Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-11-2007
Offentliggjort:13-03-2008
SKM-nr:SKM2008.233.SR
Journalnr.:08-039933
Referencer.:
Dokumenttype:Bindende svar

Obligationer ikke omfattet af reglerne om finansielle kontrakter

Skatterådet fandt, at obligationerne A, B, C og D ikke var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, da obligationerne ikke blev reguleret med en udvikling, der kunne lægges til grund i en finansiel kontrakt. Obligationerne var alle blåstemplede, da de opfyldte betingelserne i kursgevinstlovens § 14.

Spørgsmål

  1. Vil obligationerne, serie A, B, C og D blive beskattet som almindelige fordringer, således at obligationerne ikke omfattes af reglerne om finansielle kontrakter i kursgevinstloven § 29, stk. 3?
  2. Vil obligationerne, serie A, B, C og D være blåstemplede obligationer omfattet af kursgevinstlovens § 14?

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Baggrund

Udstedende selskab er et udenlandsk selskab, der vil blive stiftet med henblik på denne securitisation transaktion.

Grundtanken i en securitisation er, at et til formålet oprettet selskab udsteder obligationer, som i profil matcher investorernes efterspørgsel. Obligationerne har normalt sikkerhed i andre værdipapirer - i dette tilfælde ansvarlig lånekapital udstedt af en række danske pengeinstitutter. Betalingsstrømmene fra de underliggende ansvarlige lån anvendes til betaling af udstederselskabets forpligtelser over for obligationsejerne - evt. ved hjælp af finansielle instrumenter, f.eks. renteswaps, floors m.v. til at matche betalingsstrømmene.

Udstedelsen følger således en markedsstandard for obligationsudstedelser fra sådanne selskaber anvendt i forbindelse med de danske CMO-obligationsudstedelser m.v.

Det udenlandske selskab vil være ejet af én trust. Valget af et udenlandsk selskab er truffet dels ud fra omkostningsmæssige og lovgivningsmæssige betragtninger, dels markedsstandarder. Valget af et separat og uafhængigt selskab sker for at sikre en høj kreditsikkerhed og dermed rating af de udstedte obligationer.

Ligningsrådet/Skatterådet har i fire tidligere bindende forhåndsbeskeder/svar taget stilling til spørgsmål omkring de tidligere obligationsudstedelser:

I bindende forhåndsbesked af 18. februar 2002, journalnr. 99/02-4069-00064, blev det vurderet, at et selskab ikke anses for at have ledelsens sæde i Danmark. Der henvises til redegørelsen for de juridiske bevæggrunde for brug af dette selskab m.v.

Faktiske oplysninger

Vedrørende selve strukturen kan vi generelt henvise til beskrivelsen i den bindende forhåndsbesked af 18. februar 2002, journalnr. 99/02-4069-00064, dog med den ændring, at obligationerne vil blive etableret med et andet udenlandsk set-up. Der er ikke ændret i selve struktur og roller, og det er derfor vores opfattelse, at det udenlandske selskab ikke vil være hjemmehørende i Danmark, jf. den ovenfor nævnte bindende forhåndsbesked.

Obligationerne er opdelt i fire serier med hver sin rente- og risikoprofil, således at udstedelsen appellerer til de forskellige investorers behov og grad af risikovillighed.

Serie A

Serie A er således en obligation i DKK.

Serie B

Serie B er således en obligation i DKK.

Serie C

Serie C er således en obligation i DKK.

Serie D

Serie D er således en obligation i DKK.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Generelt om ombligationerne

Det forventes, at alle eller hovedparten af obligationerne vil blive indfriet efter fem år, og produktet prisfastsættes derfor som et femårigt renteprodukt.

For samtlige obligationsserier er der tale om et almindeligt renteprodukt - obligationen følger ikke børskursudviklingen i værdipapirer eller lignende og ej heller den løbende værdiansættelse af bankudlånene.

Obligationsejer har ved køb af obligationen alene en fordring på det udenlandske selskab som udstedende selskab. Sikkerheden for betaling af renter og hovedstol under obligationen vil afhænge af tilbagebetalingsevnen hos de danske banker, der har optaget ansvarlige lån hos det udenlandske selskab.

