Dokumentets dato: | 19-01-2007 |
Offentliggjort: | 14-03-2007 |
SKM-nr: | SKM2007.202.LSR |
Journalnr.: | 2-2-1943-0341 |
Referencer.: | Boafgiftsloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
Ved gaveoverdragelse af aktier i et selskab, hvis aktiviteter bestod af aktiebesiddelser i andre selskaber samt ejendomsudlejning, skulle værdiansættelsen af aktierne foretages efter reglerne om holdingselskaber.
Sagen drejer sig om gaveafgift af gaveoverdragelse af nominelt 324.000 kr. A-aktier og nominelt 12.000 kr. B-aktier i B A/S (herefter benævnt selskabet). Gavegiver er gavemodtagers far.
Klagen vedrører værdiansættelsen af aktierne. Gavegiver og gavemodtager har opgjort værdien til 19.552.000 kr. svarende til kurs 5.819. ToldSkat har ansat værdien til 42.201.600 kr. svarende til kurs 12.560 og har under hensyntagen dertil opgjort gaveafgiftsberegningen således (før renter):
Gavebeløb nom. 336.000 kr. til kurs 12.560 | 42.201.600 kr. |
Afgiftsfrit bundbeløb | 51.500 kr. |
Passivpost | 6.326.040 kr. |
Afgiftsgrundlag | 35.824.060 kr. |
Gaveafgift heraf er 15 % | 5.373.609 kr. |
Landsskatterettens afgørelse
Gaveafgiften ansættes således:
Gavebeløb nom. 336.000 kr. til kurs 12.514 | 42.047.646 kr. |
Afgiftsfrit bundbeløb | 51.500 kr. |
Passivpost | 6.302.947 kr. |
Afgiftsgrundlag | 35.693.199 kr. |
Afgiftsgrundlag | 35.693.199 kr. |
Sagens oplysninger
ToldSkat modtog den 26. maj 2004 gaveanmeldelse af 25. maj 2004 om gaveoverdragelse af nominelt 336.000 kr. aktier i selskabet svarende til ca. 46 % af aktiekapitalen i selskabet fra C (gavegiver) til sønnen A (gavemodtager). Værdien af de overdragne aktier, passivposten og gavebeløbet var i gaveafgiftsanmeldelsen opgjort til henholdsvis 18.610.000 kr., 3.716.400 kr. og 14.842.100 kr. Værdien af de overdragne aktier var opgjort på grundlag af en aktiekurs på 5539. Gaveafgiften til betaling blev under henvisning hertil opgjort til 2.226.315 kr. svarende til 15 % af 14.842.100 kr. Gaveafgiftsgrundlaget var opgjort efter fradrag af bundfradrag for 2004. Værdien af de overdragne aktier blev i gavebrevet beregnet efter cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 ved anvendelse af hovedaktionærselskabs-reglen.
Klagerens repræsentant har efterfølgende oplyst, at der i det endelige resultat for selskabet skete en regulering af udskudt skat i relation til tonnageskatteordningen, således at indre værdi af aktierne skulle nedsættes fra 106.673.000 kr. til 106.496.000 kr., jf. bilag 1 og 2 til gaveafgiftsanmeldelsen.
Selskabet havde i henhold til årsregnskabet for indkomståret 2003 en egenkapital på ca. 148 mio. kr.
Selskabets aktiebesiddelser i datterselskaber udgjorde i 2003 ca. 47 % af balancesummen og bestod, udover aktiebesiddelsen i datterselskabet D A/S, også af aktier i de 50 % ejede selskaber, E A/S, F og G Ltd.
Selskabets likvide beholdninger og værdipapirer udgjorde samme år ca. 24 % af balancesummen.
Selskabet ejede i år 2003 tre udlejningsejendomme med en værdi svarende til ca. 21 % af den samlede balancesum. To af ejendommene, en kontorejendom og en lagerejendom, var udlejet til D A/S.
De sidste 8 % af selskabets balancesum udgjorde tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, andre værdipapirer og andre tilgodehavender.
Selskabet havde i 2003 et resultat på ca. 21 mio. kr. Resultatet af kapitalandele i tilknyttede virksomheder er medregnet i dette resultat med ca. 22 mio. kr. svarende til resultatet i det 100 % ejede datterselskab, D A/S.
Omsætningen i B-gruppen var på ca. 580 mio. kr., hvoraf ca. 576 mio. kr. hidrørte fra D A/S og tilknyttede selskaber. Lejeindtægten fra udlejningsejendommene udgjorde ca. 3 mio. kr., heraf ca. en tredjedel fra udlejning til datterselskabet.
ToldSkats afgørelse
Gaveafgiften er ansat til 5.373.609 kr. svarende til 15 % af 35.824.060 kr. Værdien er beregnet efter cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 ved anvendelse af 90 % -reglen (holdingselskaber). Værdien af de overdragne aktier, passivposten og gavebeløbet er af ToldSkat opgjort til henholdsvis 42.201.600 kr., 6.326.040 kr. og 35.824.060 kr.
