Skatteforlaget |
|
Dokumentets metadata
| Dokumentets dato: | 20-04-2001 |
| Offentliggjort: | 01-10-2001 |
| SKM-nr: | SKM2001.391.VLR |
| Journalnr.: | 8. afdeling, B-0832-99 |
| Referencer.: | Ef-toldkodeksen |
| Dokumenttype: | Dom |
Toldgodtgørelse - ændring af toldangivelser - borgerens retsbeskyttede forventninger
Landsretten fastslog, at en virksomhed ikke var berettiget til at berigtige foretagne toldangivelser efter, at de af angivelserne omfattede varer var overgået til fri omsætning. Endvidere fastslog landsretten, at spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden var blevet bibragt en retsbeskyttet berettiget forventning, skulle afgøres efter det EU-retlige princip om beskyttelse af borgernes retsbeskyttede berettigede forventninger.
Parter:
H1. A/S
(advokat Erik Bertelsen, Århus)
mod
Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten ved advokat Tom Holsøe, København)
Afsagt af dommerne:
Lis Sejr, Eskild Jensen og N. H. Bjørumslet (kst.)
Under denne sag, der er anlagt den 15. april 1999, har sagsøgeren, H1. A/S, påstået sagsøgte, Told- og Skattestyrelsen, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren mod sædvanlig dokumentation er berettiget til toldgodtgørelse efter forordning 2913/92 artikel 236 med tilhørende gennemførelsesbestemmelser, for så vidt angår indfortoldninger foretaget efter den 3. marts 1995 af sagsøgeren, subsidiært efter et af retten fastsat senere tidspunkt.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder er følgende:
Sagsøgeren driver virksomhed med import af tekstiler fra lande uden for EU. Ved fortoldningen anvendte sagsøgeren fakturaerne fra eksportøren i tredjelandet som toldgrundlag. I 1997 blev sagsøgeren opmærksom på muligheden for en lempeligere fortoldning af de importerede tekstiler gennem anvendelse af EU-reglerne om fastlæggelse af toldværdien ved såkaldt successive salg, dvs. salg, der i tredjelandet foregår gennem flere led med henblik på udførsel til EU's toldområde. Sagsøgeren forespurgte i januar 1998 Told- og Skatteregion Vejle om, hvilke i krav der i forbindelse med toldbehandlingen ville blive stillet til dokumentation for successive salg.
Told- og Skatteregionen besvarede forespørgslen i følgende skrivelse af 17. februar 1998 til sagsøgeren:
".....
I forbindelse med jeres spørgsmål om dokumentationskravene ved successivt salg kan jeg oplyse følgende:
Ved anmodning om anvendelse af værdireglerne for successivt salg ved fortoldning eller regulering af fortoldninger, skal vi have fremlagt
kopi af den faktura der ønskes lagt til grund for værdiansættelsen. En erklæring eller lignende om forholdet kan ikke antages.
dokumentation for sammenhængen mellem denne faktura og fakturaen vedrørende sidste salg,
dokumentation for, at den angivne pris vedrører et salg, der er gået forud for sidste salg, og som medførte at varerne blev ført ind i Fællesskabets toldområde. Det skal således her dokumenteres på tilfredsstillende måde, at det pågældende salg netop fandt sted med henblik på varernes udførsel til Fællesskabets toldområde.
Som dokumentation for, at en vare er blevet solgt til udførsel til Fællesskabets toldområde kan fx betragtes
at varen er fremstillet i overensstemmelse med EU specifikationer eller bærer mærkning eller påtegning, hvoraf det fremgår, at varen ikke har nogen anden brug eller noget andet bestemmelsesland,
at varen er fremmstillet/produceret specifikt til en køber i EU,
at en specifik vare bestilles hos en mellemmand, som får varen leveret fra en fabrikant, og at varen forsendes direkte til EU fra producenten.
Det skal af dokumentationerne klart fremgå, at der er sammenhæng fra ordreafgivelse og hele vejen til producenten og retur, altså vi skal kunne se, at der er tale om den samme vare, der blev bestilt, afsendt af producenten og modtaget af jer, altså hele handelsforløbet.
Det skal endvidere præciseres, at toldkodeksens almindelige regler for fastsættelse af toldværdi også umiddelbart er gældende for så vidt angår det forudgående salg. Det skal derfor på sædvanlig vis bl.a. afgives toldværdideklaration for handelen mellem de 2 parter i det forudgående salg. Antagelsen af prisen i det forudgående salg er bl.a. betinget af, at der er tale om handel mellem 2 indbyrdes uafhængige parter.
