Dokumentets metadata

Fri bil - direktør - gift med eneanpartshaveren - lejet parkeringsplads nær bopæl - selepude til børn

Direktør, der var gift med eneanpartshaveren i det selskab, hvori han var ansat, beskattet af fri bil til rådighed for privat kørsel i medfør af ligningslovens § 16, uanset det lagdes til grund, at bilen uden for arbejdstid holdt parkeret på en af selskabet lejet parkeringsplads i nærheden af selskabets adresse.Landsrettens flertal lagde bl.a. vægt på den relativt korte afstand fra direktørens bopæl til parkeringspladsen og på det forhold, at bilen som ekstraudstyr og uden nogen forretningsmæssig begrundelse var udstyret med en selepude til børn. (dissens)

Parter

A
(advokat Kim Pedersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kaspar Lehmann Bastian).

Afsagt af landsdommerne

Sigrid Ballund, Lisbeth Parbo og Jan Strange (kst.)

Den 31. august 2001 afsagde Landskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren, As indkomstopgørelse for indkomstårene 1997 og 1998:

" Klagen vedrører klagerens indkomstopgørelse på følgende punkter:

Det fremgår af sagen, at klageren siden 3. marts 1994 har været ansat i selskabet H1 ApS. Virksomheden, der har adresse i ....., driver både arkitektvirksomhed og entreprenørvirksomhed og har primært arkitekter og bygningskonstruktører ansat.

Selskabets hovedanpartshaver er klagerens ægtefælle.

Selskabet anskaffede den 12. september 1996 en bil af mærket Volvo 850 for 500.000 kr. Bilen blev indregistreret i selskabets navn med klageren som bruger.

I indkomstårene 1997 og 1998 har selskabet haft dokumenterede udgifter til leje af en parkeringsplads i en parkeringskælder i ..... Udgiften til parkeringslejen er efter det oplyste udlagt for selskabet af klageren personligt.

Mellem klageren og virksomheden er der udarbejdet en erklæring om, at bilen ikke må benyttes til klagerens personlige befordring. Der er i indkomståret ikke ført kørselsregnskab.

Erklæringen, der er stilet til klageren, er dateret den 12. september 1996 og underskrevet af klageren den 14. september 1996 og af ægtefællen, der er hovedanpartshaver i selskabet. Erklæringen har følgende ordlyd:

"Vedr. Volvo 850 2,5 T Registrerings nr. .......

Det skal herved meddeles, at fra d.d. stilles ovennævnte bil til rådighed til brug i firmaets tjeneste.

Dette betyder, at bilen er til rådighed alle hverdage i arbejdstiden, og at brugs-/råderet ophører ved arbejdstids ophør.

Bilen vil i øvrigt også blive anvendt af H1s øvrige medarbejdere ligeledes i arbejdstiden til bl.a. tilsynsopgaver m.v.

Ovenstående bedes accepteret nederst på siden og returneret til H1 ApS."

Klageren og hans ægtefælle samt to af hans i alt fem børn var i indkomståret tilmeldt klagerens bopæl på adressen ...... De to hjemmeboende børn var begge under 18 år i indkomståret 1998.

Klagerens ægtefælle ejede i de pågældende indkomstår en bil af mærket BMW 320 Touring, årgang 1988.

Bilen blev ikke anvendt af ægtefællen på hverdage, da hendes arbejdsplads på ..... ikke tilbød parkering til sine ansatte. Til denne private bil var der i de pågældende år lejet en garage i .....

Klageren har for indkomstårene 1997 og 1998 ikke selvangivet værdien af fri bil.

De stedlige skattemyndigheder har ved de påklagede ansættelser forhøjet klagerens personlige indkomst med 92.000 kr. for hvert af indkomstårene 1997 og 1998 i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, idet man har fundet, at klageren har haft selskabets bil til rådighed for sin private kørsel.

