Skatteforlaget |
|
Dokumentets metadata
| Dokumentets dato: | 14-06-2001 |
| Offentliggjort: | 01-11-2001 |
| SKM-nr: | SKM2001.486.VLR |
| Journalnr.: | 6. afdeling, B-1819-99 |
| Referencer.: | Aktieavancebeskatningsloven Statsskatteloven |
| Dokumenttype: | Dom |
Aktieavancebeskatning - aftale om yderligere vederlag - bevisspørgsmål
Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der i forbindelse med indgåelsen af kontrakter af 20. december 1990 om overdragelse af aktier blev indgået en aftale om, at der senere skulle ske en efterregulering. Kontrakterne indeholdt en præcist fastsat købesum. I maj 1992 udarbejdede en revisor, der havde været med til at udarbejde de oprindelige kontrakter, et notat, hvori han anførte, at der var rejst spørgsmål om, hvorvidt der kunne foretages en yderligere betaling for aktierne. Selv om landsretten, fandt det bevist, at spørgsmålet om en efterregulering allerede blev drøftet i december 1990, fandt landsretten ikke, at det kunne lægges til grund, at der var indgået en retlig bindende aftale om efterregulering af købesummen.
Parter:
A
(advokat Christian Vinten) og
B (advokat Christian Vinten)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen).
Afsagt af landsdommerne:
Jochimsen, Lisbeth Parbo og Peter Buhl (kst.)
Sagsøgerne, A og B, solgte i 1990 en del af deres aktier i H1 ...... A/S (herefter kaldet H1 A/S) til F1 ApS. Denne sag drejer sig om, hvorvidt F1 ApS efterfølgende betaling af 738.606 kr. til A og 1.678.649 kr. til B er yderligere vederlag for aktierne, som er skattefri for sagsøgerne i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1.
Landsskatterettens kendelse af 20. april 1999 vedrørende A lyder således:
".....
Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:
Personlig indkomst | 738.606 kr. |
Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant, ligesom denne har haft adgang til at udtale sig på et retsmøde.
Det fremgår af sagens oplysninger, at C, B og klageren i 1987 stiftede Aktieselskabet ...H1 , der tog navneforandring til H1 A/S (herefter kaldet Aktieselskabet H1). Af Aktieselskabet H1s vedtægter fremgår bl.a., at dets formål var at drive virksomhed ved spedition og transport samt handel og finansiering, og at enhver overdragelse af aktier i Aktieselskabet H1 kun kunne ske med bestyrelsens samtykke.
Aktieselskabet H1s aktiekapital udgjorde 1.000.000 kr., hvoraf 200.000 kr. var A-aktier, og 800.000 kr. var B-aktier. C ejede samtlige A-aktier og herudover nominelt 430.000 kr. B-aktier, medens B og klageren ejede hver henholdsvis nominelt 220.000 kr. og 150.000 kr. B-aktier.
Hovedaktionæren var ansat som direktør i Aktieselskabet H1, mens B og klageren var ansat i ledende stillinger.
Klagerens advokat har oplyst, at der i slutningen af 1990 var forlydender i dagspressen om, at en ændring af aktieavancebeskatningsloven ville indebære, at man kun måtte eje indtil 10% af kapitalen i et selskab for at kunne blive anset som minoritetsaktionær efter aktieavancebeskatningslovens regler.
Aktionærerne i Aktieselskabet H1 havde tidligere modtaget henvendelser fra interesserede købere af Aktieselskabet H1s virksomhed, og på grund af de nævnte forlydender overvejede Aktieselskabet H1s 2 minoritetsaktionærer - herunder klageren - at afhænde i hvert tilfælde en del af deres aktier i Aktieselskabet H1. Advokaten har oplyst, at der pågik forhandlinger med en interesseret køber af en del af aktierne om en overdragelseskurs på 1.500. C, der var medlem af bestyrelsen i Aktieselskabet H1, ville imidlertid ikke godkende en sådan overdragelse, idet han ønskede et samlet salg af Aktieselskabet H1s aktiviteter. Advokaten har endvidere oplyst, at aktionærerne i Aktieselskabet H1 i stedet aftalte, at et til lejligheden oprettet selskab, F1 ApS, skulle købe aktier af de 2 minoritetsaktionærer til en foreløbig fastsat kurs på 650. Kursen fastsattes på baggrund af Aktieselskabet H1s årsregnskab for perioden 1/5 1989 - 30/4 1990, og på grundlag af et perioderegnskab pr. 14. december 1990. I Aktieselskabet H1s årsregnskab for perioden 1/5 1989 - 30/4 1990 er Aktieselskabet H1s egenkapital opgjort til 3.342.394 kr. Goodwill er i dette regnskab medtaget med 1.800.000 kr. Advokaten har oplyst, at værdien af Aktieselskabet H1s goodwill ikke var fuldt medregnet, og at købesummen for aktierne skulle reguleres, når virksomheden blev solgt ud af Aktieselskabet H1. Når et salg af virksomheden var sket, ville det således være muligt at gøre den endelige værdi af aktierne endeligt op. Ud fra et ønske om, at alle aktionærer i sidste ende skulle stilles lige, indgik parterne således aftale om, at når den endelige pris for virksomheden blev fastsat ved bortsalg, skulle der foretages en regulering af kursen på de overdragne aktier. Advokaten har oplyst, at et salg af Aktieselskabet H1's virksomhed på daværende tidspunkt måtte anses for sandsynligt inden for en nær fremtid.
Aftalerne om salg af aktierne, der er underskrevet den 20. december 1990, er for så vidt angår F1 ApS' køb af aktier fra klageren sålydende:
"
KONTRAKT
om overdragelse af aktier i "H1 A/S", reg. nr. A/S ...99
__________
Overdragelsen vedrører 5½ % af den samlede aktiekapital stor 1.000.000,-, kr. svarende til aktier af pålydende 55.000 kr.
Sælger: ... A, X1-vej 17 , .... Y1-by
Køber: "F1 ApS", reg nr. ApS ..52, X2-vej 66, .... Y1-by
Overtagelsesdag: 20. december 1990.
Købesum: er aftalt til kr. 357.500 kr.,-, svarende til kurs 650, der berigtiges således: |
| 17.875,00 339.625,00 _________ 357.500,00 |
Sælgeren påtager sig intet ansvar for aktiernes bonitet hvorved bemærkes, at køber har haft fuld regnskabsindsigt.
Ejendomsret og stemmeret overgår straks til køber, uanset at hele købesummen ikke er betalt.
Køber er bekendt med selskabets vedtægter.
