Dokumentets metadata

Afslag på anvendelse af realisationsprincip for finansielle kontrakter

Told- og Skattestyrelsen meddelte afslag på anmodning om dispensation fra anvendelse af lagerprincippet på 2 finansielle kontrakter indgået i henholdsvis 1995 og 1996. Styrelsen nægtede dispensationen, da en korrekt anvendelse af lagerprincippet ikke fandtes at være til væsentlig økonomisk ulempe for ansøgeren. Ansøgeren havde ikke som forskrevet i kursgevinstlovens § 33, stk. 1 anvendt lagerprincippet på kontrakterne allerede fra 1995. Kontrakterne havde givet tab i de to indkomstår, og ansøgerens økonomiske ulempe skyldtes dermed udelukkende, at de to indkomstår ikke kunne genoptages.

Ansøgeren søgte om dispensation til at anvende realisationsprincip på to finansielle kontrakter indgået i henholdsvis 1995 og 1996. Såfremt dispensation ikke kunne gives, anmodede man om tilladelse til, at kontrakternes værdi ansattes til 0 i år 1997.

Faktiske omstændigheder

Ansøgeren indgik den 21. september 1995 en renteswapaftale til afdækning af renterisiko på et stående lån på 200 mio. DKK med variabel rente. Låneaftale og renteswap løb begge frem til det aftalte udløbstidspunkt den 14. oktober 1999. Den 26. april 1996 indgik ansøgeren en valutaswapaftale til afdækning af valutarisikoen ved et stående lån på ca. 52 mio. DEM. Låneaftale og valutaswap løb begge frem til det aftalte udløbstidspunkt den 29. april 2001. Ansøgeren indgik ikke andre finansielle instrumenter før 1997. Der var ikke på noget tidspunkt indgået modgående kontrakter i forhold til de to kontrakter, som sagen drejede sig om.

I forbindelse med udarbejdelse af ansøgerens selvangivelse for indkomståret 1999 blev det konstateret, at de to kontrakter ikke var medtaget i selskabets selvangivelser for indkomstårene 1995-98. Fejlen var ikke tidligere opdaget af de lokale skattemyndigheder. Ansøgeren fik efterfølgende tilladelse til genoptagelse af årene 1997 til 1999, men blev nægtet ekstraordinær genoptagelse af årene 1995-1996.

Kontrakterne gav et samlet tab på omkring 6 mio. hvert år både i 1995 og 1996. I hvert af de følgende år var der samlet set gevinst på kontrakterne. Gevinsterne var af varierende størrelse. I følge ansøgerens årsregnskab var ansøgerens resultat efter skat i henholdsvis 1995 og 1996 på ca. 250 og ca. 280 mio. kr. Ansøgeren havde i de to år likvide beholdninger på henholdsvis ca. 30 mio. og ca. 214 mio. kr. Ansøgerens balancesum var for de to år henholdsvis ca. 8 mia. kr og ca. 3,7 mia. kr. Ansøgeren havde også i de følgende år resultat efter skat på mellem 300 og 400 mio kr.

Ansøgerens argumentation

Ansøgeren anførte som argumentation for, at tilladelse til anvendelse af realisationsprincippet skulle gives, at betingelserne - som disse er anført i Ligningsvejledningen 2000 afsnit A.D.2.18.7 - er opfyldt. Navnlig anførtes det, at betingelsen om, at beskatning efter lagerprincippet skal være til væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden, utvivlsomt var opfyldt, eftersom et afslag på tilladelse ville føre til at selskabet mister værdien af de fradrag, der burde være givet i 1995 og 1996. Beskatning efter lagerprincippet i 1997 og frem ville efter selskabets mening føre til et urimeligt resultat, der ville påføre selskabet en urimelig økonomisk byrde.

Styrelsens afgørelse og begrundelse

Styrelsen gav afslag på ansøgningen og begrundede afgørelsen som følger:

Efter § 33, stk. 2 kan tilladelse til anvendelse af realisationsprincippet kun "i ganske særlige tilfælde" gives. Også forarbejderne til bestemmelsen lægger op til, at praksis med hensyn til dispensationer skal administreres restriktivt. I vurderingen af om tilladelse til anvendelse af realisationsprincip indgår flere momenter. Af kursgevinstlovens § 33, stk. 2 fremgår således, at kontrakten skal være indgået som led i virksomhedens primære drift, og at anvendelse af lagerprincippet skal være til væsentlig økonomisk ulempe for ansøgeren. Disse to krav er ufravigelige i forhold til indrømmelse af dispensation.

