A.A.9.3 Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt

Dette afsnit handler om reglerne for fastsættelse af tidspunktet for forældelsesfristens begyndelse.

Afsnittet indeholder:

Regel

Fristen for forældelse af en fordring regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kan kræve at få fordringen betalt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Se FORÆL § 2.

Bestemmelsen gælder i relation til alle lovens frister og tillægsfrister, med mindre andet følger af andre bestemmelser i loven. Der gælder således det samme begyndelsestidspunkt for den korte forældelsesfrist som for den absolutte frist i tilknytning hertil.

Hvis der i loven er indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist for, hvornår betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb.

Ved fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold, regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden. Se FORÆL § 2, stk. 4.

Hvis fordringshaveren på grund af skyldners misligholdelse eller i medfør af en særlig opsigelsesadgang kan kræve opfyldelse før et aftalt forfaldstidspunkt, regnes forældelsesfristen fra det aftalte forfaldstidspunkt, hvis fordringshaveren ikke udnytter denne mulighed. Udnytter fordringshaveren muligheden, regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, hvor opfyldelse herefter kan kræves. Se FORÆL § 2, stk. 5.

Forfaldstidspunktet

Forfaldstidspunktet er det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kan kræve at få fordringen betalt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Se FORÆL § 2, stk. 1.

Forældelsesfristen løber fra forfaldstidspunktet, hvor andet ikke er bestemt.

Forfaldstidspunktet er begyndelsestidspunktet for:

Med den nye forældelseslov er der ikke tilsigtet nogen ændring i den praksis om begyndelsestidspunktet, der var efter 1908-loven.

I en sag var der indgået en aftale mellem den skattepligtige og den kommunale myndigheds opkrævningsafdeling om, at inddrivelsen af et skattekrav blev stillet i bero, indtil der forelå en kendelse fra Landsskatteretten. Det blev derfor lagt til grund, at forfaldstidspunktet for skattekravet efter 1908-loven var udskudt. Den kommunale opkrævningsafdeling tilbagekaldte efterfølgende aftalen. Landsskatteretten fandt, at der løb en ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor aftalen blev tilbagekaldt. Se SKM2010.659.LSR. Afgørelsen blev indbragt for Københavns Byret, der fandt, at parternes aftale af 14. januar 2002 medførte, at inddrivelsen af skattekravet blev stillet i bero, indtil der forelå en kendelse fra landsskatteretten, og at denne aftale havde den virkning, at forfaldstidspunktet blev udsat, idet sagsøgte i en periode var uberettiget til at kræve beløbet betalt. Retten bemærkede endvidere, at det ikke i sig selv var afgørende, at ordet henstand ikke fremgik af aftalen. Se SKM2012.643.BR

Påkrav

Et påkrav er kreditors erklæring om, at han ønsker ydelsen betalt. Hvis betalingen forudsætter et påkrav, løber fristen fra det tidligste tidspunkt, hvor ydelsespligten kunne gøres gældende, og ikke fra det tidspunkt hvor skyldner har pligt til at betale sin ydelse efter påkravet.

Hvis betaling skal ske straks efter påkravet, regnes fristen fra det tidligst mulige tidspunkt, hvor påkravet kunne være fremsat.

Henstand

Hvis en skyldner har bedt om henstand, og anmodningen er imødekommet, er forfaldstidspunktet udskudt.

Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er udløbet af henstandsperioden.

Se

Løbedage eller sidste rettidige betalingstidspunkt

Hvis der i loven er indrømmet skyldner løbedage eller i øvrigt lovgivningsmæssigt er angivet en sidste rettidig betalingsdag, skal forældelsesfristen regnes fra betalingsfristens udløb. Se FORÆL § 2, stk. 2.

Løbedage er ikke udtryk for udskudt forfaldstidspunkt, men når betaling sker inden udløbet af fristen for løbedage, kan kreditor ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod debitor.

Løbende skatter og afgifter

Ved krav om betaling af skatter og afgifter fastlægges forfaldstidspunkt sædvanligvis af en bestemmelse i den pågældende skatte- og afgiftslov. Er der i skatte- og afgiftslovens fastsat et tidspunkt, hvor SKAT kan kræve betaling (sidste rettidige betalingsdag), løber forældelsesfristen først fra dette tidspunkt.

Når skatte- og afgiftsloven bestemmer, at kravet skal opdeles i et antal rater, der forfalder til betaling til nærmere fastsatte tidspunkter, regnes forældelsesfristen for hver rate for sig. Hver rate betragtes som et selvstændigt krav i relation til forældelsesfristen.