Skatteankenævnet har herved henset til, at klageren som ægtefælle til hovedanpartshaveren har bevisbyrden for, at bilen ikke har været anvendt privat. Nævnet har lagt afgørende vægt, på, at klageren ikke har ført kørselsregnskab.

Skatteankenævnet har endvidere henset til, at der i bilen er installeret et barnesæde, og til at selskabet har betalt ekstra for denne installation, som ikke er en standardindretning i bilen.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens personlige indkomster for hvert af indkomstårene 1997 og 1998 nedsættes med 92.000 kr. i overensstemmelse med det selvangivne.

Til støtte for den nedlagte påstand har advokaten gjort gældende, at bilen er købt af selskabet med det formål at tjene virksomhedens løbende behov, herunder transport af materialer til byggepladser o. lign.

Advokaten har til støtte for sin påstand om, at bilen ikke har stået til klagerens rådighed dels henvist til en aftale mellem selskabet og klageren, hvorefter klageren fraskriver sig retten til at bruge bilen privat, dels til at bilen uden for normal arbejdstid har været parkeret i en parkeringskælder. Endvidere har advokaten henvist til den korte afstand mellem klagerens bopæl og arbejdsplads og til, at familiens private kørselsbehov rigeligt blev dækket via ægtefællens bil.

Advokaten har afvist, at der er tale om, at bilen er installeret med et barnesæde. Den særlige installation er efter advokatens oplysninger en selepude, der gør det muligt at spænde børn mellem 15 og 36 kg fast. Advokaten har i den forbindelse henvist til, at disse installationer er foretaget for at kunne opnå en bedre pris ved bilens senere salg.

Bilen blev registreret helt sædvanligt som køb af bil til brug for et selskab med selskabet som ejer og en af selskabets medarbejdere som bruger.

Bilen blev indkøbt til brug for virksomheden, idet virksomhedens ansatte ofte havde brug for en bil i forbindelse med besigtigelse af byggepladser, udbringning af materialer, præsentation for kunder samt forefaldende arbejde i forbindelse med færdiggørelse af bygningsarbejder.

I forbindelse med udførelse af bygningsarbejder blev en stor del af byggematerialet til brug for byggepladserne således indkøbt af virksomheden. De indkøbte materialer blev afhentet og kørt ud på byggepladsen til virksomhedens ansatte, hvor forskellige underentreprenører var beskæftiget. Herudover skete det ofte, at underleverandører ikke formåede at holde tidsplanen, hvorfor en af de ansatte i selskabet måtte sørge for at færdiggøre småting, herunder gøre lokaler rent, sørge for at udendørs belysning blev tilsluttet samt sætte trælister op i byggeriet samt andre mindre færdiggørelsesopgaver.

Købet af den omhandlede firmabil af mærket Volvo 850 var derfor hensigtsmæssigt, idet bilen var særdeles robust og endvidere havde et stort bagagerum til brug for transport af materialer såvel forud som ved afslutning af byggerier. Bilen udmærkede sig endvidere til præsentation af bygningsarbejder, idet bilens rummelighed gjorde den særdeles velegnet til at have flere kunder med. Samlet var der således tale om en til virksomheden brugbar bil, ligesom købet var rentabelt set ud fra en fremtidig brugtvognspris.

Bilen var til dagligt parkeret i en parkeringskælder i ..... Baggrunden herfor var, at parkeringspladser på virksomhedens adresse var forbeholdt bygningens øvrige beboere på virksomhedens adresse ....., og at det derfor var hensigtsmæssigt at leje en parkeringskælder så tæt på virksomheden som muligt. Udgifterne til parkeringskælderen blev afholdt af klageren som sædvanligt udlæg på tilsvarende vis, som hvis bilen var parkeret, hvor der var krav om parkeringsbillet; og udgiften hertil blev senere refunderet klageren.