Da der ikke er andre aktiver at søge fyldestgørelse i, giver det ikke mening at sætte selskabet konkurs. Obligationsejerne har således efter selve obligationsvilkårene ikke et yderligere krav mod det udenlandske selskab, efter at sikkerhedsaktiverne er realiseret. Der er tale om såkaldt limited recourse finansiering. Dette er en egenskab ved selve obligationen. Sådanne aftalevilkår er almindeligt udbredt i mange professionelle finansieringssituationer, herunder f.eks. securitisation og akkvisitionsfinansiering.

Sammenfattende har en investor ved køb af obligationerne et pengekrav på det udenlandske selskab omfattet af kursgevinstlovens regler.

Samtlige serier er fordringer i DKK.

Serie C og serie D udstedes med en fast helårlig rente i hele obligationens løbetid på 4 %, svarende til den nugældende mindsterente. I de første fem år betales renten i december og herefter i juni og december.

Herudover bærer obligationsserierne (efter 2012) en tillægsrente - et såkaldt step-up - som afspejler det forventede cash flow hos det udenlandske selskab. Tillægsrenten er således afhængig af CIBOR på det pågældende tidspunkt samt antallet af banker, der har valgt at bibeholde deres ansvarlige lån og ikke førtidsindfriet disse.

Tillægsrenten påløber og forfalder kvartårligt for A- og B-serien i DKK og halvårligt for C- og D-serien i DKK fra og med december 2012 og beregnes for hver renteperiode forud med effekt for næste renteperiode. I december 2012 kendes således en tillægsrente med udgangspunkt i, hvor mange ansvarlige lån det udenlandske selskab fortsat har på sine bøger og CIBOR-renten. Selve beregningen kan endeligt fastsættes to dage før rentefikseringsdatoen i december. Rentetillægget forventes at være i niveauet 0-1 %.

Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked (SKM2003.341.LR ) vurderet, at en obligation, der blev forrentet med en fast rente i én periode og en fast rente med et tillæg i en anden periode, må anses for en rente i traditionel skatteretlig forstand, uanset om renten kan blåstemples efter kursgevinstlovens § 14, stk. 2, eller samme bestemmelses stk. 4.

Renten i obligationerne er således en rente i traditionel skatteretlig terminologi.

Obligationerne er ikke indekserede obligationer i kursgevinstlovens § 29, stk. 3-forstand.

Med vedtagelsen af L 98 blev der tilføjet et stk. 3 til kursgevinstlovens § 29 med følgende ordlyd af første punktum:

"Stk. 3. Dette kapitel og kapitel 7 gælder også gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10 […]."

Gevinster på fordringer, der kan kvalificeres som indekserede efter kursgevinstlovens § 29, stk. 3, bliver således skattepligtige efter kursgevinstlovens § 29, stk. 1 (reglerne om finansielle kontrakter).

Bestemmelsens formål

Ordlyden af bestemmelsen er meget bred, jf. ordene "reguleres", og "når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt".

Formålet med bestemmelsen har været at sikre, at "… obligationer, hvis hovedstol udvikler sig i overensstemmelse med værdien af investeringsselskaber, også beskattes efter lagermetoden.", jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Dette vil sige fordringer, der reelt er indekserede efter markedsværdien på et andet aktiv/passiv. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår således om de obligationer, som er tiltænkt at falde ind under de nye regler:

"Efter forslaget beskattes obligationer, der skal indfries med et beløb, der udvikler sig i overensstemmelse med kursudviklingen i hedgeforeninger og andre investeringsselskaber, efter reglerne for finansielle instrumenter. Herved sikres, at lagerbeskatningen af investeringsselskaber ikke gøres illusorisk. Forslaget omfatter herudover også de tilfælde, hvor en obligation følger udviklingen i bestemt opregnede værdipapirer, idet det kan være en forms sag, om en obligation opregner værdipapirer i en hedgeforening uden at nævne hedgeforeningen, eller nævner hedgeforeningen uden at opregne værdipapirerne. Forslaget omfatter endelig tilfælde, hvor fordringen følger kursudviklingen på varer og andre aktiver, f.eks. sølv og guld eller korn. Det er aktiver, som også lægges til grund i en række finansielle kontrakter. Det følger samtidig af den gældende § 30 i kursgevinstloven, at der er de samme begrænsninger med hensyn til hvilke aktiver, der er omfattet, som gælder for finansielle kontrakter."

