Dokumentets metadata

Dokumentets dato:04-07-2001
Offentliggjort:04-07-2001
SKM-nr:SKM2001.256.TSS
Journalnr.:99/01-306-00262
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Meddelelse


Momsfritagelse for velgørende arrangementer

Velgørende arrangementer, der i en årrække har været momsfritaget, selv om arrangementet har en varighed på over 14 dage, kan momsfritages i 2001, idet arrangementerne har krav på et passende varsel til at indrette sig på momspligt.Arrangementerne er momspligtige fra 2002.


En forening har rettet henvendelse til Skatteministeren som følge af, at den ikke kan få momsfritaget det årlige salg i 2001 af et juleblad. Salget af julebladet, der sker i perioden oktober til december, er i de foregående år blevet momsfritaget.

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, kan varer og ydelser, der leveres i forbindelse med afholdelse af velgørende arrangementer, fritages for moms.

I momsbekendtgørelsens § 1, er der fastsat regler om arrangementets varighed. Der kan herefter gives tilladelse til afgiftsfritagelse til følgende arrangementer:

1. Et månedligt arrangement af op til 3 dages varighed.

2. Et årligt arrangement af op til 14 dages varighed, eller 2 arrangementer af op til 8 dages varighed.

3. Ensartede sammenhængende arrangementer, der afholdes én gang årligt over enkelte dage i flere på hinanden følgende uger eller måneder, med en samlet varighed på ikke over 14 dage.

Skatteministeren har under henvisning til, at bladsalget de sidste mange år har været momsfritaget, truffet afgørelse om, at julebladet også kan sælges momsfrit i 2001, selvom salget rækker ud over de i momsbekendtgørelsens § 1, nævnte tidsfrister. Afgørelsen er begrundet i, at der skal gives foreningen et passende varsel til, at den kan indrettet sig på at bladsalget er momspligtigt, hvis det rækker ud over de nævnte tidsfrister.

Told- og Skattestyrelsen skal herved meddele, at eventuelle andre velgørende arrangementer, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, der i de foregående år har været momsfritaget, selv om arrangementerne tidsmæssigt rækker udover bestemmelsen i momsbekendtgørelsens § 1, ligeledes kan blive fritaget for deres salg af varer og ydelser i 2001, idet disse arrangementer ligeledes har krav på et passende varsel.

Dette er ensbetydende med, at velgørende arrangementer jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, der strækker sig ud over de i momsbekendtgørelsens § 1, fastsatte tidsfrister, fremover fra 2002 vil blive momspligtige.

Skatteministeriet overvejer dog i lyset af den konkrete henvendelse, om der skal ske en ændring af momsbekendtgørelsens § 1.