Bilen skulle anvendes i virksomhedens drift, og i forbindelse med købet af bilen underskrev klageren en erklæring om, at bilen, der tilhører virksomheden, udelukkende måtte benyttes erhvervsmæssigt og ikke til privatbefordring. Dette var ganske naturligt, idet klageren ikke havde behov for en bil, da han cyklede til og fra arbejde hver dag. Klageren boede i de pågældende år ....., og havde således 10 minutter på cykel hver dag. Endvidere havde klageren sammen med sin ægtefælle en bil af mærket BMW Touring, som fuldt ud dækkede det private kørselsbehov.

Skatteforvaltningen har ved de påklagede ansættelser navnlig lagt vægt på, at der ikke er udfærdiget kørselsregnskab, herunder at der var fastmonteret et "barnesæde" i bilen. Denne afgørelse blev påklaget til skatteankenævnet som fastholdt de foretagne ansættelser. Advokaten har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at klageren ikke har anvendt firmabilen til privat benyttelse, hvorfor der ikke skal ske beskatning af fri bil. Han har herved gjort gældende, at bilen er indkøbt til brug for virksomheden, og udelukkende har været benyttet til transport af personer og materiel til brug for udførelsen af virksomhedens aktiviteter, i hvilken forbindelse det fremhæves, at navnlig bilens store bagagerum og størrelse i øvrigt gjorde den særdeles velegnet, idet bilen kunne transportere materialer ud på byggepladser, at selepude fastmonteret i bilen ikke skaber formodning for privat benyttelse, idet der henvises til de fremlagte billeder af den opslåede selepude, hvoraf det fremgår, at bilen med opslået selepude svarer til et helt almindeligt bagsæde, at bilen blev registreret med selskabet som ejer og klageren som bruger efter sædvanlig praksis, i hvilken forbindelse det anføres, at der ikke ved registrering af biler købt af virksomheder sker registrering af samtlige brugere i virksomheden, at klageren har afgivet en erklæring om, at bilen udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, ligesom virksomhedens øvrige medarbejdere har bekræftet, at ansatte i ikke uvæsentligt omfang har benyttet bilen til erhvervsmæssig kørsel, at bilen til dagligt var parkeret i en parkeringskælder lejet af selskabet, og således ikke uden for klagerens bopæl, i hvilken forbindelse det bemærkes, at den omstændighed at klageren fra tid til anden afholdt udgifterne til parkeringskælderen er helt sædvanlig, idet der blot er tale om udlæg afholdt af en af selskabets medarbejdere, at klageren ikke har haft noget privat kørselsbehov, navnlig henset til at klageren dagligt cyklede til arbejde og i øvrigt havde en privat bil, og at klagerens ægtefælle også dagligt cyklede til sit arbejde.

Advokaten har endelig henvist til Vestre Landsrets dom af 8. maj 2001 og Landsskatterettens kendelse af 20. september 2000 offentliggjort i henholdsvis SKM2001.418.ØLR og TfS2001.165 samt til Landsskatterettens kendelse af 21. juni 2000 (2-1-1907-0616). Advokaten har i den forbindelse anført, at disse afgørelser har ændret den almindelige opfattelse af, at det må anses for ualmindelig svært for hovedaktionærer at undgå beskatning af fri bil særligt i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en detaljeret og korrekt ført kørebog. Advokaten har i den forbindelse henvist til advokat Poul Bostrups kommentarer til de nævnte afgørelser i Skattepolitisk Oversigt 2000 nr. 5, s. 220 ff.

Advokaten har endvidere anført, at det er ubestridt, at firmabilen ikke har været parkeret på klagerens bopæl, men i det nævnte garageanlæg, og at der i tilfælde, hvor bilen ikke står ved bopælen om natten og skatteyderen anvender bilen delvis eller fast erhvervsmæssigt ikke eksisterer en formodning om privat kørsel, hvis der foreligger en frasigelseserklæring eller andet bevisgrundlag. En eventuel formodning afkræftes ved en frasigelseserklæring, hvorfor beskatning kun kan finde sted, såfremt skattemyndighederne konkret kan bevise, at dette er tilfældet.

