Dokumentets metadata

Registreringsafgift - registreringspligt - tysk indregistreret køretøj - formulering af påstand

Sagen vedrørte overordnet spørgsmålet, om sagsøgeren ville blive registreringspligtig i Danmark, såfremt han anskaffede sig et udenlandsk indregistreret køretøj og anvendte dette i Danmark.Konkret var det overordnet spørgsmålet, om sagsøgeren, der havde erhvervsmæssig tilknytning og bolig til rådighed i Tyskland, havde privat tilknytning til Danmark og regelmæssigt vendte tilbage til Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt.SKAT traf ved en forhåndsgodkendelse afgørelse om, at sagsøgeren i registreringsmæssig henseende var hjemmehørende i Danmark i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, idet sagsøgeren havde sin private tilknytning til Danmark.SKAT havde i forhåndsgodkendelsen endvidere tilkendegivet, at sagsøgeren efter det for SKAT oplyste i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 25, stk. 3, kunne få tilladelse til at benytte et udenlandsk indregistreret køretøj til kørsel i Danmark direkte fra en dansk/udenlandsk grænseovergang til Danmark. SKAT anførte i forhåndsgodkendelsen, at hvis sagsøgeren ønskede en sådan tilladelse, skulle sagsøgeren ansøge SKAT herom samt fremkomme med yderligere oplysninger, herunder køretøjets registreringsnummer og mærke.Sagsøgeren indbragte SKATs afgørelse for Landsskatteretten, der i sin kendelse stadfæstede SKATs afgørelse. Landsskatteretten udtalte endvidere, at der ikke forelå oplysninger om særlige omstændigheder, der gav grundlag for at tillade, at et af sagsøgeren ejet udenlandsk indregistreret køretøj ikke skulle indregistreres i Danmark, hvis sagsøgeren anvendte dette køretøj i Danmark.Sagsøgeren havde under retssagen nedlagt principal påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at han i registreringsmæssig henseende var hjemmehørende i Tyskland, og subsidiært, at Skatteministeriet skulle anerkende, at sagsøgeren kunne anvende et tysk indregistreret køretøj i Danmark i op til 30 dage pr. år.Retten fandt, at sagsøgeren havde sit varige midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, og at sagsøgeren dermed havde sin private tilknytning til Danmark, idet retten lagde vægt på, at sagsøgeren havde sin ægtefælle og nærmeste familie i Danmark, at sagsøgeren siden 1. januar 2005 havde ejet og havde rådighed over en helårsbolig i Danmark, at sagsøgeren var dansk statsborger, og at sagsøgeren var tilmeldt folkeregistreret i Danmark.Retten lagde endvidere til grund, at sagsøgeren normalt opholdte sig i Danmark i det omfang, at hans arbejde i Tyskland tillod dette. Retten fandt på denne baggrund, at sagsøgeren regelmæssigt var vendt tilbage til Danmark, og at det ikke var en betingelse, at han skulle have opholdt sig i Danmark mindst to gange om måneden, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt., sidste led, idet dette kriterium i bekendtgørelsen alene var vejledende. Byretten afviste endvidere sagsøgerens anbringende om, at skattemyndighedernes afgørelse var i strid med EU-retten.For så vidt angår sagsøgerens subsidiære påstand om tilladelse til at anvende et udenlandsk indregistreret køretøj i Danmark, udtalte retten, at tilladelser i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 25 knytter sig til en bestemt person og et bestemt køretøj, og at der i den konkrete sag alene var tale om en påtænkt disposition. Retten fandt, at Landsskatteretten i kendelsen alene havde forholdt sig til, hvorvidt der var oplyst særlige grunde til, at der ikke skulle ske indregistrering i Danmark, og at Landsskatteretten derfor ikke havde forholdt sig til, hvorvidt de øvrige betingelser i § 25, stk. 1 var opfyldt.Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

A
(Advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Anders Roed)

Afsagt af byretsdommer

Lene Sigvardt

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om forhåndsgodkendelse til kørsel i Danmark i en tysk registreret bil.

Påstande

Sagsøgeren har under hovedforhandlingen nedlagt endelig påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A er hjemmehørende i Tyskland i forbindelse med spørgsmål om registreringspligt for biler, subsidiært at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A kan anvende et tysk indregistreret køretøj i Danmark i op til 30 dage pr. år, og at denne kørsel er uden begrænsning.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Den 12. oktober 2012 traf Landsskatteretten følgende afgørelse:

"...

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har givet tilladelse til, at klageren benytter en udenlandsk registreret bil til kørsel direkte fra en dansk/udenlandsk grænseovergang til Danmark og kun til privat kørsel direkte til dansk bopæl.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren har den 1. juni 2012 søgt SKAT om tilladelse til kørsel her i landet med en tysk registreret bil, som klageren endnu ikke har anskaffet.

Det fremgår af sagen, at klageren er dansk statsborger, og ifølge Det Centrale Personregister bor han sammen med sin ægtefælle i Danmark på ...1. Dette er en bolig, som klageren ejer/har lejet.

Klageren arbejder i G1 samt G2 og har en lejebolig til rådighed i udlandet, og det er oplyst, at den kørsel, der søges om tilladelse til, er en udvidet kørsel udover grænseovergang til bopælen.

Klageren har over for Landsskatteretten oplyst, at han opholder sig her i landet i gennemsnit i en uge pr. måned, fordelt på et til to besøg.

SKAT Motorcenters afgørelse

SKAT har givet tilladelse til, at klageren benytter en udenlandsk registreret bil til kørsel direkte fra en dansk/udenlandsk grænseovergang til Danmark.

Under hensyn til at klageren bor med sin ægtefælle på ...1, betragtes klageren som bosat her i landet i forbindelse med spørgsmålet om registreringspligt for bilen, jf. §§ 8 og 17 i bekendtgørelse nr. 651 af 16. juni 2011, om registrering af køretøjer mv., med senere ændringer i bekendtgørelse nr. 1292 af 15. december 2011.

Efter hvad klageren har oplyst om kørslens karakter, vil klageren kunne få tilladelse til at benytte en udenlandsk registreret bil til kørsel direkte fra en dansk/udenlandsk grænseovergang til Danmark, jf. § 25 i ovennævnte bekendtgørelse.

Tilladelsen omfatter en indkørsel og en udkørsel i forbindelse med afholdelse af ferie- og fridage.

Klageren kan få en sådan tilladelse ved at skrive til SKAT på ny og oplyse køretøjets registreringsnummer samt mærke. SKAT har understreget, at tilladelsen kun omfatter privat kørsel til bopælen i Danmark og ikke yderligere kørsel. Det er yderligere understreget, at klageren, når tilladelsen er modtaget, udsætter sig for straf og/eller inddragelse af nummerpladerne, hvis klageren kører uden for de geografiske begrænsninger, ligesom tilladelsen kan inddrages.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har søgt om tilladelse til kørsel her i landet udover kørsel i forbindelse med grænseovergang og til bopælen med en tysk registreret bil.

Klageren mener ikke, at SKAT ved afgørelsen har taget hensyn til flere forhold. Klageren har i brev modtaget i Landsskatteretten den 20. juli 2012, skrevet således:

"...

