Dokumentets metadata

Ændring af praksis vedrørende leveringsstedet for ydelser som leveres af en arrangør af en messe eller en udstilling

Landsskatteretten har i kendelse af 24. februar 2004, jf. SKM2004.133.LSR, taget stilling til leveringsstedet for udlejning af standpladser i forbindelse med udstillinger, modemesser m.v. Ydelsen blev anset for omfattet af momslovens § 18, stk. 1, nr. 2 (nugældende § 15, stk. 2, nr. 2) om reklameydelser. EF-domstolen har i sag C-114/05, Gillan Beach Ltd., taget stilling til leveringsstedet for ydelser som leveres af en arrangør af en messe eller en udstilling. SKAT har på denne baggrund besluttet at ændre praksis for fastsættelsen af leveringsstedet for disse ydelser.

1. EF-domstolen har i sag C-114/05, Gillan Beach Ltd, taget stilling til leveringsstedet for ydelser som leveres af en arrangør af en messe eller en udstilling. SKAT har på denne baggrund besluttet at ændre praksis for fastsættelsen af leveringsstedet for disse ydelser.

Nuværende praksis

2. Landsskatteretten har i kendelse af 24. februar 2004, jf. SKM2004.133.LSR , taget stilling til leveringsstedet for udlejning af standpladser i forbindelse med udstillinger, modemesser m.v. Ydelsen blev anset for omfattet af momslovens § 18, stk. 1, nr. 2 (nugældende § 15, stk. 2, nr. 2) om reklameydelser.

3. I den pågældende sag foretog virksomheden udlejning af standpladser til danske og udenlandske virksomheder. Udlejningen skete primært ved, at virksomheden lejer en hal og arrangerer en udstilling eller messe og forestår udlejning af standpladser.

Landsskatteretten har i kendelse bl.a. udtalt følgende:

"Det skal herefter vurderes om ydelsen kan anses som en reklameydelse omfattet af momslovens § 18, stk. 1, nr. 2. EF-domstolen har i en række sager taget stilling til begrebet ''reklamevirksomhed'', jf. direktivets formulering af den tilsvarende bestemmelse. EF-domstolen fastslog i sagerne C-68/92, C-69/92 og C-73/92, at der skal tages hensyn til samtlige omstændigheder omkring den pågældende ydelse, at en ydelse kan betegnes som reklame, også selv om den leveres af en tjenesteyder, der ikke er et reklamebureau, samt at ''et markedsføringstiltag" falder inden for det pågældende begreb, såfremt det indebærer overbringelse af et budskab, der skal orientere offentligheden om de pågældende varers eller tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med det formål at forøge salget heraf'', jf. eksempelvis præmis 18 i C-68/92.

Efter det oplyste har de omhandlede udstillinger/messer til formål at markedsføre udstillernes produkter med henblik på at forøge salget af disse generelt. Der er således ikke tale om udstillinger/messer arrangeret med henblik på direkte salg af selve de udstillede varer. Retten finder herefter, at standpladslejen må anses for omfattet af momslovens § 18, stk. 1, nr. 2, i overensstemmelse med virksomhedens påstand. Virksomheden er derfor berettiget til at fakturere uden dansk moms i det omfang betingelserne i momslovens § 18, stk. 3, er opfyldt. Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed, hvilket er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen."

EF-domstolens dom

4. Domstolen blev anmodet om tage stilling til følgende spørgsmål

"[E]r en samlet tjenesteydelse, som en arrangør af en messe eller en udstilling leverer til udstillerne, omfattet af sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), første led, af samme direktivs artikel 9, stk. 2, litra a), eller af nogen anden kategori af tjenesteydelser anført i direktivets artikel 9, stk. 2 [?]"

5. I præmis 24 udtaler domstolen, at de forskellige kategorier af tjenesteydelser i artikel 9, stk. 2, litra c), første led, har det fælles træk, at de normalt præsteres i forbindelse med enkeltstående arrangementer, og at det sted, hvor det pågældende kompleks af tjenesteydelser faktisk udføres, er let at bestemme, idet de pågældende arrangementer finder sted i præcist afgrænsede lokaliteter.

