Dokumentets metadata

Dokumentets dato:24-10-2006
Offentliggjort:21-12-2006
SKM-nr:SKM2006.780.SR
Journalnr.:06-162944
Referencer.:Selskabsskatteloven
Dokumenttype:Afgørelse


Omlægning af administrationsselskabets indkomstår

Skatterådet bekræfter, at administrationsselskabet kan omlægge sit indkomstår 2006 der følger kalenderåret til perioden 01. januar 2006 - 30. juni 2006 (omlæggelsesåret). Herefter løber administrationsselskabets indkomstår fra 01. juli til 30. juni.


Ansøgning

Der anmodes om tilladelse til omlægning af selskabets indkomstår, jf. selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1.

Afgørelse

Skatterådet imødekommer anmodningen.

Sagsfremstilling

A ApS blev stiftet 21. juni 2005 efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse med virkning per 01. januar 2005. Selskabet har kalenderåret som indkomstår. Indkomståret 2005 løber således fra den 01. januar 2005 til den 31. december 2005.

Selskabets aktiviteter består af 4 udlejningsejendomme med i alt 13 lejemål. Herudover er eneste aktivitet, at være moderselskab for produktionsvirksomhederne B A/S og C ApS.

De to driftsselskaber har været i drift i flere år, og blev købt af A ApS den 30. juni 2005, med virkning per den 01. juli 2005.

Driftsselskaberne har indkomstår fra den 01. juli til den 30. juni. Selskabernes indkomstår 2005 løber derfor fra den 01. juli 2004 til den 30. juni 2005.

Den primære driftsaktivitet i B A/S er produktion og salg af trykte kredsløb (printplader) til elektronikindustrien i norden. Selskabet havde i 2004/05 en omsætning på XX millioner kr. og beskæftiger 42 medarbejdere.

Den primære aktivitet i C ApS er køb af trykte kredsløb i fjernøsten og salg af disse i Norden. Selskabet havde i 2004/2005 en omsætning på XX millioner kr.

Repræsentanten har begrundet anmodningen med, at det vil være en bekostelig og meget tidskrævende affære for virksomheden, såfremt driftsselskabernes regnskabsår skal omlægges.

SKATs indstilling og begrundelse

Det fremgår af selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1, at Skatterådet kan tillade, at omlægning af indkomstår sker på anden måde end foreskrevet i selskabsskattelovens § 10, stk. 5, hvis administrative hensyn til selskaberne taler herfor og der ikke opnås særlige skattemæssige fordele herved.

Det er oplyst, at A ApS primært fungerer som holdingselskab. Endvidere har rådgiver oplyst, at det vil være forbundet med væsentlige administrative omkostninger at omlægge indkomståret i de to driftsselskaber.

Det er derfor SKATs opfattelse, at der er administrative hensyn, der taler for, at dispensation til omlægning af administrationsselskabets indkomstår bør gives efter selskabsskatteloven § 31 B, stk. 1. Der ses desuden ikke at opnås særlige skattemæssige fordele herved.

SKAT indstiller derfor, at tilladelse til omlægning af administrationsselskabets indkomstår gives efter selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1., således, at omlægningsperioden for A ApS omfatter perioden fra 01. januar 2006 til 30. juni 2006 (omlægningsåret). Ved tilladelsen er de foreliggende oplysninger om tidspunktet for etablering af koncernforbindelse, jf. SEL § 31 C, lagt uprøvet til grund, idet vurderingen heraf henhører under den almindelige ligning.

Sagsfremstillingen og SKATs indstilling har været sendt til udtalelse hos Skattecenter XX. Skattecenteret tiltræder indstillingen.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Kommentar:

Afgørelsen forholder sig alene til ansøgers anmodning om omlægning af As indkomstår. Konsekvenserne heraf for datterselskabet omtales ikke, idet dette principielt er et ligningsmæssigt anliggende. SKAT kan dog vejledende oplyse følgende:

Ved etableringen af koncernforbindelsen den 01. juli 2005 var indkomståret 2005 afsluttet for B og C. Derfor skal indkomsten i B og C for indkomståret 2005 selvangives efter de almindelige regler, og etableringen af koncernforbindelsen mellem A, B og C får først virkning for indkomståret 2006. Der bliver således ikke ændret ved indkomståret 2005 for nogen af selskaberne.

Da der er ansøgt om omlægning af indkomstår for A, så det følger B og C indkomstår, skal A' indkomstår 2006 omfatte perioden fra 01. januar 2006 til 30. juni 2006 (omlægningsåret).

B og C' indkomstår 2006 er uændret, og løber således fortsat fra 01. juli 2005 til 30. juni 2006.

Ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten for 2006 medregnes indkomsten i A fra 1. januar 2006 til 30. juni 2006.

Ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten for 2006 medregnes indkomsten i B og C for perioden 01. juli 2005 til 30. juni 2006.

Fra og med indkomståret 2007 vil alle tre selskaber have indkomstår fra 01.juli til 30. juni.

Hvis man forestillede sig den omvendte situation, at B og C skulle omlægge sit indkomstår til A´s indkomstår, ville konsekvenserne for B og C være følgende: Det fremgår af SEL § 10, stk. 5, 2. pkt., at hvis et selskab ved etableringen af koncernforbindelsen har et indkomstår, der afviger fra administrationsselskabets indkomstår, omlægges selskabets indkomstår efter reglerne i stk. 1-4, så det udløber samtidig med administrationsselskabets indkomstår. Ved etableringen af koncernforbindelsen den 31. august 2005 var A i indkomståret 2005, mens B og C havde påbegyndt 2006. § 10 tager ikke højde for denne situation, men da B og C´s 2005 er afsluttet, må B og C´s indkomstår 2006 skulle omlægges, så det udløber samtidig med A' s indkomstår 2006. B og C´s indkomstår 2006 kommer i så fald til at omfatte perioden 01.juli 2005 til 31. december 2006.

Visning af billede: Billede7