Hvis man satte sagen på hovedet og det var en tysk statsborger der arbejder på fastansættelse ved et dansk firma i Danmark, betaler skat i Danmark, lejet en bolig i Danmark for at kunne passe sit arbejde, anvender sin tyske bil i Danmark og kun mulighed for at kunne være hjemme mindre end 3 måneder om året så ville SKAT pålægge ham at skulle registrere hans tyske bil på danske nummerplader bortset fra han nok ville gå i koma over afgiftens størrelse (plus han vil opdage at han ikke kan få forsikret sin bil med mindre han registrerer sig i Danmark) er selve forholdene det samme for mig ... forskel er at tyskerne ikke bruger de samme resurser for at bringe disse forhold i orden men det ændrer ikke ved selve reglerne om registrering af udenlandsk bil og eventuelle konsekvenser bortset fra omtalte tysker ville ikke have problemer med at køre frit i Tyskland i en begrænset periode (ca. 3 måneder om året) af sin nu dansk registreret bil og ikke er tvunget til at erhverve nummer 2 bil på tysk registrering.

..."

Klageren har i mail af 21. august 2012, bl.a. anført følgende til Landsskatteretten:

"...

Jeg har ikke nye oplysninger om mine forhold andet end dem jeg allerede har oplyst/dokumenteret men mener stadig at afgørelsen er i brud med Artikel 45 som bl.a. forbyder nationale bestemmelser som får en statsborger i en medlemsstat til at afholde sig fra at forlade sit oprindelsesland med henblik på at udøve retten til fri bevægelighed, og som begrænser adgangen til arbejdsmarkedet.

National lovgivning, som vedrører betingelserne for selve udøvelsen af erhvervsmæssig beskæftigelse (som f.eks. omkostninger ved at skulle tvinges til at købe 2 biler) i både arbejdstagers arbejdsstat og bopælsstat kan udgøre en hindring for den frie bevægelighed ifølge artikel 10 EF og artikel 39 EF (artikel nummer er måske ændret siden sept 2005).

EU Domstolen har bl.a. fastslået dette i sag C-464/02, Kom mod Danmark. Link til dom indsat i denne e-mail.

Selvom denne sag var i forbindelse med firmabil mener jeg stadig at jeg kan argumentere for brud på traktat i mit tilfælde.

Hvis man læser § 25 som SKAT henviser til kan der gives tilladelse til kørsel op til 30 dage med privat kørsel.

Denne del af § 25 kunne anvendes i mit tilfælde hvis SKAT gav mig tilladelse til at føre et udenlandsk registreret motorkøretøj i op til 30 dage af gangen i en begrænset periode på f.eks. enhver gældende 6/12 måneders periode da det ville betyde jeg ikke får ekstra omkostninger ved mit hovederhverv som pilot i et tysk firma.

Denne del af § 25 nævner dog "særlige grunde" for tilladelse og hvad det betyder har jeg ikke været i stand til at finde betydningen af ?

Fakta er at jeg sjældent er i Danmark mere end 2-4 dage af gangen og sommetider kun en gang per måned og sjældent mere end 2 gange på en måned. I min ferie kan det ske jeg måske er 14 dage i Danmark men efter at have boet/arbejdet i Tyskland ca. 10 år og tidligere arbejdede i Mellemøsten mange år (har ikke arbejdet i Danmark siden 1989) har jeg opbygget et liv udenfor Danmark selvom jeg er gift med dansk statsborger.

..."

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

SKAT har ved den påklagede afgørelse truffet afgørelse om, i hvilket omfang klageren kan få tilladelse til kørsel i Danmark i sin tysk indregistrerede bil.

Det følger af § 2 i lov om registrering af køretøjer, at motorkøretøj, traktor og knallert, som alt overvejende hovedregel skal registreres her i landet og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område.

Skatteministeren kan imidlertid i henhold til § 5 i lov om registrering af køretøjer fastsætte regler om benyttelse her i landet af køretøjer, der er registreret i et andet land, på Færøerne eller i Grønland.

Et køretøj registreres kun i Centralregistret for Motorkøretøjer, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet. Det følger af § 7, stk. 1, i bekendtgørelse 504 af 30. maj 2012, om registrering af køretøjer m.v. med senere ændringer.

En person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses i henhold til bekendtgørelsens § 8, stk. 2, for at have bopæl her i landet.

Klageren anses således for at have bopæl her i landet.

Da klageren i henhold til det oplyste tillige har bopæl i Tyskland, er det herefter reglerne i bekendtgørelsens § 10 om dobbeltdomicil, der er afgørende for, om klageren i registreringsafgiftsmæssig henseende skal anses for at have hjemsted i Danmark.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 10, stk. 4, at en person, der ikke har privat og erhvervsmæssig tilknytning til samme sted, og som derfor er nødt til skiftevis at tage ophold på forskellige steder i to eller flere EU/EØS-stater, anses for hjemmehørende på stedet for den private tilknytning, hvis den pågældende regelmæssigt vender tilbage dertil, hvilket vejledende er mindst to gange om måneden.

Det er oplyst, at klagerens erhvervsmæssige tilknytning er til Tyskland, mens klageren har privat tilknytning til Danmark. Det er også oplyst, at klageren i gennemsnit opholder sig i Danmark ca. en uge pr. måned, fordelt på et til to besøg, hvor klageren er i landet for at være sammen med sin herboende familie.

Klageren anses under disse omstændigheder for at have bopæl i Danmark i relation til bekendtgørelsen om registrering af køretøjer, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 4.

Klagerens køretøj er derfor som udgangspunkt registreringspligtigt her i landet, og der skal betales registreringsafgift, jf. § 1, stk. 1, i registreringsafgiftsloven. Det af klageren anførte, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes i den forbindelse, at afgørelsen må anses som EU-konform, jf. Rådets Direktiv 83/1982 EØF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler.

Der er imidlertid i kapitel 6 i registreringsafgiftsbekendtgørelsen beskrevet en række fritagelsesbestemmelser til reglerne om brug her i landet af et udenlandsk køretøj. Det fremgår herunder af bekendtgørelsens § 25, at SKAT kan tillade, at en person med bopæl her i landet fører et udenlandsk køretøj, der ganske overvejende anvendes uden for landets grænser, til privat kørsel på færdselslovens område, hvis der foreligger særlige grunde til ikke at kræve køretøjet registreret her i landet.

Der foreligger imidlertid ikke oplysninger om særlige grunde, der giver grundlag for at tillade, at køretøjet ikke skal registreres her i landet, hvis klageren anvender bilen her.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Den i kendelsen omtalte forhåndsgodkendelse af 12. juni 2012 har følgende indhold:

"...

Du har den 1. juni 2012 skrevet hertil og søgt om tilladelse til kørsel heri landet i en tysk registreret bil som du endnu ikke har anskaffet.

Det fremgår af sagen,

Under hensyn til at du bor med din ægtefælle på ovennævnte adresse, betragtes du som bosat her i landet i forbindelse med spørgsmålet om registreringspligt for bilen, jf. §§ 8 og 17 i bekendtgørelsen nr. 651 af 16. juni 2011, om registrering af køretøjer mv. med senere ændringer i bekendtgørelse nr. 1292 af 15. december 2011.

Efter hvad du har oplyst om kørslens karakter, vil du kunne få tilladelse til at benytte en udenlandsk registreret bil til kørsel direkte fra en dansk/udenlandsk grænseovergang til Danmark, jf. § 25 i ovennævnte bekendtgørelse.

Tilladelsen omfatter en indkørsel og en udkørsel i forbindelse med afholdelse af ferie- og fridage.

Du kan få en sådan tilladelse ved at skrive hertil på ny og oplyse køretøjets registreringsnummer samt mærke. Det understreges, at tilladelsen kun omfatter privat kørsel til bopælen i Danmark og ikke yderligere kørsel. Det understreges, at du, når du har fået tilladelsen, udsætter dig for straf og/eller inddragelse af nummerpladerne, hvis du kører uden for de geografiske begrænsninger, ligesom tilladelsen kan inddrages.

