Dokumentets metadata

Begrænset skattepligt - arbejde i Danmark - bopæl i England - reel arbejdsgiver - koncernforbundne selskaber

Sagen vedrørte, om en i Storbritannien bosiddende dansker var skattepligtig til Danmark af de beløb, han fik udbetalt af et engelsk selskab i forbindelse med, at han havde udført arbejde for et dansk søsterselskab. Danskeren gjorde gældende, at det engelske selskab var hans arbejdsgiver, og han var af den omstridte indkomst blevet beskattet i Storbritannien.Danskeren gjorde bl.a. gældende, at kildeskattelovens bestemmelse, § 2, stk. 1, litra a sammenholdt med § 43, stk. 1 og § 44, ikke ved en analogislutning kan udstrækkes til at opfatte udbetaling fra en udenlandsk arbejdsgiver, som ikke har fast driftssted eller hjemting i Danmark.Højesteret fandt, at det danske søsterselskab var hans reelle arbejdsgiver. Højesteret henviste til, at der ikke forelå en skriftlig ansættelsesaftale mellem danskeren og det engelske selskab, og at det engelske selskab alene havde udbetalt løn til danskeren i den periode, i hvilken han havde udført arbejde for det danske selskab, og at det danske selskab, for den periode sagen vedrørte, fuldt ud havde godtgjort det engelske selskab den udbetalte løn.Betingelsen i den dansk-britiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts art. 15 for at lade beskatningsretten tilkomme England var ikke opfyldt.Under sagen havde Landsskatteretten fundet, at det samlede vederlag, danskeren modtog, dels var ydet for arbejdet for det danske søsterselskab, dels for et tysk koncernforbundet selskab. Den sidstnævnte del af lønnen kunne ikke beskattes i Danmark. Højesteret fandt, at skattemyndighedernes fordeling af indkomsten mellem arbejdet for det danske og tyske selskab ikke kunne tilsidesættes. Sagsøgeren havde ikke godtgjort, at skønnet var foretaget på et urimeligt grundlag eller var åbenbart urimeligt.

Parter

A
(advokat Jørn Qviste)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Peter Blok, Per Walsøe, Asbjørn Jensen. Niels Grubbe og Jon Stokholm.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 13. november 2002.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin principale påstand og har subsidiært påstået ansættelserne af sin skattepligtige indkomst for indkomstårene 1990 og 1991 hjemvist til fornyet behandling hos ligningsmyndighederne med henblik på fordeling af indkomsten forholdsmæssigt mellem arbejde fysisk udført i Danmark i forhold til arbejde fysisk udført uden for Danmark.

Indstævnte, Skatteministeriet, har principalt påstået stadfæstelse med de ændringer, at Skatteministeriet skal anerkende, at As personlige indkomst for indkomståret 1991 alene forhøjes med 314.939,02 kr., og at han i sin skattepligtige almindelige indkomst for indkomståret 1991 er berettiget til befordringsfradrag på 14.593,70 kr.

Subsidiært har Skatteministeriet påstået ansættelsen af As skattepligtige indkomst for indkomstårene 1990 og 1991 hjemvist til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Anbringender

Spørgsmålet om omkostningsrefusion er udgået af sagen.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af DT.

DT har forklaret bl.a., at han var administrerende direktør i H2 A/S fra begyndelsen af 1991 til 1996. Hans opgave som administrerende direktør var at få butikken til at løbe rundt. Det drejede sig særligt om ruten Y1-by-Danmark/Y5-by, Tyskland, herunder markedsføring og forhold i Østtyskland. Han beskæftigede sig også med omrokering, herunder afskedigelse, af personale. Før han blev, administrerende direktør, arbejdede han fra 1986 som fragtchef med ansvar for lastbilkunderne. Han blev medlem af bestyrelsen, da han blev administrerende direktør.

