Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-09-2001
Offentliggjort:10-10-2001
SKM-nr:SKM2001.420.LR
Journalnr.:99/01-413-00334
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende forhåndsbesked


Firmabilbeskatning - deleleasing

Ligningsrådet fandt, at en nærmere beskrevet bilordning baseret på deleleasing - arbejdsgiveren og den ansatte indgår hver en leasingaftale med et leasingselskab om henholdsvis den erhvervsmæssige og den private kørsel i samme bil - var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, om beskatning af fri firmabil. Ligningsrådet anså ikke den forelagte ordning for i tilstrækkelig grad at adskille sig fra tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansattes private benyttelse mod at den ansatte med beskattede midler foretager en egenbetaling og hvor den skattepligtige værdi af den fri bil reduceres med egenbetalingen.


Spørgsmål
Vil ansatte, der deltager i den neden for beskrevne bilordning baseret på deleleasing, være omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, om beskatning af fri bil?

Svar
Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold
Forespørger, der driver virksomhed som bilforhandler, påtænker i samarbejde med et leasingselskab at etablere en ordning for sine kunder, hvorefter firmaer gives mulighed for, at der ved leasing af en bil etableres to leasingforhold: en leasingkontrakt med bruger 1 "firmaet" for så vidt angår den erhvervsmæssige kørsel og en leasingkontrakt med bruger 2 "ansat i firmaet" for så vidt angår den private kørsel.

Forespørgers repræsentant oplyser i den forbindelse følgende om ordningen:

"I praksis vil det foregå på følgende måde:

1. Ved etablering af leasingkontrakterne anslås der en fordeling for privat og erhvervsmæssig kørsel med udgangspunkt i en anslået total kørsel pr. år.

Eksempel:

Anslået årlig kørsel i alt...................................... 25.000 km

Heraf anslået privat........................................... 10.000 km

Heraf anslået erhverv......................................... 15.000 km

Med udgangspunkt i ovenstående anslåede fordeling udarbejdes der leasingkontrakter imellem leasingselskabet og bruger 1 og leasingselskabet og bruger 2.

Hvis det forudsættes, at den månedlige normale leasingydelse for den valgte bil eksempelvis udgør kr. 7.000 + moms, indgås følgende leasingkontrakter:

En kontrakt med bruger 1 "firmaet" på kr. 7.000 x 15.000: 25.000 = 4.200 + moms

En kontrakt med bruger 2 "den ansatte" på kr. 7.000 x 10.000: 25.000 = 2.800 + moms

Bruger 1 og bruger 2 betaler selv leasingydelsen vedrørende sin kontrakt.

2. Driftsudgifterne til benzin, vægtafgift og eventuel forsikring udlægges i første omgang af firmaet.

Bruger 2 trækkes hver måned i gagen efter skat for sin forholdsmæssige andel af månedens udgifter.

Den forholdsmæssige andel beregnes med udgangspunkt i den anslåede private og erhvervsmæssige kørsel, som nævnt under punkt 1.

3. Det forudsættes, at bruger 2 fører en kørselsbog efter de retningslinier, der er angivet af skattemyndighederne.

Efter udgangen af hver 12-månedersperiode eller en kortere periode, hvis medarbejdere fratræder, foretages der på grundlag af den førte kørselsbog en opgørelse af den realiserede erhvervsmæssige og private kørsel.

Firmaet regulerer herefter leasingydelse og driftsomkostninger i perioden overfor den ansatte, såfremt den faktiske fordeling af erhvervsmæssig og privat kørsel ikke har været som oprindeligt forudsat.

Såfremt den private andel har været større, trækkes bruger 2 "medarbejderen" i løn efter skat for reguleringsbeløbet og omvendt får medarbejderen refunderet et ikke skattepligtigt beløb, hvis den private andel har været mindre.

4. Eventuelle erstatninger til leasingselskabet som følge af leasingforholdets ophør i kontraktperioden fordeles ligeledes efter den faktiske erhvervsmæssige og private kørsel.

Som det fremgår ovenfor, sikrer systemet, at den ansatte betaler samtlige de udgifter, der er forbundet med den private kørsel og firmaet betaler alle de udgifter, der er forbundet med den erhvervsmæssige kørsel."

Styrelsens indstilling og begrundelse
I henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, ansættes den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den ansattes private benyttelse af en arbejdsgiver, til en årlig procentdel af bilens værdi, dog mindst af 160.000 kr. Procentdelen udgør 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr. og 20 pct. af resten.

Selvom der ikke er aftalt en firmabilordning mellem virksomheden og den ansatte, skal den ansatte beskattes efter reglerne om firmabilbeskatning, hvis den ansatte benytter virksomhedens bil/en af virksomheden leaset bil til en kørsel, der ikke udelukkende kan karakteriseres som erhvervsmæssig.

Efter ligningslovens § 9 B er erhvervsmæssig kørsel:

Anden kørsel er privat kørsel.

Det indstilles, at de ansatte vil være omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4. Den forelagte ordning ses efter styrelsens opfattelse ikke i tilstrækkelig grad at adskille sig fra tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansattes private benyttelse kombineret med en egenbetaling med beskattede midler fra den ansatte til arbejdsgiveren og hvor den skattepligtige værdi nedsættes med egenbetalingen. Den skitserede bilordning adskiller sig herved fra Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 19. juni 2001 om en delebilordning (offentliggjort som SKM2001.255.LR) ved, at der i denne ordning var "vandtætte skotter" mellem aftaleparterne. Leasingydelserne og også driftsudgifter m.v. skulle således betales direkte til leasingselskabet af hver af parterne.

Ligningsrådet tiltræder Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse herfor.