Eksempel på sidste rettidige angivelses- og betalingsdag

Et momskrav v/kvartalsafregning, vil for januar kvartal forfalde den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb med sidste rettidige betalingsdag samme dag. Hvis sidste rettidige betalingsdag er en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmest følgende hverdag som sidste rettidige angivelses- og betalingsdag.

En restskat, der ikke kan indregnes i forskudsskatten efter KSL § 61, stk. 3, forfalder typisk til betaling i 3 rater, henholdsvis 1. august, 1. september og 1. oktober i det år, der følger umiddelbart efter indkomståret. Sidste rettidige betalingsdato er den 20. i forfaldsmåneden. Se KSL § 61, stk. 4.

Disse rater forælder herefter henholdsvis den 20. august, 20. september og 20. oktober 3 år senere.

Se også

Se også afsnit A.A.9.6 særligt om skattekrav - hovedregler, undtagelser, forfaldstidspunkt og foreløbig afbrydelse.

Se også om forfalds - og betalingstidspunkter:

Se afsnit A.B. Angivelse og afregning samt eventuelt vedrørende:

Regulering og ændring af skatter og afgifter

Forældelsesfristen løber fra det forfaldstidspunkt, der er fastlagt i loven, uanset om kravet ikke er gjort op. Det gælder også hvis ændringen af skatteansættelsen foretages på et senere tidspunkt.

Det betyder vedrørende skattekrav, at den 3-årige forældelsesfrist i almindelighed løber fra den dag, der ville have været forfaldstidspunktet, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligning for det pågældende indkomstår. Se TfS 1993, 341 ØLD, der vedrørte selskabsskat.

For personer opkræves skat efter kildeskatteloven som foreløbige skatter for

Dette medfører, at den 3-årige forældelsesfrist for de personskatter, der ikke har været indeholdt eller opkrævet som en foreløbig skat, skal regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af restskatter. Se evt. UfR 1989, 1064 H, TfS 1989, 618V og TfS 1992, 576 ØLD.

Eksempel

Den 3-årige forældelsesfrist for upålignede skatter for 2008 løber fra den 20. september, 20. oktober og 20. november 2009 med 1/3 af kravet på hver af dato. Se TfS 1989, 605 HD.

Hvis SKAT i 2010 foretager ligning af en skatteyder for indkomståret 2008, der resulterer i en restskat på 100.000 kr. løber den 3-årige forældelsesfrist fra den 20. september, 20. oktober og 20. november 2009 og ikke fra det tidspunkt i 2010, hvor SKAT sender en opkrævning på betaling af restskatten for 2008.

Se også afsnit A.A.9.6 om forældelse af skattekrav.

Enkeltstående betaling af afgifter

For så vidt angår enkeltstående betalinger af afgifter løber forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, hvor afgiften kunne kræves betalt. Se UfR 1968, 240 H og UfR 1971, 856 ØLD.

Gaveanmeldelse til brug for betaling af gaveafgift skal indsendes og betales senest 1. maj i året efter gaven er givet. Se BAL §§ 26 og 30. Forældelsesfristen løber fra det tidligste af disse tidspunkter. Se UfR 1973, 603 ØLR.

Vedrørende arveafgift i eksekutorboer løber forældelsesfristen for arveafgift tidligst fra det tidspunkt, hvor revisor indsender boopgørelsen til skifteretten. Se SKM2003.24.ØLR.

Tilbagesøgningskrav og andre særlige krav

Forældelsesfristen ved tilbagesøgningskrav løber fra det tidspunkt, da den fejlagtige betaling fandt sted. Se SKM2008.417.HR.

I en sag blev en persons skattepligtige indkomst forhøjet med urette for indkomstårene 1994 og 1995. Skattekravet blev inddrevet hos klagerens arbejdsgiver, dvs. at skattekravet herefter blev godskrevet klager som indeholdt A-skat på årsopgørelserne, der blev udsendt i 1997. Skattemyndighederne anerkendte i 2004, at skatteforhøjelserne var foretaget med urette. De af forhøjelsen afledte og inddrevne skatter derfor også var uberettiget inddrevet hos arbejdsgiveren. Skattemyndighederne tilbagebetalte de fejlagtigt opkrævede beløb til arbejdsgiveren. Ved en fejl blev A-skatten også udbetalt til klageren i forbindelse med udskrivning af de ændrede årsopgørelser for 1994 og 1995. Skattemyndighederne fremsatte i 2005 krav overfor klager om tilbagebetaling af det fejludbetalte beløb.

Klager gjorde gældende, at tilbagebetalingskravet var forældet, da tilbagebetalingskravet blev stiftet i forbindelse med godskrivningen i 1997. Herimod gjorde SKAT gældende, at tilbagebetalingskravet først blev stiftet i forbindelse med fejludbetalingen i 2004, hvorfor kravet efter SKATs opfattelse ikke var forældet.

