Dokumentets metadata

Ejendomsvurdering - militære flyvestationer - befæstningsanlæg

Sagen drejede sig om, hvorvidt militære flyvestationer kan anses for befæstningsanlæg og dermed undtaget fra vurdering i henhold til vurderingslovens § 7, nr. 3.Ved en praksisændring i 1992 blev flyvestationerne undtaget fra vurdering, i det omfang der ikke fandt erhvervsmæssig udnyttelse sted inde på området, med den begrundelse, at en flyvestation må betegnes som et kampetablissement, der ikke, som en kasserne, forlades i tilfælde af kampmæssige handlinger, men derimod yderligere bemandes og forstærkes.Højesteret fandt, at vurderingsmyndighedernes fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 3, før praksisændringen var i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd og det tilsigtede anvendelsesområde, og at der ikke var hjemmel til - som sket ved praksisændringen - at udvide undtagelsen til at omfatte flyvestationerne i deres helhed.Højesteret anførte herved bl.a., at det efter ordlyden af § 7, stk. 1, nr. 3, og forarbejderne er nærliggende at forstå bestemmelsen således, at en militær flyvestation, der dækker et stort areal og alene er afgrænset af trådhegn, ikke kan anses for et samlet befæstningsanlæg, der som sådan er undtaget fra vurdering, hvilken forståelse støttes af Statens Ligningsdirektorats Vurderingsvejledninger fra 1962 og 1968. Højesteret bemærkede endvidere, at det er forholdene på vurderingstidspunktet, der er afgørende, og at den omstændighed, at en bygning eller et anlæg er udpeget til at blive befæstet i tilfælde af krig, ikke kan tillægges betydning.

Parter

Karup Kommune,
Aalborg Kommune,
Vojens Kommune og
Værløse Kommune
(advokat Svend Paludan-Müller for alle)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen) og

Forsvarets Bygningstjeneste
(advokat Claus Ulrik Holberg)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Per Sørensen, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam og Poul Dahl Jensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 9. afdeling den 2. marts 2004.

Påstande

Appellanterne, Karup Kommune, Aalborg Kommune, Vojens Kommune og Værløse Kommune, har gentaget påstand 1 om, at de indstævnte, Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste, skal anerkende, at 19. alm. vurdering pr. 1. januar 1992 af de militære flyvestationer i kommunerne skal ske i overensstemmelse med vedkommende Told- og Skatteregions vurderingsansættelse efter Ligningsrådets afgørelse af 28. januar 1997.

Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste har påstået stadfæstelse.

Kommunerne har frafaldet de øvrige påstande for landsretten, idet parterne i en procesaftale har taget stilling til, hvordan der skal forholdes, hvis kommunerne får medhold i påstanden.

Supplerende sagsfremstilling

I Statens Ligningsdirektorats vurderingsvejledning fra 1968 er side 83 om undtagelsesbestemmelsen i vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 3, anført:

"Ved befæstningsanlæg forstås kampetablissementer, d.v.s. bygninger og andre anlæg med tilhørende grund, der er bestemt til at tjene egentlige kamphandlinger, såsom forter, kanon- og raketstillinger, ammunitionsdepoter, bunkers, meldecentraler og lign. Om det pågældende anlæg fremtræder som en selvstændig militær enhed eller er anlagt til beskyttelse af andre anlæg, f.eks. en flyveplads, er uden betydning.

Arealer og bygninger m.v., der fortrinsvis benyttes til forsvarsstyrkens ophold og uddannelse, f.eks. kaserner og øvelsespladser og andre anlæg, som helt eller delvis forlades i tilfælde af krigsmæssige handlinger, er vurderingspligtige. Ved vurderingen skal der bortses fra særlige forhold ved bygninger og anlæg, der er dikteret af befæstningsmæssige hensyn, f.eks. særlige sikringsforanstaltninger.

Af militære flyvepladser og lufthavne anses rulle- og startbaner for vurderingspligtige, men de hertil anvendte arealer kan efter omstændighederne vurderes til 0 kr."

