Dokumentets metadata

Næring med køb og salg af fast ejendom - modkøb af båd

Et selskab solgte en næringsejendom betinget af et samtidigt køb af en båd. Da båden ikke indgik som en del af vederlaget for den solgte ejendom, var den ikke erhvervet som vederlag i næring. Da der endvidere ikke forelå sådanne særlige markedsforhold, der gav grundlag for at anse modkøbet af båden for et led i selskabets næringsvirksomhed, var selskabets udgifter og tab ved videresalg af båden ikke fradragsberettiget

Parter:
H1 ApS
(advokat John Kahlke)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af dommerne:
Hornslet, Torben Melchior, Asbjørn Jensen, Børge Dahl og Engholm Jacobsen.

Tidligere instans:
Østre Landsrets dom af 10. januar 2000, 13. afdeling

Appellanten, H1 ApS, har gentaget sin påstand, og har subsidiært taget bekræftende til genmæle over for Skatteministeriets subsidiære påstand.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse og har gentaget sin subsidiære påstand.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger, og IJ har yderligere forklaret bl.a., at hans køb af en ejendom i Y2-by beliggende X1-vej 25-31 var 100% afhængig af hans salg af båden. Da han indrykkede annoncen om salg af båden, var det hans hensigt, at båden skulle bruges som udbetaling på køb af en yderligere udlejningsejendom. Han havde på det tidspunkt ca. 100 udlejningsejendomme. Han købte ejendommen i Y2-by for ca. 4,5 mio. kr. og solgte den igen ca. 15 måneder senere for 5 mio. kr. kontant. Han havde købt båden i 1986 og havde brugt den både repræsentativt og privat. Han lagde i annonceringen af båden op til, at den skulle være udbetaling på en udlejningsejendom. Beslutningen, om at lade selskabet købe ejendommen blev ikke truffet på det tidspunkt, hvor han annoncerede båden til salg. Det var først hen mod slutningen af salgsforhandlingerne, at han meddelte køberen af båden, at det var selskabet, som skulle købe ejendommen. Det var nogle afskrivningsmæssige betragtninger, der lå bag hans beslutning. Bådens køber blev måske overrasket herover, men gjorde ingen indsigelse. Hvis køberen ikke havde købt båden for 1.020.000 kr., ville han ikke have købt ejendommen i Y2-by.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger:
H1 ApS drev næring med køb og salg af fast ejendom, ikke med køb og salg af både. Udgangspunktet er derfor, at selskabets køb af en motorbåd ikke kan anses som led i dets næringsvirksomhed.

H1 ApS solgte ejendommen i Y2-by til F1 A/S mod kontant betaling af ca. 1 mio. kr. og overtagelse af indestående lån samt optagelse af ejerskiftelån. Samtidig købte H1 ApS motorbåden af IJ, der var eneaktionær i F1, for ca. 1 mio. kr., der skulle betales - og blev betalt - kontant. Motorbåden udgjorde således ikke en del af F1s betaling for ejendommen. Højesteret tiltræder derfor, at H1 ikke har erhvervet båden som en del af vederlaget for ejendommen og dermed som vederlag i selskabets næringsvirksomhed.

Fire dommere - Hornslet, Torben Melchior, Børge Dahl og Engholm Jacobsen - udtaler herefter:

Det var en betingelse for F1s køb af ejendommen, at H1 købte motorbåden af IJ. Der foreligger imidlertid ikke oplysninger om sådanne særlige markedsforhold, som efter vores opfattelse giver grundlag for at anse et sådant modkøb for et led i udøvelsen af H1s næringsvirksomhed.

På denne baggrund tiltræder vi, at H1s udgifter og tab vedrørende båden ikke er fradragsberettiget. Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen.

Dommer Asbjørn Jensen udtaler:

Det fremgår af sagen, at grundlaget for forhandlingerne om salget af ejendommen i Y2-by bl.a. var, at H1 skulle overtage motorbåden, som en del af vederlaget for ejendommen. Ejerforholdet til båden medførte imidlertid, at handelen med båden ikke - som oprindelig forudsat af H1 - kunne ske med F1, men måtte indgås med dette selskabs eneaktionær, IJ. For at kunne sælge ejendommen til F1 til den tilbudte pris var det således nødvendigt for H1 at købe båden af IJ. Under disse omstændigheder finder jeg, at erhvervelsen af båden må anses som et led i udøvelsen af H1s næringsvirksomhed. Selskabet var derfor berettiget til at fradrage et eventuelt tab ved det efterfølgende salg af båden.

Salget i 1992 af båden til TF er efter min mening på sådanne vilkår, at H1 var berettiget til at medtage et tab i indkomstopgørelsen for dette år. Under hensyn til, at ligningsmyndighederne ikke har haft anledning til at tage stilling til størrelsen og den endelige periodisering af tabet, stemmer jeg for at tage skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning til følge.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

T h i k e n d e s f o r r e t:
Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, H1 ApS, betale 45.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.