Dokumentets metadata

Arbejdsgiverbetalt tyverialarm

Ligningsrådet fandt, at en arbejdsgivers betaling af en tyverialarm til sikring af en medarbejders hjem udgjorde et skattepligtigt personalegode for den ansatte uanset om formålet med installationen var at sikre arbejdsgiverens egne værdier. Tyverialarmen kunne som udgangspunkt ikke antages i overvejende grad at være stillet til rådighed af hensyn til arbejdet og var derfor ikke omfattet af bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk.3, 3. pkt. Ved værdiansættelsen skulle markedsprisen lægges til grund. Såfremt arbejdsgiveren kunne opnå en rabat i forhold til den normale pris, kunne den lavere pris anses som markedsprisen. Ligningsrådet fandt endvidere, at arbejdsgiveren ville have fradrag for udgiften til installation og det løbende abonnement. Endelig fandt Ligningsrådet, at udgiften til tyverialarmen kunne indgå i en bruttotrækordning.

1. Kan en arbejdsgiver betale installation og løbende abonnementsudgift vedrørende en tyverialarm i en medarbejders hjem, uden at medarbejderen beskattes efter reglerne om personalegoder, hvis formålet med tyverialarmen udelukkende er at sikre arbejdsgiverens værdier i medarbejderens hjem?

2. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, vil medarbejderens skattemæssige stilling da kunne fastlægges efter bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3?

3. Hvis en arbejdsgiverbetalt alarm i en medarbejders hjem henføres til beskatning efter bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, kan Ligningsrådet da bekræfte, at det kun er en skønsmæssig andel af godets værdi svarende til den forholdsmæssige private anvendelse, der er undergivet beskatning?

4. Under den forudsætning, at alarmen er skattepligtig som et personalegode, enten efter ligningslovens § 16, stk. 3, 1. punktum, fordi arbejdsgivers motiv til at betale for alarmen er at give medarbejderne et gode, eller efter bagatelgrænsen i § 16, stk. 3, 3. punktum, fordi der primært er tale om en overvejende erhvervsmæssig disposition, vil den skattepligtige værdi for medarbejderen, da kunne beregnes på grundlag af arbejdsgivers udgift?

5. Kan arbejdsgiver fradrage udgifter til installation og abonnement som en driftsudgift?

6. Kan arbejdsgivers udgift til en tyverialarm i medarbejdernes hjem helt eller delvist finansieres ved en nedsættelse af medarbejdernes bruttoløn efter de til enhver tid gældende regler og praksis for personalegoder i kombination med bruttolønsnedgang?

Svar

Ad spørgsmål 1) Nej.

Ad spørgsmål 2) Nej. Se dog sagsfremstilling og begrundelse.

Ad spørgsmål 3) Nej.

Ad spørgsmål 4) Ja.

Ad spørgsmål 5) Ja.

Ad spørgsmål 6) Ja .

En virksomhed indenfor vagt- og sikkerhedsbranchen ønsker bindende forhåndsbesked med henblik på i forbindelse med salg af alarmanlæg at kunne informere selskabets kunder om den skattemæssige stilling for kunden og kundens medarbejdere, når der for arbejdsgivers regning installeres en tyverialarm i en medarbejders hjem.

Anledningen til at installere en alarm kan være et ønske om at sikre arbejdsgiverens værdier i form af f.eks. IT-udstyr (hjemmearbejdspladser eller bærbare computere m.v.) og fortrolige informationer, der er placeret permanent eller midlertidigt i medarbejderens hjem.

Baggrunden for en alarm i medarbejderens hjem kan også være, at arbejdsgiver ønsker at tilbyde medarbejderen tyverialarmen som et personalegode, der udelukkende har private formål.

I medarbejderens hjem installeres en trådløs alarm, som består af rumfølere, dørkontakter, sirene og fjernbetjening samt eventuelt røgmelder. Forbindelsen til alarmcentralen sker via GSM eller via det faste telefonnet. Anlægget tilhører vagtselskabet.

Der betales et installationsgebyr i størrelsesordenen 1.900 - 4.700 kr. inkl. moms afhængig af, om der er tilsluttet røgmeldere og antallet af medarbejdere i en virksomhed, der er omfattet af ordningen.

Herudover betales et abonnement på knap 4.000 kr. inkl. moms om året.

Alle udgifter til installation og abonnement betales af arbejdsgiver.

Der indgås en rammeaftale mellem vagtselskabet og kunden (arbejdsgiveren), som kan opsiges fra begge parters side med 3 måneders varsel, dog tidligst efter 1 år. Abonnementer under rammeaftalen er uopsigelige fra vagtselskabets side i 5 år. Fra kundens side (arbejdsgiver) er abonnementet uopsigeligt i 9 måneder fra oprettelsesdatoen. Efter udløbet af uopsigelighedsperioden kan begge parter opsige aftalen med et varsel på 3 måneder.

Revisors bemærkninger til spørgsmål 1

Forudsætningen for spørgsmålet er, at der foreligger et konkret og velbegrundet behov for arbejdsgiver i at sikre sine værdier i form af f.eks. IT-udstyr og fortroligt materiale, der permanent eller midlertidigt er placeret i medarbejderens hjem.