Med venlig hilsen
N. B. Tackmann"
Den 3. marts 1998 afholdtes der et møde mellem sagsøgeren og Told- og Skatteregionen. I et mødereferat, der er udfærdiget af logistikchef A fra sagsøgeren, hedder det:
".... H1. |
|
H1. havde bedt Told & Skat om et møde for at få uddybet de krav, Told & Skat kræver, der skal være opfyldt for at kunne ansøge om toldrefusion via korrektionsangivelser ved successivt salg 3 år tilbage.
Efter en generel gennemgang af den forudgående korrespondance blev følgende punkter belyst som værende krav for at kunne opnå toldrefusion:
- H1's leverandør og produktionsstedet skal være økonomisk uafhængig af hinanden.
- Der kræves en skriftlig leverandørerklæring som dokumenterer ovennævnte uafhængighedserklæring.
- At en specifik vare bestilles hos en mellemhandler, som får varen leveret fra en fabrikant, og at varen forsendes direkte til EU fra producenten.
- Det skal af dokumentationen klart fremgå, at der er sammenhæng fra ordreafgivelse og hele vejen til producenten og retur. Dvs. de skal kunne se, at der er tale om samme vare, der blev bestilt, afsendt af producenten og modtaget af H1., altså hele handelsforløbet.
- Der kan kun ansøges en gang om toldrefusion pr. dessin/ordre nr., dvs. ingen delleveringer.
H1. havde medbragt og forelagde eksempler på den måde, vi opfattede stillede krav for toldrefusion ved successivt salg.
De forelagte eksempler blev godkendt af Told & Skat, idet man ud af det foreviste materiale klart kunne se en sammenhæng igennem hele hændelsesforløbet, idet vort dessin nr./ordre nr. følger ordren fra opstart til leverance.
Materialet ønskes indsendt successivt og vil blive krediteret H1.'s toldkonto successivt, således at al indlevering inden den 10. i måneden bliver krediteret vort konto i indeværende måned.
....."
Den 17. marts 1998 fremsendte sagsøgeren til Toldcenter Sydjylland følgende skrivelse:
".....
Vedr.: Ansøgning om toldrefusion ved "successivt salg"
Med henvisning til vor skrivelse af 29. januar 1998, Deres skrivelse af 17. februar 1998 tilligemed behageligt møde den 3. marts 1998, skal vi anmode om godtgørelse vedrørende tidligere indgivne fortoldninger.
Vort andragende fremsættes med henvisning til toldkodeks 2913/92 artikel 236 stk. 2 at regne ifølge aftale af d.d. fra 3. marts 1998 og 3 år tilbage fra denne dato.
Vort andragende om godtgørelse kan foreløbigt og skønsmæssigt beregnes til ca. 6 mio. kr., idet avancen skønnes at ligge mellem 15-20% af indkøbsprisen.
I henhold til vor telefonsamtale af d.d. bekræfter vi den aftalte frist på max. 6 måneder fra 3. marts 1998 til fremskaffelse og fremlæggelse af dokumentation, således som anvist i Deres skrivelse af 11. februar 1998.
For god ordens skyld beder vi Dem venligst bekræfte modtagelsen af nærværende andragende, ligesom De venligst bedes godkende ordlyden af vedlagte "uafhængighedsskrivelse".
...."
Den vedlagte "uafhængighedsskrivelse" har følgende ordlyd:
"DECLARTION OF INDEPENDENCE
We hereby do solemnly affirm that we are independent from the sub-suppliers, with which we cooperate in connection with the business conducted and being conducted with H1. A/S in Sønderborg.
----------------------------------------------- ---------------------
Suppliers company chop & signature Date"
Told- og Skatteregionen anerkendte modtagelsen af ansøgningen ved følgende skrivelse af 8. april 1998:
......"
Toldcenter Sydjylland, Told- og skatteregion VEJLE anerkender modtagelsen af Deres ansøgning af 17.03.1998 om regulering for told i henhold til toldværdibestemmelserne om "successive salg af indfortoldninger foretaget efter den 3. marts 1995.
Vi skal endvidere bekræfte vort tilsagn om frist til fremskaffelse af materiale på 6 måneder fra den 3. marts 1998.
Sagen er journaliseret under ovennævnte sagsnummer.
Ved eventuelle henvendelser hertil om sagen bedes sagsnummer og se-nummer opgivet.
....."