Det fremgår således af bemærkningerne, at det andet aktiv/passiv, som fordringens indfrielseskurs skal være reguleret efter, er markedsværdien på specifikke aktiver, såsom hedgeforeninger og andre investeringsselskaber, værdipapirer, varer og råvarer, som sølv, guld og korn.

Af lovforarbejderne fremgår det endvidere, at indekseringen kan optræde både i en direkte form som en regulering af selve hovedstolen og i en indirekte form som en løbende regulering - evt. benævnt rente. Løbende regulering, der skattemæssigt behandles som en kursgevinst (fordi der ikke skattemæssigt er tale om en rente), kan også være en indeksreguleret fordring omfattet af KGL § 29, stk. 3.

Indfrielseskursen på obligationerne er pari. Hovedstolen reguleres således ikke efter børskursværdien på andre aktiver/passiver og heller ikke i takt med udviklingen af værdien af de underliggende ansvarlige lån. Der er således ikke tale om en direkte indeksering af obligationerne.

Rentetillægget efter fem år skal skatteretlig kvalificeres som en rente. Der er tale om et forud fastsat sædvanligt vederlag for udlån af penge - opgjort som en procentdel af den til enhver tid værende hovedstol. Der er således heller ikke tale om en indirekte indeksering af obligationerne.

Rentetillægget er ikke afhængigt af værdien af sikkerhedsaktiverne - de underliggende ansvarlige lån til de danske banker, men er alene udtryk for en match af betalingsstrømme i perioden efter det er muligt at førtidsindfri. Der er således ikke tale om en indirekte indekseret obligation.

Praksis

Ligningsrådet og Skatterådet har i en række tilfælde forholdt sig til vurderingen af, om obligationer skal anses for strukturerede, herunder SKM2006.706.SR , SKM2006.715.SR og SKM2007.436.SR . Der er tale om afgørelser, der rammer kerneanvendelsen af kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

I SKM2006.706.SR konkluderede Skatterådet, at obligationer med indbygget afkast afhængigt af udviklingen i et vindindeks og vind-møllers el-produktion var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

I SKM2007.436.SR vurderede Skatterådet, at en obligation, hvor indfrielseskursen blev reguleret efter en række aktieindeks også var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

I SKM2006.715.SR vurderede Skatterådet, at en obligation, hvis afkast var afhængigt af udenlandsk statsgæld ligeledes var omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3. Det afgørende i denne sag synes ifølge begrundelsen at have været, at "udviklingen" - værdien på obligationerne var bundet op på værdien af de underliggende obligationer, og at det herefter var SKATs opfattelse, at det var muligt at udarbejde en finansiel kontrakt, der ville følge denne udvikling.

I det tidligere bindende svar af 21. november 2006, journalnr. 06-126061, fremgik det, at det afgørende var, om der på udstedelsestidspunktet er en reel usikkerhed om indfrielseskursen:

"Det er SKATs opfattelse, at det afgørende er, om der på udstedelsestidspunktet er en usikkerhed om indfrielseskursen. Dvs. den endelige indfrielseskurs kendes ikke, da der er momenter ved grundlaget for udviklingen, der gør, at det må forventes, at udviklingen vil ændre sig over tid og at der er parter, der vil spekulere i risikoen for en ændring i indfrielseskursen.

SKAT finder det usandsynligt, at der vil blive indgået en finansiel kontrakt på "udviklingen", hvis det ikke kan forventes, at der vil ske en indfrielse til en anden kurs end den aftale indfrielseskurs. "Udviklingen" for den vil derfor ikke kunne lægges til grund i en finansiel kontrakt."

