandlende køretøj i Danmark. Hun oplyste, at hun sammenlagt kun havde anvendt køretøjet i 4 dage fra den 20. marts til den 23. marts 2023. Yderligere har klager anført, at hun er domicileret i Tyskland, og derfor undtaget registreringspligt efter reglerne om dobbelt domicil. Klager har begrundet dette med, at i 2022 og 2023 har opholdt sig mindre end 100 dage i Danmark

Vi gør opmærksom på, klager siden den 30. november 2017 været registreret i folkeregisteret med bopæl i Danmark og har boet på adressen [adresse2], [by2] siden den 25. november 2022. Herudover bor hendes ægtefælle [person2] CPR-nr.: [...]XXX, på adressen [adresse3],[by4].

Vi henviser til, at det er klageren selv der har ansøgt om tilladelsen til udenlandsk firmabil og at hun i forbindelse med ansøgningen den 19. marts 2023, blev gjort opmærksom på, at det ikke er tilladt at køre i en udenlandsk firmabil i Danmark, før hun har fået en særlig tilladelse til denne bil fra Motorstyrelsen. Klager har herudover i forbindelse med ansøgningen erklæret at virksomheden [virksomhed1] har stillet køretøjet til rådighed for hende

Vi herudover kontrolleret om køretøjet er anvendt på færdselslovens område via Politiets Automatiske nummerpladegenkendelse. Her fremgår det, at køretøjet er blevet observeret kørende i Danmark 25 gange i perioden 22. januar 2023 til 23. marts 2023. Vi finder det ubestridt at køretøjet har været taget i brug på færdselslovens område i Danmark.

At køretøjet kun midlertidigt har været anvendt i Danmark, giver ikke grundlag for at undlade betaling af registreringsafgift. Det er ubestridt at køretøjet er taget i brug på færdselslovens område uden en tilladelse.

Vi henviser til SKM.2021.28.LSR hvor landsskatteretten lagde vægt på, at "Det er således et krav i både lovgivningen og retspraksis, at der er søgt om og givet en forudgående tilladelse fra Skatteforvaltningen, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, hvis køretøjet skal bruges til afgiftsfri kørsel i Danmark"

Herudover fandt Landsskatteretten at, "Det er ubestridt at en sådan tilladelse ikke forelå, da køretøjet blev taget i brug i Danmark. Landsskatteretten finder, at Klageren således ikke opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4 og stk. 5, jf. § 3a, stk. 1, for at kunne anvende køretøjet i Danmark uden, at der betales registreringsafgift."

Vi gør også opmærksom på at en tilladelse til afgiftsfri kørsel er en undtagelse til hovedreglen om, at en herboende ikke må føre et udenlandsk registreret køretøj på færdselslovens område. Vi henviser i den forbindelse igen til, at det er en forudsætning at klager har ansøgt om tilladelse, således at Skatteforvaltningen kan tage stilling til om køretøjet opfylder betingelserne, og på den baggrund udstedet tilladelse til afgiftsfri kørsel. Vi henviser endvidere til SKM.2021.28.LSR, hvor Landsskatteretten bemærker, "at en ansøgning ikke kan sidestilles med en tilladelse, da en ansøgning lige såvel kan ende med et afslag" i Sagen henviser Landsskatteretten yderligere til SKM.2014.603.BR, hvoraf Landsskatteretten fremhævede at "Herom bemærkede retten, at uanset, om en henvendelse fra sagsøgeren til SKAT måtte anses som en ansøgning om tilladelse til afgiftsfri kørsel i Danmark - hvilket var bestridt af Skatteministeriet - var henvendelsen indgivet efter køretøjets ibrugtagning i Danmark og dermed efter afgiftspligtens indtræden."

Motorstyrelsen finder ikke, at der er kommet nye oplysninger i klagen og henviser tillige til Motorstyrelsens afgørelse og sagsfremstilling af 22. september 2023, hvoraf Motorstyrelsens begrundelse, argumentation, besvarelse på indsigelse mm. nærmere fremgår.

Motorstyrelsen fastholder afgørelsen om betaling af registreringsafgift på 106.957 kr. og pligt til omregistrering af køretøj.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse af 22. september 2023 stadfæstes.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at Motorstyrelsens afgørelse skal ophæves.

Til støtte for den nedlagte påstand har klageren anført følgende:

”[...]

Den 19. marts 2023 sendte jeg en anmodning om at informere dig om, at jeg skal ind i Danmark kørende i en udenlandsk firmabil.

Denne kendsgerning viser, at jeg ønskede at have et gennemsigtigt forhold til myndighederne, og jeg annoncerede bilens indrejse i landet. Desuden forventede jeg at modtage et hurtigt svar, og det skete ikke, og denne situation blev skabt.

