Dokumentets metadata

Konsekvensrettelse af grundværdiansættelsen

Sagen angik, hvorvidt klageren var berettiget til at få genoptaget og ændret ansættelsen af en erhvervsejendoms grundværdi pr. 1. oktober 2016 som følge af, at vurderingsankenævnet havde truffet afgørelse om ændring af erhvervsejendommens ejendomsværdi pr. 1. oktober 2012. Landsskatteretten fandt, at vurderingsankenævnets afgørelse ikke gav anledning til ændring af erhvervsejendommens grundværdi, og at klageren derfor ikke var berettiget til at få genoptaget og ændret grundværdien pr. 1. oktober 2016.

Klagen vedrører konsekvensrettelse af grundværdiansættelsen for vurderingsårene 2014 og 2016, jf. skatteforvaltningslovens § 34.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har i medfør af den dagældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 34 kompetence til at genoptage og ændre den påklagede ejendoms ejendomsværdi for vurderingsårene 2014 og 2016.

Der er ikke hjemmel til at konsekvensrette grundværdien på baggrund af SKATs afgørelse, og der er derfor ikke grundlag for at pålægge SKAT at behandle grundværdien for vurderingsåret 2016.

Faktiske oplysninger
Ejendommen, der er vurderet som fabriks- og lagerejendom, er beliggende i By Y1 i en afstand af cirka 7,3 km fra By Y2 Station og i en afstand af cirka 3,7 km fra By Y2 motorvejen.

Ved endeligt skøde af 3. juni 2010 erhvervede klageren den bebyggede grund bestående af matrikelnummer […], med et areal på 42.813 m² for en købesum på 15.350.000 kr.

Det fremgår af Kommune BBR, at der i perioden fra 1827 til 2007 er opført én bygning til fritliggende enfamiliehus og ni bygninger til erhvervsmæssig produktion.

For ejendommen gælder By Y2 Kommunes lokalplan nr. […] vedtaget den [dato] 2016. Ejendommen er omfattet af lokalplanens delområder I, II, III, IV og V.

Af lokalplanen fremgår det:

" 3. Områdets anvendelse

3.1
Lokalplanområdet må kun benyttes til boligformål med tilhørende fællesfunktioner og tekniske anlæg.

3.2
Delområde I må kun anvendes til tæt/lav boligbebyggelse med lodrette lejlighedsskel.

3.3
Delområde II må kun anvendes til åben/lav boligbebyggelse i form af fritliggende enfamiliehuse.

Der må kun opføres én bolig pr. ejendom.

3.4
Delområde III kan anvendes til enten åben/lav enfamilie boligbebyggelse eller tæt/lav boligbebyggelse med lodrette lejlighedsskel.

De to boligtyper må ikke blandes i delområdet.

Såfremt delområde III anvendes til åben/lav boligbebyggelse, må der kun opføres 1 bolig per ejendom.

3.5
Delområde IV må anvendes til enten åben/lav boligbebyggelse eller tæt/lav boligbebyggelse med lodrette lejlighedsskel.

De to boligtyper må ikke blandes i delområdet.

Såfremt delområde IV anvendes til åben/lav boligbebyggelse, kan der kun være 1 bolig per ejendom.

3.6
Delområde V må kun anvendes til fællesarealer. Delområdet kan benyttes til rekreative arealer, stam- og boligveje, stier og tekniske anlæg samt afskærmning.

Der kan ikke etableres boliger i delområdet.

Delområdet kan kun bebygges i henhold til § 3.7. Dog kan der ikke være nogen form for bebyggelse inden for det på kortbilag 2 viste moseareal og randzone.

3.7
Indenfor lokalplanområdet kan der opføres 2 mindre bygninger på maks. 20 m2 samt anlæg nødvendige for privat, fælles og offentlig og forsyningsvirksomhed, f.eks. transformerstationer, masteanlæg, regnvandsbassiner, fælles affaldsplads og andre tekniske anlæg. Bygninger skal placeres og udformes, så de er tilpasset den omgivende bebyggelse.

