Dokumentets metadata

Forsørgelseskontrakter - Pakistan

Sagsøgeren havde i indkomstårene 1982-1991 samt 1995 foretaget fradrag for underholdsydelser på i alt kr.10.000,- til sin moder og sin broder, begge bosat i Pakistan.Landsretten slog fast, at der ikke forelå kontoudskrifter eller anden lignende dokumentation fra pakistanske banker for, at checkene, hvormed underholdsydelserne blev betalt, var indløst af sagsøgerens moder og broder. Navnlig under hensyntagen til den familiemæssige interesse i sagens udfald fandt landsretten ikke, at de forklaringer, som sagsøgeren, sagsøgerens søn og sagsøgerens broder havde afgivet, i sig selv udgjorde et tilstrækkeligt bevis for, at sagsøgerens moder og broder havde modtaget de pågældende checks eller beløb, der svarede hertil. De foreliggende erklæringer fra pakistanske banker, som var udarbejdet under den verserende skattesag efter anmodning af sagsøgeren og dennes broder, fandtes heller ikke i sig selv at udgøre tilstrækkeligt bevis herfor.Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at sagsøgeren til sin moder og broder havde erlagt de ydelser, der fremgik af forsørgelseskontrakterne. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A
(Advokat Kjeld Henriksen)

mod

Skatteministeriet
(Advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af landsdommerne

Ulla Langholz, Talevski og Elisabeth Andreasson (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 23. juni 2000, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, som er pakistansk statsborger, og som har boet i Danmark siden 1969, for hvert af indkomstårene 1982, 1983, 1984, 1985, 1986, 1987, 1988, 1989, 1990, 1991 samt 1995 i medfør af de dagældende regler i ligningsloven var berettiget til fradrag for underholdsydelse på 5.000 kr. til sin moder, B, og 5.000 kr. til sin broder, C, begge bosat i Pakistan.

Påstande

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende de af sagsøgte foretagne fradrag i den skattepligtige indkomst, 10.000 kr. pr. år i indkomstårene 1982-1991 og 1995.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder

Landsskatteretten afsagde den 27. marts 2000 sålydende kendelse:

"...

Klager: A
Indkomstår: 1982-1991 inkl. og 1995
Kommune: Høje-Taastrup
Skatteankenævn: Høje-Tåstrup

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Sagen har været forhandlet med klageren, dennes advokat, dennes søn samt C og en tolk.

Det fremgår af sagen, at klageren fra 1971 har indgået forpligtelseskontrakter med personer bosiddende i Pakistan. Med virkning fra den 1. januar 1976 indgik klageren således kontrakter med sin moder, B, og sin broder, C, om betaling af 20.000 kr. årligt til hver. Med virkning fra den 1. januar 1982 indgik klageren ligeledes kontrakter med B og C om betaling af 5.000 kr. årligt til hver for resten af deres levetid, dog ikke mere end 10 år. Disse kontrakter blev med virkning fra den 1. januar 1995 fornyet, således at klageren til hver af de nævnte personer skulle betale 5.000 kr. årligt i resten af deres levetid, dog ikke mere end 10 år.

Forpligtelseskontrakterne er ikke attesteret af en offentlig myndighed, men er påført et stempel fra en advokat med teksten "Notary Public".

Det fremgår endvidere af sagen, at der er fremsendt flere erklæringer fra modtagerne i henhold til forpligtelseskontrakter, der ikke er attesteret af en offentlig myndighed, men er påført et stempel fra en advokat med teksten "Notary Public", hvori er anført, at modtagerne har modtaget ydelser fra klageren.

Af en fra urdu til engelsk oversat erklæring, der er modtaget af skatteforvaltningen den 17. april 1998, fremgår, at klageren ved udateret skrivelse har forespurgt det lokale Union Council om en fødselsattest på sin moder, B. Af det på urdu affattede svar af 26. marts 1998 om, at fødselsattest på B ikke er tilgængelig, fremgår, at dette er stemplet af "Onion Councia".

Af skrivelse af 29. januar 1996 fra Kongelig Dansk Ambassade til skatteforvaltningen i HøjeTaastrup Kommune fremgår:

"Verifikation af leveattester m.v. j.nr. [cpr-nr.], A.

Ambassaden repræsenteret ved undertegnede og (udeladt) aflagde d.d. uanmeldt besøg på adressen:

....
.... City
.... ....
District ....

hvor de respektive nydere, C og ægtefælle B, ifølge leveattest dateret 21. marts 1995, har bopæl.

Ambassaden fik umiddelbart lejlighed til at tale med den mandlige nyder, C, som bekræfter at han og hustruen har en forsørgelseskontrakt med A. Nyderen var herefter ganske uvillig til at fremkomme med konkrete oplysninger på ambassadens spørgsmål, men oplyste dog at såvel han som hustruen modtog pengeoverførsler fra Danmark. Forespurgt hvor store disse beløb var, hvor ofte og hvorledes de blev fremsendt svarede han blot, pr. check. Han blev herefter bedt om at beskrive fremgangsmåden for at veksle en udenlandsk check i Pakistan.

Efter nogen tøven forklarer han at han indsætter både egne og hustruens checks på sin konto hos:

United Bank Limited
.... Main Branch
.... konto nummer xxxx.

Da ambassaden anmoder om at få forevist bankbog/kontoudskrift svarer han først at han ikke er i besiddelse af noget sådant. Da han så bliver anmodet om at ledsage ambassadens repræsentanter til bankfilialen hvor han har konto, forlader han kontoret, hvor vi opholder os. Få minutter senere vender han tilbage med en bankbog dækkende perioden 1988-1995 for sin konto hos United Bank Limited. Af denne bankbog fremgår der ikke en eneste overførsel fra udlandet.

Da ambassaden meddeler ham dette, oplyser han at han også har en konto hos enten United Bank eller Habib Bank i ..... Da der anmodes om dokumentation herfor frembringer han endnu en bankbog. Denne har været inaktiv siden 1988.

C er ikke i besiddelse af anden dokumentation som kan godtgøre at forsørgelseskontrakten mellem de to nydere og yderen er opfyldt.

Da ambassaden endnu en gang spørger nyderen om han fastholder, at han og hustruen modtager økonomisk bistand fra yderen, undlader han at svare på dette.

De til sagen hørende originaldokumenter vedlægges."

