Dokumentets metadata

Forældelsesmæssige virkninger af genoptagelsestilsagn - styresignal

I meddelelsen redegøres for, hvilken betydning forældelseslovens frister har, hvis en part fra en klagemyndighed har fået et genoptagelsestilsagn, der resulterer i en tilbagebetaling fra SKAT.

1. Anvendelse af genoptagelsestilsagn

I sagskomplekser, der består af en række ensartede sager med samme årsag, sker det ofte i praksis, at en udvalgt sag får status som pilotsag, der eventuelt bliver påklaget videre og efterfølgende bliver indbragt for domstolene.

Konsekvensen heraf vil så normalt være, at der i de øvrige sager anmodes om et såkaldt genoptagelsestilsagn. Virkningen af et genoptagelsestilsagn er, at der i hver enkelt sag sker genoptagelse, hvis parten i pilotsagen får helt eller delvist medhold. En sådan genoptagelse vil normalt være ensbetydende med, at tidligere indbetalte beløb til SKAT skal tilbagebetales. Spørgsmålet er herefter, om en sådan tilbagebetaling kan være forældet efter 3 eller 10 års fristerne i forældelsesloven, jf. nærmere herom nedenfor.

Dette spørgsmål er ikke relevant, hvis den pågældende borger eller virksomhed - f.eks. som følge af indrømmet betalingshenstand - ikke har indbetalt det skyldige beløb til SKAT. Forklaringen herpå er, at det er en forudsætning for stiftelsen af en borgers eller en virksomheds tilbagesøgningskrav, at det tilbagesøgte beløb har været indbetalt til myndigheden.

2. Genoptagelsestilsagn rummer afkald på forældelsesindsigelse

Hvis en klagemyndighed har givet et genoptagelsestilsagn, vil dette samtidig rumme et afkald på skattemyndighedernes mulighed for at gøre forældelsesindsigelse gældende vedrørende et eventuelt tilbagebetalingskrav. Hjemmelen til at give genoptagelsestilsagn findes i skatteforvaltningslovens §§ 37, stk. 2, 39, stk. 2, 39 b, stk. 2 og 46, stk. 2, vedrørende henholdsvis skatteankenævnene, vurderingsankenævnene, motorankenævnene og Landsskatteretten. Hjemmelen til at give afkald på forældelsesindsigelse vedrørende en klagers tilbagesøgningskrav findes i forældelseslovens § 26, stk. 1.

Et tilbagebetalingskrav er omfattet af forældelseslovens 3 års frist, der løber fra det tidspunkt, hvor det af forhøjelsen afledede beløb er indbetalt til SKAT. Hvis forhøjelsen er påklaget inden udløbet af forældelsesfristens 3 års frist, vil kravet dog - uanset 3 års fristen - tidligst være forældet 1 år efter afgørelsen i klagesagen, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2.

Der skal ikke gives genoptagelsestilsagn, hvis klagerens eventuelle krav på tilbagebetaling allerede er forældet på det tidspunkt, hvor der anmodes om genoptagelsestilsagn. En sådan situation kan forekomme i 2 varianter, nemlig:

1) Hvis borgeren helt har undladt at påklage forhøjelsen inden udløbet af den 3 årige forældelsesfrist eller

2) Hvis borgeren har klaget inden udløbet af den 3 årige forældelsesfrist og har fået en afgørelse fra klagemyndigheden, men først anmoder om genoptagelsestilsagn mere end 1 år efter klagesagens afslutning.

3. Genoptagelsestilsagnet uden virkning som følge af manglende identitet med pilotsagen

Et genoptagelsestilsagn gives under den forudsætning, at sagens indhold er identisk med indholdet i den pilotsag, hvis endelige udfald afventes. Hvis denne forudsætning ikke holder stik, vil der - uanset det tidligere givne genoptagelsestilsagn - blive nægtet genoptagelse. Genoptagelsestilsagnet vil dog have den betydning, at afkaldet på forældelsesindsigelse gælder til udløbet af klagefristen for afgørelsen om afslag til genoptagelse. Hvis nævnte afgørelse påklages, vil forældelsesfristen tidligst udløbe 1 år efter afgørelsen i klagesagen, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2.

4. SKAT kan ikke give genoptagelsestilsagn

Der findes ikke hjemmel til, at SKAT giver genoptagelsestilsagn, der har virkning efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister, men hvis SKAT er bekendt med, at en sag, der verserer i SKAT, har samme årsag som andre tilsvarende sager, skal SKAT vejlede om, at muligheden for eventuel senere ændring i overensstemmelse med udfaldet af pilotsagen efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister forudsætter, at afgørelsen påklages videre, medmindre der måtte være grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 7, eller 32, stk. 1, nr. 1.