(…)

6.1
Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom til åben/lav boligbebyggelse må ikke overstige 30.

Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom til tæt/lav boligbebyggelse må ikke overstige 40.

Den enkelte bolig til tæt/lav boligbebyggelse må maksimalt være 250 m2.

(…)

6.4
Bebyggelsen kan opføres i maks. 2 etager med en højde på maks. 8,5 m over eksisterende terræn. Facadehøjden ved skæring mellem facade og yderside tagbeklædning må maks. være 7,5 m.

(…)"

Vurderingsankenævn […] traf den 23. marts 2018 afgørelse vedrørende ejendomsværdien pr. 1. oktober 2012, hvor ejendomsværdien blev sat ned. Klageren har ved fremsendelsen af Vurderingsankenævn […]s forslag til afgørelse tilbagekaldt klagen vedrørende grundværdidelen. Vurderingsankenævnet traf således ikke afgørelse vedrørende grundværdien.

SKAT har efterfølgende genoptaget vurderingerne pr. 1. oktober 2014 og 2016 ved den påklagede afgørelse af 18. juni 2018 vedrørende ejendomsværdien på baggrund af Vurderingsankenævn […]s afgørelse af 23. marts 2018.

Repræsentanten har den 14. september 2018 klaget over SKATs afgørelse af 18. juni 2018 for så vidt angår grundværdien pr. 1. oktober 2016.

SKATs afgørelse
SKAT har genoptaget og ændret ejendomsværdien pr. 1. oktober 2014 og 2016. SKAT har ikke genoptaget og ændret grundværdien pr. 1. oktober 2016.

SKAT har anført følgende i udtalelse til Skatteankestyrelsen af 15. oktober 2018:

" Vi har ingen kommentar til repræsentantens klage, da vores afgørelse kun omhandler ejendomsværdi.

Repræsentanten/ejer har ikke klaget over den oprindelige vurdering pr. 1. oktober 2016.

Denne sag er opstået som en konsekvensrettelse af Vurderingsankenævn […]s afgørelse af den. 23. marts 2018 for vurderingen 1. oktober 2012. På grund af bygningsmæssige ændringer er ejendomsværdien lidt lavere end i vurderingsankenævnets afgørelse. "

Vurderingsstyrelsen har videre anført følgende i udtalelse af 26. februar 2021 til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

" Vi noterer, at Skatteankestyrelsens indstilling er, at Vurderingsstyrelsens ansættelse af grundværdien pr. 1. oktober stadfæstes idet der ikke ses at være hjemmel i skatteforvaltningsloven til konsekvensrettelse af grundværdien.

Vurderingsstyrelsen skal udtale, at man er enig i Skatteankestyrelsens indstilling og dens begrundelse.

Ejers repræsentant påberåber sig Landsskatterettens afgørelse

I afgørelsen konkluderer LSR om den daværende bekendtgørelse nr. 1058 af 10. november 2009 om forretningsorden for bl.a. vurderingsankenævn:

"SKATs kompetence efter skatteforvaltningslovens § 34 i forhold til de dele af klagen, der trækkes tilbage, reguleres ikke i bestemmelsen. Bestemmelsen regulerer alene tilbagekaldelsessituationen. Bestemmelsen kan allerede af denne grund ikke anses for at have betydning for SKATs kompetence til at genoptage og foretage ændringer i medfør af skatteforvaltningslovens § 34.

Landsskatteretten finder, at begrundelsen for ændringerne i SKATs afgørelse af 28. juli 2014 er i overensstemmelse med det i vurderingsankenævnets afgørelse af 8. april 2013 fastsatte. SKAT har således ikke foretaget ændringer i andet og mere, end hvad der udgør ændringer som konsekvens af vurderingsankenævnets afgørelse."