Ved skrivelse af 18. juni 1998 meddelte Told- og Skatteregionen sagsøgeren afslag på ansøgningen om toldrefusion. Det hedder i skrivelsen:
"Vedr.: Ansøgning om toldrefusion ved "successive salg".
Med henvisning til Rådets forordning (EØF) nr 2913/92, artikel 236, stk. 2 har selskabet ved brev af 17. marts 1998 søgt om tilbagebetaling af toldbeløb, som menes betalt for meget i forbindelse med indførsel af varer fra Kina indenfor de sidste 3 år, idet der henvises til toldværdibestemmelserne om "successive salg".
Ved skrivelse af 29. januar 1998 fremsendte De en avisartikel fra dagbladet "Børsen", hvori advokater omtalte EU-reglerne for successive salg. Med udgangspunkt heri afholdtes et møde mellem virksomheden og toldcentret den 3. marts, hvor betingelserne mv for at kunne anvende reglerne om successive salg blev drøftet.
Ved dette møde gav toldcentret mundtlig tilsagn om, at vi ud fra de da kendte facts og regler ikke umiddelbart fandt noget til hinder for, at virksomheden kunne opnå regulering for tolden, hvis de af os fremsatte betingelser blev opfyldt.
Toldcentret har efterfølgende konstateret, at Domstolen i Luxembourg ved sag nr C-11/89 blev anmodet om en præjudiciel afgørelse i bl.a. spørgsmål om successive salg med hensyn til, om en importør kan vælge, hvilken pris der skal lægges til grund ved fastsættelse af transaktionsværdien, når flere priser alle opfylder betingelserne herfor, samt om en importør senere kan ændre dette, når der først er foretaget et valg.
Domstolen afgjorde spørgsmålet således, at hvis flere priser, der fra flere på hinanden følgende salg af en vare faktisk er betalt eller skal betales, opfylder kravene, kan enhver af disse priser vælges af importøren ved fastsættelse af toldværdien. Endvidere afgjorde domstolen, at hvis en importør har lagt en af disse priser til grund for toldværdiangivelsen, kan der ikke ske rettelse af angivelsen, efter at varerne er blevet frigivet til fri omsætning.
Af ovenstående dom, der blev afsagt af Domstolen i Luxembourg den 6. juni 1990, følger således, at toldcentret ikke kan imødekomme selskabets ansøgning om regulering af de i ansøgningen omhandlede toldbeløb, idet selskabet ved varernes indfortoldning til fri omsætning traf valget om, at anvende de i de afgivne fortoldningsangivelserne angivne toldværdier.
Da toldcentrets afgørelse er en afvisning af selskabets ansøgning, kan afgørelsen påklages til Told- & Skattestyrelsen ...."
Sagsøgeren påklagede afgørelsen til sagsøgte, der den 18. januar 1999 stadfæstede regionens afgørelse, idet sagsøgte i tillæg til regionens begrundelse for afslaget tilføjede:
".....
Som begrundelse for, at der i denne situation er mulighed for at berigtige angivelsen efter frigivelsen af varerne til fri omsætning, henviser virksomheden til Toldvejledningen. Under punkt A.21.1.2.1 er det anført, at der kan foretages regulering i tilfælde, hvor "en fradragsberettiget rabat ikke er fratrukket".
Den i Toldvejledningen nævnte situation kan imidlertid ikke sammenlignes med den i sagen omhandlede. Ved, på baggrund af ukendskab til muligheden for at anvende et andet successivt salg, at lægge en ikke fordelagtig pris til grund for beregningen af toldværdien, kan virksomheden ikke dermed siges at have begået nogen fejl. Situationen er således ikke omfattet af den under punkt A.21.1.2.1 nævnte.
Med hensyn til klagers anbringende om, at der foreligger en begunstigende forvaltningsakt fra Toldcenter Sydjyllands side, skal det anføres, at EF-dommen nr. C-11/89 klart angiver, at der ikke kan foretages regulering i henhold til art. 236, stk. 1 i Rådets forordning nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 (EF-Toldkodeks), når varerne er blevet bragt i fri omsætning. Der er således ikke lovhjemmel til at udstede den begunstigende forvaltningsakt.
Styrelsens praksis er, at der ved successive salg ikke kan foretages berigtigelse af angivelsen efter varernes frigivelse til fri omsætning. Styrelsen har ikke tidligere fået forelagt sager, hvori anden fortolkning af art. 147 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Toldkodeks med senere ændringer er anvendt i praksis .