Omkostninger ved nærværende kontrakts oprettelse og afgiftsudgifter udredes af sælger alene."
Ligeledes den 20. december 1990 indgik B en tilsvarende aftale om salg af nominelt 125.000 kr. aktier i Aktieselskabet H1 til F1 ApS til kurs 650 eller 812.500 kr. Købesummen skulle berigtiges ved kontant betaling af 40.625 kr., medens restkøbesummen skulle erlægges uden renter senest den 1. august 1991.
Af to tillæg til disse aftaler, der angiver at være underskrevet i 1991, blev betalingstidsvilkårene for restkøbesummen ændret således, at F1 ApS' senest den 1. august til klageren og B skulle betales henholdsvis 100.100 kr. og 227.500 kr. og senest den 1. januar 1995 henholdsvis 239.525 kr. og 544.375 kr. Advokaten har oplyst, at afviklingsperioden på 5 år svarede til en 5 årig konkurrenceklausul, som de 2 minoritetsaktionærer i aktionæroverenskomsten havde påtaget sig i tilfælde af, at de ophørte med at være ansat i virksomheden.
Advokaten, som konciperede aktieoverdragelsesaftalerne, har anført, at aftalerne er meget kortfattede, hvilket skyldes, at de blev lavet i al hast inden julen 1990. Når der i aftalerne ikke er anført noget om en efterfølgende kursregulering, skyldes det, at parterne i første omgang fokuserede på at få nedfældet det beløb, som skulle udredes direkte i forbindelse med overdragelsen af aktierne, og at det beror på en fejl, at man ikke også fik nedfældet aftalen om kursreguleringen.
Cand. jur. JEN, der i 1990 var ansat i Revisionsfirmaet R1, som var Aktieselskabet H1s revisionsfirma, har ved skrivelse af 26. marts 1996 til klagerens advokat oplyst følgende:
"B - (klageren)
Til brug for den verserende sag om ovennævnte personers salg af deres aktieposter i H1 A/S til F1 ApS skal jeg herved bekræfte, at jeg deltog i salgsforhandlingerne i efteråret 1990 på Cs kontor hos H1 A/S. Til stede var endvidere statsautoriseret revisor ME, R1 A/S, revisor for H1 A/S. ME er nu pensioneret.
Af de grunde, der allerede er refereret i sagen, ønskede B og (klageren) at sælge nogle af deres aktier i H1 A/S. C var ikke interesseret i, at et eventuelt salg skete til trediemand, men ville på den anden side heller ikke på daværende tidspunkt betale et højere beløb end selskabets indre værdi kunne retfærdiggøre. Han ville med andre ord ikke på daværende tidspunkt betale en merpris for selskabets goodwill, når hele H1 A/S senere blev solgt til trediemand.
At sælge aktierne uden vederlag for goodwill var til gengæld uacceptabelt for B og (klageren), der havde indhentet tilbud fra anden side.
Med ovennævnte stillingskrig som udgangspunkt blev der derfor indkaldt til møde på Cs kontor, hvor undertegnede og ME deltog.
På mødet som varede en hel dag, blev det foreslået og aftalt, at F1 ApS skulle betale kurs 650 kontant ved overdragelsen og senere tillige et eventuelt merbeløb for selskabets goodwill, som imidlertid ikke kunne fastsættes før H1 var solgt til tredjemand. De betalinger, der senere har fundet sted parterne imellem, er således baseret på 1990-aftalen og er ikke aftalt i 1993, som hævdet af Aalborg kommunes skattevæsen.
Den aftalte løsning var acceptabel for alle parter. For F1 ApS og C, fordi vederlaget for goodwill ikke skulle betales, før goodwillen var realiseret ved salg til trediemand. For B og (klageren), fordi vederlaget for goodwill efter praksis beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. I denne forbindelse kan der for eksempel henvises til Tidsskrift for Skatteret 1994.110.
Det er selvfølgeligt beklageligt, at 1990-aftalen ikke blev nedfældet på skrift, men dette indebærer dog på ingen måde, at aftalen ikke skulle være indgået eller ikke være bindende for parterne. Parterne har da også fuldt ud efterlevet den aftale, de indgik i efteråret 1990."
ME har ved skrivelse af 23. maj 1996 til advokaten anført følgende:
"I henhold til Deres anmodning af 9. maj d.å. skal jeg oplyse, at jeg som revisor for H1 A/S og F1 ApS har deltaget i forhandlingerne om overdragelse af aktier i H1 A/S mellem B og (klageren) som sælgere og F1 ApS som køber.
Forhandlingerne resulterede i, at sælgerne afhændede dele af deres aktiebesiddelse i H1 A/S, henholdsvis nom. kr. 125 t. og nominelt kr. 55 t. til F1 ApS, hvorefter hver af sælgerne ejede nom. 95 t. kr. aktier i H1 A/S - svarende til 9,5% af aktiekapitalen. Salget fandt sted den 20/12 1990.
Baggrunden for nævnte salg var, at sælgerne forventede at den gældende skattefrihed for aktieavancebeskatning ville blive ændret, således at skattefriheden, der hidtil omfattede aktionærer med mindre end 25%'s aktiebesiddelse fremover kunne ville omfatte aktionærer med mindre end 10%'s aktiebesiddelse.
Sælgerne havde derfor taget kontakt til tredjemand, der havde vist interesse for at købe de udbudte nom. kr. 180. t. H1-aktier.
Hovedaktionæren i H1 A/S, C, var ikke interesseret i at få en ny tredjemand ind som ny aktionær i H1 A/S, idet dette ville bryde med det hidtidige princip, hvorefter alle aktionærer også var deltagere i den daglige virksomhedsudøvelse.
Det blev derfor aftalt, at F1 ApS (der ejedes af C) købte de omhandlede aktier. Handelen fandt sted til kurs 650 på basis af skønnet aktuel kursværdi, og det aftaltes, at købesummen skulle betales med 5% ved handelens indgåelse, 28% den 1/8 1991 og de resterende 67% senest den 1/1 1995.
Ved handlens indgåelse var alle aktionærer enige om, at de bestræbelser, der tidligere havde været udøvet for at tilknytte virksomheden til en større international transportgruppe for at sikre virksomhedens fremtidige indtjeningsgrundlag, skulle fortsættes.
Derfor aftaltes det, at hvis denne mulighed blev aktuel senere skulle en konstateret merværdi af H1 ved salg til tredjemand tilfalde aktionærerne efter deres oprindelige ejerandel af H1 A/S.
(....)"