For så vidt angår risikoen på de foreliggende obligationer gælder det uændret, jf. tidligere mailkorrespondance med SKAT af 2. november 2006, som refereret i bindende svar af 21. november 2006, journalnr. 06-126061, afgørelsen:

"Ifølge de oplysninger vi har, er disse typer lån altid blevet indfriet efter 5 år som følge af step-up marginalen på 1,50% udover den originale marginal, som er individuel, og som følge af den faldende solvensvirkning for bankerne.

Så vidt vi ved, har der været default for ca. 20 år siden. Jeg mener det var Varde Bank. I vore transaktioner har der ikke været defaults. Vores forventning er derfor en indfrielse til pari.

Jeg ville sige at det afgørende for investorerne er renteafkastet. De spekulerer næppe i default og køber ikke obligationen for at få en eksponering i defaults i pengeinstitutter."

Ovenstående må efter vores vurdering også lægges til grund i denne sag.

Ligningsrådet svarede ved bindende forhåndsbesked (SKM2006.6.LR ) og regulering efter kursgevinstlovens § 29, stk. 3: "Det er styrelsens opfattelse i den konkrete sag, at manglende betalingsevne på indfrielsestidspunktet, der medfører et mindre indfrielsesbeløb end aftalt, ikke er omfattet af de nævnte reguleringer i kursgevinstlovens § 29, stk. 3."

Skatterådet har afsagt et bindende svar den 25. april 2006 (SKM2006.304.SR ) i en lignende sag. I den konkrete situation var der tale om en obligationsudstedelse, hvor selskabets aktiver var hybrid kernekapital udlånt til danske pengeinstitutter samt en renteswap til at udligne forskellen i pengestrømme mellem kapitalbeviserne og de udstedte obligationer. Afgørelsen angives i hovedet at være en præcisering til TfS 2006, 155.

Det var SKATs vurdering i sagen, at hvis obligationsejerne som udgangspunkt alene har sikkerhed i bestemte aktiver, og realiteten er den, at obligationernes indfrielseskurs reelt følger værdien på disse underliggende aktiver, så er obligationerne omfattet af formuleringen i § 29, stk. 3, der siger, at "hvis fordringen reguleres helt eller delvist i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v."

Skatterådet var enigt og anså som udgangspunkt obligationerne for at være omfattet af Kursgevinstlovens § 29, stk. 3, 1. led, idet "...obligationsejernes indfrielseskurs er bundet op på bestemte aktiver i Selskab X, og obligationsejerne har ikke mulighed for at søge sig fyldestgjort i andre aktiver i Selskab X". Det skulle herefter vurderes, om den anden betingelse, om, "når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt", ansås for opfyldt.

Skatterådet anså ikke betingelsen om "udvikling" for at være opfyldt. Begrundelsen herfor var, at i den konkrete sag var "udviklingen" bundet op på betalingsevnen hos de bagvedliggende pengeinstitutter, og at det kun er i ekstreme situationer, at der vil blive tale om en indfrielse under kurs pari. Det var Skatterådets opfattelse, at en "udvikling" som i den konkrete sag ikke kan lægges til grund i en finansiel kontrakt. Dermed var obligationen ikke omfattet af KGL § 29, stk. 3.

Afgørelsen fastslår således, at der efter SKATs opfattelse principielt er tale om en "regulering" i § 29, stk. 4, 1. led-forstand ved limited recourse-vilkår, hvor der kun er sikkerhed i bestemte aktiver, men at der ikke var tale om en "udvikling" i § 29, stk. 3, 2. led-forstand.

SKAT anførte samme argument i det bindende svar vedrørende SKM2006.705.SR .

Det er fortsat vores opfattelse, at der i relation til obligationerne principielt ikke sker en regulering i § 29, stk. 3-forstand, dvs. at den første betingelse om "regulering" ikke kan anses for opfyldt.

Såfremt Skatterådet vurderer, at der sker en regulering i KGL § 29, stk. 3-forstand, er det vores opfattelse, at obligationerne skal have samme behandling som obligationerne i det bindende svar af 21. november 2006, journalnr. 06-126061, dvs. at risikoen for default som beskrevet ovenfor ikke er det bærende element i obligationen, og at betingelsen om "udvikling" dermed ikke er opfyldt. Dermed omfattes obligationerne ikke af KGL § 29, stk. 3.

