Dokumentets metadata

Anmodning om godtgørelse af told - netværksudstyr - forældelse

Et selskab havde krav på tilbagebetaling af told for netværksudstyr som følge af EF-domstolens domme C-339/98 (Peacock) og C-463/98 (Cabletron). Da myndighederne først med disse domme kunne konstatere, at de af selskabet betalte toldbeløb ikke var skyldige efter lovgivningen på betalingstidspunktet, var der ikke grundlag for at yde tilbagebetaling mere end 3 år tilbage regnet fra dommenes afsigelse, henholdsvis selskabets anmodning om godtgørelse. En del af tilbagebetalingskravet var hermed forældet.

Klagen vedrører regionens afgørelser af 31. maj og 18. november 2002, hvorved A A/S’ (herefter benævnt selskabet) anmodning om godtgørelse af told for netværksudstyr ikke er imødekommet fuldt ud.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelser stadfæstes.

Sagens oplysninger

Ved afgørelse af 10. februar 1997 efteropkrævede regionen ca. 1 mio. kr. hos selskabet i forbindelse med en kontrol af selskabets fortoldninger. Selskabet havde indfortoldet netværksudstyr under toldposition 8471/8473. Ved afgørelsen henførte regionen de indførte varer til toldposition 8517. Efteropkrævningen bestod udelukkende af ændrede tariferinger af computernetværksudstyr.

Fra kontrollens start i februar 1996 har selskabet endvidere selv tariferet sine produkter i overensstemmelse med regionens pålæg, dvs. under toldposition 8517, og har dermed frem til 2000, hvor toldsatsen blev nedsat til 0 %, betalt yderligere ca. 5,6 mio. kr. i tarifmæssig told.

Selskabet har den 1. december 2000 anmodet regionen om godtgørelse af told for netværksudstyr angivet under toldposition 8517 i årene 1995-1999 samt godtgørelse af told for netværksudstyr betalt i henhold til regionens afgørelse af 10. februar 1997.

Selskabet har ikke anvendt de i toldkodeksens artikel 76 nævnte forenklede fremgangsmåder, men har foretaget fortoldninger på normal vis. Importspecifikationer for fortoldninger foretaget i oktober og november måned 1997 er modtaget af selskabet henholdsvis ca. den 10. november og ca. den 10. december 1997.

Endvidere har selskabet stillet sikkerhed efter ToldSkats sikkerhedsstillelsesordning, jf. toldlovens § 30, stk. 3, nr. 1.

Om EU’s toldmyndigheders, herunder ToldSkats, håndtering af tariferingsspørgsmålet er det oplyst, at Told- og Skattestyrelsen i en intern meddelelse af 9. juli 1997 vedrørende tarifering af netværksudstyr, j.nr. 99/96-2129-00087, bl.a. har anført følgende:

”Spørgsmålet om tariferingen af komponenter til netværkssystemer behandles også i WCO’s Harmonized System Comittee (HSC). På det sidste møde i april måned 1997 var der stort flertal for henføre følgende komponenter til pos 84.71: Communications or routers, Cluster controllers (including remote control units), Multistation access unit og Optical fibre converter.

EU har imidlertid nedlagt reservation mod disse beslutninger. Det betyder, at spørgsmålet tidligst kan blive genbehandlet i efteråret 1998 og konkrete beslutninger kan tidligst forventes i foråret 1999.

Tariferingspraksis i EU for komponenter til transmission af data i netværk (LAN og WAN) er derfor indtil videre pos 8517 50 90 som apparater til digitalnetsystemer eller pos 8517 90 82 eller 8517 90 88 som dele til sådanne apparater.”

Disse afsnit er gentaget i Told- og Skattestyrelsens interne meddelelse af 17. juni 1998 vedrørende tarifering af netværksudstyr, j.nr. 99/98-2129-00029.

Uenigheden om tariferingen af netværksudstyr bestod i det væsentlige mellem USA og EU. Denne uenighed resulterede i, at USA indbragte sagen for WCO’s Dispute Panel, som afgav en rapport den 5. februar 1998. Af rapportens konklusion fremgår, at EU ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til GATT 1994 ved tariferingen af netværksudstyr, og at EU derfor er forpligtet til at sørge for annullering (nullification) af de retsakter, der strider mod GATT 1994.