Den registrerede ejer af køretøjet er [virksomhed1] (et rumænsk advokatfirma, der gav mig bilen for at rejse til en konference i [by3]), [adresse1], [by1], Rumænien.

Selvom der tales om, at man har foretaget undersøgelser, hvis køretøjet har været brugt inden for vejlovens område gennem Auautomatisk nummerpladegenkendelse for perioden 22. januar - 23. marts, og du har identificeret, at det er blevet observeret kørt i Danmark 25 gange mellem den 22. januar 2023 og den 23. marts 2023 uden at være korrekt registreret og afgiftsberigtiget i Danmark, det synes jeg er meget forkert. I virkeligheden kom jeg ind i Danmark med denne bil den 20. marts og tog afsted den 23. marts, så bilen blev kun brugt i Danmark i 4 dage.

Det er oplyst, at du den 5. juni 2023 bad mig sende dokumentationen for køretøjets faktiske kilometertal.

Jeg beklager, at jeg ikke svarede på din adresse af 5. juni. Dette faktum skyldtes tekniske problemer med digital logning, fordi jeg ikke var i Danmark på det tidspunkt.

Under alle omstændigheder ville mit svar have været baseret på følgende oplysninger:

1. Først og fremmest boede jeg i Danmark i under 3 måneder i år og sidste år boede jeg endnu mindre.

2. For det andet har bilen været brugt i Danmark i mindre end 30 dage.

Der er derfor ingen pligt til at indregistrere bilen i Danmark, da det er reguleret af BEK nr.2523 af 15/12-2021 § 5, stk.2, nr.1. Og ifølge § 3 blev bilen ikke længere brugt i Danmark. i 30 dage.

"Stk. 2. Selv om en ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet ikke registreres i Køretøjsregisteret, hvis

1) der ifølge en skriftlig aftale er en bruger af køretøjet,"

"Stk. 3. Selv om ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Køretøjet skal dog kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet."

Derudover skal jeg med henvisning til undertegnedes domicil oplyse, at jeg er en af personerne med dobbelt domicil og ikke kan anses for at have domicilet i Danmark, fordi jeg både sidste år og i år faktisk boede i Danmark i mindre end 100 dage.

Derfor sætter jeg pris på, at jeg er omfattet af bestemmelserne i § 8 stk.2 i BEK nr. 2523 af 15/12/2021.

"§ 8. I tilfælde, hvor en ejer eller bruger af et køretøj samtidig har bopæl i flere stater m.v., anses den pågældende efter § 5 at have bopæl i den stat m.v., hvor den pågældende er hjemmehørende.

Stk. 2. En person anses for hjemmehørende det sted, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig. Det vil sige mindst 185 dage inden for et kalenderår på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning." ”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Motorstyrelsen har opkrævet fuld afgift for køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, jf. § 1, stk. 4 og § 3 a, stk. 1, da køretøjet i perioden 19. – 21. marts 2023 blev observeret på færdselslovens område 25 gange hvor det blev ført af en bruger med dansk bopæl.

Retsgrundlaget

Det fremgår af lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020 om registrering af køretøjer (registreringsloven) § 2, stk. 1, nr. 1, at motorkøretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden de tages i brug på færdselslovens område.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, at der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 785 af 24. maj 2022 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (registreringsafgiftsloven)

Af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, fremgår følgende:

”Stk. 4. Motorkøretøjer, der stilles til rådighed for en herboende arbejdstager af en virksomhed med hjemsted eller fast forretningssted i et andet EU/EØS-land, samt motorkøretøjer, der af en herboende selvstændigt erhvervsdrivende, som er etableret eller udfører tjenesteydelser i et andet EU/EØS-land, anvendes til brug for udførelsen af den selvstændige erhvervsvirksomhed i et andet EU/EØS-land, skal ikke afgiftsberigtiges efter denne lov, medmindre motorkøretøjet i det væsentlige skal anvendes varigt i Danmark eller faktisk anvendes på denne måde, jf. § 3 a, stk. 1.”

Af registreringsafgiftslovens § 3 a, stk. 1, fremgår følgende:

”Told- og skatteforvaltningen afgør efter ansøgning, om et motorkøretøj omfattet af § 1, stk. 4, skal afgiftsberigtiges efter denne lov [...]”

Følgende fremgår af bekendtgørelse nr. 2523 af 15. december 2021 (registreringsbekendtgørelsen):

Ӥ 5

Et køretøj registreres kun i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Selv om en ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet ikke registreres i Køretøjsregisteret, hvis

? 1) der ifølge en skriftlig aftale er en bruger af køretøjet,
? 2) ejeren i brugsaftalen har givet afkald på brugsretten til køretøjet i brugsperioden, og
? 3) brugeren ikke har bopæl eller hjemsted her i landet.

Stk. 3.

Selv om ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Køretøjet skal dog kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet.

§ 6

En person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses at have bopæl her i landet.

[...]