....."
Logistikchef A har forklaret, at han telefonisk kontaktede Toldcenter Vejle efter at have læst en avisartikel i Børsen. Han talte med Niels Tackmann og fortalte denne om avisartiklen og nævnte for ham både mulighederne for korrektion af allerede betalt told og toldbehandlingen af fremtidige leverancer. Tackmann bad om at få artiklen tilsendt. På mødet med Told-og Skatteregionen den 3. marts 1998 sagde Tackmann, at han havde taget en kollega, Carsten Ørum, med, fordi denne var ekspert på området. De drøftede på mødet, hvilken dokumentation toldmyndighederne krævede for at opnå refusion af told. Vidnet havde medbragt eksempler på dokumentation fra nogle tidligere leverancer, og både Tackmann og Ørum tilkendegav, at på dette grundlag ville sagsøgeren være berettiget til korrektion af toldansættelsen. Tackmann bad ham om at sende en skriftlig ansøgning om korrektion, således at skæringsdatoen for forældelsesfristen på 3 år blev den 3. marts 1998. Det var nødvendigt med en formel ansøgning, fordi Told og Skat ønskede oplysning om størrelsen af det beløb, der krævedes refunderet og om, hvor mange toldekspeditioner det drejede sig om. På grund af det store antal leverancer, der skulle gennemgås af toldmyndighederne, aftaltes det, at sagsøgeren kunne fremsende dokumentationen successivt. Det var vidnets opfattelse, at sagsøgeren på mødet fik en generel tilkendegivelse om, at korrektion af toldansættelserne kunne ske 3 år tilbage, forudsat at dokumentationskravet var opfyldt. Mødereferatet blev ikke sendt til Told- og Skatteregionen. Sagsøgeren får produceret ca. 90 % af sine varer i Fjernøsten. Selskabet har egen told- og shippingafdeling og en årlig omsætning på ca. 800 mio. kr.
Shippingmanager M har forklaret, at han på mødet den 3. marts 1998 havde medbragt 3-4 eksempler på dokumentation fra underleverandører for leverancer til sagsøgeren. Selskabet havde oprindeligt ikke kendt til disse underleverandører og deres faktureringer, men fik fremskaffet oplysningerne ved henvendelse til sagsøgerens leverandører. Tackmann nævnte på mødet, at han havde taget Carsten Ørum med, fordi denne tidligere havde behandlet en tilsvarende sag. Tackmann gav tilsagn om, at sagsøgeren var berettiget til refusion, når der forelå dokumentation som i de eksempler, der blev gennemgået på mødet. Da det lå klart, at der ville blive tale om et omfattende arbejde både for sagsøgeren og toldmyndighederne, aftaltes det, at dokumentationen skulle fremsendes successivt. Vidnet nævnte, at der kunne blive tale om refusion af toldbeløb i størrelsesordenen 6 mio. kr. Tackmann var velvilligt indstillet og gav sagsøgeren en frist på 6 måneder til fremskaffelse af dokumentationen. Allerede i januar-februar 1998 var sagsøgeren gået i gang med at finde frem til underleverandører, og efter mødet begyndte sagsøgeren at kontakte leverandører og underleverandører. Sagsøgeren måtte ansætte folk til denne opgave. Den 4. maj 1998 afleverede sagsøgeren den første pakke med dokumentation. Tackmann løb papirerne igennem og bekræftede, at dokumentationen opfyldte toldmyndighedernes krav. Den 15. juni 1998 blev vidnet ringet op af Tackmann, der undskyldte, at han havde fejlinformeret sagsøgeren med hensyn til mulighederne for at opnå toldgodtgørelse. Tackmann fortalte, at der på et møde med regionerne var kommet kontraordre. Hos sagsøgeren foretager man 6.000 - 8.000 toldekspeditioner pr. år.
Forhenværende toldinspektør Niels Bertel Tackmann har forklaret, at sagsøgeren bad om at få oplysning om vilkårene for at få anerkendt, at der forelå successive salg. Han sendte herefter skrivelsen af 17. februar 1998. På mødet den 3. marts 1998, i hvilket hans kollega Carsten Ørum deltog, drøftede man kravene til dokumentation for successive salg, herunder også muligheden for refusion af allerede betalt told. Vidnet sagde, at sagsøgeren hurtigst muligt skulle indsende en ansøgning herom for at få afbrudt forældelsesfristen. Toldmyndighederne tager først endelig stilling, når der foreligger ansøgning med tilhørende dokumentation, men vidnet gav lov til, at sagsøgeren kunne fremsende dokumentationen successivt. Han sagde til sagsøgerens repræsentanter, at hvis dokumentationen var i orden, ville sagsøgeren have mulighed for at opnå toldgodtgørelse. Han har ikke lovet, at sagsøgeren 100 % sikkert ville få toldgodtgørelse, for han havde ikke set på og var ikke bekendt med det bagved liggende materiale til artikel 236 i EF-toldkodeks. På et senere møde mellem regionerne blev han gjort bekendt med Unifert-dommen.