I F1 ApS' regnskaber for regnskabsårene 1/5 1990 - 30/4 1991 og 1/5 1991 - 30/4 1992 blev det i revisionspåtegningen angivet, at selskabet havde overtaget en aktiepost på 180.000 kr. til kurs 650, og at disse aktier i regnskaberne var optaget til anskaffelsessummen.
I 1992 blev den af Aktieselskabet H1 drevne virksomhed solgt til A/S G1, som var et af aktionærerne i Aktieselskabet H1 uafhængigt selskab, med overtagelsesdag den 31. december 1992. Købesummen udgjorde 14.279.000 kr. der fordelte sig med 12.000.000 kr. på goodwill, med 2.079.000 kr. på fast ejendom, og med 200.000 kr. på driftsinventar og driftsmateriel. Af købsaftalen fremgår, at købesummen skulle berigtiges bl.a. ved kontant betaling på 5.674.000 kr. og ved udstedelse af et gældsbrev på 6.000.000 kr.
Minoritetsaktionærernes resterende aktieposter i Aktieselskabet H1 på i alt 190.000 kr. blev ved aftale underskrevet den 22. januar 1993 solgt med overtagelsesdag samme dato til Aktieselskabet H1. Minoritetsaktionærerne opnåede i den forbindelse dispensation efter ligningslovens § 16 B, stk. 6. Købesummen for aktierne blev foreløbigt ansat til kurs 1800, der ifølge aktieoverdragelsesaftalen skulle reguleres på basis af Aktieselskabet H1s indre værdi i henhold til årsregnskabet pr. 30. april 1993. I et af parterne den 12. februar 1993 underskrevet tillæg til denne aftale bestemtes det i § 1, at overdragelsen af aktierne for så vidt angik nominelt i alt 90.000 kr. var betinget af, at Aktieselskabet H1s kapital nedsattes tilsvarende. I § 2 hedder det endvidere:
"Ved tidligere aftale har sælgerne overdraget tilsvarende aktieposter til F1 ApS. Parterne bekræfter herved tidligere indgået aftale om, at kursen for de ved nævnte aftale overdragne aktier reguleres på basis af selskabets indre værdi pr. 30.04., ganske som de ved aktieoverdragelsen af 22.01.1993 overdragne aktier i selskabet. Differencebeløbet berigtiges kontant på anfordring."
Den 22. januar 1993 ansøgte F1 ApS' revisor om dispensation efter ligningslovens § 16 B, stk. 6, idet selskabet påtænkte at overdrage sin aktiebesiddelse i Aktieselskabet H1. Skatteadministrationen meddelte afslag herpå den 4. februar 1993. Ved skrivelse af 18. marts 1993 anmodede revisoren herefter den stedlige told- og Skatteregion om tilladelse til skattefri fusion mellem selskabet og Aktieselskabet H1.
I anmodningen hed det bl.a.
"(....) efter fusionsskattelovens § 4 er det en betingelse for en skattefri fusion, at der opnås tilladelse hertil fra Ligningsrådet (uddelegeret til Told- og Skatteregionerne), hvis et af de selskaber, der fusionerer, indenfor et tidsrum af 3 år forud for fusionsdatoen udenfor normal samhandel har overtaget aktiver fra sine selskabsdeltagere. (....)
Da Aktieselskabet H1 af .... som nævnt i februar 1993 har købt egne aktier af B og (klageren) skal vi hermed anmode om den omhandlede tilladelse. Det fremgår ikke klart af fusionsskattelovens § 4, om tilladelse er påkrævet i en situation, hvor aktiesælgerne ikke længere er aktionærer, men for en sikkerheds skyld skal vi anmode Told- og Skatteregionen om at give tilladelse til den planlagte fusion. Den aktiepost, som F1 ApS ejer i Aktieselskabet H1 af ...., er købt den 20. december 1990 af B og (klageren), der som bekendt ikke er aktionærer længere. Der har ikke i øvrigt været samhandel eller overdragelser mellem de to selskaber eller mellem disse selskaberne og disses aktionærer/anpartshaver.
Klagerens advokat - der tillige er advokat for F1 ApS - har oplyst, at det ikke over for Told- og Skatteregionen blev oplyst, at de to tidligere minoritetsaktionærer i Aktieselskabet H1 havde et tilgodehavende i F1 ApS, hidrørende fra selskabets køb af aktier i 1990.
Ved skrivelse af 5. maj 1993 meddelte Told- og Skatteregionen tilladelse til fusionen med F1 ApS som det fortsættende selskab.
Fusionen blev gennemført med virkning fra 1. maj 1993.
I selskabets regnskab for perioden 1/5 1992 - 30/4 1993, underskrevet af revisor den 21. juni 1993 og godkendt på en generalforsamling den 24. juni 1993 hedder det i revisionspåtegningen bl.a.:
"Selskabet har, jfr. note 1, i 1990 overtaget en aktiepost på nom. 180.000 kr. i Aktieselskabet H1 af .... til en foreløbig ansat kurs på 650, til hvilken kurs anparterne er optaget i regnskabet. Den skattemæssige kurs pr. 31/12 1992 er 455. Værdien af disse aktier vil i forbindelse med nærværende selskabs fusion med Aktieselskabet H1 .... pr. 1. maj 1993 blive opvurderet i overensstemmelse med disse aktiers indre værdi, men gælden vil i henhold til indgået aftale være at regulere tilsvarende."
Af dette regnskab fremgår i øvrigt, at selskabet havde en egenkapital pr. 1. april 1993 på 41.435 kr., og at selskabets samlede aktiver på 1.197.507 kr. bestod af aktierne i Aktieselskabet H1 opført til anskaffelsessummen 1.170.000 kr., af en bankbeholdning på 22.377 kr. og af tilgodehavende udbytteskat på 5.130 kr. I passiverne indgår bl.a. en mellemregning med C på 369.672 kr.
I et af revisor den 24. juni 1993 underskrevet fælles regnskabsopstilling pr. 30. april 1993 og udkast til åbningsbalancer for de fusionerede selskaber er F1 ApS' aktiebeholdning i Aktieselskabet H1 anført med 1.170.000 kr. I 2 tilhørende noter er det anført, at selskabet i forbindelse med dets anskaffelse af aktier i Aktieselskabet H1 garanterede, at såfremt aktiviteten i Aktieselskabet H1 blev afhændet til 3. mand, skulle der ske en regulering af anskaffelsesprisen, således at salgsprisen endeligt skulle svare til indre værdi. Den indre værdi af disse aktier kunne opgøres til 3.587.255 kr., hvoraf selskabet havde betalt 386.100 kr., hvorfor restgælden androg 3.201.155 kr. I selskabets regnskaber var gælden foreløbigt optaget til 783.900 kr. og mergælden til aktiesælgerne kunne derfor opgøres til 2.417.255 kr. Endvidere er det anført, at da selskabet er det fortsættende selskab, vil værdien af aktiebesiddelsen i Aktieselskabet H1, der er det ophørende selskab, fragå fuldt ud. Af udkastet til åbningsbalance for de fusionerede selskaber er de samlede aktiver opgjort til 26.910.532 kr., hvori indgår likvide beholdninger med 20.116.023 kr., og et gældsbrev ansat til kurs pari 6.000.000 kr. Egenkapitalen er angivet til 12.536.824 kr.