Skatteforvaltningen i Høje-Taastrup har den 13. februar 1996 forespurgt ambassaden således:

"Kort meddelelse til modtager:
30.Pak.11/04 - [cpr-nr.], A/
C, bror
B, mor eller ægtefælle til C?

I dit brev 29.01.1996 skriver du, "de respektive nydere, C og ægtefælle B." Ifølge kontrakt og leveattest af 21.03.1995 er det oplyst, at B, mother, 80 år, of A og C, 56 år... Er det blot en skrivefejl, at der står ægtefælle og ikke mor? C har vel ikke en hustru på 80 år? Når han selv er 56 år? I har heller ikke set B - vel?"

Af ambassadens skrivelse af 14. februar 1996 til skatteforvaltningen fremgår:

"Vedr. j.nr. [cpr-nr], A, fax af g.d.

Den nyder som ambassaden talte med, under besøget i .... den 29. januar 1996, C, anvendte selv i formuleringen "egne og hustruens checks".

Ambassadens hæftede sig ikke nærmere ved formuleringen, idet yderens forklaring og den fremlagte dokumentation, ifølge ambassadens opfattelse, til fulde dokumenterer at der er tale om en proforma kontrakt.

Ambassaden fik ikke lejlighed til at møde B, og kan således ikke kommentere hvorvidt hun er i 50'erne eller 80'erne. Det er dog ikke troligt at Manzoor er gift med en kvinde på 80 år, men det er til gengæld heller ikke umuligt at der er mere end en B/Begum i husstanden.

....."

Det fremgår af kopi af banknotaer fra Handelsbanken, at klageren har foranlediget, at der er udstedt to checks den 20. december 1982 til "B" og "C" på hver 7.518,79 PKR (pakistanske rupees) svarende til 5.000 kr. Af banknotaer fra Handelsebanken af 28. juni 1983 fremgår, at klageren har ladet to checks udstede til Habib Bank Limited på hver 7.168,45 PKR svarende til 4.999,99 kr., den 21. december 1984 to checks til "B" og "C" på hver 6.666,66 PKR svarende til 5.000 kr. og den 27. december 1985 to checks til "B" og "C" på hver 8.605,85 PKR svarende til 5.000 kr. Ved banknotaer af 30. december 1986 fra Den Danske Bank har klageren til "B" og "C" ladet to checks udstede på hver 11.614,40 PKR svarende til 5.000 kr., den 15. december 1987 via Handelsebanken ladet udstede to checks til "B" og "C" på hver 13.755,15 PKR svarende til 5.000 kr., den 7. oktober 1988 to checks til "B" og "C" på hver 12.690,35 PKR svarende til 5.000 kr. og den 18. december 1989 to checks til "B" og "C" på hver 15.797,78 PKR svarende til 5.000 kr. Den 17. september 1990 har klageren ved Den Danske Bank ladet udstede to checks til "B" og "C" på hver 18.181,81 PKR svarende til 5.000 kr., den 20. december 1991 to checks til "B" og C" på hver 20.251,11 PKR svarende til 5.000 kr., den 22. december 1992 to checks til "B" og "C" på hver 20.911,75 PKR svarende til 5.000 kr. og den 26. oktober 1995 to checks til "B" og "C" på hver 29.229,51 PKR svarende til 5.000 kr.

Klageren har ikke fået fradrag for ydelser i henhold til forpligtelseskontrakt i 1992, 1993 og 1994, idet der ikke i disse år var gyldige forpligtelseskontrakter.

De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt fradrag for ydelser efter de forelagte forpligtelseskontrakter efter den dagældende ligningslovs § 12, stk. 4, idet skatteankenævnet har lagt til grund:

"at den forligsmæssigt afsluttede skattesag vedr. indkomstårene 1976 og 1977 ikke ses at kunne have givet klager en berettiget forventning om, at han også fremover ville kunne få godkendt selvangivne fradrag efter fremtidige forpligtelseskontrakter. Der er herved henset til, at der dels er tale om indgåelsen af nye kontrakter i forbindelse med begrænsningen af fradragsretten pr. 1/1-1982 og senere igen i 1995, og dels, at klager for indkomståret 1976 netop ikke fik godkendt det selvangivne fradrag grundet mangelfuld dokumentation, medens fradraget for 1977 blev godkendt, idet den skattepligtige indtægt der resterede var på niveau med det beløb som skattemyndighederne havde godkendt for det efterfølgende år 1978,

at skattemyndighedernes passivitet over for selvangivne fradrag, efter praksis heller ikke kan skabe retsbeskyttende forventninger hos skatteyderne,

at det ikke omtvistes at C er i live, men at der ikke er fremlagt en af Union Council attesteret leveerklæring på B, ligesom den danske ambassades repræsentanter ikke mødte B personligt ved besøget d. 29/1-1996,

at C ved besøget d. 29/1-96 fremviste 2 bankbøger, der begge fremstod inaktive i perioden 1988-1995, bl.a. konto XXX i UBL,

at der efterfølgende i 1998 attesteres aktivitet på bl.a. konto XXX i UBL,

at der er fremlagt dokumentation for bankbevægelser op til 11 år efter udløbet af indkomståret, og at der efter praksis normalt ikke godkendes efterfølgende udstedte erklæringer som ligger mere end 2 år efter udløbet af et givent indkomstår,

at der ikke er overenstemmelse mellem de anførte checknumre,

at checkdokumentationen for 1983 ikke opfylder de skærpede krav med hensyn til afsenders/modtagers navne og adresser,

at betalingerne for indkomståret 1995 er overført til klagerens egen bankkonto nr. 91673,

at den samlede årlige overførte pengestrøm på normalt kr. 25.000 til C indikerer, at der ikke blot er tale om almindelige underholdsydelser, set i lyset af, at en ufaglært pakistaner jf. ambassaden tjener ca. 25-3500 rupees månedligt,

at ingen af de fremsendte beløb til B kan følges til hende personligt, idet hun efter det oplyste ikke ejer nogen bankbøger,

at det er usandsynligt at kontrakten, der er udleveret i Høje-Taastrup fredag d. 17/3-95, og som er påtegnet tirsdag d. 21/3-95 og modtaget retur i Høje-Taastrup onsdag d. 29/3-95 har været i Pakistan til underskrivelse og påtegning af bl.a. en "Notary Public, advokat". Klager eller dennes advokat kunne ikke på mødet med skatteankenævnet d. 10/11-1998 give nogen fyldestgørende forklaring på den hurtige ekspedition,
....."