Når alarmen således er installeret på arbejdsgivers initiativ efter en konkret vurdering af behovet for at beskytte virksomhedens værdier, er det vor vurdering, at den ansatte ikke vil blive beskattet af en - uundgåelig - afledet privat nytte af tyverialarmen.

Ved vurderingen lægger revisor vægt på, at der er tale om en situation, hvor arbejdsgiver ikke ved at afholde udgiften til en alarm i medarbejderens hjem har tilsigtet at yde et vederlag. Det forhold, at et tiltag, som utvivlsomt er erhvervsmæssigt initieret, objektivt set kan have en afledet personlig værdi for den ansatte - som ikke kan fravælges - bør ikke kunne resultere i, at medarbejderen anses for at have modtaget et skattepligtigt gode.

De områder, hvor bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, efter praksis finder anvendelse, er typisk områder, hvor den ansatte har en mulighed for at vælge at tage en afledet fordel, herunder f.eks. ferie i forlængelse af en tjenesterejse, privat brug af frikort til offentlig befordring og lejlighedsvis privat brug af en erhvervsmæssig mobiltelefon.

Revisors bemærkninger til spørgsmål 2

I tilfælde af at beskatning ikke kan undgås, jf. spørgsmål 1, synes det at være utvivlsomt, at reglerne om en bagatelgrænse i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. punktum, finder anvendelse.

Revisors bemærkninger til spørgsmål 3

I bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. punktum, hedder det, at

"Goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. der reguleres efter personskattelovens § 20."

Værdibegrebet i 3. punktum er det samme, som fremgår af hovedbestemmelsen i § 16, stk. 1, 1. punktum, hvorefter "godet fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel."

Det ville være nærliggende i relation til bagatelgrænsen at fortolke dette værdiansættelsesprincip sådan, at den skattepligtige værdi kan fastsættes ud fra den antagelse, at den ansatte kunne have erhvervet godet i fællesskab med sin arbejdsgiver på det vilkår, at den ansatte betaler en del af udgiften til godet i overensstemmelse med den forventede private anvendelse eller nytte. Den omstændighed at godet er direkte knyttet til arbejdet, indebærer, at medarbejderen ikke har fuld råderet over godet, hvorfor fuld beskatning ikke synes velbegrundet.

Revisor henviser desuden til en bindende forhåndsbesked om deleleasing af firmabiler, jf. SKM 2001.255.LR, hvor en medarbejder deler den samlede leasingudgift vedrørende en bil med sin arbejdsgiver, idet arbejdsgiveren og medarbejderen indgår parallelle aftaler med leasingfirmaet om henholdsvis den erhvervsmæssige og den private brug af bilen.

Når medarbejderen betaler den del af leasingudgiften, der svarer til den private kørsel, anses medarbejderen ikke for at have modtaget et skattepligtigt gode. Forhåndsbeskeden fik det udfald på trods af, at det er åbenbart, at det ikke ville være muligt for medarbejderen på egen hånd at lease en bil med den samme rådighed som i den konkrete sag uden at pådrage sig den fulde leasingudgift.

Endelig bemærker revisor, at overgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. punktum, synes at indicere, at beskatningen ikke skal ske på grundlag af den fulde udgift til godet, idet bagatelgrænsen da ville være nærmest illusorisk, når de eksempler på goder, der efter forarbejderne kan tænkes omfattet af bestemmelsen, tages i betragtning.

Revisors bemærkninger til spørgsmål 4

Det er revisors opfattelse, at beskatningen af godet kan ske på grundlag af arbejdsgivers udgift. Det er således revisors vurdering, at i tilfælde af at arbejdsgiver har opnået en lavere pris end den pris, som medarbejderen skulle betale, hvis han som enkeltperson indgik aftale med vagtselskabet om en alarm, kan der ikke stilles krav om, at godet beskattes på grundlag af det beløb, som medarbejderen selv skulle betale i markedet. Den rabat, som arbejdsgiveren måtte kunne opnå som storkunde, er således ikke skattepligtig for den ansatte.

Revisors bemærkninger til spørgsmål 5

Det er revisors vurdering, at samtlige udgifter under ordningen kan fradrages som driftsudgifter. Det bemærkes herved, at for så vidt bestemmelserne i afskrivningslovens § 43 om tilslutningsafgifter finder anvendelse, er installationsudgiften vedrørende den enkelte medarbejder under beløbsgrænsen for straksafskrivning på 10.800 kr. (2004).

Revisors bemærkninger til spørgsmål 6

Det er revisors vurdering, at tyverialarmer ligesom andre personalegoder kan indgå i en bruttotrækordning, hvorefter medarbejderen beskattes af den nedsatte løn, og godet beskattes efter de retningslinjer, der i øvrigt vil fremgå af Ligningsrådets svar på spørgsmålene i nærværende forhåndsbesked.

Ad spørgsmål 1.