Efter Vurderingsstyrelsens opfattelse er kompetencen til efterfølgende genoptagelse som i nærværende sag begrænset til de forhold, ankenævnet har taget stilling til. Som følge af repræsentantens tilbagekaldelse af den del af klagen, der vedrørte grundværdien, tog ankenævnet alene stilling til ejendomsværdien. Vurderingsstyrelsen har derfor - helt i overensstemmelse med det i den påberåbte afgørelse anførte - ikke taget stilling til andet og mere end ejendomsværdien.

Det er efter styrelsens opfattelse også det, der følger af en umiddelbar sproglig forståelse af formuleringen i den dagældende § 34 i skatteforvaltningsloven, at told- og skatteforvaltningen kan genoptage nyere vurderinger "i det omfang, vurderingsankenævnets eller Landsskatterettens afgørelse giver anledning til ændring heraf." Når den højere instans ikke har taget stilling til grundværdiansættelsen, men alene ejendomsværdien, kan afgørelsen selvsagt ikke "give anledning" til en ændret grundværdiansættelse i de efterfølgende år. "

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at grundværdien skal nedsættes til 10.809.900 kr. for vurderingen pr. 1. oktober 2016.

Klageren har til støtte for påstanden anført:

"Klage over SKATs afgørelse af 18. juni 2018 vedrørende omvurderingen pr. 1. oktober 2016 for ejendommen beliggende Adresse Y1, By Y2 - SKATs sagsnummer 18-0461417.

På vegne af

• H1 K/S, Adresse Y2, By Y3, CVR-nr. […],

fremsender vi hermed klage over SKATs afgørelse (bilag 1) vedrørende omvurderingen 2016 for ejendommen

• Adresse Y1, By Y2 (ejd. nummer […]).

Baggrund for klagen

SKAT har ved afgørelsen af 18. juni 2018 fastsat grundværdien således:

Det er vores opfattelse, at den ansatte grundværdi ikke er i overensstemmelse med den dagældende vurderingslovs bestemmelser om fastsættelse af grundværdier i forbindelse med omvurderinger.

Det fremgår af lovbekendtgørelse 2013-08-30 nr. 1067 om vurdering af landets faste ejendomme i den dagældende § 43, stk. 2-3, at omvurderingerne skal foretages efter prisforholdene pr. 1. oktober 2012.

Ejendommen er vurderet med byggeretsprincippet første gang ved omvurderingen 2016. SKAT har ikke redegjort for den anvendte byggeretspris, herunder om den er retvisende for prisforholdene i 2012.

Det er vores opfattelse, at den anvendte byggeretspris er ansat for højt. Vi henviser til grundværdiområdet […] beliggende ved siden af klagers ejendom.

Byggeretsprisen er i dette grundværdiområde ansat til 180.000 kr. pr. byggeret.

Vi anmoder derfor om, at grundværdien ansættes i overensstemmelse med prisforholdene i 2012 som gør sig gældende for området.

Endvidere er der ikke ved beregningen af grundværdien givet nedslag for manglende udstykning og stor grund efter sædvanlig praksis ved store grunde udlagt til tæt/lav bebyggelse. Dette nedslag anmoder vi ligeledes om, at Vurderingsstyrelsen indsætter i beregningen.

Vi anmoder derfor Vurderingsankenævnet om at nedsætte grundværdien i overensstemmelse med de faktiske prisforhold for området som ejendommen er beliggende i.

(…)"

Klageren har yderligere til støtte for påstanden anført:

" Vurderingsstyrelsen har den 18. juni 2018 truffet afgørelse om genoptagelse af omvurderingen 2016 for ovenstående ejendom i medfør af skatteforvaltningslovens § 34.

Genoptagelsen sker som konsekvens af Vurderingsankenævn […]s afgørelse af den. 23. marts 2018 for vurderingen 1. oktober 2012.

