Dokumentets metadata

Renteudgifter - udskudt forfaldstidspunkt - renteperiodisering - virksomhedsordningen - efterfølgende indskud af gæld og renter

Af en investeringslåneaftale fremgik, at renter skulle anses for forudforfaldne, at der hver 6. måned skulle tilskrives renter for den følgende 6 måneders periode, samt at der i låneperioden skulle foretages beregning og tilskrivning af renters rente. Lånebeløbet med tilskrevne renter kunne først kræves betalt den 30. juni 1995. Højesteret fandt i overensstemmelse med landsretten, at renterne efter parternes aftale og i overensstemmelse med almindelig sprogbrug først kunne anses for forfaldne på dette tidspunkt, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.Da der ikke forelå bogføringspligt i henhold til bogføringslovens bestemmelser, kunne der ikke foretages periodisering af renterne i medfør af ligningslovens § 5, stk. 5. En efterfølgende ændring i virksomhedsordningen ved indskyldelse af privat gæld og renter heraf ville indebære en faktisk hævning fra virksomhedsordningen og kunne derfor ikke ske, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2, og den tidligere gældende administrative praksis.

Parter:
A,
B og
C
(advokat Poul G. Jensen)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Tidligere instans:
Østre Landsrets dom af 5. maj 2000, 13. afdeling

Afsagt af højesteretsdommerne:
Wendler Pedersen, Torben Melchior, Peter Blok, Per Walsøe og Børge Dahl.

Appellanterne, A, B og C, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger.

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanterne, A, B og C, hver betale 15.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.