Arbejdsgiverens betaling af en tyverialarm til sikring af en medarbejders hjem udgør et skattepligtigt personalegode for den ansatte uanset om formålet med installationen er at sikre arbejdsgiverens egne værdier. Installationen indebærer, at medarbejderens hjem og indbogenstande også sikres. Det følger af statsskattelovens § 4, at alle indkomster – økonomiske fordele – er skattepligtige, hvad enten de fremtræder i form af penge eller i form af formuegoder af pengeværdi.

Det er i denne forbindelse uden betydning om der er tilsigtet et vederlag eller ej. Det er ligeledes uden betydning om den ansatte har mulighed for at fravælge den private nytte eller ej. Det afgørende er, at den ansatte har opnået en økonomisk fordel ved at få sikret sit hjem.

Told- og Skattestyrelsen indstiller på denne baggrund, at der svares nej til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2

Bagatelgrænsen i ligningslovens § 16 stk. 3, 3. pkt., omfatter goder, der i overvejende grad er ydet af hensyn til den ansattes arbejde.

Det vil bero på en konkret bedømmelse om en tyverialarm kan siges at være stillet til rådighed i overvejende grad af hensyn til arbejdet. Ved bedømmelsen heraf kan man lægge vægt på om det er værdifulde arbejdsrelevante aktiver eller konfidentielt materiale, det er der søges sikret. Om udstyret eller materialet permanent befinder sig på bopælen, eller det kun er lejlighedsvist. Om der er proportionalitet mellem udgiften til tyverialarmen og det arbejdsrelevante materiale, der søges sikret. Endvidere kan værdien af det sikrede private indbo indgå i bedømmelsen.

Man kan endvidere lægge vægt på om installationen af en tyverialarm er et krav fra arbejdsgiverens side eller et valg fra den ansattes side.

Det er Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at installation af en tyverialarm i en ansats private bolig som udgangspunkt ikke kan antages i overvejende grad at være stillet til rådighed af hensyn til arbejdet. Det gælder i særdeleshed i de tilfælde, hvor tyverialarmen indgår i en frivillig bruttotrækordning.

Told- og Skattestyrelsen indstiller under henvisning hertil, at der svares nej til spørgsmål 2, med den tilføjelse, at svaret i ganske særlige tilfælde vil være ja, såfremt tyverialarmen efter en konkret bedømmelse af de ovennævnte forhold i overvejende grad må antages at være installeret af hensyn til arbejdet.

Ad spørgsmål 3

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt., at udgangspunktet for værdiansættelse af naturalieydelser m.v. er den objektive markedsværdi. Den privatforbrugsbesparelse, som den ansatte opnår ved at få sikret sit hjem og sine private indbogenstande gennem en tyverisikring, er den fulde markedspris, ikke en forholdsmæssig andel.

Det fremgår endvidere af Ligningsvejledningen alm. del. A.B.1.9.1 at værdiansættelsen foretages som udgangspunkt uafhængigt af om arbejdsgiveren stiller arbejdsmæssige betingelser til ydelsen af goder. Sådanne ulemper reducerer ikke den skattemæssige værdi af godet, idet det forudsættes at den ansatte er vederlagt herfor med pengeløn.

For så vidt angår revisors henvisning til afgørelsen SKM 2001.255LR om deleleasing af en firmabil, gik afgørelsen jo netop på, at der ikke var tale om et personalegode, fordi den ansatte betalte alle udgifter vedrørende den private anvendelse af bilen direkte til leasingselskabet. I denne sag er der tale om et egentligt personalegode, idet den arbejdsgiverbetalte tyverialarm sikre den ansattes hjem og indbo, og den ansatte betaler ikke En virksomhed noget for denne sikring.

Told- og Skattestyrelsen indstiller under henvisning hertil, at der svares nej til spørgsmål 3.

Ad spørgsmål 4

Som anført under svaret på spørgsmål 3 fastslår ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt., at udgangspunktet for værdiansættelse af naturalieydelser m.v. er den objektive markedsværdi. Såfremt arbejdsgiveren kan opnå en rabat i forhold til den normale pris i forbindelse med installation af tyverialarmen i medarbejderens hjem og det løbende abonnement for tyverialarmen, vil den lavere pris efter styrelsens opfattelse kunne anses som markedsprisen.

Told- og Skattestyrelsen indstiller under henvisning hertil, at spørgsmål 4 besvares med ja.

Ad spørgsmål 5

Arbejdsgiverens udgift til installation af tyverialarm i en medarbejders hjem og betaling af det løbende abonnement herfor vil efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse være en fradragsberettiget driftsomkostning efter statsskattelovens § 6 a, uanset om formålet er at sikre egne værdier, eller der er tale om et lønaccessorium.

Told- og Skattestyrelsen indstiller under henvisning hertil, at spørgsmål 5 besvares med ja.

Ad spørgsmål 6

Told- og Skattestyrelsen er enig med revisor om, at tyverialarmer ligesom andre personalegoder kan indgå i en bruttotrækordning.

Told- og Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med ja.

Ligningsrådet tiltræder indstillingen.