Landsskatteretten skal udtale

Det må påhvile klageren, som i de pågældende indkomstår var gift med selskabets hovedanpartshaver, at afkræfte en formodning om, at selskabets bil har stået til rådighed for hans private brug. Der henvises i den forbindelse til bl.a. Østre Landsrets dom af 20. november 1998 og Højesterets dom af 11. november 1999 offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.28 og 1999.919.

Da klageren ikke har fremlagt et kørselsregnskab eller andet materiale, der kan sandsynliggøre, at den omhandlede firmabil ikke har stået til rådighed for privat benyttelse, finder retten, at klageren ikke har afkræftet formodningen om, at bilen har stået til rådighed for privat kørsel. Det er derfor med rette, at klageren er anset for skattepligtig af værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Retten finder herunder, at den afgivne erklæring, om at firmabilen alene må benyttes erhvervsmæssigt, ikke kan tillægges afgørende betydning i hovedanpartshaversituationen, ligesom der er henset til, at klageren har haft bopæl ret nær ved arbejdsstedet og parkeringskælderen, samt at bilen har været monteret med barnesæde.

Da de påklagede ansættelser er foretaget i overensstemmelse med reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4, stadfæstes ansættelserne derfor.

..."

Under denne sag, der efter forlængelse af fristen for sagsanlæg er anlagt den 13. december 2001, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1997 nedsættes fra 523.105 kr. med 92.000 kr. til 431.105 kr. og for 1998 nedsættes fra 442.329 kr. med 92.000 kr. til 350.329 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Der er om sagens nærmere omstændigheder for landsretten yderligere oplyst følgende:

Ifølge udskrift af 8. januar 2003 fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har sagsøgeren siden 3. marts 1994 været direktør i H1 ApS.

Det fremgår af sagsfremstillingen fra Skatteankenævnet, at sagsøgerens 2 hjemmeboende børn i 1997 er født den 5. maj 1993 og den 30. juli 1996.

Det er oplyst, at der er 4 km i kørselsafstand fra sagsøgerens daværende bopæl, ..., til anpartsselskabets adresse, ...., og at kørselsafstanden fra bopælen til parkeringskælderen i ...., er 3,7 km. Det er endvidere oplyst, at der fra denne parkeringskælder til selskabets adresse er ca. 300 meter i gåafstand.

Af faktura af 12. september 1996 vedrørende anpartsselskabets køb af bilen fremgår, at der som ekstraudstyr blev leveret følgende:

"Anhængertræk, Barnesæde, lille res.hjul, rails, låsesæt, dørhøjttalere for, diskant i D-stolpe, CD holder, påmontering radio og CD, lastholdere, K 631459	kr.	32.825,60
25% moms	kr.	8.206,40

..."

Der er forevist fotografier af bilens selepude, der fremtræder som en integreret del af bagsædets midterste armlæn. Selepuden er i materiale fra Volvo Personvogne Danmark A/S beskrevet således:

"Selepude (ekstraudstyr)
Volvos egen integrerede selepude til midterpladsen bag er specielt konstrueret til at give god sikkerhed. I kombination med den standardmonterede 3punktssele er den godkendt til børn mellem 15 og 36 kg.

...

Klap den først sammen til et armlæn og derefter tilbage ind i ryglænet."

