Dokumentets metadata

Dokumentets dato:12-10-2001
Offentliggjort:12-10-2001
SKM-nr:SKM2001.422.TSS
Journalnr.:99/01-301-00570
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Meddelelse


Momsforhold i forbindelse med skolers deltagelse i forsøgsordningen vedrørende bedre og sundere mad til børn

Told- og Skattestyrelsen har udtalt, at skoler, der som led i regeringens handlingsplan for bedre og sundere mad til børn deltager i forsøgsordningen vedrørende mad- og måltidsordninger i enkeltinstitutioner, ikke skal betale moms af tilskud og elevbetaling.


Som led i Finanslovsaftalen 2001 etableredes en Børnekostpulje, hvor der blev afsat et beløb årligt i årene 2001-2003 til forsøg med ernæringsrigtig og økologisk mad i skoler og daginstitutioner.

I forbindelse hermed blev det fastsat, at Børnekostpuljen bl.a. kunne anvendes til mad- og måltidsordninger i enkeltinstitutioner.

Det blev endvidere bestemt, at tilskud til enkeltinstitutioner skulle udbetales efter objektive kriterier - som et fast tilskud pr. barn i institutionen.

En kommune, hvis skoler har fået bevilget tilskud til deltagelse i forsøgsordningen, har spurgt, om der skal betales moms af tilskuddet og af elevbetalingen.

Kommunen har nærmere oplyst, at madordningen er et tilbud til den enkelte børnefamilie, at forældrene skal tilmelde deres børn til ordningen, at forældrene skal betale for deres børns deltagelse i ordningen, da tilskuddet ikke dækker de budgetterede udgifter ved ordningen, at maden leveres færdigfremstillet af en underleverandør, at eleverne selv skal stå for fordelingen af maden på skolerne og at ordningen ikke skal give overskud.

Told- og Skattestyrelsen har svaret, at skolerne ikke skal betales moms af tilskuddet og elevbetaling. Styrelsen anser skolernes servering af mad i forbindelse med forsøgsordningen som momsfri levering af ydelser i nær tilknytning til egen momsfri undervisning, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 3.