§ 10

Hvis en ejer eller bruger af et udenlandsk registreret køretøj etablerer bopæl eller hjemsted her i landet, og køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, skal registrering i Køretøjsregisteret ske inden 30 dage efter tilflytningen.

[...]

§ 13

[...]

Stk. 2.

Hvis en fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted her i landet ønsker at bruge et køretøj, der er registreret i udlandet, her i landet, skal Skatteforvaltningen, hvis køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, underrettes om ibrugtagningen på færdselslovens område, inden ibrugtagningen sker, med angivelse af dagen for ibrugtagningen på www.skat.dk/motor-udland. Skatteforvaltningen udsteder en elektronisk kvittering for anmeldelsen. Kvitteringen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller Skatteforvaltningen. Køretøjet må her i landet kun føres af den, der har anmeldt ibrugtagningen til Skatteforvaltningen, og af personer, der tilhører den pågældendes husstand. Er anmelderen en virksomhed, må køretøjet føres af en ansat i den pågældende virksomhed. Køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret senest 30 dage efter, at køretøjet er taget i brug.

Af registreringsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, fremgår, at en person med bopæl eller hjemsted her i landet ikke må føre et udenlandsk registreret køretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i de nærmere oplistede undtagelser i § 15, stk. 2, § 10, § 13, stk. 2, eller §§ 16-26 (indførelse i forbindelse med tilflytning til Danmark, anmeldt kørsel og værkstedskørsel m.v.).

[...]

§ 15

En person med bopæl eller hjemsted her i landet må ikke føre et udenlandsk registreret køretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i stk. 2, § 10, § 13, stk. 2, eller §§ 16-26.

[...]”

Det fremgår afregistreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at for betaling af afgiften hæfter en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven.

Retten i [by5] har i dom af den 30. april 2014, offentliggjort som SKM2014.603.BR, taget stilling til, hvorvidt et polsk indregistreret køretøj kunne benyttes afgiftsfrit i Danmark efter reglerne om udenlandske firmabiler. Herom fandt retten, at uanset om en henvendelse fra sagsøgeren til SKAT måtte anses som en ansøgning om tilladelse til afgiftsfri kørsel i Danmark – hvilket var bestridt af Skatteministeriet – var henvendelsen indgivet efter køretøjets ibrugtagning i Danmark og dermed efter afgiftspligtens indtræden.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten finder, at køretøjet har været taget i brug på færdselslovens område, idet køretøjet har været observeret af politiets automatiske nummerpladegenkendelsessystem i Danmark 25 gange i perioden 22. januar 2023 til 23. marts 2023 på datoerne 19. – 22. marts 2023.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren har været registreret i Det Centrale Personregister med adresse i Danmark siden den 30. november 2017 og har været registreret som boende på adressen [adresse2], [by2] siden den 25. november 2022.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation til støtte for oplysningen om, at klageren er dobbelt-domicileret mellem Danmark og et andet land og at klageren af denne grund har opholdt sig i Danmark i mindre end 100 dage i år 2023.

Landsskatteretten lægger derfor til grund, at klageren har bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 6.

Klageren har således etableret bopæl i Danmark den 30. november 2017, uden at have indregistreret køretøjet i Køretøjsregisteret inden 30 dage efter ibrugtagningen her i landet første gang 19. marts 2022, og klageren har ikke forinden anvendelsen af køretøjet på færdselslovens område ansøgt om og fået tilladelse til at anvende køretøjet som afgiftsfritaget firmabil, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, jf. § 3 a.

Landsskatteretten finder, at det i henhold til registreringsafgiftsloven og retspraksis er et krav, at der er søgt om og givet en tilladelse fra Skatteforvaltningen, inden et udenlandsk registreret køretøj tages i brug på færdselslovens område af en herboende, hvis køretøjet skal bruges til afgiftsfri kørsel i Danmark.

Det er ubestridt, at en sådan tilladelse ikke forelå da køretøjet blev taget i brug i Danmark første gange den 19. marts 2022 og at der ikke er ansøgt om en sådan tilladelse inden for 30 dage fra klagerens tilflytning her til landet den 30. november 2017.

Landsskatteretten finder herefter, at klageren ikke opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, jf. § 3 a, stk. 1, for at kunne anvende køretøjet i Danmark uden, at der skal betales registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.

En fører eller bruger hæfter for betaling af registreringsafgiften, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter loven, jf. § 20, stk. 5, i registreringsafgiftsloven.

Landsskatteretten finder på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, at det er godtgjort, at klageren havde viden om, at køretøjet ikke var afgiftsfritaget. Landsskatteretten har lagt vægt på, at klageren ikke har fået afgiftsfritagelse, inden ibrugtagningen af køretøjet på færdselslovens område.

Landsskatteretten finder herefter ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, at klageren hæfter for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.