Dokumentets metadata

Driftsomkostning - maskeret udbytte - udbyttekontrakt

Højesteret antog, at det beløb, som et selskab betalte, var vederlag for overdragelse af 50% af aktierne i selskabet, og at beløbet retteligt skulle have været betalt af selskabets aktionærer. Der var derfor ikke tale om en driftsomkostning.For Højesteret havde selskabet subsidiært gjort gældende, at der kunne foretages afskrivning efter den dagældende ligningslovs §16 F, stk. 2, som en udbyttekontrakt.Højesteret fastslog, at det allerede fulgte af begrundelsen for, at der ikke forelå en driftsomkostning, at selskabets betaling ikke kunne danne baggrund for afskrivning efter den dagældende ligningslovs § 16 F. Højesteret bemærkede i øvrigt, at en aftale om, at en aktionær skulle modtage et beløb i forlods udbytte, ikke kunne anses som en udbyttekontrakt som omhandlet i den dagældende ligningslovs § 16 E, stk. 1, nr. 3.

Parter

H3 ApS
(advokat Poul Holmgård)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Hornslet, Torben Melchior, Per Sørensen, Børge Dahl og Marianne Højgaard Pedersen.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 10. afdeling den 12. juni 2001.

Appellanten, H3 ApS, har gentaget sin påstand og har for Højesteret subsidiært nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at selskabet er berettiget til at fradrage 750.000 kr. med 75.000 kr. pr. år med virkning fra regnskabsåret 1994/95 (skatteåret 1996/97) til og med regnskabsåret 2001/02 (indkomståret 2001).

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

H3 har ikke for Højesteret bestridt, at der ved overenskomsten af 10. juni 1994 skete en endelig overdragelse af aktierne i selskabet.

Selskabet har til støtte for den principale påstand nærmere anført, at selskabet har ret til at fratrække de 750.000 kr. som en driftsudgift eller næringsudgift i form af et tillæg til ejendommens anskaffelsessum. Betalingen erstattede de fordele, som F var blevet tillagt i forbindelse med salget af ejendommen til byforbedringsselskabet.

Selskabet har til støtte for sin subsidiære påstand anført, at selskabet har betalt beløbet for erhvervelse af rettighederne i henhold til en udbyttekontrakt, som påhvilede selskabet, jf. herved den dagældende ligningslovs § 16 E, stk, 1, nr. 3. Beløbet kan derfor fratrækkes over en periode på 10 år med 10 % årligt, jf. herved den dagældende ligningslovs § 16 F, stk. 2.

Skatteministeriet har over for byforbedringsselskabets subsidiære påstand anført, at selskabet ikke var part i aftalen af 15. november 1994. Et selskab kan i øvrigt ikke forpligte sig til at foretage udlodninger. Hvis aktionærerne kan lave en aftale om en skævdeling af udbyttet, og senere få selskabet til at betale den aktionær, der har fordelen, er der reelt tale om, at selskabet får fradrag for udlodninger til aktionærerne.

Af skønserklæring af 20. november 2000 fra statsautoriseret ejendomsmægler PT fremgår bl.a., at ejendommen X1-vej 10, Y1-by, medio maj 1994 havde en handelsværdi på kontantbasis på 9 mio. kr.

Der er til brug for Højesteret afgivet forklaring af K og supplerende forklaringer af D og J.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

Af de grunde, der er anført af landsretten, og da det, H3 har anført for Højesteret, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder Højesteret, at selskabet ikke kan få medhold i den principale påstand.

Det følger allerede heraf, at selskabets betaling af de 750.000 kr. ikke kan danne grundlag for afskrivning efter den dagældende ligningslovs § 16 F, stk. 2. I øvrigt ville aftalen om, at F - som aktionær - skulle modtage 75.000 kr. årligt forlods i udbytte, ikke kunne anses som en udbyttekontrakt som omhandlet i den dagældende ligningslovs § 16 E, stk. 1, nr. 3. Selskabets subsidiære påstand kan derfor heller ikke tages til følge.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

Appellanten, H3 ApS, skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 40.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.