Det er en forudsætning for tilladelsen, at køretøjet er ansvarsforsikret og at køretøjets registreringsattest medbringes under kørslen.

Du kan klage over afgørelsen til Landsskatteretten, ...

..."

Af A´s ansættelseskontrakt med G1 af 7. juni 2010 fremgår blandt andet:

"...

..."

A har fremlagt en oversigt over de perioder, hvor han mener at have været i Danmark i 2012. Det fremgår heraf, at han har været i Danmark i alt 20 gange fordelt på 96 dage. Opholdene har i følge oversigten haft en varighed fra 2 dage og op til 14 dage. Det er oplyst, at oversigten er konstrueret på baggrund af A´s flyveplan, logbog og udskrifter fra hans tyske og danske betalingskort. Skatteministeriet anerkender ikke oversigten som et bevis for, at A ikke har opholdt sig i Danmark udover de angivne perioder.

Forklaringer

A har forklaret, at han er oprindeligt uddannet automekaniker, men har siden 1978 beskæftiget sig med flyvemaskiner først som flymekaniker og siden som flyingeniør, pilot og ... af piloter.

Han har arbejdet uden for Danmarks grænser siden 1982, først for et dansk selskab men siden 1989 for diverse udenlandske selskaber. I dag arbejder han for G1 og G2.

Han har været gift tre gange, alle gange med danske kvinder, men han har ikke boet sammen med dem i Danmark. I 1982 fik han et barn med sin første kone, som han var udstationeret sammen med på ... . Ægteskabet varede kun kort tid, og han så ikke sin søn de første 12 år af sønnens levetid. Moderen kontaktede hans forældre, da hun fik konstateret en hjernesvulst og skulle gennemgå en større operation. Hun boede alene med sønnen, hvorfor der ikke var nogen til at passe på ham. Han tog derfor sønnen med til Mellemøsten, hvor han boede og arbejdede den gang. Operationen gik godt, og sønnen flyttede efter 6 måneder hjem til sin mor igen. Han har ikke siden set sønnen regelmæssigt. De har ikke haft noget søn og far forhold i Danmark. Sønnen har boet nogle år i Sydeuropa og flyttede derefter til England. Sønnen har ikke boet i Danmark de sidste 10 år. De taler over Skype, men de mødes ikke. De har ikke mødtes i Danmark. Han har ikke andre børn.

Han har ikke boet i Danmark siden 1982, bortset fra nogle få måneder i 2002. Han boede hos sin søster og læste samtidig til eksamen i England for at blive godkendt som europæisk pilot. Han boede hos søsteren, da han på det tidspunkt var uden anden bolig.

Hans mor og søster bor begge i Danmark. Det var hans søster, der gjorde ham opmærksom på, at der var en lejlighed til salg på ...1. Ejendommen havde sommerhusstatus og dermed ikke bopælspligt.

Det var i 2004. Han kiggede også på andre mulige boliger, blandt andet på ..., hvor der heller ikke var bopælspligt. Han var nød til at købe en lejlighed uden bopælspligt, idet han ellers skulle leje ud. Han havde ikke nogen planer om på det tidspunkt at bosætte sig i Danmark. Han boede allerede dengang i Tyskland sammen med en tysk kæreste.

Han købte ejendommen med overtagelse 1. januar 2005. Der er tale om en lejlighed med to soveværelser og en stue med åbent køkken. Ejendommen er egnet til helårsbeboelse. Han købte ejendommen for opsparede midler som en investering i håb om, at sommerhusmarkedet på et tidspunkt bliver givet frit, så at der kan ske salg til tyskere. Han ønskede ikke at købe en ejendom i udlandet, da han havde set flere af sine kollegaer blive snydt, når de havde købt fast ejendom i for eksempel Tyrkiet og lignende steder. Han tænkte, at han ville leje ejendommen ud. Han har ikke boet i ...1. Han har kun opholdt sig i ejendommen, når han en sjælden gang i mellem var i Danmark. Han har først fået registeret sin adresse på ejendommen, efter at han er blevet gift med sin nuværende ægtefælle. Hun bor i lejligheden hele året. Hun har ikke nogen anden bolig.

Han ejer ikke fast ejendom i Tyskland.

Tyske firmaer kan godt finde på at give deres medarbejdere besked om, at de skal skifte base. Han ville derfor stå med et problem, hvis han havde en købt en bolig i Tyskland, som han måske ikke kunne sælge igen. En lejelejlighed giver ham mulighed for at flytte base uden større komplikationer.

Han sælger ejendommen ...1 den dag, at prisen er rigtig. Der er i dag flere lejligheder i området, der er til salg. Der er ikke noget at tjene på ejendommen ved salg nu.

Han lærte sin nuværende ægtefælle at kende i 2008. Han fløj for G4, men han var stadig registreret bosiddende i Tyskland.

De blev gift, efter at de havde kendt hinanden i 6 til 7 måneder. Han havde en god forsikringsordning ved ulykke og død, men der var ingen, der kunne få glæde af den. Han giftede sig derfor med hende, så at hun ville kunne få del i forsikringssummen, hvis der skete ham noget.

Han har sin primære omgangskreds i Tyskland og Luxembourg, hvor han også arbejder og bor til daglig. Han betaler skat, pension og sygesikring i Tyskland. Han har lejet sin nuværende lejlighed i Tyskland siden 2010.

I Danmark har han sin kone, sin mor og sin søster. Han har desuden stadig kontakt til to barndomskammerater, som han ser måske to gange årligt.

Han fejrede jul i Danmark i 2012 sammen med sin kone i ...1.

I de sidste 8 måneder har han været hjemme 6-7 gange.

Han ejer to biler, der er indregistreret i Danmark. En Toyota og en Polo. Hans ægtefælle kører i Toyota´en. Han kører i polo´en både i Tyskland og i Danmark.

Han købte Toyota´en af sin ægtefælle i 2009. Forsikringsselskabet meddelte ham, at han skulle være folkeregistreret i Danmark for at få bilen registreret. Han fik derfor ændret sin folkeregisteradresse til ...1 pr. 1. januar 2010.

Han har ikke andre biler. Han har tidligere kørt i tysk indregistrerede biler.

Det var hans kollega, der gjorde ham opmærksom på, at han kunne risikere at få en bøde og dermed miste sin licens som ..., hvis det ikke var lovligt at køre i en dansk indregistreret bil i Tyskland.

Han kontaktede de tyske myndigheder angående registrering af bilen. De tyske myndigheder meddelte ham, at han skulle lade bilen indregistrere i Tyskland. Han kunne køre i Polo´en i 365 dage inden, at den skulle omregistreres. Han har ikke fået en skriftlig afgørelse herom fra de tyske myndigheder.

Han kontaktede SKAT i Danmark for at høre, hvordan han skulle forholde sig hertil. SKAT sagde, at han kun kunne få lov at køre fra grænsen og til bopælen i ...1 i en tysk registreret bil.

Han følte sig lidt i klemme mellem to systemer, hvorfor han ikke har købt nogen tysk bil.

Han drømmer ikke om at købe en stor, dyr bil, men han vil gerne køre lovligt både i Tyskland og i Danmark, uden at skulle købe to biler.

Han har fremlagt flyveplanen 2012 fra sin nuværende arbejdsgiver. Det er flyselskabet, der udarbejder planen, og den lægges til grund for det tyske skattevæsnets beregninger og det tyske luftfartsdirektorats kontrol af overholdelse af hviletidsregler med videre.