6. Formålet med en udstilling eller en messe er nemlig, uanset hvilket emne den vedrører, at præstere forskellige komplekse tjenesteydelser over for en flerhed af adressater - som hovedregel på et bestemt sted og ved en enkelt lejlighed - bl.a. med det formål at præsentere oplysninger, goder eller begivenheder med henblik på at fremme salget heraf. En udstilling eller en messe må derfor betragtes som hørende til de former for lignende virksomhed, der er omfattet af sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), første led, jf. præmis 25

7. Tjenesteydelser vedrørende den virksomhed, som er opregnet i sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra c), første led, omfatter derfor de ydelser, der præsteres af organisatorer af sådan virksomhed samt af virksomhed, der må sidestilles hermed, jf. præmis 26.

Ændring af praksis

8. Domstolens besvarelse af spørgsmålet betyder en ændring af dansk praksis. En udstilling eller messe må herefter betragtes som hørende til de former for lignende virksomhed, der er omfattet af § 18, stk. 1, nr. 1.

9. Ydelser vedrørende den form for virksomhed som er angivet i momslovens § 18, stk. 1, nr. 1 omfatter derfor de ydelser, der præsteres af organisatorer af sådan virksomhed samt af virksomhed, der må sidestilles hermed.

10. Hvis udstillingen eller messen m.v. finder sted i her i landet, vil leveringsstedet for disse ydelser derfor være her i landet. Hvis udstillingen eller messen m.v. finder sted i et andet land, skal en her i landet etableret afgiftspligtig person derfor ikke beregne moms ved køb af ydelsen efter reglerne om omvendt betalingspligt.

Virkningstidspunkt

11. For de virksomheder, hvor praksisændringen er bebyrdende, kan den hidtidige praksis anvendes for leverancer, der rent faktisk er foretaget inden den 1. september 2006.

Genoptagelse

12. Virksomheder der i henhold til den hidtidige praksis har beregnet moms ved køb af disse ydelser efter reglerne om omvendt betalingspligt, kan anmode om ændring af afgiftstilsvaret. Ligeledes kan der ske genoptagelse af afgiftstilsvaret for virksomheder der har afregnet moms af levering af disse ydelser fra steder uden for EU til en ikke afgiftspligtig aftager her i landet.

Fristregler

13. I henhold til skatteforvaltningens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.

14. Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltnings-lovens § 32, stk. 1, nr. 1, efter anmodning, ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige af opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 5 år forud for underkendelse af praksis.

15. Dansk praksis for fastlæggelse af leveringsstedet for disse ydelser vedrørende udstillinger og messer m.v. ændres som følge af EF-domstolens dom af 9. marts 2006.

16. Der kan således ske genoptagelse af opgørelsen af afgiftstilsvaret fra og med den afgiftsperiode der var påbegyndt, men ikke udløbet, den 9. marts 2001,

Reaktionsfrist

17. Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes inden 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31

18. Reaktionsfristen på 6 måneder i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, regnes fra offentliggørelsen af denne meddelelse.

Anmodning om genoptagelse

19. Anmodningen skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr.

Dokumentation

20. Ved krav om tilbagebetaling skal virksomheden vedlægge dokumentation for størrelsen af tilbagebetalingskravet. Herunder oplysning om eventuelt momsfradrag som er beregnet ved køb af de pågældende ydelser.

21. SKAT forbeholder sig ret til, at anmode virksomheden om yderligere dokumentation og oplysninger til brug for vurderingen af anmodningen om genoptagelse og tilbagebetaling af moms.

22. Virksomheden bør opbevare det relevante regnskabsmateriale, indtil der er truffet en endelig afgørelse om tilbagebetaling, selv om det 5-årige opbevaringskrav, der er fastsat i § 66 i bekendtgørelse nr. 1152 af 12. december 2003, udløber forinden. Det skal være muligt for SKAT på ethvert tidspunkt under behandlingen af tilbagebetalingskravet at efterprøve dokumentationen for virksomhedens oplysninger.