Retten fandt ikke, at godskrivningen i 1997 udgjorde en udbetaling fra SKAT til klager og fandt at der ved godskrivningen i 1997 ikke blev stiftet et tilbagebetalingskrav. Retten fandt derimod, at kravet på tilbagebetaling blev stiftet ved fejludbetalingen i 2004. Tilbagebetalingskravet var derfor ikke forældet. Se SKM2008.812.BR.

Hvis borgerens tilbagesøgningskrav relaterer sig til en efterfølgende ansættelsesændring, vil forfaldstidspunktet for tilbagesøgningskravet være det faktiske indbetalingstidspunkt for den for meget betalte skat. Se SKM2008.71.SKAT.

Se også

Se også afsnit A.A.9.6 om forfaldstidspunkt og forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.

Suspension af forældelsesfristen

Den 3-årige forældelsesfrist suspenderes ved kreditors ukendskab til

Se FORÆL § 3, stk. 2.

Suspension af forældelsesfristen betyder, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt udskydes. Det vil sige, at forældelsesfristen først regnes fra den dag, da fordringshaver fik eller burde få kendskab til fordringen eller til skyldneren. Suspensionen løber altså indtil den dag, da fordringshaver fik eller burde få kendskab til fordringen eller til skyldneren.

Som udgangspunkt er det kun den 3-årige forældelsesfrist, der kan suspenderes. I enkelte andre bestemmelser er der dog indføjet adgang til suspension af forældelsen fx for lønkrav, der er omfattet af en 5-årig forældelse. Se FORÆL § 4.

Ukendskab til kravet kan navnlig forekomme i forbindelse med erstatningskrav og tilbagebetalingskrav. Krav, der er opstået ved, at person, en virksomhed eller det offentlige har betalt et beløb, fordi den pågældende fejlagtigt troede, han var forpligtet til det.

Betingelser for suspension

Det er kun utilregnelig uvidenhed om de faktiske forhold omkring kravets eksistens, der kan begrunde suspension. At kreditor har været i en retsvildfarelse, dvs. ukendskab eller misforståelse af loven, eller at myndighedernes praksis generelt er blevet underkendt ved en klageinstans, er ikke forhold, der suspenderer forældelsesfristen.

Længden af suspensionen begrænses af den absolutte forældelsesfrist på 10 år i FORÆL § 3, stk. 3. Se afsnit A.A.9.4.1.

Praksis vedr. ukendskab til fordring eller skyldner

Ved fortolkning af den nugældende forældelseslov skal praksis efter 1908-loven videreføres. Se lovforslaget 165 fra 2006 til forældelsesloven.

I en sag fandt landsretten, at forældelsesfristen var suspenderet. Derfor var myndighedernes krav på arveafgift ikke forældet. Se TfS 1998, 140 ØLD.

Retten lagde vægt på, at myndigheden ikke havde haft grundlag for at opgøre sit afgiftskrav, dvs. der var utilregneligt ukendskab til fordringen. Sagen blev indbragt for Højesteret, men forældelsespåstanden var ikke omfattet af anken.

I en anden sag nåede Landsretten til det resultat, at skattekravet var forældet, fordi retten vurderede, at skattemyndighederne havde haft de nødvendige oplysninger til at opgøre deres krav. Derfor var der ikke indtrådt suspension. Se UfR 1981, 738 ØLD.

Bemærk

Ukendskab til skyldners adresse kan ikke medføre suspension, men kan udløse en etårig tillægsfrist efter FORÆL § 14. Se nærmere A.A.9.5.3.

Særlig regel om suspension i LL § 32 F

Forældelseslovens regler om suspension suppleres desuden af LL § 32 F om krav på skat af fortjenester omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven og af reglerne i AL §§ 9, 21 og 40. Ved beregningen af forældelsesfristen for krav omfattet af disse bestemmelser skal der ses bort fra den tid, hvor skattemyndighederne har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol, fordi den skattepligtige opholdt sig i udlandet.

Bestemmelsen i LL § 32 F gælder ikke, hvis den skattepligtige opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Se TfS 2000, 205 ØLD.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2008.417.HR

Et udlæg var foretaget med urette. Stiftelsestidspunktet for krav om tilbagebetaling var betalingstidspunktet.

TfS 1989, 605 H

Landsskatterettens ændrede begrundelse for skattekravet kan ikke medføre, at de uden forbehold betalte restskatter er forældet.