Der er under retssagen fremlagt en erklæring af 21. november 2000 fra 3 ansatte i H1 ApS, hvoraf fremgår, at de som ansatte har benyttet selskabets Volvo i ikke uvæsentligt omfang til kørsel for virksomheden i 1997 og 1998.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at han er uddannet bygningskonstruktør og arkitekt. Efter rådgivning fra advokat og revisor er det hans kone, der ejer anparterne i selskabet. Han stod for den daglige ledelse, men større dispositioner blev drøftet med hans kone. Hun er ansat på en anden tegnestue. Selskabets virksomhed omfatter især restaurerings- og ombygningsopgaver. Nogle opgaver har selskabet i hovedentreprise, hvor det både forestår projektering og entrerer med de forskellige håndværkere. I 1997 og 1998 var der ansat yderligere en arkitekt, en bygningskonstruktør og to arkitektstuderende på deltid samt en kontordame på deltid. Købet af Volvoen var selskabets største investering på det tidspunkt. Den skulle både bruges ved besøg på byggepladser og til transport af småting. Alle anpartsselskabets ansatte kunne anvende bilen, men foruden ham selv var det primært CM, der brugte den, da hun var meget ude af huset på tilsynsopgaver og til byggemøder. En af de 3 ansatte, der har underskrevet erklæringen af 20. november 2000, er først blevet ansat efter 1998. De har aldrig ført kørselsregnskab. Nøglerne til bilen havde en fast plads på kontoret. Volvoens parkeringsplads i .... lå 300 meter fra selskabets adresse. Ingen medarbejdere er kørt hjem i bilen, for den skulle stå ved arbejdspladsen i tilfælde af, at nogen skulle bruge den. Han cyklede altid til og fra arbejde. Han har aldrig brugt bilen privat, og den har aldrig holdt ved hans bopæl, hvor det også kniber med parkeringspladserne. Til deres private bil havde de lejet en plads i en parkeringskælder i ...., som lå 150 meter fra bopælen. Volvoen har aldrig været parkeret der. De boede i gåafstand fra børnenes daginstitutioner. I deres private bil, en BMW stationcar, var der monteret barnesæder. BMW'en er en attraktiv bil. Den var næsten lige så stor som Volvoen, men lidt kvikkere. Selepuden i Volvoen har aldrig været anvendt til deres børn. De fik anbefalet Volvoen, fordi de ville have en bil, der holdt værdien. Sælgeren sagde, at med ekstraudstyr ville det senere blive lettere at sælge den. Det var en kampagnemodel, hvor de blandt andet fik automatgear med i prisen. Selepuden har de betalt ekstra for. Ordet "barnesæde" på fakturaen henviser til selepuden. Der blev ikke købt både en selepude og et barnesæde. Udstregningerne i fakturaen er foretaget af Volvo. Erklæringen om, at bilen ikke måtte bruges privat, blev lavet samtidig med købet efter rådgivning fra deres revisor. På registreringsattesten står han som bruger, fordi der skal stå en bruger, når en virksomhed køber en bil. Det er ikke noget, han har haft indflydelse på. Volvoen har maksimalt kørt 15-20.000 km pr. år.

