Dokumentets metadata

Skattepligt/dobbeltbeskatning - bolig i Spanien - fortsat bopæl i Danmark - hjemmehørende i Danmark - midtpunkt for livsinteresser

Skatteyder havde i en periode efter erhvervelse af bolig i Spanien fortsat sin hidtidige bolig til rådighed i Danmark. I denne periode erhvervede det anpartsselskab, hvori skatteyder var direktør, to lejligheder i den samme ejendom som skatteyders hidtidige bolig. Højesteret lagde til grund, at et sommerhus egnet til helårsbeboelse, var benyttet i betydeligt omfang. Det blev endvidere lagt til grund, at den ene af anpartsselskabets lejligheder havde været til rådighed for skatteyder. Højesteret tiltrådte, at det ikke var godtgjort, at skatteyder havde opgivet sin bopæl i Danmark. Efter en samlet bedømmelse af skatteyders tilknytning til henholdsvis Danmark og Spanien tiltrådte Højesteret, at skatteyder måtte anses for hjemmehørende i Danmark

Parter:
Boet efter A
(landsretssagfører I.A. Strobel)
mod
Skatterninieteriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af:
Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Peter Blok, Lene Pagter Kristensen og Henrik Zahle.

I tidligere instans afsagt dom af Østre Landsrets 7. afdeling den 12. september 1996.

Appellanten, boet efter A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at A i tidsrummet fra 25. juni 1984 til 31. december 1985 principalt ikke var ubegrænset skattepligtig i Danmark, subsidiært var hjemmehørende i Spanien i henhold til art. 4. stk, 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 3. juli 1972 mellem Danmark og Spanien.

lndstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Det fremgår af de fremlagte regninger, at der i slutningen af 1984 er leveret møbler m.v. til sommerhuset.

Af skrivelsen af 28. august 1986 fra KTAS fremgår desuden, at der i 1985 er betalt telefonregninger omfattende samtaleafgifter for to telefonnumre under sommerhusets adresse.

I Skatteankenævnets sagsfremstilling og indstilling af 9. juni 1991 hedder det bl.a.:

"Afgørelsen om . . . at Spanien anses som domicilland fra 1986 er begrundet i drøftelser med klagere advokat om en forligsmæssig afslutning af sagen."

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger.

B, har supplerende forklaret bl.a., at han er eneste privatekiftende arving i boet efter A. Hans hustru havde dobbelt statsborgerskab, nemlig Z-landsk og dansk. Det er ikke korrekt, at han under afhøringen den 23. marts 1987 oplyste, at hans hustru boede Y-vej 2, st. tv. Lejligheden var udlejet. Han vidste ikke, før han kom i lejligheden, at den blev brugt til escortvirksomhed. Havde han vidst det, havde han ikke udlejet den. Han er tidligere blevet idømt 2½ års fængsel for rufferi og ønsker ikke at beskæftige sig med den slags virksomhed mere. Han blev dømt i foråret 1981 og var i Danmark fra 1982-84 på grund af afsoning. C var en veninde til hans kone. Hun lejede lejlighederne Y-vej 2, st. mf., og Y-vej 2, st. tv., som hun senere har købt. Det var hans hustru, der ordnede overdragelsen af telefonnumrene til C. Hun fik dem, da det var gode numre (stjernenumre). Hun lejede lejlighederne fra 1984, og han ved ikke, hvorfor hun først fik numrene i 1985. D, som han lærte at kende i 1975, havde handlet med ejendomme og ville over i mæglerbranchen, da han ikke kunne tåle at være tjener. Han lejede lejligheden Y-vej 2, st. tv., i 1-1½ år. Han brugte lejligheden til kontor. A købte den 29. april 1985 en bil, mrk. Ford Granada, for at have en bil, når hun var i Danmark. Det var Es sælger, der sørgede for at indregistrere bilen. Hans hustru har fortalt ham, at hun bad om at få den indregistreret til deres sommerhusadresse, og derfor forstår han ikke, hvorfor den blev indregistreret til Y-vej 2, når lejligheden var solgt. Han havde selv en bil mrk. Ford Taunus, der var en halv snes år gammel. Taunusen blev solgt i 1985. De tog til Danmark, når der var behov for det - han selv for at se til virksomheden og hans hustru for at besøge familie og venner. Det længste, hans hustru var i Danmark, var i 1985, hvor hun var her 91 dage. Det var billigt at leve i Spanien. Hus og bil var betalt, og de skulle kun bruge penge til almindelige leveomkostninger, ca. 60.000 kr. årligt. Han havde et freelancejob i Spanien for F1 Bank med salg af lejligheder, der var taget tilbage. Endvidere hjalp han en lokal mægler. Han medvirkede i 1984 ved salg at tre lejligheder og to huse, og i 1985 solgte han 4-5 lejligheder og 2-3 huse. De kostede fra 1 mio. kr. og nedefter, og mæglerhonoraret var l0%. Han kan ikke huske, hvad han tjente i 1984-85 i Spanien. De havde ikke andre løbende indtægter,.Hans hustru havde ophævet 12 indekskontrakter og fået dem udbetalt med lige unde 100.000 kr. I 1984 og 1985 solgte de private ejendele, herunder nogle pelse. Endvidere solgte hans hustru lejligheden Y-vej 2, 5. Ombygningen af sommerhuet blev finansieret ved en kredit i F2banken, der havde håndpant i nogle ejerpantebreve i sommerhuset. Sommerhuset blev solgt i 1986, og kreditten til F2banken blev indfriet i forbindelse hermed. Sommerhuset var næsten færdigrenoveret, da det blev solgt, og det blev færdigt 14 dage efter. Han og hans hustru har aldrig boet i sommerhuset i 1984 -86, men de kom tit og så til det. Han er ikke enig med sin kone i, at de har boet i sommerhuset. Hun boede altid hos sine forældre, når hun var i Danmark. Sommerhuset bestod af fire ejendomme, nemlig et badehus på ca. 15 m², hovedhuset i to etager på ca. 166 m², en tilbygning på ca. 90 m² i et plan og en garage på ca. 20 m². Ved renoveringen af hovedhuset blev alt skiftet, inklusiv ydervægge, der var af træ. Der blev lavet badeværelse, installeret nyt køkken, ny trappe, nye lofter, nye vægge, pejs m.v. Endvidere blev der lagt varme i gulvet i køkken. Sommerhuset havde tidligere været uopvarmet. I perioden 1984-85 ordnede F2banken hans hustrus betaling af regninger. Det drejede sig om telefon, ejendomsskatter m.v. Hvis der kom regninger, sendte D dem enten til Spanien eller til deres danske advokat. De fleste af deres papirer opbevarede de i en kælder i en garage i Spanien, der blev oversvømmet ved en naturkatastrofe i 1990-91.