Efter praksis kan en række andre momenter også indgå i vurderingen. Nogle af disse er oplistede i TfS 1994.286, der er skatteministeriets kommentar til en konkret afgørelse. Der er dog ikke tale om ufravigelige betingelser, men momenter, hvorom det gælder, at dispensation kan forventes, såfremt disse er opfyldt.

Det lægges i denne sag til grund, at afdækningen i disse to tilfælde sker som led i afdækning af erhvervsmæssige lån, og at dermed er tale om afdækning af risiko ved primær drift. Det lægges endvidere til grund, at der ikke er indgået modgående kontrakter.

Mht. vurderingen af den økonomiske ulempe er det styrelsens opfattelse, at der skal sondres mellem ulempe, som opstår ved anvendelse af lagerprincippet, og ulempe, som opstår, fordi den skattepligtige ikke har været opmærksom på reglerne på et specifikt område.

Var lagerprincippet anvendt som foreskrevet i kursgevinstlovens § 33, stk. 1, ville dette have medført et fradrag i såvel 1995 som 1996. Dermed havde lagerprincippet i disse år ikke været til væsentlig økonomisk belastning for ansøgeren. Således ville dispensation formentlig ikke være givet såfremt ansøgning var indgivet for indkomstårene 1995 eller 1996. Såfremt dispensation blev søgt i et af de senere år, hvor lagerprincippet ville have medført beskatning af gevinst, ville disse tidligere års fradrag skulle indgå i vurderingen af om en dispensation på dette senere tidspunkt ville kunne indrømmes.

Efter en konkret vurdering af selskabets økonomiske forhold og størrelsen af indkomstårenes tab og gevinster på kontrakterne findes selve anvendelsen af lagerprincippet ikke at være til væsentlig ulempe for ansøgeren. Den økonomiske belastning opstår udelukkende, fordi ansøgeren ikke har anvendt reglerne korrekt og ikke pga. anvendelse af lagerprincip. Fejlen kan pga. genoptagelsesreglerne ikke rettes, men dette ændrer ikke ved vurderingen af om lagerprincippet er til væsentlig økonomisk belastning for selskabet.

Det ligger i forældelses- og genoptagelsesreglernes natur, at de kan være til enten fordel eller ulempe for skatteyderen. Muligheden for dispensation fra lagerprincippet kan ikke anvendes til at reparere på en ulempe forårsaget af forældelsesreglerne.

På denne baggrund kan Styrelsen ikke tillade anvendelse af realisationsprincip.

Til ansøgerens anmodning om at overgangen til korrekt anvendelse af lagerprincip anses som et principskifte skal følgende bemærkes:

Der findes ikke hjemmel til at anmode om principskifte for beskatning af finansielle kontrakter, således som det er muligt at gøre for visse typer af fordringer og gæld, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 2. Udgangspunktet for kontrakter er, at lagerprincip anvendes, og at man i ganske særlige tilfælde kan få tilladelse til at anvende realisationsprincip på en kontrakt i hele dens levetid.

Dermed finder Styrelsen ikke, at der er hjemmel til at fravige reglerne i § 33, stk. 1, hvorefter kontraktens værdi primo i indkomståret skal lægges til grund ved opgørelsen af indkomsten efter lagerprincippet. Der er dermed ingen mulighed for at "fremføre" kontrakternes anskaffelsessum til et indkomstår, der ligger indenfor genoptagelsesfristen i skattestyrelseslovens § 34.

Det findes hverken i forbindelse med vurderingen af første eller anden løsningsmodel, at kunne tillægges vægt, at de lokale ligningsmyndigheder ikke har opdaget, at de finansielle instrumenter ikke var opført korrekt. Ligningen i 1998 har ikke omfattet kontrol af finansielle instrumenter. Dermed har ligningsmyndigheden ikke haft anledning til at indkalde materiale desangående fra selskabet.