Ved skrivelse af 28. december 1993 til F1 ApS opgjorde selskabets revisor i et medfølgende notat bl.a. "Oversigt over udbetalingen til B og klageren vedr. salg af aktier." således:
Egenkapital pr. 30/4 1993 i henhold til regnskab for Aktieselskabet H1 af 1/12 1987 | 16.509.193 | ||
Heri er fragået gæld til B og (klageren) vedr. nedsættelse af aktiekapitalen med 190 t.kr. | 3.420.000 | ||
Indre værdi før udlodning til B og (klageren) | 19.929.193 |
B | 220/1000 | (udloddes ikke) | 4.384.423 |
Revisor opgjorde endvidere Bs og klagerens samlede tilgodehavende i F1 ApS pr. 31. december 1993 til 1.665.000 kr., der ifølge notatet skulle afdrages med i alt 555.000 kr. henholdsvis den 31. december 1994, 1995 og 1996.
Beløbet fremkom således:
B og klagerens andel | 7.373.804 kr. |
Det fremgår, at afdraget på 555.000 kr. pr. 31/12 1993 vedrørende et gældsbrev var afdraget på det af køberen til Aktieselskabet H1s virksomhed udstedte gældsbrev på nominelt 6.000.000 kr., der pr. 31. december 1993 blev afdraget med i alt 1.500.000 kr., der fordeltes med 22%, eller 330.000 kr. til B og med 15%, eller 225.000 kr., til klageren, svarende til disse personers oprindelige andel af aktiekapitalen i Aktieselskabet H1.
Advokaten har oplyst, at F1 ApS kunne have finansieret efterbetalingen til de 2 tidligere aktionærer ved lån eller indskudskapital fra C. Advokaten har til dokumentation herfor fremlagt kopi af Cs formueopgørelse for 1992 udvisende en skattepligtig formue på 9.514.603 kr. Aktiverne består bl.a. af bankindeståender m.v. på 3.607.556 kr. og af værdien af danske obligationer på 2.362.172 kr.
De stedlige skattemyndigheder traf afgørelse vedrørende indkomstansættelsen for F1 ApS, hvorved myndighederne fandt, at det merbeløb, som de to minoritetsaktionærer - herunder klageren - modtog vedrørende deres salg i 1990 af aktier i Aktieselskabet H1 til F1 ApS, udgjorde en udlodning til F1 ApS fra Aktieselskabet H1.
Denne afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten, der traf afgørelse den 17. marts 1998. I præmisserne hedder det bl.a.:
"Landsskatteretten lægger til grund, at de den 20. december 1990 indgåede aftaler mellem (F1 ApS) og de 2 mindretalsaktionærer i Aktieselskabet H1 om mindretalsaktionærernes overdragelse af aktier i Aktieselskabet H1 til (F1 ApS) var endelige, herunder for så vidt angår købesummens størrelse. Landsskatteretten finder således ikke grundlag for at antage, at der påhvilede (F1 ApS) en forpligtelse til at foretage yderligere betalinger for disse herved erhvervede aktier, når aktiviteterne i Aktieselskabet H1 blev solgt til anden side.
Landsskatteretten lægger i stedet til grund, at der mellem hovedaktionæren og mindretalsaktionærerne i Aktieselskabet H1 bestod en aftale om, at mindretalsaktionærerne skulle have andel i det eventuelle merprovenu, der ville fremkomme ved et salg af aktiviteterne i Aktieselskabet H1.
Senest ved den mellem parterne den 12. februar 1993 indgåede aftale overførte hovedaktionæren, der tillige var eneanpartshaver i (F1 ApS), denne forpligtelse til (F1 ApS), uden at (F1 ApS) modtog kompensation herfor.
Uanset at det må antages, at den i 1993 meddelte tilladelse til skattefri fusion blev givet på urigtigt grundlag, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at anse det forhold, at (F1 ApS') opfyldelse af denne forpligtelse skete med Aktieselskabet H1s midler som en udlodning fra Aktieselskabet H1 til (F1 ApS). Landsskatteretten finder i stedet, at (F1 ApS') påtagelse af forpligtelsen og de stedfundne betalinger må anses som en udlodning til eneaktionæren i (F1 ApS), idet det lægges til grund, at forpligtelsen til at foretage disse betalinger påhvilede denne..."
De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse forhøjet klagerens personlige indkomst med 738.606 kr. svarende til det mervederlag, klageren har erhvervet i forbindelse med salget af sine aktier i Aktieselskabet H1. Man har herved anset beløbet som en skattepligtig gave, jf. statsskattelovens § 4 c.
Skatteankenævnet har herved anført, at det ikke af overdragelsesaftalen fremgik, at overdragelseskursen ikke skulle være endelig fastsat, jf. herved tillige Landsskatterettens afgørelse. Der er endvidere lagt vægt på, at såvel ejendomsret som udbytteret fuldt ud overgik til F1 ApS ved overdragelsen, at det ikke af fusionsdokumenterne fremgik, at F1 ApS havde forøget sin "købsprisforpligtelse" over sælgerne, at det har formodningen imod sig, at klageren afstår aktier til en foreløbig afståelsessum uden at sikre sig dokumentation for, hvorledes korrektion skal ske, og at det tillige har formodningen imod sig, at aftalen om en eventuel regulering kunne løbe i 5 år, og at den i givet fald skulle bortfalde pr. 1/1 1995 til fordel for en selskabsrulning.
Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om godkendelse af den selvangivne indkomst, subsidiært godkendelse af en del af den i 1993 modtagne betaling som afståelsessum.
Til støtte herfor har han gjort gældende, at der ved overdragelsen i 1990 bestod en mundtlig aftale om, at afståelsessummen skulle reguleres ved et efterfølgende salg til tredjemand, og at kursen på 650 således alene var foreløbig. Den skriftlige overdragelsesaftale var alene et udtryk for den formelige adkomstberigtigelse til aktierne og ikke reelt udtryk for hvilken overdragelsessum, der samlet skulle betales for aktierne. Der er herved henvist til de skriftlige erklæringer fra ME og JEN.
