Dokumentets metadata

Skatteproces - tilsidesættelse af afskrivningsgrundlag - forhøjelse af skatteansættelser - senere år - ansættelsesfrist

Et selskabs afskrivninger var blevet tilsidesat med henvisning til, at selskabet ikke havde opnået reelt ejerskab til de afskrivningsberettigede aktiver. Højesteret anså denne tilsidesættelse af afskrivningsgrundlaget for at vedrøre grundlaget for afskrivningerne, og der var derfor tale om et forhold omfattet af den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 3 (se nu skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3).Højesteret fandt, at skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, ikke fraviger ansættelsesfristen efter § 35, stk. 1, men er en bestemmelse om, at skattemyndighederne inden for fristen i stk. 1 kan forhøje en skatteansættelse, selv om forhøjelsen indebærer en ændring i grundlaget for en skatteansættelse for et indkomstår, for hvilket ansættelsesfristen efter stk. 1 er udløbet. Der var på den baggrund ikke grundlag for at antage, at det havde været tilsigtet, at der i tilfælde omfattet af stk. 3 skulle gælde andre tidsmæssige betingelser for forhøjelse af skatteansættelsen end fristen efter stk. 1. Ordet "konstateret" i stk. 3 måtte derfor forstås som sigtende til det tidspunkt, hvor skattemyndighederne i forbindelse med skatteansættelsen for et senere indkomstår fastslog, at grundlaget for den tidligere skatteansættelse var forkert.Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

H1 ApS
(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Peter Blok, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam og Vibeke Rønne.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 23. afdeling den 30. november 2004.

Påstande

Appellanten, H1 ApS, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

H1 ApS har for Højesteret yderligere henvist til, at selskabet i 1993 ikke foretog afskrivninger på driftsmidler, men for dette år som interessent i I/S H2 selvangav en overskudsandel på 254.895 kr. og er blevet beskattet heraf. Det vil være urimeligt, hvis denne beskatning opretholdes samtidig med, at selskabet nægtes afskrivningsret for 1994-96.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at det havde været muligt for selskabet at begære skatteansættelsen for 1993 genoptaget.

Højesterets begrundelse og resultat

Skattemyndighedernes tilsidesættelse af H1 ApS' afskrivninger på I/S H2s aktiver er begrundet med, at selskabet efter virksomhedskonstruktionen ikke har opnået et reelt medejerskab til aktiverne. Som anført af landsretten vedrører dette grundlaget for afskrivningerne, og forholdet er derfor omfattet af den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 3, tidligere § 35, stk. 2.

Skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, 1. pkt., fraviger ikke ansættelsesfristen efter § 35, stk. 1, men er en bestemmelse om, at skattemyndighederne inden for fristen i stk. 1 kan forhøje en skatteansættelse, selv om forhøjelsen indebærer en ændring i grundlaget for en skatteansættelse for et indkomstår, for hvilket ansættelsesfristen efter stk. 1 er udløbet. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at det har været tilsigtet, at der i tilfælde omfattet af stk. 3 skal gælde andre tidsmæssige betingelser for forhøjelse af en skatteansættelse end fristen efter stk. 1. Ordet "konstateret" i stk. 3 må derfor forstås som sigtende til det tidspunkt, hvor skattemyndighederne i forbindelse med skatteansættelsen for et senere indkomstår fastslår, at grundlaget for den tidligere skatteansættelse var forkert.

Med denne begrundelse tiltræder Højesteret, at skattemyndighederne efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, har været berettiget til at forhøje selskabets skatteansættelser for 1994-96.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ApS betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.