Dokumentets metadata

Fri brobizz - befordringsfradrag - bruttotrækordning

Et selskab påtænkte at tilbyde sine medarbejdere fri brobizz til brug for kørsel i egen bil mellem hjem og arbejde mod en reduktion i bruttolønnen svarende til udgiften til et BroBizz Pendler- abonnement. Lønnedgangen skulle påvirke alle løndele og kunne kun reguleres én gang årligt. Selskabet bar den økonomiske risiko og var direkte forpligtet over for udbyderen. Ligningsrådet godkendte ordningen og udtalte endvidere, at medarbejderne kunne foretage befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-4, uden at dette medførte beskatning af fri befordring. Såfremt brobizzen blev benyttet til anden privat kørsel, ville brobizzen være skattepligtig efter ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt.

Spørgsmål

1. Kan arbejdsgivers udgift til brobizz helt eller delvist finansieres ved en nedsættelse af medarbejdernes bruttoløn efter gældende regler og praksis for personalegoder i kombination med bruttolønsnedgang?
   
2. Kan Ligningsrådet bekræfte, at den delvise arbejdsgiverbetalte befordring i form af brobizz-betaling (pendlerabonnement) er skattefri, når medarbejderen undlader at tage brofradraget?

Svar

1. Ja.
2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Arbejdsgiveren (spørgeren) ønsker at indgå en ordning, hvor medarbejdere tilbydes arbejdsgiverbetaling af brobizz (BroBizz Pendler-abonnement) til brug for medarbejderens kørsel mellem bopæl og arbejdsplads.

Medarbejderne har ikke fri bil, men benytter egen bil til kørslen mellem bopæl og arbejdsplads.

Arbejdsgiveren påtænker endvidere, at udgiften til brobizz-abonnementet kan afholdes mod at medarbejderens bruttoløn reduceres.

Arbejdsgiveren ønsker at tilbyde ordningen til de medarbejdere, der skal passere Storebælts- eller Øresundsbroen ved kørsel mellem medarbejderens bopæl og arbejdspladsen.

Brobizz-betalingen som omhandles i nærværende forespørgsel vil alene angå kørsel mellem bopæl og arbejdsplads, idet arbejdsgiveren afholder udgiften til broafgift i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel til kunder.

Der vil i henhold til aftalegrundlaget mellem arbejdsgiver og den ansatte ikke være mulighed for at brobizz’en kan anvendes til øvrige private formål – og der vil blive foretaget kontrol heraf fra arbejdsgiverside, således at det sikres, at omhandlede brobizz alene anvendes til hjem-arbejde-kørsel.

Brobizz-ordning med træk i bruttolønnen

Bruttoløntræk-modellen ønskes anvendt. Medarbejdernes bruttoløn skal reduceres fremadrettet samtidig med, at medarbejderen får stillet et BroBizz Pendler-abonnement til rådighed. Den nye lønaftale medfører en reduktion af den kontante løn med et beløb, der svarer til arbejdsgiverens faktiske udgift til et BroBizz Pendler-abonnement.

Der indgås nye lønaftaler med medarbejderne, der beskriver, hvorledes deres kontante løn fremadrettet bliver reduceret med omkostningen til BroBizz Pendler-abonnement, samt at den nye kontante løn lægges til grund ved beregning af alle løndele (ved beregning af pensionsbidrag, feriepenge, overtidsbetaling m.v.).

Den nye lønaftale medfører således, at den kontante løn reduceres med et forud aftalt fast beløb pr. måned, samt at den lavere kontante løn lægges til grund i alle henseender, fx i relation til beregning af pensionsbidrag, feriepenge, overtidsbetaling m.v.

Aftalerne indgås inden for rammerne af almindelige arbejdsretlige aftaleregler og formaliseres via et tillæg til medarbejdernes eksisterende ansættelseskontrakter. Virksomheden er ikke via kollektivaftaler eller lignende afskåret fra at indgå sådanne aftaler.

Arbejdsgiveren vil opfylde sin forpligtelse over for medarbejderen til at stille et BroBizz Pendler-abonnement til rådighed ved at indgå aftale med A/S Storebælt eller Øresundsbron.

Arbejdsgiveren – og ikke medarbejderen – har alle forpligtelser over for brobizz-udbyderen. Dette indebærer bl.a., at arbejdsgiveren er ansvarlig for betaling af den løbende abonnementsudgift samt hæfter for, at den udleverede brobizz tilbageleveres i brugbar stand, hvis aftalen ophæves.

Medfører ordningen, at der samlet set inden for et år ikke opkræves det fulde beløb - som ordningen koster - hos den enkelte medarbejder – bærer virksomheden denne risiko.

Medabejderne kan når som helst udtræde af ordningen uden yderligere omkostninger ved at aflevere brobizzen til arbejdsgiveren. I det omfang brobizz-udbyderen ikke accepterer opsigelsen fra følgende måned, bærer virksomheden denne risiko.

