Dokumentets metadata

Dokumentets dato:15-01-2001
Offentliggjort:06-04-2001
SKM-nr:SKM2001.120.VLR
Journalnr.:B-0161-98
Referencer.:Kursgevinstloven
Dokumenttype:Dom

Fradrag for tab på debitorer - Nægtet

Selskabet blev nægtet ret til fradrag for tab på debitorer i 4 tilfælde, idet selskabet ikke havde godtgjort at være kreditor i henhold til det første lån, da det andet lån var indfriet, da det ikke var dokumenteret, at debitor vedrørende det tredje lån var insolvent, og da det ikke var dokumenteret, at det fjerde lån var tabt i det skatteår, som selskabet ønskede fradrag i.

Parter:

F1 A/S
(advokat A1, Å-by)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)

Afsagt af dommerne:

3 dommere

Sagen angår

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, F1 A/S, er berettiget til fradrag for tab på debitorer ved indkomstopgørelsen for skatteårene 1994/95 og 1995/96.

Den 21. oktober 1997 afsagde Landsskatteretten en kendelse vedrørende ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst, hvori det hedder:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkter:

Skattepligtig indkomst
Skatteåret 1994/95
Ikke godkendt fradrag for tab på debitor 145.316 kr.
Skattepligtig indkomst
Skatteåret 1995/96
Ikke godkendt fradrag for tab på debitor 157.844 kr.

...

Det er oplyst, at selskabet ved indkomstopgørelsen for skatteårene 1994/95 (1. oktober 1992 - 30. september 1993) og 1995/96 (1. oktober 1993 - 30. september 1994) har fradraget henholdsvis 145.316 kr. og 157.844 kr. som tab på debitorer.

Selskabet har oplyst, at det i skatteåret 1994/95 selvangivne tab vedrører udlån til A. Selskabet har endvidere oplyst, at udbetalingen til A er sket af F2 A/S. Af interne arbejdspapirer for regnskabsårene 1988/89 og 1989/90 fremgår det, at der ved bankbilag af 6. oktober 1988 er udbetalt 100.000 kr. til A, og at saldoen pr. 30. september 1990 er opgjort til 125.542 kr. Af kontokort og arbejdspapirer fremgår det, at der løbende er sket rentetilskrivning indtil 31. december 1991, hvor saldoen er opgjort til 145.316 kr., der ifølge kontokort ligeledes udgør saldoen pr. 30. september 1993. Der foreligger ikke dokumentation for udlån i form af et lånedokument. Selskabet har ikke foretaget retslige skridt med henblik på inddrivelse af beløbet. Endelig fremgår det af en af selskabets revisor fremlagt udskrift af fogedbog for pantefogeden, at der er foretaget udlægsforretning den 20. februar 1992, kl. 9.31 vedrørende restskat på 40.077 kr. fra 1989, hvor der af særlige bemærkninger er anført: "Kan intet anvise til genstand for udlæg, hvorfor forretningen slutter som forgæves udlæg."

Selskabet har oplyst, at det i skatteåret 1995/96 selvangivne tab vedrører udlån til B. Af kontokort for regnskabsårene 1990/91 til 1993/94 fremgår det, at der er sket debiteringer af kontoen med følgende beløb:

18. marts 1991,
"lån B" 100.000 kr.
2. april 1991,
"lån til B" 130.000 kr.
22. maj 1991,
"til B" 100.000 kr.
28. august 1991,
"B" 200.000 kr.

Af kontoudtogene fremgår forskellige krediteringer af saldoen, herunder med teksten "pcp indbetalt via djursla" samt en kreditering med teksten "jrn køb leveringsret", 230.000 kr. Af kontokortene fremgår alene rentetilskrivning i regnskabsårene 1990/91 og 1991/92, og pr. 30. september 1994 er saldoen opgjort til 157.844,35 kr. Selskabet har ikke foretaget retslige skridt med henblik på inddrivelse af beløbet. Endelig fremgår det af en af selskabets revisor fremlagt kopi af Statstidende fra 11. april 1995, at B har været under konkursbehandling, samt at boet den 27. april 1995 forventes sluttet efter konkurslovens § 143, stk. 1. Det klagende selskab har ikke anmeldt noget krav i Bs konkursbo.

Told- og skatteregionen har ikke godkendt fradrag for tab på debitorer, idet selskabet ikke ved lånedokumenter, bankbilag eller lignende har dokumenteret lånenes udbetaling og eksistens samt at der ikke foreligger dokumentation for, at selskabet har foretaget retslige skridt med henblik på inddrivelse af fordringerne.

Selskabets revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om godkendelse af de selvangivne fradrag for tab på debitorer på henholdsvis 145.316 kr. og 157.844 kr., subsidiært, at de tilskrevne renter tilbageføres.