Klagerens advokat har heroverfor gjort gældende, at klageren er berettiget til fradrag i henhold til ligningslovens § 12, stk. 1, jf. stk. 4 (tidligere § 14), idet disse fradrag er udtryk for reelle underholdsforpligtelser, og at der er fremlagt fornøden dokumentation herfor.

Advokaten har anført, at klageren og dennes søn har været i Pakistan for at indhente supplerende oplysninger til belysning af både hans egen verserende sag og sønnens sag, der er indbragt for Østre Landsret, idet betalingerne gennem årene og indløsning af checks kan være foretaget i sammenhæng.

Om leveattest for klagerens moder, har advokaten anført, at tolken/chaufføren var blevet spurgt, om man ville se moderen, som opholdt sig andetsteds i huset. Tolken havde oplyst, at dette ikke var nødvendigt.

Advokaten har anført, at klagerens moder stadig er i live. Han har i øvrigt betvivlet tolkens formåen, samt henvist til udtalelser fra nyderen C, der har givet udtryk for, at han af to ukendte personer fra ambassaden blev stillet spørgsmål, som han ikke rigtig forstod.

Advokaten har endvidere gjort gældende, at der på baggrund af den afsluttede skattesag vedrørende indkomstårene 1976 og 1977 i 1983 blev skabt en berettiget forventning hos klageren om, at han skattemæssigt kunne fradrage sine underholdsydelser.

Advokaten har tillige gjort gældende, at skattemyndighederne har udvist passivitet overfor de af klageren foretagne fradrag for 1986-1989.

Advokaten har overfor Landsskatteretten fremlagt kopi af bevægelser på konto nr. xxxx-x i Habib Bank Limited, hvilken konto blev åbnet den 21. november 1995 af klageren som den ene af to ejere. Endvidere er fremlagt kopi af klagerens pas samt en anden pakistaners pas som dokumentation for, at den i 1995 indgåede forpligtelseskontrakt formentlig er bragt med af en god ven.

Advokaten har efterfølgende fremsendt kopi af Østre Landsrets dom af 21. februar 2000 vedrørende klagerens søns sag, der omhandlede identiske forhold som i den foreliggende sag.

Af dommen fremgår for så vidt angår bl.a.:

"Rettens bemærkninger:

Sagsøgeren findes ikke at have dokumenteret, at han med egne midler har betalt den årlige ydelse i henhold til forsørgelseskontrakt, eller at C har modtaget samtlige ydelser i henhold hertil.

Landsretten finder endvidere ikke, at der i sagen er udvist passivitet fra sagsøgtes side eller at der i øvrigt er oplyst omstændigheder, der kunne skabe en berettiget forventning for sagsøgeren om, at fradragene ville blive godkendt.

Herefter tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge."

Advokaten har anført, at dommens præmisser formentlig giver anledning til en forskellig behandling af sagerne.

Landsskatteretten skal indledningsvis bemærke, at praksis - når det drejer sig om fradrag for ydelser betalt i henhold til forpligtelseserklæringer til fordel for modtagere bosiddende i udlandet - opstiller krav til dokumentationen for, at ydelserne bliver betalt og kommer den berettigede i henhold til forpligtelseserklæringen i hænde. Som behørig dokumentation er således i praksis anerkendt post- og bankkvitteringer samt kopi af checkbilag fra banker, når det af disse klart fremgår, at den i forpligtelseserklæringen angivne ydelse er fremsendt til den i erklæringen nævnte berettigede. Endvidere anerkendes i et vist omfang kvitteringer udstedt af den berettigede, såfremt der kan konstateres en nær tidsmæssig sammenhæng mellem den stedfundne betaling og kvitteringens afgivelse.

Retten skal herefter bemærke, at de af klageren fremlagte erklæringer, der alene er attesteret af en lokal advokat, ikke kan sidestilles med kvitteringer for modtagelse af ydelser på 5.000 kr. årligt i henhold til forpligtelseskontrakter. Vedrørende de fremlagte banknotaer som dokumentation for betalinger til B og C, kan disse bilag, der alene er dokumentation for, at der er udstedt checks af en bank, efter Landsskatterettens opfattelse heller ikke sidestilles med de ovenfor nævnte kvitteringer, idet bilagene hverken dokumenterer, at der er fremsendt beløb til modtagerne i henhold til forpligtelseskontrakter, eller at beløbene er kommet modtagerne i hænde.

Landsskatteretten finder for så vidt angår indkomstårene 1990 og 1991, at ansættelserne i medfør af skattestyrelseslovens § 35, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 517 af 14. juni 1996) må anses for forældede, hvorfor retten skal træffe afgørelse om, hvorvidt den indtrådte forældelse må anses for suspenderet i medfør af skattestyrelseslovens § 35, stk. 4.

Landsskatteretten finder for så vidt angår indkomstårene 1990 og 1991, at den skattepligtige i medfør af skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, har handlet mindst groft uagtsomt, hvorfor skattemyndighederne har foretaget de omhandlede skatteansættelser på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Retten har herved lagt vægt på de af Den danske Ambassade i Islamabad indhentede oplysninger hos modtageren i henhold til forpligtelseskontrakten. De påklagede ansættelser for indkomstårene 1990 og 1991 er derfor gyldige.

Det bemærkes, at § 35, stk. 1, i skattestyrelsesloven alene har virkning fra og med indkomståret 1990, jf. § 40, stk. 3.

For indkomstårene forud for 1990 fandtes ingen generel regel svarende til § 35, stk. 1, men alene en særlig regel i § 15, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984), for skønsmæssige ansættelser, hvorefter disse ikke kunne forhøjes senere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. De for klageren foretagne skatteansættelser for indkomstårene 1982, 1983, 1984, 1985, 1986, 1987, 1988 og 1989 er ikke skønsmæssige ansættelser, hvorfor skattemyndighederne har været berettiget til at foretage disse. Forhøjelsen af skatteansættelsen for indkomståret 1995 kan heller ikke anses for forældet, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, og de påklagede ansættelser for indkomstårene 1982, 1983, 1984, 1985, 1986, 1987, 1988, 1989 og 1995 er derfor gyldige.