Såfremt ydelserne til brobizz-udbyderen stiger efter ordningen er etableret, er det aftalt, at dette ikke automatisk medfører et højere træk fra medarbejderen. Skulle ydelserne til brobizz-udbyderen blive reduceret efter ordningens etablering, medfører dette heller ikke automatisk et mindre træk hos medarbejderen. Arbejdsgiveren kan kun regulere for eventuelle prisændringer én gang årligt i forbindelse med den årlige lønregulering.

Forespørgers opfattelse

Spørgerens repræsentant har i relation til spørgsmål 1 anført, at principperne i den påtænkte brobizz-ordning, som beskrevet ovenfor, er sammenlignelige med principperne i de af Ligningsrådet tidligere godkendte bruttoløntrækordninger, jf. Ligningsrådets afgørelser offentliggjort i

• SKM2003.182.LR
• SKM2004.28.LR
• SKM2004.342.LR
• SKM2004.345.LR .

Principperne er endvidere helt på linie med afgørelsen i SKM 2004.343.LR, hvor der blev accepteret nedgang i bruttoløn i forbindelse med arbejdsgiverbetalt befordring i form af togkort. Skatteministeren har vedrørende problemstillingen til Folketingets Skatteudvalg efterfølgende kommenteret afgørelsen og besvaret spørgsmål 424 af 30. august 2004 som følger:

”Ligningsrådet fastslår i afgørelsen, at den ordning, som Ligningsrådet og Landsskatteretten har godkendt vedrørende andre personalegoder, hvor medarbejderne samtidigt går ned i kontantløn, også kan finde anvendelse på arbejdsgiverbetalt befordring. Endelig fastslår Ligningsrådet, at medarbejdernes sporadiske anvendelse af periodekortet til anden privat kørsel ikke vil medføre beskatning, med mindre kortet bliver brugt i et så væsentligt omfang, at der er tale om et sparet privatforbrug. Det svarer til de retningslinier, der har været anført i Ligningsvejledningen for beskatning af arbejdsgiverbetalt befordring igennem mange år. Da afgørelsen således ikke indebærer nogen ændring af den gældende retstilstand, har den ikke nogen provenumæssige konsekvenser. Afgørelsen og omtalen heraf kan dog henlede opmærksomheden på ordningen. Dette kan øge interessen for ordningen, og føre til en forøgelse af den hermed forbundne skatteudgift.”

Der er således i den påtænkte brobizz-ordning tale om en reel nedgang i løn, hvor reduktionen af bruttolønnen har virkning for alle løndele. Arbejdsgiveren er endvidere forpligtet på medarbejderens vegne over for udbyderen, hvorved arbejdsgiveren påtager sig en risiko ved ordningen, ligesom der er forbundet et administrativt arbejde med ordningen.

Modregningsforbuddet i kildeskattelovens § 46, stk. 3

Den påtænkte brobizz-ordning vil efter repræsentantens opfattelse ikke være i strid med modregningsforbuddet i kildeskattelovens § 46, stk. 3.

Skatteministeren har i et svar til Folketingets Skatteudvalg udtalt, at ordninger, hvor der er tale om reel lønnedgang, og hvor lønnedgangen påvirker alle løndele, som udgangspunkt ikke anses for at være i strid med modregningsforbuddet.

Konkret vil lønnedgangen i den påtænkte ordning påvirke alle løndele, herunder medarbejderens pensionsbidrag, beregningen af feriepenge og overtidsbetaling.

Ligningsrådet har i SKM2004.342.LR – på baggrund af en afgørelse om en bruttotrækordning vedrørende udgifter til et MBA-studium – fundet, at der ikke er anledning til at opretholde kravet om, at lønnen ikke må tilbagereguleres ved ordningens ophør.

I den påtænkte brobizz-ordning vil arbejdsgiveren ikke løbende kunne regulere lønnen i forhold til udgiftens størrelse. Arbejdsgiveren kan alene regulere for eventuelle prisændringer én gang årligt i forbindelse med den årlige lønregulering, hvilket fremgår af lønaftalen, der indgås med medarbejderen.

I relation til spørgsmål 2 har repræsentanten anført, at udgiften til brobizz’en ikke dækker over betaling for kørslen over selve brostrækningen, men at den reelt er en afgiftsbetaling for at den pågældende kan få lov til at køre på henholdsvis Storebælts- eller Øresundsbroen, og at dette er en integreret del samt en nødvendig del af befordringen mellem hjem og arbejde, jf. således Landsskatterettens kendelser i

• SKM2004.418.LSR
• SKM2004.417.LSR

Landsskatteretten udtalte direkte, at reglerne om ”arbejdsgiverbetalt befordring” i ligningslovens § 9 C finder anvendelse som følger:

”Udgifterne til afgift for passage af Storebæltsbroen (brobizz) må i overensstemmelse med det af repræsentanten anførte anses for en integreret del af arbejdsgiverens betaling for klagerens befordring mellem hjem og arbejdsplads. Arbejdstagerens indkomstansættelse påvirkes ikke af arbejdsgiverens udgifter hertil, såfremt arbejdstageren undlader at tage befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Da klageren ikke har foretaget fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C, er der derfor ikke grundlag for at beskatte den arbejdsgiverbetalte brobizz.”

