Dokumentets dato: | 05-05-2006 |
Offentliggjort: | 06-07-2006 |
SKM-nr: | SKM2006.462.LSR |
Journalnr.: | 2-4-1222-0338 |
Referencer.: | Kildeskatteloven Personskatteloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
En tysk pension for en selvstændig erhvervsdrivende, der var tysk statsborger, og som var flyttet til Danmark, hvor han fik pensionen udbetalt, skulle efter den dansk-tyske dobbeltbeskatningsaftale behandles som en social pension, og der skulle derfor gives lempelse efter exemptionmetoden.
Klagen vedrører beskatning af pension fra Tyskland, herunder om der ved skatteberegningen skal gives lempelse efter creditmetoden eller efter exemptionmetoden.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har i indkomstopgørelserne for indkomstårene 2002 og 2003 medregnet pension fra Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tier-ärzte, Tyskland, som udenlandsk personlig indkomst. Ved skatteberegningen for indkomstårene 2002 og 2003 er der givet klageren et fradrag i indkomstskatten med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Tyskland, jf. artikel 24, stk. 2, litra a, jf. artikel 21, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland. (Lempelse efter creditmetoden).
Landsskatterettens afgørelse
Pension fra Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tier-ärzte, Tyskland, skal medregnes ved indkomstopgørelserne for indkomstårene 2002 og 2003 som udenlandsk personlig indkomst. Ved skatteberegningen for indkomstårene 2002 og 2003 skal der gives klageren et fradrag i indkomstskatten svarende til den del af den beregnede danske indkomstskat, der forholdsmæssigt kan henføres til den tyske indkomst, jf. artikel 24, stk. 2, litra f, jf. artikel 18, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland. (Lempelse efter exemptionmetoden).
Sagens oplysninger
Klageren, der er tysk statsborger, flyttede den 1. august 1999 fra Tyskland til Danmark, og hun blev fra dette tidspunkt fuldt skattepligtig til Danmark. Klagerens nu afdøde ægtemand havde en privat lægepraksis i Tyskland.
Fra Tyskland modtager klageren følgende pensioner:
Egen pension (siden 1. maj 2001):
Bundesversicherung (BfA)
Zusatzversorgungskasse des Kommunalen Versorgungsverbands (ZVK)
Pension efter afdød ægtemand:
Bundesversicherung (BfA)
Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tierärzte (Ärztekammer)
Pensionen fra Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Ti-erärzte (Ärztekammer) udgjorde i indkomstårene 2002 og 2003 henholdsvis 10.378 EURO og 10.464 EURO, eller henholdsvis 77.114 kr. og 77.755 kr.
Klageren har ikke betalt skat til Tyskland af de tyske pensioner.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har ikke anset pension fra Baden-Württembergische Versorgungs-anstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tierärzte for omfattet af artikel 18, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland.
Der kan ikke ske beskatning efter artikel 18, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Forsørgelseskasserne henhører udtrykkeligt ikke til de i den sociale lovbogs (SGB) nr. 1, § 4, afsnit 2, omtalte "bærere af socialforsikringen", hvorved der ikke er tale om udbetaling af en social ydelse i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand.
Pensionen er derimod med henvisning til artikel 18, stk. 4, omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 21 vedrørende andre indkomster, hvorfor der ved skatteberegningen skal gives lempelse efter creditmetoden, jf. artikel 24, stk. 2, litra a, jf. artikel 21.
Artikel 18, stk. 1, kan ikke anvendes, da der ikke er tale om udbetaling for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold. Klagerens afdøde ægtefælle har som selvstændig praktiserende læge selv indbetalt til en "privatlignende ordning af selvstændig karakter".
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at pensionen fra Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tierärzte skal sidestilles med en social pension og dermed er omfattet af artikel 18, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland.
Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført følgende:
Det fremgår af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, stk. 2, at betalinger, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer i henhold til sociallovgivningen i den anden kontraherende stat, kun kan beskattes i denne anden stat. Sociale pensioner, der udbetales i Tyskland, kan dermed kun beskattes i Tyskland, uanset at modtageren er bosiddende i Danmark. Pensioner, der kan sidestilles med sociale pensioner, omfattes tillige af bestemmelsen.
Danmark skal i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24, stk. 2, litra f, give exemptionslempelse for så vidt angår ydelser, der betales fra Tyskland til personer bosiddende i Danmark, når der er tale om ydelser, der falder ind under dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, stk. 2, dvs. ydelser i henhold til tysk sociallovgivning. Dette gælder, uanset at visse af disse ydelser ikke beskattes i Tyskland, men i stedet udbetales med et nettobeløb, jf. TfS 1998.307.
Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tierärzte er en lovpligtig pensionskasse for læger, tandlæger og dyrlæger i Tyskland, som er underlagt offentligretlige regler. Pensionen blev tidligere administreret af den tyske stat. Det fremgår af lægekammerets "Gesetz", at der er tale om en lovpligtig pension for alle læger i Tyskland, og at pensionskassen er underlagt det tyske socialministeriums opsyn, jf. § 13. Det tyske socialministerium bestemmer endvidere antallet af medlemmer i det bestemmende organ i lægekammeret. Lægekammeret har i brev af 2. juni 2005 oplyst, at enkepensionen kan sidestilles med en enkepension udbetalt af Bundesversicherungsanstalt für Angestellte (BfA).