Af rapportens afsnit vedrørende Singapores tredjepartsindlæg, punkt 6.34, fremgår, at WCO’s Harmonized System Comittee (HSC) i april 1997 traf afgørelse om, at netværksudstyr skulle tariferes under toldposition 8471, men at EU nedlagde reservation herimod.

Af Told- og Skattestyrelsens fremsendelsesskrivelse til styrelsens udkast af 24. april 1998, j.nr. 99/98-2129-29, til Skatteministerens besvarelse af spørgsmål nr. 60 stillet af Folketingets Skatteudvalg den 6. april 1998 fremgår bl.a. følgende:

”Uenigheden mellem USA og EU om tariferingen af varerne er uheldig, og spørgsmålet er derfor indbragt for World Customs Organization for løsning. Såfremt den endelige afgørelse går EU imod, vil den efter styrelsens vurdering alene blive tillagt fremtidig virkning. Importørerne vil derfor ikke få mulighed for at få allerede betalt told refunderet.

Der har tidligere været uenighed mellem USA og EU om tarifering af varer. Der er ikke i disse tilfælde åbnet mulighed for refusion af allerede betalt told.”

Det fremgår af EF-Tidende nr. C 358 af 21. november 1998, at EF-domstolen har fået forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende tarifering af netværkskort (sag nr. C-339/98 Peacock).

Af EF-Tidende nr. C 71 af 13. marts 1999 fremgår, at EF-domstolen har fået forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende gyldigheden af Kommissionens forordninger nr. 1638/94 og 1165/95 for så vidt angår tarifering af visse varer under toldposition 8517 (sag nr. C-463/98 Cabletron).

Østre landsret har i den i TfS 1999, 951 gengivne dom af 22. november 1999 truffet afgørelse om, at netværksudstyr importeret i årene 1992-1994 skal tariferes under toldposition 8517.

Ved WCO’s Harmonized System Comittees 25. session i marts 2000 vedtog man endeligt at tarifere netværksudstyr under toldposition 8471.80.

Vedtagelsen er ikke nævnt i Kommissionens meddelelse i EF-Tidende nr. C 78 af 10. marts 2001 vedrørende HSC’s 25. session. Først i forbindelse med vedtagelsen af en række tariferingsafgørelser samt ændring af forklarende bemærkninger til HSC’s efterfølgende session er vedtagelsen medtaget i Kommissionens meddelelse i EF-Tidende nr. C 202 af 18. juli 2001.

Den 19. oktober 2000 har EF-domstolen i sag nr. C-339/98 (Peacock) truffet afgørelse om, at netværkskort af indstikstypen skal tariferes under toldposition 8471 80.

Den 10. maj 2001 har EF-domstolen i sag nr. C-463/98 (Cabletron) truffet afgørelse om, at udstyr, der anvendes i lokale netværk (LAN – Local Area Network), skal tariferes under toldposition 8471 80. Af dommens præmis 22 fremgår:

”Henset til ordlyden af pos. 8471 og 8517, sammenholdt med de forklarende bemærkninger, som disse var affattet på tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95, burde Kommissionen have været klar over, at det var forkert at tarifere de typer af netværksudstyr, som er omhandlet i punkt 1, 2 og 3 i bilaget til forordning nr. 1638/94 og i punkt 4 i bilaget til forordning nr. 1165/95, i pos. 8517. Denne fejl er åbenbar og medfører derfor, at de nævnte forordninger er ugyldige.”

Told- og Skattestyrelsen har om behandlingen af tariferingsspørgsmålet ved WCO oplyst, at det som kontraherende part til HS-konventionen er relevant at anmode WCO om behandling af tvisten ved HSC, såfremt der er uenighed på internationalt plan om tarifering af en konkret vare.

Almindeligvis vil behandlingen af et spørgsmål føre til et resultat i løbet af to til tre sessioner, men før emnet er færdigbehandlet, er der ingen international tariferingspraksis for det pågældende produkt. Er en kontraherende part ikke enig i HSC’s afgørelse af det pågældende spørgsmål, har parten en konventionssikret ret til at nedlægge reservation mod afgørelsen og få emnet behandlet på ny. Mange kontraherende parter til HS-konventionen har fra tid til anden benyttet sig af denne ret.