Genoptagelse i medfør af § 34 sker efter vores opfattelse for vurderingen i sin helhed.

Forslag til afgørelse fra Vurderingsankenævn […] for vurderingen 1. oktober 2012 for ovennævnte ejendom så således ud:

Klager valgte herefter at trække klagepunktet vedrørende grundværdien.

Vurderingsstyrelsen ansætter i sin afgørelse af 18. juni 2018 grundværdien således:

og har ansat ejendomsværdien således:

Vi henviser til SKM2017.369.LSR, hvor klager ligeledes havde trukket påstand tilbage vedrørende grundværdien i forbindelse med klagesagen hos Vurderingsankenævnet, men hvor grundværdien efterfølgende kunne behandles. Idet Vurderingsstyrelsens kompetence således angår vurderingen i sin helhed, er det vores opfattelse at genoptagelsen omfatter alle ansættelser i omvurderingen pr. 1. oktober 2016 og derfor ligeledes kan påklages i forbindelse med en klage over Vurderingsstyrelsens afgørelse.

(…)"

Klageren har i bemærkningerne af 13. januar 2021 til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling anført:

"Det er Skatteankestyrelsens opfattelse, at skatteforvaltningslovens § 34 alene giver hjemmel til at foretage afledte ændringer for de specifikke forhold, der er omfattet af klageinstansens afgørelse. Da punktet vedrørende grundværdiansættelsen pr. 1. oktober 2012 blev tilbagekaldt, har Vurderingsankenævnet alene truffet afgørelse om ejendomsværdien. Skatteankestyrelsen er derfor af den opfattelse, at Vurderingsstyrelsen med rette alene har foretaget konsekvensrettelse som følge af Vurderingsankenævnets afgørelse for så vidt angår ejendomsværdien.

Vi er ikke enige i Skatteankestyrelsens fortolkning af § 34 og skal bemærke følgende.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 34, stk. 1, at vurderingsmyndigheden kan genoptage nyere vurderinger af en ejendom, i det omfang vurderingsankenævnets m.fl. afgørelse giver anledning til ændring heraf. Det fremgår ikke af bestemmelsens ordlyd, at der alene kan foretages ændringer af specifikke forhold, der følger af afgørelsen. Det fremgår derimod blot, at der kan foretages ændringer, i det omfang klageinstansens afgørelse giver behov herfor. Der er således overladt et skøn til vurderingsmyndigheden, som efter ordlyden at dømme har vide rammer for at foretage afledte ændringer i senere vurderingsår.

Den nugældende ordlyd af skatteforvaltningslovens § 34 er stort set identisk med de tidligere gældende formuleringer.

Vi skal i den forbindelse henvise til forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 34, jf. LFF 2017-05-03 nr. 212, hvor det i bemærkningerne til § 34 fremgår:

"De foreslåede regler vil som nævnt i de almindelige bemærkninger ikke begrænse vurderingsmyndighedens kompetence til at foretage konsekvensændringer i de vurderinger, der er påkendt af et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten. Vurderingsmyndigheden vil under henvisning til almindelige forvaltningsretlige regler fortsat have mulighed herfor, for så vidt klageinstansen ikke i sin afgørelse har gjort endeligt op med alle dele af den påkendte vurdering, f.eks. hvis der ikke er foretaget konsekvensændring i alle fordelinger m.v.

Den tætte lovregulering af klagemyndighedernes kompetence til at korrigere ejendomsvurderinger er således ikke til hinder for, at klagemyndighedernes afgørelser udmøntes fuldt ud i alle dele af en påkendt vurdering, når klageinstansens afgørelse udmøntes i en ny vurdering. Nødvendige konsekvensændringer kan gennemføres af underliggende instanser i alle tilfælde, hvor klageinstansens afgørelse ikke gør endeligt op med alle dele af den påkendte vurdering."