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaring af NS.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen vedrører fortolkningen af udtrykket "befæstningsanlæg" i vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 3, i forhold til militære flyvestationer. Efter denne bestemmelse er befæstningsanlæg bortset fra arealer og bygninger inden for befæstningsanlæggets rammer, der udnyttes erhvervsmæssigt - undtaget fra vurdering.

Forud for 1956, da undtagelsen vedrørende befæstningsanlæg blev indsat i loven, var forsvarets ejendomme, herunder militære anlæg, ikke undtaget fra vurdering. I forarbejderne til 1956-loven (Folketingstidende 1955-56, tillæg A, sp. 1067) er anført, at afgørelsen af, hvilke ejendomme der efter vurderingslovens § 7 bør holdes uden for vurderingen, formentlig må bero på, "om ejendommene efter deres art ikke kan være genstand for almindelig omsætning, fordi de ikke har selvstændig økonomisk værdi, således at der ikke er holdepunkter for en værdiansættelse på grundlag af salgsværdien". Der er endvidere henvist til vurderingens betydning for kommunernes mulighed for at opkræve dækningsafgift, idet afgiften ikke kan opkræves for ejendomme, der er undtaget fra vurdering.

Efter ordlyden af § 7, stk. 1, nr. 3, og forarbejderne er det nærliggende at forstå bestemmelsen således, at en militær flyvestation - der dækker et stort areal (op til 29 km2) og alene er afgrænset af trådhegn -ikke kan anses for et samlet befæstningsanlæg, der som sådant er undtaget fra vurdering.

Denne forståelse støttes af Statens Ligningsdirektorats vurderingsvejledninger fra 1962 og 1968, der ikke undtager flyvestationer i deres helhed, men som gennem eksemplerne på, hvad der er undtaget, henholdsvis ikke er undtaget fra vurdering, lægger op til en væsentligt snævrere afgrænsning.

I overensstemmelse hermed var det fra 1956-lovens ikrafttræden og frem til begyndelsen af 1990erne fast praksis, at vurderingsmyndighederne ikke undtog flyvestationerne i deres helhed fra vurdering, men efter en konkret bedømmelse undtog befæstede bygninger mv. inden for de enkelte flyvestationers område. De bygninger mv., der efter denne praksis blev vurderet, kunne efter deres art være genstand for almindelig omsætning.

Højesteret finder, at vurderingsmyndighedernes fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 3, før praksisændringen har været i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd og det tilsigtede anvendelsesområde. Der var derfor ikke hjemmel til som sket ved praksisændringen at udvide undtagelsen til at omfatte flyvestationerne i deres helhed. Det bemærkes herved, at det er forholdene på vurderingstidspunktet, der er afgørende, og den omstændighed, at en bygning eller et anlæg er udpeget til at blive befæstet i tilfælde af krig, kan således ikke tillægges betydning.

Højesteret tager herefter kommunernes påstand til følge.

Om sagsomkostningerne bemærkes

Sagens værdi er opgjort til ca. 18,7 mio. kr. Højesteret har tidligere i forbindelse med behandlingen af det særskilte spørgsmål om kommunernes søgsmålsret (UfR 2003, side 64) tilkendt dem et beløb på 600.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret, der bl.a. dækkede en retsafgift på 324.700 kr. Spørgsmålet om sagsomkostninger for landsretten blev overladt til landsrettens afgørelse i forbindelse med sagens fortsatte behandling.

Under hensyn hertil og til, at kommunerne har betalt 1.054.590 kr. i retsafgift, som de ikke tidligere har fået dækket, fastsættes sagsomkostningerne for landsret og Højesteret som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste skal anerkende, at 19. almindelige vurdering pr. 1. januar 1992 af de militære flyvestationer i Karup, Aalborg, Vojens og Værløse kommuner skal ske i overensstemmelse med vedkommende Told- og Skatteregions vurderingsansættelse efter Ligningsrådets afgørelse af 28. januar 1997.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse solidarisk betale i alt 2.500.000 kr. til Karup, Aalborg, Vojens og Værløse kommuner. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.