I den foreliggende situation var spørgsmålet om tarifering af visse netværkskomponenter blevet behandlet i HSC i april 1997. Fællesskabet delte imidlertid ikke flertallets opfattelse og nedlagde reservation, som WCO-Rådet tog stilling til i juni 1998. Sagen blev sendt til ny HSC-behandling i efteråret 1998, men i mellemtiden, den 17. september 1998, var Peacock-sagen blevet forelagt for EF-domstolen. For ikke at påvirke domstolens sagsbehandling nedlagde Fællesskabet igen reservation mod HSC’s afgørelse, som kom til ny WCO-Rådsbehandling i juni 1999.

Genbehandling var planlagt til oktober 1999, men blev udsat til marts 2000. I overensstemmelse med flertallets opfattelse blev et udkast til tariferingsafgørelse udarbejdet og vedtaget i november 2000.

Regionens afgørelse

Regionen har den 31. maj 2002 truffet afgørelse om, at selskabets anmodning om godtgørelse af told for netværksudstyr alene kan imødekommes delvist, idet selskabet ikke er anset for berettiget til godtgørelse af told (1) for perioden før den 19. oktober 1997, (2) for perioden fra 19. oktober til 30. november 1997 for så vidt angår udstyr, der anvendes i lokale netværk (LAN – Local Area Network), og (3) betalt i henhold til regionens afgørelse af 10. februar 1997. Det fremgår af afgørelsen, at den ikke omfatter et uafklaret spørgsmål om tidspunktet for underretning af debitor som anført i toldkodeksens artikel 236.

Ved afgørelsen af 18. november 2002 har regionen taget stilling til ovennævnte uafklarede spørgsmål, idet regionen fortsat ikke har imødekommet selskabets anmodning om godtgørelse af told for netværkskort i perioden fra 1. oktober til 18. oktober 1997 og for andet netværksudstyr i perioden fra 1. november til 1. december 1997.

Regionen har begrundet afgørelsen af 31. maj 2002 med, at der kan ydes godtgørelse af told 3 år tilbage fra datoen for EF-domstolens dom i sag nr. C-339/98 (Peacock) henholdsvis datoen for selskabets anmodning om godtgørelse, dvs. fra den 19. oktober 2000 til den 19. oktober 1997 for så vidt angår netværkskort af indstikstypen og fra den 1. december 2000 til den 1. december 1997 for så vidt angår øvrigt udstyr, der anvendes i lokale netværk (LAN – Local Area Network).

For perioden før den 19. oktober 1997 er der ikke ydet godtgørelse, jf. 3-års reglen i toldkodeksens artikel 236.

For told betalt i henhold til regionens afgørelse af 10. februar 1997 er der heller ikke ydet godtgørelse, idet der er indtrådt forældelse.

Regionen har begrundet afgørelsen af 18. november 2002 med, at den i toldkodeksens artikel 218, stk. 1, 2. afsnit, omhandlede samlede bogføring vedrører brugen af forenklede fremgangsmåder, jf. bl.a. toldkodeksens artikel 76, hvor varer frigives løbende gennem en periode, og hvor der sker bogføring ved periodens slutning. Bogføringen foretages, når selskabet indsender en supplerende angivelse, som kan være samlet, periodisk eller af opsummerende karakter.

Bortset fra de nævnte forenklede fremgangsmåder bogføres beløbene transaktion for transaktion. For edb-angivelser sker det, når angivelsen accepteres i systemet og for papirangivelser ved edb-registreringen.

Oprindeligt returnerede ToldSkat eksemplar 8 af enhedsdokumentet til importøren (”debitor”), når papirangivelsen blev accepteret. Det er senere ændret af administrative årsager, så ToldSkat anlægger samme princip som ved papirangivelser, dvs. hører importøren (”debitor”) ikke fra ToldSkat, anses angivelsen som antaget og frigivet, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 2.

Modsætningsvis returnerer ToldSkat genpart af rettelsesangivelser til importøren, såfremt rettelser af importørens angivelser foretages, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 2.

Importspecifikationen har ingen sammenhæng med og betydning for bogføringen og den deraf følgende forpligtelse til underretning af debitor, jf. toldkodeksens artikel 236. Det er sket for længst inden for den i artikel 221, stk. 1, fastsatte tidsfrist. Importspecifikationen skal opfattes som et kontoudtog over angivelser angivet i en given periode og bogført på selskabets kontoregnskab for toldkredit.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet er berettiget til godtgørelse af told for netværkskort for perioden fra 1. oktober til 18. oktober 1997 og for andet netværksudstyr for perioden fra 1. november til 1. december 1997, og at selskabet er berettiget til godtgørelse af told betalt i henhold til regionens afgørelse af 10. februar 1997.