Det fremgår af bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 34, at vurderingsmyndigheden har ganske omfattende beføjelser i forhold til at foretage afledte ændringer i alle dele af ejendomsvurderingen, herunder også selvom klageinstansen ikke har taget stilling til alle dele af vurderingen.

Det følger endvidere af noterne til den nugældende skatteforvaltningslovs § 34, at i tilfælde, hvor Vurderingsstyrelsen ikke inden for fristen i § 34 foretager konsekvensændringer af nyere vurderinger, vil Vurderingsstyrelsens adgang til at ændre nyere vurderinger bero på reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33a, dvs. skatteforvaltningslovens bestemmelser om genoptagelse og revision. Det er vores opfattelse, at den tidsmæssige udstrækning af § 34, og den deraf følgende betydning af bestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33a, yderligere underbygger, at en afgørelse om afledte ændringer er en afgørelse, der berører ejendomsvurderingen i sin helhed, og ikke kun delelementer i vurderingen.

Således som bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 34 er formuleret, sammenholdt med forarbejderne, kan der efter vores opfattelse ikke herske tvivl om, at § 34 forudsætter en skønsudøvelse fra vurderingsmyndighedens side.

Således forudsætter § 34, at vurderingsmyndigheden udøver et skøn over, hvilke elementer af vurderingen, der skal ændres, og hvilke der ikke skal ændres, som følge af en klageinstans afgørelse over et tidligere vurderingsår. Det fremgår af Vurderingsstyrelsens afgørelse, at man har vurderet, at der skal foretages konsekvensrettelser af vurderingen pr. 1. oktober 2014 og 1. oktober 2016. Dette er en skønsudøvelse.

Tilsvarende er der tale om en skønsudøvelse, når Vurderingsstyrelsen vurderer, at grundværdien pr. 1. oktober 2014 og 1. oktober 2016 ikke skal ændres, idet Vurderingsstyrelsen i skatteforvaltningslovens § 34 har hjemmel til at ændre alle dele af en vurdering, hvis det skønnes at være en naturlig følge af klageinstansens tidligere afgørelse. Vi bemærker her, at der i den påkendte afgørelse er en væsentligt lavere grundværdi end i omvurderingen pr. 1. oktober 2016.

Praksis
Til trods for, at skatteforvaltningslovens § 34 har eksisteret med en i det store og hele identisk ordlyd i over 60 år, er praksis på området sparsom.

Vi har henvist til SKM2017.369.LSR, som omhandler en afgørelse truffet af Landsskatteretten den 10. april 2017. Landsskatteretten fandt, at det daværende SKAT havde været berettiget til at foretage ændringer af grundværdiansættelserne i medfør af skatteforvaltningslovens § 34, for grundværdiansættelser, der var trukket ved nævnet, men forudgående var behandlet. Retten finder, at afgørelsen ikke kan føre til andet resultat, da der i SKM2017.369.LSR var taget stilling til forudgående grundværdiansættelser, mens der modsat i denne sag ikke er taget stilling til grundværdien af øvre myndighed.

Vi er uenige i Skatteankestyrelsens fortolkning af SKM2017.369.LSR. Skatteankestyrelsen lægger vægt på, at vurderingsmyndigheden kunne foretage konsekvensrettelser i vurderingsåret 2010, til trods for, at nævnet i den pågældende sag alene havde truffet afgørelse om et tidligere vurderingsår, idet vurderingsårene 2008 og 2010 var tilbagekaldt. Landsskatteretten udtaler i den pågældende sag:

"SKATs kompetence efter skatteforvaltningslovens § 34 i forhold til de dele af klagen, der trækkes tilbage, reguleres ikke i bestemmelsen [bestemmelsen om mulighed for tilbagekaldelse af klagen, red.]. Bestemmelsen regulerer alene tilbagekaldssituationen. Bestemmelsen kan allerede af denne grund ikke anses for at have betydning for SKATs kompetence til at genoptage og foretage ændringer i medfør af skatteforvaltningslovens § 34.