Det lægges i Landsskatterettens kendelse af 17. marts 1998 vedrørende F1 ApS til grund, at det ikke var selskabet men hovedaktionæren, der havde forpligtelsen til at foretage efterreguleringen. Selv om han ikke er enig i denne konklusion, der forekommer kunstig, betyder dette resultat ikke, at der ikke kan gives medhold i denne sag vedrørende sælgeren. Det er jo netop lagt til grund, at der rent faktisk bestod en forpligtelse til at foretage en efterregulering, når der skete en endeligt salg af hele virksomheden. Om denne forpligtelse påhvilede det købende selskab eller dettes hovedaktionær personligt måtte være underordnet. Det afgørende er, at der i 1993 faktisk skete en efterregulering.
At der ikke var tale om en endelig afståelsessum i aftalen af 20. december 1990, måtte være indlysende, når der henses til, at kursen på det tidspunkt blev fastsat til indre værdi uden værdiansættelse af goodwill. Der pågik netop forhandlinger om salg til tredjemand af hele virksomheden, og i den forbindelse var der nævnt en goodwill-værdi på 15.000.000 kr., hvilket nogenlunde svarede til den senere opnåede pris. Klagerne ville naturligvis ikke gå glip af deres andel heri.
Repræsentanten har endelig anført, at det af klagerens regnskab for 1992 tydeligt fremgår, at denne regulering af aktiekursen skal ske, og at der ikke bestod et gavemiljø mellem parterne.
Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten for det tilfælde, at Landsskatteretten måtte finde, at efterreguleringen var for stor, gjort gældende, at en skønsmæssig mindre del må anses for en del af afståelsessummen.
Told- og Skattestyrelsen har over for Landsskatteretten indstillet afgørelsen stadfæstet, hvorved det bl.a. er bemærket, at det ikke er underordnet, hvem der har afgivet løftet om en efterregulering.
Landsskatteretten skal udtale:
Retten bemærket, at aktieoverdragelsesaftalen af 20. december 1990, der ikke indeholdt nogen efterreguleringsforpligtelse for køberen, var klar og utvetydig, ligesom tillægsaftalen i 1991 heller ikke nævnte noget om en efterreguleringsforpligtelse. Endvidere havde F1 ApS ikke medtaget forpligtelsen i sit regnskab.
På den baggrund finder retten ikke, at der har bestået en tilstrækkelig forbindelse mellem den i 1990 skete overdragelse af aktier og den betaling, klageren modtog i 1993, hvorfor betalingen ikke kan anses som en del af afståelsessummen. Betalingen må i stedet anses som en skattepligtig indkomstkonstatering efter statsskattelovens § 4.
Den påklagede afgørelse stadfæstes således.
...."
I Landsskatterettens kendelse af 20. april 1999 vedrørende B stadfæstedes den påklagede afgørelse om, at hans personlige indkomst for 1993 blev forhøjet med 1.678.649 kr. Kendelsen svarer i øvrigt til kendelsen vedrørende A.
Under sagen, der er anlagt den 18. august 1999, har sagsøgerne nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at As personlige indkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 738.606 kr., og at Bs personlige indkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 1.678.649 kr.
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagens omstændigheder er i øvrigt følgende:
I forbindelse med stiftelsen af Aktieselskabet H1 af .... indgik sagsøgerne og C den 1. december 1987 en aktionæroverenskomst, hvoraf det fremgår, at sagsøgerne var forpligtede til at sælge deres aktier til C til aktiernes indre værdi, hvis deres ansættelse i selskabet ophørte. Sagsøgerne påtog sig endvidere en 5 årig konkurrenceklausul.
Revisorerne ME og SO har i en skrivelse af 7. juni 1988 til Amtsskatteinspektoratet i Aalborg oplyst, at goodwill i forbindelse med Aktieselskabet H1 af ....'s køb af aktiverne i det tidligere H1 A/S forsigtigt var ansat til 3 mio. kr.
Det fremgår af H1 A/S' regnskaber, at værdien af goodwill i 1989 var opgjort til 2,4 mio. kr., i 1990 til 1,8 mio. kr., i 1991 til 1,2 mio. kr. og i 1992 til 600.000 kr. Egenkapitalen var i 1990 opgjort til 3.342.000 kr., i 1991 til 5.072.681 kr. og i 1992 til 6.909.652 kr.
I skrivelse af 17. december 1990 fra C til advokat JP, Y1-by, anføres det, at F1 ApS skal købe 13% af aktiekapitalen i H1 A/S af B og 6% af aktiekapitalen af A, således at deres aktiekapital fremover var 9%. Det anføres videre, at kursen ikke var endeligt fastsat, men at C ville ringe herom en af de nærmeste dage.
Det fremgå af depotudskrifter af 31. december 1990 og 31. december 1991 fra Den Danske Bank til B, at depotet indeholdt 220.000 kr. B-aktier i H1 A/S.
I forbindelse med salget af H1 A/S' virksomhed i 1992 blev sagsøgerne og C ansat hos det købende selskab, og de påtog sig i tilknytning hertil konkurrenceklausuler.
I et notat af 8. maj 1992, der er udarbejdet af JEN fra R1, Skatteafdelingen, og stilet til H1 A/S, hedder det blandt andet:
"Salg af virksomhed
Aktiekapitalen i H1 A/S andrager nom. kr. 1 mio. Heraf ejer direktør C: 63 pct., B: 9,5 pct., A: 9,5 pct. og F1 ApS: 18 pct. C er eneanpartshaver i F1 ApSDe 2 personlige minoritetsaktionærers aktier er alle anskaffet den 1. december 1987, mens F1 ApS's aktier er erhvervet den 20. december 1990 og er købt af B og A. Købesummen svarede til kurs 650.
I forbindelse med overvejelser om at sælge driftsaktiviteten i H1 A/S til en fremmed investor, således at kursen på aktierne i H1 A/S formentlig vil stige til ca. 1.600, er der rejst spørgsmål om, hvorvidt F1s ApS kan foretage en yderligere betaling til B og A, idet det ved et eventuelt salg vil vise sig, at den kurs på 650, som blev anvendt i 1990, ikke tog højde for en mulig goodwill i tilfælde af salg.
Den fortjeneste, som B og A realiserede ved salget den 20. december 1990, var skattefri, idet de havde ejet aktierne i mere end 3 år. Hvis de på nuværende tidspunkt får et yderligere vederlag for aktierne, vil dette vederlag ligeledes være skattefrit, uanset om vederlaget skal tilbageføres til indkomståret 1990 eller ej.
....