Revisoren har forklaret, at udbetalingen til A er foretaget af F2 A/S på vegne af det klagende selskab, og at det således er det klagende selskab, der har haft tilgodehavendet i hele perioden.

Revisoren har til støtte for sin påstand anført, at begge debitorer er insolvente, hvorfor det klagende selskab har fradrag for tabet. Revisoren har henvist til kontokort for tilgodehavende hos A og B, kopi af selskabets interne bilag vedrørende udbetalingen samt insolvenserklæringen for A og konkurserklæringen for B.

Revisoren har vedrørende udlån til A nærmere anført, at udbetalingen er foretaget af F2 A/S, der har den centrale kassekredit i koncernen, og som i nødvendigt omfang foretager udbetalinger for de øvrige selskaber i koncernen. Beløbet på 100.000 kr., hvortil der foreligger et bankbilag for udbetalingen, er ført direkte på mellemregningen med det klagende selskab, og ikke som et tilgodehavende hos A. Der foreligger ikke et lånedokument. Revisoren har oplyst, at der på nuværende tidspunkt ikke kan fremskaffes kopi af posteringerne i F2 A/S. Revisoren har vedrørende eksistensen af lånet henvist til kopi af skrivelse af 31. december 1991 til A fra det klagende selskab, hvor A har bekræftet saldoen pr. 31. december 1991 på 145.316,36 kr.

Revisoren har videre anført, at A er at anse for insolvent pr. 20. februar 1992, og tabet må som følge heraf anses for konstateret på dette tidspunkt. Hvorvidt A efterfølgende er kommet i besiddelse af midler må anses for uden betydning, ligesom revisoren har bemærket, at skattemyndighederne har særlige muligheder for at inddrive skatterestancer.

Revisoren har vedrørende udlån til B nærmere anført, at den pågældende person var en statsautoriseret revisor, der havde bistået selskabet i forbindelse med nogle leasingarrangementer og anden forretningsmæssig sammenhæng. Der har dog ikke været tale om revisionsmæssig bistand. Revisoren har videre anført, at der foreligger dokumentation for udbetalingen og dermed at der består et skyldforhold. Der foreligger checkbilag på 530.000 kr. og et lånedokument for så vidt angår et beløb på 230.000 kr. Revisoren er derfor uenig i regionens betragtninger vedrørende eksistensen af skyldforholdet. Årsagen til, at der ikke er sket anmeldelse i Bs konkursbo, var, at der ikke udbetales dividende til simple kreditorer. Revisoren har vedrørende eksistensen af lånet endvidere henvist til kopi af bekræftelser af henholdsvis 8. december 1993 og 16. december 1993, hvor det bekræftes, at B A/S har en gæld til det klagende selskab.

Landsskatteretten finder ikke grundlag for at godkende de af selskabets selvangivne fradrag for tab på debitorer, idet selskabet ikke har dokumenteret fordringernes eksistens. Der er herved henset til, at selskabet ikke ved lånedokumenter eller på anden måde har fremlagt dokumentation for udlån til A og B, samt at der ikke ved bankbilag eller lignende er fremlagt dokumentation for beløbenes udbetaling og beløbsmodtager. For så vidt angår A er der endvidere henset til, at den anførte udbetaling er foretaget af F2 A/S og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at det klagende selskab i givet fald må anses for rette kreditor. For så vidt angår det anførte tilgodehavende hos B bemærkes, at det i Statstidende nævnte konkursbo vedrører B personligt, medens de af revisor fremlagte kopier af bekræftelser vedrører et selskab ved navn B A/S.

For så vidt angår revisorens subsidiære påstand bemærkes, at der, jf. de fremlagte kontokort, ikke er sket rentetilskrivning i de påklagede skatteår.

Det påklagede ansættelser stadfæstes derfor.

..."

Parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 21. januar 1998, har sagsøgeren påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens skatteansættelse for skatteåret 1994/95 skal nedsættes med 145.316 kr., og at sagsøgerens skatteansættelse for skatteåret 1995/96 skal nedsættes med 157.844 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Ifølge bankbilaget af 6. oktober 1988 har D-Bank for F2 overført 100.000 kr. til A.

Sagsøgeren har i et kontoudtog pr. 31. december 1991 til A opgjort tilskrevne renter i 1991 samt restgælden på dennes lån af 6. oktober 1988 på oprindelig 100.000 kr. Restgælden er anført med 145.316,36 kr. Ved en udateret underskrift på en kopi heraf har A bekræftet disse oplysninger.