Retten finder endvidere ikke, at klageren kan anses for at være bibragt en retsbeskyttet forventning om godkendelse af fradragene.

De påklagede ansættelser stadfæstes derfor.

..."

Af forhandlingsreferatet af 20. januar 1999 i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen fremgår følgende:

"Sagen blev forhandlet den 19. januar 2000 i Landsskatteretten med klageren, klagerens advokat, klagerens søn, D, nyderen i henhold til forpligtelseskontrakt, C, samt en tolk, MA.

Klageren nævnte indledningsvis, at han i 1982 indgik to forpligtelseskontrakter om betaling til hans moder, B, og hans broder, C, af 5.000 kr. årligt til hver. Hans søn, D, havde tillige indgået en kontrakt med C. Betaling afydelser havde foregået ved, at han i banken havde bestilt checks til C, idet han også på vegne af D, som han havde delt bopæl med i perioden fra 1972 til 1995, havde bestilt checks, hvorefter D havde betalt pengene til ham.

Klageren anførte, at de bestilte checks var sendt anbefalet til C eller i enkelte tilfælde afleveret personligt af venner, der skulle til Pakistan.

Klageren nævnte, at ved aflevering af en check i en lokal bank, blev checken sendt til hovedkontoret i Karachi, der efter 2-3 uger gav lokalbanken besked om, at pengene nu kunne udbetales. Herefter kunne C afhente pengene. Forinden udbetaling af det på checken anførte beløb blev fratrukket en afgift af banken. Denne afgift var forskellig afhængig af beløbets størrelse.

Klageren oplyste, at hans moder ikke havde en bankbog, og at pengene til moderen blev sat ind på Cs konto. Moderen var død den 28. november 1999 omkring 100 år gammel.

Forespurgt om det var muligt at fremskaffe en dødsattest på moderen, svarende klageren, at dette ikke var muligt.

Forespurgt om, hvorfor der var uoverensstemmelse om moderens alder på forskellige dokumenter, svarede klageren, at man ikke kendte hendes alder nøjagtigt.

Forespurgt om, hvorfor stemplet påført dokument af 26.3.1998, hvori var anført "Onion Councia", men som skulle fremstå som hidrørende fra Union Council", hvorfor skattemyndighederne havde stillet sig tvivlende over for stemplets ægthed, nævnte advokaten, at man bestred, at stemplet skulle være falsk.

Forespurgt om, hvorfor checks i 1995 var sat ind på klagerens egen konto, nævnte klageren, at han i 1995 ville åbne en konto i Pakistan. Ved denne lejlighed indsatte han selv pengene på kontoen, hvorefter han atter hævede disse for at give dem til sin moder/broder.

Klageren oplyste, at han siden han kom til Danmark i 1969 havde overført penge til Pakistan. pr. post, uanset at der ikke var et posthus i landsbyen, hvor nyderne boede. Først meget senere var han blevet opmærksom på, at det var muligt at overføre beløb elektronisk.

Advokaten nævnte om det af Den danske Ambassade i Islamabad anførte om, at der f.s.v.a. konto xxxxx ikke fremgik en eneste overførsel fra udlandet, at det skyldtes, at indsættelse af beløb på denne konto blev opfattet som en intern overførsel, idet pengene i realiteten var overført fra bankens hovedkonto til den lokale bank. Han henviste til ekstrakt i klagerens søns sag, der verserede ved Østre Landsret, hvoraf det af ekstraktens side 105 fremgik, at det var de samlede beløb fra yderne, der var indgået på nyderens bankbog i United Bank Limited. Vedrørende teksten i bankbogen under rubrikken "Particulars" ville C på klagerens vegne foranledige, at denne tekst blev oversat i banken, idet hverken klageren eller nyderen kunne tolke bankens bemærkninger.

C bekræftede via tolken, at han havde fået penge til sig selv og moderen i alle de omhandlede indkomstår. Checks var blevet udstedt fra Danmark, hvilke checks han gik i banken med, hvorefter han efter nogle ekspeditionsdage til fremsendelse af checksene til hovedkontoret i Karachi, kunne hente pengene i de lokale bank, der var blevet indsat på hans bankbog.

C oplyste, at hans moder havde været meget syg, og at de penge, der var tiltænkt hende, blev brugt til kost, logi og medicin. Pengene til ham blev brugt af ham selv. Han var gift med Khursheed, og de havde sammen 7 børn 2 døtre og 5 sønner. Den ene datter var gift med D. Der boede 3 sønner i Pakistan, 1 havde boet i Danmark i ca. 3 år og 1 i USA i 5-6 år. Alle sønnerne sendte penge til ham. Han havde derfor ikke siden 1995 fået hjælp fra klageren, idet han fra dette tidspunkt havde fået hjælp fra sine sønner. Klageren havde dog været behjælpelig med de mange omkostninger, som han var påført i forbindelse med moderens død.

C oplyste, at han havde flere bankbøger i flere banker. Han havde således en konto i United Bank Limited, en konto i Nationalbanken og en konto i Habib Bank, alle beliggende i ..... Derudover havde han en konto i en bank i .....

Klageren anførte, at han havde været i samtlige banker for at skaffe beviser for indsættelse af beløb hidrørende bl.a. fra ham. Dette var lykkedes på nær i en bank, som var gået konkurs. De beviser, der var fundet frem i bankerne, var kvitteringer for indlevering af checks. På baggrund af de fundne kvitteringer havde bankerne afgivet udtalelser, jf. udtalelserne på siderne 98, 106 og 111 i ekstrakten.

Forespurgt om de af klageren nævnte kvitteringer, der var fundet frem af bankerne, var i klagerens besiddelse, eventuelt i kopier, svarede han, at dette ikke var tilfældet.

Forespurgt om, hvorledes det kunne lade sig gøre, at den af skatteforvaltningen udleverede kontrakt til klageren den 17. marts 1995, der var underskrevet af nyderen og attesteret af Notary Public den 21. marts 1995, kunne være afleveret til kommunen den 29. marts 1995, svarede klageren, at han selv havde været i Pakistan medbringende kontrakten. Han ville fremsende pas til dokumentation heraf.