Hvis forhandlingerne med den fremmede investor fører til, at investoren køber aktierne i H1, vil fortjenesten for B og A være skattefri. F1 ApS vil blive beskattet af fortjenesten, idet kravet om 3 års ejertid ikke er opfyldt.
...."
NK, R1, har i skrivelse af 1. februar 2001 redegjort for nogle beregninger til belysning af værdien af aktierne i H1 A/S pr. 30. november 1990. Der fremgår heraf, at værdien af goodwill er beregnet til 5,5 mio. kr., og egenkapitalen pr. 1. december 1990 er beregnet til 8,8 mio. kr., svarende til kurs 885.
Sagsøgeren B har forklaret, at statsautoriseret revisor ME medio december 1990 ringede og fortalte, at der gik rygter på Christiansborg om, at grænsen for mindretalsaktionærer i skattemæssig henseende ville blive sat ned til 10%. Han overvejede derfor, hvordan hans andel kunne bringes ned under 10%. Han tog kontakt til vognmand KH, der i 1987 havde været interesseret i at komme ind i kredsen omkring H1 A/S. Dengang talte C om, at selskabets goodwill var 15 mio. kr. værd. KH ville betale kurs 1.500 for afhørtes og As aktier. Han spurgte den 16. eller 17. december 1990 C, om bestyrelsen ville godkende, at de solgte en aktiepost til KH. C var ikke interesseret i, at der kom en ny vognmand ind som aktionær. C kontaktede ME, der foreslog, at F1 ApS købte aktierne. Den 20. december 1990 deltog han, C, ME og JEN i et møde i Y1-by. Afhørte repræsenterede A. ME foreslog, at aktierne skulle sælges til kurs 600-650, men således at der skulle ske en efterregulering, når virksomheden blev solgt. Han var ikke meget optaget af denne kurs, da han vidste, at efterreguleringen ville give en højere kurs. Han ville ikke have solgt til kurs 650 uden en aftale om efterregulering. JEN svarede på afhørtes gentagne forespørgsler, at efterreguleringen ville være skattefri. I frokostpausen drøftede han det med A, og de var enige om at sælge til F1 ApS på betingelse af, at selskabet påtog sig efterreguleringsforpligtelsen, og at efterbetalingen var skattefri. Om eftermiddagen blev de enige om kurs 650. Kursen var baseret på regnskaberne. ME ringede til advokaten og fortalte, hvad der skulle stå i aftalen. Afhørte overhørte ikke samtalen. De var da enige om finansieringen, den midlertidige kurs og efterreguleringen. De tog op til advokaten, hvor de underskrev aftalen i receptionen. De talte ikke med advokaten. Afhørte skimmede aftalen igennem og undrede sig ikke over, at der ikke stod noget om efterregulering. I virksomheden blev der hver dag indgået mundtlige aftaler om store beløb, og han havde ikke grund til at tvivle på C. Han ved ikke, om ME har set aftalen. En uge efter mødet talte han med SO, der da kendte aftalen. JEN havde sagt, at efterreguleringsklausulen kunne indsættes når som helst. Efterfølgende har de flere gange spurgt JEN, om efterreguleringen fortsat var skattefri. Efterreguleringen skulle tage højde for virksomhedens goodwill, som C mente var 10-15 mio. kr. værd. F1 ApS skulle først betale, når værdien blev realiseret ved et salg af virksomheden. Tillægskontrakten blev indgået, fordi det ikke var sikkert, at virksomheden ville blive solgt inden 1995. Hvis virksomheden ikke blev solgt, ville selskabet blive likvideret. Alle var dog enige om at intensivere salgsbestræbelserne, og der var forhandling med flere firmaer. Den 24. december 1992 blev der underskrevet kontrakt med J1 om køb af virksomheden. I forbindelse hermed blev det aftalt, at H1 A/S skulle købe sagsøgernes resterende aktier. Der blev af ME og advokat NB lavet en køreplan for det videre forløb, og da værdien af aktierne nu var kendt, skulle efterreguleringsaftalen udmøntes i praksis. Advokat NB kendte ikke efterreguleringsaftalen. Der blev holdt et møde på advokatkontoret med deltagelse af sagsøgerne, C, ME, advokat Calum Nielsen og muligvis JEN. På mødet, hvor sagsøgerne også skulle underskrive deres ansættelseskontrakter med køberselskabet, blev efterreguleringsaftalen drøftet. Efterreguleringsklausulen i tillægget til aktieoverdragelsesaftalen fra januar 1993 svarer til det, der blev aftalt i 1990. Det var MEs forslag, at de skulle have deres andel af den indre værdi på salgstidspunktet. De talte ikke i 1990 om, hvad der skulle ske, hvis virksomheden gik dårligt, da prognoserne var meget gunstige. De diskuterede heller ikke, hvad der skulle ske, hvis en af aktionærerne forlod virksomheden eller døde. JENs notat af 8. maj 1992 må være lavet på foranledning af C, Afhørte så ikke notatet i 1992.
Sagsøgeren A har forklaret, at det var rygter i dagspressen om ændring af aktieavancebeskatningsreglerne, der fik dem til at sælge aktierne i 1990. B forhandlede på hans vegne den 20. december 1990. I frokostpausen fik han at vide, at aktierne skulle sælges til F1 ApS, og at kursen skulle reguleres, hvis virksomheden blev solgt. Han interesserede sig derfor ikke særligt for salgskursen. Han ville ikke have solgt til kurs 650, hvis dette havde været den endelige kurs. Han hørte ME tale med advokat Ross Jensen i telefonen, men hørte ikke efter, hvad der blev sagt. De kørte derefter hen til advokaten, hvor de underskrev kontrakten i receptionen. Han hæftede sig ikke ved, at efterreguleringsaftalen ikke var nævnt. Han har arbejdet sammen med C i 20 år, så han stolede på, at "et ord er et ord". Han tænkte ikke over, hvad der skulle ske med efterreguleringsaftalen i tilfælde af dødsfald. Han deltog i mødet den 24. december 1992. Han husker ikke, om der var nogen særlig årsag til, at efterreguleringsklausulen blev skrevet ind i tillægget fra 1993. Klausulen svarer til det, han fik at vide var aftalt i 1990.