Afgørelsen er kommenteret i TfS 1989, 604

UfR 1989, 1064 H

Forældelsesfrist for restskatter som følge af skatteforhøjelse løber fra forfaldstidspunktet for årets ordinære forfaldstidspunkt for restskatter

UfR 1968, 240 H

Forældelse var indtrådt, da kreditor havde kunnet gøre kravet gældende på et tidspunkt, der lå mere end 5 år forud for udpantningsbegæringen.

Landsretsdomme

SKM2013.288.ØLR

Østre Landsret fastslog, at kravet ikke var forældet, idet SKAT havde givet henstand med betaling af sktterestancen, hvorefter kravet ikke kunne anses for forfaldent før henstands ophør.

SKM2003.24.ØLR

Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt for arveafgift kan tidligst være tidspunktet for boets indlevering til skifteretten til revision.

TfS 2000, 205 ØLD

LL § 32 F fandt ikke anvendelse ved ophold i et land, hvor et dansk skattekrav kunne gennemføres i kraft af en bistandsaftale.

TfS 1998, 140 ØLD

Afgiftskrav ikke forældet, da afgiftsmyndigheden havde været i utilregnelig uvidenhed om sit krav.

Indgået retsforlig i Højesteret TfS 2001, 898 H

TfS1993, 341 ØLR

Forældelsestidspunktet regnes fra skattekravets forfaldstidspunkt

TfS 1992, 576 ØLD

Forældelse af skattekrav regnes fra forfaldstidspunktet for restskatter, der opkræves på normal vis for de pågældende skatteår.

TfS 1989, 618 VLD

Skattemyndighederne havde ved at sammenholde tidligere års regnskaber og det aktuelle regnskab haft tilstrækkeligt grundlag for at opgøre sit krav. Forældelsen var derfor ikke suspenderet.

UfR 1981, 738 ØLD

Skattevæsenet anset for uberettiget til at ændre tidligere skatteansættelser p.g.a. forældelse.

UfR 1973, 603 ØLR

Forældelse indtrådt for gaveafgift, da afgiften kunne være krævet betalt på et tidspunkt, der lå mere end 5 år forud for sagsanlægget.

UfR 1971, 856 ØLR

Forældelsesfrist for gaveafgift regnet fra det tidspunkt, hvor de for beregningen nødvendige oplysninger var meddelt skattemyndighederne.

Byretsdomme

xSKM2016.500.BRx

x

Sagen vedrørte, om SKAT var erstatningsansvarlig overfor sagsøgeren som følge af, at SKAT den 17. juni 2009 uretmæssigt beslaglagde og efterfølgende bortauktionerede hans bil, herunder om det eventuelle erstatningskrav var forældet.

Retten fandt, at forældelsesfristen skulle regnes fra den 17. juni 2009, hvor køretøjet blev uretmæssigt beslaglagt. Erstatningskravet var derfor forældet, da sagsøgeren indgav stævning den 26. maj 2015.

Det forhold, at SKAT genoptog behandlingen af afgiftssagen og vurderede, at der ikke havde været grundlag for at opkræve registreringsafgift, kunne efter rettens opfattelse ikke medføre, at sagsøgeren havde befundet sig i en sådan utilregnelighed, som forudsat i forældelseslovens § 3, stk. 2.

x

SKM2012.643.BR

Københavns Byret fandt, at parternes aftale af 14. januar 2002 medførte, at inddrivelsen af skattekravet blev stillet i bero, indtil der forelå en kendelse fra landsskatteretten, og at denne aftale havde den virkning, at forfaldstidspunktet blev udsat, idet sagsøgte i en periode var uberettiget til at kræve beløbet betalt. Retten bemærkede endvidere, at det ikke i sig selv var afgørende, at ordet henstand ikke fremgik af aftalen

tidligere afgørelse:

SKM2010.659.LSR

SKM2008.812.BR

Skats tilbagesøgningskrav som følge af fejlagtig godskrivning af A-skat. Forfaldstidspunktet er tidspunktet for den for meget betalte skat.

SKM2008.71.SKAT

Fristen for forældelse af en virksomheds tilbagesøgningskrav løber normalt fra det tidspunkt, hvor det tilbagekrævede beløb endeligt er opgjort og indbetalt til SKAT.

Landsskatteretskendelser

SKM2010.659.LSR

En indgået aftale mellem den skatteplig tige og den kommunale myndigheds opkrævningsafdeling om, at inddrivelse af et skattekrav blev berostillet, indtil der forelå en kendelse fra Landsskatteretten, blev anset for at have medført, at forfaldstidspunktet for skattekravet blev udskudt efter 1908-loven. En efterfølgende tilbagekaldelse af aftalen ændrede ikke ved dette. Der løb herefter en ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor aftalen blev tilbagekaldt

 Se SKM2012.643.BR