C anførte, at han havde haft besøg af to ukendte personer fra Den danske Ambassade. Der var tale om en europæer og en pakistaner. Det var pakistaneren, der stillede spørgsmål, hvilke spørgsmål han ikke rigtig havde forstået, uanset at der ikke var tale om forskellige dialekter. Spørgsmålene havde efter hans opfattelse ikke været tilstrækkeligt konkrete, idet han dog havde forstået det meste. Han havde forevist bankbogen vedrørende konto nr. CD-276, men han kunne ikke huske, at han havde fremvist andre bankbøger. Ambassaden måtte have misforstået ham. Han kunne ikke huske, om ambassadens folk havde medbragt forpligtelseskontrakterne.

C tilføjede, at den pakistanske ambassade i Danmark eventuelt kunne kontaktes, hvis der var behov herfor.

Advokaten nedlagde påstand i sagen svarende til påstanden i Ds sag, jf. ekstraktens side 4. Endvidere nedlagdes påstand om forældelse.

Advokaten anførte om ambassadens besøg, at den afgivne udtalelse af 29.1.1996 ikke opfyldte de strenge retssikkerhedskrav som stilles i en skattesag. Således fremgik det ikke af udtalelsen, hvem der havde været til stede under besøget, hvem der havde stillet spørgsmål o.lign.

Det blev aftalt at afvente med afsigelse af kendelse til dom forelå i Ds sag den 21.2.2000, idet der var lighedspunkter med denne sag."

Skattesagen vedrørende sagsøgerens søn, D, blev som nævnt ovenfor afgjort ved Østre Landsrets dom af 21. februar 2000.

Under denne sag forklarede sagsøgeren som vidne bl.a. (idet sagsøgerens søn i det følgende angives som "[sønnen]"),

at han indrejste her til landet i 1969. 3 år senere kom hans hustru og to børn - herunder [sønnen]- hertil. I midten af 70'erne rejste hustruen og børnene i nogle år tilbage til Pakistan, men siden 1978 eller 1979 har familien boet i Danmark. Vidnet har siden 1981 været taxavognmand. Han havde i 70'erne nogle skattesager. Han har indgået forpligtelseskontrakter senest med beløb på 5.000 kr. overfor sin mor og bror. Disse beløb er sammen med det af [sønnen] betalte beløb til vidnets bror hvert år sendt til Pakistan. Normalt sendte vidnet de 3 checks med anbefalet post, men det er også forekommet, at han har bedt familiemedlemmer eller gode bekendte, der alligevel skulle til Pakistan, om at medbringe checkene. Det var ham, der bestilte checkene og sørgede for, at de blev sendt til Pakistan. Han fik en kvittering, når han sendte checkene anbefalet. Skattevæsenet har aldrig bedt om at se disse kvitteringer, som han smed væk, når hans bror havde bekræftet modtagelsen af de fremsendte beløb. Han var ikke dengang bekendt med muligheden for bankoverførsler. [Sønnen] betalte ham kontant, hvorefter han satte pengene i banken eller brugte dem til betaling af udgifter. Checken vedrørende [sønnens] betaling for 1986 er købt hos Den Danske Bank i Roskilde, da han havde hørt, at man i denne afdeling kunne opnå en særlig god kurs. Bilaget vedrørende køb af check i 1988 til dækning af [sønnens] forpligtelse er ved en fejl udskrevet til vidnet, idet beløbet er trukket på hans konto. I banken rettede de navnet. En tilsvarende check vedrørende 1993 er købt hos Den Danske Bank, Nørrebro Station afdeling, hvilket var nemt, idet hans anden søn drev forretning i nærheden. Ved en fejl anførte banken vidnets navn, og da han gjorde opmærksom på fejlen, fik han oplyst, at han selv kunne rette navnet, hvilket han gjorde. Checken blev sendt til Pakistan, og den er ikke blevet tilbagekøbt. Checken vedrørende 1994 blev købt allerede i januar måned, idet kurserne var gode, og han havde pengene. [Sønnen] medbragte checken til Pakistan. Vidnet var i Pakistan i 1995 dels på familiebesøg og dels på grund af skattesagen, idet kommunen havde bedt ham om at fremskaffe leveattester for moderen og broderen. I 1998 var han igen i Pakistan som følge af skattesagen, og i forbindelse hermed blev broderens erklæring af 21. marts 1998 skrevet. Dette foregik således, at vidnet og hans bror medbragte kvitteringer m.v. til en advokat eller revisor, som herefter skrev erklæringen efter deres anvisninger. Herefter gik vidnet og hans bror til notaren, der læste dokumentet og attesterede dette. De i erklæringen anførte beløb omfatter dels [sønnens] betalinger til vidnets bror og dels vidnets betalinger til broderen og moderen. Til brug for erklæringen foreviste de vedrørende 1986 en kvittering fra Den Danske Bank. De kunne ikke fremskaffe dokumentation fra den pakistanske bank, der var gået konkurs. Vedrørende 1987 fremviste de erklæring af 21. marts 1998 fra National Bank of Pakistan. Denne var fremkommet ved, at de havde henvendt sig i banken og bedt om en kvittering. Dette voldte banken vanskeligheder, og vidnet og hans bror ledte sammen med en bankmand i kælderen, indtil de fandt kvitteringen. På baggrund af denne skrev bankdirektøren erklæringen af 21. marts 1998. De fik ikke en kopi af den originale kvittering, idet de ikke mente, at den kunne bruqes som dokumentation i Danmark, hvor det ville være nemmere at forstå det omskrevne bilag. De pågældende transaktioner fremgik også af nogle store bøger i banken. Beløbet i erklæringen på PKR 54.938 omfatter også bankens gebyr. Vedrørende 1988 fremviste de erklæring af 18. marts 1998 fra Habib Bank Limited. Denne var fremkommet ved, at vidnet og hans bror i et par timer hjalp en bankmand med at lede efter kvitteringen i et baglokale til banken. På baggrund af kvitteringen skrev bankdirektøren den håndskrevne erklæring. På tilsvarende måde fremkom erklæringerne af 18. og 24. marts 1998 fra United Bank Ltd.