Der skal være overensstemmelse mellem flyveplanen og hans logbog. Han har ikke mulighed for at ændre i flyveplanen.

Af flyveplanen kan man læse, hvad han har foretaget sig arbejdsmæssigt det indeværende år. Vac betyder ferie, off - fridag, ground aktiviteter på jorden, hotac er hotelophold, rof - anmodet fridag, og fligth er en flyvning.

Han har taget kopier af enkelte sider fra sin logbog, som han har taget med i retten i dag. Der underskriver han under strafansvar, hvornår og hvor længe at han har været på en flyvning eller i en simulator.

Han bruger primært kreditkort, når han handler. Han plejer at bruge sit tyske kreditkort i Tyskland og sit danske kreditkort i Danmark. Han har også brugt kortene i andre lande.

Han har en konto i F1-bank. Hans konto var oprindeligt i F2-bank, men den gik konkurs. Hans far var en del i udlandet, og det var ham, der opfordrede ham til at have en konto i Danmark eller et andet land, hvor han var sikker på, at der ikke blev svindlet. Han har haft kontoen siden, at han blev konfirmeret. Han har ikke selv valgt F1-bank. Det var den bank, som skrev til ham, at de havde overtaget hans bankrelationer efter F2-banks konkurs.

Han bruger som udgangspunkt sit danske kort i Danmark. Han skal ikke betale så meget i gebyr, når han bruger det danske kort fremfor det tyske kort. Han bruger kun det tyske kort i Danmark, hvis han oplever betalingsproblemer med det danske kort.

Han mødte sin søn for ca. 1½ år siden i Danmark. Det var helt tilfældigt, at de mødtes i Danmark. Sønnen var hjemme fra England, og hans mor bor på ...2. Hans egen mor og en af barndomsvennerne bor ligeledes på ...2. Da han var på besøg hos sin barndomsven, så han tilfældigt sin søn.

Han har en udvidet rejse- og operationsdækning gennem sygesikring Danmark. Forsikringen dækker hele verden. Han ved ikke, om den dækker, hvis han skal have briller. Forsikringen tegnede han efter råd fra sin mor i 00´erne. Han var blevet opereret i udlandet, og det var ikke gået godt med operationen.

Han har en tilsvarende tysk forsikring, men den danske forsikring har en bredere dækning.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har under proceduren i det væsentligste gentaget det, som fremgår af dennes påstandsdokument:

"...

Anbringender

Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det i første række gældende, at sagsøger skal anses for hjemmehørende i Tyskland efter bestemmelserne i registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 1 og stk. 2.

Af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 1 fremgår, at såfremt en ejer eller bruger af et køretøj samtidig har bopæl i flere stater mv., anses den pågældende efter § 7 at have bopæl i den stat mv., hvor den pågældende er hjemmehørende. En ejer eller bruger af et køretøj anses efter registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 2 for hjemmehørende det sted, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig. Det vil sige mindst 185 dage inden for et kalenderår på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning.

Det gøres gældende, at A må anses for hjemmehørende i Tyskland, idet han i den i sagen omhandlede periode har opholdt sig mindst 185 dage i Tyskland på grund af sin private og erhvervsmæssige tilknytning hertil.

A´s eneste væsentlige private tilknytning til Danmark består således i, at hans kone, med hvem han blev gift i 2008, er bosiddende i Danmark. A´s registrering i Det Centrale Personregister er alene foretaget af hensyn til at få A´s dansk indregistrerede bil forsikret.

A har i næsten 25 år, med undtagelse af 6 - 8 måneder i 2002, boet og arbejdet i udlandet. Som følge heraf har han naturligt nok hele sin vennekreds i Tyskland, hvor han opholder sig langt størstedelen af tiden.

Hans søn på 32 år, med hvem A har begrænset kontakt, var i den i sagen omhandlede periode bosat i England. Forinden da arbejdede sønnen i en årrække i Italien.

Foruden A´s mor og søster er ingen af hans nære familiemedlemmer bosiddende i Danmark.

Det gøres i den forbindelse gældende, at A´s kapitalanbringelse i lejligheden ...1 i Danmark i 2007 ikke kan tillægges vægt ved fastlæggelsen af, hvor A har sin væsentligste private tilknytning.

Dette følger allerede af, at Tyskland var stedet for udøvelsen af A´s erhvervsmæssige virksomhed i den i sagen omhandlede periode, og dermed også stedet for A´s primære formueinteresser.

Investeringen i lejligheden, der er uden bopælspligt og har sommerhusstatus, skete før A mødte sin nuværende kone. Lejligheden var tænkt som et investeringsobjekt, som A lejlighedsvis kunne benytte under ferier i Danmark.

Når A valgte at investere i fast ejendom i Danmark - og ikke i Tyskland - skyldtes dette, at han ifølge kontrakten med hans tyske arbejdsgiver kunne flyttes til en ny hjemmebase. Såfremt arbejdsgiver flyttede hans hjemmebase, ville han, der er forpligtet til at kunne være til rådighed på hjemmebasen med en times varsel, have behov for en ny lejlighed. Usikkerheden om A´s fremtidige arbejdssted medførte derfor, at det var for risikabelt at investere i en ejendom i Tyskland. Endvidere har det efter krisens indtræden på boligmarkedet ikke kunnet betale sig for A at sælge ejendommen i ...1 i Danmark med henblik på at genanbringe midlerne i en ejendom i Tyskland.

Såfremt Retten måtte nå frem til, at A´s private tilknytning er i Danmark, gøres det til støtte for den principale påstand i anden række gældende, at sagsøger ikke kan anses for hjemmehørende i Danmark, idet A´s besøg i Danmark ikke har karakter af regelmæssig tilbagevenden i registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4´s forstand.

Ifølge registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt., anses en person for hjemmehørende på stedet for den private tilknytning, hvis den pågældende regelmæssigt vender tilbage dertil, hvilket vejledende er mindst to gange om måneden.

Det fremgår af opgørelsen over A´s besøg i Danmark i 2012, jf. bilag 10, at A de facto ikke har opholdt sig i Danmark mindst to gange om måneden.

Opgørelsen i sagens bilag 10 er udarbejdet på grundlag af A´s flyveplan, flyvelogbog samt fulde kontoudtog for både A´s danske og tyske bankkonto. Såfremt sagsøgte - på trods af den massive dokumentation - fastholder sit synspunkt om, at det ikke kan anses bevist, at A har været 96 dage og mindre end 2 gange om måneden i Danmark, må det selvsagt nu påhvile sagsøgte at sandsynliggøre, at dette ikke er tilfældet.

Sagsøgte har anført, at reglen i registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt., alene er "vejledende", og at SKAT som følge heraf ikke er afskåret fra at anse A for hjemmehørende i Danmark efter registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4.

Det gøres heroverfor gældende, at en ordlydsfortolkning af bestemmelsen fører til, at SKAT ikke kan anse A for hjemmehørende i Danmark, når A de facto er i Danmark mindre end to gange om måneden.

Afgørende for fortolkningen af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. led er anvendelsen af udtrykket "mindst" i bestemmelsen. Fortolkningen af bestemmelsen havde været anderledes, såfremt bestemmelsen var formuleret "vejledende er to gange om måneden".

