Dokumentets metadata

Godtgørelse af el- og CO2-afgift - udlejning af reklameplads

Et selskab, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke bureauvirksomhed. Selskabet var derfor ikke omfattet af bilaget til el-afgiftsloven.

A A/S's klage skyldes, at told- og skatteregionen ikke har anerkendt godtgørelse af el- og CO₂-afgift for el anvendt i forbindelse med udlejning af reklamepladser.

A A/S (herefter benævnt selskabet) udbyder placeringsmuligheder, hvorpå der kan anbringes reklamer, bykort, vejvisere, plakater samt lignende relevant information. I den udstrækning det er muligt, søges placeringsmulighederne kombineret med funktionelt byudstyr i form af læskærme ved busholdepladser, søjler med indbygget toilet m.m.

Selskabet afgiver tilbud til udvalgte kommuner om opstilling af læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler med indbygget lys og evt. indbygget toilet samt billboards. Selskabet afholder alle omkostninger til opsætning og drift af udstyret mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr. I de tilfælde, hvor kommunen har særlige ønsker om toiletstandere og plakatsøjler til borgerbrug m.v., honoreres opstillingen og driften af dette udstyr efter regning.

Byudstyret er generelt belyst, dels i form af egentlig belysning i læskærme, toiletter m.v., samt i form af direkte eller indirekte belysning af reklamer, infosider, vejvisere m.v. Det er selskabet, der afholder udgifterne til elektriciteten. Elforbruget afregnes med de kommuner eller ejendomsejere, hvor udstyret er opstilles. Afregningen sker efter kwh-forbruget ganget med brændtiden.

Reklamepladserne udlejes til forskellige kunder, og det er kunden selv, der sørger for samt afholder udgifterne til udarbejdelsen af reklamematerialet, evt. bistået af 3. mand. Det er selskabet, der forestår opsætning, udskiftning m.v. af de leverede reklamer. Udlejningen sker efter det oplyste typisk i perioder på en til to uger.

Det er oplyst, at hovedparten af omsætningen vedrører udlejning af reklamepladser. Den øvrige omsætning vedrører efter det oplyste udlejning af ekstra plakatsøjler, hvor kommunens borgere kan opsætte egne plakater, udlejning af enkelte "løse" toiletbygninger, hvor selskabet ikke har reklameretten samt salg af arbejdsydelser, der leveres i forbindelse med flytning af skure og søjler.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse nægtet selskabet godtgørelse af el- og CO₂-afgift, idet told- og skatteregionen har fundet, at den af selskabet udøvede aktivitet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Told- og skatteregionen har herved henvist til, at selskabet ikke er vareproducerende og at aktiviteten i selskabet efter en fortolkning af bilagslisten til elafgiftsloven falder ind under virksomhedstypen "reklame". Told- og skatteregionen har henvist til, at udlejning af reklameplads må anses for omfattet af "reklame", og at der derfor ikke kan anerkendes godtgørelse for el- og CO2-afgift anvendt til oplysning af billboards og reklamepladserne på det opstillede byudstyr, idet denne oplysning må anses for direkte anvendt i forbindelse med selskabets udlejning af reklameplads.

Med hensyn til den belysning i læskærme og toiletbygninger der anvendes til funktionsoplysning af disse, har told- og skatteregionen fundet, at idet der er tale om belysning på offentlige steder, kan selskabet ikke anses som den egentlige forbruger af elektriciteten. Told- og skatteregionen finder således, at den egentlige forbruger må anses for at være de kommuner, hvor udstyret er opstillet, hvorfor selskabet ikke kan få godtgørelse af den betalte afgift.

Told- og skatteregionen har endvidere henvist til TfS 2000.289 vedrørende et markeds-analyseinstitut.

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til refusion af elafgift, idet selskabets virksomhed ikke er omfattet af bilaget til el-afgiftsloven.

Repræsentanten har subsidiært nedlagt påstand om, at selskabets virksomhed ikke er omfattet af el-afgiftslovens bilag, for så vidt angår den del af el-forbruget, der kan henføres til funktionaliteten af det opstillede byudstyr.

Repræsentanten har til støtte for sin principale påstand anført, at selskabet ikke udøver hverken reklame- eller bureauvirksomhed, idet man ikke befatter sig med hverken idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af den information, som kunden ønsker placeret i tilknytning til byudstyret.

