Dokumentets dato: | 05-05-2006 |
Offentliggjort: | 22-06-2006 |
SKM-nr: | SKM2006.404.LSR |
Journalnr.: | 2-3-1216-0417 |
Referencer.: | Virksomhedsskatteloven Skattestyrelsesloven Skatteforvaltningsloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
En skatteyder, der anvendte virksomhedsordningen, havde placeret overskudslikviditet i investeringsbeviser. Da samtlige betingelser for omgørelse var opfyldt, blev der givet tilladelse hertil, således at midlerne i stedet blev anbragt i obligationer, der i modsætning til investeringsbeviser kunne indgå i virksomhedsordningen.
Klagen skyldes, at skattemyndigheden har givet afslag på omgørelse vedrørende køb af investeringsbeviser i virksomhedsordningen.
Landsskatterettens afgørelse
Skattemyndigheden har ikke tilladt omgørelse af dispositionen.
Landsskatteretten tillader omgørelsen.
Sagens oplysninger
Klageren, der driver slagterforretning, har ønsket at placere overskudslikviditet erhvervet i forbindelse med salg af udlejningsejendom i sikre værdipapirer. Valget faldt på B Invests afdeling for korte papirer. Klageren anvender fortsat virksomhedsordningen.
Skattemyndighedens afgørelse
Skattemyndigheden har ikke imødekommet klagerens anmodning om omgørelse af værdipapirhandel foretaget i 2004. Afslaget er begrundet med, at skattemyndigheden ikke finder, at dispositionen har haft den utilsigtede skattemæssige virkning som kan begrunde tilladelse til omgørelse efter Skattestyrelseslovens § 37C, stk. 1, litra 2.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om tilladelse til omgørelse af dispositionen. Det pengeinstitut, der har solgt investeringsbeviserne til klageren, har accepteret at købe investeringsbeviserne tilbage til kursen på det oprindelige handelstidspunkt og i stedet sælge realkreditobligationer til klageren med tilsvarende kursværdi på denne dag. Den efterfølgende udlodning vedrørende investeringsbeviserne tilbageføres, og renter af obligationerne tilskrives, som om handlen var sket på det oprindelige tidspunkt, den 27. juli 2004.
Transaktionen var en konsekvens af, at klageren i forbindelse med salg af udlejningsejendom fik overskudslikviditet og ønskede denne placeret i sikre værdipapirer. Valget faldt på B Invests afdeling for korte obligationer og var ikke opmærksom på, at beløbet var omfattet af virksomhedsordningen. Klageren har ikke haft til hensigt at spare eller udskyde skat. Placering af midlerne i investeringsbeviser i stedet for i obligationer ville medføre meget væsentlig skattemæssig virkning for klageren.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Investeringsbeviser kan ikke indgå i virksomhedsordningen, jfr. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, og placering af sådanne aktiver i ordningen betyder, at midlerne hertil anses for hævet.
Af dagældende skattestyrelseslovs § 37 C, stk. 1 (nu skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1) fremgår, at omgørelse kan finde sted i det omfang, skatteansættelsen hviler på en privatretlig disposition, og følgende betingelser er opfyldt:
Dispositionen må ikke i overvejende grad have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller afgifter.
Dispositionen skal utvivlsomt have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige.
Dispositionen skal have været lagt klart frem for myndighederne.
De privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige.
At alle, der skatteretligt vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, tiltræder omgørelsesanmodningen.
Det bemærkes, at det pengeinstitut, der var part i den oprindelige aftale om køb af investeringsbeviserne, har accepteret at købe disse til den oprindelige pris, og da de øvrige betingelser i den dagældende § 37 C også anses for opfyldt, tillades omgørelsen, således at investeringen efter pengeinstituttets foreliggende accept bliver omgjort og anbragt i obligationer, der kan indgå i virksomhedsordningen.