Reglen i ligningslovens § 9 C må ifølge repræsentanten forstås således, at man ved delvis arbejdsgiverbetalt befordring i form af brobizz som supplement til kørsel i egen bil kan opnå skattefrihed for værdien af brobizzen ved at undlade at tage brofradraget, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 9, men det almindelige befordringsfradrag for de kørte kilometer består uændret.

Da brokilometerne ikke har sammenhæng med broafgiften, kan medarbejderen ikke opnå skattefrihed for den arbejdsgiverbetalte brobizz ved at undlade at medtage fradrag for de kørte brokilometer. Som en følge heraf må skattefriheden for delvis arbejdsgiverbetalt befordring i form af et brobizz-abonnement derfor kunne opretholdes, såfremt medarbejderen undlader at medtage brofradraget ved opgørelsen af befordringsfradraget.

Sammenfattende har repræsentanten til støtte for en positiv besvarelse af spørgsmål 1 og 2 gjort gældende

• At den påtænkte ordning indebærer en reel lønnedgang, som påvirker alle løndele.
• At arbejdsgiveren ikke løbende kan regulere lønnen i forhold til udgiftens størrelse.
• At arbejdsgiveren er den direkte forpligtede og har en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen.
• At delvis arbejdsgiverbetalt befordring er skattefri, såfremt der ikke medtages fradrag efter ligningslovens § 9 C vedrørende den af arbejdsgiver ydede del af befordringen, dvs. skattefri på betingelse af undladt brofradrag.
• At fradrag for kørte brokilometer kan opnås, selv om arbejdsgiveren har betalt broafgiften.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 7, inddrages adgangen til enhver form for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, der betales af arbejdsgiveren, under beskatning. Beskatning sker, uanset om der er tale om hel eller delvis fri befordring, dvs. uanset om den ansatte betaler en del af befordringen.

Den ansatte skal medregne værdien af den fri befordring svarende til fradraget efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3 (kilometerfradraget) for den del af strækningen, hvor der er adgang til hel eller delvis fri befordring. Værdien af den fri befordring indgår i den personlige indkomst.

Undlader den skattepligtige at foretage fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-4, beskattes den fri befordring i realiteten ved bortfald af fradragsretten.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 C, stk. 7, omfatter alle skattepligtige, der har adgang til at foretage fradrag efter ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten har ved kendelsen SKM2004.417 fastlagt, at en arbejdsgiverbetalt brobizz er omfattet af ligningslovens § 9 C, stk. 7, idet udgiften til brobizz blev anset for at udgøre en integreret del af arbejdsgiverens betaling for medarbejderens befordring mellem hjem og arbejde. Medarbejderen, der havde fri bil til rådighed, havde undladt at tage befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C og skulle derfor ikke beskattes af brobizzen.

Styrelsen er af den opfattelse, at det følger af Landsskatterettens kendelse, at fri brobizz også er omfattet af ligningslovens § 9 C, stk. 7, i den situation, hvor den ansatte kører i egen bil mellem hjem og arbejde. Udgiften til brobizz er imidlertid ikke omfattet af kilometerfradraget, og den ansatte kan derfor foretage fradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-4, uden at det medfører beskatning af fri befordring. Den ansatte kan derimod ikke foretage fradrag for brobizz efter § 9 C, stk. 9, når udgiften er betalt af arbejdsgiveren.

Styrelsens indstilling bygger på den forudsætning, at der er tale om en brobizz, som ikke benyttes til privat kørsel ud over kørsel mellem hjem og arbejde. Den skattefri anvendelse af brobizzen skal kunne dokumenteres ved udskrift af de registrerede passager. Hvis den ansatte benytter en af arbejdsgiveren betalt brobizz i forbindelse med anden privat kørsel end kørsel mellem hjem og arbejde, vil værdien heraf (prisen for brobizzen) være skattepligtig i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt udgiften til brobizz kan afholdes i forbindelse med en nedsættelse af lønnen (bruttotrækordning), indstiller Styrelsen, at der svares ja til dette spørgsmål.

Styrelsen har herved lagt vægt på,

• at nedsættelsen af kontantlønnen får generel virkning, herunder i forhold til pensionsbidrag, feriepenge, overtidsbetaling mv.,
• at lønnen ikke reguleres løbende i forhold til størrelsen af udgiften til brobizz, og
• at arbejdsgiveren bærer den økonomiske risiko ved ordningen og er direkte forpligtet over for udbyderen af brobizz’en.

Styrelsen finder således på de nævnte betingelser, at det ikke vil være i strid med modregningsforbuddet i kildeskattelovens § 46, stk. 3, hvis arbejdsgiveren nedsætter kontantlønnen i forbindelse med medarbejdernes accept af et tilbud om fri brobizz til anvendelse ved kørsel mellem hjem og arbejde.

Styrelsen indstiller at svare ja til spørgsmål 1 og 2.

Ligningsrådet tiltræder indstillingen.