Ved tilføjelsen af udtrykket "mindst" har Skatteministeriet angivet en mindstegrænse for, hvornår de månedlige besøg i Danmark har et sådant antal, at besøgene har karakter af regelmæssig tilbagevenden med den virkning, at personen anses for hjemmehørende i Danmark. Bestemmelsens vejledning består herefter i, at der skal mindst to ophold om måneden til, førend en skatteyder med privat tilknytning til Danmark risikerer at skulle betale af registreringsafgift i Danmark af et udenlandsk registreret køretøj.

Den i registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4 opstillede mindstegrænse skal ses i lyset af, at sagsøgtes fortolkning af bestemmelsen, hvorefter "regelmæssig tilbagevenden" er et krav om, at den pågældende skal vende tilbage så ofte arbejdet tillader, ville medføre, at regelmæssig tilbagevenden kunne statueres, selv hvis den pågældende besøgte landet eksempelvis én gang om året, når dog de årlige besøg havde karakter af regelmæssige besøg. En sådan fortolkning er ikke i overensstemmelse med artikel 7 i Rdir 1983/182. Den i registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4 fastlagte minimumsgrænse for antallet af besøg medfører derimod sikker vejledning for den pågældende person, således at denne undgår at blive mødt med et krav om betaling af registreringsafgift.

I tilknytning hertil bemærkes, at A i den i sagen omhandlede periode de facto ikke er vendt tilbage til Danmark, så ofte arbejdet har tilladt det.

Det bemærkes ligeledes, at der ikke i nærværende sag er tale om forsøg på omgåelse af bestemmelsen i registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, idet A´s ophold alene har haft karakter af forlængede weekendophold, ligesom at A har opholdt sig ca. tre fjerdedele af tiden i Tyskland, hvortil han som tidligere anført har en privat tilknytning. Når A i den i sagen omhandlede periode besøgte Danmark det anførte antal gange, skyldtes dette i hovedsagen, at hans kone i flere år har haft kraftige rygsmerter, for hvilke hun blev opereret den 29. august 2012.

Overfor sagsøgtes anbringende om, at antallet af dage, og ikke antallet af besøg, i sig selv må indebære, at A´s besøg i Danmark har karakter af regelmæssig tilbagevenden, gøres det gældende, at formuleringen "regelmæssig tilbagevenden" efter ordlyden alene tager sigte på hyppigheden af besøg, og ikke besøgenes samlede varighed. Som nævnt tidligere foreligger der ikke forsøg på omgåelse i nærværende sag, hvor A har befundet sig tre fjerdedele af året i udlandet. Ligeledes bemærkes, at ind- og udrejsedage medregnes som hele dage i opgørelsen i bilag 10. Endelig bemærkes, at det må have formodningen imod sig, at 96 dages ophold i Danmark i sig selv kan medføre, at A anses for hjemmehørende i Danmark, når det af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 3 følger, at personer med dobbelt domicil, men uden en erhvervsmæssig tilknytning til nogen stat, alene anses for hjemmehørende på stedet for den private tilknytning ved ophold på mindst 185 dage inden for et kalenderår.

Til støtte for den principale påstand gøres det i tredje række gældende, at såfremt sagsøgte opnår medhold i nærværende sag, vil det i realiteten medføre, at sagsøger er nødt til at have en dansk indregistreret bil, der ikke kan anvendes i Tyskland, og en tysk indregistreret bil, der - udover kørsel fra grænseovergang til sagsøgers lejlighed i Danmark og tilbage til grænseovergangen - ikke kan anvendes i Danmark.

En sådan retstilstand må anses for værende i strid med EU-rettens regler om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Til støtte herfor gøres det gældende, at en sådan retstilstand ville medføre, at en i Danmark bosat arbejdstagers omkostninger ved at tage et arbejde i en anden medlemsstat fordyres væsentligt derved, at den danske arbejdstager er nødsaget til at erhverve både en dansk og en tysk indregistreret bil.

I givet fald ville A opnå en ringere retsstilling end en i Danmark bosiddende person, der er ansat i en virksomhed beliggende i et andet EU-land, og som har en udenlandsk firmabil stillet til rådighed. En sådan udenlandsk firmabil skal efter reglerne i registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4 ikke afgiftsberigtiges i Danmark, såfremt bilen i det væsentligste skal anvendes varigt udenfor Danmark, hvilket efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 5 er tilfældet blot bilen ikke anvendes mere end 183 dage i Danmark inden for en 12 måneders periode, samt såfremt bilen kilometermæssigt anvendes mest i udlandet.

Det følger således af almindelige proportionalitetshensyn, at A skal have medhold i den nedlagte påstand, idet A utvivlsomt opfylder kravene til at have en udenlandsk firmabil, der kan benyttes i Danmark uden, at dette udløser registreringsafgiftspligt efter bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4 - såfremt han havde haft en udenlandsk firmabil stillet til rådighed af hans udenlandske arbejdsgiver. Det giver således ikke mening, hvis man stiller A ringere, end hvis han havde haft en udenlandsk firmabil stillet til rådighed af en udenlandsk arbejdsgiver.

Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gøres det gældende, at sagsøger er berettiget til at benytte et tysk indregistreret køretøj i Danmark uden at lade køretøjet registrere i Køretøjsregistret i op til 30 dage, jf. registreringsbekendtgørelsens § 25.

Det kan umiddelbart lægges til grund, at A ganske overvejende anvender sin tysk indregistrerede bil i Tyskland.

A tilbagelægger årligt ca. 45-55.000 km i Tyskland til og fra arbejde. Herudover tilbagelægger A ca. 5-10.000 km i Danmark, hvor den største del af kørslen relaterer sig til transport til og fra den danske grænse og A´s lejlighed ...1.

Såfremt der ikke udstedes tilladelse, vil konsekvensen være, at A er nødt til at have en dansk indregistreret bil, der ikke kan anvendes i Tyskland, og en tysk indregistreret bil, der - udover kørsel fra grænseovergang til A´s lejlighed i Danmark og tilbage til grænseovergangen - ikke kan anvendes i Danmark.

En sådan situation synes hverken tænkelig eller ønskelig, ligesom den som tidligere anført må anses at være i strid med EU-rettens grundlæggende princip om arbejdskraftens frie bevægelighed.

..."

Sagsøgte har under proceduren i det væsentligste gentaget det, som fremgår af dennes påstandsdokument:

"...

Anbringender

Denne sag omhandler overordnet i første række spørgsmålet, om sagsøgeren, A, i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4 i registreringsmæssig henseende er hjemmehørende i Danmark.

Sagen omhandler dernæst i anden række spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger særlige grunde til at undlade kræve at sagsøgerens køretøj indregistreret i Danmark i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 25.

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgeren i relation til registreringsbekendtgørelsen § 10, stk. 4, er hjemmehørende i Danmark, idet han har størst privat tilknytning til Danmark, og da han regelmæssigt vender tilbage til Danmark. Der er endvidere ikke grundlag for i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 25 at undlade at kræve køretøjet registreret her i landet.

1. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4

Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 1, at i tilfælde, hvor en ejer eller bruger af et køretøj samtidig har bopæl i flere stater mv., anses den pågældende efter bekendtgørelsens § 7 at have bopæl i den stat, hvor den pågældende er hjemmehørende.

Det følger videre af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, at en person, der ikke har privat og erhvervsmæssig tilknytning til samme sted - hvilket er tilfældet i nærværende sag -, og som derfor er nødt til skiftevis, at tage ophold på forskellige steder i to EU/EØS-stater, anses for hjemmehørende på stedet for den private tilknytning, hvis den pågældende regelmæssigt vender tilbage dertil, hvilket vejledende er mindst to gange om måneden.

