Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-11-2006
Offentliggjort:23-11-2006
SKM-nr:SKM2006.702.SKAT
Journalnr.:05-006605
Referencer.:Kildeskatteloven
Opkrævningsloven
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Fastsættelse af kildeskattebøder

I forbindelse med ophævelse af opkrævningslovens § 17, stk. 1, nr. 3, ved lov nr. 1441 af 22. december 2004 ændredes grundlaget for fastsættelse af sanktioner for overtrædelse af kildeskatteloven. Der er nu en dom fra Østre Landsret, der fastslår, at sanktionen for en overtrædelse af kildeskatteloven, hvor den forsætlige unddragelse er over 100.000 kr., svarer til en overtrædelse af skattekontrolloven.


Fastsættelse af kildeskattebøder

1. Indledning

I forbindelse med ophævelsen af opkrævningslovens § 17, stk. 1, nr. 3, ved lov nr. 1441 af 22. december 2004 ændredes grundlaget for fastsættelsen af strafansvaret ved overtrædelse af kildeskatteloven. Problemet blev drøftet med Rigsadvokaten i 2005, og det blev besluttet, at der skulle anlægges prøvesager til fastsættelse af en takstmæssig bøde for overtrædelse af de sanktionerede bestemmelser i kildeskattelovgivningen.

2. Praksis

I to domme fra 2006 har overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, 2 og 3, været til pådømmelse. Det drejer sig om Østre Landsretsdommen af 25. august 2006 refereret i SKM2006.520.ØLR og dom af 21. september 2006 fra Københavns Byret. I begge sager blev der fastsat en tillægsbøde svarende til en gang de unddragne A-skatter.

Der er således retspraksis for, at overtrædelse af kildeskatteloven, hvor man

straffes på samme måde, som ved overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven, når der er tale om forsæt til unddragelse.

2.1. Sager hvor unddragelsen overstiger 100.000 kr.

Det følger heraf, at i kildeskattesager, hvor den forsætlige unddragelse overstiger 100.000 kr., skal der nedlægges påstand om en frihedsstraf og en tillægsbøde svarende til en gang den unddragne A-skat. Dette gælder også overtrædelse af kildeskattelovens § 75, nr. 1, hvor man lader sig udbetale løn uden, at der er indeholdt A-skat. Der kan også være tale om fortielse af oplysninger eller uregistreret virksomhed. Hvis forholdet er omfattet af opkrævningslovens § 17, rejses der tiltale efter denne bestemmelse i stedet for kildeskatteloven.

3. Prøvesager

Rigsadvokaten har bestemt, der skal anlægges prøvesager, som kan danne grundlag for den administrative praksis. Det er ud fra ovennævnte domme nærliggende at antage, at domstolene vil godkende en bødepraksis i kildeskattesagerne, svarende til bøderne ved overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven, når der er tale om unddragelse.

Fastsættelsen af sanktion skal ske i de sager, hvor unddragelsen er sket den 1. januar 2005 og senere.

Der skal derfor nedlægges påstand om straf efter det takstmæssige bødesystem og svarende til bødestørrelsen for unddragen skat og moms. Bøden beregnes således:

I kildeskattesager, hvor unddragelsen ikke overstiger 100.000 kr. og med forsæt til unddragelse ved overtrædelse af kildeskatteloven, fastsættes bøden til 2 gange den samlede unddragelse.

Ved grov uagtsomhed udgør bøden 1 gang den samlede unddragelse.

Af den del af unddragelsen, der ikke overstiger 30.000 kr., beregnes bøden dog kun som 1 gang den unddragne A-skat ved forsæt, og som halvdelen af den unddragne A-skat ved grov uagtsomhed.

Hvis der foreligger både et forsætligt forhold og et groft uagtsomt forhold ved unddragelse af kildeskatteloven, foretages nedsættelsen af normalbøden til halvdelen af de første 30.000 kr. af den unddragne A-skat, såvel for det beløb, der vedrører det forsætlige forhold, som for det beløb, der vedrører det groft uagtsomme forhold.

Såfremt der er tale om andre overtrædelser af skatte- og momslovgivningen, skal den samlede unddragelse lægges til grund for bødeberegningen. Der er således tale om et takstmæssigt bødesystem med fuld kumulation.

4. Ikrafttræden og virkning

Disse retningslinier træder i kraft med øjeblikkelig virkning, idet administrative afgørelser fortsat er sat i bero, indtil der foreligger afgørelser i prøvesagerne.

Overtrædelser, der er sket inden 1. januar 2005, hvor der ikke er grundlag for påstand om frihedsstraf og som ikke er afgjort efter de hidtil gældende regler, henlægges.