Sagsøgerens søn forklarede under sin egen skattesag ved landsretten bl.a.,

"at han er født i Pakistan i 1964, og at han er pakistansk statsborger. Han har boet i Danmark siden 1979 og har gået i dansk skole i 2-3 år. Efter afsluttet skolegang arbejdede han først i en produktionsvirksomhed, hvorefter han blev taxachauffør hos sin far. Ultimo 1994 begyndte han som vognmand, og han har nu 2 ansatte chauffører. Han blev gift i Pakistan i 1983, og han og hans hustru boede indtil ultimo 1994 hos hans forældre her i landet. Forpligtelseserklæringen fra 1986, der har hans svigerfar og farbror C som modtager, blev indgået på initiativ af hans far, der hentede formularen hos kommunen og fortalte ham om fordelene herved. Forpligtelsen blev indgået dels for at støtte familien og dels for at opnå skattefradrag. Formularen blev sendt til Pakistan og underskrevet af C, idet det var hans far, der ordnede alt det praktiske. I de følgende år nævnte hans far omkring november/december måned, at det var tid til at opfylde forpligtelseserklæringen. Han betalte penge kontant til faderen, og det var herefter denne, der ordnede det praktiske med at gå i banken og med at få checken sendt til Pakistan. I 1986 havde han selv konto i Handelsbankens Tåstrup afdeling. Når checken vedrørende dette år er udstedt af Den Danske Bank i Roskilde, skyldes det, at faderen mente, at de fik mest ud af at købe checken netop der. Det var faderen, der bestilte checken. Vedrørende 1988-betalingen fortalte faderen, at han havde bedt banken om at udstede to checks. Ved en fejl skrev banken begge bilag i faderens navn, og det var bankpersonalet, der herefter rettede navnet. Når pengene blev hævet på faderens konto, skyldtes det, at han havde betalt faderen kontant, og at det var faderen, der administrerede familiens pengesager. Han har ikke særligt kendskab til Den Danske Bank, Nørrebro Station afdeling. Det er faderen, der har købt checken vedrørende betalingen i 1993 i denne afdeling. En bror til [sønnen] havde en tøjforretning lige i nærheden. Ved en fejl blev begge checks lavet i faderens navn. Faderen bad banken rette det men fik oplyst, at det kunne han selv gøre, hvorefter faderen skrev [sønnens] navn. Checken er ikke blevet tilbagekøbt, og den er hævet i Pakistan. I januar 1994 var [sønnen], hans hustru og deres børn i Pakistan. Han medbragte checken vedrørende betalingen for 1994. De henvendte sig til en bank i Pakistan, hvor de oprettede en konto i hans og hustruens navn, hvorpå de indsatte checken. De hævede efterfølgende pengene og gav dem til svigerfaderen. Da [sønnen] ikke havde medbragt penge nok, lånte han nogle af pengene af svigerfaderen. Det drejede sig vist om et beløb svarende til et par tusinde kroner. Han mener, at lånet senere er tilbagebetalt, men han husker ikke de nærmere omstændigheder ved tilbagebetalingen. Han har ikke betalt beløbet vedrørende 1995. På dette tidspunkt havde han købt hus og var optaget heraf. Endvidere havde han fået at vide, at reglerne omkring forpligtelseserklæringer var ændret. Omkring 1988 oprettede hans svigerfar et tøjfirma i Pakistan. Hans bror importerede tøj derfra med henblik på salg i Danmark. I forbindelse hermed har der været pengeoverførsler mellem Danmark og Pakistan."

Sagsøgerens broder forklarede under sønnens skattesag ved landsretten bl.a. (idet sagsøgerens søn i det følgende angives som "[svigersønnen]"),

at han er omkring 60 år. Hans datter E er gift med [svigersønnen]. Han har tidligere været ansat som sælger i en stofforretning men lever nu af overførsler fra to børn i henholdsvis Danmark og USA. I midten af 80'erne indgik [svigersønnen] og vidnet en forsørgelseskontrakt, som han fik tilsendt med posten. Han underskrev erklæringen, efter at den var blevet oversat for ham og i overværelse af notaren. Han har fået regelmæssige betalinger fra [svigersønnen] i form af checks, der blev sendt rekommanderet. Checkene var udstedt af en dansk bank og angav beløbet i både dansk og pakistansk valuta. Han indsatte checkene på en bankkonto og hævede beløb, når han havde brug derfor. Han har haft flere bankkonti, således en konto xx xxx i United Bank i ...., en konto i Habib Bank, en konto i United Bank i en nærliggende by samt en konto i en bank i ...., der gik konkurs. Der findes bankbøger til alle hans konti. Erklæringen af 21. marts 1998 viser hvilke beløb, han har modtaget igennem årene. Den blev skrevet i en forretning, hvor man kan få skrevet dokumenter. Det var ikke hos en advokat. Han var alene i denne forretning og havde medbragt alle beviser i form af kontoudskrifter, erklæringer m.v. For ca. 4-5 år siden fik han besøg af 2 eller 3 personer fra den danske ambassade. De stillede forskellige løse spørgsmål, som han ikke rigtigt fattede. Det var en pakistaner, der var tolk, der stillede spørgsmålene. Han viste dem bankbogen vedrørende konto xx xxx fra United Bank. I januar 1994 besøgte [svigersønnen], dennes hustru og børn Pakistan. [Svigersønnen] havde medbragt en check udstedt til vidnet. Vidnet var med dem i banken, hvor de åbnede en konto. Han lånte dem nogle penge, der senere er blevet tilbagebetalt."

Under sagens behandling for Landsskatteretten blev det som nævnt ovenfor oplyst, at det var en bekendt til sagsøgeren og ikke sagsøgeren selv - der havde medbragt forsørgelseserklæringerne af 1995 til Pakistan. Af kopi af den pågældende bekendts pas ses et indrejsestempel i Pakistan dateret den 19. marts 1995, dvs. 2 dage efter, at sagsøgeren havde modtaget erklæringerne fra Høje Taastrup Kommune. Passet indeholder ikke et udrejsestempel for denne måned. Erklæringerne blev returneret til Høje Taastrup Kommune den 29. marts 1995.

Som det fremgår af bl.a. de forklaringer, der blev afgivet under sønnens skattesag ved landsretten, indhentede sagsøgeren i 1998 erklæringer på engelsk fra en række pakistanske banker om de overførte beløb.

I en håndskreven erklæring af 18. marts 1998 fra United Bank LTD UBL hedder det herom (i dansk oversættelse):

"Til rette vedkommende

Det bekræftes, at hr. C, bosiddende i .... ...., Distt. ...., indehaver af F1, fører kontokurant nr. xxxx. Vi bekræfter også, at et samlet beløb på PKR 63.095,(31.595,57 + 15.797,78 + 15.797,78) og et samlet beløb på PKR 72.618,- (36.363,63 + 18.181,81 + 18.181,81) blev krediteret hans ovennævnte konto henholdsvis d. 18-01-90 og d. 06-10-90, og at beløbene blev modtaget fra udlandet.

