Dokumentets dato: | 21-06-2001 |
Offentliggjort: | 08-08-2001 |
SKM-nr: | SKM2001.305.LSR |
Journalnr.: | 2-1-1901-0043 |
Referencer.: | Ligningsloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
Standardfradrag for dagplejere, jf. ligningslovens § 9 H, skulle opgøres på basis af lønnen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag og bidrag til pensionsordning tegnet i ansættelsesforholdet med bortseelsesret for præmierne efter pensionsbeskatningslovens afsnit 1.
A klager for indkomstårene 1996 og 1997 over, at skatteankenævnet har ansat dagplejefradrag til hhv. 58.990 kr. og 66.333 kr.
Det fremgår af sagen, at klageren i de påklagede indkomstår har været ansat som kommunal dagplejer. Klageren har en pensionsordning, der er tegnet i ansættelsesforholdet. Det fremgår at klageren den 6. april 1985 indgik overenskomst om kapitalpension (opsparing i pensionsøjemed jf. pensionsbeskatningslovens afsnit 1). Ifølge den indgåede aftale forpligtede klagerens arbejdsgiver sig til at indbetale 3 % af klagerens samlede årlige indtægt til den kontoførende bank. Den 18. juni 1988 blev der indgået aftale om, at der for kontoens indestående kunne købes værdipapirer, der blev henlagt i spærret kapitalpensionsdepot lydende på kontohaverens navn. Klagerens arbejdsgiver er med virkning fra 1. februar 1999 udtrådt af ordningen.
Klageren har i henhold til ligningslovens § 9 H, stk. 1 foretaget fradrag med 38 % af dagpengevederlaget i indkomståret 1996, og med 40 % af dagplejevederlaget i indkomståret 1997.
Klageren har ved beregning af fradraget beregnet fradraget af dagplejevederlaget før reduktion for arbejdsmarkedsbidrag og andel af pensionsordning.
Skatteankenævnet har med henvisning til ligningslovens § 9 H, samt ordlyden i ligningsvejledningen og svar til Folketingets Skatteudvalg, TfS 1994.126 fundet, at der ved beregningen af dagplejefradraget skal ske reduktion for arbejdsmarkedsbidrag samt for den pensionsordning, der er tegnet i klagerens ansættelsesforhold.
Ankenævnet har henvist til, at standardfradraget beregnes af den skattepligtige del af vederlaget, dvs. efter fradrag af ATP- bidrag. Bidrag til kapitalpension og pensionsordninger indgår i beregningsgrundlaget, bortset fra de tilfælde, hvor der er tale om en arbejdsgiverordning, hvor der er bortseelsesret for præmierne.
Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at opgørelse af dagplejefradraget skal foretages uden at plejevederlaget bliver reduceret med arbejdsmarkedsbidrag og indbetaling til pensionsordning.
Hun har til støtte herfor bl.a. anført, at hun har oprettet en kapitalpensionsordning i samarbejde med sin bank, hvor det blev aftalt, at klagerens arbejdsgiver skulle indbetalte et beløb til pensionsordningen, svarende til en aftalt procentdel af lønnen. Denne ordning har efter klagerens opfattelse ikke noget at gøre med pensionen i det kommunale ansættelsesforhold, da det er en privat frivillig ordning alle kan oprette. Ordningen kan ligeledes oprettes således, at der indbetales et beløb en gang om året og derefter opnås et skattefradrag for det indbetalte beløb.
Efter at ordningen er blevet opsagt med klagerens arbejdsgiver, har klageren fortsat indbetalingen til kapitalpensionen og har opnået fradrag for de foretagne indbetalinger, mens klageren fortsat har en pensionsordning, som klagerens arbejdsgiver har indbetalt til.
Hvad angår fradraget for arbejdsmarkedsbidrag finder klageren, at der ikke er nogen begrundelse for, at dette skal reducere dagplejevederlaget. Klageren finder, at dette er urimeligt, idet dette vil medføre en væsentlig nedgang i dagplejeres nettoløn i forhold til tiden før denne ekstra bruttoskat. Klageren har henvist til reglerne for sømænd, fiskere m.v.
Landskatteretten skal udtale:
Med virkning for indkomståret 1994 blev reglerne for fradrag i forbindelse med dagpleje ændret ved indsættelse af ligningslovens § 9 H, lov nr. 1113 af 22.12.1993, således at dagplejere har mulighed for at foretage fradrag for faktiske udgifter forbundet med dagplejen eller at foretage fradrag af et standardfradrag uden begrænsning i henhold til ligningslovens § 9, stk. 1. Ifølge ligningslovens § 9 H , stk. 2 beregnes standardfradrag på grundlag af den skattepligtige del af det vederlag, der modtages for dagplejen.
Det fremgår af bemærkningerne til loven, at fradraget bliver beregnet på grundlag af den skattepligtige del af det vederlag, der modtages for dagplejen, således at bidrag til ATP og AUD fragår i beregningsgrundlaget. Arbejdsgivers og arbejdstagers bidrag til kapitalpension og pensionsordninger medregnes derimod i beregningsgrundlaget. Dette gælder dog ikke når der er tale om en arbejdsgiverordning, hvor der er bortseelsesret for præmierne.
Det fremgår videre af ligningslovens § 7 L, at indeholdte bidrag i medfør af arbejdsmarkedsfondslovens § 11, stk. 10, jf. §§ 7 og 8, ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Landsskatteretten må derfor være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at standardfradrag for dagplejere, jf. ligningslovens § 9 H, skal opgøres på basis af lønnen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag samt bidrag til den pensionsordning, der er tegnet i ansættelsesforholdet. De påklagede ansættelser stadfæstes derfor.