C har forklaret, at han ejer F1 ApS, der oprindeligt er stiftet med henblik på opkøb af skovejendomme. Revisoren gjorde i slutningen af 1990 opmærksom på, at der var en lovændring på vej, der havde betydning for beskatningen af mindretalsaktionærer. Sagsøgerne ønskede derfor at bringe deres ejerandel ned under 10%. Han fik at vide, at B havde forhandlet med en vognmand om dennes køb af aktier, og tallet 15 mio. kr. for hele virksomheden blev nævnt. Han ønskede imidlertid ikke en ny aktionær, der ikke arbejdede i firmaet. Da han gerne ville hjælpe sagsøgerne, kontaktede han statsautoriseret revisor ME. ME foreslog, at F1 ApS købte aktierne, hvilket han accepterede, da han blev forsikret om, at en sådan ordning ikke medførte nogen ændring i hans situation. Den 20. december 1990 kom ME og JEN til møde på virksomheden. De måtte vente med at fastsætte den rigtige værdi af aktierne, til man havde fundet en køber af H1 A/S. Han havde ikke selv nogen interesse i sagen og ville derfor ikke på det tidspunkt betale mere end den indre værdi uden goodwill. På grundlag af regnskabstallene pr. 30. april 1990 nåede de frem til kurs 650. Dette var ikke den endelige kurs, idet købesummen skulle reguleres i forhold til det, et senere salg indbragte. Revisoren bekræftede, at dette var lovligt. Det var revisoren, der ringede til advokaten og dikterede, hvad der skulle stå i kontrakten. Vidnet tog derefter hen til advokaten sammen med de to sagsøgere, og de underskrev kontrakten, der lå klar i receptionen. De talte ikke med advokaten. Han tænkte ikke over, at efterreguleringsaftalen ikke var med i kontrakten. Han mener, at en kopi af kontrakten blev sendt til ME, men han har ikke efterfølgende drøftet den med ME. Det var F1 ApS, der påtog sig reguleringsforpligtelsen. Han er vant til at indgå mundtlige aftaler. Det var ham, der tog initiativ til tillægskontrakten fra 1991. F1 ApS havde købt aktierne for at gøre sagsøgerne en tjeneste, så det var ikke rimeligt, at selskabet skulle betale pengene med det samme med deraf følgende renteudgift. Fristen blev sat til den 1. januar 1995, hvor selskabet skulle likvideres, hvis det ikke var blevet solgt forinden. Det var ham, der bad om notatet af 8. maj 1992. Han ville være sikker på, at de kunne regulere købesummen, som de havde aftalt. Han ved ikke, hvorfor notatets 3. afsnit er formuleret, som det er. Spørgsmålet om efterregulering er ikke noget, der først kom op i 1992. § 2 i tillægskontrakten fra 1993 svarer til det, de aftalte i 1990. Det har hele tiden være meningen, at der skulle reguleres i forhold til salgsprisen for virksomheden og ikke kun efter goodwillværdien. Det var ham, der den 24. december 1992 gjorde advokat NC opmærksom på reguleringsaftalen. Han husker ikke, om det var advokaten eller revisor ME, der tog initiativ til at indsætte reguleringsaftalen i tillægskontrakten. De har ikke på noget tidspunkt talt om, hvad der skulle ske med efterreguleringsaftalen, hvis det gik dårligt for virksomheden, eller hvis en af sagsøgerne forlod virksomheden eller afgik ved døden.
Cand. jur. JEN har forklaret, at han tidligere arbejdede i skatteafdelingen hos R1. Han deltog i mødet den 20. december 1990 sammen med ME, C og B. Han havde hørt, at sagsøgerne manglede penge, men han vidste ikke, om det var årsagen til, at de ønskede at sælge aktierne. De skulle finde en pris på aktierne. B havde indhentet et tilbud, men C var ikke interesseret. Kursen på 650 svarede til selskabets indre værdi, men tog ikke højde for goodwillværdien. Det kan godt være, at det var ME, der foreslog denne kurs. Aktierne ville kunne sælges for en langt højere kurs til tredjemand, muligvis til kurs 1500. Hvis virksomheden derfor senere blev solgt, blev det aftalt, at kursen på aktierne skulle reguleres i forhold til salgsprisen for virksomheden. Der blev ikke sat nogen tidsmæssig grænse for, hvor længe forpligtelsen hertil ville løbe. Han fortalte, at efterreguleringen ville være skattefri, idet den første afståelse var skattefri. Han mener ikke, at han har set kontrakten af 20. december 1990. Sagsøgerne og C kontaktede selv advokaten, vistnok efter at han og ME var taget af sted. Han ved ikke, hvem der bestilte notatet af 8. maj 1992, men baggrunden for det var, at parterne ville have bekræftet det, han havde fortalt i 1990. Han har ikke efterfølgende drøftet notatet med nogen. Notatets 3. afsnit er formuleret lidt uklart.
ME har forklaret, at han tidligere har arbejdet som statsautoriseret revisor. Han kan vedkende sig det, han har anført i skrivelsen af 23. maj 1996. Baggrunden for mødet den 20. december 1990 var, at sagsøgerne var blevet kyst af forlydender om, at den skattemæssige grænse for mindretalsaktionærer ville blive ændret fra 25% til 10%. Han mente ikke selv, at forslaget ville blive gennemført, og han betragtede sin deltagelse i mødet som en slags psykologisk krisehjælp. På mødet blev der talt om, at vognmand KH ville betale kurs 1500 for sagsøgernes aktier. Kursen på 650 svarer til den regnskabsmæssige indre værdi. Kursen blev beregnet på grundlag af selskabets egenkapital og en forsigtig goodwillberegning. Man var enige om, at den endelige pris skulle være det, en køber ville betale. F1 ApS fungerede som "parkeringsplads" for aktierne. Det var F1 ApS, der købte aktierne og påtog sig efterreguleringsforpligtelsen. C ville kun betale kurs 650 i 1990, da det var hans kasse, der skulle betale. De blev enige om denne kurs, kort tid før han og JEN fløj tilbage til København. Det er, så vidt han ved, advokat NB, der har lavet kontrakten af 20. december 1990. Han ringede ikke og fortalte advokaten, hvad der skulle stå. Han har senere modtaget kopi af kontrakten. Han undrede sig ikke over, at efterreguleringsaftalen ikke var nævnt. I forbindelse med salget af det tidligere H1 A/S havde man benyttet den samme model. Der blev ikke sat nogen tidshorisont på efterreguleringsaftalen, men man var enige om, at når 7-års perioden var gået, ville man "rulle" selskabet. Det blev heller ikke drøftet, hvad der skulle ske, hvis en af deltagerne fratrådte eller døde. JEN fortalte, at efterreguleringen ikke skulle beskattes. Tillægskontrakten fra 1991 var foranlediget af, at F1 ApS ikke selv havde midler til at købe aktierne, og at C ikke fandt det rimeligt, at hans likviditet skulle belastes af, at F1 ApS fungerede som "parkeringsplads" for aktierne. Han har ikke set JENs notat af 8. maj 1992 i 1992. § 2 i tillægskontrakten fra 1993 svarer til det, der blev aftalt i 1990, bortset fra opgørelsestidspunktet den 30. april 1993. F1 ApS' reguleringsforpligtelse er ikke medtaget i selskabets regnskaber, da selskabets stilling var upåvirket af reguleringsforpligtelsen.