Landsskatteretten finder, at begrundelsen for ændringerne i SKATs afgørelse af 28. juli 2014 er i overensstemmelse med det i vurderingsankenævnets afgørelse af 8. april 2013 fastsatte. SKAT har således ikke foretaget ændringer i andet og mere, end hvad der udgør ændringer som konsekvens af vurderingsankenævnets afgørelse."

Det fremgår af Landsskatterettens begrundelse, at det er op til vurderingsmyndigheden at udøve skønnet over, hvilke dele af en vurdering, der skal ændres som følge af en afgørelse vedr. et tidligere vurderingsår - og hvilke dele af vurderingen, der ikke skal ændres. I den konkrete sag fandt Landsskatteretten, at begrundelsen var i overensstemmelse med vurderingsankenævnets afgørelse fsva. vurderingen pr. 1. oktober 2005.

Vi skal endvidere henvise til SKM2018.167.LSR, som vedrører en afgørelse truffet af Landsskatteretten den 19. april 2018. I den pågældende sag havde grundejer bl.a. påklaget grundværdiansættelserne for 2008 og 2010, samt forhold vedr. fradrag for grundforbedringer for 2005-2010.

Vurderingsankenævnet foreslog herefter at forhøje ejendommens fradrag for grundforbedringer, mens grundværdien for både 2008 og 2010 blev foreslået sat op i forhold til daværende SKATs oprindelige grundværdiansættelse. Som følge af den skærpende sagsfremstilling, blev punkterne vedr. grundværdiansættelsen tilbagekaldt. Vurderingsstyrelsen genoptog i 2014 vurderingerne pr. 1. oktober 2010 og 1. oktober 2012 med henvisning til skatteforvaltningslovens § 34.
Landsskatteretten udtaler følgende i sin begrundelse:

"Bekendtgørelsens § 25 ændrer således ikke på SKAT's kompetence til at genoptage og foretage ændringer i medfør af det dagældende indhold af skatteforvaltningslovens § 34, stk. 1.

Det forhold, at foreningens klage til vurderingsankenævnet blev tilbagekaldt for så vidt angår grundværdiansættelsen for 2010 medfører således ikke, at konsekvensrettelse i medfør af det dagældende indhold af skatteforvaltningslovens § 34, stk. 1, af grundværdiansættelserne for 2010 og 2012 er afskåret. Dette forhold medfører derfor ikke, at SKAT's afgørelse af 3. september 2014 er ugyldig."

Vi skal bemærke, at ejendomsværdien indgår som en del af den samlede ejendomsvurdering, og at ejendomsværdien ikke kan stå alene, ligeså lidt som grundværdien eller den omberegnede grundværdi kan.

Det fremgår af vurderingsmeddelelsen vedlagt Vurderingsstyrelsens afgørelse af 18. juni 2018, at Vurderingsstyrelsen har truffet afgørelse om at genoptage vurderingen pr. 1. oktober 2016. Det fremgår ikke af afgørelsen, at der alene er truffet afgørelse vedr. ejendomsværdien, og ikke vurderingen som helhed. Det forhold, at grundværdien ikke er ændret, er ikke ensbetydende med, at grundværdien ikke er omfattet af afgørelsen, idet samtlige dele af vurderingen er indeholdt i afgørelsen og vurderingsmeddelelsen.

Landsskatterettens kompetence
Endelig skal vi henvise til, at Landsskatteretten har fuld prøvelsesret i forvaltningsafgørelser, som indeholder skøn. Det er derfor vores opfattelse, at Landsskatteretten kan behandle alle dele af den vurdering, der er påklaget - herunder vurderingsskønnet. "

Klageren har i bemærkninger af 12. marts 2021 til Vurderingsstyrelsens udtalelse af 26. februar 2021 yderligere anført:

" 1. Bemærkninger

Det fremgår af udtalelsen, at Vurderingsstyrelsen deler Skatteankestyrelsens fortolkning af skatteforvaltningslovens § 34, dvs. at Vurderingsstyrelsen alene har hjemmel til at nedsætte ejendomsværdien i vurderingen pr. 1. oktober 2016, og dermed ikke grundværdiansættelsen.