De danske regler for registrering af køretøjer i tilfælde af dobbeltdomicil bygger primært på artikel 7 i Rådets direktiv 1983/182 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførelse af visse transportmidler. Artikel 7, stk. 1 og stk. 2 har følgende ordlyd:

"...

Almindelige regler for fastlæggelse af bopæl

Artikel 7. Stk. 1. Med henblik på dette direktiv forstås ved "sædvanlig opholdssted" det sted, hvor en person sædvanligvis opholder sig, det vil sige mindst 185 dage pr. kalenderår, på grund af et privat og erhvervsmæssigt tilhørsforhold eller - hvis der er tale om en person uden erhvervsmæssigt tilhørsforhold - på grund af et privat tilhørsforhold hidrørende fra snævre bånd mellem den pågældende og det sted, hvor vedkommende bor.

En person, som ikke har et erhvervsmæssigt og privat tilhørsforhold til samme sted, og som derfor er nødsaget til skiftevis at tage ophold på forskellige steder i to eller flere medlemsstater, anses dog for at have sædvanlig opholdssted på stedet for det private tilhørsforhold på betingelse af, at den pågældende regelmæssigt vender tilbage hertil.

Stk. 2. Privatpersoner fører bevis for deres sædvanlig opholdssted ved ethvert egnet middel, navnlig identitetskort eller ethvert andet gyldigt dokument.

..."

Efter ordlyden af artikel 7, stk. 2, påhviler bevisbyrden for det "sædvanlige opholdssted" ejeren af bilen.

Ved vurderingen af, om en ejer eller bruger af en bil i tilfælde af dobbeltdomicil er hjemmehørende her i landet, kan der bl.a. lægges vægt på artikel 4, stk. 2, i OECDs modeloverenskomst, der har følgende ordlyd:

"...

Hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stk. 1 anses for hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal følgende regler gælde:

..."

Hvis en person har bolig til rådighed i to stater, er det afgørende i første række, hvor den pågældende har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelse (midtpunkt for livsinteresser), dernæst hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig.

EU-Domstolen har i C-262/99, Louloudakis, og sag C-297/89, Ryborg, taget stilling til fortolkningen af bopælsbegrebet i artikel 7 i Rådets direktiv 83/182 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler.

Det fremgår af Louloudakis-dommen, præmis 51-55, at:

"...

51 Kriterierne for afgrænsningen af begrebet "sædvanligt opholdssted", som er opstillet i direktivets artikel 7, vedrører såvel en persons erhvervsmæssige og private tilhørsforhold til et sted som varigheden af dette tilhørsforhold. De skal følgelig bedømmes samlet. Sædvanligt opholdssted skal herefter forstås som det sted, hvor den pågældende har oprettet det varige midtpunkt for sine interesser (Ryborg-dommen, præmis 19).

52 Det følger af direktivets artikel 7, stk. 1, at bestemmelsen lægger særlig vægt på det private tilhørsforhold, når den pågældende ikke kun har et privat og erhvervsmæssigt tilhørsforhold til en enkelt medlemsstat. Således har det personlige tilhørsforhold i henhold til bestemmelsens andet afsnit forrang for det erhvervsmæssige tilhørsforhold, når det sidstnævnte er til et andet sted og den pågældende således er nødsaget til skiftevis at tage ophold i to eller flere medlemsstater og regelmæssigt vender tilbage til den stat, som han har det private tilhørsforhold til.

53 Således skal der efter direktivets artikel 7, stk. 1, tages hensyn til både et erhvervsmæssigt og et privat tilhørsforhold til et bestemt sted, og bestemmelsen skal fortolkes således, at såfremt en samlet vurdering af det erhvervsmæssige og det private tilhørsforhold ikke er tilstrækkelig til at lokalisere det varige midtpunkt for den pågældendes interesser, skal det private tilhørsforhold med henblik på denne lokalisering tillægges forrang.

54 I alle de situationer, som er omhandlet i direktivets artikel 7, og i henhold til bestemmelsens stk. 2 kan den berørte ved ethvert egnet middel føre bevis for sit sædvanlige opholdssted og dermed for et privat og/eller erhvervsmæssigt tilhørsforhold, samt for et ophold af en varighed, som således i princippet mindst skal være på 185 dage pr. kalenderår i den medlemsstat, som han har tilhørsforholdet til.

55 I den forbindelse skal samtlige relevante momenter tages i betragtning med henblik på fastlæggelsen af det sædvanlige opholdssted, forstået som det varige midtpunkt for den pågældende persons interesser (Ryborg-dommen, præmis 20), dvs. navnlig hvor han fysisk befinder sig, hvor hans familiemedlemmer fysisk befinder sig, om der foreligger en bopæl, hvor børnene faktisk går i skole, stedet for udøvelsen af erhvervsmæssig virksomhed, det sted, hvor hans formueinteresser befinder sig, tilknytningen til offentlige myndigheder og sociale organer, for så vidt som disse momenter er udtryk for personens vilje til at gøre tilknytningsstedet varigt, på grund af en kontinuitet, som er baseret på livsvaner og udviklingen af normale og erhvervsmæssige relationer.

..."

Det afgørende er således, hvor den pågældende bilejer har det varige centrum for livsinteresser, hvis den pågældende person har bopæl i flere stater (dobbeltdomicil).

Det gøres gældende, at bevisbyrden for, at sagsøgeren ikke i registreringsmæssig henseende er hjemmehørende i Danmark, påhviler sagsøgeren, og at denne bevisbyrde under de foreliggende omstændigheder ikke er løftet. Til støtte herfor kan henvises til UfR2005.2872H samt SKM2012.745.BR .

Sagsøgeren er i relation til § 10, stk. 4, i registreringsbekendtgørelsen hjemmehørende i Danmark, idet han har størst privat tilknytning til Danmark, hvilket i tilfælde af dobbeltdomicil har forrang, og da han regelmæssigt vender tilbage til Danmark, jf. nedenfor.

1.1 Privat tilknytning til Danmark

Ved fastlæggelsen af, hvor en person har den stærkeste private tilknytning, skal der ske en samlet bedømmelse af alle private forhold, herunder boligforhold, familiemæssige forhold, fritidsinteresser, besiddelse af fast ejendom og lignede.

Sagsøgerens tilknytning til Tyskland er overvejende erhvervsmæssig, hvilket også understøttes af, at sagsøgeren ofte, når muligheden byder sig, vender tilbage til Danmark. Sagsøgerens processkrifter må også umiddelbart læses således, at den væsentligste årsag til, at sagsøgeren ikke oftere er i Danmark, alene er sagsøgerens job i Tyskland.

Sagsøgerens ægtefælle, sagsøgerens mor og hans søster er også bosiddende i Danmark.

Endvidere har ægtefællen efter det oplyste bopæl på ...1, som ejes af sagsøgeren, lige som sagsøgeren, der er dansk statsborger, er tilmeldt folkeregistreret og har en konto i F1-bank (bilag 8).

Hertil kommer, at sagsøgeren efter det oplyste ikke ejer fast ejendom i Tyskland, jf. bilag 2. Den omstændighed, at sagsøgeren alene har investeret i fast ejendom i Danmark viser også, at sagsøgeren har ønsket at fastholde sin tilknytning til Danmark. Hvis sagsøgerens centrum for livsinteresser reelt og alene var i Tyskland, må man vel formode, at han havde erhvervet fast ejendom i Tyskland.