Der er for det første ikke indtrådt forældelse af selskabets krav på godtgørelse, idet forældelsesspørgsmålet skal afgøres efter 1908-loven om forældelse.

Toldkodeksens artikel 236 er ikke gældende i situationer, hvor tilbagebetalingskrav opstår som følge af, at en EU-retsakt erklæres ugyldig af EF-domstolen, hvilket er den direkte årsag til selskabets krav om godtgørelse.

I sådanne tilfælde påhviler det efter fast EF-domstolspraksis de nationale myndigheder og retsinstanser at afgøre tilbagebetalingskravet efter national ret.

Efter 1908-loven om forældelse gælder der en almindelig 5-årig forældelsesfrist, som blev afbrudt ved selskabets anmodning om godtgørelse af told af 1. december 2000.

For det andet har ToldSkat over en årrække holdt sig bevidst uvidende om forhold, der ville have berettiget selskabet til godtgørelse ex officio, hvorfor ToldSkat generelt må anerkende, at EF-domstolens dom i sag nr. C-339/98 (Peacock) ikke udgør det tidspunkt efter toldkodeksens artikel 236, hvor toldmyndighederne har konstateret, at et beløb var opkrævet med urette.

Efter fast EF-domstolspraksis er toldmyndighederne forpligtet til på eget initiativ at tilbagebetale for meget opkrævet told, når toldmyndighederne kan konstatere, at beløbet ikke var skyldigt efter reglerne.

EU’s toldmyndigheder, herunder ToldSkat, har også forud for EF-domstolens dom i sag nr. C-339/98 (Peacock) været bekendt med, at de tariferingsforordninger, der udgjorde grundlaget for den ændrede tariferingspraksis, var forkert. Endvidere har EU-Kommissionen bevidst forsøgt at udskyde tidspunktet for denne konstatering. Dette understøttes af Told- og Skattestyrelsens interne meddelelse af 9. juli 1997 vedrørende tarifering af netværksudstyr (j.nr. 99/96-2129-00087), Told- og Skattestyrelsens fremsendelsesskrivelse til styrelsens udkast til Skatteministerens besvarelse af spørgsmål nr. 60 stillet af Folketingets Skatteudvalg, WCO’s Dispute Panels rapport af 5. februar 1998 samt vedtagelsen på WCO’s Harmonized System Comittees 25. session i marts 2000.

Lang tid forud for den 19. oktober 2000 var de danske toldmyndigheder således klar over, at praksis var forkert, og at de løbende opkrævninger af told efter den forkerte praksis udgjorde beløb, som ikke skyldtes efter reglerne.

Selskabet er for det tredje blevet underrettet om toldskylden mindre end 3 år før afsigelsen af EF-domstolens dom i sag nr. C-339/98 (Peacock) for så vidt angår fortoldninger foretaget i oktober 1997 og opført på importspecifikationen for oktober 1997, hvormed disse fortoldninger er omfattet af ToldSkats forpligtelse til godtgørelse efter toldkodeksens artikel 236 af uberettiget opkrævet told. For øvrige fortoldninger omfattet af selskabets anmodning om godtgørelse af told af 1. december 2000 er selskabet ligeledes blevet underrettet om toldskylden mindre end 3 år før anmodningen.

Efter toldkodeksens artikel 236, stk. 2, indtræder forældelse tre år efter, at debitor er underrettet om bogføringen af toldskylden.

Underretning i Danmark sker først på tidspunktet for udsendelse af importspecifikationen, idet Danmark anvender reglerne for samlet bogføring, jf. toldkodeksens artikel 218, stk. 1, andet afsnit. Artikel 221, stk. 2, finder efter bestemmelsens ordlyd ikke anvendelse ved en samlet bogføring i henhold til artikel 218, stk. 1, andet afsnit.

Der er herved henvist til SKM2004.151.ØLR .

Told- og Skattestyrelsens udtalelse

Told- og Skattestyrelsen har indstillet de påklagede afgørelser stadfæstet.