Obligationerne serie A, B, C og serie D er blåstemplede obligationer efter kursgevinstlovens § 14.

Som anført ovenfor kan serie A, B, C og D obligationerne indfries til pari.

Serie C og D obligationerne vil blive forrentet med en kuponrente på mindst 4 % i hele obligationens løbetid.

Da den garanterede kuponrente svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet (november 2007), og den højeste tilsagte indfrielsessum kendes, er det vores opfattelse, at serie C og D obligationerne kan anses for blåstemplede efter kursgevinstlovens § 14.

Serie A og B obligationerne har ikke en garanteret kuponrente, men obligationerne bærer en variabel rente relateret til enten en 3- eller 6-måneders CIBOR samt et tillæg.

Vi kan oplyse, at serie A og B obligationerne er opbygget på en sådan måde, at kursen på obligationerne ikke vil afvige væsentligt fra indfrielseskursen på 100. Der har historisk fra de tidligere obligations udstedelser været en kurs-variation i niveauet 99,40 til lige over kurs 100 (svarende til variable realkreditlån). Det er derfor vores opfattelse, at betingelsen i kursgevinstlovens § 14, stk. 4 må anses for opfyldt, således at obligationerne ligeledes kan anses for blåstemplede.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad. spørgsmål 1

Kursgevinstlovens § 29, stk. 3, har følgende ordlyd:

"Dette kapitel og kapitel 7 gælder også gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10...".

Det fremgår af lovteksten, at hvis en obligation skal være omfattet af § 29, stk. 3, skal der ske en regulering af fordringen helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v.

I den konkrete sag er det oplyst, at A- og B-serien udstedes til kurs pari og indfries til kurs pari. Dette medfører efter SKATs vurdering, at disse to serier ikke er omfattet af § 29, stk. 3, da der ikke er nogen regulering af disse seriers værdi.

Serierne C- og D vil blive udstedt til en kurs under pari og indfriet til kurs pari. Dette kan i sig selv, efter SKATs vurdering, ikke sidestilles med en regulering som nævnt i § 29, stk. 3.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at obligationsejerne alene vil have sikkerhed i ansvarlig lånekapital udstedt af en række pengeinstitutter, hvilket efter SKATs vurdering medfører, at obligationernes indfrielseskurs på indfrielsestidspunktet reelt følger værdien på disse underliggende aktiver. Obligationerne er derfor omfattet af formuleringen i § 29, stk. 3, der siger, at "hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v.".

SKAT skal henvise til SKM2006.304.SR og SKM2006.705.SR , hvor Skatterådet i en lignende sag tilsluttede sig dette synspunkt.

Det fremgår derudover af lovteksten i § 29, stk. 3, at en yderligere betingelse skal være opfyldt:

"når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt".

Vurderingen af om noget kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, skal efter SKATs opfattelse bl.a. tage udgangspunkt i, om parterne i en finansiel kontrakt vil kunne finde på at indgå den.

Et grundlæggende træk ved finansielle kontrakter er, at der forventes at være udsving på den fremtidige værdi af det der ligges til grund for den finansielle kontrakt. Dvs. at begge parter i den finansielle kontrakt har en forventning om, at de på realisationstidspunktet vil kunne tjene på den finansielle kontrakt.

Det er SKATs opfattelse, at det afgørende er, om der på udstedelsestidspunktet er en usikkerhed om indfrielseskursen. Dvs. den endelige indfrielseskurs kendes ikke, da der er momenter ved grundlaget for udviklingen, der gør, at det må forventes, at udviklingen vil ændre sig over tid og at der er parterne, der vil spekulere i risikoen for en ændring i indfrielseskursen.

SKAT finder det usandsynligt, at der vil blive indgået en finansiel kontrakt på "udviklingen", hvis det ikke kan forventes, at der vil ske en indfrielse til en anden kurs end den aftalte indfrielseskurs. "Udviklingen" for den vil derfor ikke kunne lægges til grund i en finansiel kontrakt.