Hans forgænger som administrerende direktør var CL. A havde titel af koncernchef. Det var en pudsig konstellation. As rolle var opfundet af ejeren, EE. A var den eneste, som havde kontakt til ejeren. Omkostningsniveauet var uacceptabelt højt, og A beskæftigede sig med at bringe dette på plads. Det var dog særligt CL, som tog sig af det, men efter råd og vejledning fra A. Derudover beskæftigede A sig særlig med udskiftning af flåden og det samlede fremtidige set-up. Han var ikke selv særlig ofte i Y1-by, Danmark, højst et par gange om ugen. Han traf sjældent A, som højst var der to gange om ugen. Han opfattede A som ejerens vagthund. Han skulle tage vare på, at piben pegede i den rigtige retning. Udover arbejdet for H2 A/S beskæftigede A sig tillige med de datterselskaber, som ejede skibene. Selskaberne og skibene hed H4 og H3. Der var ikke tale om danske selskaber. A beskæftigede sig særlig med et skib ved navn H5, som firmaet havde mulighed for at sælge. Han brugte megen tid herpå. Herudover beskæftigede han sig med diverse projekter i koncernen, f.eks. et havneprojekt i England og et projekt vedrørende en rute fra Y3-by, Sverige til Y2-by, Tyskland. Han vurderer, at A brugte under 30 % af sin arbejdstid på arbejde for H2 A/S.

Fakturaerne af 26. marts 1991 fra H1 (U.K.) Ltd. ankom i den periode, han var administrerende direktør. Han vidste på forhånd, at de ville modtage fakturaerne, da han havde fået en varsling via telefonen kort forinden. Da selskabet var underlagt ejerens dispositioner, bogførte man uden diskussion fakturaerne. Han mente ikke, at fakturaerne med de beløb hørte hjemme i H2 A/S. A havde ikke noget at gøre med modtagelse, betaling, bogføring eller andet vedrørende de to fakturaer. For så vidt angår det med håndskrift påførte beløb på 140.755 kr. var der tale om dækning af et udlæg foretaget af A. A havde betalt havnepenge af egen lomme for at få et skib ud, da det ikke var muligt at overføre fra firmaet, da det var op til weekenden. Han fik derfor refunderet sit udlæg. Beløbet på 140.755 kr. var ikke en del af As løn. Kontoret i Y1-by, Danmark blev delvis brugt som sekretariat for As aktiviteter for koncernens egne selskaber. Beløbet på 140.755 kr. burde være viderefaktureret til det datterselskab, som ejede H3. Om det rent faktisk skete, ved han ikke. Det var normal praksis, at hvis ikke de pågældende fakturaer eller udlæg havde noget med H2 A/S at gøre, så blev de viderefaktureret. Han havde indsigt i bogføringen som administrerende direktør, men ikke som fragtchef. Der blev ikke foretaget ændringer i bogføringspraksis, da han tiltrådte som direktør. Beløbet på 703.781 kr. var As løn, svarende til det med hånden påførte tal. Beløbet på 140.755 kr. skulle ikke bogføres på samme konto som lønnen, men derimod på kontoen for ombygning af H3, og derefter viderefaktureres til ejeren af skibet. Om dette rent faktisk skete, er han ikke bekendt med.

Hans udtalelse om, at A brugte under 30 % af sin arbejdstid på arbejde for H2, bygger på en fornemmelse. Han kan selvfølgelig kun udtale sig om, hvad A lavede, når han var i Y1-by, Danmark. Han har ikke betragtet det arbejde, som A udførte i forbindelse med ombygning af skibe, som arbejde udført for H2. Han er ikke bekendt med, om andre medarbejdere, som arbejdede med ombygning af skibe, fik viderefaktureret en del af deres løn til skibenes ejere. Dette burde dog være sket.

Højesterets begrundelse og resultat

Der er ikke fremlagt en skriftlig ansættelsesaftale mellem A og H2 A/S' engelske søsterselskab H1 (U.K.) Ltd. Det må endvidere lægges til grund, at det engelske selskab alene har udbetalt løn til A i den periode, i hvilken denne udførte arbejde for H2 A/S, og at dette selskab i hvert fald for den periode fra 1. januar 1990 til 31. marts 1991, som sagen angår, fuldt ud har godtgjort det engelske selskab den udbetalte løn.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at det må anses for godtgjort, at H2 A/S og ikke H1 (U.K.) Ltd. i den omhandlede periode var As reelle arbejdsgiver.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen med de ændringer, der følger af Skatteministeriets principale påstand.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes med de ændringer, at Skatteministeriet skal anerkende, at As personlige indkomst for indkomståret 1991 alene forhøjes med 314.939, 02 kr., og at A i sin skattepligtige almindelige indkomst for indkomståret 1991 er berettiget til befordringsfradrag på 14.593,70 kr.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.