Toldkodeksens artikel 236 har forrang frem for 1908-lovens regler om forældelse. EF-domstolens dom i sag nr. C-463/98 (Cabletron) har således virkning for alle fortoldninger tre år tilbage fra afsigelsen af dommen den 10. maj 2001, med mindre der er anlagt retssag eller indgivet klage (eller for den sags skyld foretaget tilbagesøgning) på et tidligere tidspunkt. Det havde således været muligt at afbryde forældelsen på tre år på et tidligere tidspunkt, idet EF-Tidendes C-udgave den 21. november 1998 (Peacock) henholdsvis den 13. marts 1999 (Cabletron) indeholdt oplysninger om de anlagte retssager, således at importørerne kunne foretage tilbagesøgning af told uanset udfaldet af de pågældende retssager.

Det forhold, at EF-domstolen i september 1998 får forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse, før HSC skal tage stilling til Fællesskabets reservation fra 1997, er givetvis medvirkende til at trække den endelige HSC-afgørelse i langdrag. Det var imidlertid Fællesskabets opfattelse, at komponenter til netværk skulle betragtes som kommunikationsudstyr og tariferes i pos. 8517. På grundlag heraf er alle EU-importører blevet behandlet ensartet for så vidt angår opkrævning af told af netværkskomponenter.

I øvrigt er en afgørelse truffet af HSC ikke umiddelbart gældende i EU – det er først tilfældet, når den er godkendt ved EU’s interne procedure og offentliggjort i EF-tidende, hvilket først skete den 18. juli 2001. Det er derfor dommen af 19. oktober 2000 i Peacock-sagen – og siden også dommen af 10. maj 2001 i Cabletron-sagen – der bevirker ændring af tariferingspraksis i Fællesskabet for de omhandlede varer, endog med tre års tilbagevirkende kraft, hvilket ikke ville have været tilfældet, såfremt HSC-behandlingen havde ført til ændring af praksis, idet en sådan ændring alene har fremadrettet virkning.

I den foreliggende sag ville det således ikke have været muligt for ToldSkat at gennemføre en ændring af tariferingspraksis på et tidligere tidspunkt uden at komme i strid med reglerne i Fællesskabet. Fra 21. november 1998 henholdsvis 13. marts 1999 kunne importører imidlertid have benyttet muligheden for at forbeholde sig ret til tilbagesøgning af told, hvilket blot havde krævet et brev til ToldSkat med henvisning til den for EF-domstolen forelagte sag.

For så vidt angår spørgsmålet om underretning af debitor i henhold til toldkodeksens artikel 236 har styrelsen anført, at klarereren kan benytte sig af papirfortoldning eller on-line fortoldning, hvor man i begge tilfælde skal angive toldværdien og toldsatsen i overensstemmelse med varekoden. Ved papirfortoldning skal man endvidere angive toldbeløbet, hvilket beregnes automatisk ved on-line fortoldning. Klarereren har dog mulighed for at få udskrevet en kvittering med fortoldningsangivelsens oplysninger. I overensstemmelse med toldkodeksens artikel 221, stk. 2, betragtes frigivelsen af varerne derfor som underretning af debitor.

At virksomheder tilmeldt ToldSkats toldkreditsystem en gang om måneden modtager et kontoudtog er ”underretning af debitor” uvedkommende, idet der alene er tale om en opgørelse over virksomhedens økonomiske mellemværende med ToldSkat for den pågældende periode.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Selskabets krav på godtgørelse af told for netværksudstyr er underlagt den i toldkodeksens artikel 236 fastsatte godtgørelsesfrist på 3 år, jf. SKM2004.151.ØLR .

Af toldkodeksens artikel 236 fremgår bl.a. følgende:

”1. Godtgørelse af import- eller eksportafgifter ydes, hvis det godtgøres, at det pågældende beløb på betalingstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen, eller at beløbet er blevet bogført i strid med artikel 220, stk. 2.
(….)

2. Godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter indrømmes, hvis der fremsættes anmodning herom over for det pågældende toldsted inden 3 år regnet fra datoen for underretning af debitor om de pågældende afgifter.

Denne frist forlænges, hvis debitor godtgør, at han har været forhindret i at indgive anmodning herom inden for den nævnte frist som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure.

Toldmyndighederne yder af egen drift godtgørelse eller fritagelse, når de selv inden for samme frist konstaterer, at der er tale om en af de i stk. 1, første og andet afsnit, beskrevne situationer.”