I den konkrete sag er "udviklingen" (værdien) på obligationerne bundet op på betalingsevnen hos de bagvedliggende pengeinstitutter. Det er kun i ekstreme situationer (et bagvedliggende pengeinstitut er gået konkurs), at der vil blive tale om indfrielse til en kurs under kurs 100.

Det er SKATs vurdering, at en "udvikling" som i den konkrete sag, ikke kan lægges til grund i en finansiel kontrakt. SKAT finder det usandsynligt, at "udviklingen" vil kunne lægges til grund i en finansiel kontrakt, da der efter SKATs vurdering reelt ikke er en risiko for indfrielse til en anden kurs end pari.

Med baggrund i ovenstående finder SKAT, at obligationerne ikke er omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 1.

Ad. spørgsmål 2 (Obligationsserierne A og B)

En variabel forrentet obligation skal opfylde to betingelser for at være blåstemplet.

Betingelse 1:

Den variabelt forrentede fordring skal på udstedelsestidspunktet (den første renteperiode) forrentes med en pålydende rente, der er lig med eller højere end mindsterenten på tidspunktet debitors påtagelse af forpligtelsen, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 2, og Ligningsvejledningen 2008-1, afsnit A.D.2.3.1.2 .

SKAT forudsætter ved sin besvarelse, at obligationerne i serie A og B på udstedelsestidspunktet vil blive forrentet med en rente, der lig med eller højere end den gældende mindsterente.

Betingelse 2:

Rentens variation og vilkårene for opsigelse må ikke medføre, at kursen på fordringen kan afvige væsentlig fra indfrielseskursen, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 2, og Ligningsvejledningen 2008-1, afsnit A.D.2.3.1.2 .

Det er oplyst, at obligationerne ikke vil afvige væsentligt fra kurs 100. Historisk set har de tidligere obligations udstedelser haft en kursvariation i niveauet 99,40 til lige over kurs 100.

SKAT finder på baggrund af ovenstående, at obligationsserierne A og B opfylder mindsterentekravene i kursgevinstlovens § 14, stk. 2 og stk. 4.

Ad. spørgsmål 2 (Obligationsserierne C og D)

I SKM2003.341.LR fandt Ligningsrådet, at en obligation, som havde en pålydende rente på 3 % i hele løbetiden og et rentetillæg de sidste 3 år, skulle kvalificeres som en variabelt forrentet fordring og den derfor var omfattet af både kursgevinstlovens § 14, stk. 2 og stk. 4.

Det er SKATs vurdering, at Serie C obligationen og Serie D obligationen kan sidestilles med obligationen i SKM2003.341.LR og derfor er omfattet af kursgevinstlovens § 14, stk. 2 og stk. 4.

Det fremgår yderligere af SKM2003.341.LR , at såfremt der er fastsat en minimumsrente i hele obligationens løbetid, sammenholdt med, at den højeste tilsagte indfrielsessum kendes, så kan obligationen opfylde mindsterentebestemmelsen (være blåstemplet), når den effektive rente er lig med eller højere end mindsterenten. Dette var tilfældet i SKM2003.341.LR og kursgevinstlovens § 14, stk. 2 og stk. 4, var derfor opfyldte.

I den konkrete sag er den højeste tilsagte indfrielsessum for begge obligationer kurs pari (100). Obligationernes forrentning vil på udstedelsestidspunktet svare til den gældende mindsterente på udstedelsestidspunktet og vil derfor aldrig kunne blive mindre end den. Dette medfører, at obligationernes effektive forrentning er som minimum den samme som mindsterenten på udstedelsestidspunktet.

Med baggrund i ovenstående finder SKAT, at Serie C obligationen og Serie D obligationen opfylder kravet til en minimumsforrentning, jf. SKM2003.341.LR , og hermed kravene i kursgevinstlovens § 14, hvilket bevirker, obligationerne må anses for at være blåstemplede.

SKAT indstiller, at der svares ja til spørgsmål 2.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.