I et gældsbrev underskrevet den 2. april 1991 har B anerkendt at have modtaget lån fra sagsøgeren på 230.000 kr. med nærmere angiven rente og tilbagebetalingsvilkår. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:

"...

Til sikkerhed modtager kreditor håndpant i leveringskontrakt nr. 177 med " F3 A.m.b.a", hvilken håndpant vil være at meddele "F3 A.m.b.a.".

..."

Udbetalingen af 100.000 kr. til B den 22. maj 1991 er ifølge en checkkopi sket fra konto nr. ... i D-Bank, F-by afdeling. Det kan ikke af checkkopien ses, hvilket selskab kontoen tilhørte. Udbetalingen af 200.000 kr. den 28. august 1991 er ifølge et bankbilag sket til indsætning på konto 0208-51 ... B-Bank.

I en erklæring af 8. december 1993 har B bekræftet, at revisionsfirmaet B A/S's revisionshonorarer hos en række søsterselskaber til sagsøgeren modregnes i revisionsselskabets gæld til sagsøgeren. I en anden erklæring af 16. december 1993 har B bekræftet, at i alt 4 notaer er aftalt modregnet i sagsøgerens udlån af 28. august 1991 til B A/S. Af erklæringen fremgår endvidere, at udlånet fra sagsøgeren skete ved indsættelse på konto nr. 0208-51 ... i B-Bank.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af C, A og B.

C har forklaret, at han er direktør for det sagsøgende selskab og for F2 A/S. Han havde personligt et samarbejde med en tidligere studiekammerat og A gennem et valutaspekulationsselskab. Det gik godt, og derfor lod han sagsøgeren låne A 100.000 kr. til egne spekulationsforretninger. Udlånet udgjorde under 5 % af sagsøgerens samlede udlån, der var på 2,2 millioner kr. Der blev ikke - som i tilfældet med B - oprettet noget gældsbrev, da der ikke var noget at få pant i. Der var ikke nogen aftale om tilbagebetalingen, men det var aftalt, at lånet skulle forrentes svarende til sagsøgerens kassekreditrente + 2 %. Pengene blev overført til A efter dennes instruktion. Betalingen skete fra F2s bankkonto, der blev brugt til likviditetsstyring af hele koncernen. I starten gik det godt for A, men på et tidspunkt i 1991 eller 1992 tabte denne på 14 dage over 2 millioner kr. A gik herefter arbejdsløs og havde forskellige vikarjob.

Vidnet var klar over, at det var urealistisk at få lånet tilbagebetalt, men det var først i forbindelse med en telefonsamtale den 24. april 1994, at A fortalte ham, at denne havde været i fogedretten. B var revisor for de selskaber, som A var involveret i, og drev herudover to store gårde. Sagsøgerens første udlån på i alt 230.000 kr. til B skulle benyttes til køb af en kartoffelleveringsret. Det efterfølgende udlån på 100.000 kr. skulle benyttes til køb af læggekartofler, mens de sidste 200.000 kr. blev udlånt i forbindelse med, at B manglede penge til udbetaling af lønninger i sit revisionsselskab. Han ved ikke, hvorfor gældsbrevet af 2. april 1991 først er kommet frem under retssagen og mener, at skattevæsenet tidligere må have set det. Der var noteret transport i kartoffelleveringsretten til sikkerhed for de første udlån.

Der blev ikke lavet gældsbreve vedrørende de to sidste lån, da der ikke på udlånstidspunkterne var noget at få sikkerhed i. Checken på de 100.000 kr. er trukket på det sagsøgende selskabs eller F1 Holdings konto. Der blev ikke lavet høstpantebrev i forbindelse med dette udlån. Det var aftalt, at B, der havde en del slagtesvin, skulle betale lånet tilbage inden høsten. B gik "privat op i spåner", og det endte med, at det var vidnet, der forestod kartoffeloptagningen. Vidnet overtog for 230.000 kr. leveringsretten og videresolgte den til en ny kartoffelavler i foråret 1994. Herved blev sagsøgeren fyldestgjort for de første udlån. I foråret 1994 gik B og dennes virksomhed i betalingsstandsning, og gårdene blev solgt på tvangsauktion. Der er ikke indgået afdrag på lånene til A eller B, siden tabene er bogført.

A har forklaret, at han sammen med en kompagnon drev et rådgivnings- og investeringsfirma. C var med i et fælles selskab, og de havde stor tillid til hinanden. Lånet blev derfor ydet uden gældsbrev. C havde flere forskellige selskaber, og han var ikke klar over, hvilket af disse selskaber, som lånte ham de 100.000 kr. Han troede dog, at det var det sagsøgende selskab, da han tidligere havde handlet anparter med dette selskab. Hans firmaer kom i krise, og han blev købt ud af sin kompagnon. Han skyldte ca. 1,5 millioner kr. til sin bank, og både han og hustruen var uden arbejde. C spurgte flere gange til lånet, men fornemmede vist, at det var umuligt for vidnet at betale. På et tidspunkt spurgte C ham, om han kunne bevise, at han ikke havde penge at betale med, og han oplyste da, at pantefogeden forgæves havde søgt at gøre udlæg hos ham. Han har ikke senere betalt af på gælden.

