Dokumentets dato: | 07-10-2002 |
Offentliggjort: | 15-10-2002 |
SKM-nr: | SKM2002.518.HR |
Journalnr.: | 2. afdeling, 509/2001 |
Referencer.: | Toldloven |
Dokumenttype: | Dom |
Højesteret fastslået, at et her i landet værende selskab, som var agent for og optrådte på vegne af et lettisk rederi hæftede for tobaksafgifter og importmoms hvilende på cigaretter, der under transport fra Bilbao i Spanien til Riga i Letland var opladet på Århus Containerterminal, hvorfra de blev stjålet.Hæftelsen fulgte af toldlovens § 39, stk. 1, nr. 3, idet agenten overfor toldmyndighederne havde udøvet en sådan rådighed over cigaretterne, at agenten i toldlovens forstand måtte anses at have rådet over varerne, således som anført i toldlovens § 39, stk. 1, nr. 3.
Parter
Chr. Jensen Befragtnings- og Skibsagentur A/S
(advokat Henrik Thal Jantzen)mod
Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(kammeradvokaten ved advokat Finn Mejnertsen)
I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 11. afdeling den 5. oktober 2001
Afsagt af højesteretsdommerne
Hornslet, Wendler Pedersen, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen og Marianne Højgaard Pedersen.
Appellanten, Chr. Jensen Befragtnings- og Skibsagentur A/S, har påstået indstævnte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, tilpligtet at anerkende, at appellanten ikke hæfter for hverken tobaksafgift eller importmoms i anledning af tyveri natten mellem den 22. og 23. maj 1996 fra containere med cigaretter under midlertidig oplægning i Århus Havn.
Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.
Højesterets bemærkninger
Højesteret tiltræder, at hæftelsesreglerne i toldlovens § 39 finder anvendelse på de her omhandlede afgifter.
Fire dommere - Hornslet, Wendler Pedersen, Børge Dahl og Lene Pagter Kristensen -- udtaler herefter:
Det lettiske rederi Latvian Shipping Company havde påtaget sig at transportere cigaretpartiet fra Bilbao til Riga med skib. Denne transport blev af rederiet tilrettelagt således, at der skulle ske omladning og midlertidig oplagring i Århus. Chr. Jensen Befragtnings- og Skibsagentur havde som rederiets linieagent her i landet fået til opgave at foretage det fornødne i forbindelse hermed. Det var således Chr. Jensen, som havde sørget for, at den midlertidige oplagring skete på Århus Stevedorekompagnis containerplads, hvorfra tyveriet af en del af partiet fandt sted.
Ifølge toldlovens § 39, stk. 1, nr. 3, hæfter "den, der råder over varer, som i uberigtiget stand er under udførsel fra det danske toldområde med henblik på udførsel fra EU's toldområde." Efter bestemmelsens ordlyd er vi enige med landsretten i, at Chr. Jensen efter det foran anførte rådede over cigaretpartiet i bestemmelsens forstand under dettes midlertidige ophold her i landet. Vi stemmer derfor for at stadfæste landsrettens dom.
Dommer Marianne Højgaard Pedersen udtaler:
De praktiske funktioner, som Chr. Jensen varetog som linieagent for rederiet under den midlertidige opbevaring af cigaretterne, indebar efter min opfattelse hverken en retlig eller faktisk råden over dem. Jeg mener derfor, at toldlovens § 39, stk. 1, nr. 3, om hæftelse for den, der råder over varerne, ikke giver den fornødne hjemmel til at pålægge Chr. Jensen hæftelse for afgifterne. Jeg mener endvidere, at toldlovens § 39, stk. 1, nr. 4, om hæftelse for transportøren og dennes medhjælpere ikke giver hjemmel for hæftelse for Chr. Jensen, idet denne som linieagent ikke havde rådighed over det transportmiddel, som cigaretterne blev transporteret med. Jeg stemmer derfor for at tage Chr. Jensens påstand til følge, idet jeg er enig med landsretten i, at der ikke i de bestemmelser, der i øvrigt er påberåbt af Skatteministeriet, er hjemmel til at pålægge Chr. Jensen hæftelse for afgifterne.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
T h i k e n d e s f o r ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
Appellanten, Chr. Jensen Befragtnings- og Skibsagentur A/S, skal betale 40.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret til indstævnte, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.