SO har forklaret, at han tidligere arbejdede som assistent for statsautoriseret revisor ME, og at han har lavet selvangivelser for sagsøgerne, siden de blev aktionærer i H1 A/S. Han kan ud fra notater i sin kalender se, at han så kontrakterne af 20. december 1990 den 7. januar 1991. Han sagde da til ME, at Den Danske Bank i Y1-by ville blive glad, idet han vidste, at Bs kassekredit havde det med at blive overtrukket. ME svarede hertil, at banken ville blive endnu gladere, når H1 A/S blev solgt, for der var kun tale om en midlertidig kurs. Da han spurgte, hvorfor det ikke stod i kontrakterne, svarede ME, at det ikke var nødvendigt, for "i Jylland er et ord et ord". Da han så tillægskontrakten fra 1993, tænkte han, at nu var efterreguleringsklausulen endelig kommet med. Han har ikke drøftet notatet af 8. maj 1992 med JEN, og han har heller ikke set notatet i 1992.
Sagsøgerne har til støtte for deres påstand gjort gældende, at beløbene på 738.606 kr. og 1.678.649 kr. er en del af vederlaget for salget af aktierne i 1990 og dermed skattefri i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1. Ved de afgivne forklaringer er det bevist, at det mundtligt på mødet den 20. december 1990 blev aftalt, at kursen på 650 skulle reguleres, når H1 A/S senere blev solgt. Mundtlige aftaler af betydelig økonomisk rækkevidde var sædvanlige i virksomheden. Aktierne var væsentligt mere værd end kurs 650, og det har formodningen imod sig, at sagsøgerne ville sælge til denne kurs. Det har endvidere formodningen imod sig, at F1 ApS skulle betale så store beløb til sagsøgerne, hvis selskabet ikke havde forpligtet sig hertil i forbindelse med købet af aktierne. Det kan ikke tillægges betydning, at der er gået mere end 2 år mellem afståelsen og efterreguleringen. Selv om det lægges til grund, at efterreguleringen først er aftalt senere, må reguleringen anses som betaling for aktierne og derfor omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4. Hvis sagsøgerne ikke får medhold heri, har sagsøgerne gjort gældende, at afståelsessummen for aktierne ikke lå fast i 1990, men først fastsattes endeligt i 1993, hvorfor aktierne også i skattemæssig henseende først skal anses for afhændet i 1993.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at beløbene på 738.606 kr. og 1.678.649 kr. er indkomstskattepligtige i medfør af statsskattelovens § 4. Den afståelseskurs, der skriftligt blev fastsat i forbindelse med sagsøgernes salg af aktierne den 20. december 1990, er udtryk for den reelt aftalte afståelseskurs. Sagsøgerne har ikke løftet bevisbyrden for, at der i forbindelse med salget blev truffet aftale om en senere regulering af afståelsessummen. Det har formodningen imod sig, at C ville indgå en sådan aftale, som udelukkende forpligtede ham, og som efter forklaringerne ikke tog højde for ændringer som f.eks. en af parternes udtræden af selskabet eller underskud i de følgende år. Aftalen blev først omtalt på skrift flere år senere, selv om der i hvert fald i 1991, hvor betalingsvilkårene blev ændret, var anledning til skriftligt at præcisere indholdet af sagsøgernes aftale. Endvidere fremgår det af notatet af 8. maj 1992, at der ikke på dette tidspunkt var indgået en aftale om efterregulering af afståelsessummen. Kursen på 650 afviger ikke væsentligt fra den kurs på 885, som R1 har beregnet, og den højere salgspris i 1992 kan tilskrives de efterfølgende gode regnskabsår. Betalingerne i 1993 kan være begrundet i, at C af hensyn til det videre samarbejde ville undgå, at sagsøgerne skulle føle sig snydt. Da betalingerne således er ydet i henhold til en aftale indgået flere år efter det tidspunkt, hvor aktierne er afstået, kan beløbene ikke beskattes som en del af afståelsessummen efter aktieavancebeskatningslovens regler. Selv om det lægges til grund, at efterreguleringen blev aftalt allerede i 1990, er der tale om en efterregulering, der har fundet sted mere end 2 år efter afståelsen, hvorfor efterreguleringen heller ikke af denne grund kan beskattes efter aktieavancebeskatningsloven. Det bestrides, at aktierne først kan anses for afstået i skattemæssig henseende i 1993.
Landsrettens begrundelse og resultat:
I kontrakterne af 20. december 1990 om overdragelse af aktier til F1 ApS anføres det, at købesummen er aftalt til henholdsvis 357.500 kr. og 812.500 kr., der svarer til kurs 650. Det fremgår ikke af disse kontrakter eller af tillægskontrakterne fra januar 1991, der vedrører betalingen af købesummen, at købesummen senere skulle reguleres. I notatet af 8. maj 1992, der er udarbejdet af JEN, som deltog i mødet den 20. december 1990, anføres det, at der er rejst spørgsmål om, hvorvidt F1 ApS kan foretage en yderligere betaling til sagsøgerne, hvilket tyder på, at en sådan aftale - ifølge hans opfattelse - ikke allerede var indgået. Uanset at det efter de afgivne forklaringer må lægges til grund, at det under mødet den 20. december 1990 blev drøftet, at købesummen skulle reguleres, hvis det ved et salg af H1 A/S viste sig, at værdien af aktierne var højere end kurs 650, finder landsretten det efter indholdet af de ovenfor anførte dokumenter ikke bevist, at F1 ApS i forbindelse med købet af aktierne påtog sig en retligt bindende forpligtelse til at efterregulere købesummen. Betalingerne på 738.606 kr. og 1.678.649 kr. er herefter sket i henhold til en senere aftale og kan ikke anses som yderligere fortjeneste ved afståelse af aktierne, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1. Det kan ikke føre til et andet resultat, at det er F1 ApS' fortjeneste ved videresalget af aktierne, der er baggrunden for betalingerne. Da der endvidere ikke er grundlag for at antage, at overdragelsen i 1990 ikke skulle være endelig, således at aktierne skattemæssigt først skal anses for solgt i 1993, tager landsretten sagsøgtes stand om frifindelse til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøgerne, A og B, skal betale 80.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.
De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.