Ovennævnte omstændigheder, og navnlig at sagsøgerens ægtefælle er bosiddende i Danmark, og at hans samliv med ægtefællen efter det oplyste må antages at være opretholdt, lige som at sagsøgeren alene ejer fast ejendom i Danmark, understreger klart, at sagsøgerens varige centrum for livsinteresser er i Danmark, og at han har størst privat tilknytning til Danmark, jf. således også SKM2005.79.HR og SKM2012.282.ØLR .

1.2 Regelmæssig tilbagevenden til Danmark

Afgørende i relation til § 10, stk. 4, i registreringsbekendtgørelsen er ikke alene, at sagsøgeren har privat tilknytning til Danmark, idet sagsøgeren også "regelmæssigt" skal "vende tilbage" til Danmark, hvilket i henhold til bestemmelsen vejledende er mindst 2 gange om måneden.

Kravet om at den pågældende "regelmæssigt vender tilbage" til stedet for den private tilknytning er ikke et objektivt kriterium, hvor det alene er antallet af dage, som er afgørende, jf. bestemmelsen ordlyd, hvilket også er baggrunden for, at det i bekendtgørelsens ordlyd er understreget, at "mindst to gange om måneden" alene er vejledende.

Kravet om regelmæssig tilbagevenden er altså et krav om, at den pågældende skal vende tilbage så ofte, som arbejdet tillader, uanset afstanden til bopælen i udlandet. Kravet om "regelmæssighed" skal derfor vurderes i forhold til sagsøgerens muligheder for at vende tilbage til Danmark, hvilke jo - ifølge sagsøgeren selv - er stærk begrænset pga. sagsøgerens arbejde.

Sagsøgeren har oplyst, at han i 2012 i hvert fald har opholdt sig 96 dage i Danmark, jf. bilag 10. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at 96 dage er det maksimale antal dage, sagsøgeren har opholdt sig her i landet, og dermed er vendt tilbage til Danmark. For det første er der tale om sagsøgerens egen opgørelse, som er udokumenteret, lige som sagsøgeren for det andet også under nærværende retssag har ændret sin forklaring, således at han har opjusteret antallet af dage fra 90 til 96, jf. bilag 6, sammenholdt med bilag 10.

Baseret på sagsøgerens egen opgørelse, jf. bilag 10, må retten dog kunne lægge til grund, at 96 dage er det antal dage, hvor sagsøgeren som sagsøgeren som minimum har opholdt sig i Danmark i 2012.

Selv hvis oplysningerne i den fremlagte flyveplan (bilag 7) kunne lægges til grund, og selv hvis det således kunne lægges til grund, at sagsøgeren i 2012 maksimalt var i Danmark 96 dage, er dette ikke i sig selv afgørende.

Det gøres dog gældende, at den omstændighed, at sagsøgeren har opholdt sig i Danmark i hvert fald 96 dage i 2012, svarende til en fjerdedel af året, og i hvert fald har været i Danmark mindst 20 gange i 2012, i sig selv er nok til, at sagsøgeren regelmæssigt vender tilbage til Danmark i registreringsbekendtgørelsens forstand.

I fortsættelse heraf bemærkes, at den i bilag 7 fremlagte flyveplan ikke i sig selv udgør dokumentation for, at sagsøgeren ikke har været i Danmark oftere. Betydningen af betegnelserne/forkortelserne "VAC", "OFF" og "ROF", som sagsøgeren har oplyst er betegnelsen for sagsøgerens fridage, samt de øvrige betegnelser/forkortelser under punktet "Act." i flyveplanen udokumenterede.

Endvidere er flyveplanen udateret, og planen kan således løbende være blevet ændret. Sagsøgeren har i processkrift II, side 3, midtfor, anført, at det fremgår af flyveplanen (bilag 7), at denne er udskrevet "den 30. december 2012". Dette bestrides. Der er således bl.a. ikke anført et årstal i udskriftsdatoen.

Selv om sagsøgeren muligvis ikke har anvendt samtlige fridage i Danmark, hvilket umiddelbart må antages at skyldes afstanden mellem den danske bopæl og hans arbejde i Tyskland, har sagsøgeren anvendt en meget stor del af sine fridage i Danmark, og han har således tillige så ofte, som hans arbejde har tilladt, vendt regelmæssigt tilbage til Danmark.

2. registreringsbekendtgørelsens § 25

Det følger af registreringsbekendtgørelsens § 25, at SKAT kan tillade, at en person med bopæl her i landet fører en registreret udenlandsk bil, der ganske overvejende anvendes uden for landets grænser, i Danmark i op til 30 dage, hvis der er tale om privat kørsel, og hvis der i øvrigt foreligger særlige grunde til ikke at kræve køretøjet registreret her i landet.

Udgangspunktet efter registreringsafgiftsloven er, at køretøjer, som anvendes i Danmark, skal indregistreres og afgiftsberigtiges her i landet. Der skal således også i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 25 foreligge "særlige grunde" til ikke at kræve et udenlandsk køretøj registreret her i landet.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der foreligger særlige grunde til, at hans køretøj ikke skal registreres her i landet. Han har alene til støtte herfor anført, at køretøjet hovedsageligt anvendes i Tyskland, hvilket imidlertid er ganske udokumenteret. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse på dette punkt.

Hertil kommer, at retten ikke bør tage stilling til, om sagsøgeren opfylder betingelserne i registreringsbekendtgørelsens § 25, jf. således også Retten i Sønderborgs dom af 2. maj 2013 (bilag B). Det må således overlades til skattemyndighederne at vurdere, hvornår der foreligger særlige grunde.

Det bemærkes for en ordens skyld, at SKAT i afgørelsen vedrørende sagsøgerens ansøgning om tilladelse til kørsel her i landet med en tysk indregistreret bil (bilag C) ikke har truffet afgørelse vedrørende registreringsbekendtgørelsens § 25, men at Landsskatteretten som nævnt har fastslået, at betingelserne ikke er opfyldt.

3. Sagsøgerens bemærkninger vedrørende EU-retten.

Sagsøgeren har i replikken, processkrift I samt processkrift II anført, at det er i strid med EU-retten, at de danske skattemyndigheder ikke tillader, at han anvender sin tysk indregistrerede bil i forbindelse med sine private ophold i Danmark.

Det bestrides, at der i nærværende sag er sket en krænkelse af EU-retten. Sagsøgeren har således heller ikke godtgjort, at en sådan krænkelse har fundet sted.

Sagsøgerens processkrifter må forstå således, at sagsøgeren gør gældende, at han stilles ringere end en person, der er bosiddende i Danmark, og som er ansat i en virksomhed beliggende i et andet EU-land, og har en udenlandsk firmabil stillet til rådighed i Danmark, når sagsøgeren ikke har mulighed for at anvende sin tysk indregistrerede bil i Danmark i forbindelse med hans ophold her i landet, dvs. når han ikke arbejder.

Der er imidlertid i nærværende ikke tale om, at sagsøgeren som arbejdstager har fået en udenlandsk firmabil stillet til rådighed af en udenlandsk arbejdergiver, lige som sagsøgeren ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, men derimod lønmodtager, jf. bilag 3. Nærværende sag er således heller ikke sammenlignelig med de situationer, der er omfattet af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4.

Bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4 og stk. 5, blev indført med lov nr. 519 af 7. juni 2006 om ændring af registreringsafgiftsloven og ligningsloven. Det fremgår af forarbejderne til loven, at:

"...

Lovforslaget har til formål at bringe registreringsafgiftslovens bestemmelser vedrørende udenlandske firmabiler i overensstemmelse med de EU-retlige principper, EF-Domstolen har fastslået ved dommen af 15. september 2005 (firmabil-dommen).

..."