CM har forklaret, at hun fra januar 1997 til november 2000 var ansat som bygningskonstruktør hos H1 ApS. Hun beskæftigede sig blandt andet med udarbejdelse af projektmateriale og førte tilsyn på byggepladser, ligesom hun deltog i en del møder. Hun var nok ude af huset halvdelen af tiden. Hun brugte Volvoen, når hun skulle på tilsyn og til møder. Den holdt parkeret i en gård i nærheden, hvor hun også stillede den, når hun kom tilbage. Nøglen lå altid i en bakke på As skrivebord. Der var ikke andre end A og hende, der brugte bilen. Hun har aldrig brugt den privat og har aldrig set A bruge den privat. Det var en uskreven regel på arbejdspladsen, at man ikke måtte bruge den privat.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det fremgår af retspraksis, at der ikke gælder en formodning for, at en bil har været til rådighed for privat kørsel i et tilfælde som det foreliggende, hvor det må lægges til grund, at bilen ikke har stået ved bopælen uden for arbejdstiden, og hvor der er en frasigelseserklæring. Det kan ikke kræves, at der føres kørselsregnskab. Hvis sagsøgeren anses for omfattet af en formodning for privat rådighed, har han ført det bevis, der kan kræves for at afkræfte formodningen. Han havde privat rådighed over en BMW, som også var udstyret med barnesæder, og hans og ægtefællens begrænsede private kørselsbehov blev dækket af denne bil. Sagsøgte har ikke bevist, at bilen faktisk er blevet benyttet privat. Selepuden er købt efter rådgivning fra sælgeren, og den skaber ikke en formodning for, at bilen er benyttet privat. Volvo bruger den integrerede selepude som salgsargument, og der er en plausibel forretningsmæssig begrundelse for at købe den. Det bestrides, at der foruden selepuden også er købt et barnesæde.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at sagsøgeren havde samme indflydelse i selskabet som en eneanpartshaver. Der gælder derfor en formodning for, at bilen er til rådighed for privat kørsel, og det er sagsøgeren, der skal bevise, at han har været afskåret fra at benytte bilen privat. Frasigelseserklæringen kan ikke tillægges betydning, når parterne er nærtstående. Selv om selskabet havde lejet en parkeringsplads i nærheden af sin adresse, har sagsøgeren ikke bevist, at bilen aldrig har stået ved bopælen. At husstanden har en privat bil udelukker ikke, at selskabets bil er benyttet privat. Om husstandens kørselsbehov har været stort eller lille er uden betydning, for det er rådigheden, der beskattes. Bevisbyrden vendes ikke, selvom det lægges til grund, at bilen ikke har stået ved bopælen uden for arbejdstiden. Skatteyderen er nærmest. til at sikre sig bevis og kunne blot have ført kørselsregnskab. Der er ingen forretningsmæssig begrundelse for at købe en selepude som ekstraudstyr, og det er ikke dokumenteret, at det giver en bedre brugtvognspris. Som fakturaen er udformet, må det lægges til grund, at der både er købt et barnesæde og den integrerede selepude, hvilket også stemmer godt med sagsøgerens børns alder.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter sagsøgerens forklaring, som støttes af indholdet af fakturaen af 12. september 1996, lægges det til grund, at der i forbindelse med købet af Volvoen ikke ud over den integrerede selepude blev købt en barnestol.

H1 ApS havde lejet en parkeringsplads til bilen i nærheden af selskabets adresse, og efter de afgivne forklaringer lægger landsretten til grund, at bilen uden for arbejdstid holdt parkeret der, og at den ikke har været parkeret. ved sagsøgerens bopæl 3,7 km derfra.

Sagsøgeren har som direktør i selskabet, som hans ægtefælle er eneejer af, haft en sådan indflydelse i selskabet, at det påhviler ham at sandsynliggøre, at selskabets bil ikke var til rådighed for hans private kørsel.

Dommerne Sigrid Ballund og Lisbeth Parbo udtaler herefter

Ved afgørelsen af, om Volvoen var til rådighed for privat kørsel, lægger vi vægt på den relativt korte afstand fra sagsøgerens bopæl til bilens parkeringsplads og på det forhold, at bilen som ekstraudstyr og uden nogen forretningsmæssig begrundelse var udstyret med en selepude til børn. Sagsøgeren førte ikke kørselsregnskab, og vi finder det herefter ikke sandsynliggjort, at Volvoen ikke - uanset erklæringen af 14. september 1996 - har været til rådighed for sagsøgerens private kørsel. Vi stemmer derfor for at tage sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Dommer Jan Strange udtaler herom

Bilen har uden for arbejdstid stået parkeret på den af selskabet lejede parkeringsplads, som ikke var beliggende i umiddelbar nærhed af sagsøgerens bopæl. Sagsøgeren havde privat en BMW stationcar til rådighed, og det må lægges til grund, at hans private kørselsbehov var begrænset. Han har ved erklæringen af 14. september 1996 fraskrevet sig retten til at anvende selskabets bil til privat kørsel. Under disse omstændigheder finder jeg, at sagsøgeren, uanset at han ikke har ført kørselsregnskab, og uanset at bilen var udstyret med en selepude, i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at bilen ikke har stået til rådighed for privat kørsel, og at den ikke har været anvendt til privat kørsel. Jeg stemmer derfor for at tage sagsøgerens påstand til følge.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger for landsretten skal sagsøgeren, A, betale til sagsøgte med 15.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.