Der er ikke grundlag for at forlænge den 3-årige frist, inden for hvilken selskabet kan indgive anmodning om godtgørelse, idet selskabet ikke har været forhindret i at indgive anmodning om godtgørelse inden for fristen som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure, jf. toldkodeksens artikel 236, stk. 2, andet afsnit.

Der er herved henset til, at hændelige omstændigheder eller force majeure i henhold til denne bestemmelse ikke omfatter retlige omstændigheder, og at selskabet netop har angivet retlige omstændigheder som hindring for at indgive anmodning om godtgørelse inden for fristen.

Da toldmyndighederne først med EF-domstolens domme i sag nr. C-339/98 (Peacock) og nr. C-463/98 (Cabletron) af henholdsvis den 19. oktober 2000 og den 10. maj 2001 har kunnet konstatere, at de af selskabet betalte toldbeløb ikke var skyldige efter lovgivningen på betalingstidspunktet, er der endvidere ikke grundlag for at yde godtgørelse længere end 3 år tilbage regnet fra afsigelsen af de 2 nævnte EF-domme henholdsvis selskabets anmodning om godtgørelse af 1. december 2000.

Af toldkodeksens artikel 221, stk. 1 og 2, fremgår følgende:

”1. Så snart afgiftsbeløbet er bogført, underrettes debitor efter en passende fremgangsmåde om beløbets størrelse.

2. Er der i toldangivelsen anført et vejledende afgiftsbeløb, kan toldmyndighederne bestemme, at den i stk. 1 omhandlede underretning kun skal ske, når det angivne afgiftsbeløb ikke svarer til det af toldmyndighederne fastlagte beløb.

Når der gøres brug af den i første afsnit fastsatte mulighed, betragtes toldmyndighedernes frigivelse af varerne som underretning af debitor om det bogførte beløb, jf. dog artikel 218, stk. 1, andet afsnit.”

Af toldkodeksens artikel 218, stk. 1, andet afsnit, fremgår følgende:

”Dog kan, for så vidt der er stillet sikkerhed for deres betaling, samtlige afgiftsbeløb vedrørende varer, der er frigivet til en og samme person i løbet af en af toldmyndighederne fastsat periode, som højst må være 31 dage, bogføres samlet ved slutningen af perioden. Denne bogføring skal ske senest fem dage efter den pågældende periodes udløb.”

Reglerne om samlet bogføring i henhold til toldkodeksens artikel 218, stk. 1, andet afsnit, anvendes i Danmark kun for de forenklede fremgangsmåder efter toldkodeksens artikel 76.

For de almindelige fortoldninger sker der bogføring af den enkelte fortoldning ved toldmyndighedernes antagelse af den pågældende fortoldning, hvorefter toldmyndighederne frigiver varerne. I disse tilfælde sker der ikke underretning af debitor om afgiftsbeløbets størrelse, med mindre det angivne afgiftsbeløb ikke svarer til det af toldmyndighederne fastlagte beløb, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 2, første afsnit.

Toldmyndighedernes frigivelse af varerne i forbindelse med antagelsen af fortoldningerne anses herefter som underretning af debitor, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 2, andet afsnit, idet der ikke sker samlet bogføring i henhold til toldkodeksens artikel 218, stk. 1, andet afsnit.

Importspecifikationen, der udsendes omkring den 10. i hver måned med oplysning om de enkelte fortoldninger, godtgørelser, indbetalinger m.v. vedrørende den nærmest forudgående afregningsperiode, må derfor anses for et kontoudtog, der ikke har betydning for, hvornår der er sket underretning af debitor i henhold til toldkodeksens artikel 236, stk. 2, første afsnit.

Da selskabet ikke har anvendt de i toldkodeksens artikel 76 nævnte forenklede fremgangsmåder, men foretaget fortoldninger på normal vis, anses toldmyndighedernes frigivelse af varerne for underretning af selskabet i relation til toldkodeksens artikel 236, stk. 2, første afsnit, hvormed der er indtrådt forældelse af det omhandlede krav på godtgørelse af told for netværksudstyr.

Det bemærkes, at SKM2004.151.ØLR alene drejede sig om importer foretaget i perioden fra juni 1995 til januar 1998, og at der med dommen således ikke er taget stilling til, om eventuelle krav på godtgørelse af told vedrørende februar 1998 ville være forældet.

De påklagede afgørelser stadfæstes derfor.