For United Bank Limited

O/s Timble Bazar ....

(underskrifter)

I en håndskreven erklæring af 18. marts 1998 fra Habib Bank Limited hedder det (i dansk oversættelse):

"Det bekræftes, at

F00 nr. - xxxxxx514 på PKR 25.380,71

F00 nr. - xxxxxx513 på PKR 12.690,35

F00 nr. - xxxxxx512 på PKR 12.690,35

blev indsat af hr. C, .... ...., på hans kontonr. xx xx i vor filial, og beløbene blev indsat på kontoen d. 23-10.88.

For Habib Bank Limited

Sattar....(underskrift)

DIREKTØR"

I en håndskreven erklæring af 21. marts 1998 fra National Bank of Pakistan hedder det (i dansk oversættelse):

"Til rette vedkommende

Det bekræftes, at et beløb på PKR 54.938 blev krediteret d. 14-1-1988 på PLS kontonr. 9063 tilhørende hr. C, søn af G, .... .... .....
For National Bank of Pakistan

[underskrift]

Direktør .... City."

I en maskinskreven erklæring af 21. marts 1998 fra Habib Bank Limited hedder det (i dansk oversættelse):

"Til rette vedkommende

Det bekræftes, at hr. A, søn af G, bosiddende i .... ...., fører konto nr. xxxx-x hos os, og at han d. 26.10.1995 på ovennævnte konto har indsat beløb på PKR 29.229,52 og igen PKR 29.229,52, hvilke beløb blev krediteret konto nr. xxxx-x d. 27.11.1995. Nærværende bekræftelse udfærdiget efter anmodning fra hr. A & B/C.

For Habib Bank Limited

City Filial, .... Distt. ....

[Underskrift ]

Direktør"

I en håndskreven erklæring af 24. marts 1998 fra United Bank Ltd. (UBL) hedder det bl.a. (i dansk oversættelse):

"Til rette vedkommende

Det bekræftes, at et samlet beløb på PKR 83.470/- blev krediteret CD kontonr. xxx tilhørende C i vor filial - ref. Checknr. 2712351 på PKR 41.823,75, checknr. 2712349 på PKR 20.911,75 og checknr. 2712348 på PKR 20.911,75, hævet i UBL II (...... Karachi, ref. Vor UBC nr. 118.119 & 120 - d. 20. januar 1993 ......

Det bekræftes desuden, at checknr. 0694613 på PKR 22.321,43 var udstedt til B.

[stempel og underskrift]

Direktør

United Bank Limited G.T. Road .... City"

Der er under retssagen fremlagt en udskrift fra "Death Register Union Council ....", hvor der den 10. februar 2002 er påført, at B, enke efter G, skulle være afgået ved døden den 29. november 1999, 90 år gammel.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af sagsøgeren, der har vedstået sin forklaring afgivet under sønnens skattesag i landsretten.

Sagsøgeren har endvidere forklaret bl.a., at han ikke husker navnet på de bankmedarbejdere, som han under sit besøg i Pakistan i marts 1998 talte med. I forbindelse med moderens dødsfald den 29. november 1999 rejste han til Pakistan med sin ægtefælle. Dødsattesten vedrørende moderen blev udstedt på hans foranledning. Hans moder forstod ikke engelsk, og hans broder forstår meget lidt engelsk. Det var en bekendt, der tog forsørgelseskontrakterne med til Pakistan i 1995, hvorefter sagsøgers broder returnerede disse til Danmark med posten. Det tager 7 timer at flyve til Pakistan og yderligere 2 timer at køre i bil fra Islamabad til broderens bopæl. Det er korrekt, at de checks, som blev udstedt den 26. oktober 1995 i Danmark, blev indsat på hans bankkonto i Habib Bank Limited den samme dag. Sagsøgeren kan ikke oplyse, hvordan han har været i stand til at indsætte checks, der ikke var udstedt til ham, men til hans broder og moder, på sin bankkonto i Pakistan.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for påstanden gjort gældende, at der er hjemlet fradrag for bidrag til løbende ydelser i den dagældende ligningslov for de af sagsøgeren betalte underholdsbidrag til sagsøgerens broder og moder, og at bidragene er forsørgelsesbidrag i henhold til bindende og uopsigelige skriftlige aftaler.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at det er dokumenteret, at forsørgelsesbidragene er modtaget af nyderne. Sagsøgeren har bl.a. henvist til, at sagsøgerens broder, C, i landsretten i sagsøgerens søns skattesag har bekræftet at have modtaget pengene, ligesom sagsøgeren har dokumenteret at have indkøbt checks i Danmark udstedt til bidragsnyderne i pakistansk valuta og foranlediget disse overbragt eller fremsendt til bidragsnyderne i Pakistan. Sagsøgeren har endvidere indhentet udtalelser fra de pakistanske banker, hvor checks har været indsat på broderens konto, ligesom sagsøgeren har dokumenteret, at hans moder først afgik ved døden i 1999, og at det var sagsøgerens broder, der foranledigede, at moderen fik udbetalt bidrag. Referatet fra ambassaden vedrørende det møde, som ambassadens folk havde med C, kan ikke tillægges betydning, idet dette alene er udtryk for, hvordan ambassaden oplevede mødet, ligesom referatet ikke ses underskrevet.

Sagsøgeren har tillige gjort gældende, at skattemyndighederne ved passivitet eller på anden måde har skabt en berettiget forventning hos sagsøgeren om, at fradragene ville blive godkendt. Sagsøgeren har bl.a. henvist til, at Høje-Taastrup Kommune i en årrække har været bekendt med forsørgelsesforpligtelserne og med den måde, som sagsøgeren har anvendt ved betaling af forsørgelsesbeløbene. Denne fremgangsmåde anvendte sagsøgeren også i 1970'erne, og for indkomstårene 1976 og 1977 blev der i Østre Landsret i 1983-84 indgået forlig mellem sagsøgeren og skattemyndighederne.

