Dokumentets metadata

Afskrivning på lejemål anvendt til ejendomsmæglervirksomhed

Der kunne ikke afskrives på lejemål anvendt til ejendomsmæglervirksomhed.

A klager for indkomståret 1999 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt afskrivning på lejemål, 53.362 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren erhvervede en ejendom den 30. april 1999. Ejendommen er en udlejningsejendom med diverse lejemål. En ejendomsmæglervirksomhed disponerer ifølge det oplyste over 305 kvm, heraf udgør et udstillingsareal ca. 40 kvm. Der er adgang til udstillingsmontrerne i normal åbningstid, idet der dog først kl. 22.00 aflåses ved hjælp af en skydedør. Der er efter det oplyste ikke direkte adgang fra udstillingsmontrerne til ejendomsmæglerkontoret.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for afskrivning på den pågældende bygning med mere end 121.770 kr., svarende til 5 % af afskrivningsgrundlaget for 2 andre lejemål. Skatteankenævnet har dermed ikke godkendt fradrag for afskrivning med 53.362 kr., svarende til 5 % af afskrivningsgrundlag på 1.062.235 kr. vedrørende lejemålet, der er anvendes til ejendomsmæglervirksomhed. Skatteankenævnet har ved afgørelsen ikke fundet, at kontorfaciliteter, der udlejes til en ejendomsmæglervirksomhed, er afskrivningsberettigede, jf. afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 1.

Klagerens repræsentant har klaget over skatteansættelsen for indkomståret 1999 med påstand om, at fradrag for afskrivning på den pågældende bygning godkendes som selvangivet.

Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført, at det af skatteankenævnet fastsatte afskrivningsgrundlag for ejendommen, ikke kan godkendes, idet den del af bygningen, som anvendes af ejendomsmæglervirksomheden er afskrivningsberettiget efter repræsentantens opfattelse.

Klagerens repræsentant har videre anført, at skatteankenævnets afgørelse er begrundet i Ligningsrådets tidligere afslag om sidestilling af en ejendomshandlers boligbutik med en afskrivningsberettiget butik. Efter repræsentantens opfattelse kan det af Ligningsrådet tidligere givne afslag på afskrivning efter den dagældende afskrivningslov ikke kritikløst overføres til den nugældende afskrivningslov, da den dagældende afskrivningslov var opbygget med forskellige grader af værdiforringelser. Efter den nugældende afskrivningslov kan der afskrives på alle bygninger, der anvendes erhvervsmæssigt, hvis de ikke er undtaget efter afskrivningslovens § 14, stk. 2.

Repræsentanten er enig med skatteankenævnet i, at der ikke kan afskrives på kontorer, men repræsentanten er af den opfattelse, at en ejendomsmæglervirksomhed ikke er omfattes af definitionen på kontorer. En ejendomsmæglers virksomhed er en butik, hvor kunder kommer og går, og hvor der er udstilling som i andre butikker. Kontorlejemål er ofte placeret uden for bymidten eller ikke i gadeniveau, hvorimod butikker som oftest er beliggende i gadeniveau, hvor der færdes mange potentielle kunder. Det samme er gældende for en ejendomsmæglers virksomhed.

Repræsentanten har endvidere anført, at Ligningsrådet i den konkrete sag efter repræsentantens opfattelse ville træffe en anderledes afgørelse, hvis rådet blev stillet spørgsmålet efter den nye afskrivningslov, da der ikke er lovhjemmel til at fastholde den tidligere afgørelse.

Efter afskrivningslovens § 14, stk. 1, kan der på erhvervsmæssigt benyttede bygninger afskrives særskilt for hver enkelt bygning. Det fremgår dog af § 14, stk. 2, nr. 1, at uanset bestemmelsen i stk. 1, kan afskrivning ikke foretages på bygninger, der anvendes til kontor.

Af bemærkningerne til lovforslag L 102-2 1997/1998 (lov nr. 433 af 1998 – afskrivningsloven) fremgår det, at ”reglen i det foreslåede § 14, stk. 2, nr. 1, er i overensstemmelse med det gældende § 18, stk. 3, 1. pkt., hvorefter der bl.a. heller ikke kan afskrives på kontorbygninger. Begrebet kontorbygninger, eller bygninger, der anvendes til kontor, forstås, således som sådanne bygninger er afgrænset i hidtidig praksis efter afskrivningsloven”. Efter forarbejderne til den for indkomståret 1999 gældende afskrivningslov skal hidtidig praksis således fortsætte, og gældende praksis med hensyn til hvad der anses som kontor må derfor være uændret. I den forbindelse bemærkes, at Ligningsrådet efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 3, 1. pkt., har givet afslag på afskrivning på en ejendomshandlers boligbutik med udstillingslokale og café.

Efter de foreliggende oplysninger finder Landsskatteretten herefter, at den del af den omhandlede ejendom, der anvendes af til ejendomsmæglervirksomhed, på linie med et posthus og en bank omfattes af undtagelsesbestemmelsen om kontorer i afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 1. Retten finder således ikke, at lejemålet på i alt 305 kvm anvendes til formål, der er afskrivningsberettiget. Afgørelsen stadfæstes derfor.