Carsten Overbye Ørum, Told- og Skatteregion Vejle, har forklaret, at han ikke har været sagsbehandler på sagen, men han deltog i mødet den 3. marts 1998, fordi han tidligere havde behandlet en sag om successive salg i Toldregion Horsens. Vidnet har om forløbet af mødet i det væsentlige forklaret som Niels Tackmann. På mødet blev det således tilkendegivet sagsøgerens repræsentanter, at sagsøgeren havde mulighed for at søge om toldgodtgørelse, hvis der forelå tilsvarende dokumentation for leverancerne som i de eksempler, der blev gennemgået på mødet. Sagsøgeren fik ikke nogen tilkendegivelse om, at toldgodtgørelse var bevilget. Vidnet var på tidspunktet for mødet ikke bekendt med dommen i Unifert-sagen.
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at sagsøgeren i medfør af EF-toldkodeks artikel 236 med tilhørende gennemførelsesbestemmelser er berettiget til at opnå toldgodtgørelse, idet sagsøgeren har betalt toldbeløb, der ikke var skyldige efter lovgivningen. Sagsøgeren kunne have berigtiget told med et lavere beløb ved at anvende reglerne om successive salg i Kommissionens forordning nr. 2454/1993 artikel 147. EF-Domstolens afgørelse i Unifertsagen (sag C 11/89), der vedrører salg mellem koncernforbundne selskaber, tager ikke stilling til den foreliggende situation, hvor der for sagsøgeren ikke har bestået en reel mulighed for at vælge mellem forskellige priser ved angivelsen af toldværdien. Et sådant valg havde sagsøgeren ikke, da sagsøgeren ikke kendte til underleverandørerne. EF-toldkodeks artikel 65 er ikke relevant for afgørelsen af spørgsmålet om toldgodtgørelse i den foreliggende situation.
I anden række har sagsøgeren gjort gældende, at toldmyndighedernes tilkendegivelse på mødet den 3. marts 1998 var et bindende tilsagn, der har skabt en berettiget forventning hos sagsøgeren om, at toldgodtgørelse ville blive bevilget. Dette bestyrkes af korrespondancen mellem sagsøgeren og regionen og af det forhold, at regionen fastsatte den 3. marts 1998 som skæringsdato i relation til 3-års fristen. Om der foreligger en retsbeskyttet forventning må afgøres efter dansk ret. De betingelser, der på baggrund af retspraksis i skattesager er opstillet for at anerkende en forventning som retsbeskyttet, er alle opfyldt i denne sag. Det bestrides, at sagsøgeren har været i ond tro med hensyn til sin retsstilling. I øvrigt vil sagsøgerens forventninger også være retsbeskyttet efter EU-reglerne.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand i første række anført, at toldansættelsen af de varer, sagsøgeren har importeret fra tredjelande, er sket korrekt og i overensstemmelse med artikel 29 i EF-toldkodeks. Det følger udtrykkeligt af artikel 65 i samme kodeks, at berigtigelse af oplysninger i toldangivelsen ikke kan tillades, når begæringen herom fremsættes, efter at varerne er frigivet af toldmyndighederne. EF-domstolen har i dommen i Unifert-sagen klart taget stilling til en situation som den foreliggende og udtalt, at når klarereren har truffet et valg mellem forskellige mulige fastsættelsesgrundlag, kan de oplysninger, der har dannet grundlag for dette valg, ikke anses for unøjagtige eller mangelfulde, blot fordi senere oplysninger kunne begrunde et andet valg, der ville have ført til opkrævning af et lavere beløb i importafgifter end det, der var blevet opkrævet. Det er uden betydning for rækkevidden af dommen, at den angik handel mellem koncernforbundne selskaber. Hvis sagsøgeren havde kendt til reglerne om successive salg, havde sagsøgeren kunnet foretage et valg mellem forskellige priser som grundlag for toldansættelsen.