Sagsøgeren har ikke gjort gældende, at der er indtrådt forældelse, idet det er sagsøgerens opfattelse, at dette spørgsmål skal påses af landsretten ex officio.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at sagsøgeren ikke har været berettiget til at fradrage 10.000 kr. i den skattepligtige indkomst i hvert af indkomstårene i perioden 1982 - 1991 og i 1995 efter de dagældende regler i ligningsloven. Sagsøgeren har bevisbyrden for, at betingelserne for at foretage fradragene er opfyldt, og sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde.

Sagsøgeren har således ikke dokumenteret, at han for indkomstårene 1982-1991 og i 1995 har påtaget sig en endelig, bindende og ubetinget forpligtelse overfor B og C. Sagsøgeren har heller ikke dokumenteret, at B og C i givet fald er blevet gjort bekendt med forpligtelsernes indhold.

Sagsøgte har bl.a. henvist til, at de berettigedes underskrift skal være bekræftet af en lokal offentlig myndighed i de berettigedes hjemland. Sagsøgeren har ikke dokumenteret, hvilken pakistansk myndighed der har bekræftet de berettigedes underskrift. Hertil kommer, at sagsøgerens moder ifølge sagsøgerens egen forklaring ikke forstod engelsk, hvorfor løftet allerede af denne grund ikke kan antages at være kommet hende til kundskab. Det er efter sagsøgerens egen forklaring også begrænset, hvor meget engelsk broderen kan forstå.

Særligt for så vidt angår forsørgelseserklæringerne fra 1995 har det formodningen imod sig, at disse skulle være underskrevet af de berettigede eller være kommet disse til kundskab. Erklæringerne blev udleveret af skattemyndighederne den 17. marts 1995. Allerede den 21. marts 1995 skulle disse være underskrevet af de berettigede i Pakistan for derefter at være returneret til skattemyndighederne den 29. marts 1995. Sagsøgeren har i denne forbindelse fragået sin oprindelige forklaring om, at han selv medbragte forsørgelseserklæringerne til Pakistan og forklaret, at dette blev foranlediget af en bekendt. Sidstnævntes pas ses alene indrejsestemplet den 19. marts 1995, og sagsøgeren har ikke på anden måde godtgjort, at forsørgelseskontrakterne for 1995 skulle være kommet til de berettigedes kundskab, hvorfor det allerede af denne grund må lægges til grund, at sagsøgeren for 1995 ikke har påtaget sig en endelig, bindende forpligtelse.

Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at han har betalt de årlige ydelser i henhold til forpligtelseserklæringerne, eller at ydelserne er kommet moderen og broderen i hænde.

At sagsøgeren hvert år har købt checks i pakistansk valuta, dokumenterer ikke, at beløbene er kommet de berettigede i hænde. Sagsøgeren blev allerede i svarskriftet opfordret til at fremlægge dokumentation for de skete betalinger, og da sagsøgeren ikke har opfyldt provokationen, må dette tillægges processuel skadevirkning. Sagsøgte har endvidere bestridt, at de af sagsøgeren fremlagte pakistanske bankerklæringer udgør dokumentation for, at de berettigede skulle have modtaget bidrag, og at dette skulle være sket i samtlige indkomstår. Alle bankerklæringerne ses udstedt i marts 1998, og disse er ikke autoritative. Hertil kommer, at bankerklæringerne ikke dækker alle indkomstår. Sagsøgeren har for perioden 1982-1986 alene fremlagt dokumentation i form af danske checkbilag, og for så vidt angår indkomståret 1983 ses checken ikke engang udstedt til en navngiven person, ligesom der for så vidt angår indkomståret 1987 ikke er sammenhæng mellem checkudstedelsen og bankerklæringen. Uanset bankerklæringerne er udstedt af forskellige pakistanske banker, har de i øvrigt påfaldende ens skrevne otte-taller, og med hensyn til bidraget for 1995 er dette indsat på sagsøgerens egen konto i Habib Bank Limited, ligesom beløbet er indsat samme dag, som checken er udstedt i Danmark. Selvom de fremlagte pakistanske bankerklæringer måtte blive lagt til grund, kan disse alene udgøre dokumentation for betaling af bidrag til broderen, da moderen ifølge de oplyste ikke har haft en bankkonto eller i mangel heraf har afgivet en skriftlig erklæring om at have modtaget bidrag.

Sagsøgte har bestridt, at sagsøgte som følge af passivitet eller berettigede forventninger hos sagsøgeren skulle være afskåret fra at anfægte de foretagne fradrag for de omtvistede år.

Sagsøgte har desuden bestridt, at landsretten ex officio skal tage stilling til spørgsmålet om forældelse, men har med henvisning til de grunde, som Landsskatteretten har anført i sin kendelse, under alle omstændigheder gjort gældende, at der ikke er indtrådt forældelse.

Landsrettens bemærkninger

Som beskrevet i Landsskatterettens kendelse har sagsøgeren i hvert af de relevante indkomstår udstedt to checks på pakistanske rupees svarende til modværdien af 5.000 kr. til henholdsvis sagsøgerens moder og broder, der var berettigede efter forsørgelseskontrakterne. I 1983 ses tilsvarende checks, dog ifølge banknota fra Handelsbanken ikke at være udstedt til sagsøgeren moder og broder, idet alene Habib Bank er angivet på notaen.

Der foreligger ikke kontoudskrifter eller anden lignende dokumentation fra pakistanske banker, der viser, at checkene er indløst af sagsøgerens moder og broder.

Under hensyn til navnlig den familiemæssige interesse i sagens udfald finder landsretten ikke, at de forklaringer, som sagsøgeren, dennes søn og broder har afgivet, i sig selv udgør et tilstrækkeligt bevis for, at sagsøgerens moder og broder har modtaget de pågældende checks eller beløb, der svarede hertil.

Heller ikke de foreliggende erklæringer fra pakistanske banker udgør i sig selv et tilstrækkeligt bevis herfor. Landsretten har herved bl.a. lagt vægt på, at erklæringerne er udarbejdet under den verserende skattesag efter anmodning af sagsøgeren og dennes broder.

Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt finder landsretten ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at han til sin moder og broder har erlagt de ydelser, der fremgår af forsørgelseskontrakterne.

Efter landsrettens opfattelse foreligger der endvidere ikke omstændigheder, som kunne skabe en berettiget forventning hos sagsøgeren om, at fradragene for de omhandlede indkomstår ville blive godkendt.

Efter det anførte, og da landsretten ikke finder grundlag for at fastslå, at der er indtrådt forældelse, tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 12.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.