Skatteministeriets Departement har i TfS 1998.306 redegjort for beskatningen af sociale ydelser i relation til OECD's modeloverenskomsts artikel 18. Af redegørelsen fremgår blandt andet følgende:
"En dansk afgrænsning af begrebet "sociale ydelser" kan tage sit udgangspunkt i EF-forordning 1408/71 om social tryghed. Falder en given ydelse ind under anvendelsesområdet for denne forordning, må ydelsen anses for at være "social"."
Forordning 1408/71 koordinerer i artikel 4 sociale sikringsydelser, herunder ydelser til efterladte (pension).
Det må herefter lægges til grund, at enkepension udbetalt fra lægekammeret er en social pension omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, stk. 2. Lægerne i Baden-Württemberg er underlagt lægekammeret og er bærere af den lægelige selvforvaltning i delstaten. Lægekammerpensionen er en lovpligtig pensionskasse for både offentlige og private læger i Tyskland. Der er medlemspligt for alle læger i Tyskland. Pensionskassen blev tidligere administreret af staten. Lægekammeret er underlagt det tyske socialministeriums opsyn og kontrol - blandt andet bestemmer det tyske socialministerium antallet af medlemmer i lægekammerets bestyrelse. Lægekammeret er selv af den opfattelse, at dens udbetalinger kan sidestilles med udbetaling fra offentlige pensioner, f.eks. BfA pension. Der er enighed mellem forvaltningen og klageren om, at enkepension udbetalt fra BfA er omfattet af artikel 18, stk. 2. Enkepensionen er omfattet af det danske Skatteministeriums Departements og forordning 1408/71's afgrænsning af begrebet "sociale ydelser". Lægekammerets pensionsmidler er utvivlsomt udskilt fra lægekammerets øvrige aktiviteter.
De danske og tyske kompetente myndigheder er endvidere blevet enige om, at visse tyske tvungne pensionsordninger, der indbetales til af selvstændige læger, apotekere, advokater, arkitekter m.fl. og derfor er fritaget for obligatoriske sociale pensionsbidrag, skal anses som sociale pensioner. Udbetalinger fra disse ordninger skal anses for omfattet af artikel 18, stk. 2, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, således at Tyskland alene har beskatningsretten til udbetalingerne, jf. SKM2006.1.SKAT , TfS2006.91. Meddelelsen er vedhæftet en liste over, hvilke pensionsordninger der i henhold til aftalen skal anses som omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, stk. 2. Øverst på listen står Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tierärzte. Den tvivl, der tidligere har været om, hvorvidt disse pensioner i skattemæssig henseende skal anses som sociale pensioner eller ej, er dermed udvisket. Det er nu fastslået af de danske og tyske myndigheder, at disse pensioner skal anses som omfattet af begrebet "socialforsikring", således at disse omfattes af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, stk. 2.
Den Ärztepension, som klageren modtager efter sin afdøde mand fra Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tierärzte er derfor at sidestille med en social pension og er dermed omfattet af artikel 18, stk. 2.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det lægges til grund, at klagerens fulde skattepligt til Danmark indtrådte i 1999, hvor hun flyttede fra Tyskland til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.
Pensionen fra Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Ti-erärzte, Tyskland, er derfor som udgangspunkt skattepligtig til Danmark i henhold til statsskattelovens § 4. Efter denne bestemmelse medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter til den skattepligtige indkomst, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke. Pensionen medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3, jf. § 4.
Det fremgår af artikel 18, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland, at betalinger, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer i henhold til sociallovgivningen i den anden kontraherende stat, kun kan beskattes i denne anden stat.
De danske og de tyske kompetente myndigheder har i henhold til artiklerne 42 og 44 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået en gensidig aftale om, at visse tyske tvungne pensionsordninger, der indbetales til af selvstændige læger, apotekere, advokater, arkitekter m.fl. og derfor er fritaget for obligatoriske sociale pensionsbidrag, skal anses som sociale pensioner. Udbetalinger fra disse ordninger skal anses for omfattet af artikel 18, stk. 2, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst om sociale pensioner, således at Tyskland har beskatningsretten til udbetalingerne. Der henvises til SKATs meddelelse af 2. januar 2006 offentliggjort SKM2006.1.SKAT , TfS2006.91.
Det fremgår af den liste, der er vedhæftet meddelelsen, at udbetalinger fra pensionsordninger hos Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tierärzte, er omfattet af den gensidige aftale med Tyskland, og at udbetalinger fra disse pensionsordninger derfor er omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, stk. 2, om sociale pensioner.
Pensionen fra Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tierärzte er derfor omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, stk. 2, hvorfor pensionen kun kan beskattes i Tyskland.
Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som i henhold til overenskomstens bestemmelser kun kan beskattes i Tyskland, kan Danmark imidlertid medregne indkomsten i beskatningsgrundlaget, men skal indrømme fradrag i indkomstskatten med den del af indkomstskatten, som svarer til den indkomst, der hidrører fra Tyskland, jf. artikel 24, stk. 2, litra f, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland.
Retten finder herefter, at pensionen fra Baden-Württembergische Versorgungsanstalt für Ärzte, Zahnärzte und Tierärzte skal medregnes ved indkomstopgørelsen for indkomstårene 2002 og 2003 som udenlandsk personlig indkomst, og at der ved skatteberegningen for indkomstårene 2002 og 2003 skal gives et nedslag i indkomstskatten svarende til den del af den beregnede danske skat, der forholdsmæssigt kan henføres til den tyske indkomst, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24, stk. 2, litra f, jf. artikel 18, stk. 2. Der skal således ved skatteberegningen gives lempelse efter exemptionmetoden.
Afgørelsen for indkomstårene 2002 og 2003 ændres derfor i overensstemmelse hermed.