Dokumentets metadata

Rette indkomstmodtager af konsulentvederlag

Vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold skal beskattes hos den person, der har udført arbejdet, if. SL § 4. Derfor kan et selskab ikke være rette indkomstmodtager for så vidt angår lønindkomst, selv om kontrakten er indgået mellem arbejdsgiveren og selskabet.

Parter

A
(advokat Bruno Månsson)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets KA. afdeling den 13. december 2000, SKM2001.109.VLR.

Afsagt af Højesteretsdommerne

Hermann, Per Sørensen, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen og Jytte Scharling.

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets bemærkninger

Vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold skal beskattes som lønindkomst hos den person, der har udført arbejdet, jf. statsskattelovens § 4. Et selskab kan ikke anses for rette indkomstmodtager for så vidt angår lønindkomst.

Ud fra en samlet vurdering af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, pkt. B.3.1.1, tiltræder Højesteret, at det vederlag, der i årene 1992-1994 er udbetalt af selskabet D i henhold til samarbejdsaftalen af 28. marts 1991, må anses som løn for As personlige arbejde i Ds tjeneste. Højesteret har herved særligt lagt vægt på, at arbejdet ikke bestod af en bestemt, nærmere afgrænset opgave, men derimod havde karakter af fuldtidsbeskæftigelse med løbende varetagelse af centrale ledelsesopgaver vedrørende økonomi og personale som et led i virksomhedens almindelige drift, at han var undergivet bestyrelsesformandens instruktionsbeføjelse, at vederlaget havde karakter af en fast månedsløn, og at D afholdt alle udgifter, herunder kørselsudgifter, i forbindelse med arbejdets udførelse. At der i årene 1992-1994 forelå et tjenesteforhold understøttes tillige af samarbejdsaftalen, der lagde op til "et eventuelt senere decideret ansættelsesforhold" og indeholdt bestemmelser om løn under ferie, opsigelsesvarsel og konkurrenceklausul.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, betale 50.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.