A havde indtil 1984 bopæl i Danmark, og det påhviler derfor boet at godtgøre, at hun har opgivet bopælen i Danmark den 25. juni 1984 eller et senere tidspunkt før den 1. januar 1986 .

As hidtidige bolig, Y-vej 2, 5. tv., stod fortsat til rådighed for hende, indtil den i henhold til slutseddel af 13. december 1984 blev overtaget af køber den marts 1985. Det må endvidere lægges til grund, at sommerhuset i X1-by fra årsskiftet 1984-85 efter ombygning og nyindretning var egnet til helårsbeboelse, ligesom det efter de foreliggende oplysninger, herunder om elforbrug og brug af telefoner, må lægges til grund, at sommerhuset fra dette tidspunkt har været benyttet af A i betydeligt omfang. Endelig må det lægges til grund, at lejligheden Y-vej 2, st. tv., fra erhvervelsestidepunktet i december 1984 stod til rådighed for A, idet det tiltrædes, at udlejningen til D ikke kan antages at have afskåret hende fra at benytte lejligheden.

Højesteret tiltræder herefter, at det ikke er godtgjort, at A havde opgivet sin bopæl i Danmark i den omhandlede periode fra 25. juni 1984 til 31. december 1985. Den omstændighed, at skattemyndighederne har anerkendt, at A ikke havde bopæl i Danmark i de følgende år, kan ikke føre til et andet resultat.

A havde i den nævnte periode fast bolig i såvel Danmark som Spanien, jf. art. 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningoverenskomsten af 3. juli 1972 mellem Danmark og Spanien. Der foreligger ud over hendes og Bs forklaringer ikke nærmere oplysninger om varigheden af hendes ophold i de to lande i denne periode. Efter de foreliggende - begrænsede - oplysninger må det lægges til grund, at hun har udøvet økonomisk aktivitet i Danmark, men - bortset fra købet af boligen i S-by - ikke i Spanien. Der kan efter det foreliggende ikke lægges afgørende vægt på det oplyste om, at B havde haft bopæl i Spanien siden 1981. Efter en samlet bedømmelse af As tilknytning til henholdsvis Danmark og Spanien tiltræder Højesteret herefter, at hun må anses som hjemmehørende i Danmark i denne periode.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, boet efter A, betale 25.000 kr. til indstævnte, skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.