Over for sagsøgerens subsidiære anbringende har sagsøgte anført, at Told- og Skatteregionen på mødet den 3. marts 1998 ikke er fremkommet med en udtrykkelig tilkendegivelse, der indeholdt et positivt tilsagn om toldgodtgørelse. På tidspunktet for mødet forelå der fra sagsøgeren hverken en ansøgning om toldgodtgørelse eller det fornødne materiale til at dokumentere successive salg, og der var derfor intet grundlag for at tage stilling til, om toldgodtgørelse kunne opnås. Da told er fællesskabsmidler, og da spørgsmålet om tilbagebetaling af told er udtømmende reguleret i EU-retten, skal spørgsmålet om retsbeskyttet forventning afgøres efter EU-rettens regler og ikke national ret. Efter EU-retten foreligger der ikke en retsbeskyttet forventning. Det er således fastslået af EF-domstolen i den såkaldte Krucken-sag (sag 316/86), at en praksis i en medlemsstat, der strider mod de fællesskabsretlige regler, ikke kan skabe en berettiget forventning hos den erhvervsdrivende, der har draget fordel af den hermed opståede situation. I øvrigt har sagsøgeren ikke kunnet være i god tro om sin retsstilling, da både EF-toldkodeks, herunder artikel 65, og Unifertdommen har været offentliggjort i EF-Tidende. Selv om landsretten skulle antage, at spørgsmålet om retsbeskyttet forventning skal afgøres efter dansk ret, er betingelserne for at statuere en sådan forventning ikke opfyldt, bl.a. fordi tilkendegivelsen ikke har haft indflydelse på sagsøgerens dispositioner, da varerne var fortoldet og frigivet på tidspunktet for mødet på Told- og Skatteregionen.
Landsretten har afslået en begæring fra sagsøgeren om forelæggelse for EF-domstolen af et præjudicielt spørgsmål angående fortolkningen af Domstolens afgørelse i Unifert-sagen.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Reglerne om fastlæggelse af toldværdien ved successive salg og kravene til dokumentation herfor blev oprindelig fastsat ved Kommissionens forordninger nr. 1495/80 og 1496/80 af 11. juni 1980. Sagsøgeren blev først omkring årsskiftet 1997-98 opmærksom på disse regler. Det må lægges til grund, at sagsøgeren ved udførelsen af varerne til EU's toldområde i årene forud herfor kunne have opnået at betale en lavere told, hvis sagsøgeren - som det faktisk senere skete - havde tilvejebragt oplysninger om priserne i tidligere omsætningsled og på dette grundlag valgt at angive en lavere toldværdi end sket. Den omstændighed, at sagsøgeren på grund af sit ukendskab til toldreglerne ikke udnyttede denne mulighed, medfører ikke, at sagsøgerens oplysninger i toldangivelserne kan anses for unøjagtige eller mangelfulde, jf. EF-Domstolens dom i Unifert-sagen, præmis 20, vedrørende fortolkning af Rådets forordning nr. 1430/79 om godtgørelse af eller fritagelse for import- og eksportafgifter. Det følger herefter af artikel 65 i EF-toldkodeks (Rådets forordning nr. 2913/92), at sagsøgeren er afskåret fra at ændre toldangivelserne for de varer, der er frigivet til omsætning. Den påberåbte bestemmelse i EF-toldkodeks artikel 236 kan ikke føre til noget andet resultat, da det som ubestridt må lægges til grund, at sagsøgerens toldangivelser ikke indeholder ukorrekte oplysninger.
Vedrørende spørgsmålet, hvorvidt sagsøgeren er blevet bibragt en retsbeskyttet forventning, bemærkes, at dette spørgsmål af de grunde, der er anført af sagsøgte, må afgøres efter EU-rettens regler. Landsretten finder, at det hverken ved korrespondancen i 1998 mellem sagsøgeren og Told- og Skatteregionen eller ved de afgivne vidneforklaringer om det passerede på mødet den 3. marts 1998 er bevist af sagsøgeren, at toldmyndighederne er fremkommet med nogen tilkendegivelse, der kan anses som en definitiv imødekommelse af sagsøgerens ønske om toldgodtgørelse. Allerede som følge heraf kan sagsøgerens påstand ikke støttes på, at der har foreligget en retsbeskyttet forventning.
Som følge af det anførte tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Sagsøgte, Told- og Skattestyrelsen, frifindes.
Sagens omkostninger skal sagsøgeren, H1., betale til sagsøgte med 250.000 kr.
Det idømte skal betales inden 14 dage.