Repræsentanten har anført, at selskabets virksomhed i al væsentlighed består af:

• Opsætning af byudstyr
• Montering af informationsmateriale
• Ugentlig rengøring af byudstyret
• Vedligeholdelse i øvrigt
• Udskiftning og fornyelse af udstyr

Repræsentanten har henvist til Told- og Skattestyrelsens Punktafgiftsvejledning, der lige som de tidligere vejledninger, fortolker "reklame" i bilaget til el-afgiftsloven som omfattende virksomheder, der formidler udlejning af plads til lysreklamer. Repræsentanten har henvist til, at det er selskabet, der ejer det pågældende byudstyr, og at der således ikke kan være tale om formidling, ligesom der ikke er tale om lysreklamer men derimod plakatreklamer. Repræsentanten har endvidere henvist til, at der er tale om en undtagelse til den generelle regel om godtgørelse af afgift for momsregistrerede virksomheder, hvorfor denne skal fortolkes indskrænkende.

Repræsentanten har endvidere anført, at told- og skatteregionens afgørelse er konkurrenceforvridende, idet selskabet konkurrerer med fx reklamefinansierede tv-kanaler og ugeblade m.v., som efter repræsentantens opfattelse ikke bliver nægtet godtgørelse af el- og CO₂-afgift. Repræsentanten har videre anført, at en stor del af pladserne udlejes til information og kampagner fra fx Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen samt til kommunal information, fx bykort og aktivitetskalendere.

Til støtte for sin subsidiære påstand har repræsentanten anført, at det alene er selskabet der bestemmer, hvornår funktionsbelysningen skal anvendes, og at funktionsbelysningen ikke erstatter anden kommunal belysning, ligesom kommunen ikke stiller krav til omfanget af denne belysning. Repræsentanten har i den forbindelse henvist til Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 12. juni 2001, SKM 2001.215.TSS vedrørende afgift i forbindelse med belysning af gader, p-pladser m.v.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet told- og skatteregionens afgørelse stadfæstet. Told- og Skattestyrelsen har bl.a. henvist til, at de af selskabet udøvede aktiviteter må anses for omfattet af bilaget til elafgiftslovens under punktet reklame. Told- og Skattestyrelsen har anført, at de i sagen omhandlede læskure kan sammenlignes med de lysreklamer, som efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse er omfattet af punktet "reklame" i bilaget. Told- og Skattestyrelsen har henvist til, at der ikke er grundlag for at fortolke bilaget til elafgiftsloven indskrænkende, jf. Højesterets dom af 8. august 2001 (SKM 2001.488 HR).

Told- og Skattestyrelsen har endvidere anført, at selskabet ikke kan anses som forbruger af reklamebelysningen, og at det forhold, at der er tale om korttidsudlejning ikke kan begrunde et andet resultat.

Told- og Skattestyrelsen har for så vidt angår funktionsbelysningen fundet, at dette må anses for forbrugt af borgerne i de enkelte kommuner, idet det er styrelsens opfattelse, at det kun er i det omfang, at elforbruget ligger indenfor de fysiske rammer af virksomheden, at belysningen vil kunne anses for forbrugt af virksomheden.

Landsskatteretten skal udtale:

I medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1, kan momsregistrerede virksomheder, bortset fra de i stk. 2 nævnte tilfælde, få tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Endvidere kan der i henhold til CO₂-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, ske tilbagebetaling af 10 % af afgiften efter denne lov for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i elafgiftsloven. Efter elafgiftsloven § 11, stk. 15 (tidligere § 11, stk. 14), tilbagebetales afgiften i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift for elektricitet og varme.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 2, kan tilbagebetaling ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilaget til loven nævnte ydelser. Bilaget til elafgiftsloven (benævnt: liste over momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af elafgift) omfatter følgende virksomheder: advokater, arkitekter, bureauer (bl.a. vagtbureauer, ægteskabsbureauer), forlystelser, herunder teaterforestillinger, biografforestillinger m.v., landinspektører, mæglere, reklame, revisorer, rådgivende ingeniører.

Det bemærkes, at det er de i den pågældende virksomhed udøvede aktiviteter, og ikke dens betegnelse, der er afgørende for, hvorvidt virksomheden er omfattet af nævnte bilag.

Landsskatteretten finder, at den af selskabet udøvede virksomhed må anses for udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Der er herved lagt vægt på, at selskabet alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet, men i øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet. Landsskatteretten finder på den baggrund ikke, at der er tale om virksomhed som omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Landsskatteretten finder endvidere, at selskabet må anses som forbruger af selve reklamebelysningen, idet der i overvejende grad er tale om korttidsudlejning af reklamepladserne jf., herved den i Punktafgiftsvejledningen pkt. F. 6.2.3. gengivne udtalelse fra 1988. Landsskatteretten finder endvidere, at selskabet må anses som forbruger af funktionsbelysningen i det opstillede byudstyr. Der er herved lagt vægt på, at forbruget sker i det af selskabet opstillede udstyr, at det alene er selskabet, der bestemmer omfanget af belysningen, og at belysningen ikke efter det foreliggende erstatter anden kommunal belysning.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.