Vi er fortsat uenige i fortolkningen og skal derfor i det hele henvise til vores tidligere fremsendte bemærkninger herom, som fortsat fastholdes.

Vi skal derudover henvise til SKM2015.615.HR, som omhandlede sammenhængen mellem ejendomsværdi og grundværdi. Højesteret udtalte følgende i sin begrundelse:

"Der er ikke i vurderingslovgivningen bestemmelser om, at et generelt nedslag i ejendomsværdien som det foreliggende skal føre til nedsættelse af grundværdien. Der er heller ikke administrativ praksis herom. Afgørende er herefter, om begrundelsen for og karakteren af nedslaget i ejendomsværdien indebærer, at grundværdien er for højt ansat i forhold til grundens handelsværdi. Den sammenhæng, der er mellem ansættelsen af grundværdien og ejendomsværdien, således som det er udtrykt ved grundværdikurven, skaber en formodning for, at et sådant nedslag i ejendomsværdien også har betydning for grundværdiansættelsen. Som anført har myndighederne imidlertid - uanset den nævnte sammenhæng og A's klage med henvisning hertil - vurderet, at grundens værdi ikke er ansat for højt i forhold til handelsværdien. A har ikke gennem syn og skøn eller på anden måde sandsynliggjort, at myndighedernes vurdering er forkert, og oplysningerne om de priser, der er opnået i de seneste år før vurderingen ved salg i det pågældende sommerhusområde af ubebyggede grunde og af en bebygget grund med henblik på nedrivning, bestyrker, at den ansatte grundværdi ikke er for høj i forhold til handelsværdien."

I den pågældende sag blev Skatteministeriet frifundet med den begrundelse, at Skatteministeriet havde foretaget et skøn over forholdet mellem nedsættelsen af ejendomsværdien og grundværdien, og at det ikke var godtgjort, at skønnet havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

I nærværende sag har Vurderingsstyrelsen ikke foretaget et sådant skøn, og der er dermed ikke taget stilling til, om nedsættelsen af ejendomsværdien skal medføre en tilsvarende nedsættelse af grundværdien i overensstemmelse med grundværdikurven.

Vi bemærker, at der med ovenstående udtalelse fra Højesteret ikke kan være tvivl om, at en nedsættelse af den samlede ejendomsværdi nødvendigvis må indebære en stillingtagen til grundens værdi i ubebygget stand, idet ejendomsværdien er udtryk for bygningen tillagt grundens værdi.

Endvidere er grundværdien ansat på baggrund af et andet plangrundlag i den kendelse fra Landsskatteretten, som medfører afledte ændringer i nærværende omvurdering.

På ovenstående baggrund fastholder vi vores opfattelse af, at nedsættelsen af ejendomsværdien skal medføre en stillingtagen til en mulig nedsættelse af grundværdien, og at Vurderingsstyrelsen fejlagtigt ikke har taget stilling hertil.

(…)"

Retsmøde
Repræsentanten fastholdt påstanden om, at grundværdien skal nedsættes til 10.809.900 kr. for vurderingsåret 2016 og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg.

Vurderingsstyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse
Indledningsvis bemærkes, at når der i det følgende henvises til vurderingsloven, er dette en henvisning til dagældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 med senere ændringer.

Reglerne om SKATs genoptagelse af en ejendomsvurdering af egen drift fremgår blandt andet af § 34 i den dagældende lov om skatteforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015 med senere ændringer.

