Dokumentets dato: | 21-01-2003 |
Offentliggjort: | 30-01-2003 |
SKM-nr: | SKM2003.41.LR |
Journalnr.: | 99/02-4748-00029 |
Referencer.: | Pensionsbeskatningsloven |
Dokumenttype: | Bindende forhåndsbesked |
Afståelsen af et andelsbevis, som havde tilhørt A personligt, kunne ikke betegnes som en afståelse af en erhvervsmæssig virksomhed eller en andel af denne, fordi A ikke havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i personligt regi. Fortjenesten ved afståelsen af andelsbeviset kunne derfor ikke indskydes på en ophørspension efter pensionsbeskatningslovens § 15A.
Spørgsmål
Vil A kunne få fradrag for indskud på en pensionsordning i medfør af pensionsbeskatningslovens § 15A, såfremt indskuddet består af en udbetaling fra X A.m.b.A. ved ophør af medlemsskabet?
Svar
Nej.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Pensionsbeskatningslovens § 15A bestemmer, at personer, der i forbindelse med afståelse af deres erhvervsmæssige virksomhed eller en andel af denne opnår en skattepligtig fortjeneste, kan indskyde fortjenesten på en pensionsordning og derved få fradragsret for det indskudte beløb.
Bestemmelsen har til formål at indføre en særlig adgang for personer over 55 år, der har drevet selvstændig virksomhed i mindst 10 år, til at oprette pensionsordninger i forbindelse med virksomhedsophør. Disse personer står ved erhvervsvirksomhedens ophør typisk dels med en skattepligtig fortjeneste hidrørende fra virksomheden, dels med en meget begrænset eller helt manglende pensionsopsparing.
Bestemmelsen går ud på at tillade en nærmere afgrænset persongruppe at anvende et beløb svarende til den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af virksomhed, dog maks. 2.133.100kr. (2003-niveau) til at oprette pensionsordninger med løbende udbetalinger og ratepensionsordninger efter særlige beskatningsregler, der tilgodeser de pågældendes særlige situation.
A købte forretningen Y den 1. marts 1968.
Han blev medlem (medlemsnr. 5746) af indkøbsforeningen X A/S i 1972 ved betaling af 4.000 kr.
Den 1. juli 1976 omdannedes X til et A.m.b.A., uden at dette havde nogen indflydelse på ejer-/medlemskredsen.
A, som personligt har regnskabsår fra 1. oktober til 30. september, omdannede den 1. oktober 1977 sin tøjforretning til A ApS. Andelsbeviset forblev ved en fejl hos A. Andelsbeviser i X A.m.b.A er en nødvendighed for at være medlem og foretage indkøb gennem X. Efter overdragelsen af forretningen til A ApS var det selskabet, der foretog indkøbene, men med udgangspunkt i A´s medlemsnummer.
A blev i september 1998 formand for X og fik en årlig løn på 75.000 kr. herfor.
Den 1. oktober 2001 solgte A ApS tøjforretningen til et andet selskab, hvor A via sit holdingselskab, A Holding ApS, ejer 50%. Salget skete som led i et begyndende generationsskifte. I forbindelse med salget etablerede det købende selskab medlemsskab med X A.m.b.A. som medlemsnummer 5700.
A's medlemsskab af X A.m.b.A. ophørte i samme forbindelse. Der udbetales i alt 1.402.360 kr. fordelt med 934.907 kr. den 21. december 2001 og 467.453 kr. i oktober 2003. Det er disse beløb, A ønsker at indskyde på en pensionsordning med fradragsvirkning.
A fratrådte som formand for X ved en generalforsamling den 24. september 2002.
A var ikke berettiget til andelsbeviset, såfremt der ikke blev foretaget varekøb. Besiddelse af andelsbeviser i X A.m.b.A. er således forbundet med indkøb til en virksomhed.
A's besiddelse af andelsbeviset i X A.m.b.A. var udelukkende begrundet i, at han via dette medlemsnr. foretog varekøb hos X. Købet skete ganske vist i A ApS, men dette var accepteret, da der var identitet mellem ejeren af A ApS og ejeren af andelsbeviset.
Værdien af andelsbeviset var afhængig af A ApS´ indkøb i X A.m.b.A, og dermed afhængig af omsætningen i virksomheden Y, som blev drevet af A via sit selskab, A ApS.
A har gjort gældende, at andelsbeviset var en integreret del af virksomheden Y.
Salget af andelsbeviset i X A.m.b.A. hang sammen med afståelse af virksomheden Y, idet man ikke kan foretage indkøb i X uden medlemsskab, ligesom man ikke kan eje et andelsbevis uden samtidig at være ejer af en forretning.
At dette salg blev foretaget af 2 juridiske enheder (A og A ApS) har ikke haft nogen indflydelse i relation til X A.m.b.A.
A er fyldt 55 år.
Det er A's opfattelse, at besiddelse af andelsbeviset er en del af en virksomhed - selv om resten af virksomheden lå i A ApS.
Det er A's opfattelse, at hvis der ikke var sket overdragelse af en del af virksomheden til et selskab i 1977, ville andelsbeviset være et aktiv i en samlet virksomhed tilhørende samme juridiske enhed og alene af den årsag berettiget til pensionsindbetaling efter pensionsbeskatningslovens § 15A.
Var andelsbeviset imidlertid fulgt med forretningen over i A ApS, ville beskatningen skulle ske efter aktieavancebeskatningslovens bestemmelser og dermed væsentlig lavere, end hvis den var afhændet personligt.
Det er A's opfattelse, at afståelsen af andelsbeviset er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 15A, således at A kan foretage en indbetaling på en pensionsordning i overensstemmelse med stk. 5 og 6.
Styrelsens indstilling og begrundelse
Andelshavere, der afstår andelsbeviser omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2b, skal, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2b, stk. 2, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne fortjeneste eller tab ved afståelsen. Personer omfattet af personskatteloven skal medregne fortjenesten eller tabet i den skattepligtige indkomst som kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 5 a. Ved afståelse af en andel opgøres avancen eller tabet som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2b, stk. 3.
Pensionsbeskatningslovens § 15A kan kun anvendes, når en person afstår sin erhvervsmæssige virksomhed eller en andel af denne.
Det andelsbevis, som blev afstået, tilhørte A personligt. A har ikke drevet erhvervsmæssig virksomhed i personligt regi. Han har ejet en mindre andel i indkøbsforeningen X A.m.b.a. Desuden har han været hovedaktionær i A ApS. Kun en hovedaktionær kan anvende pensionsbeskatningslovens § 15A i forbindelse med afståelse af aktierne i selskabet.
Da det solgte andelsbevis tilhørte A personligt, og da A ikke har drevet erhvervsmæssig virksomhed i personligt regi, kan afståelsen af andelsbeviset ikke betegnes som en afståelse af en erhvervsmæssig virksomhed eller en andel af denne. Fortjenesten ved afståelsen af andelsbeviset kan derfor ikke indskydes på en ophørspension efter pensionsbeskatningslovens § 15A.
Ligningsrådet tiltrådte styrelsens indstilling.