Det fremgår således utvetydigt af bemærkningerne til lovforslaget, at bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 1 ændres således, at bestemmelsen bliver konform med EU-retten på dette område. Heraf kan det også udledes, at det ikke er i strid med EU-retten, at en person, der er bosiddende i Danmark, og som er ansat i en virksomhed beliggende i et andet EU-land, er registreringspligtig og skal svare registreringsafgift til Danmark af sin privatejede bil.

Dertil kommer endvidere, at SKAT har tilladt, at sagsøgeren anvender en tysk indregistreret bil til privat kørsel direkte fra en dansk/udenlandsk grænseovergang til sin danske bopæl.

EU-Domstolen har ved flere lejligheder taget stilling til den danske registreringsafgift for motorkøretøjer, og domstolen har fundet, at den generelt er i overensstemmelse med fællesskabsretten, jf. sag 47/88, Kommissionen mod Danmark, og sag C-383/01, De danske Bilimportører.

Hertil kommer, at beskatningen af motorkøretøjer ikke er harmoniseret, jf. bl.a. sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark (firmabilsagen), præmis 74 og sag C-451/99, Cura Anlagen. Konsekvensen er, at medlemsstaterne frit kan udøve deres beskatningsbeføjelse vedrørende motorkøretøjer under overholdelse af fællesskabsretten. Den omstændighed, at dette kan medføre afgiftsmæssig dobbeltbelastning er ikke i strid med EU-retten, jf. Domstolens dom af 21. november 2013 i sag C-302/12, X.

Eftersom de danske skattemyndigheder har tilladt sagsøgeren at anvende sin tyske bil i forbindelse med rejse til og fra Danmark, således at sagsøgeren kan nå til og fra sit job i Tyskland og dermed opretholde sin beskæftigelse, er det ikke nødvendigt for sagsøgeren at anskaffe sig to biler.

At der ikke er i samme indkøbsmuligheder mv. i ...1, og at sagsøgeren, når han har transporteret sig fra Tyskland til sin danske bopæl, ikke kan anvende sin tyskindregistrerede bil uden at svare registreringsafgift til Danmark, når han skal på indkøb mv., udgør på ingen måde en krænkelse af EU-retten. Sagsøgeren er således - allerede som følge af SKATs tilladelse til at anvende sin tysk indregistreret bil ved kørsel fra en dansk grænseovergang til sin danske bopæl - ikke hindret i at kunne udføre sit arbejde i Tyskland.

Sagsøgeren er endvidere uden tvivl - også i henhold til EU-retten - i registreringsmæssig henseende hjemmehørende i Danmark, og de danske skattemyndigheder er derfor berettiget til at opkræve registreringsafgift af hans køretøj. Den omstændighed, at de tyske skattemyndigheder angiveligt ikke tillader, at sagsøgeren anvender en dansk indregistreret bil i Tyskland, kan derfor ikke føre til, at de danske myndigheders afgørelse er i strid med EU-retten, jf. herved også den førnævnte dom i sag C-302/12.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

ad den principale påstand

Parterne er enige om, at A er dobbeltdomicileret og har sin erhvervsmæssige tilknytning i Tyskland, og at spørgsmålet om, hvorvidt køretøjer der ejes og alene benyttes af A skal registreres i Danmark eller i et andet land, skal afgøres efter reglerne i bekendtgørelse om registrering af køretøjer mv., § 10.

Parterne er endvidere enige om, at A bærer bevisbyrden for, at han ikke er hjemmehørende i Danmark i relation til spørgsmålet omfattet af ovennævnte bekendtgørelse.

Det fremgår af sagen, at A, der er dansk statsborger, har sin nærmeste familie i Danmark i form af sin ægtefælle, sin mor og sin søster, der også alle er danske statsborgere, og hvor han selv er folkeregistertilmeldt, og hvor han siden 1. januar 2005 har ejet en bolig, der egnet til helårsbeboelse, og hvor hans ægtefælle har haft permanent bopæl siden 2008.

På baggrund af A´s forklaring må det lægges til grund, at hans nuværende bopæl siden 2010 i Tyskland i det hele er bestemt af ansættelseskontrakten med G1, der sætter nogle regler for, hvor langt han må bo fra arbejdsstedet, og at det ikke vil være usædvanligt eller upåregneligt, om han af G1 blev pålagt at skifte bopæl i forbindelse med ændring af tjenestested.

Under disse omstændigheder finder retten, at A har sit varige midtpunkt for sine interesser her i landet og dermed sin private tilknytning til Danmark. Det forhold, at A har en vennekreds i Tyskland og Luxembourg giver ikke anledning til en ændret vurdering heraf.

Det fremgår endvidere af det oplyste, at A´s mulighed for ophold i Danmark, herunder længden og regelmæssigheden heraf, i det væsentligste er dikteret af hans ansættelseskontrakt med G1, der sætter nogle begrænsninger for, hvornår han kan få fri, og hvad han kan foretage sig i sin fritid, idet han blandt andet skal iagttage regler for hviletid forud for, at han skal give møde på arbejdspladsen. Derudover må A´s arbejde som ... tillige antages at lægge beslag på den fritid, som han har fra arbejdet ved G1.

A har oplyst, at han i 2012 har opholdt sig i Danmark i hvert fald 20 gange og med en samlet varighed af ikke under 96 dage.

Det må herefter lægges til grund, at A normalt opholder sig i Danmark i det omfang, at hans arbejde hos G1 og ... tillader det.

Under henvisning hertil, og idet det ikke kan anses for en betingelse for at pålægge en person registreringspligt, at vedkommende opholder sig i Danmark mindst to gange om måneden, idet denne bemærkning i bekendtgørelsens § 10, stk. 4, alene er vejledende, finder retten, at A er hjemmehørende i Danmark, som omtalt i registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt., og rådsdirektiv af 28. marts 1983, artikel 7, stk. 1, andet led.

Skatteministeriet frifindes derfor for den principale påstand.

Det bemærkes, at denne sag vedrører registrering af private køretøjer, og ikke af firmabiler stillet til rådighed af en virksomhed hjemmehørende i en anden EU/EØS stat end Danmark, hvorfor reglerne herom er uden betydning for afgørelsen i denne sag.

Afgørelsen findes i øvrigt ikke at være i strid med EU-retten.

ad den subsidiære påstand

A´s subsidiære påstand indeholder en indirekte henvisning til fritagelsesbestemmelsen i registreringsbekendtgørelsens § 25, stk. 1, idet det bemærkes, at dele af betingelserne for meddelelse af fritagelse ikke er indeholdt i påstanden.

Dette spørgsmål ikke ses at være behandlet af SKAT i deres afgørelse af 12. juni 2012, men Landsskatteretten har i sin afgørelse udtalt sig herom.

Retten finder derfor, at retten er kompetent til at behandle påstanden, jf. skatteforvaltningslovens § 48

Tilladelser meddelt i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 25 knytter sig til en bestemt person og en bestemt bil.

I denne sag forligger der kun en påtænkt disposition.

Landsskatteretten ses i øvrigt kun at have forholdt til sig til, hvorvidt der var oplyst særlige grunde til, at der ikke skal ske registrering her i landet. Landsskatteretten har således ikke forholdt sig til, hvorvidt de øvrige betingelser i § 25, stk. 1, for meddelelse af fritagelse er opfyldt.

Herefter, og således som påstanden er formuleret, frifindes Skatteministeriet for den subsidiære påstand.

Der forholdes med sagsomkostninger som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

A betaler inden 14 dage sagens omkostninger til Skatteministeriet med 20.000 kr.