B har forklaret, at han lånte 230.000 kr. af sagsøgeren til at finansiere en kartoffelleveringsret. Herudover lånte han 100.000 kr. i forbindelse med likviditetsmæssige problemer i revisionsfirmaet samt yderligere 200.000 kr. Alle lånene var fra samme selskab, nemlig det sagsøgende selskab. Han fik ikke tilbagebetalt det hele, og i 1993 blev han erklæret personligt konkurs. Boet blev afsluttet uden dividende til kreditorerne. Han har ikke efterfølgende betalt af på gælden til sagsøgeren.

Parternes argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at det er godtgjort, at sagsøgeren har udlånt 100.000 kr. til A den 6. oktober 1988 og i alt 530.000 kr. til B i 1991. Det er endvidere godtgjort, at udlånet til A opgjort med renter til 145.316 kr. er tabt i skatteåret 1994/95, og at restgælden på udlånet til B på 157.844 kr. er tabt i skatteåret 1995/96.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at det ikke er dokumenteret, at der er tale om udlån. Er der tale om udlån, er det ikke dokumenteret, at disse er ydet af sagsøgeren. De 200.000 kr. må i givet fald være udlånt til B A/S, og der foreligger ikke dokumentation for eventuelle tab på dette selskab. Endelig er tab på eventuelle udlån til A og B personligt ikke fratrukket i de skatteår, hvor tabene er konstateret, jf. den dagældende kursgevinstlovs § 8, stk. 1, 1. pkt.

Begrundelse og konklusion

På grundlag af bankbilaget om udbetalingen til A, den opgjorte forrentning af kravet, As bekræftelse på kontoudtoget pr. 31. december 1991 samt As og Cs forklaringer finder landsretten det tilstrækkeligt godtgjort, at der er sket et udlån til A på 100.000 kr. Udbetalingen er imidlertid foretaget af et andet selskab end sagsøgeren, og A var efter sin egen forklaring ikke helt klar over hvilket selskab, der havde ydet lånet. Det er endvidere ikke dokumenteret, at lånet er udbetalt på sagsøgerens vegne, at tilgodehavendet er overdraget til sagsøgeren eller at lånet fremgår af sagsøgerens tidligere regnskaber. Under disse omstændigheder finder landsretten ikke, at sagsøgeren har godtgjort at være kreditor i henhold til det pågældende lån. Sagsøgeren kan derfor heller ikke opnå fradragsret for tab vedrørende dette.

Landsretten finder det på baggrund af gældsbrevet, udbetalingsbilag, de afgivne forklaringer og internt bogføringsmateriale tilstrækkeligt godtgjort, at der er sket udlån fra sagsøgeren af i alt 530.000 kr. til B eller dennes revisionsaktieselskab.

Udlånet på de første 230.000 kr. må efter Cs egen forklaring anses for indfriet i forbindelse med dennes køb af kartoffelleveringsretten.

Det fremgår af udbetalingsbilaget og af Bs erklæring af 16. december 1993, at beløbet på 200.000 kr. blev udbetalt til B A/S, og der er ikke i øvrigt grundlag for at antage, at dette lån blev ydet til andre end dette selskab, og det er heller ikke godtgjort, at B personligt er indtrådt som debitor for lånet i stedet for selskabet. Da der ikke foreligger dokumentation for, hvad der er sket med selskabet, og således heller ikke for, om selskabet i det pågældende skatteår var insolvent eller i øvrigt befandt sig i en dårlig økonomisk situation, kan der ikke gives sagsøgeren fradrag for et eventuelt tab i forbindelse med dette lån.

Meddelelsen i Statstidende om Bs konkursbo blev først indrykket den 11. april 1995, det vil sige ca. 1/2 år efter udløbet af regnskabsåret 1993/94 (skatteåret 1995/96). Da det således ikke er dokumenteret, at tabet vedrørende udlånet på de 100.000 kr. til B er konstateret i det indkomstår, som vedrører skatteåret 1995/96, kan sagsøgeren ikke fradrage det i dette skatteår, jf. § 8, stk. 1 i den dagældende kursgevinstlov.

Som følge af det anførte frifindes sagsøgte i det hele.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, F1 A/S, til sagsøgte 15.000 kr. i sagsomkostninger.