Værdien af de overdragne aktier i selskabet er opgjort til 90 % af selskabets indre værdi, da selskabet er anset for at være et holdingselskab. Der er herved lagt vægt på, at aktiviteten i selskabet ifølge årsregnskabet for år 2003 bestod i aktiebesiddelse i dattervirksomheden D A/S samt i de 50 % ejede selskaber, E A/S, F og G Ltd. og i udlejning af 3 ejendomme. Indtægten i selskabet bestod væsentligst i resultaterne af kapitalandelene i de tilknyttede virksomheder.
Selvom selskabet har spredt sin aktivitet ud over flere typer af investeringer, findes hovedaktiviteten at bestå i ejerskabet til dattervirksomheden D A/S, ligesom hovedparten af selskabets indtægter hidrørte netop fra denne dattervirksomhed. De øvrige investeringer var typisk "passive" investeringer, som hver for sig ville medføre, at selskabet skulle opgøre sin værdi til (minimum) 90 % af indre værdi.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at gaveafgiften nedsættes.
Værdien af de overdragne aktier udgør 19.552.000 kr. svarende til kurs 5.819 ved anvendelse af hovedaktionærselskabs-reglen. Kursen er beregnet på baggrund af de regnskaber, der er afsluttet senest forud for gavetidspunktet den 25.maj 2004. Repræsentanten er enig i selve opgørelsesprincippet ved beregningen af gaveafgiften inklusive ejertidsnedslag ved beregning af passivposten.
Gaveoverdragelsen af aktierne i selskabet skal værdiansættes efter hovedaktionærselskabs-reglen, fordi selskabet dels driver egentlig erhvervsvirksomhed med drift og udlejning af ejendomme dels besidder andele i andre selskaber uden at have majoriteten af aktierne i disse selskaber, når der ses bort fra aktiebesiddelsen i datterselskabet D A/S.
90 % - reglen om holdingselskaber skal ikke anvendes, fordi selskabet ikke kan anses for at være et holdingselskab. Holdingselskaber er efter den almindelige definition typisk aktieselskaber, der ikke selv driver erhvervsvirksomhed, men som ved at eje aktiemajoriteten i et eller flere andre selskaber udøver kontrol med disses ledelse. Selskabet har på ingen måde kontrollen med de selskaber, der ejes andele i.
En opgørelse af værdien af aktierne i selskabet, på grundlag af en regel der sigter mod inaktive selskaber, afspejler derfor ikke den korrekte værdi af aktierne i selskabet på gavetidspunktet.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
En gaves værdi fastsættes i henhold til boafgiftslovens § 27, stk. 1 til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Der er i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 (værdiansættelsescirkulæret) fastsat nærmere retningslinjer for værdiansættelse af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegningen. Der er i værdiansættelsescirkulærets pkt. 17 blandt andet anført følgende vedrørende værdiansættelsen af unoterede aktier:
"Værdiansættelsen for unoterede aktier skal ske efter aktiernes handelsværdi. Ofte vil der ikke kunne fremskaffes oplysninger om handelsværdien ud fra stedfundne omsætninger, eller omsætninger har fundet sted under forhold, som bevirker, at den anvendte overdragelseskurs er uegnet som udtryk for handelsværdien. I så fald vil en kurs udregnet efter de af Ligningsrådet fastsatte retningslinier for beregning af formueskattekursen kunne anvendes ved værdiansættelsen."
Ligningsrådet har fastsat retningslinjer for beregning af formueskattekursen ved holdingselskaber således:
"....E. 90 pct.-selskaber
Ved kursberegningen for følgende selskaber bortses der fra indtjeningsevne og deklareret udbytte. Kursen beregnes til 90 pct. af den indre værdi. Dette gælder: 1) Selskaber, der er trådt i likvidation, 2) selskaber, hvis virksomhed hovedsageligt består i at eje aktier i et eller flere andre selskaber i et sådant omfang, at disses virksomhed kan kontrolleres af det aktieejende selskab og hvis indtægt væsentligst består i udbytte fra andre selskaber (holdingselskaber), 3) selskaber, hvis aktiver hovedsageligt består i bankindestående, værdipapirer o.l., når indtægterne fortrinsvis hidrører fra afkastet af aktiverne."
B A/S anses som et holdingselskab ved værdiansættelsen af aktierne. Der er herved lagt vægt på, at selskabet i 2003 havde sin hovedaktivitet i form af aktiebesiddelser i tilknyttede virksomheder og sin væsentligste indtjening fra kapitalandelene i de samme virksomheder. Selskabet har tillige haft bestemmende indflydelse med ejerandele på 50 % i alle de tilknyttede virksomheder. Kursberegningen skal derfor foretages i overensstemmelse med Ligningsrådets anvisninger om beregning af formueskattekursen på aktier i et holdingselskab.
Selskabets aktivitet ved udlejning af ejendomme er af så beskedent omfang, at det ikke kan anses som erhvervsvirksomhed af betydning i forhold til selskabets holdingvirksomhed, specielt selskabets ejerskab af datterselskabet D A/S.
Det er derfor med rette, at værdien af de overdragne aktier er ansat til en kursværdi svarende til 90 % af selskabets indre værdi.
Opgørelsen af selskabets indre værdi foretages med udgangspunkt i ToldSkats opgørelse med regulering for senere foretagne rettelser vedrørende værdien af udskudt tonnageskat. Kursværdien af aktierne fastsættes på det grundlag til 42.047.646 kr. svarende til kurs 12.514.