Af den dagældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 34 fremgår følgende:

"Når et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten har påkendt en vurdering, kan told- og skatteforvaltningen genoptage nyere vurderinger af den pågældende ejendom, i det omfang vurderingsankenævnets eller Landsskatterettens afgørelse giver anledning til ændring heraf."

Bestemmelsen giver SKAT (nu Vurderingsstyrelsen) kompetence til at genoptage og ændre vurderingen af en ejendom som følge af indholdet af en afgørelse fra et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten. Ændringen kan kun ske for de vurderinger, der er foretaget som efterkommende vurderinger, når en afgørelse fra en rekursmyndighed giver anledning hertil.

SKAT har ved den påklagede afgørelse af 18. juni 2018 af egen drift genoptaget og ændret ejendomsværdien for vurderingsårene 2014 og 2016.

Ejendomsværdivurderingerne blev genoptaget og ændret på baggrund af Vurderingsankenævn […]s afgørelse af 23. marts 2018, hvor nævnet nedsatte ejendomsværdien for vurderingsåret 2012.

Der er således tale om vurderinger, som er nyere end den vurdering, der er påkendt af en rekursmyndighed, idet SKAT har genoptaget vurderingerne vedrørende ejendomsværdier for 2014 og 2016, der er nyere end vurderingen for 2012. Klageren har ved fremsendelsen af Vurderingsankenævn […]s forslag til afgørelse trukket grundværdiansættelsen i sin helhed.

Det skal herefter vurderes, hvorefter Vurderingsankenævn […]s afgørelse har givet anledning til ændring af vurderingerne.

Der er enighed om, at SKAT havde kompetence til at genoptage og ændre ejendomsværdien, hvorfor der alene består uenighed om adgangen til at få genoptaget og ændret grundværdien.

Hverken Vurderingsankenævn […]s afgørelse af 23. marts 2018 eller SKATs afgørelse af 18. juni 2018 indeholder en fastsættelse af grundværdiansættelsen eller i øvrigt en benævnelse heraf.

En grundværdiansættelse kan ikke fastsættes blot ved at sammenholde den med ejendomsværdien.

Retten finder, at en genoptagelse og ændring af grundværdiansættelsen pr. 1. oktober 2016 ikke er i overensstemmelsen med det, som Vurderingsankenævn […] traf afgørelse om den 23. marts 2018. SKAT har således med rette ikke foretaget ændring i andet eller mere end, hvad der udgør ændringer som konsekvens af nævnets afgørelse.

Klageren har gjort gældende, at ejendomsværdien indgår som en del af den samlede ejendomsvurdering, og at ejendomsværdien ikke kan stå alene. Retten bemærker hertil, at det fremgår af den dagældende skatteforvaltningslovs § 34, at told og skatteforvaltningen kan genoptage i det omfang, at vurderingsankenævnets eller Landsskatterettens afgørelse giver anledning til ændring heraf. Vurderingsankenævn […]s afgørelse giver ikke anledning til ændring af grundværdiansættelsen pr. 1. oktober 2016, da denne ikke er behandlet.

Retten finder herefter, at SKAT med rette ikke har genoptaget og ændret grundværdiansættelsen pr. 1. oktober 2016, da det hermed ville have været i strid med SKATs kompetence i den dagældende skatteforvaltningslovs § 34.

Klageren har henvist til sagerne SKM2017.369.LSR og SKM2018.167.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at SKAT i begge sager havde været berettiget til at foretage ændringer af henholdsvis grundværdiansættelserne og af fradrag for forbedringer i medfør af skatteforvaltningslovens § 34. Retten bemærker, at der i afgørelserne var behandlet forudgående grundværdiansættelser i forhold til dem, som SKAT behandlede. Retten finder derfor, at afgørelserne ikke kan føre til andet resultat, da der i denne sag slet ikke er taget stilling til ansættelsen af grundværdien, herunder foretaget behandling af forudgående grundværdiansættelser.

Klagerens henvisning til SKM2015.615.HR kan heller ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.